Dette er Skriftens vers og en klar og tydelig koran.
Mange gange vil de, der ikke tror, ønske, at de havde underkastet sig Mig og var blevet muslimer. Det gælder angående fremgangen for de sande troende i dette liv, ved døden og ved Opstandelsen.
Muhammed, lad blot mekkanerne spise og nyde i dette liv, og lad falske forhåbninger skuffe dem. De skal snart erfare deres tåbelighed og få at se, hvad der venter dem.
Jeg har aldrig tilintetgjort nogen by, uden at den har fået en bestemt frist til at omvende sig, inden dens tid udløb. Nøjagtig sådan som det er fastsat i Min bog, der indeholder alt, hvad der skal ske. Intet folk kan fremskynde eller udskyde sin tid, og straffen skal hverken komme for tidligt eller for sent.
Mekkanerne siger: „Du, Muhammed ibn Abdullah, som får Koranen med påmindelserne og advarslerne nedsendt: Du er besat af en dæmon.“
Og digteren al-Nadr ibn al-Harith spørger: „Hvorfor kommer du ikke til os med englene, hvis du taler sandt, så vi kan se dem sammen med dig og høre deres tale?“
Men Jeg nedsender ikke englene blot for at fjerne nogles tvivl. Jeg gør det for at straffe, og hvis det skete, ville de vantro ikke længere få nogen udsættelse.
Jeg har nedsendt Koranen med Mine åbenbarede advarsler, og Jeg vil vogte over den, så der ikke bliver ændret i den, ligesom jøderne og de kristne har ændret i Mine tidligere åbenbaringer: Torahen og Evangeliet. Jeg har sendt andre sendebud før dig, Muhammed, til de tidligere slægters samfund, men hver gang der kom et sendebud til dem, gjorde de grin med ham. På samme måde lægger jeg krænkelserne og forhånelsen i mekkanernes hjerter. Derfor vil de latterliggøre deres profet, så de ikke tror på ham og Mine advarsler, selv om straffedommen over de tidligere vantro stammer og folk allerede er blevet udført.
Hvis Jeg lod en port i himlen stå åben for de vantro, og de hele dagen steg op imod den, så ville de alligevel bare sige: „Vores øjne forblændes, vi er forheksede mennesker,“ for at bortforklare det, de så.
16 Jeg har sat de tolv tegn i dyrekredsen på himlen og prydet den for betragterne med disse forskellige stjernebilleder. Og Jeg har beskyttet dem med stjerneskud for som ved en stening at drive dæmonerne bort. Til trods for at de er blevet forment adgang til De Syv Himle, sniger de sig alligevel nu og da op i den laveste himmel for at høre om fremtiden fra Mine ordrer udstedt til englene. Derefter giver de, hvad de har hørt, videre til sandsigerne blandt menneskene. Efter disse dæmoner, der stjæler sig til at lytte, lader Jeg englene kyle en gennemborende flamme, et stjerneskud.
Jeg har udjævnet jorden og sat faste bjerge på den, for at den ikke skal bevæge sig med sine indbyggere. Jeg har ladet alle grønne vækster vokse frem, beslutsomt og velafvejet, og Jeg har sørget for, at der er til livets opretholdelse på jorden for jer og de vilde dyr, jeres husdyr og jeres slaver. De forsørges af Mig, selv om I tror, det er jer, der forsørger dem. For der findes intet, som ikke har sit ubegrænsede forrådskammer hos Mig, og Jeg nedsender det udelukkende lidt efter lidt i bestemte mål.
Jeg har også udsendt vinde med skyer, der nedsender regnen fra himlen og skaber frugtbarhed. Det er Mig, der giver jer regnen, for at I kan drikke, og det er ikke jer, der forvalter dens forråd og bestemmer over den. Det er også Mig, der bringer liv og forårsager død, og Jeg er Arvingen til alt det skabte, når det går bort, og intet andet end Mig er tilbage.
Jeg kender dem af jer, der går forrest i kampen for islam, Den Sande Religion, og Jeg kender også dem, der kommer til sidst i den forbindelse. Jeg skal forsamle jer alle på Den Sidste Dag, for Jeg er Den Vise og Den Vidende.
