Muhammed, Jeg har ikke nedsendt Koranen til dig, for at du skal blive ulykkelig ved den modgang, du møder i omvendelsen af mekkanerne. Jeg har heller ikke nedsendt den for at udmatte dig i udførelsen af Min religions andagtsøvelser, men for at den skal være en påmindelse og advarsel for den, der frygter Mig. Den er nedsendt som en åbenbaring fra Mig, der skabte jorden og de høje himle.
Jeg sidder fast på Tronen, og Mig tilhører alt det, der findes i himlene, på jorden og derimellem, og også alt det, der findes under jorden.
Du må gerne udtale dine bønner højt, men det er ikke nødvendigt i forhold til Mig, for Jeg kender samtlige menneskers og dæmoners inderste tanker nøjagtig lige så godt som det, de siger, og Jeg ser hver eneste af deres gerninger, som de tror er udført i det skjulte.
Jeg er Gud, der findes ingen anden gud end Mig, Mig tilkommer de smukkeste navne.
8 Muhammed, har du hørt historien om Moses? Han var på vej fra Midjan til Egypten sammen med sin familie for at besøge sin mor, da hans hustru fik veer i dalen Tuwa, hvor Sinaibjerget står. Det sneede, og om natten fødte hun en søn, men de var faret vild, og deres dromedarer var løbet bort. Moses prøvede at slå ild med sit fyrtøj, men der kom ingen gnist.
Da så han et bål og sagde til sin familie: „Bliv her! Jeg kan ane et bål i mørket. Måske kan jeg skaffe jer ild fra det, eller måske kan vi finde vej videre derfra.“
Da han kom frem, så han, at det ikke var bål i menneskers lejr, men at det var en grøn bukketornsbusk, der stod i flammer.
Så råbte Jeg med høj stemme: „Moses! Jeg er din Herre. Tag dine sandaler af for at vise ydmyghed og respekt, for du er i den hellige dal Tuwa. Jeg har udvalgt dig blandt dit folk, så lyt til det, der åbenbares til dig fra Mig! Jeg er Gud, der findes ingen andre guder end Mig. Tilbed Mig, og udfør bønnen til Min ære og ihukommelse. Timen, Dommedag, skal helt sikkert komme. Det vil Jeg snart vise for alle mennesker med Mine tegn, for at hver sjæl skal blive dømt efter sine gode og onde gerninger. Moses, lad ikke den, der ikke tror på Dommedag, og som retter sig efter sine egne ideer og tanker, holde dig tilbage fra at tro på Dommens Dag, så du styrter i fortabelse. Men hvad er det, du holder i din højre hånd?“
„Det er min stav,“ svarede Moses. „Den, som jeg støtter mig til, og som jeg bruger, når jeg slår blade af de højtsiddende grene som foder til mine dyr. Jeg bruger den også til at stikke i jorden og hænger min kappe på den, så jeg kan få skygge, når jeg vogter får, og jeg jager rovdyr og slanger bort med den.“
„Kast den fra dig, Moses!“ kommanderede Jeg.
Så kastede han den fra sig, og se, den blev til en slange, der snoede sig. Først var den ikke større end staven, men så svulmede den op til gigantisk størrelse.
Moses trak sig tilbage fra den, men Jeg spurgte ham: „Flygter du fra Mig, din Herre?“
„Jeg flygter ikke fra min Herre, men fra døden!“ råbte Moses.
„Er der liv eller død uden Min tilladelse?“ spurgte Jeg.
Moses fik mod og vendte tilbage, selv om slangen var adræt og slugte sten og træer, og Jeg sagde: „Grib den, og frygt den ikke! Jeg skal føre den tilbage i dens tidligere skikkelse.“
Det gjorde Moses; han greb slangen i dens hugtænder, og i det samme var den igen en tør stav.
Så sagde Jeg: „Stik din højre hånd ind under din venstre armhule og tag den frem igen. Den skal komme ud hvid og skinnende som solen, men uden at den er hvid af spedalskhed, og dette er et nyt tegn, for Jeg skal vise dig nogle af Mine største tegn på, at du er kaldet som profet.“
Så gjorde Moses med hånden som før, og den var atter normal.
