Lovpris Mig, som en nat førte dig, Muhammed ibn Abdullah, fra kabaens fredhellige område i Mekka til tempelpladsen i Jerusalem. Jeg lod Gabriel vække dig og vaske dit bryst med vand fra brønden Zamzam for at fjerne alle spor af tvivl og afgudsdyrkelse. Så tog han et gyldent bæger og hældte visdom ud over dig og fortalte, at han i nattens løb på Mit bud ville lade dig stige op i Den Syvende Himmel for at se Mit skaberværk og tilbede Mig foran Mit evige ansigt.
Gabriel viste dig Buraq, der ventede: halvt muldyr og halvt æsel, skinnende hvidt og med vinger på begge flanker og med hale som en dromedars. Hovedet er som en kvindes hoved, og Buraq er dyret med skridt så lange, som øjet kan se, og også profeterne inden dig har redet på det.
I landede ved Templet i Jerusalem, adskillige profeter tog imod jer, og du ledte jeres fælles bøn.
Så sagde Abraham: „Priset være Gud, der befalede ilden at blive kold og kun brænde de bånd, jeg var bundet med.“
Moses fulgte efter: „Priset være Gud, der reddede Israels børn, retledte dem med sandheden og voldte undergang for faraoens hær.“
„Priset være Gud,“ sagde Salomon, „som gjorde vindene og dæmonerne til mine undersåtter, og som lærte mig fuglenes sprog.“
Jesus tog over: „Priset være Gud, der skabte mig, ligesom Han skabte Adam, og som lærte mig at forme fugle af ler og blæse livsånde i dem. Og som lærte mig at helbrede den, der er født blind, og den spedalske, og at vække den døde til live, og som beskyttede både mig og min mor mod Satan, så han ikke kunne sætte sit onde aftryk på os.“
Til sidst tog du ordet: „I har alle prist jeres Herre, og også jeg priser min Herre. Priset være Gud, der har sendt mig som en advarer til araberne, der har gjort mit folk til det bedste folk blandt menneskene og gjort mine tilhængere til de første og de sidste. Og som har ophøjet mit navn og gjort mig til Profeten, der bekræfter, forsegler og afslutter.“
1 Derefter gled den lysende stige ned fra himlen, og du og Gabriel klatrede op mod De Syv Himle. Bag dig, for foden af stigen, efterlod du dit fodaftryk i klippen.
I skyerne så du bredden af et enormt hav holdt oppe af Min kraft. Floden al-Kauthar flød ud i det, og det samme gjorde Paradisets fire floder af vand, mælk, vin og klar honning. Bredden var af guld og havbunden af rubiner og perler.
Ved den første port, I kom til, stod englen Ismail. Han kommanderede over tolv tusinde engle, der alle igen havde kommandoen over tolv tusinde engle. Bag porten sad Adam og tog imod en lang række af sjæle, og foran ham lå de bøger, hvor alle menneskenes gerninger er opskrevet. Til nogle i rækken smilte han og sagde: „En god sjæl fra et godt menneske.“ Disse måtte gå til højre. Foran andre trak hans ansigt sig sammen i væmmelse, og han snerrede: „En ond sjæl fra et ondt menneske!“ Og disse blev sendt til venstre.
På vejen gennem Den Første Himmel så du den store, hvide hane, hvis kam strejfer foden af Min trone. Det er den engel, der har ansvaret for at tælle dagens og nattens timer. Når det er tid for bøn, basker han med vingerne smykket med smaragder og perler og galer: „Der er ingen anden gud end Gud!“ På jorden hører alle haner ham og hylder ligeledes Mig.
Du mødte også englen halvt af ild, halvt af sne, der uophørligt lovpriser Mig til lyden af en torden, der kom fra rosenkransen af sne og ild. Hver af dens nioghalvfems perler af sne eller ild står for ét af Mine navne, og tordenen opstod, når han flyttede perlerne mellem fingrene.
Ad stigen kom du til Den Anden Himmel, hvor Jesus og Johannes Døberen tog imod, og her mødte du Azrail, Dødens Engel. Han var enorm; hans ene fod hvilede på en stol af lys, den anden på broen mellem Paradis og Helvede, og hans hoved nåede op i den øverste himmel.
I hver himmel tog en af Mine tidligere profeter imod jer, i Den Tredje Himmel var det Josef flankeret af tredive divisioner af engle, i den næste Enok, som blev løftet op og båret ind i Paradis af Tuba–træet, og i Den Femte Himmel så du det ocean af ild, der vil blive hældt ned i Helvede for at brænde og pine de vantro.
I Den Sjette Himmel tog Moses imod omgivet af tres divisioner engle, der udførte deres vigtigste opgave: at lovprise Mig.
Porten til Den Syvende Himmel, lavet af lys, var bevogtet af flere engle end nogen af de andre himmelporte, her kunne ingen dæmon slippe ind. Bag porten sad Abraham, som kaldte dig profeternes profet og førte dig forbi jomfruerne og ind i Paradis. Du nåede det yderste lotustræ: et stort træ med grene af smaragder og perler bugnende med udsøgte frugter af alle slags, og Gabriel kunne ikke gå med dig længere. Du havde nået stedet for Mine nærmeste venner.
I et vældigt lys lod Jeg dig træde frem, og du kastede dig ned og udbrød: „Mit hjerte har følt det majestætiske i Gud, og mine øjne har set det!“
„Løft dit hoved, og lovpris Mit navn!“ sagde Jeg.
