Muhammed, stammelederne i Mekka smedede rænker for at slå dig ihjel. Amr ibn Hisham påbød hver klan at stille med en ung, stærk kriger med et skarpt sværd. Så skulle de i fællesskab stikke dig ned, og alle klaner ville være med i drabet, så din klan ikke kunne hævne dig, men måtte nøjes med at få udbetalt blodpenge.
Men Gabriel kom til dig og advarede dig.
Da det blev mørkt, mødtes attentatmændene ved dit hus, og Amr ibn Hisham sagde til dem: „Muhammed påstår, at hvis I følger ham, bliver I konger over både araberne og perserne. Efter jeres død vil I genopstå i haver så underfulde som dem i Jordan. Men hvis I ikke følger ham, vil I blive nedsablet, og når I genrejses fra de døde, vil I blive brændt i Helvedets flammer.“
Da trådte du ud til dem med en håndfuld støv i hånden og sagde: „Det er præcis, hvad jeg siger. Og du er blandt de sidste, Amr ibn Hisham!“
I det samme gjorde Jeg for et øjeblik mændene blinde, og du dryssede støv over deres hoveder, mens du fremsagde Min åbenbaring: „Jeg sværger ved den vise koran, at du, Muhammed ibn Abdullah, er en af Mine udsendte, der skal vise den rette vej!“
Koranen er en nedsendelse fra Mig, der har magt over alle ting, og som er barmhjertig mod de rettroende. Den er sendt til dig, for at du skal advare araberne, hvis forfædre ikke blev advaret af noget sendebud fra Mig, og som derfor lever i ligegyldighed, hvad angår det kommende liv.
Mine ord om, at størsteparten af dæmonerne og menneskene er fordømte og skal fylde Helvede, blev udtalt over dem ved Adams fald, så derfor tror de ikke. Jeg har lagt lænker om halsen på dem, op til hagen, så deres hoveder er tvunget op, og deres ene hånd er lænket til kraven. Jeg har sat en barriere foran dem og en barriere bag dem, så de hverken kan se frem eller tilbage, og Jeg har kastet et klæde over dem, så de ikke kan se. Sådan skal de fremstilles for Mig på Dommedag.
Men det er ligegyldigt for dem, Muhammed, om du advarer dem eller ej; de skal ikke komme til at tro. Du kan kun advare den, der retter sig efter Koranen og frygter Mig, som han ikke kan se, og Mine løfter og trusler i Skriften: Forkynd for ham det gode budskab om tilgivelse for hans synder og en herlig belønning i det kommende liv.
Jeg skal opvække de døde til liv, og Jeg skriver hvert eneste menneskes handlinger og konsekvenserne af dem på jorden ned i gerningernes bøger; og det hele har Jeg på forhånd opskrevet i Bogen fra inden skabelsen, hvor Koranen og alle menneskenes gerninger frem til Dommedag står optegnet.
12 Muhammed, fremlæg som eksempel for mekkanerne de vantro indbyggere i Antiochia. Her boede skrædderen Habib al Najjar, der arbejdede med silke. Han var tynd og spedalsk, og hans hus lå for sig selv ved den fjerne byport. Han var en troende, der gjorde gode gerninger; når det blev aften, delte han dagens indtægt i to og gav den ene halvdel som almisse. Han var ikke tynget af sin sygdom eller sit arbejde eller sin svaghed, for han var ren af hjertet.
Byens hersker var Antiochos, der tilbad afgudsbilleder og troede på flere guder.
Jeg sendte to af Jesu disciple, Johannes og Paulus, til dette folk, og da de nærmede sig byen, mødte de skrædderen Habib og fortalte ham om deres mission. Han spurgte, hvilke beviser de havde for denne mission, og de fortalte ham, at de kunne kurere den syge og den blinde og den spedalske. For at vise det lagde de hånd på ham, og han blev straks rask.