25 „Gå til farao al-Walid ibn Musab og hans folk som Min profet!“ befalede Jeg ham så. „Han har været utaknemlig over Mine gaver. Bring ham Mit budskab og byd ham at tilbede Mig. Han gør oprør mod Mig ved at kalde sig selv for guddommelig.“
„Herre,“ svarede Moses, „åbn mit bryst for Dit budskab, og gør min opgave let for mig. Løs også min tunges bånd, så jeg igen kan tale ordentligt efter at have brændt den på det glødende stykke kul som barn. Det var dengang, jeg hev faraoen i skægget, så hans krone faldt af, og han prøvede mig, og jeg valgte det glødende kul i stedet for perlen, for at han ikke skulle fatte mistanke til mig. Så vil de forstå min tale, når jeg overbringer dem budskabet fra Dig. Giv mig også min bror Aron som hjælper, styrk min kraft gennem ham, og giv ham del i min opgave, så vi må længes efter at lovprise Dig og huske på Dig, fordi Du holder øje med os.“
„Du får, hvad du har bedt om, Moses,“ var Mit svar. „Og Jeg har én gang før været dig nådig, da Jeg åbenbarede disse ord for din mor, dengang hun fødte dig og frygtede, at farao al-Walid ibn Musab skulle dræbe dig sammen med de andre nyfødte: „Læg ham i den lille båd, som jorden har truet tømreren til at bygge, og kast den i Nilen. Så skal floden kaste ham op på bredden. Derefter skal faraoen, fjende af både Mig og Moses, samle ham op.“
Da faraoen havde taget imod dig, Moses, indgav Jeg kærlighed til dig i hjertet på ham og alle, der så dig, så de skulle elske dig. Det gjorde jeg for, at du skulle opdrages under Mit opsyn.
Din søster Mirjam hørte, at du nægtede at die hos alle de ammer, de bragte til dig ved hoffet, og spurgte: „Skal jeg føre jer til én, der vil tage sig af den lille dreng?“
De modtog tilbuddet, og Jeg førte dig tilbage til din mor, for at hun ikke længere skulle sørge over dig.
Moses, du dræbte den egypter, der var i slagsmål med en mand fra dit folk, og du blev bange for faraoens straf, men Jeg befriede dig for dine problemer ved at lade dig flygte til Midjan. Men derved udsatte Jeg dig for flere prøvelser, for Jeg tvang dig til en ubehagelig flugt fra dit land og dine venner til et folk af fremmede, hvor du måtte tage arbejde for at overleve.
Du boede i ti år blandt Midjans folk hos profeten Shuaib, hvis datter du giftede dig med. Senere, da du var fyrre år, kom du hertil efter Min beslutning, Moses, for at prædike Mit budskab, og Jeg udvalgte dig til Mit sendebud.
Drag af sted med Mine ni tegn sammen med din bror Aron, som Jeg sørger for går dig i møde fra Egypten, og glem ikke at huske på Mig! Gå til farao al-Walid ibn Musab, for han er en oprører, fordi han kalder sig selv for gud. Tal først mildt til ham, og påmind ham om Mig. Måske han lader sig advare om Min straf og omvender sig eller begynder at frygte Mine trusler.“
47 På det tidspunkt var Aron en af faraoens vesirer, og som sin far veg han aldrig fra faraoens side. Men en nat i en drøm kom en engel til ham med en kop lavet af rubin og sagde: „Aron, drik dette, for det er et vidunderligt budskab om din bror, der er draget ud fra Midjan som Guds profet til farao al-Walid ibn Musab, og du er hans hjælper.“
Så bar englen ham ud til karavanevejen, og der steg Gabriel ned fra himlen og tog ham op på sin hest, Hayzum, og red ham til Nilens venstre bred. På den modsatte bred stod Moses, og han krydsede floden, og de omfavnede hinanden og lovede hinanden troskab.
„Men Herre,“ sagde Moses og Aron. „Vi frygter, at faraoen vil straffe os eller handle uretfærdigt mod os.“
„Frygt ikke!“ svarede Jeg dem. „Jeg er med jer, og Jeg hører og ser alt. Så gå I til ham og sig: „Vi er din Herres sendebud; send Israels børn med os til Det Hellige Land. Plag dem ikke med bygningsarbejder, stenslæbning og brændeindsamling. Vi er kommet til dig med tegn fra vores Herre som bevis på, at vi er Hans sendebud. Fred være med den, der følger den rette vej og vender ryggen til afgudsdyrkelse: Han skal være sikret mod Guds straf i den sidste ende! Det er blevet os åbenbaret, at straffen rammer den, der kalder sandheden, som vi er kommet med, for løgn og vender den ryggen.““
De fik foretræde for Egyptens farao, og de gjorde det klart, at de var kommet for at hente deres folk ud af landet.
