Muhammed, husk da Mekkas stammeledere Abu Sufyan, Utba ibn Rabia, Shayba ibn Rabia, Amr ibn Hisham, Umayya ibn Khalaf og flere andre kom til din beskytter, Abu Talib, og tilbød fred mellem jer og sagde: „Lad Muhammed have sin religion, og lad os have vores.“
Men du afviste og sagde, at Jeg skulle afgøre striden imellem jer.
Jeg sværger ved Koranen, der indeholder advarslen om Min straf! Ja, de, som ikke tror, farer frem i overmod og trods og lægger op til strid mod dig. Men hvor mange generationer har Jeg ikke tilintetgjort inden dem! De råbte om nåde og barmhjertighed, da de pludselig så straffen, de var blevet truet med, men da var der ikke tid til at flygte!
Mekkanerne undrer sig over, at en advarer fra deres egen kreds, en araber fra Mekka, er sendt til dem af Mig, og de er vantro og siger: „Denne Muhammed ibn Abdullah er en troldmand og en løgner. Har han virkelig gjort guderne til én eneste Gud? Nej, det er for mærkværdigt.“
Og Muhammed, du sagde til Mekkas ledende mænd: „I skal blot sige nogle få ord, så kan I herske over alle araberne og undertvinge perserne. I skal sige, at der kun er én Gud, og tage afstand fra de guder, I nu dyrker.“
„Vil du virkelig samle alle guderne i én gud, Muhammed?“ svarede de. „Det ville være yderst mærkværdigt, hvis det kunne ske.“ Og så brød stormændene op og gik, idet de sagde til hinanden: „Gå hjem, og hold fast i tilbedelsen af jeres guder, det er ønskeligt. Det er en underlig sag; Muhammed vil have os til at opgive vores guder. Vi har ikke hørt om noget sådant i vores forfædres religion. Hans snak er ikke andet end digt og påfund. Skulle en sådan advarsel nedsendes til lige netop ham frem for nogen af alle os andre?“
Ja, de rejser tvivl om Min advarsel, men de har endnu ikke smagt Min straf! Har de måske Mine, Den Almægtiges og Den Gavmildes, nådige skatte i deres hænder? Eller har de herredømmet over himlene og jorden og alt derimellem? Hvis det er sådan, så lad dem klatre op ad et reb for at tage Den Himmelske Trone i besiddelse. Men hvilken som helst allieret hær af Mekkas forskellige stammer skal også her blive slået på flugt!
11 Noas folk, Ad-stammen og farao al-Walid ibn Musab med sin fire teltpæle, som han brugte som torturpæle til at spænde sine modstandere ud imellem, har længe inden mekkanerne anset sandheden fra Mig for at være løgn. Det samme har Tamud-stammen, Lots folk og mændene fra tornebuskene omkring Midjan; de påstod alle, at Mine sendebud var bedragere: De var alle allierede imod Mine sendebud. Alle kaldte de sendebuddene for løgnere, og derfor ramte Jeg dem med Min hårde, men retfærdige straf.
Mekkanerne venter blot på ét eneste mægtigt stød i basunen, indvarslingen af Dommedag, der ikke kan udsættes, og som ingen kan reddes fra. Og de gør grin med det og siger: „Herre, fremskynd vores dom før Regnskabets Dag!“
Muhammed, du skal tålmodigt finde dig i, hvad de siger, og husk Min tjener David. Han var stærk i troens pligter, han fastede hver anden dag og bad den halve nat.
Jeg nedsendte Salmernes Bog til ham, og han befalede bjergene og fuglene med Min tilladelse at synge til Min pris både om aftenen og ved solopgang og på den måde tage over, når han selv var segnefærdig. Når han læste i salmerne, kom de vilde dyr ham så nær, at han kunne lægge sin arm om halsen på dem, og de sad stille og lyttede til hans stemme. Dæmonerne formede deres stemmer som fløjter, lutter og cymbler. Kvinderne blev så forelskede i ham, at han giftede sig med nioghalvfems af dem og derpå delte sin tid i tre: En dag til bøn, en til at dømme i og en til hans koner.
Han var ihærdig i sin gudsdyrkelse indtil fristelsen med kvinden.
20 David havde et tårn, som han trak sig tilbage til, når han ville fremsige salmerne og bede. Under det var en have, der tilhørte en mand af Israels børn, Urias. En dag da David sad fordybet i fremsigelsen af salmerne, landede en due af guld i vindueskarmen.
