Jeg sværger ved de engle, der stiller sig på række og i geled for at mønstre synderne til straffen; og ved dem, som skræmmer satanerne bort ved at råbe; og ved dem, der fremsiger jeres påmindelse og advarsel, Koranen: Jeg, jeres Gud, er én Gud, og Jeg er Herren over himlene og jorden og alt det, der findes imellem dem, og Jeg er solopgangens Herre!
Jeg har smykket den nederste himmel med stjernerne, og mellem dem har jeg placeret et værn mod hver eneste oprørsk og ond dæmon. Disse sataner kan ikke længere i hemmelighed aflytte samtalerne blandt englene omkring Min trone, bortset fra den, der opsnapper et tilfældigt ord, og som forfølges af gennemborende stjerneskud. For disse dæmoner bombarderes fra alle sider med stjerner kastet af englene og bliver drevet tilbage ned på jorden, og der venter dem en evig straf på Dommens Dag.
Muhammed, spørg mekkanerne: „Er I sværere at skabe end de engle og alt det andet, Gud har skabt?“
Nej, Jeg skabte dem af klæbrigt ler.
Muhammed, du undrer dig over Min magt og deres genstridighed. De spotter de beviser, der skulle overbevise dem, og når de bliver påmindet og advaret, lader de sig ikke advare, og når de ser et tegn, som når månen kløves, latterliggør de det og siger: „Dette er intet andet end åbenlys trolddom. Når vi er døde og er blevet til støv og ben, skal vi måske så genopstå? Og skulle det også gælde vores afdøde forfædre?“
Svar dem, Muhammed: „Ja, det skal I, og det skal være i krybende underdanighed!“
Der skal bare lyde ét stød i basunen, og så skal de se sig selv blive rejst fra gravene! Så skal de bævende sige: „Hvor frygteligt, dette er Dommens Dag!“
Og Jeg skal give dem ret: „Dette er Afgørelsens Dag, hvor godt bliver skilt fra ondt, rettroende fra vantro, og det er den dag, som I kaldte for løgn. Engle, saml alle dem, der gjorde onde gerninger, og deres hustruer og de afguder, som de tilbad ved siden af Mig, og før dem ad vejen til Helvede! Og stil dem op foran Min domstol, for de skal udspørges: „Hvad er der i vejen med jer, siden I ikke hjælper og forsvarer hinanden?““
Men nej, det kan de ikke, på denne dag underkaster de sig Mig og Min dom. De skal skændes med hinanden, og de forførte skal sige til de afguder, der førte dem på vildspor væk fra Mig: „I plejede at komme til os med gode varsler om vores skæbne.“
Men afguderne skal svare: „Nej, I var ikke troende. Vi havde ingen magt over jer til at føre jer bort fra Den Sande Religion. Nej, I ønskede at være vantro. Derfor er vores Herres, for det er også vores Herre, dom blevet virkelighed for os, og vi kommer til at smage Hans hævn. Vi forførte jer, men vi var også selv på vildspor.“
32 Efter dommen skal de alle gå ud på broen over Helvede, der for de vantro bliver smallere og smallere, tyndere end en sværdæg. Imens vil mørket tage til omkring dem, og broen har hager og torne, som til sidst vil rive de vantro omkuld, så de styrter ned i flammerne. Andre vil passere over broen, alt efter hvor dyb deres tro på Mig var, og efter antallet af deres gode gerninger: De vil blive udspurgt om deres bønner og afvaskningerne inden, om deres almisser og valfart til kabaen i Mekka. Nogle vil kun kunne kravle over med stort besvær, andre vil gå, nogle vil løbe så hurtigt som en dromedar, og andre igen så hurtigt som lynet, men kun én ud af tusinde vil nå over.
Og denne dag får både de vantro og deres afguder del i Min straf. Sådan behandler Jeg synderne, for da det blev sagt til mekkanerne: „Der er ingen anden gud end Gud,“ blev de storsnudede og sagde: „Skal vi forlade vores guder på grund af en gal digter?“
Nej, Muhammed ibn Abdullah kom med sandheden og bekræftede, hvad profeterne inden ham var kommet med af Mine åbenbaringer. Og I skal smage den smertefulde straf i Helvedets flammer, men det vil kun være gengæld for jeres gerninger vendt mod Mig.
