Muhammed, dette er en fremsigelse af en erindring om Min barmhjertighed mod Min tjener Zakarias, dengang han påkaldte Mig i hemmelighed, for at hans nevøer ikke skulle høre ham.
Han bad: „Herre, mine knogler er gamle og skrøbelige, og mit hoved er dækket af grå hår, men jeg er aldrig blevet skuffet i mine bønner til Dig. Jeg er bange for, at mine brødres ugudelige sønner, efter at jeg er død, skal holde op med at tilbede Israels Gud. Min hustru, Elisabet, er ufrugtbar, giv mig alligevel en efterfølger fra Dig af mit eget blod. Lad ham arve mig, og lad ham arve Jakobs slægts hellighed og visdom og tradition for at være fører af israelitterne, og lad ham gøre Dig tilfreds, Herre!“
Jeg svarede ham gennem Min engel Gabriel: „Zakarias, Jeg forkynder dig det gode budskab om en søn, hvis navn skal være Johannes. Jeg har ikke før givet dette navn til nogen i din slægt.“
„Men hvordan, Herre?“ spurgte Zakarias. „Hvordan skulle jeg kunne få en søn, når min hustru er ufrugtbar, og jeg er blevet så gammel, som jeg er?“
„Din Herre siger sådan her: „Det er let for mig at skabe ham, ligesom Jeg før har skabt dig, da du var intet,““ sagde Gabriel.
„Men, Herre, så giv mig et tegn, så jeg ved, at det er sandt,“ bad Zakarias.
„Dit tegn skal være, at du, skønt du ikke er stum, ikke skal tale til mennesker i tre nætter.“
Så gik Zakarias ud af helligdommen til sit folk og skrev disse ord i støvet på jorden: Pris Gud morgen og aften. Det var de ord, som han plejede at udtale. Og han vidste, at ved dette tegn havde hans kone undfanget Johannes.
Nogle få år efter Johannes’ fødsel sagde Jeg til ham: „Johannes, tag imod Loven med beslutsomhed om at studere den og overholde den!“
Jeg gav ham profetkaldet, helt fra han var tre år gammel, og Jeg gav ham medlidenhed med menneskene og en iver efter at dele almisser ud til dem. Han var gudfrygtig og god mod sine forældre og hverken hoven eller opsætsig.
Jeg skænkede fred over ham den dag, han blev født, den dag, han døde, og den dag, han skal opvækkes til nyt liv.
16 Muhammed, husk også Skriftens Maria, da hun voksede op i Templet i Jerusalem og plejede at sidde afsondret i et af de østlige rum for at bede.
Da Maria blev tretten år, sagde hun til sin onkel Zakarias: „Jeg har set noget forfærdeligt!“
Zakarias vidste, det var sin menstruation, hun talte om, og han beordrede hende til at blive i sin tantes hus, til hun var ren igen. Så kunne hun vende tilbage til Templet, som hun var blevet indviet til som lille. Men hun drog fra Templet ud i ørkenen mod øst for at rense sig for menstruationens urenhed. Og hun tog et stort slør for at skjule sig for dem, når hun vaskede sig.
Da sendte Jeg Gabriel til hende, og han fremstod for hende i tydelig menneskelig skikkelse, smuk og uden skæg og med et rent, ungdommeligt ansigt og krøllet hår.
Maria blev forskrækket og udbrød: „Jeg søger beskyttelse mod dig hos Den Barmhjertige, så hvis du også frygter Gud, så fjern dig fra mig!“
„Jeg er netop udsendt af din Herre,“ sagde Gabriel beroligende, „for at give dig en uskyldig og hellig søn skabt uden jordisk samleje. Han skal være Guds profet.“
„Men hvordan skulle jeg kunne få en søn, når ingen mand har rørt mig på den måde, og jeg ikke er en luder?“ spurgte Maria forvirret.
