Åbenbaringen af denne bog kommer fra Mig: Den Almægtige, Den Alvidende. Jeg har skabt himlene og jorden og alt derimellem med dette formål: At mennesker og dæmoner med forstand kan se Min magt og visdom, for at de alvorligt må betragte skabelsernes mirakler og målrette alt i deres liv mod deres kommende lykke og afvise denne verdens flygtige nydelser. Og himlene og jorden er kun skabt til en fastsat tid: indtil Dommedag.
Men de vantro vender sig i foragt eller ligegyldighed bort fra de advarsler, de har fået.
3 Du skal sige til dem, Muhammed: „Hvad mener I om de guder, som I påkalder ved siden af Gud? Vis mig, hvilken del af jorden de har skabt! Eller har de nogen andel i skabelsen af himlene? Vis mig en bog, som er blevet åbenbaret af disse såkaldte guder før denne koran. Eller vis mig bare nogle spor af gammel viden om religion, som I måtte have til at understøtte jeres påstand om jeres guders skaberkraft, eller om at andre end den sande Gud skal tilbedes, hvis I virkelig taler sandt!“
Hvem er mere på vildspor end den, der i stedet for Mig påkalder sådanne falske guder, som ikke svarer ham før på Opstandelsens Dag, for indtil da er de ligeglade med deres tilbederes anråbelse af dem? Og når menneskene forsamles på Opstandelsens Dag, bliver dem, som de tilbad, til deres fjender, og de skal fornægte, at deres tilbedere overhovedet dyrkede dem.
Når Mine tegn tydeligt og klart fremsiges som åbenlyse beviser for de vantro, så siger de om sandheden, om Koranens vers: „Dette er åbenlys trolddom.“ Og de siger: „Muhammed ibn Abdullah har opdigtet dem alle.“
Svar dem, Muhammed: „Hvis jeg havde opdigtet Koranen, så kunne I ikke opnå den mindste velsignelse for mig hos Gud, og Han ville straffe mig frygteligt. Men Han ved udmærket, hvad I udspreder om dette med jeres glatte tunger. Han er tilstrækkeligt vidne mellem mig og jer, Han er tilgivende og barmhjertig over for de rettroende.
Og jeg er ikke en profet, der kommer med nye regler og bud. Jeg kan heller ikke udføre, hvad profeterne før mig ikke kunne, nemlig lige præcis det mirakel, hvem som helst måtte finde på at kræve af mig. Og jeg ved ikke, hvad der skal ske med mig og heller ikke med jer efter dette. Jeg retter mig blot efter det, der åbenbares for mig, og jeg er blot en, der advarer offentligt om Dommedags straf. Og hvad vil I gøre, hvis denne bog med dens lære kommer fra Gud, og I fornægter den?“
En af Medinas jøder, Abdallah ibn Salma, var med dig i jødernes synagoge, da du erklærede, at du var Min sidste profet inden opstandelsen. Og han bevidner, at dette står i jødernes torah, Loven, og at der er overensstemmelse mellem den og Koranen, og han tror på det, mens resten af I jøder i Medina hovmodigt benægter det: Men hvilken situation er I så fanget i?
Jeg vejleder ikke de hovmodige mennesker, der sådan tager fejl, men de vantro siger om de sande troende: „Hvis Koranen havde været en god bog, ville vi have været de første til at tro på den.“ Men da de ikke lader sig vejlede af den, siger de: „Det er blot legender fyldt med gammel løgn.“
11 Før denne koran åbenbarede Jeg Moses’ bog som en retledning og som et bevis på Min barmhjertighed. Og Koranen bekræfter det samme på arabisk for at advare og true dem, der øver uret, og for at påminde og forkynde et glædeligt budskab for dem, der gør gode gerninger.
De, der siger: „Gud er vores Herre,“ og siden holder sig til den rette vej til Mig, skal ikke være hverken bange eller triste. De skal blive Paradisets indbyggere og leve der evigt som belønning for deres gode gerninger.
Jeg har pålagt mennesket at behandle sine forældre godt, for hans mor har båret ham i sit skød med smerte, og hun har født ham i smerte. Svangerskabet og amningen, frem til afvænningen er fuldført, varer tredive måneder, og han når sin styrkes højdepunkt, når han har opnået myndig alder, og når han er fyldt fyrre år, siger han: „Herre, gør det sådan, at jeg må være taknemlig for den nåde, Du har vist mig og mine forældre, og jeg må gøre gode gerninger, som behager Dig. Og giv mig gode efterkommere, for jeg vender mig til Dig og er blevet muslim.“
Det er disse mennesker, hvis gode gerninger Jeg accepterer, og Jeg skal være tilgivende over for deres onde gerninger, for de skal bo i Paradis. Dette er et sandt løfte, som de bliver givet i denne verden.
16 Men der er dem, som siger til deres forældre: „Skam jer! Skal I true mig med, at jeg skal opvækkes fra graven til nyt liv, når så mange generationer er gået bort før mig uden at vende tilbage?“
Forældre til disse sønner anråber Mig om hjælp til at irettesætte dem og siger til dem: „Pas på, og tro på Gud, for Guds løfte er sandt.“
Men de svarer dem: „Det er jo ikke andet end de skøre gamle historier.“
Det er disse benægtere, der rammes af den samme katastrofale forudsigelse som den, der ramte tidligere generationer af dæmoner og mennesker, og de er fortabte, medmindre de angrer deres synd og underkaster sig Den Sande Tro.
