Jeg sendte Gabriel til Noa og fortalte ham, at Jeg havde gjort ham til profet for sit folk. Dernæst klædte Gabriel ham i Mine hellige krigeres klæder, bandt Sejrsturbanen om hans hoved og Pragtsværdet om hans hofter og sagde: „Advar dit folk, Noa, før en smertefuld straf fra Gud rammer dem!“
Samme dag gik Noa til sit folk, der var i gang med en af deres fester, som de havde holdt siden Kains dage. De satte deres afguder på troner, gav dem brændoffer og faldt ned foran dem i tilbedelse. De drak vin, slog på tamburiner og havde tilmed samleje med kvinderne.
Noa kæmpede sig ind midt iblandt dem, netop som de skulle til at knæle. Han stak fingrene i ørerne og råbte: „Mit folk, jeg er sendt af Gud for at advare jer på et klart og tydeligt sprog. Tilbed Gud, frygt Ham, og adlyd mig. Og Han vil tilgive jer nogle af de synder, som I hidtil har begået, men som bliver vasket bort af jeres tro på Den Sande Religion. Og Han skal lade jer slippe for de vantros straf her på jorden og lade jer dø en naturlig død. Men når Guds tidspunkt for verdens ende kommer, så kan intet udsættes. Hvis I var mænd af forstand, så ville I vide det!“
5 Men folket lyttede ikke, og Noa påkaldte Mig: „Min Herre, jeg har kaldt mit folk til Dig både nat og dag, men min kalden har kun forstærket deres flugt bort fra den rette vej til Dig og Paradis. Hver gang jeg kaldte dem til sandhedens religion, for at Du måtte tilgive dem deres synder, stoppede de fingrene i ørerne, trak deres klæder tæt sammen omkring sig og blev genstridige og indbildske i deres vantro. Jeg inviterede dem til Din religion og advarede dem om Din hævn, og det gjorde jeg både højt og åbent for alle, og også i hemmelighed. Og jeg råbte til dem: „Bed om tilgivelse fra jeres Herre, Han er parat til at tilgive jer jeres synder, og fra himlen vil Han sende rigelig regn ned over jer og jeres afgrøder. Han vil øge jeres velstand i både rigdom og sønner, og Han vil give jer frodige haver med vandrige floder.
Hvad er der i vejen med jer, siden I ikke tror på, at Guds gavmildhed er en belønning til dem, der dyrker Ham? I kan se, at Han har skabt jer i forskellige trin fra støv og siden af en dråbe sæd, dernæst af størknet blod og frem til en kødklump delvist formet i menneskeskikkelse. Og til sidst som en mand. Har I ikke også set, hvordan Gud har skabt De Syv Himle, den ene over den anden? Og der har Han sat månen som et lys og solen som en lampe. Gud har også ladet jer vokse op af jorden som planter, og siden skal Han lade jer vende tilbage til den, og på Opstandelsens Dag rejser Han jer fra jeres grave.
Gud har også udjævnet jorden som et tæppe for jer, så I kan gå omkring på dens veje og stier og over bjergpas!““
Noa råbte så højt, at afguderne faldt ned fra deres troner, og det samme gjorde folkets herre, Darmesel.
Da han kom til sig selv, spurgte han, hvem der havde råbt så højt, at han var besvimet.
„Det er Noa, en mand af vores eget folk,“ svarede folk ham.
Darmesel fik ham kaldt til sig og spurgte, hvad han havde råbt.
„Jeg er sendebud for Herren af alle verdener,“ svarede Noa, „og jeg råder dig til at tro på Ham og holde op med at tilbede afguder.“
„Du har mistet forstanden,“ sagde Darmesel, „eller du er besat af en dæmon, men vi vil helbrede dig. Og hvis du råber op om alt dette på grund af fattigdom, så kan vi også hjælpe dig.“
„Jeg er ikke gal, mit budskab fra Gud er blot, at Han er én, og jeg, Noa, er Hans profet.“
„I dag er det vores festdag, og drab er forbudt,“ sagde Darmesel. „Ellers skulle vi have dræbt dig på så pinefuld en måde, at ingen siden ville have mod til at sige noget sådant!“
Darmesel lod Noa være, fordi han anså ham for at være gal, men hans folk myldrede ud af deres huse og slog Noa bevidstløs og trak ham omkring. Når han kom til sig selv, fortsatte han med at prædike om tilbedelse af Mig og kun Mig, og så overfaldt de ham igen. Dette stod på i tre hundrede år.