„Hvem er da jeres Herre, Moses?“ spurgte al-Walid ibn Musab.
„Vores Herre er Ham, der har skabt alting og siden leder det på rette vej med Sit forsyn,“ lød svaret.
„Hvordan forholder det sig med forfædrene?“ fortsatte faraoen. Er de lykkelige eller ulykkelige efter døden?“
„Viden om dem findes i den bog, der er hos min Herre. Der står alting og alt det, der skal ske, optegnet, og min Herre tager ikke fejl og glemmer ikke. Gud har udjævnet jorden som et leje for jer, og Han har gjort det muligt for jer at komme omkring på den på veje, og Han sender jer regn fra himlen. Med regnen har Han frembragt planter af alle slags, og Han siger: „Spis en del af dem, og send jeres hjorder på græs på resten.“ Heri findes der tegn for dem, der evner at forstå. Og Han siger, at af jorden har Han skabt jer, til den skal Han lade jer vende tilbage, og af den skal Han endnu en gang lade jer opstå.“
58 Jeg viste faraoen alle Mine mirakler, som Jeg havde givet Moses magt til at udføre, men han beskyldte Moses for at lyve og afviste at tro på Mig. Og han sagde: „Moses, er du kommet til os for at drive os bort fra vores jord med din trolddom? Vi skal vise dig lignende trolddom. Fastsæt en tid for et møde mellem os og dig, hvor hverken vi eller du må udeblive, og det skal finde sted på en plads, der er lige god for os begge.“
„Så skal dagen være jeres festdag for det nye år,“ sagde Moses. „Lad folket forsamles, når solen er godt på vej op, og alle kan se, hvad der foregår.“
Faraoen trak sig tilbage og smedede sine rænker. Siden kom han til det aftalte møde, og da havde han sendt bud efter alle troldmændene i sit rige. Af de halvfjerds tusinde, der dukkede op, udvalgte han de halvfjerds mest erfarne.
På mødet tog Moses ordet: „Tag jer i agt! Opdigt ikke en løgn om Gud ved at sige, at de mirakler, jeg udfører med Hans tilladelse, er trolddomskunster, for så tilintetgør Han jer straks med Sin straf, ligesom dem, der før har opdigtet løgne om Hans magt, er gået fortabt!“
Faraoens troldmænd skændtes med hinanden om, hvad de skulle gøre. De holdt råd i hemmelighed og sagde: „De to israelitter er begge troldmænd, som med deres trolddom vil drive jer ud af jeres land og drive jer væk fra jeres traditioner og jeres religion, den bedste der findes. Derfor må vi samle al vores list og træde frem på række og geled, for lykkelig er den, der sejrer i dag!“
Så trådte de frem. „Moses, skal du kaste din stav først, eller skal vi kaste vores?“ spurgte de to største af troldmændene, Razzam og Rabbab.
Moses og Aron så sig omkring i dalen. Den var fyldt med tilskuere, og overalt på jorden lå der reb og stave; mellem hver to hvide reb lå en sort stav, og mellem to sorte stave lå et hvidt reb.
„I kaster først,“ sagde Moses. Men som følge af deres trolddom forekom det ham, at deres reb og stave bevægede sig som slanger, og Moses følte frygten i sit indre.
Da sagde Jeg: „Frygt ikke, Moses, du skal få overtaget. Kast staven, som du holder i din højre hånd. Så skal den opsluge alt, hvad de har lavet, som ligner slanger. Hvad de har lavet, er kun troldmandskunster, og en troldmand går det aldrig godt, hvorhen han end vender sig.“
Og Moses kastede sin stav midt i dalen, og den brød ud i en stor flamme, der opbrændte det, troldmændene have fortryllet: Den blev til en slange med syv hoveder, hvor hvert var så stort som en dromedar, og de åd alle rebene og stavene.