For enhver dæmon og ethvert menneske er der forberedt forskellige grader af lykke eller elendighed i det kommende liv, alt efter hvilke gerninger de har udrettet. Jeg skal give dem fuld belønning eller hævn, og her skal ingen lide nogen uretfærdighed.
Den dag, hvor de vantro skal føres frem til Helvedets ild, skal Jeg sige til dem: „I modtog det gode i jeres tid på jorden og ødslede det bort. I nød dette lavere liv, derfor skal I i dag lide en nedværdigende straf, fordi I var overlegne og stolte på jorden uden at have grund til det, og fordi I var ugudelige og overtrådte Mine regler!“
20 Muhammed, husk at fortælle om en af Ad-stammens egne, nemlig profeten Hud, der ligesom de andre profeter både før og efter ham var udsendt af Mig med Mine advarsler. Hud advarede sit folk i de vindformede sandklitter i den store sandørken i den sydlige del af Den Arabiske Halvø med disse ord: „Dyrk ingen anden gud end Gud! Hvis I gør det, frygter jeg, at straffen på en forfærdelig dag rammer jer!“
„Er du kommet til os for at få os til at holde op med at dyrke vores guder?“ spurgte de. „Hvis du taler sandt, så vis os da den straf, som du truer os med, her og nu.“
„Det er kun Gud,“ svarede Hud, „der ved, hvornår det vil ske. Jeg prædiker blot det budskab for jer, som jeg er blevet sendt med af Gud, men jeg kan se, at I er uvidende mennesker.“
Da de så forberedelserne til deres egen straf i form af en sky, der samledes over deres dale og dækkede himlen, sagde de uvidende: „Det er en sky, der vil give os regn.“
„Nej,“ svarede Hud, „det er derimod det, som I bad om at få fremskyndet: Det er en vind, der fører en forfærdelig straf med sig, og som skal udrydde alting på sin Herres befaling.“
Og sådan gik det. Denne dødbringende vind dræbte alle, der ikke troede på Min profet Hud, uanset køn, alder og stand. Al deres ejendom blev ødelagt, og morgenen efter var kun deres tomme boliger tilbage. Sådan straffer Jeg de syndige mennesker, der ikke tror på Mine profeter.
Jeg havde endda givet Ad-stammen en magt, som Jeg ikke har givet jer mekkanere. Og Jeg skænkede dem hørelse, syn og hjerte, men deres hørelse, syn og hjerte hjalp dem ikke det mindste, da de benægtede Mine tegn. Og Min straf, som de havde gjort grin med, ramte dem.
Jeg har tilintetgjort byerne rundt omkring jer, som Midjan, Sodoma og Gomorra, men Jeg havde inden givet dem forskellige tegn og åbenbaringer, for at de måske ville vende sig til Mig i anger. Og hvorfor kom der ingen hjælp fra dem, som de havde taget til sig som guder, og for at de skulle gå i forbøn hos Mig? Fordi de svigtede dem, og det var de vantros egne løgne, der forførte dem, det var alt sammen blasfemi og noget, de opdigtede.
28 Muhammed, husk den nat du var i Nakhladalen på vej hjem fra Taif, hvor du forgæves havde søgt om hjælp, og Jeg sendte syv dæmoner for at lytte til dig, mens du fremsagde Koranen.
Da de indfandt sig, sagde de til hinanden: „Vær stille, og hør efter!“ Og da fremsigelsen var forbi, vendte de tilbage til deres folk for at advare dem med de advarsler, de netop havde hørt. De sagde til dem: „Vores folk, vi har hørt fremsigelse af en bog, der er blevet nedsendt efter Moses som bekræftelse på Loven, der blev åbenbaret Moses inden denne koran, og denne koran leder til sandheden og den rette vej mod Paradis. Lyt derfor til Guds profet, Muhammed ibn Abdullah, der inviterer jer til sandheden og tro på Gud, så skal Han tilgive jer jeres synder og redde jer fra en smertefuld straf.“
Ingen af dem, der ikke vil lytte til Mit sendebud, Muhammed, eller adlyde ham, skal gøre sig håb om at forpurre Mine planer om hævn på jorden. Ingen kan flygte fra denne gengældelse, og ingen skal få andre beskyttere i stedet for Mig. De, der tror det, er fanget i åbenlys vildfarelse, og ingen synd er større end afgudsdyrkelse.
Ved de ikke, at Jeg, der har skabt himlene og jorden og end ikke blev træt af at udføre denne skabelse, også har magt til at rejse de døde til et nyt liv? Jo, Jeg er almægtig.
Den dag kommer, hvor de vantro skal føres frem til Helvedets ild, og der skal de spørges: „Er det, I står overfor, ikke sandt?“
„Jo, ved vores Herre!“ skal deres svar lyde.
„Så smag nu straffen,“ vil Jeg sige til dem, „fordi I ikke troede på sandheden!“
Og Muhammed, bær fornærmelserne og krænkelserne fra dit folk med samme tålmodighed, som alle Mine udholdende profeter før dig bar den spot med, som deres folk udsatte dem for, og bed ikke om at få straffen for de vantro fremskyndet. For den dag, de får den straf at se, som de er blevet truet med, skal det forekomme dem, at de kun har ventet en time i graven.
Dette er en advarsel! Men skal nogen anden end de ugudelige mennesker tilintetgøres?