Men for Mine oprigtige og af Mig udvalgte tjenere skal der være en fastsat forsyning af vidunderlig frugt i Paradis. Der skal de ærefuldt sidde i haver af evig lykke tilbagelænede på hynder, ansigt til ansigt, og aldrig udvise nogen foragt. Et hvidt bæger med klar vin fra en kilde skal vandre rundt blandt dem og være en nydelse for dem, der drikker. De skal ikke få hovedpine af den og heller ikke blive berusede. Og hos dem skal der ligge blufærdige jomfruer, storøjede og med ren, lys hud og beskyttede mod andre mænds blikke, som var de strudsens æg udsuget for indhold og gravet ned som hemmelige vanddepoter i ørkenen.
De retfærdige i Paradis skal vende sig til hinanden med gensidige spørgsmål, og en af dem skal sige: „Jeg havde en nær ven i mit jordiske liv, som plejede at spørge mig: „Er du virkelig en af dem, der fuldt og fast tror på opstandelsen? Som i alvor tror, at vi, efter at vi er døde og er blevet til støv og ben, skal stilles til regnskab for vores gerninger og dømmes til evig smerte eller evig lykke?““ Og han skal fortsætte, idet han henvender sig til de andre rettroende omkring sig: „Prøv at kikke ned.“
Så kikker han også selv ned, og der, midt i Afgrundsildens flammer, ser han sin tidligere ven og siger til ham: „Ved Gud, du var tæt på at have trukket mig med ned i den evige fortabelse og smerte, og havde det ikke været for min Guds godhed, så ville jeg have været blandt dem, der var blevet slæbt til Helvede til evig tortur.“
„Dør vi da ikke,“ skal de gudfrygtige omkring ham spørge, lettede og glade, „bortset fra vores første død på jorden, og bliver vi ikke straffet i vores evige liv?“
Nej, at opnå Mit Paradis er en kolossal lykke, og for at nå dette må alle rettroende stræbe af hele deres hjerte. For er dette velkomsttraktement i Paradis ikke bedre end Zaqqum–træets frugter, der er beske som gift midt i Helvedets tårnhøje flammer? Jeg har gjort dette tornede træ, som de kender fra ørkenen, til en prøvelse for de vantro mekkanere, der gør grin med det og siger til dig, Muhammed: „Kan der gro et træ i din Guds Helvede, hvor du siger, at selv sten brænder? Hvor får det vand fra?“
Det er et træ, der vokser frem på bunden af Afgrundsilden, og dets frugter er som satanshoveder. De, der på jorden ikke troede på Mig, skal spise af det og fylde deres maver, og derefter skal de få en drik af kogende vand og pus, og så skal de sendes tilbage til Afgrundsilden. De har set deres forfædre på vildspor, når det drejer sig om religion, og alligevel haster de i deres fodspor, for de fleste før dem var i den grad på vildspor. Jeg sendte dem derfor advarere, og se, hvad der skete dem, der blev advaret om Min hævn, bortset fra Mine oprigtige og udvalgte tjenere, som jeg sparede.
73 Noa anråbte Mig, da hans folk ikke ville lytte til hans prædiken, og Jeg var nådig og imødekom hans bønner. Ham selv og hans familie reddede Jeg fra den store katastrofe, og Jeg lod hans efterkommere overleve og genbefolke jorden. Og Jeg velsignede ham for eftertiden med disse ord: „Fred være med Noa i alle verdener til alle tider!“
Sådan belønner Jeg de gudfrygtige, der gør gode gerninger for Mig og handler ret efter Mine love. Han var en af Mine rettroende tjenere.
Men resten af menneskene druknede Jeg.
81 Abraham hørte til dem, der fulgte Noas vej. Abraham levede to tusinde seks hundrede og fyrre år senere, og han nærmede sig Mig med et rent hjerte frit for afgudsdyrkelse.
Muhammed, husk, da han sagde til sin far og sit folk: „Hvad tilbeder I? Tilbeder I falske guder i stedet for at tilbede den eneste og sande Gud? Hvad er så jeres mening om Verdenernes Herre?“
Det var på den tid af året, hvor der blev holdt en fest for afguder. Kongen over det folk, Jeg havde sendt Abraham til, kong Nimrod, plejede at drage ud af byen i parade. Nu spurgte nogle af hans folk Abraham: „Skal du ikke med?“
Abraham kastede et blik på stjernerne og sagde: „Jeg er ved at blive syg og skal ikke deltage i jeres ofringer.“
Folket troede, at han var stjernetyder og havde læst dette i stjernerne, så de trak sig bort fra ham af frygt for smitte. De forlod ham og gik i optog ud af byen, og kun de syge og børnene var tilbage.