Nu gik de ind i byen og prædikede, at indbyggerne skulle dyrke Mig, den eneste og sande Gud.
Men indbyggerne sagde, at de var løgnere: „I er blot dødelige mennesker ligesom os, og Den Barmhjertige har ikke åbenbaret noget for jer.“ De fik byens hersker til at fængsle disciplene for at prøve på at forføre hans undersåtter.
Derfor styrkede Jeg dem med en tredje discipel, Simon Peter. Han fik sine venner ud af fængslet ved at vække en ung fyr, der havde været død i syv dage, til live, og dermed opnå denne gunst. Nu sagde alle tre disciple: „Vi er udsendt til jer indbyggere i Antiochia af Gud.“
„I lyver,“ hævdede indbyggerne atter.
„Nej, vores Herre ved, at vi er udsendt til jer, og der er ikke pålagt os andet end at prædike et budskab, der er blevet bevist af mirakler, nemlig helbredelsen af de syge, blinde og spedalske og genrejsningen af de døde til livet.“
Men indbyggerne var trodsige: „Vi ser jer udelukkende som et dårligt varsel, for regnen bliver holdt tilbage fra os, og det må være jeres skyld. Hvis I ikke stopper jeres prædiken, skal vi stene jer, og sådan skal vi ramme jer med en smertefuld straf!“
„Jeres varsel kan I beholde for jer selv,“ svarede de tre. „Den manglende regn skyldes jeres manglende tro på Gud. Vil I fremture i jeres vantro efter, at I er blevet advaret? I er urimelige mennesker, der langt overskrider de grænser, Gud har sat for jer.“
Da Habib hørte, at Antiochos og byens indbyggere ville dræbe disciplene, kom han løbende fra det fjerneste hjørne af byen og påkaldte Mit navn og opfordrede dem til at følge de tre: „Følg dem, der ingen løn kræver af jer for deres prædiken og retledning, for de er på rette vej.“
„Tilhører du deres religion?“ spurgte folk omkring dem.
„Hvorfor skulle jeg ikke tilbede Ham, der skabte mig, og som I alle skal føres tilbage til, når I er døde? Skulle jeg skaffe mig andre guder ved siden af Ham? Hvis Den Barmhjertige vil mig noget ondt, så vil sådanne afguders forbøn ikke hjælpe mig det ringeste, og jeg ville være fanget i en åbenlys vildfarelse. Jeg tror udelukkende på jeres Herre, hør derfor på mig!“
Da Habib havde sagt dette, overfaldt Antiochias indbyggere ham hver og én. De stenede ham og trampede på ham, indtil hans luftrør kom ud af hans anus.
Da sagde Jeg til ham: „Træd ind i Paradis, Min martyr,“ og det gjorde han befriet for sin sorg og sine kvæstelser.
„Hvis bare mit folk vidste,“ sagde Habib, „at min Herre har tilgivet mig og sat mig blandt de højt ærede!“
Jeg nedsendte ikke nogen hærskarer fra himlen til hans folk efter hans død for at dræbe nogen. Jeg benyttede Mig heller ikke af nogen af de former for ødelæggelse, Jeg tidligere havde ramt vantro stammer og folk med, hverken syndflod, stenregn eller kvælende vind. Straffen bestod blot i ét eneste skrig fra Gabriel i den nederste himmel, og det var Min hævn for deres behandling af Habib, som her ramte dem: Antiochos og hver eneste af Antiochias indbyggere blev tilintetgjort!
29 Hvor er menneskene elendige! Intet sendebud kommer til dem, uden at de spotter og latterliggør ham. Men har de ikke lagt mærke til, hvor mange generationer før dem Jeg har tilintetgjort? Og de skal aldrig komme tilbage til dem, men skal som alle andre stilles frem foran Mig på Dommedag.