Jeg har skabt mennesket af ler sort af det vand, det havde suget, og let at forme som pottemagerens og indsamlet af englen Azrail fra mange forskellige steder.
Dæmonen skabte Jeg inden mennesket. Af den kolde, røgfri ild alSamum skabte Jeg den svidende vinds ild, og af den dæmonernes stamfar al-Jann. Fra hans søn Jinn udspringer dæmonernes halvfjerds tusinde stammer, og også Iblis hører til disse dæmoner. Jeg lod dem blive talrige som ørkenens sandkorn, og Iblis giftede sig med dæmonen Ruha. De fik et talstærkt afkom, der kravlede på deres ansigter som små myrer, myg, græshopper og fugle. De fandt bolig i huler, på uopdyrkede enge, i træer og buske, på veje, i affaldsdynger og latriner, i brønde og floder, i revner og sprækker og ikke mindst under trappetrinnet uden for husene og på alle mørke og onde steder, til Jeg havde fyldt jorden med dem. Så tog de form af okser, muldyr, æsler, får, hunde, løver, dromedarer og i særdeleshed slanger. Dernæst beordrede Jeg dem alle til at dyrke Mig.
Det gjorde de i lang tid, men så blev de ulydige og overfaldt hinanden og udgød hinandens blod. Jorden anråbte Mig og sagde: „Jeg vil hellere være tom og øde end have væsner på min ryg, der gør oprør mod Dig.“
„Ti stille,“ sagde Jeg, „for Jeg skal sende dem en profet.“
Først sendte Jeg Amir ibn Umayr til dem, men de dræbte ham. Så sendte Jeg Saiq ibn Naiq, men ham dræbte de også, og sådan gik det med de næste otte hundrede profeter, Jeg sendte dem; én hvert år.
Så beordrede Jeg Iblis ned på jorden med skarer af de dæmoner, der boede i himlene, og han undertvang dem og drev dem op i et hjørne af jorden, og så tilbad de Mig. Og Iblis tilbad Mig mere end nogen anden, så med tusinde års mellemrum løftede Jeg ham fra den ene himmel til den næste, så han til sidst var i Den Syvende Himmel og blev betragtet som en fremstående engel.
28 Husk, Muhammed, dengang Jeg sagde til englene: „Jeg vil skabe et menneske af sort, formbart ler, og når Jeg har formet ham og indblæst noget af Min ånd i ham, så fald ned i tilbedelse foran ham.“
Og alle englene kastede sig ned på jorden, bortset fra Iblis; han nægtede at vise sin respekt på denne måde.
„Hvad er der med dig, Iblis?“ spurgte Jeg. „Siden du ikke falder ned på dine knæ og dit ansigt som de andre?“
„Det passer sig ikke for mig at falde ned for et menneskeligt væsen, som Du har skabt af sort, formbart ler som pottemagerens.“
„Forsvind herfra,“ kommanderede Jeg. „Du skal blive stenet og være forbandet, og forbandelsen skal hvile over dig til Dommedag!“
Iblis blev ydmyg: „Herre, giv mig udsættelse for denne straf til den dag, hvor de døde opvækkes.“
„Ja, du får udsættelse til Opstandelsens Dag, og da skal du dø som alle andre ved det andet stød i basunen.“
„Herre,“ svarede Iblis, „fordi Du har bragt mig til fald, skal jeg sørge for, at alt det onde, ulydigheden mod Dig, fremstår som godt for dem på jorden, både mennesker og dæmoner. Og jeg vil lede dem alle sammen i forfald og bort fra vejen til Dig bortset fra Dine udvalgte og oprigtigt troende tjenere.“
„Dette er den rigtige vej til Mig og frelsen, som Mine udvalgte tjenere følger, og det er den fuldkomne fordømmelse af de ugudelige i overensstemmelse med Min evige forordning om altings gang,“ svarede Jeg. „Du skal ikke have nogen magt over Mine tjenere bortset fra de vildledte, der følger dig, og som det går galt for.“
I Helvedet skal de alle forsamles. Det har syv porte, til hver port sendes en del af dem. Der er porten for muslimerne til den rensende ild, og der er portene til flammerne for de kristne, jøderne, sabierne, zarathustrierne, afgudsdyrkerne og hyklerne, der udadtil hævder, at de tror på dig, Muhammed.