„Sådan skal det være,“ fastslog Gabriel. „En søn skal skabes i dig, uden at der er en far! Din Herre siger: „Det er let for Mig!““
Og Maria gav efter for Min vilje, og Gabriel åndede på Mine vegne i hendes barm, som han åbnede med sine fingre. Det hele skyldtes, at Jeg ville gøre barnet, Jesus, til et bevis for menneskene på Min magt og et bevis på barmhjertighed fra Mig til dem, der skal tro på ham. Det fortalte Gabriel hende, og han sagde: „Det skal alt sammen ske, for det har Gud allerede bestemt.“
Så blev hun gravid, og hun var det, samtidig med at hendes moster Elisabet bar Johannes. En dag de mødtes, faldt Johannes ned i ærefrygt inde i Elisabet foran den ufødte Jesus.
Da tømreren Josef som den første opdagede hendes graviditet, kom han til hende og spurgte: „Maria, gror noget, uden at der er sået sæd?“
„Nej,“ svarede Maria.
„Kan der være et barn uden en far?“ spurgte han så.
„Ja. Adam havde hverken far eller mor.“
„Hvordan har du fået det barn, som du nu bærer?“ spurgte Josef.
„Han er en gave fra Gud,“ svarede Maria. „Han er som Adam, som Han skabte af støv og sagde „Vær til!“, og så var han.“
Jeg lod Jesus tale fra sin mors skød: „Josef, hvad er det, du tillader dig at sige!“
16 Da Maria skulle føde, trak hun sig bort fra sin familie og alle bagtalere. Hun gik ud ad Jerusalems vestre port og videre til en landsby kaldet Betlehem, hvor fødselsveerne tvang hende til at gribe om stammen på en død daddelpalme for at støtte sig. Palmen havde en krybbe til kvæg ved sin fod, og hun sagde i smerte: „Bare jeg havde været død og nu var glemt og borte!“
Men hun fødte ham, og da råbte Gabriel til hende nedefra: „Vær ikke bedrøvet, tør dine øjne! Din Herre har ladet en kilde springe under dig. Ryst palmens stamme, så falder der friske, modne dadler ned over dig, for palmen bærer frugt igen. Spis og drik af kilden, og vær ved godt mod på grund af dit barn. Og hvis du møder et menneske, der spørger dig om barnet, så sig: „Jeg har lovet Den Barmhjertige at faste og vil ikke tale med noget menneske i dag, hverken om mit barn eller noget andet.““
Jeg fik hende til at glemme sine kvaler og angsten for andre mennesker. Hun kom til sit folk med barnet på armen, og de udbrød: „Maria, du har gjort noget forfærdeligt! Arons søster, du er kysk som din bror, din far var ingen dårlig mand, og din mor var ikke en luder! Så hvor stammer dette barn fra?“
Så pegede Maria på barnet, som om de skulle spørge ham.
De rystede på hovedet og sagde: „Hvordan skal vi kunne tale til det, når det bare er et spædbarn?“
Jesus svarede dem for hende: „Jeg er Guds tjener, Han har givet mig Evangeliet og gjort mig til profet. Han har også givet mig Sin velsignelse, hvor jeg end måtte være. Han har påbudt mig at udføre bønnen og betale almissen, så længe jeg lever, og Han har gjort mig pligtopfyldende over for min mor. Han har hverken gjort mig storsnudet eller til en stakkel.
Guds fred var over mig den dag, jeg blev født, og vil være det den dag, jeg skal dø, og den dag, hvor jeg skal genrejses til livet.“
Nyheden om fødslen nåede kongens øre, og han beordrede, at Maria og hendes søn skulle dræbes. Zakarias befalede Josef at tage dem med til Egypten, og Josef satte hende på et æsel og gav hende spædbarnet i armene. De forlod Jerusalem ved nattetide.
Da Jesus fyldte ni år, var de tilbage i Jerusalem, for kongen var død, og Jesu mor satte ham i skole. Men uanset hvad, læreren lærte drengene, så vidste Jesus det på forhånd. „Er det ikke forbløffende med sønnen til denne enke?“ spurgte læreren ofte.
En dag sad Jesus sammen med sine kammerater, og han samlede noget ler op. „Jeg vil lave en fugl for jer af dette ler,“ sagde han.
„Er du i stand til det?“ spurgte de.
„Ja, med min Herres tilladelse.“ Så formede han en fugl af leret, åndede i den og sagde: „Med min Herres tilladelse,“ og den lettede fra hans håndflade.