Et tegn på Opstandelsens Dag har de i den døde og golde jord: Jeg giver den liv, når Jeg lader regnen falde, og frembringer på denne måde forskellig slags korn af den, og det spiser og lever de af. Jeg har også frembragt lunde med daddelpalmer og vindruer af jorden, og Jeg har ladet kilder springe frem af den, for at de skulle kunne spise af frugterne og af det, deres hænder frembringer. Vil de da ikke være taknemlige for Mine gaver?
For Mig alene er al ære, Jeg, som skabte alle jordens planter parvis, som han og hun, og alle de vækster, de end ikke kender. De har også et tegn i natten, som Jeg skiller med dagen, og med nattens komme dækkes de af mørke. Så haster solen til den hvileplads, der er udpeget for den.
Dette er Min ordning, og månen har Jeg tildelt forskellige faser, til den kommer igen som en gammel, bøjet og vissengul palmegren. Solen skal ikke indhente månen i sit løb, og natten kommer heller ikke før dagen; hvert eneste himmellegeme vandrer i sin egen tildelte bane.
De har også et tegn i, at Jeg bragte deres forfædre gennem syndfloden i Noas ark tungt lastet med levende skabninger, og at Jeg har skabt de dromedarer, som de kan stige på og med dem rejse over land, og at Jeg har skabt mindre skibe end arken. Og hvis Jeg vil, drukner Jeg dem, og der er ingen til at høre deres skrig og hjælpe dem, og de vil ikke kunne reddes af andet end Min barmhjertighed, og det for at de kan nyde det jordiske liv for en tid.
Når man siger til dem: „Frygt straffen i denne verden, og så vil I måske opnå barmhjertighed,“ så vender de ryggen til dig, Muhammed. Du bringer ikke et eneste af Mine tegn til dem, uden at de trodsigt vender ryggen til!
Og når de fattige, troende mekkanere siger til de rige mekkanere: „Giv almisser af det, jeres Gud har forsynet jer med,“ siger de vantro spottende: „Skulle vi bespise den, som I påstår, at Gud kunne bespise, hvis Han ville? Når Han ikke vil det, så må det jo være, fordi Han finder os mere værdige at bespise. Nej, I er fanget i en åbenlys vildfarelse!“
48 Og de stiller spørgsmål, disse vantro mekkanere: „Hvornår skal denne trussel om Opstandelsens Dag udføres, hvis I taler sandt?“
De skal blot afvente ét eneste stød i basunen, det første, hvor alle væsner i himlene og på jorden skal rammes med rædsel bortset fra dem, Jeg ikke vil det for. Og da skal bjergene blive til støv, solen skal blive sort og stjernerne styrte ned og havet bryde i flammer, og ingen skal bekymre sig om de højdrægtige hundromedarer. Og det skal komme som en overraskelse for dem, mens de skændes, og de vil ikke have tid til at disponere over deres værdier, og de skal heller ikke kunne vende tilbage til deres familier. Alt levende skal udslettes.
Og der skal stødes i basunen igen, og de døde skal myldre frem af deres grave for i al hast at forsamles foran Mig. Så skal de angre: „Stakkels os! Hvem har vækket os fra vores hvilested? Jo, dette er, hvad Den Barmhjertige truede os med, og Hans sendebud har nu vist sig at have talt sandt!“
Der lyder blot dette stød i basunen, og se, så skal de alle sammen være til stede foran Mig. Og Jeg skal sige til dem: „I dag skal ingen sjæl lide den mindste uret, I skal blot få belønningen eller straffen for jeres gerninger!“
På denne dag skal Paradisets indbyggere fryde sig over alt, og de og deres hustruer skal hvile tilbagelænede på bløde hynder i skyggen, og der skal de få frugt og alt det, de beder om. „Fred!“ skal Jeg barmhjertigt hilse disse gudelige mennesker med.
