Jeg sværger ved Opstandelsens Dag, og Jeg sværger ved den selvbebrejdende sjæl, der på denne dag ser, at den har syndet og været ulydig mod Mig: Tror mennesket ikke, at Jeg skal sætte hans knogler sammen igen? Men det skal Jeg. Jeg er i stand til at sætte hver eneste af hans fingerspidser på igen, efter at han har ligget hen, død og bortsmuldret! Alligevel benægter mennesket det, der skal komme, og spørger: „Hvornår kommer så denne Opstandelsens Dag?“
Den kommer, når synet blændes, og månen mister sit lys, og både den og solen står op i vest. På denne dag skal mennesket råbe: „Hvor skal jeg søge tilflugt?“
Men på denne dag findes der intet skjulested! På denne dag er samlingsstedet foran Mig, på denne dag skal mennesket få sine gjorte og ugjorte gerninger at se, og på denne måde skal mennesket vidne imod sig selv. Synderen vil være fuld af undskyldninger, som der ikke vil blive lyttet til.
Muhammed, du må ikke lade din tunge løbe af med dig, når du gentager de åbenbaringer, Gabriel bringer dig. Du skal ikke fremsige dem, før han er færdig med dem, selv om du er bange for ikke at kunne huske dem. Jeg er ansvarlig for at samle Koranens enkelte stykker i din bevidsthed og lære dig den sande fremsigelse. Når Jeg fremsiger den for dig gennem englens tunge, så gentag du opmærksomt dens ord, og derefter skal Jeg forklare dig deres betydning.
20 Mekkanere, I elsker dette jordiske, flygtige liv med dets kortvarige goder, og I er ligeglade med det kommende og langt bedre liv! På Opstandelsens Dag skal der være strålende glade ansigter, som udelukkende betragter og beundrer Mig, for når de salige træder ind i Paradis, vil Jeg spørge dem: „Ønsker I, Jeg skal give jer endnu mere?“
„Har Du ikke set vores ansigter?“ skal de svare. „Har Du ikke frelst os fra Helvede og bragt os ind i Paradis?“
Så vil Jeg fjerne sløret, og de vil se Mit ansigt, og de vil aldrig have oplevet noget skønnere. Men andre ansigter skal på denne dag være modløse og triste, som var der snittet huller i dem som i dromedarens snude til det reb, de skal føres af sted med til den forfærdelige straf, de først da erkender og frygter.
Når et menneskes sjæl kommer op i halsen parat til at forlade ham i det sidste åndedrag, og de omkringstående råber: „Hvem kan redde ham med en trylleformular?“ og han tror, at det er afskedens time med denne verden, og det ene ben snor sig om det andet i dødskampens smerter: På denne dag skal han blive trukket af sted til Mig, og sådan skal Amr ibn Hisham blive trukket af sted, fordi han hverken troede eller bad eller gav almisser. Han kaldte sandheden for løgn og Min profet Muhammed ibn Abdullah for en bedrager. Han vendte sandheden og Profeten ryggen og nægtede at adlyde ham. Så gik han glad og overlegen hjem til sin familie. Men en fortjent dom venter ham, vid, at en fortjent dom venter ham, og den kommer nærmere og nærmere!
Tror mennesket virkelig, at han frit og ustraffet kan gøre, som han vil, at han kan stille sig uden for Min kontrol? Var han ikke en dråbe af udtømt sæd? Derefter blev han til en lille, størknet blodklump, og så gav Jeg ham de rette former og skabte af ham de to køn: manden og kvinden. Er Jeg, der har gjort dette, så ikke i stand til at rejse de døde til livet?