Dette var Jesus, Marias søn, der kun talte sandhedens ord om sin egen status, men som de kristne tvivler på, når de hævder, at han er Min søn.
Det passer sig ikke for Mig, at Jeg skulle avle en søn. Jeg forbyder det, æret være Mig! Når Jeg beslutter, at en ting skal eksistere, siger Jeg blot: „Vær!“ og den er. Og sådan var det med Jesus.
Jesus sagde: „Gud er både min og jeres Herre, så tjen Ham! Dette er den rette vej til Paradis.“
38 De forskellige sekter skændes indbyrdes, om han er Min søn, eller en gud ved siden af Mig, eller den tredje guddom af tre. Men de, der ikke tror det, Jeg har forordnet, skal tage sig i agt, for de skal opleve den forfærdelige dag, Dommedag, og Min hævn!
På den dag skal de se, hvordan det virkelig hænger sammen, og at de var døve og blinde på jorden. Men på Dommedag skal de både høre og se den tortur, der er forberedt dem på denne dag, hvor de kommer til Mig i den næste verden! Men i denne verden er de ugudelige fanget i en åbenlys vildfarelse. De er døve, så de ikke hører sandheden, og de er blinde, så de ikke ser den.
Muhammed, advar mekkanerne om Sukkenes Dag. Da skal de, der ikke troede på Mig, lide og sukke over ikke at have udført gode gerninger for Mig i denne verden, når deres straf bliver afgjort. Ja, de er sorgløse og uden tro på Min hævn i den nuværende verden!
Men det er Mig, der skal arve jorden med alle dens skabninger, og til Mig skal de alle føres tilbage og dømmes.
42 Husk også Abraham i Skriften, Muhammed, han var en ærlig mand og profet. Husk, hvordan han sagde til sin far, Azar, der tilbad afguder: „Min far, hvorfor tilbeder du noget, som hverken hører eller ser eller gavner dig det mindste? Far, der er kommet en sådan grad af viden til mig, som ikke er kommet til dig. Følg derfor mig, så skal jeg lede dig på rette vej.
Far, du må ikke tilbede Satan ved at adlyde hans bud om at tilbede afguder. Satan er ulydig mod Den Barmhjertige. Jeg frygter, at en voldsom straf fra Ham, der er barmhjertig mod de troende, skal ramme dig, hvis du ikke omvender dig, og at du ender med at blive en af Satans venner, der til sidst ender i Helvedets ild.“
Azar blev rasende: „Abraham, afviser du mine guder og spotter og forhåner dem? Hvis du ikke holder op med dine krænkelser, skal jeg gå løs på dig med sten eller onde ord, så tag dig i agt for mig, og rejs væk fra mig, og bliv borte i lang tid!“
„Fred være med dig,“ sagde Abraham. „Jeg skal bede min Herre om tilgivelse for dig, for Han er god ved mig. Men jeg skal holde mig borte fra jer og de afguder, I tilbeder ved siden af Gud. Jeg vil kun påkalde min Herre. Måske bliver jeg ikke svigtet i min påkaldelse af min Herre, sådan som I bliver, når I påkalder jeres afguder.“
Han forlod afgudsdyrkerne og rejste til Det Hellige Land, og Jeg skænkede ham Isak og Jakob som sønnesøn. Jeg gjorde dem begge til profeter, og Jeg gav dem velstand og sønner og et fornemt omdømme.
52 Og, Muhammed, husk også Moses i Skriften. Han var oprigtig og retfærdig, og han var et sendebud og en profet.
Jeg kaldte på ham fra Sinaibjergets højre side for at få ham til at komme Mig nær til en fortrolig samtale. Og til at hjælpe ham med at udføre sine opgaver for Mig gav Jeg ham sin bror Aron, ligeledes som profet.
Husk også Ismael i Skriften. Han var ordholdende og stod fast på sit løfte om tålmodigt at udholde det, da hans far fik Min ordre om at ofre ham. Og han var Mit sendebud og Min profet. Han pålagde sin familie og sine nærmeste at bede bønner til Mig og give almisser, og Jeg var tilfreds med ham.
