Dette er Koranen: den tydelige skrifts vers. Muhammed, måske du er ved at bekymre dig til døde, fordi mekkanerne ikke vil tro på dine prædikener. Hvis Jeg ville, nedsendte Jeg et overbevisende tegn til dem fra himlen, så de bøjede nakken i ydmyg og vedvarende underkastelse, men hver gang der kommer en ny åbenbaring med en påmindelse og advarsel til dem, hver gang du får brudstykker af et kapitel fra Mig, der formaner dem eller truer dem, så vender de bare ryggen til.
Mekkanerne anser Koranen og din prædiken for at være digt og løgn, men der skal snart komme budskab til dem om det, som de gjorde grin med! Har de måske ikke bemærket, hvor mange herlige arter af nyttige planter Jeg har frembragt af jorden? Heri findes der et tegn på Min almagt, alligevel tror de fleste af dem ikke på Mig. Men Jeg er Den Almægtige og Den Barmhjertige.
9 Husk, Muhammed, da Jeg kaldte på Moses og sagde: „Gå til farao alWalid ibn Musabs ugudelige folk. Skal de måske ikke frygte Mig og Min straf?“
„Men, Herre,“ svarede Moses, „jeg er bange for, at de skal beskylde mig for at være en løgner. Mit bryst er knuget, og min tunge taler ikke klart på grund af det glødende stykke kul, jeg måtte stoppe i munden som barn. Kald derfor på min bror Aron, så han kan være min hjælper.
Jeg har også begået en forbrydelse, da jeg slog egypteren, der sloges med en israelit, ihjel, og derfor er jeg også bange for, at de vil dræbe mig som straf.“
„De skal under ingen omstændigheder slå dig ihjel,“ forsikrede Jeg Moses, „så drag I af sted med Mine tegn, for Jeg skal være med jer og høre, hvad der foregår mellem jer og dem. Så gå til faraoen og sig: „Vi er sendebud for Verdenernes Herre: Send Israels børn bort med os!““
Da de havde afleveret dette budskab, svarede farao al-Walid ibn Musab: „Moses, har vi ikke opdraget dig hos os som barn? Og du har tilbragt tredive år af dit liv hos os, men du begik drab på en af vores mænd, og nu hører du til blandt de utaknemlige.“
Moses svarede: „Jeg begik drab, fordi jeg hørte til de vildfarne, men det var en fejl og ikke noget, jeg havde i sinde. Og så flygtede jeg fra jer, fordi jeg var bange for jeres straf, men min Herre gav mig visdom og gjorde mig til et af Hans sendebud. Og dette er så den nåde, du viser mig: At du undertrykker Israels børn? At du gjorde dem til slaver, røvede deres sønner ud af deres hænder og dræbte dem, du ville? Og jeg var endda en del af din husstand, og de var trofaste tjenere af Verdenernes Herre.“
„I er sendebud fra Verdenernes Herre,“ sagde faraoen, „men hvem er han?“
„Hvis I egyptere var vidende folk, ville I vide, at Han er Herren over himlene og jorden og alt det, der findes derimellem.“
Al-Walid henvendte sig til sine folk omkring sig og sagde: „Hører I ikke, hvad han siger? Men nej, han har ingen anden gud end mig!“
„Jeres og alle jeres forfædres Herre,“ fortsatte Moses.
Faraoen henvendte sig til alle, der var til stede: „Jeres sendebud er jo galt, for han svarer ikke på mit spørgsmål om hans guds natur, men kun om det, han siges at have skabt.“
Moses blev ved: „Herre over Østen og Vesten og alt, hvad der er derimellem, hvis I dog bare forstod det!“
„Hvis du tager nogen anden til gud end mig, så skal jeg smide dig i mit underjordiske fangehul, hvorfra ingen kommer levende ud igen!“
„Også selv om jeg viser dig et overbevisende mirakel?“ spurgte Moses.