Men de sande hellige og gudfrygtige skal bo i frodige, grønne haver blandt springende kilder. Englene skal byde dem velkommen med disse ord: „Træd ind i fred og sikkerhed!“ Og Jeg skal fjerne alt had, al misundelse og modvilje, som findes tilbage i deres hjerter fra deres jordiske liv, og som brødre skal de hvile på hynder ansigt til ansigt med hinanden. Der bliver de ikke trætte, og derfra skal de aldrig uddrives.
Muhammed, fortæl Mine tjenere, at Jeg er Den Tilgivende og Den Barmhjertige Gud over for de troende, og at Min straf er den aldeles forfærdelige straf!
51 Fortæl mekkanerne, Muhammed, historien om Abrahams gæster. Jeg beordrede fire engle, Gabriel, Michael, Israfil og Azrail, til at stige ned til Abraham i skikkelse af mænd og overbringe ham det glædelige budskab om Isak og Jakob som hans efterkommere.
Abraham ville kun spise, når der var gæster, og der havde ikke været nogen i tre dage, så han sagde til sin kone: „Sara, gå ud og lav noget mad. Så vil jeg gå ud og finde en gæst.“
Det gjorde hun, og Abraham gik ud for at lede, og så mødte han de fire.
„Fred!“ sagde de.
„Fred!“ svarede han, men i sit indre tænkte han: Dette er fremmede folk.
Så gik han tilbage til Sara og sagde, at hun skulle gøre klar til fire gæster, og selv tog han en fedekalv og slagtede den. Han halverede den og ristede den over et bål i et hul i jorden.
Med Sara stående ved sin side gik han i gang med den færdige mad uden at kikke op på gæsterne, men han så, at deres hænder ikke rørte maden, og han blev bange for dem.
„Hvis jeg havde vidst, at I ikke skulle have noget at spise,“ sagde han, „havde jeg ikke taget kalven fra dens mor.“
Gabriel strakte hånden frem og sagde: „Genopstå med din Herres tilladelse.“
Øjeblikkeligt sprang kalven op og løb tilbage til sin mor. Men Abraham indrømmede, at han var bange for dem.
„Vær ikke bange,“ sagde de. „Vi kommer med beskeden om, at du skal få en vis søn.“
„Er det jeres besked til mig, når jeg er så gammel, som jeg er? Hvad er det for et budskab at komme med?“
„Trods din alder er det sandheden, vi fortæller dig,“ sagde englene. „Du skal ikke være en af dem, der opgiver håbet.“
„Nej, hvem opgiver håbet om sin Herres barmhjertighed bortset fra dem, der er på vildspor?“ spurgte Abraham.
Da Sara, der stod bag dem, hørte dette, lo hun og sagde: „Jeg er en gammel og ufrugtbar kvinde! Og min mand er også gammel.“
„Tror du ikke på mirakler fra din Herres side?“ spurgte englene. Og selv om hun var halvfems år gammel, blev hun øjeblikkeligt frugtbar.
„Og har I ellers noget ærinde, sendebud?“ spurgte Abraham.
„Vi er sendt ud for at udrydde et folk, der er syndere. Dem alle sammen bortset fra Lots familie, som vi skal redde, undtagen hans hustru. Det er bestemt, at hun skal være blandt dem, der bliver tilbage for at blive tilintetgjort sammen med de vantro.“
61 Da Mine fire sendebud så kom til Lots familie i Sodoma, sagde han til dem: „I er fremmede, jeg kender jer ikke.“
„Nej, men vi er kommet til dig for at udføre den straf, som dit folk tvivlede på. Vi kommer til dig med sandheden, for vi er sandfærdige udsendinge fra Gud. Begiv dig derfor af sted med din familie i løbet af natten, og du går bagerst. Ingen af jer må vende sig om, men gå derhen, hvor I bliver befalet at gå hen!“
Jeg gav ham denne ordre gennem Mine engle, fordi de tilbageblevne indbyggere i Sodoma skulle udryddes til sidste mand, når det blev morgen.