David så forbløffet op på den, men kom så i tanke om, at han havde lovet ikke at lade sig bortlede af noget som helst under fremsigelsen.
Duen hoppede nu ned foran ham, og han rakte ud efter den. Men hver gang, han gjorde det, trak den sig lidt tilbage; til sidst helt op i vindueskarmen igen. David fulgte efter, men duen lettede og fløj ned i haven. David fulgte den med sit blik, og så landede den ved siden af en ufattelig smuk kvinde, der badede.
Bath-Sheba hed hun, og da hun opdagede ham, skjulte hun sin krop med sit lange hår, men David var ramt i hjertet. Han prøvede at give sig hen til salmerne, men hans uro var for stor. Og han blev skinsyg på hendes mand. Derfor beordrede han sin hærfører til at sende Urias på en krigsfærd så farlig, at den blev hans død.
På det tidspunkt havde David allerede sine nioghalvfems koner, men han giftede sig nu med Urias’ enke.
En dag, da David sad i sit tårn, kom to engle i menneskeskikkelse ind til ham. De var i højlydt skænderi, de slog endda hinanden. Jeg havde styrket hans kongedømme og givet ham visdom og talegaver til at udtale klare domme og beslutninger, og, Muhammed, har du hørt denne historie om disse to modstandere? De var klatret over muren til bedekammeret i Davids palads, eftersom de var blevet nægtet adgang gennem porten, fordi han var i bøn. Da de trådte ind, blev han bange for dem.
„Vær ikke bange,“ sagde de, „du, der er så hård i din dom over dem, der overtræder Guds grænser for, hvad der er tilladt. Vi er to modstandere i en tvist, og vi har brug for en afgørelse af, hvem der har gjort uret mod den anden. Så døm retfærdigt mellem os og uden at være ensidig, men led os på rette vej.“
David satte sig i sit dommersæde og bad dem fortælle, hvad der var sket.
„Min bror i religionen her havde nioghalvfems hunfår, alle var fede og havde fået lam flere gange, og jeg havde ét eneste. Alligevel sagde han: „Overlad det til mig!“ og han overtalte mig med hårde ord i vores skænderi, for han var mere magtfuld end mig. Så jeg gav ham mit hunfår og havde så ikke et eneste.“
Den anden bekræftede historien.
David blev vred og sagde: „Han har gjort uret mod dig ved at kræve dit får oven i sine egne. Sådan gør mange, der har fælles forretning, hinanden uret, bortset fra dem, der tror på Gud og gør gode gerninger for Hans skyld, men de er få. Jeg burde slå dig mellem øjnene med min økse!“
Så gik det op for David, at de to mænd var engle, der havde prøvet ham på Mine vegne, og det, han havde gjort med Urias’ kone, var det samme. Han faldt grædende på knæ i bøn og satte panden mod jorden igen og igen. Det gjorde han i fyrre dage uden at spise og drikke, indtil hans tårer fik planter til at spire frem under hans ansigt, og han havde et ar i panden.
Så tilgav Jeg ham denne mindre synd. Han fik en stor formue og fremgang i denne verden, og i det næste liv skal han få et herligt hjem i Paradis nær Mig.
„Og David,“ sagde Jeg. „Jeg indsætter dig som en magtfuld konge på jorden. Så døm retfærdigt mellem menneskene, og ret dig ikke efter dine egne lyster og indskydelser, så du bliver ført bort fra Min vej. De, der forvilder sig bort fra Min vej, venter der en streng straf til sidst, fordi de har glemt Regnskabets Dag.“
Jeg har ikke skabt himlene og jorden og alt derimellem uden formål: Ulydighed mod Mig skal blive straffet, og lydighed belønnet. Det ved de vantro ikke, men for dem venter Helvedets ild!
Skulle Jeg måske ligestille dem, der tror og gør gode gerninger, med dem, der anstifter ufred og spreder fordærv med falske læresætninger på jorden, eller skulle Jeg ligestille de gudfrygtige med synderne?
Muhammed, det er en velsignet bog, Jeg har nedsendt til dig, og det er, for at de må fundere over dens åbenbaringer, og for at de, der har forstand, må lade sig påminde.
29 Jeg gav David Salomon som hans søn og arvtager. Han var en herlig tjener af Mig! Han bad til Mig og lovpriste Mig ustandseligt.