„Så vis mig det da, hvis du ellers taler sandt.“
Så kastede Moses sin stav fra sig, og den blev til en slange på størrelse med en dromedar. Den vred sig og begyndte at knuse de store sten i paladset, og den nærmede sig farao al-Walid og hvæsede: „Bevidn, at der ikke er nogen anden gud end Gud, og at Moses er Hans profet!“
Faraoen ville stikke af, men slangen fangede slæbet på hans kappe og kastede ham tilbage på tronen.
„Moses!“ skreg al-Walid, „for Asiyas skyld, red mig fra denne slange!“
Da Moses hørte navnet på faraoens fromme hustru, der i modsætning til sin mand troede på Mig, råbte han på slangen. Den blev tam som en hund og kom tilbage til ham. Han stak sin hånd i munden på den og greb om dens tunge, og den blev til en stav igen.
„Du er en troldmand!“ sagde al-Walid. „Har du flere kunster?“
Og Moses stak sin højre hånd ind under sin venstre armhule og strakte den så frem, og den var helt hvid at se på for alle dem, der stod omkring dem og kikkede.
Faraoen sagde stille henvendt til stormændene omkring sig: „Det er en dygtig troldmand, der er ingen bedre end ham. Han vil drive jer ud af jeres land med sin trolddom. Hvad foreslår I nu?“
„Hold ham og hans bror hen med snak og send udråbere omkring i byerne med det budskab, at alle dygtige troldmænd skal føres her til dig.“
37 Så forsamledes troldmændene på den fastsatte festdag, og man spurgte folket: „Er I her alle sammen?“
„Vi følger måske troldmændene og deres religion, hvis de sejrer i dysten,“ lød folkets svar.
Da troldmændene kom, sagde de til faraoen: „Får vi en belønning, hvis vi sejrer?“
„Det gør I,“ svarede han, „og I kommer endda til at høre til dem, der står mig nær.“
„Kast, hvad I har at kaste!“ råbte Moses.
Troldmændene kastede deres reb og stave og sagde: „Ved faraoens guddommelige magt, vi skal sejre!“
Og dalen blev på det nærmeste fyldt op med det, der lignede slanger, som vred sig mellem hinanden.
Moses følte en uro, for han tænkte, at deres stave var blevet til slanger, og det kunne hans stav ikke forhindre dem i. Men så kastede han sin stav, og den opslugte al den magi, de havde sat i gang, og den blev til en kæmpe slange, der åd den ene efter den anden af det, der lignede slanger fra troldmændenes hænder. Så tog Moses fat i den igen, og den blev atter til en stav i hans hånd.
Troldmændene måtte kaste sig ned i tilbedelse, og de udbrød: „Vi tror på Verdenernes Herre, Moses og Arons Herre!“
„Tror I på ham,“ skreg al-Walid, „før jeg tillader jer at gøre det? Så han er jeres mester, som lærte jer trolddom. Men han gemte den bedste magi til sig selv! Men snart skal I få at vide, hvem der har magten som jeres herre! Jeg skal hugge jeres højre hånd og venstre fod af og korsfæste jer alle sammen på palmestammer!“
„Det rammer os kun i dette liv,“ svarede troldmændene, „for du har ingen magt i det næste. Vi skal føres tilbage til vores Herre, der kan belønne og straffe i evighed, og vi håber, at vores Herre vil tilgive os vores synder, fordi vi er de første af de rettroende blandt vores folk.“
52 Jeg gav også Moses denne åbenbaring: „Begiv dig af sted med Mine tjenere om natten, for I vil blive forfulgt.“
Faraoen sendte udråbere omkring i byerne for at samle styrker mod de troende, og de sagde: „Israelitterne er bare en lille flok, men de irriterer os. Men vi er mange, og vi er på vagt.“
Men Jeg fordrev faraoens folk fra deres rige haver og kilder, og fra deres skatte og ærefulde titler. Det gjorde Jeg. Og sammen med alle Egyptens herreløse herligheder overlod Jeg det alt sammen til Israels børn, inden jeg lod dem vende tilbage.