Imens kom byens indbyggere til Lots hus, opstemte over at kunne straffe ham for at have lukket fremmede ind, hvilket de havde forbudt ham.
„Dette er mine gæster,“ sagde han til dem. „Vanær mig ikke ved at misbruge dem på jeres forfærdelig måde, men frygt Gud og lad mig ikke blive ydmyget.“
„Har vi ikke forbudt dig at invitere og beskytte alle mulige fremmede?“ spurgte de.
„Tag hellere mine døtre, hvis I vil gøre ondt mod nogen og udnytte dem,“ tilbød Lot.
Så sandt som at du lever, Muhammed, Sodomas mænd var aldeles blinde i deres begær og på afveje fra Mine love! Og ved solopgang lod Jeg en regn af brændte teglsten ramme dem, og Gabriel vendte op og ned på byen med sin vinge. I denne begivenhed er der et tegn for de kloge og eftertænksomme, så de kan vandre ad den rette vej. Ruinerne af byen ligger stadig ved karavanevejen fra Mekka til Syrien som et belærende tegn for de troende.
78 Mændene fra tornebuskene omkring Midjan var også syndere, og Jeg sendte dem Mit sendebud Shuaib, ligesom Jeg gjorde til Midjans indbyggere. Men de ville heller ikke lytte til hans advarsler, så Jeg hævnede Mig voldsomt på dem for deres oprør mod Mig med en hed og kvælende vind. Og begge byer, både Sodoma og Midjan, blev tilintetgjort og ligger nu som tydelige tegn på, hvordan mænd ikke skal opføre sig, langs karavanevejen mellem Mekka og Syrien.
Også indbyggerne i al-Hijr på karavanevejen mellem Medina og Syrien, Tamud-stammen, påstod, at Mine sendebud var løgnere. Jeg viste dem Mine tydelige tegn, men de vendte ryggen til dem og udhuggede boliger i bjergene for at være sikre mod Min hævn. Men skriget fra himlen ramte dem om morgenen, og det, de havde udrettet med deres arbejde, hjalp dem ikke.
85 Jeg har skabt himlene og jorden og alt, hvad der er derimellem, for alvor og med et formål: Dommedag. Og Timen skal helt sikkert komme! Tilgiv derfor dit folk, mekkanerne, og vær overbærende over for dem, Muhammed. Jeg er både din og deres skaber, og Jeg ved, hvad der er mest passende for dig.
Jeg har tidligere givet dig de syv vers med lovprisningen af Mig, der ofte skal gentages, samt den mægtige og herlige koran. Du skal ikke kaste længselsfulde blikke efter de gode ting, som Jeg har ladet mange af de vantro mekkanere nyde her på jorden, for al deres velstand er intet mod Mine åbenbaringer til dig: Syv vers er mere værd end syv fuldt lastede karavaner. Vær heller ikke bedrøvet over deres vantro, men vær ydmyg over for de troende og sig: „Jeg påminder og advarer jer åbent og i et klart sprog.“
Hvis de ikke vil lade sig advare, skal Jeg sende en straf over dem på samme måde, som Jeg sendte straffen over dem, der splitter Koranen op i brudstykker, som jøderne og de kristne, der godtager dele af Mine åben baringer og afviser andre. Jeg sværger ved Mig, din Herre! Jeg skal til sidst spørge dem alle og stille dem til regnskab for det, de har gjort!
Så, Muhammed, forkynd åbent og højlydt det, du har fået åbenbaret i de sidste tre år. Forkynd også det, du fremover får påbudt, og vend dig bort fra afgudsdyrkerne, der kalder dig for en løgner. Jeg er din beskyttelse mod dem, der spotter dig og din religion, som Walid ibn Mughira og hans fire venner, der sætter andre guder ved Min side, og de skal snart erfare deres tåbeligheder, når Jeg straffer dem.
Jeg ved, at du er meget bekymret på grund af det, de siger. Men lovpris Mig, og hør til dem, der kaster sig til jorden i bøn, og tilbed Mig, til det uundgåelige, døden på jorden, rammer dig!