Men til dem, der ikke troede på Mig, skal Jeg sige: „I skal blive skilt fra de troende i dag, syndere! Påbød Jeg jer ikke, I Adams børn, at I ikke skulle tjene og tilbede Satan, fordi han var en åbenlys fjende af jer? Og sagde Jeg ikke, at I skulle tjene og dyrke Mig, at det var den rette vej? Men han har ført en stor mængde af jer på vildspor; havde I da ingen forstand? Se, dette er Helvedet, som I blev truet med! I dag skal I steges i det, fordi I ikke troede på Mig og Min hævn!“
På denne dag skal Jeg forsegle deres mund, så de ikke kan forsvare sig med ord, men deres hænder skal til gengæld tale til Mig, og deres fødder skal vidne om alt, hvad de gjorde.
Hvis det passer Mig, kan Jeg til enhver tid stikke deres øjne ud, og måske skal de stridbare så fortsætte med at løbe den vej, de plejede, og hvordan skulle de kunne se deres fejltagelse?
Og hvis Jeg vil, kan Jeg omskabe dem på stedet, så de ikke er i stand til at gå frem og heller ikke kan vende tilbage. Sådan fortjener de at blive behandlet på grund af deres vantro, men Jeg har givet dem udsættelse til en bestemt tid. Enhver, som Jeg giver et langt liv, gør Jeg krumrygget af ælde; har de da ingen forstand?
69 Mekkaneren Uqba ibn Abu Muayt siger, at du, Muhammed, blot er en digter, der har opdigtet Koranen. Men Jeg har ikke lært dig digtekunsten, og du ville heller ikke egne dig for den, hvis du ville være digter.
Muhammeds budskab og Koranen er ikke andet end en tydelig påmindelse og advarsel til dæmoner og mennesker fra Mig, for at Muhammed skal advare den, der tager sig i agt. De, der ikke gør det, er som de døde, og dommen skal retfærdigt og uundgåeligt ramme den, der ikke tror.
Har de vantro arabere ikke lagt mærke til, hvordan Jeg med Mine hænder blandt andet har skabt dromedarer og andre husdyr til dem, så de kan råde over dem? Og at Jeg netop har gjort dem til herrer over dem, så de kan ride på nogle og spise andre, og de får tilmed andre fordele af dem som mælk til at drikke? Vil de så ikke være taknemlige for Mine gode gaver?
Men de har antaget guder ved siden af Mig i håb om at få hjælp fra dem, men de er ikke i stand til at hjælpe dem, for de falske guder skal selv føres frem og stilles til doms foran Mig ligesom deres tilbedere.
Muhammed, du må ikke lade mekkanernes tale gøre dig ked af det; Jeg ved, hvad de hemmeligholder, og hvad de åbent ytrer.
Har mennesket ikke lagt mærke til, at Jeg skabte ham af en dråbe sæd? Alligevel er han en åbenlys benægter af Opstandelsen sådan som mekkaneren Ubayy ibn Khalaf, der kom til dig med en gammel, skør knogle og spurgte: „Hævder du, at Gud kan genoplive denne?“ Så knuste han den mellem sine fingre og pustede smulerne i ansigtet på dig. Han sammenligner med Mig og har glemt sin skabelse, når han siger: „Hvem skal opvække knoglerne, når de er forrådnede?“
Du lovede ham, at Jeg ville sende ham til Helvede, og svar ham også: „Ham, der frembragte dem første gang, skal genopvække dem til liv, for Han forstår Sig på al slags skabelse. Det er Ham, der skaffer jer ild fra de stykker af frisk træ, som I tænder op ved, når I gnider dem mod hinanden. Så skulle Han, der skabte himlene og jorden, ikke have magt til at skabe og genskabe nogle som jer? Jo, for Han er Skaberen, Den Alvidende.“
Jeg skal bringe jer tilbage til livet, for Opstandelsen er ikke meget anderledes end jeres første skabelse, og den er ikke svær for Mig. Når Jeg ønsker en ting, siger Jeg blot: „Vær!“ og så er den.
Derfor al ære til Mig, der har herredømmet over alting, og til Mig skal I alle føres tilbage på Den Sidste Dag!