En dag, sent på dagen, efter at solen var begyndt at gå ned, fik Salomon forevist hurtige hopper stående på de tre hove, mens den fjerde lige rørte jorden. Der var tusinde i alt, og han ville bruge dem til hellig krig for Min sag. Ni hundrede af dem var blevet fremvist for ham, da solen gik helt ned, og han opdagede, at han ikke havde bedt eftermiddagens bøn. Han blev ulykkelig og sagde: „Jeg har elsket jordisk gods højere end bønnen til min Herre. Og nu er solen borte. Bring hestene tilbage!“
Det gjorde man. Så angreb Salomon dem med sit sværd. Han slog dem over halsen og skar deres ben af; en offergave til Mig, og kødet blev delt ud som almisser.
I stedet gav Jeg ham noget, der var hurtigere: Vinden, som rejste på hans bud, hvorhen han ville.
Efter tyve år på tronen prøvede Jeg Salomon. Han hørte om en konge i en by på en ø, som man ikke kunne sejle til. Men da Jeg havde givet Salomon så stor magt, at intet kunne holde ham tilbage, drog han på plyndringstogt med sin hær båret af vinden. Han landede med sine soldater, mænd og dæmoner, og dræbte kongen og plyndrede byen. Han tog kongens datter, Emeeneh, der var den smukkeste pige, han nogensinde havde set, med sig. Han inviterede hende til at tro på Mig, men hun gjorde det modvilligt. Dog elskede Salomon hende over alle andre kvinder.
Men Emeeneh var altid ulykkelig. Det gjorde også Salomon ulykkelig, og han spurgte, hvad der var galt.
„Jeg mindes min far,“ svarede hun, „og hans kongedømme, og det, der skete med ham.“
„Nu har Gud givet dig en ny konge,“ sagde Salomon, „der er mægtigere end ham, og som har den sande tro.“
Men hun var stadig trist, og så bad hun Salomon om at lade dæmonerne lave hende en afbildning af hendes far, som hun kunne se på morgen og aften i håb om at forlige sig med det skete.
Salomon beordrede dæmonerne til at lave en statue af hendes far, og den blev så vellignende, at kun det manglende åndedræt afslørede den. Hun klædte den i tøj som det, han havde gået i, og når Salomon var borte, faldt hun ned foran den i tilbedelse.
Dette stod på i fyrre dage. Men Salomons vesir, Azaf ibn Barakia, opdagede det, og rasende smadrede Salomon statuen og straffede sin elskede hårdt. Så bad han om klæder spundet, vævet og vasket af den førstefødte og aldrig rørt af en menstruerende kvinde. Han tog dem på og gik ud i ørkenen, spredte aske ud og satte sig på den. Der angrede han over for Mig, græd og bad om tilgivelse for det, der var foregået i hans palads.
33 Så vendte han hjem. Men hans bod for, at en afgud var blevet dyrket under hans tag, var ikke tilstrækkelig.
Når Salomon ville bade eller have samleje med en af sine koner eller slavinder, gav han ringen med sit segl til sin kone Amina, som han havde et barn med. Han kunne nemlig kun berøre seglet, når han var rituelt ren. Hans autoritet lå i dette segl, og en dag gav han det til Amina og gik i bad. Men Havets Dæmon, Sakhra, kom imens til hende i skikkelse af Salomon.
„Mit segl, Amina,“ bad Sakhra.
Hun satte ringen på hans finger. Så satte han sig på Salomons trone, og fuglene, dæmonerne og menneskene samledes omkring ham.
Salomon kom nu ud til Amina, men hans udseende var forandret for alle, der så ham. „Mit segl, Amina,“ sagde han.
„Hvem er du?“ spurgte hun.
„Jeg er Salomon, Davids søn!“
„Du lyver, Salomon har hentet sit segl og sidder på sin trone.“
Salomon vidste, at det var hans synd, der havde indhentet ham. Han gik omkring og erklærede, hvem han var, men overalt kastede folk skidt på ham og kaldte ham for sindssyg. I fyrre dage, lige så lang tid som afguden var blevet tilbedt i hans palads, måtte han leve af at arbejde for fiskerne.
Imens var stormændene og ikke mindst vesiren Azaf ibn Barakia blevet utilfredse med de afgørelser, Salomon traf siddende på sin trone. Derfor gik vesiren til haremmet for at spørge kvinderne, om de også var utilfredse med Salomon.
