Muhammed, historiefortælleren al-Nadr ibn al-Harith siger: „Gud, hvis det, Muhammed prædiker, virkelig kommer fra Dig, så send os en regn af sten fra himlen.“ Og Abu al-Hakam ibn Hisham spørger, om du ikke kan få stykker af himlen til at falde ned over dem som den straf, der kommer fra Mig og som snart skal falde over de vantro, og som ingen kan afværge.
Jeg er Himmelstigernes Hersker, de stiger, som de gudfrygtiges bønner stiger til himlen ad, og som englene stiger op ad for at modtage Mine ordrer, og ned ad igen for at udføre dem. Og den stige, som englene og Gabriel alle vil stige op ad, helt op til Min trone på Dommedag, hvis længde er halvtreds tusinde år på jorden, så, Muhammed, vær tålmodig i forhold til mekkanernes fornærmelser og provokationer.
De tror, at deres straf er langt borte, men Jeg kan se, at den er ganske tæt på! På denne dag skal himlen være som smeltet kobber, og bjergene som totter af kartet uld spredt af vinden. Gamle venner skal ikke spørge hinanden om deres tilstand, selv om de ser hinanden, for de har nok at tænke på selv. Synderen skal ønske at frikøbe sig fra straffen på denne dag og vil være villig til at betale med sine sønner, sin kone, sin bror og sin slægt, der beskyttede ham, samt enhver anden, som er på jorden, dem alle sammen, hvis alt dette kunne frelse ham.
Men nej! Helvedets ild skal trække ham til sig, så huden rives af hans hoved. Den skal kalde på alle dem, der vendte ryggen til troen og det budskab, som du, Muhammed, kom med, og på dem, som begærligt hamstrede rigdomme.
19 Mennesket blev skabt utålmodigt; da Adam fik liv pustet i sine næsebor, prøvede han at rejse sig, allerede da livet kun var nået til navlen, og hans ben stadig var ler. Og mennesket er ivrigt efter vinding: Når noget ondt rammer et menneske, klynker og klager han, og når godt overgår ham, bliver han nærig.
Det gælder dog ikke dem, der beder, og som er vedholdende i bønnen; som sætter en passende del af deres rigdom til side som almisse til tiggeren og den nødlidende, der ikke selv beder om noget; og som fuldt og helt tror på Dommedag og frygter for Min straf − for der er ingen, der kan beskytte sig mod Min straf. Og det gælder heller ikke ham, der ikke har samleje med andre end sine koner og slavinder, for det skal han ikke bebrejdes; men den, der lader sit begær række ud over sine koner og slavinder, er en synder. Ligeledes gælder det heller ikke dem, som nidkært passer på betroet gods og på deres indgåede kontrakter, og som er ærlige, når de vidner, og som er omhyggelige med de foreskrevne regler i forbindelse med deres bønner: De skal alle bo i Paradisets haver og være højt respekterede.
Men hvad fejler de, der er vantro, og som i klaner og stammer farer frem mod dig med strakt hals fra højre og venstre? Længes hver eneste af dem efter at blive lukket ind i De Vidunderlige Haver?
Nej! De ved, at Jeg har skabt dem af smudsig sæd, så de har ikke englenes rene natur og kan kun komme ind i Paradis ved at tro og underkaste sig Mig. Jeg sværger ved de forskellige steder på den østlige og vestlige horisont, hvor solen står op og går ned i løbet af et år, at Jeg er i stand til at tilintetgøre dem og erstatte dem med nogle, der er bedre end dem, hvis Jeg vil, og ingen kan komme Mig i forkøbet og forhindre Mig i det.
Så lad dem være, Muhammed, og lad dem sludre og pjatte, indtil de står ansigt til ansigt med den dag, de er blevet truet med. Den dag skal de haste op af deres grave, som ilede de mod deres blodvædede, hedenske offerstene. Men de skal have nedslåede blikke, og deres ansigter skal være fordrejet af fornedrelse: Det er den dag, de er blevet truet med!