57 Husk også Enok i Skriften. Han talte sandt og var en profet, og Jeg ophøjede ham til en plads i Paradis.
Enok tilbad Mig, og Jeg gjorde ham til Min profet og åbenbarede tredive hellige sider for ham. Jeg lod ham også arve Adams kiste med det hvide ligklæde fra Paradis med skikkelserne af profeterne fra Adams søn Seth til Muhammed stående i række samt med rækken af faraoer, der nedstammer fra Kain.
Enok levede som skrædder og var den første til at sy tøj; før ham gik alle klædt i skind.
Da Jeg gjorde ham til Min profet for Kains efterkommere, der var giganter på jorden, var han fyrre år gammel. De sang og drak vin, de dansede og spillede musik, både på fløjter, strengeinstrumenter og tamburiner, og de havde samleje med deres mødre, søstre og døtre. Satanerne havde fået dem til at tage Wadd, Suwa, Yaghut, Yauq og Nasr til deres guder, og Jeg sendte Enok til dem, for at de skulle lære at tilbede Mig. Selv dyrkede han Mig meget, og en dag sendte Jeg ham englen Azrail i form af en smuk mand.
„Hvem er du?“ spurgte Enok.
„Jeg er en af Guds tjenere, der tilbeder Ham, ligesom du gør. Må jeg ledsage dig?“
Det gik Enok med til, og da de i løbet af dagen passerede en fårehyrde, der vogtede sine græssende dyr, spurgte manden: „Skal vi ikke tage et af hans får og spise det i aften?“
„Hvordan skulle vi kunne spise noget, der ikke er tilladt for os?“ svarede Enok. „Gud vil sørge for vores underhold.“
Da aftenen kom, forsynede Jeg dem med mad, men på tredjedagen sagde Enok: „Du har ikke spist i tre døgn, men du er stadig frisk og parat til at udføre bønnen?“
„Sådan har det altid været. Jeg er Dødens Engel.“
„Er du kommet for at hente min sjæl?“ spurgte Enok.
„Nej, Gud befalede mig blot at følge dig.“
„Jeg beder dig,“ sagde Enok, „tag min sjæl.“
„Hvorfor? Dødskampen er smertefuld.“
„Måske Gud vil bringe mig til live igen bagefter,“ svarede Enok. „Og så vil jeg tilbede Ham endnu mere.“
Derfor tillod Jeg Azrail at tage hans sjæl, og Jeg gav ham den tilbage umiddelbart efter.
„Kan du også give mig et glimt af Helvede?“ spurgte Enok noget senere.
„Du ved ikke, hvor forfærdeligt Helvede er at se på,“ svarede Azrail. „Jeg kan kun bringe dig tæt på.“ Så tog Azrail ham til Malik, Helvedets vogter.
Da Malik så ham, gjorde han en grimasse, så Enoks sjæl var ved at forlade ham, men Jeg bad Malik om at vise ham kanten af Helvede.
Malik førte ham derhen, bad vagterne åbne portene, og så så Enok rædslerne: torturen, ilden, slangerne og skorpionerne. Havde Jeg ikke støttet ham, ville han være blevet slået bevidstløs. Men tilbage på jorden tilbad han Mig som aldrig før. Han sov eller spiste ikke mere af frygt for det, han havde set.
Siden bad Enok Azrail om at måtte se Paradis.
„Der går ingen ind før døden,“ svarede Azrail, „men jeg skal følge dig til Radwan, Paradisets vogter. Ham kan du spørge.“
Da de kom dertil, spurgte Radwan, hvem han var.
„Det er profeten Enok,“ svarede Azrail. „Han vil gerne se Paradis, så hans flid i dyrkelsen af Gud kan forøges.“
„Det er op til min Herre,“ svarede Radwan.
„Jeg ved, hvad Min tjener ønsker,“ sagde Jeg. „Jeg har derfor beordret Tuba–træet til med en af sine grene at løfte ham op og bære ham ind i Paradis.“
Og i træets øverste gren blev Enok båret ind i Paradis, hvor han så sig omkring.
„Kom så ud igen,“ sagde Radwan.
„Kommer den, der går ind, måske ud igen?“ spurgte Enok.