Så døde Darmesel, men hans søn, Julian, der tog magten, var endnu værre. Og folk råbte, at Noa var en løgner, og de nægtede at lytte til hans forklaring om, at solens og månens baner var Mine tegn og bevis på, at han var sendt af Mig.
Hans eget folk kastede sten på ham fra deres tage, men fuglene samledes om ham med våde vinger og rystede fjerene, så han genvandt bevidstheden.
„Hvis du var Guds profet, kunne vi ikke skade dig!“ råbte folk.
„I er et uvidende folk,“ svarede Noa. „Jeg prædikede for jeres fædre og deres fædre, indtil de døde. Nu fortryder de i deres pinsler, men I kan stadig nå at tro mig og blive frelst.“
20 Sådan gik det med den ene generation efter den anden, Julian døde og blev efterfulgt af sin søn Tophredius, der var lige så tyrannisk. Men folket ville ikke stille Noa til dom foran deres herre, for de anså Min profet for at være gal.
Så sagde jorden: „Min Gud, hvad får Dig til at tillade, at så modbydelige og ugudelige mennesker tramper rundt på mig?“
Og hanen ville ikke gale for dem, og duen ikke ruge på sine æg, og alle fuglene og de vilde dyr sagde: „Gud, hvis Du giver os ordren, så skal vi hakke og flå dem ihjel.“
Også Noa selv påkaldte Mig for at få Mig til at tilintetgøre dem, der ikke troede på Mig og Mit sendebud: „Min Herre, de har modsat sig mig og følger den vantro, hvis velstand og mange sønner kun skal forøge hans tab, for fortabt er han. Og stormændene har udtænkt en mægtig sammensværgelse imod mig og har sagt til hinanden: „I skal ikke forlade jeres guder! I skal ikke svigte Wadd, hvis statue står så smukt, højere end nogen af jer, klædt i to kapper med sit sværd ved hoften og sin bue og sit fyldte pilekogger over skuldrene og med sit spyd i hånden. Og I skal heller ikke svigte gudinden Suwa, og heller ikke løveguden Yaghut, hesteguden Yauq og ørneguden Nasr.““
Synderne blandt Noas folk ledte mange på vildspor og spottede deres profet. En mand af folket, Wasi, kom med sin søn Jarud til Noa og sagde: „Se, min søn, den mand er en løgner.“
Jarud bukkede sig og tog en håndfuld støv, som han smed i øjnene på Noa.
Efter i ni hundrede og halvtreds år forgæves at have prædiket for dem bønfaldt Noa Mig: „Du skal ikke give synderne øget velstand og flere sønner. Det eneste, de har fortjent, der skal øges, er deres vildfarelse!“
Fordi de syndede ved at være vantro, blev de druknet i syndfloden og tvunget til at gå ind i Helvedets ild, og de fandt ingen hjælpere i stedet for Mig: Deres afguder var magtesløse.
„Min Herre,“ bad Noa, „lad ikke én eneste familie af vantro være tilbage i live på jorden. For hvis Du gør det, vil de lede Dine tjenere på vildspor, og enhver, de føder, vil være en ikke-troende synder. Min Herre, tilgiv mig og min far og mor, Lemek og Shamkha, for de var rettroende, og tilgiv enhver, der træder rettroende ind i mit hus, og samtlige rettroende mænd og kvinder på Opstandelsens Dag. Og forøg ikke noget for dem, der gør onde gerninger mod Dig og Dine profeter, bortset fra deres ruin og ødelæggelse!“
Den første, der havde troet på Noa, var en kvinde ved navn Amorah, og Noa havde giftet sig med hende. Sammen fik de tre sønner, Sem, Kam og Jafet, og tre døtre: Hasura, Mayshura og Mahbuda.
Den næste, der troede på, at han var Mit sendebud, var Waila, men hun skulle som hans hustru vise sig at være en hykler og vendte tilbage til sin gamle religion.