„Han vil ikke lade os alene, selv om vi har menstruation,“ sagde de.
Azaf gik tilbage og fortalte, at det stod endnu værre til med Salomons private forhold end med de offentlige.
Da de fyrre dage var gået, flygtede Sakhra. Han passerede havet, og han smed Salomons ring i vandet. En fisk slugte den.
Samme dag fik Salomon sin sædvanlige løn af fiskerne bestående af to fisk, og da han åbnede den ene for at rense og stege den, fandt han sit segl. Han tog ringen på og faldt ned for at bede til Mig: „Herre, tilgiv mig, og giv mig et kongedømme så stort og herligt, at det aldrig skal overgås af nogen senere herskers kongedømme. Det er Dig, der er den gavmilde giver af kongedømmer.“
Så gjorde Jeg ham igen til hersker over vinden, så den på hans befaling underdanigt bevægede sig derhen, hvor han ønskede det.
Salomon drog nu på plyndringstogter, og når han bestemte sig for et togt, indkaldte han sin hær. Så huggede han en planke ud af et stykke træ og satte sin hær af mænd, dæmoner og dyr på den. Eller han lod dem alle stille sig på et grønt silketæppe, hvor han selv sad på sin trone i midten, og vindene løftede det op og bar den udrustede hær, hvorhen han ønskede det. På denne måde kunne han udføre en måneds rejse på en aften eller en morgen.
Jeg sørgede også for, at dæmonerne blev ham underdanige, både som bygmestre af vidunderlige bygninger og som perledykkere. Andre, der var sammenlænkede med kæder fra deres håndled til deres hals, blev hans slaver.
„Dette er Mine gaver til dig,“ sagde Jeg. „Og lige meget om du overdrager disse slaver til, hvem du vil, eller beholder dem selv, så vil du ikke blive stillet til regnskab for det.“
Han står Mig nær og skal få et herligt hjem i Paradis.
40 Muhammed, husk også Min tjener Job, da han i sin nød råbte til Mig: „Satan har ramt mig med elendighed og plage!“
Job var fra Rom. Jeg havde oprindeligt udvalgt ham og givet ham velstand og mange børn og andre velsignelser. I Syrien, i Hauran i Østjordanlandet, ejede han bjerge, dale og græsgange, og han havde flere dromedarer, heste, kvæg, får, geder og æsler end nogen anden. Med sin kone, Rahma, havde han tolv børn. Han var from og ærbødig og gavmild mod fattige, enker og faderløse samt mod gæster og rejsende. Han var taknemlig for Mine gaver og vidste, at Jeg havde holdt Satan fra at ramme ham, som Jeg ofte rammer rige mennesker, nemlig ved at få dem til at glemme Mine bud og i stedet glæde sig over denne verdens ting.
Satan opholdt sig uden for Den Syvende Himmel, men hvert år bad han om tilladelse til at komme ind. En dag spurgte Jeg ham: „Har du nogen magt over Min tjener Job?“
„Herre, hvordan skulle jeg have magt over ham? Hvis Du ikke havde givet ham ejendom, luksus, godt helbred og mange børn, så ville han ikke have takket Dig, tilbedt Dig og adlydt Dig. Men fjerner Du disse goder, så vil han tilbede nogle andre.“
„Jeg giver dig magt over ham og hans rigdom!“ sagde Jeg. Jeg vidste selvfølgelig mere end Satan, nemlig at Jeg kun gav ham denne magt for at øge Jobs belønning efter prøvelsen. Jeg ville gøre ham til et forbillede under modgang, således at det blev tydeligt, at modgang i denne verden vil blive belønnet i den næste.
Min fjende kravlede hurtigt ned gennem himlene og stillede sig på den sten, hvor Kain havde knust sin bror Abels hoved. Den var sort og flød med råddent vand, og her samlede han sin hær af dæmoner og onde giganter og fortalte, at han havde fået magt over Job. „Hvad skal jeg gøre?“ spurgte han.
„Jeg er en hvirvelvind af ild, jeg vil ødelægge hans ejendom,“ sagde en af de forsamlede.
„Gør det,“ sagde Satan.
Det gjorde han, og alle Jobs dromedarer og hyrder blev brændt.