Radwan ville nu have Azrail til at hente ham, men han sagde: „Jeg har ikke magt til at tage hans sjæl nu.“
„Nej, du har taget min sjæl én gang, Azrail“ sagde Enok. „Mere har Gud ikke givet dig magt til.“
Azrail klagede til Mig, men Jeg sagde, at Enok skulle forblive i Paradis.
59 Alle disse profeter blandt Adams efterkommere har Jeg vist nåde. De var blandt dem, som Jeg lod sejle med Noa i arken, de var blandt Abrahams og Israels efterkommere, og de var blandt dem, Jeg retledte og udvalgte. Når Mine åbenbaringer blev fremsagt for dem, faldt de grædende ned i tilbedelse af Mig.
Men efter dem kom efterkommere, der forsømte bønnen og fulgte deres egne lyster og indskydelser, og de skal komme til at opleve, hvad ondt er. Bortset fra dem, der omvender sig og tror og gør gode gerninger for Min skyld. De skal træde ind i Paradiset, og de skal ikke lide nogen uret i forhold til, hvad de har fortjent. Deres belønning skal være Edens Haver, som Jeg har lovet Mine tjenere, selv om de med deres herligheder er skjult for dem nu. Mit løfte skal helt sikkert blive opfyldt.
I disse vidunderlige haver skal de ikke høre nogen pralende og tom snak, kun ordet: „Fred!“ som de velsignedes gensidige hilsen. Og der får de deres tildelte underhold både morgen og aften. Dette er Paradis, som Jeg skal give i arv til dem af Mine tjenere, der er gudfrygtige.
Muhammed, de jødiske rabbinere spørger dig om tre ting. De siger, at du ikke er en profet, men en svindler, hvis du ikke kan svare dem: Hvad skete der med de unge mænd, der forsvandt i gamle dage, og som havde en fantastisk historie? Og hvad med den mægtige rejsende, der nåede det yderste af Østen og Vesten? Og hvad er ånden?
Du havde lovet dem svar den næste dag, men du måtte vente utålmodigt i femten dage, inden Gabriel kom. Du klagede din utålmodighed til ham.
Men han svarede: „Jeg stiger kun ned fra himlene på din Herres befaling. Alt, der var før os, som kommer efter os, og alt derimellem tilhører Ham. Ja, og din Herre glemmer heller ikke dig.“
Jeg er Herren over himlene og jorden og alt derimellem. Tilbed Mig, og vær standhaftig i tilbedelsen af Mig! Kender du måske nogen, der er værdig og har ret til Mit navn?
67 Menneskene, ikke mindst personer som mekkaneren Ubayy ibn Khalaf, spørger: „Skal jeg genrejses til liv, efter at jeg er død og begravet?“
Husker de da ikke, at Jeg skabte dem i første omgang, dengang de intet var? Jeg sværger ved Mig, din Herre, Muhammed! Jeg skal uden tvivl forsamle menneskene, hver især lænket til den dæmon, der forførte ham, til deres endelige dom, og Jeg skal lade dem falde på knæ rundt om Helvede. Der skal de svede så voldsomt, at sveden vil stige til lårene på nogle, til navlen på andre og til ørerne på endnu andre, alt efter hvor godt de står sig hos Mig. Jeg skal spørge hver eneste om stort og småt, om hemmelige og åbenlyse ting. Til sidst skal Jeg sige til dem, der ikke troede på Mig: „I dag lader Jeg hånt om dig, som du lod hånt om mødet med Mig på denne dag. Din bolig er Helvede!“
Dernæst skal Jeg udtage lederne fra hvert af de religiøse samfund, der har været mest trodsige mod Mig, og kyle dem i den værste del af Helvede! Og Jeg kender udmærket dem, der mest fortjener at stege deri!
Der findes ingen blandt jer muslimer, som ikke for en kortere eller længere tid skal derned, men ilden vil blive dæmpet, så den ikke skader jer. Dette er Min faste beslutning. Siden skal Jeg frelse dem, der på jorden frygtede Mig, men Jeg skal efterlade de vantro på knæ inde i de svidende flammer.