Men i første omgang forfulgte faraoens hære dem ved solopgang. I tre dage sendte Jeg mørke over landet, så der ikke var forskel på nat og dag, og Jeg lukkede Nilens kilder, så folk var ved at dø af tørst. Men farao al-Walid tog ned til flodens bred med sin hær og sit folk og red så hen til et sted, hvor han kunne være alene. Her tilbad han Mig og indrømmede, at alt og alle er Mine tjenere, og at Jeg forsyner dem med mad og drikke. Og han bad om, at Nilen igen måtte flyde.
Da han red tilbage til sit folk, fulgte Nilen ham, og når han stoppede, stoppede den også.
Folk faldt ned foran ham og udbrød: „Ingen er som faraoen. Selv Nilen adlyder ham!“
Nu lod Jeg Gabriel stige ned og gå til al-Walid i skikkelse af en almindelig mand og sige: „Jeg er tjener af en konge og vil spørge dig om råd: En anden tjener drog nytte af mine gaver, men blev derefter overlegen og afviste mig og kaldte tilmed sig selv ved mit navn. Hvad skal straffen være for ham?“
„Han skal druknes,“ sagde al-Walid.
„Skriv det ned med din egen hånd,“ sagde Gabriel, og det gjorde faraoen.
Så lod Jeg Gabriel fortælle Moses, at han skulle fortsætte udvandringen med sit folk. Og Moses begav sig videre med Israels børn, seks hundrede tusinde efterkommere af Jakob.
Da de to hære, egypternes og israelitternes, kunne se hinanden, sagde Moses’ følgesvende: „Vi bliver indhentet!“
„Nej!“ slog Moses fast. „Min Herre er med mig, Han skal retlede mig.“
„Men havet ligger foran os, og bag os er sværdet! Vi er fortabte!“ råbte de.
Så gav Jeg Moses denne åbenbaring: „Slå med din stav i havet!“
Det gjorde han, og havet delte sig og rejste sig som store klippeskrænter. Tolv stier åbnede sig, en til hver stamme, så de ikke behøvede blande sig med hinanden, og Jeg førte dem derhen. Moses gik forrest og Aron bagerst.
Så kom farao al-Walid med sine hære. Han stirrede på de tørre stier, men holdt sin ganger tilbage. Netop da red Gabriel forbi på sin hoppe, og al-Walids hingst kunne lugte hende og satte efter. Og hærstyrkerne fulgte deres farao. Da der ikke var én soldat tilbage på bredden, tog Gabriel faraoens erklæring skrevet med hans egen hånd frem og viste ham den. Og al-Walid vidste, hvad der skulle ske.
Jeg reddede Moses og alle dem, der fulgtes med ham, men Jeg druknede forfølgerne, hver og en.
I denne begivenhed er der et tegn, alligevel tror de fleste af mekkanerne ikke på Min magt. Men Jeg er Den Almægtige og Den Barmhjertige.
69 Muhammed, fremsig også historien om Abraham for dem. Om dengang han sagde til sin far, Azar, og sit folk: „Hvad tilbeder I?“
„Vi tilbeder vores gudestøtter, og vi er trofaste mod dem.“
„Men hører de jer, når I påkalder dem?“ spurgte Abraham. „Kan de gavne jer eller gøre jer skade?“
„Nej, men vi ved, at vores forfædre gjorde sådan.“
„Ved I, hvem I har tilbedt, I og jeres forfædre?“ spurgte Abraham. „I har tilbedt mine fjender, men Verdenernes Herre er ikke min fjende. Det var Ham, der skabte mig, og det er Ham, der retleder mig. Og det er Ham, der forsyner mig med mad og drikke, som helbreder mig, når jeg er syg, som lader mig dø og siden opvækker mig til liv, og som på Dommedag, håber jeg, skal tilgive mig mine synder.
Herre, giv mig visdom om Din religion, foren mig med de retfærdige, skaf mig et godt navn for eftertiden, og gør mig til en af arvingerne til Den Herlige Have!