Hemmeligt listede Abraham sig ind i afgudernes mennesketomme templer, hvor der stod borde med mad. Han gik helt hen til folks guder og spurgte hånligt: „Spiser I ikke af den mad, jeres folk har ofret til jer? Hvad er der i vejen med jer, siden I ikke taler?“
Så angreb han dem med en økse i sin højre hånd og brækkede en arm af den ene og et ben af en anden, til de til sidst lå i stumper og stykker foran ham, undtagen den største af dem. Han hængte sin økse om halsen på den største afgud og gik hjem.
Afgudsdyrkerne kom myldrende hen til ham, og han sagde: „Tilbeder I de statuer, som I selv udhugger, selv om Gud har skabt både jer og alle de afguder, som I tilvirker i deres ydre form? Hvordan kan noget skabt tilbede noget andet skabt?“
Men folket blev rasende over at se deres guder krænkede og ødelagte: „Er det dig, der har gjort dette ved vores guder?“ spurgte de ham.
„Nej, deres øverste gjorde det. Spørg dem selv, hvis de kan tale.“
Først tænkte de forsamlede, at de dyrkede noget forkert, fordi deres gudestøtter ikke kunne tale. Men så vendte de vreden mod Abraham og sagde: „Du ved godt, at guderne ikke taler, hvorfor befaler du os så at spørge dem?“
„Tilbeder I noget, der ikke gavner jer?“ svarede Abraham. „Og som ikke kan straffe jer, hvis I ikke tilbeder det? Skam jer!“
Men folket ville have hævn over ødelæggelserne af deres elskede guder og samlede brænde til et mægtigt bål. „Kast ham i ilden!“ råbte de. Så bandt de Abraham og kastede ham i flammerne.
Men Jeg befalede ilden at blive kold. Kun båndene, som de vantro havde bundet Abraham med, brændte. Og Abraham gik uskadt ud af ilden.
Jeg lod de vantro tabe.
97 Efter at Mit sendebud Abraham var flygtet fra Nimrod, sagde han: „Jeg går til min Herre, for Han vil lede mig derhen, hvor Han ønsker det, og det er den rette vej.“
Og Jeg ledte ham til Palæstina, og da han var ankommet til Det Hellige Land, bad han: „Min Herre, giv mig en retskaffen og gudfrygtig søn.“
Så Jeg gjorde ham lykkelig ved at bebude ham, at han skulle have en ydmyg og forstandig søn, Ismael. Da Ismael var tretten år, havde han nået alderen for at kunne hjælpe sin far med arbejdet og i udøvelsen af religionen.
Så kom den ordre fra Mig, der var tæt på at knuse Abraham og gøre ham fortvivlet, nemlig da han i en drøm så, at han skulle ofre sin søn. Han vidste, at profeters drømme er sande, og at deres udførelse er bestemt af Mig.
„Min søn,“ sagde Abraham til Ismael, „tag dette reb og denne slagtekniv og gå med ud til bjerget for at samle brænde til dit folk.“ Mit bud nævnte Abraham ikke noget om.
På vej ud til bjerget dukkede Satan op i skikkelse af en mand og sagde: „Hvad skal du til at gøre, gamle mand?“
„Jeg har en grund til at begive mig ud til bjerget,“ svarede Abraham.
„Ved Gud, jeg ser, at Satan er kommet til dig i en drøm og har beordret dig til at ofre din søn, og det er det, du vil gøre!“
Men Abraham genkendte Satan og sagde: „Gå væk fra mig, du fjende af Gud. Jeg vil udføre Guds befaling.“
Så gik Satan hen til Ismael og spurgte ham, om han vidste, hvad hans far ville gøre ved ham.
Ismael, der bar på rebet og kniven, svarede: „Han vil lade mig samle brænde på bjerget til mit folk.“
„Nej, ved Gud, han har i sinde at ofre dig!“
„Hvorfor det?“ spurgte Ismael.
„Han tror, at hans Herre har beordret ham til det.“
„Så skal han gøre, hvad hans Herre har beordret ham til,“ svarede Ismael.