Da troldmændene så det mirakel, Moses udførte, kastede de sig ned på jorden i tilbedelse og råbte: „Vi tror på Aron og Moses’ Herre!“
Da råbte farao al-Walid ibn Musab: „Tror I på Moses, før jeg giver jer tilladelse til det? Så han er jeres mester, der lærte jer trolddom! Men jeg skal hugge jeres højre hånd og venstre fod af og korsfæste jer på palmestammer. Så skal I lære, hvem af os der er strengest i sin straf og kan få smerterne til at vare længst!“
Men troldmændene svarede ham: „Vi vil aldrig sætte dig højere end disse klare mirakler, der her er kommet til os, eller højere end Ham, der skabte os. Befal blot mod os, hvad du ønsker at befale. Det er kun i dette jordiske liv, du dømmer og giver ordrer. Vi tror på vores Herre og på, at Han vil tilgive os vores synder og al den trolddom, som du har tvunget os til at udøve. For Gud er Den Bedste til at belønne og Den Mest Vedholdende, når det gælder længden af straffen!“
76 Den, der træder frem for Mig som en synder på Dommedag, skal gengældes med Helvedet, og der kan han hverken dø eller leve.
Men den, der træder frem for Mig som en troende, og som har gjort gode gerninger, bedt, fastet, valfartet og givet almisser, venter de højeste grader af lykke: Edens Haver gennemstrømmede af floder, og der skal han blive for evigt. Dette er belønningen til den, der holder sig ren og fri fra onde gerninger.
Med en åbenbaring sagde Jeg til Moses: „Begiv dig af sted ud af Egypten om natten med Mine tjenere. Slå i havet med din stav, og ban tolv tørre veje for de tolv stammer igennem det, uden at I skal frygte at blive indhentet af faraoens hær eller være bange for det kløvede hav!“
Moses forberedte sit folk på egypternes undergang og opfordrede dem til at låne alt det sølv og guld af dem, de kunne, og tage det med sig som bytte.
Så begav de sig af sted, og al-Walid ibn Musab lod sine hærskarer forfølge dem, halvfjerds tusinde ryttere på sorte heste og halvfjerds tusinde på grå heste. Da Moses og hans folk nåede havet, klagede folk over deres snarlige død, men Moses forsikrede dem, at han havde et løfte fra Mig om deres sikkerhed. Og han slog i havet med sin stav, og havet åbnede sig som tolv veje for dem, men bagefter oversvømmede havet forfølgerne, for faraoen vildledte sit folk i stedet for at retlede det.
Sådan, I Israels børn, reddede Jeg jer fra jeres fjende. Siden satte Jeg Moses stævne på Sinaibjergets højre side for at tale med ham og overbringe ham Loven, og Jeg fik skyer til at skygge for jer i ørkenen og nedsendte manna og vagtler med søndenvinden fra Yemen til jer. Og Jeg sagde: „Spis af de gode ting, som Jeg har givet jer, men overdriv ikke, og vær ikke utaknemlige, så Min vrede rammer jer, for den, som Min vrede rammer, er fortabt. Men Jeg er overbærende mod den, der angrer og tror, som handler retfærdigt og lader sig lede på rette vej. Men hvorfor har du så travlt med at haste forud for de halvfjerds ældre af dit folk, der følger dig, Moses?“
„De følger tæt efter i mine fodspor, men jeg skyndte mig til Dig, Herre, for at Du skulle blive tilfreds med mig.“
„Jeg har prøvet dit folk i dit fravær, Moses,“ sagde Jeg. „Samiri, som er fra et folk, der tilbeder kvæget, har ført dem på vildspor og ind i afguderiet.“
88 Efter at have tilbragt fyrre dage på Sinaibjerget og modtaget Loven af Mig vendte Moses tilbage til sit folk. Vred og bedrøvet sagde han: „Mit folk, har jeres Herre ikke givet jer et godt og sandt løfte om, at Han ville give jer Loven, et lys og en retledning for jer? Blev tiden under mit fravær for lang for jer, eller ønskede I, at jeres Herres vrede skulle ramme jer, siden I har brudt aftalen med mig og ikke fulgte efter mig?“
De forsvarede sig: „Vi har ikke frivilligt brudt aftalen med dig. Men vi blev tvunget til at bære læs af folkets smykker af guld og sølv, som vi lånte af egypterne under påskud af, at vi skulle bruge dem til bryllup, og som nu var vores, og vi kastede dem ind i ilden. Det var Samiri, der pålagde os at gøre det, for han sagde, at de ikke retmæssigt var vores, og han gjorde det samme med de smykker, han selv havde samlet. Så fremstillede han en kalv af det smeltede metal uden at benytte en form, og den brølede på grund af det sand fra Gabriels hoppes fodspor, som han kastede ind i dens hule indre. Og Samiri og hans tilhængere sagde: „Dette er jeres og Moses’ gud, men Moses har glemt det og er gået ud for at finde en anden.““
Opdagede de da ikke, at kalven ikke svarede dem, når de talte til den, og at den ikke magtede at gøre dem hverken skade eller gavn? Mange fulgte Samiri, men andre afviste ham og gik til Aron for at fortælle ham, hvad der var sket.