Tilgiv også min far ved at lade ham angre og antage Den Sande Religion. For han er en af dem, der er faret vild fra Din vej, og lad ikke skam og vanære vælte ud over mig på den dag, hvor de skal opvækkes til det næste liv; den dag, hvor hverken jordisk rigdom eller sønner skal være dem til nogen hjælp. Den dag vil kun være en lykkens dag for den, der kommer til Gud med et oprigtigt hjerte renset for afgudsdyrkelse. Paradis skal blive bragt nær de ægte troende, så de kan se det, og Afgrundsilden skal i den grad blive synlig for de fortabte, og Gud skal spørge dem: „Hvor er de afguder, som I dyrkede ved siden af Mig? Kan de hjælpe jer mod Min evige og smertefulde hævn, eller kan de bare hjælpe sig selv?“
Og så skal alle de, der på jorden ikke troede på Gud alene, styrtes i Helvedets brølende flammer med ansigterne forrest. Det gælder både de forførte og forførerne og også alle Satans hærskarer af dæmoner, der sad på lur i himlene og lyttede med på de guddommelige budskaber. Og i den rasende ild, der slider deres hud af, hver gang den gror ud igen, skal de vantro og deres afguder skændes indbyrdes. Menneskene og dæmonerne skal skrige i rædsel: „Ved Gud, vi har været fanget i en åbenlys vildfarelse så forfærdelig langt fra vores frelse, da vi ligestillede jer såkaldte guder med Verdenernes Herre, og det var synderne, der gjorde oprør mod Gud, som vildledte os. Nu har vi hverken nogen, der vil gå i forbøn for os, eller nogen ven, der bekymrer sig for os. Hvis der dog bare fandtes en mulighed for os for at vende tilbage til jorden, så vi kunne bede til Gud, den eneste Gud, og faste, valfarte og give almisse og så ende blandt de rettroende i Paradis!“
Nu gik deres konge, Nimrod, hen til ham og sagde: „Abraham, følg min religion, og tilbed mig, for det er mig, der har skabt dig og givet dig livets underhold.“
„Du lyver!“ råbte Abraham. „Gud er min skaber og livsopholder, og der er ingen anden gud end Gud!“
Nimrod kikkede på Abrahams far, Azar, og sagde: „Din dreng er endnu ung og ved ikke, hvad han siger. Tag ham med og vær god mod ham. Måske vil han genvinde sin fornuft.“
Azar satte sin søn til at sælge de afgudsbilleder, han skar ud i træ.
En gammel kvinde kom og bad ham sælge hende et.
Abraham viste hende to og sagde: „Tag det største. Det er der mest brænde i.“
„Jeg har ikke tænkt mig at brænde det,“ sagde hun, „men at tilbede det. Jeg havde en gud, men den blev stjålet, da den lå i en bylt tøj.“
„En gud kan ikke stjæles,“ sagde Abraham. „Havde det virkelig været en gud, ville den have beskyttet både sig selv og dit tøj. Men hvis du tilbeder Gud, himlenes og jordens hersker, så vil Han bringe dit tøj tilbage.“
„Når jeg ser min tøjbylt, vil jeg tro på Ham,“ sagde hun.
Jeg lod Gabriel bringe tøjbylten til hende.
„Indeni ligger din afgud,“ sagde Abraham, og kvinden knuste den med en sten og gik fra da af omkring og prædikede Abrahams religion.
Da nyheden om hende nåede Nimrod, beordrede han, at hendes hænder og fødder skulle hugges af. Det skete.
Men Abraham bad til Mig, og Jeg sendte engle med drikke fra Paradis til hende. Hun fik sine fødder og hænder igen og tilmed sin ungdoms skønhed. Så førte Jeg hende gennem luften, til hun stod svævende oven over Nimrod og sagde: „Jeg er hende, som du gjorde det ved, som du ved, at du gjorde! Tag dig i agt, Nimrod! Jeg ender i Paradis, men du ender i Helvede!“
Og stadig flere sluttede sig til Abraham, og det nyttede ikke, at Nimrod kastede dem for løverne, for de ville ikke spise de troende.