Så gik Satan til Hagar og fortalte, at Abraham ville ofre hendes søn.
Hun sagde, at Ismaels far elskede ham, men hvis hans Herre havde beordret ham til at ofre sin søn, så skulle han gøre det.
Satan gav op, og Ismael besteg bjerget Tabor sammen med sin far.
Der sagde Abraham: „Min søn, jeg har set i en drøm fra Gud, som har gentaget sig tre nætter i træk, at jeg skal ofre dig. Hvad er din mening om det?“
„Far,“ svarede Ismael, „gør, som Gud har givet dig ordre til. Hvis Gud vil, skal du se, at jeg er en af de rettroende, der kan stå det igennem. Bind rebet stramt, for hvis døden er hård, er jeg ikke sikker på, at jeg kan udholde den, når jeg mærker den komme. Slib kniven, så du kan gøre det af med mig og befri mig. Når du gør mig klar til ofring, så læg mig med ansigtet nedad, for hvis du kikker på mit ansigt, frygter jeg, at du vil blive blød og ikke efterkomme Guds bud. Hvis du vil, så giv min skjorte tilbage til mor, den kan måske være hende en trøst. Gå nu i gang!“
„Du er en stor hjælp i udførelsen af Guds ordre,“ sagde Abraham, og så bandt han Ismael fast til det indsamlede brænde. Derefter sleb han slagtekniven og lagde sønnen med ansigtet nedad, og han løftede kniven til hug.
Men Jeg greb den ud af hans hånd og reddede Ismael og råbte: „Abraham! Du har regnet drømmen for sand og allerede fuldbyrdet den. Jeg belønner dem, der gør gode gerninger for Mig og handler ret efter Mine påbud. Dette var en stor prøvelse.“
„Abraham,“ fortsatte Jeg, „tag denne fede vædder og løskøb din søn. Du skal ofre vædderen til Mig, og fremover skal dit afkom, når fastemåneden er til ende, på denne dag ofre et lam til Mig, når de er på pilgrimsrejse til kabaen.“
Så talte vædderen: „Ja, Guds ven, du skal ofre mig i stedet for din søn, det er bedst. Jeg er Adams søn Abels vædder, som han ofrede til sin Herre, og som Han tog imod. Jeg har græsset på Paradisets enge i fyrre efterår.“
Abraham takkede Mig for at løskøbe hans søn, og da han ville binde hans bånd op, var de allerede løsgjort. „Hvem har gjort det?“ spurgte han.
„Ham, der bragte vædderen som offer,“ svarede hans søn.
Så slagtede Abraham vædderen og så en hvid, røgfri ild komme ned fra himlen og fortære dyret bortset fra hovedet, som de tog med hjem til Sara.
Jeg velsignede Abraham for eftertiden med disse ord: „Fred være med Abraham!“
Sådan belønner Jeg dem, der gør gode og korrekte gerninger. Abraham var bestemt en af Mine troende tjenere, og Jeg gjorde ham lykkelig ved at bebude ham hans søn Isak: en profet, en af de retfærdige.
Jeg velsignede både ham og Isak. Og blandt deres efterkommere er der nogle, der gør gode gerninger ved at dyrke Mig, bede, faste og give almisse, men også nogle, som i høj grad og til deres egen skade udøver onde gerninger ved ikke at overholde Mine love.
114 Jeg har også været nådig mod brødrene Moses og Aron. Jeg reddede dem og deres folk fra en forfærdelig katastrofe, som egypterne ville have udløst over dem, og Jeg hjalp dem, så de blev de sejrende.
Jeg gav dem den klare og tydelige Skrift, Loven, Jeg ledte dem på rette vej mod Paradis og velsignede dem for eftertiden med disse ord: „Fred være med Moses og Aron!“
Sådan belønner Jeg dem, der gør gode gerninger over for Mig, og de hører bestemt til blandt Mine rettroende tjenere.
123 Elias var også blandt Mine sendebud. Da Jeg lod Ezekiel dø, glemte Israels børn, hvad Jeg havde forpligtet dem til, og de begyndte at dyrke afguder. Derfor sendte jeg dem Elias for at genindføre det, de havde glemt af Loven, Torahen. Elias tjente Israels kong Akab, der troede ham, mens folket tilbad afguden Baal, som de satte på en tronstol.