Da sagde Aron, inden Moses vendte tilbage: „Mit folk, I er blot blevet prøvet med kalven! Jeres Herre er udelukkende Den Barmhjertige. Følg mig i at tilbede Ham, og adlyd mine ordrer!“
„Vi vil ikke ophøre med at tilbede kalven, før Moses kommer tilbage til os,“ svarede de.
Da Moses så kom tilbage, greb han fat i Arons skæg med sin venstre hånd og i hans hår med sin højre og råbte: „Aron, hvad hindrede dig i at følge mig og advare mig, da du så, at de var på vildspor væk fra Gud? Har du sat dig op imod mit bud ved at blive tilbage blandt folk, der tilbad andre end Gud?“
„Søn af min mor,“ råbte Aron, „hiv ikke i mit skæg og hår! Jeg var bange for, at hvis jeg fulgte efter dig, så ville nogle af dem, der nu tilbeder kalven, være gået med mig, og du så ville sige: „Du har skabt splittelse blandt Israels børn og ikke ventet på min ordre, til jeg kom tilbage!““
Så spurgte Moses Samiri: „Hvad har du at sige til forsvar for det, du har gjort?“
„Jeg så, hvad de ikke så,“ svarede han. „Jeg tog en håndfuld støv fra Guds sendebuds fodspor og smed det ind i kalven, for jeg så Gabriel komme, og hans hests hovaftryk gav liv til de steder, hvor de blev afsat. Derfor smed jeg støvet fra sporet ind i kalven og fik den til at bevæge sig og brøle, for jeg havde set, at dit folk bad dig om at lave en gud til dem, og min sjæl foreslog mig, at kalven skulle være deres gud.“
„Gå bort fra os!“ udbrød Moses. „Det skal blive din lod i dette liv at sige til enhver, du møder: „Rør mig ikke.“ Du skal vandre omkring i ørkenen som et vildt dyr, og hver gang nogen rører dig eller omvendt, skal I begge blive ramt af feber! Og der venter dig siden et endnu mere smertefuldt møde i den næste verden, som du aldrig vil kunne undgå. Og se nu på din gud, den du var så trofast i din tilbedelse af. Vi vil brænde den og kaste asken i havet!“
Og det gjorde Moses.
98 Kun Jeg er jeres Gud, der findes ingen andre guder end Mig, og Jeg omfatter alting med Min viden.
Sådan fortæller Jeg dig, Muhammed, historier om, hvad der tidligere er sket. Og Jeg har nu givet dig en påmindelse og en advarsel fra Mig, nemlig Koranen. Den, der vender den ryggen, skal på Opstandelsens Dag få sin ækle og stinkende byrde af skyld at bære, og han skal slæbe på den i al evighed. Og den skal være forfærdelig tung at bære på den dag, hvor der stødes i basunen, og Jeg skal forsamle synderne med øjne blinde af rædsel. Den dag skal alle væsner, mennesker, engle, dæmoner, sataner og dyr på landet, i vandet og i luften, samles foran Mig, og solen skal være tæt over deres hoveder og heden ulidelig. Der skal ikke være nogen vind og ingen anden skygge end den, Min trone kaster, og den skal kun nå dem, der får komme nær Mig.
De skal hviske til hinanden: „I har ikke ligget i jeres grave i mere end ti dage.“
Jeg ved bedst, hvad de vil sige: Den af dem, der har udført flest gode gerninger for at gøre Mig tilfreds, skal sige: „I har ikke været der mere end en dag, for så kort er livet sammenlignet med det liv, der nu begynder!“
105 Muhammed, de spørger dig, om bjergene måske ikke er bestandige, så svar dem: „Min Herre skal knuse dem og sprede dem som sand og efterlade en flad slette, hvor man ikke kan se nogen fordybning eller forhøjning.“
På den dag skal samtlige opstandne magtesløse følge englen Israfil, der ikke kender nogen omvej til Mit dommersæde, og stemmerne skal dæmpes foran Mig, og du skal ikke høre andet end trinnene af deres fødder.