Forklædt som hyrde kom Satan til Job, mens han bad, og fortalte ham, at en ildstorm havde brændt hans dromedarer og hyrderne bortset fra ham selv.
Men Job genkendte Satan og sagde: „Priset være Gud, der gav dem og tog dem. Han reddede dig, som Han fremkalder giftigt rajgræs af værdiløs sæd!“
Satan ødelagde Jobs rigdom bid for bid, og hver gang lovpriste Job Mig og Min dom og fandt sig tålmodigt i prøvelsen.
Da Job ikke havde mere tilbage af gods og dyreflokke, kom Satan til slottet, hvor Jobs familie og tjenestefolk boede. Han tog skikkelse af en voldsom storm, løftede slottet op i luften og kastede det derefter over hans børn og tjenere og knuste dem alle. Så gik han til Job, forklædt som en af hans tjenere med sorg i ansigtet, og fortalte om ulykken.
Job sørgede. Han lagde støv på sit hoved og ønskede, at hans mor ikke havde født ham.
Det blev Satan glad for at høre, og han svang sig op gennem himlene. Men Job fortrød, så da Satan dukkede op for at berette om sin succes, havde Jobs anger allerede nået Mig.
Så bad Satan om magt over hans krop bortset fra hans tunge, hjerte, åndedræt, hørelse og syn.
„Den giver Jeg dig,“ svarede Jeg.
Nu blæste Satan en ånde af ild ind i ham, mens han bad. Vorter på størrelse med fårs balder brød frem, og han kradsede i dem med sine negle, indtil neglene faldt af, så med lertøj og derefter sten, indtil hans kød faldt af, og tilbage var kun blodårer, sener og knogler. Hans øjne vandrede rundt i hans hoved, hans hjerte prøvede at forstå. Intet kom ud af hans tarme, for han spiste og drak kun nok til at bevare dem.
I syv år lå Job i denne tilstand på en dynge affald, men han gav ikke efter for Satan.
40 På et tidspunkt kom Satan forklædt som en fornem mand ridende til Jobs overlevende kone, Rahma, på en ganger som af en anden verden. Han spurgte hende, om hun kendte ham.
Da hun svarede nej, fortalte han, at han var jordens gud og ansvarlig for hendes mands skæbne. Den var en straf, fordi han tilbad himlens Gud, men hvis han én gang ville bøje sig for ham, ville han give dem begge al deres rigdom og alle deres børn tilbage. Så viste han i et mægtigt syn det, han lovede hende.
Rahma gik til Job og fortalte, hvad hun var blevet lovet, og hvad hun havde set.
„Guds fjende kom til dig for at friste dig bort fra din religion. Jeg sværger, at Hvis min Herre udfrir mig, så vil jeg slå dig med hundrede slag!“
Men pinslerne blev værre, og Job ønskede, han var blevet kastet bort med sin mors månedlige blødning. „Herre, jeg kender ikke min synd, jeg ved ikke, hvorfor du vender Dit ansigt bort fra mig, men lad mig dø! Jeg er Din tjener. Men selv hvis mine ben var af jern, min krop af messing og mit hjerte af sten, så kunne jeg ikke bære dette.
Du har prøvet mig, og Du vil befri mig. Mine fingre er væk, så når jeg løfter en smule føde, kan jeg kun netop få det op til munden. Min gane er væk, og det, der var mellem ørerne, er rådnet bort, så man kan se mit ene øre gennem det andet. Mine pupiller hænger på mine kinder, min tunge er opsvulmet og spærrer for føden. Mine ben er som to skindsække fyldt med vand, som jeg ikke kan bære, og jeg har ikke et barn tilbage, der kan hjælpe mig!“ Og han forstod ikke, hvad han skulle straffes for, for han havde kun gjort gode gerninger.
„Fortæl mig min synd, Herre. Du, der kender regndråbernes og bladenes antal, intet er skjult for Dig. Tilintetgør mig ikke, uden at jeg kender min synd. Hvis Du ikke er afhængig af mig, så behøver Du heller ikke at være en tyran i Din dom og hurtig til at straffe. Kun den svage tyr til tyranni.“
Nogle af Jobs venner samledes ved hans side og anklagede ham for at have syndet, for ellers ville Jeg ikke straffe ham sådan. Men en ung mand sagde: „Ved I ikke, at Job er det reneste menneske, der findes på jorden i dag? Hvis dette er en prøvelse, så ved I, at Gud prøver Sine profeter, Sine martyrer og Sine gudfrygtige tjenere. Hans prøvelser er en ære for dem.“
Da tog Jeg ordet: „Job, Jeg har aldrig været fjernt fra dig. Rejs dig op. Rejs dig i skikkelse af en kolos, for kun en kolos kan gøre sig gældende over for Mig. Kun den kan tale med Mig, som sætter bidsel på en løve, kommer et lam i munden på en grif, kød i munden på en drage, vejer lysets og vindens vægt, binder solskinnet og gør i morgen til i dag.