Når Mine åbenbaringer tydeligt og klart bliver fremsagt for de vantro mekkanere, siger de til jer muslimer: „Hvem af os nyder den højeste anseelse, og hvem udgør det bedste selskab?“
Hvad! Hvor mange generationer har Jeg ikke tilintetgjort før dem; folk og stammer med større magt end dem og med højere anseelse?
Sig til dem, Muhammed: „De, der farer vild fra Min vej, dem vil jeg give et langt og fremgangsrigt liv på jorden, indtil de står foran det, som de er blevet truet med, hvad enten det er straffen her på jorden eller den på Dommens Dag. Så skal de erfare, hvis stilling der er værst, og hvis hær der er svagest!“
78 Men dem, der er på rette vej mod deres frelse, skal Jeg give yderligere retledning. De gode gerninger, som består for evigt, giver en bedre, kommende belønning hos Mig, end jordisk gods giver nydelse i dette liv.
Muhammed, din tilhænger Khabbab ibn al-Aratt, sværdsmed i Mekka, gik til hedningen al-As ibn Wail for at indkræve de penge, han skyldte ham.
Al-As svarede ham: „Lover din profet dig ikke, at i Paradis er der alt det guld og sølv og alle de kvinder og tjenere, som en mand kan ønske sig?“
Det bekræftede Khabbab.
„Så giv mig kredit indtil opstandelsen,“ sagde al-As, „så skal jeg opsøge dig i dit hus i Paradis og betale min gæld til dig.“
Hvad mener du om ham? Han fornægtede Mine åbenbaringer! Men har han set fremtidens skjulte ting, eller har han indgået en pagt med Mig om, at det skal blive sådan, som han siger?
Nej! Jeg skal skrive ned, hvad han siger og forlænge hans straf til gengæld for denne latterliggørelse, og ved sin død vil han efterlade sin rigdom og sine børn. Ensom og nøgen skal han træde frem foran Mig på Den Sidste Dag og opdage sin straf.
Afgudsdyrkerne har skaffet sig guder ved siden af Mig, for at de skal hjælpe dem. Men, nej! Deres såkaldte guder skal på Opstandelsens Dag fornægte dem, der tilbad dem på jorden, og de skal blive hinandens hidsige modstandere. Har du ikke lagt mærke til, Muhammed, at Jeg sender de onde dæmoner til dem, der ikke tror, for at friste dem til at begå synder?
Så hav ikke travlt med at nedkalde tilintetgørelsen over dem. Jeg tæller deres dage, til deres henstand er forbi! Og den dag, hvor Jeg forsamler de gudfrygtige i pomp og pragt hos Mig som ambassadører foran en konge, skal Jeg drive synderne til Helvede, som en hjord kvæg drives til vandet. Ingen skal få nogen til at gå i forbøn for sig, bortset fra dem der er troende muslimer af hjertet og har gjort gode gerninger til Min glæde, og som Jeg tillader det for.
De siger: „Den Barmhjertige har fået en søn.“
De påstår en afskyelig ting! Det er så modbydeligt, at himlene næsten truer med at revne, jorden med at spalte sig, og bjergene med at smuldre til støv. De tillægger Mig afkom, når det ikke sømmer sig for Mig at avle en søn! Der findes ingen i himlene og på jorden, der skal træde frem foran Mig på Opstandelsens Dag som mere end en tjener. Jeg omfatter alle med Min viden og magt, og Jeg tæller dem og nummererer hver eneste.
Ensomme og uden hjælpere eller beskyttere skal de alle sammen træde frem for Mit dommersæde på Opstandelsens Dag. Men de, der udelukkende tror på Mig og gør gode gerninger for at gøre Mig tilfreds, skal Jeg omfatte med Min kærlighed og kærligheden fra alle indbyggerne i Paradiset.
Jeg har gjort Koranen let at fatte på arabisk, dit eget sprog, for at du skal forkynde det gode budskab for de gudfrygtige blandt araberne og advare de genstridige. Og hvor mange slægter, folk og stammer har Jeg ikke tilintetgjort før dem? Kan du finde en eneste af dem tilbage, Muhammed, eller kan du bare så meget som høre en hvisken fra dem?