På den dag skal ingen forbøn gavne nogen, medmindre Jeg tillader, at den bliver fremført, og Jeg finder tilfredsstillelse i det, der siges. Jeg ved, hvad der var før dem, og hvad der skal komme efter dem, men de forstår intet med deres viden. Deres ansigter skal være nedslåede som krigsfangers foran Mig, Den Levende, Den Bestående Gud, og den, der er tynget med synder, skal komme til kort.
Men den, der på jorden gør gode gerninger for Min skyld og er troende og uden tvivl, behøver ikke at frygte nogen uret eller formindskelse af den belønning, Jeg har lovet ham.
Muhammed, sådan har Jeg sendt denne bog ned til dig som en arabisk koran med forskellige løfter og trusler, for at araberne skal frygte Mig eller i det mindste vækkes til eftertanke. Derfor er Jeg ophøjet, Jeg er Kongen, sandheden! Du må ikke have hastværk med at fremsige Koranen. Lad først Gabriel blive helt færdig med at fremsige de åbenbaringer for dig, som du får i hver omgang, og sig: „Herre, forøg min viden!“
114 Jeg har tidligere indgået en pagt med Adam, men han glemte den og spiste af den forbudte frugt, og hos ham fandt Jeg ingen fasthed.
Da Adam sov, åbnede Jeg hans venstre side. Jeg tog et ribben og fyldte hullet med kød, uden at han vågnede. Af ribbenet skabte Jeg Eva som hans hustru, og Jeg gjorde hende til kvinde, så Adam kunne nyde hende. Da han vågnede, så han hende ved sin side.
Siden sagde Jeg til englene: „Fald ned i respekt foran Adam!“
De faldt alle ned bortset fra Iblis; han nægtede.
Så sagde Jeg, idet Jeg pålagde Adam og Eva at betragte Iblis: „Adam, dette er en fjende af dig og din hustru, det er Satan. Lad ham ikke drive jer ud af det paradis, Jeg nu viser dig, for så bliver du ulykkelig! Men træd nu ind i Paradis sammen med din hustru, og spis, hvad I har lyst til. Her har du alt, hvad du behøver, så du hverken skal sulte eller tørste eller være plaget af hede. Men kom ikke nær det træ, du ser her, for så vil I være blandt synderne!“
Det var et figentræ med frugter så store som koens nyrer og blødere end smør og sødere end honning. Træet, som englene rører for at leve evigt.
Nu præsenterede Satan sig for alle dyrene og spurgte, hvem af dem der ville bringe ham ind i Paradis, så han kunne tale med Adam og hans hustru. Alle afviste ham fuldstændig bortset fra slangen.
„Hvis du får mig ind i Paradis,“ sagde Satan, „vil jeg beskytte dig mod Adams børn, mod menneskene.“
Slangen satte ham mellem sine to gifttænder og skjulte ham der, mens den bragte ham ind i Paradis. For dette straffede Jeg siden slangen ved at fjerne dens fire ben og lade den krybe på sin bug.
Satan hørte Adam fortælle om sit ønske om at kunne leve evigt og for altid nyde Paradisets glæder. Da Satan nu kendte hans svaghed, lod han, som om han brød i gråd foran Adam og Eva.
De spurgte, hvorfor han græd, og han sagde, at han græd på grund af dem, fordi de skulle dø og miste den herlighed, de befandt sig i.
Dette ramte dem dybt i deres sjæle.
Så hviskede slangen til Adam: „Skal jeg lede dig til træet med evigt liv, der kan give dig magt til ikke at blive gammel; til Evighedens Træ og et rige, der ikke forgår?“ Og den sværgede: „Jeg vil jer kun jeres bedste.“
Så drak Eva Adam fuld og fik ham ført til træet, og han spiste af dets frugter. Adam var høj som daddelpalmen og meget behåret. Håret dækkede også hans kønsorganer, men da han havde syndet, blev han klar over skammen ved at være nøgen, og både han og Eva begyndte at sy Paradisets blade sammen for at dække sig, og så flygtede de. Et træ rakte ud og greb Adam i hans pandehår.
„Flygter du fra Mig, Adam?“ spurgte Jeg.