Nu kaldte Elias folket til Mig ved at prædike: „Vil I ikke frygte Gud? Anråber I Baal og svigter den bedste af alle skabere? Gud er jeres Herre og jeres forfædres Herre!“
Men de kaldte ham for en løgner og ville højst lytte til deres konge, Akab. Men han sagde en dag til Elias: „Jeg synes, at dine bønner til Gud er forgæves. Jeg kan ikke se, at de, der tilbeder Gud, lever anderledes end dem, der dyrker afguderne; de spiser og drikker det samme og nyder deres ejendom. Jeg kan ikke se, at vi drager fordel af at tilbede Gud.“
Elias’ hår rejste sig overalt på hans krop, og han sagde: „Alt tilhører Gud, og til Ham skal vi vende tilbage!“
Så forlod Elias sin konge, og han vendte sig mod afgudsdyrkerne.
Elias bad Mig holde regnen tilbage fra de ugudelige. Det gjorde Jeg i tre år, indtil husdyrene og træerne var tilintetgjort, og folk led forfærdeligt.
Elias skjulte sig for sit folk af frygt for dem. En nat fik han ophold hos en kvinde, der havde en søn, Elisa, der var krøbling. Elias bad for ham, og han blev rask. Fra da af fulgte den unge Elisa den gamle Elias overalt.
Nu bad Elias om, at de, der ikke havde gjort oprør mod Mig, som kvæget, fuglene, insekterne og træerne, måtte blive benådet for yderligere straf. „Og lad mig blive den, der forløser folket,“ sagde han. „For så vil de måske holde op med at tilbede andre end Dig.“
Det gav Jeg ham tilladelse til, og Elias fortalte dem, at alt var blevet ødelagt på grund af deres synder, og fortsatte: „Jeg inviterer jer til sandheden, men bring jeres afguder frem, og hvis de svarer jer, så bliver det, som I vil, men hvis de ikke svarer jer, ved I, at I tilbeder dumhed. Jeg vil bede til Gud.“
Da guderne nu ikke svarede dem, indså de, at de var på gal vej, og de bad Elias om at gå i forbøn for dem.
Det gjorde han, og Jeg sendte en mørk sky, der som et skjold strakte sig langs havets horisont. Den drev nærmere, blev sort og gav så regn.
Men de var utaknemlige, de faldt snart tilbage i deres onde gerninger med afgudsdyrkelse og vendte ryggen til Mig, så Elias bad Mig om at lade ham dø og fjerne ham fra dem.
Jeg fortalte ham, at på en given dag skulle han gå til et bestemt sted, hvor noget ville dukke op, som han kunne ride på. Han måtte ikke blive bange.
Det gjorde Elias. Elisa gik med ham, og en hest af ild stoppede foran dem. Elias steg op, og Jeg hyllede ham i fjer og klædte ham i ild og fjernede hans behov for mad og drikke.
Elisa råbte efter ham: „Elias, hvad befaler du mig at gøre?“
Men uden at svare fløj Elias op blandt englene som halvt menneske, halvt engel, halvt jordisk, halvt himmelsk.
Men de, der holdt ham for at være en løgner, skal blive stillet til regnskab og straffet i al evighed, bortset fra Guds oprigtige og udvalgte tjenere blandt dem. Og Jeg velsignede Elias for al eftertid med disse ord: „Fred være med Elias!“
Sådan belønner Jeg dem, der gør gode, gudfrygtige gerninger. Han er blandt Mine rettroende tjenere.
133 Lot var også blandt Mine sendebud. Men hans folk forkastede de advarsler, Jeg lod ham prædike for dem. Så Jeg sendte en storm af sten af brændt ler ned over dem, men Jeg reddede ham og hans familie, bortset fra hans gamle hustru, der tøvede med at forlade byen, og som Jeg udryddede sammen med alle de andre i Sodoma.
Og, mekkanere, I passerer forbi ruinerne af deres by på jeres karavanerejser både om morgenen og om natten, så hvornår vil I forstå Min magt og Min grusomme hævn?
139 Jonas var sandelig også et af Mine sendebud. Husk, Muhammed, da han flygtede, som en slave flygter, til det fuldtlastede skib, fordi han var i konflikt med sit folk; da den straf, han havde truet dem med, ikke ramte dem. Derfor lod han sig indskibe, men da skibet ude på havet pludselig ikke ville bevæge sig, mente sømændene, at der var en slave om bord, der var flygtet fra sin herre. De kastede lod for at afsløre ham, og Jonas tabte.