Vil du diskutere med Mig om dine synder eller kappes med Mig i din elendighed? Hvor var du, da Jeg skabte jorden og lagde dens fundament? Er du i stand til at overskride dens grænser? Eller kender du afstanden mellem verdenshjørnerne, som jeg anbragte? Hvor var du den dag, Jeg satte himlen som loft over luften uden så meget som en teltpæl som støtte? Følger stjernernes baner dit bud? Er det dig, der får det til at regne, eller som forstår tordenens stemme? Er det dig, der har lagt de dødes sjæle på lager, ved du, hvor huset med sneens skatkiste står, eller hvælvingen med kulden? Ved du, hvor alle dagene og nætterne gemmes, hvor vindene skjules, og hvilket sprog træerne taler? Hvem gjorde Sig englene underdanige, styrtede tyranner og sendte fuglene til deres reder? Er det din skarpsindighed, der får mødrene til at give børnene næring fra deres bryster og opdrage dem til livet, og gav du ørnene deres syn?“
Job ønskede, at jorden ville åbne sig og sluge ham. „Min Gud, det er, som har Du gjort mig til Din fjende! Tilgiv mig for, hvad jeg måtte have sagt, og jeg vil aldrig igen gøre, hvad Du hader.“
„Min viden har gennemtrængt dig,“ svarede Jeg på hans bønner. „På grund af Min nåde er Min vrede mod dig fjernet. Jeg har tilgivet dig og giver dig din familie og alle de andre tilbage sammen med din rigdom. Stamp med din fod i jorden, og vask dig med det vand, der bryder frem, drik og mærk dets kølighed, og giv ofringer for dine venner.“
Job rejste sig og stampede, en kilde vældede frem, og han drak af den. Rahma, hans kone, kom, hun ledte efter ham og spurgte efter en lidende mand, der plejede at ligge her. Da han smilte, genkendte hun ham, og de omfavnede hinanden.
Og Jeg rejste hans familie fra de døde og gav ham siden lige så mange børn oveni, som der havde været døde. Hans kone, der blev ung og smuk igen, fødte i alt seksogtyve som et bevis på Min barmhjertighed og som en formaning for dem, der forstår.
„Job,“ befalede Jeg, „tag et knippe af løse palmeblade i din hånd, og slå med det, så du ikke bryder dit løfte om at straffe din kone.“
Jeg fandt i den grad Job tålmodig. Hvilken herlig tjener han var, igen og igen bad han til Mig!
45 Og, Muhammed, husk også Mine tjenere Abraham, Isak og Jakob, de var mægtige og oplyste mænd. Jeg gjorde dem rene gennem en perfekt renselse og klar til Den Himmelske Bolig. De hører til de udvalgte og fremstående hos Mig.
Husk også Ismael, Elisa og Dhu al-Kifl. Ja, alle disse var gode mænd.
Dette er en påmindelse. Dem, der frygter Mig, venter der et herligt hjem, når de vender tilbage til Mig, for Edens Haver skal stå med vidt åbne porte for dem. Bag portene skal de ligge tilbagelænede på bløde hynder og bede om frugter, som findes i overflod, og dejlige drikke. Og hos dem skal der være jomfruer på omkring tredive år, den alder, de selv er blevet rejst til live i og skal forblive i. Jomfruerne skal have blufærdige blikke, der aldrig skal kikke på andre mænd end deres udvalgte, og de skal aldrig forlade deres telte. Dette er, hvad der loves jer på Regnskabets Dag! Dette er Mine haver, og Min belønning til de retfærdige er, at de skal bo i dem i al evighed.
Sådan er det. Men de ugudelige, der overskred de grænser, Jeg havde sat for dem, venter der derimod et yderst ondt hjem: Helvede, hvori de skal steges. Hvilken forfærdelig seng at ende i!