Også i denne beretning findes der et tegn, men de fleste af mekkanerne tror ikke på Min almagt. Men Jeg er både Den Almægtige og Den Barmhjertige.
105 Også Noas folk beskyldte Mine sendebud for at være løgnere. Husk, Muhammed, da deres bror Noa sagde til dem: „Frygter I ikke Gud? Jeg er et troværdigt sendebud til jer fra Gud. Frygt Ham og adlyd mig! Jeg kræver ingen løn af jer for at prædike Guds budskab for jer, jeg forventer udelukkende at få min løn fra Verdenernes Herre. Så frygt Guds straf for de vantro og adlyd mig!“
„Skal vi tro på dig?“ var hans folks svar. „Det er kun de fattigste og usleste af os, der følger dig og dit budskab.“
„Jeg ved ikke, om de har tilsluttet sig den religion, jeg har prædiket, fordi de er oprigtige og rene i deres hjerter, eller om det er for at opnå jordiske fordele,“ svarede Noa. „Dette regnskab er udelukkende min Herres sag, hvis I bare kunne forstå det. Derfor vil jeg ikke sende dem bort, og jeg vil heller ikke sende dem bort, fordi de er fattige. Jeg er ikke andet end én, der kommer med en klar advarsel om en forfærdelig straf for den, der ikke tror på Gud.“
„Men hvis du ikke holder op med dine advarsler, Noa, så skal du blive stenet!“
Så henvendte Noa sig til Mig og bad: „Herre, mit folk anser mig for at være løgner. Døm derfor i al offentlighed mellem mig og dem, og frels både mig og de troende, der følger mig!“
Så Jeg reddede ham og de troende, der fulgte ham, i arken fuldt lastet med mennesker og dyr, og så druknede Jeg resten. Også heri findes der et tegn, alligevel tror de fleste af Mekkas indbyggere ikke på, hvad du fortæller dem. Men Jeg er Den Almægtige og Den Barmhjertige.
123 På samme måde kaldte Ad-stammen Mine sendebud for løgnere, da deres bror Hud spurgte: „Frygter I ikke Gud? Jeg er Hans troværdige sendebud til jer. Frygt Gud, og adlyd mig! Jeg prædiker for jer uden at kræve nogen løn af jer; min løn kommer alene fra Verdenernes Herre.
Mit folk, bygger I et vartegn på hver høj for at more jer? Og rejser I fæstningsværker langs karavaneruterne i den tanke, at I skal leve i al evighed? Og når I farer frem der, hvor I har magten til det, farer I så frem som tyranner, bare fordi I har lyst til det? Frygt Guds straf, hvis I ikke holder op med det, og adlyd mig!
Ja, frygt Ham, der har forsynet jer med husdyrflokke og sønner, haver og kilder. Jeg frygter straffen for jer på en forfærdelig dag!“
Hans folk svarede ham: „Det er ligegyldigt for os, om du advarer os eller ej. Det, som du prædiker, er intet andet end gamle digteres sædvanlige digte, og vi skal ikke blive straffet for vores gerninger.“
De beskyldte ham for at være en bedrager, og Jeg tilintetgjorde dem. Heri findes sandelig et tegn, men alligevel, Muhammed, tror de fleste af mekkanerne ikke. Men Jeg er Den Almægtige og Den Barmhjertige.
141 Det samme skete for Tamud-stammen. Da deres bror Salih, fyrre år gammel, kom til dem som Mit sendebud, afviste de ham. Han sagde: „Frygter I ikke Gud? Jeg er et troværdigt sendebud til jer, så frygt Guds dom, og adlyd mig! Jeg kræver ingen løn af jer for det frelsende budskab, min løn er alene Verdenernes Herres sag.