Derfor ville sømændene kaste ham i havet, men han sprang selv, idet han råbte: „Jeg er den flygtende!“
Den store fisk slugte ham, for han havde begået en ond gerning ved at lade sig indskibe og sejle bort uden Min tilladelse. Og havde han ikke ydmygt tilbedt Mig ved igen og igen i fiskens mave at sige: „Der er ingen anden gud end Dig. Jeg priser Din fuldkommenhed og angrer!“ ville han være forblevet i dens bug indtil den dag, hvor menneskene skal genopstå.
Efter syv dage kastede Jeg ham op på den øde og nøgne ørkenkyst, og han var syg og udmattet af opholdet i fiskens mave. Jeg lod et græskar vokse op over ham, stort nok til at dets blade kunne give ham skygge. En vild gazelle kom til ham hver morgen og aften, og han drak af dens mælk, indtil han havde genvundet sine kræfter.
Siden gjorde Jeg ham til sendebud for hundrede tusinde af sit folk i Nineveh, eller måske halvfjerds tusinde flere. Og de troede på Mig, da de så straffen, de var blevet truet med, og Jeg tillod dem at nyde livet med deres værdier på jorden, indtil de døde deres naturlige død.
149 Muhammed, spørg mekkanerne, om Jeg har døtre, som de påstår, mens de kan bryste sig af sønner? Eller om Jeg skabte englene som kvindelige væsner, mens de kikkede på, så de kan vidne om det?
Er det ikke rigtigt, at de i deres løgnagtighed siger: „Gud har børn.“? De er løgnere! Skulle Jeg måske have valgt døtre frem for sønner? Hvad er der dog i vejen med jer mekkanere? Hvordan er det, I dømmer helt uden at vide noget? Vil I ikke lade jer påminde og advare? Eller har I måske noget klart bevis på jeres påstand? Så læg da jeres bog frem med denne guddommelige åbenbaring, hvis I taler sandt.
Nej, de har opdigtet et slægtskab mellem Mig og englene – eller dæmonerne, som nogle af dem hævder – selv om englene allerede ved, at hvis de hævder noget sådant, skal de blive krævet til regnskab for deres gerninger af Mig på Dommedag – bortset fra de af englene, der er Mine uforbeholdne tjenere.
Lovpris Mig, der er hævet langt over det, de tillægger Mig. I og de afguder, som I tilbeder, kan ikke friste en eneste til at gøre oprør mod Mig, bortset fra dem der på forhånd er bestemt til at skulle ristes i Helvedets ild.
På Opstandelsens Dag skal englene, som mekkanerne tilbad som afguder, sige: „Der findes ikke en eneste af os, der ikke har sin bestemte plads i den af Gud opstillede rangorden. Vi er opstillet i række og geled og altid parat til at udføre Guds ordrer, og vi lovsynger uophørligt Gud og kun Gud.“
Devantro siger ganske vist: „Hvis vi havde fået overdraget en bog med guddommelige åbenbaringer og med advarsler ligesom tidligere tiders stammer og folk, så ville vi have været Guds oprigtige tjenere.“
Nu, hvor Koranen er åbenbaret for dig, Muhammed ibn Abdullah, tror de ikke på den; men snart skal de lære den at kende, når de ser følgerne af deres mangel på tro!
Mine ord, Mine åbenbaringer, er tidligere blevet overbragt til Mine tjenere sendebuddene. Dem er det, Jeg skal hjælpe mod dem, der ikke tror. Og der er ingen tvivl om, at Mine hære skal blive de sejrende.
Så vend dig bort fra dem for en tid, Muhammed, og hold øje med de katastrofer, der vil ramme dem. Snart skal de få din fremgang tydeligt at se!
De kræver, at du skal vise dem Min magt, men ønsker de virkelig at fremskynde Min straf over sig? Når den pludselig står for døren, bliver det en forfærdelig dag for dem, der er blevet advaret, uden at de ænsede advarslen.
Muhammed, vend dig bort fra dem for en tid, men hold øje med dem, for snart skal de se deres egen ulykke og din lykke. Lovpris Mig, Den Almægtige, der er hævet langt over, hvad de tillægger Mig af medguder, og fred være med Mine sendebud, og priset være Jeg, alle verdenernes Herre!