„Nej, Herre, jeg flygter kun af skam over, hvad jeg har gjort.“
Sådan var Adam ulydig mod Mig og kom på vildspor bort fra Mine befalinger.
120 Siden angrede Adam over for Mig og påberåbte sig, at Jeg havde skabt ham og indgivet ham af Min ånd, og så udvalgte Jeg ham som Min profet, forbarmede Mig over ham og retledte ham. Men inden da havde Jeg sagt: „Styrt ned herfra, ned på jorden med jer! Fremover skal det ene menneske være det andets fjende, og der skal I leve i sult og tørst, i nattens bidende kulde og i dagens svidende sol. Men når der kommer en retledning fra Mig, ti bøger skal åbenbares dig, Adam, så skal den, der følger Min retledning, ikke fare vild og være ulykkelig. Men for den, der vender Min advarsel ryggen, venter der et liv i elendighed.“
Adam faldt ned på bjerget Wasim i Indien, og med sig havde han blade fra Paradis. Han spredte dem på bjerget, og derfra stammer alle gode frugter i Indien.
Eva landede i Jedda ikke langt fra Mekka.
Adam sørgede over alt det, han havde mistet, så Jeg befalede ham at begive sig mod Det Hellige Tempel i Mekka. Han påbegyndte sin rejse uden stop, og Jeg lod kilder springe, hvor han kom frem. Han gik omkring kabaen og blev boende der og tilbad Mig og fik Mine åbenbaringer, indtil Jeg lod ham dø og lod englene balsamere ham og indhylle ham i ligklæder og begrave ham der. Inden han døde, ville Eva tæt på ham, men Adam skældte hende ud: „Gå væk fra mig og Guds engle, for det, der er sket, er kun sket på grund af dig!“
124 Den vantro skal Jeg på Opstandelsens Dag opvække som blind, og han skal spørge: „Herre, hvorfor har du opvækket mig som blind, når jeg før kunne se?“
„Sådan er det,“ vil Mit svar lyde. „Mine åbenbaringer kom til dig, men du glemte dem, og så er du glemt i dag!“
Sådan gengælder Jeg den, der er skødesløs og ikke tror på Mine åbenbaringer, for straffen i det kommende liv er sandelig strengere og pinen mere længerevarende end i det jordiske liv!
Er det da ikke gået op for mekkanerne, hvor mange stammer og folk før dem Jeg har tilintetgjort, selv om mekkanerne nu vandrer omkring i ruinerne af deres bopladser? Heri findes der tegn for dem, der har forstand på Min religion. Og hvis der ikke allerede var kommet besked fra Mig om at give dem henstand til Opstandelsens Dag, var deres straf allerede kommet i denne verden, men de har en fastsat frist for deres straf.
Så, Muhammed, udhold tålmodigt, hvad de siger, og lovpris Mig før solens opgang og før dens nedgang. Lovpris Mig også i nogle af nattens timer og ved dagens nævnte grænser, så du må finde velvære i udsigten til at modtage belønningen fra Mig. Kast ikke misundelige blikke på det, som Jeg har ladet adskillige af de vantro mekkanere nyde for at prøve dem med det, nemlig det jordiske livs glans af rigdom og sønner, for Mine gaver er bedre og mere varige.
Befal din familie at bede bønnen, og vær selv tålmodig i bøn. Jeg forlanger ikke, at du skal arbejde for at skaffe de nødvendige forsyninger til dig og din familie, Jeg skal forsyne dig, og det endelige, lykkelige udfald bliver til fordel for den fromme.
Mekkanerne spørger: „Hvorfor kommer han ikke til os med et tegn fra sin Herre? Hvis han ikke gør det, vil vi ikke tro ham.“
Har de ikke fået en klar tale om Min kommende dom med dens belønning eller straf fra Mine ældste åbenbaringer og nu igen ved åbenbaringen af Koranen til dig, Muhammed? Og havde Jeg tilintetgjort dem gennem en straf før åbenbaringen af denne koran, så skulle de på Opstandelsens Dag have sagt: „Herre, hvorfor sendte Du ikke et sendebud til os, så vi kunne rette os efter Dine åbenbaringer og tro på Dig, inden vi blev ydmyget og vanæret?“
Sig til dem, Muhammed: „Alle venter på afgørelsen. Så vent I bare, og I skal snart opdage, hvem der fulgte den rette vej, og hvem der lod sig retlede!“