Tror I, at I for altid skal lades i fred blandt det, som I ejer her: haver og kilder, kornmarker og daddelpalmer med tunge frugtklaser, og at I med stor håndværkskunst skal fortsætte med at udhugge jeres gode boliger i bjergenes klippesider? Frygt Guds straf over de vantro, og adlyd mig! Følg ikke ordrerne fra dem, der overtræder Guds bud og fordærver jorden, og som ikke gør det rette!“
„Du er forhekset,“ svarede de. „Du er blot et menneske ligesom os. Vis os et tegn, hvis du taler sandt, så vi kan tro på dig.“
„Denne hundromedar,“ svarede Salih, „skal være tegnet for jer. Hun skal drikke ved brønden skiftevis med jer, så I hver har jeres bestemte dage, for hver anden dag vil hun tømme brønden. Og hvis I gør hende noget ondt, vil en forfærdelig dags straf ramme jer!“
Men de huggede hendes haser over. Og om morgenen kom de til at angre, for Min straf, som de var blevet truet med, et tordenskrald, ramte dem, så deres hjerter bristede. I dette er der et tegn, alligevel tror de fleste af mekkanerne ikke på Mine tegn. Men Jeg er Den Almægtige og Den Barmhjertige.
161 Også Lots folk regnede Mine sendebud for løgnere. Deres bror Lot sagde: „Frygter I ikke Gud? Jeg er Hans troværdige sendebud til jer. Frygt Guds hævn over de vantro, og adlyd mig! Jeg kræver ingen løn af jer for min prædiken, min løn er alene Verdenernes Herres anliggende. Men hvad er det, I gør! I går til mænd og lader jeres hustruer, som Herren ellers har skabt til jer, ligge alene. I overskrider Guds grænser for, hvad der er tilladt!“
Men de gav ham dette svar: „Hvis du ikke stopper din prædiken, Lot, så skal du blive drevet ud af vores by.“
I fyrre år boede han blandt dem og prædikede Min lære, men de ville ikke frygte Mig, og de var ligeglade med de advarsler, han fremsatte om Min hævn.
„Jeg afskyr jeres handlinger,“ sagde Lot så. „Herre, frels mig og min familie fra det ugudelige, de gør!“
Jeg reddede ham og hans familie, undtagen hans gamle kone. Hun blev udryddet sammen med alle de andre i Sodoma, da jeg lod en regn af brændte lersten falde over dem. Det blev en dræbende regn for dem, der var blevet advaret forgæves.
I det, der skete her, ligger der et tegn, men de fleste af mekkanerne tror ikke på Min magt til at straffe. Men Jeg er Den Almægtige og Den Barmhjertige.
176 Mændene fra tornebuskene omkring Midjan troede heller ikke på Mine profeter. Jeg sendte midjanitterne profeten Shuaib, men de hævdede, at han var en løgner, da han sagde: „Frygter I ikke Gud? Jeg er sendt som et troværdigt sendebud til jer fra Ham. Frygt Gud og Hans hævn over afgudsdyrkerne, og adlyd mig! Jeg kræver ingen løn af jer for mit budskab, min løn er udelukkende en sag for Verdenernes Herre.
I skal give fuldt mål, når I handler, og ikke påføre modparten tab ved at snyde på vægten. Bedrag i det hele taget ikke folk for deres ejendele, og synd ikke ved at anstifte ufred på jorden med falske læresætninger og andet, der er imod Guds bud. I skal frygte straffen fra Ham, der skabte både jer og jeres forfædre.“
„Du er en af de forheksede,“ svarede de. „Du er blot et dødeligt menneske ligesom os, og vi betragter dig ikke som andet end en løgner. Men hvis du taler sandt, så lad din Gud få et stykke af himlen til at falde ned over os som straf for vores vantro.“
„Min Herre ved bedst, hvad I bedriver af afguderi,“ sagde Shuaib.