Sådan er det. Så lad dem smage det: kogende vand og ulækker materie og meget andet af samme slags. Og så skal der blive sagt til de forførte: „Her er hele flokken af jeres vantro førere, nu skal de blive smidt hovedkulds ned til jer i flammerne. Der findes intet „Velkommen“ for dem, de skal udelukkende ristes i Helvedets ild!“
Og fra ilden råber de forførte til deres tidligere ledere: „Nej, der findes intet „Velkommen“ for jer, for det er jer, der er skyld i vores ulykke.“
Hvilken forfærdelig bolig at ende i! Og så skal de henvende sig til Mig og kræve: „Herre, giv dem, der var skyld i vores evige straf, dobbelt staf i Helvedets ild.“
De vantro i flammerne skal også spørge: „Hvordan kan det være, at vi ikke ser Muhammeds tilhængere, som vi antog for at være onde mennesker, og som vi plejede at gøre grin med? Eller har vi bare ikke fået øje på dem?“
Sådan skal det være, Helvedets indbyggere skal skændes med hinanden!
65 Muhammed, sig til mekkanerne: „Jeg er blot en advarer, og der er ingen anden gud end Gud, Den Ene, Den Sejrende, Herren over himlene og jorden og alt derimellem, Den Almægtige, Ham, der tilgiver synd. Dette er et mægtigt og vigtigt budskab, men I vender ryggen til det! Jeg havde ingen viden om de øverste engle, da de skændtes om skabelsen af mennesket, for mig er det bare blevet åbenbaret, at jeg er en klar og tydelig advarer for jer i al offentlighed.“
Husk, Muhammed, da Jeg sagde til englene: „Jeg vil skabe mennesket af ler, og når Jeg har formet ham og indblæst noget af Min ånd i ham, så fald ned som i tilbedelse af ham.“
Og Jeg skabte ham, og alle englene faldt ned foran ham bortset fra Iblis. Han var for stolt og hørte til dem, der ikke tror.
„Iblis, hvad afholder dig fra at falde ned for det, Jeg har skabt med Mine egne hænder?“ spurgte Jeg. „Er du hovmodig, eller tror du, at du er en af de ophøjede?“
„Det er,“ svarede Iblis, „fordi jeg er bedre end ham. Du har skabt mig af fornem ild, men ham har Du skabt af ler. Ild fortærer ler, og jeg har tilbedt Dig under Paradisets skyggefulde træer sammen med keruberne, seraferne og alle himlenes øvrige indbyggere.“
„Da Jeg er alvidende,“ svarede Jeg ham, „vidste Jeg, at englene ville adlyde Mig, og at du ikke ville. Og uanset hvor længe du har tilbedt Mig, så har Jeg altid vidst dette. Forsvind herfra og bort fra Min barmhjertighed. Du er én, der bør stenes og forbandes, og Min forbandelse skal hvile over dig til Dommedag.“
„Herre,“ svarede Iblis, „giv mig udsættelse til den dag, hvor de døde opvækkes til liv på ny.“
„Så vær da blandt dem, der får udsættelse til den fastsatte dag.“
„Ved Din magt!“ sværgede Iblis. „Jeg vil lede menneskene og dæmonerne på vildspor bort fra vejen til Dig, undtagen Dine udvalgte og oprigtigt troende tjenere.“
„Det er sandt,“ svarede Jeg, „og Jeg taler sandt: Jeg skal fylde Helvede med dig og dem, der følger dig, jer alle sammen!“
I det samme blev Iblis’ ansigt forvandlet til Satans, og englene, der stirrede på hans djævelske fjæs og lugtede hans afskyelige stank, overfaldt ham med deres spyd, mens de råbte: „Fordømt, fordømt!“
Satan stak af, men de fangede ham og kastede ham i Den Brændende Sø. Søens engle overfaldt ham med deres spyd af ild og stak ham, mens han flygtede, indtil de nåede floden Eufrat, hvor han forsvandt ud af syne.
Muhammed, fortæl dette til mekkanerne, der spørger om dit forhold til deres penge: „Jeg kræver ingen løn af jer for min prædiken af Koranen, og jeg er ikke en, der som en bedrager tager noget, der ikke tilkommer ham. Koranen er ikke andet end en advarsel til alle skabninger i alle verdener, og det skal I i den grad opdage om nogen tid!“