Muhammed, har du hørt historien om den overvældende begivenhed, om Dommedag? På denne dag skal der være modløse ansigter, udasede og udslidte. De fordømte skal slæbe sig af sted gennem ilden i lænker, som dromedarer kæmper sig gennem mudder. De vil være svedet af den flammende ild, og de skal udelukkende drikke af en kogende kilde og ikke have anden føde end tørre torne og tidsler, de samme som dromedaren spiser, når de er grønne, og de skal hverken give dem næring eller stille deres sult.
Men på denne dag skal andre ansigter stråle af glæde over deres udførte gode gerninger som bøn til Mig og fremsigelse af Mine åbenbaringer på jorden. De skal få bolig i en ophøjet have, hvor de ikke skal høre på tom tale, og der er en strømmende kilde og bløde lejer, og vinglas er sat frem til dem, og der er puder på række, og tæpper er bredt ud.
Hvorfor ser de vantro ikke på dromedarerne og opdager, hvordan de er skabt i Min visdom, så de kan være jer til nytte på talrige måder? Og hvorfor betragter de ikke himlen, ser, hvordan den hvælver sig højt oppe? Og bjergene, ser, hvordan de er sat fast? Og jorden, ser, hvordan den er blevet bredt ud?
Men det gør de ikke, Muhammed, så du må minde dem om det og advare dem. Men du er kun en advarer om Dommedags komme, Jeg har ikke givet dig nogen magt over dem. De, der vender sig bort fra dig og nægter at tro, vil Jeg ramme med den frygteligste straf! De skal alle vende tilbage til Mig, og det er op til Mig at afregne med dem.