De blev ved at kalde ham for løgner. Derfor plagede Jeg dem i syv dage med så uudholdelig hede, at alt deres vand tørrede ud, og så sendte jeg dem en sky, i hvis skygge de søgte tilflugt, men de blev alle udryddet. Det var Min straf, det var en forfærdelig dags straf! I den var der et tegn, alligevel vil de fleste af mekkanerne ikke tro. Men husk, Muhammed, Jeg er Den Almægtige, og Jeg er Den Barmhjertige over for de troende.
192 Denne koran er en åbenbaring fra Mig, Verdenernes Herre. Gabriel, Den Betroede Ånd, er på Mit bud steget ned med den til dit hjerte, Muhammed. Det skete for, at du skulle blive én i den række af profeter, der har advaret deres folk på deres eget sprog; for dit vedkommende araberne på et tydeligt arabisk tungemål. Dette er Mit sprog og sproget, der tales i Paradis.
Alt dette er forudsagt i de tidligere skrifter, som Jeg har sendt andre folk. Var det ikke et tegn for mekkanerne, at de lærde blandt Israels børn, rabbinerne, anerkendte disse læresætninger? Havde Jeg nedsendt Koranen til en af udlændingene i Mekka, til en, der ikke er araber, og han så havde fremsagt den for byens indbyggere, så ville de slet ikke have troet på den.
Sådan har Jeg fyldt syndernes hjerte med vantro. De skal ikke tro på profeternes advarsler, før de ser den forfærdelige straf lige foran sig, der pludselig rammer dem, når de mindst venter det. Så skal de sige: „Får vi ingen udsættelse for denne straf?“
Men har de ikke hele tiden bedt om at få fremskyndet Min straf, fordi de ikke troede på den? Hvad mener du, Muhammed? Hvis Jeg lod dem nyde denne verdens goder i årevis, og den straf, som de er blevet truet med, siden kommer over dem, så gavner det dem alligevel ikke, at de fik lov til at nyde.
Jeg har aldrig tilintetgjort nogen by, uden at Jeg først havde sendt advarere til dens indbyggere, der advarede dem om Min hævn, og Jeg har aldrig behandlet nogen uretfærdigt.
Det var Gabriel, der steg ned med Koranen til dig, og ikke de onde dæmoner, satanerne, som de vantro påstår. Det påhviler slet ikke dem, og de er heller ikke i stand til det. De kan heller ikke fremstille en lignende koran selv, for de bliver holdt på afstand, så de er blevet berøvet muligheden for at lytte med ved englenes samtaler i himlene.
Så påkald ingen anden gud end Mig, eller du ender blandt dem, der skal straffes. Men advar din klan, din nærmeste familie, og vær ydmyg og venlig over for de sande troende, der følger dig. Men hvis de er ulydige mod dig, så erklær: „Jeg er uskyldig i det, I gør,“ og stol på Mig. Jeg ser dig, når du står op i bøn om natten, og Jeg ser dig, når du er blandt dem, der falder ned i tilbedelse med panden i støvet, sådan som du anviser dem det. Husk, at Jeg er Den Althørende og Den Alvidende.
Skal Jeg fortælle jer, på hvem dæmonerne slår ned? De slår ned på enhver ugudelig sandsiger, deres medsammensvorne, og meddeler ham de brudstykker af englenes samtaler, som de opsnapper i himlene, men de fleste af dem er løgnere. Og dæmonerne slår ned på digterne, der følges af dem, der er på vildspor fra frelsen. Har du ikke, Muhammed, lagt mærke til, at de går omkring i hver eneste dal beboet af dæmoner, som var de berøvet deres sanser, og fremsiger vanvittige digte, gamle fabler og pralende kærlighedshistorier? Det gælder dog ikke dem, der tror på Mig og fremsiger digte om gode gerninger, faste og almisse, og flittigt beder til Mig og priser Mig, og som kun bruger satire til at forsvare sig med, når de selv er blevet udsat for den.
Og de, som herefter gør uret, skal erfare, hvilken behandling der venter dem!