Og det gjorde du sammen med millioner af engle.
2 Jeg gav Moses Loven, Torahen, og gjorde den til retledning for Israels børn, idet Jeg befalede dem: „Tag ikke andre end Mig som beskytter, I efterkommere af dem, Jeg reddede fra syndfloden ved at bringe dem med i Noas ark. Noa var en tjener, der var taknemlig for Min velvilje mod ham.“
I Loven bestemte jeg dette for Israels børn: „To gange skal I gøre fortræd på jorden og knejse i overmod.“
Og profetien blev opfyldt, og de blev straffet: Jøderne havde en konge, der hed Hezekiah. Jeg sendte en profet, Esajas, til at retlede ham og beordre folket til at overholde lovene i Torahen. Esajas proklamerede også det glædelige budskab om, at Jesus skulle komme, og også du, Muhammed.
Dernæst sendte Jeg Sennacherib, Babylons konge, med seks hundrede tusinde soldater, og han slog lejr omkring Jerusalem.
Kong Hezekiah lå syg med væskende sår på sine ben, da Esajas bragte ham nyheden.
„Guds profet,“ stønnede Hezekiah, „har Gud fortalt dig noget om, hvad der skal ske med os og Sennacheribs hær?“
„Nej,“ svarede Esajas.
Men så inspirerede Jeg Esajas til at gå til Israels børns konge og få ham til at skrive sit testamente og udpege en efterfølger.
Da Hezekiah hørte, at han skulle dø, brød han ud i gråd og bad til Mig og nævnte alle sine retfærdige gerninger og domme.
Jeg inspirerede Esajas til at gå til Hezekiah og fortælle ham, at Jeg havde accepteret hans bønner og udskudt hans død i femten år og reddet ham fra sine fjender.
Hezekiahs smerter forsvandt, og han faldt ned i bøn og tilbad Den Alvidende, Den Første og Den Sidste, Den Tydelige og Den Skjulte: Mig! Jeg fortalte Esajas, at han skulle lade sin konge få bragt figensaft og hælde den på sine sår, så ville de hele. Det gjorde han, og den næste morgen var han rask.
„Spørg din Herre, hvad Han vil gøre ved vores fjende,“ sagde Hezekiah.
Esajas spurgte, og Jeg fortalte ham, at næste morgen ville de alle ligge døde uden for Jerusalem bortset fra Sennacherib og fem af hans skrivere.
Den næste morgen kunne en udråber ved byporten bekendtgøre, at fjenden var tilintetgjort. Da Hezekiah gik ud for at lede efter Sennacherib, fandt han ham ikke blandt de døde. Men han fandt ham i en hule sammen med fem skrivere, af hvilke den ene var hans barnebarn Nebukadnesar. „Hvad mener du om, hvad Gud har gjort ved jeres hær?“ spurgte Hezekiah. „Har Han ikke i al Sin magt dræbt dem?“
„Den nåde, Han har vist jer, burde jeg have erkendt, inden jeg drog ud,“ svarede Sennacherib, „men jeg har ikke fået den rette vejledning, for så var jeg aldrig draget ud.“
„Den Almægtige har ikke sparet jeres liv af barmhjertighed, men kun for at I skal fortælle om vores Herres bedrift og advare andre. Jeres blod betyder ikke mere for Gud end en flues blod.“ Og Hezekiah ydmygede sine fanger ved at lade dem drive omkring Templet som kvæg i halvfjerds dage. To stykker bygbrød fik de hver dag, og Sennacherib bad om at måtte blive slået ihjel i stedet for denne ydmygelse.
Men Jeg inspirerede Esajas til at sige til Hezekiah, at han skulle lade dem vende hjem til Babylon for at advare andre, og det gjorde han. Her sagde Sennacheribs seere og magikere, at de havde fortalt ham om jødernes Herre og deres profet, og at det var en religion, ingen kunne sætte sig op imod, men at han ikke havde villet høre.
Nebukadnesar efterfulgte Sennacherib, og Hezekiah døde efter sine femten år. Israels børn ville nu ikke høre på Esajas, selv ikke da han holdt en lang prædiken inspireret af Mig. Dromedaren kender sit hjem, æslet husker truget med foder, men jøderne vender sig ikke til Mig. Sådan brugte han flere lignelser. Og Jeg fortalte, at Jeg ville sende en analfabetisk profet, der ikke ville være blind blandt de blinde, ikke være i vildfarelse blandt de vildfarne, ikke være højrøstet på markederne og ikke være utugtig eller uanstændig. Jeg ville gøre retfærdighed til hans hår, fromhed til hans hjerte og tro til hans natur, ærlighed skulle være hans liv og sandheden hans vej. Hans navn ville være Ahmed. Jeg ville lade ham retlede den omflakkende og lære den uvidende. Ved ham skulle den fattige blive rig og de splittede forenet, og han skulle tæmme hjerterne og skabe et religiøst samfund, der ville være det bedste, Jeg har skabt til menneskene. Dets medlemmer ville tro og stole på Mig, bede til Mig stående, siddende, knælende og med panden i jorden. Og de ville kæmpe i Mine rækker og geledder, forlade deres hjem og ejendom for Min skyld, mens de hele tiden sagde: „Gud er stor, Gud er én, Gud er hellig!“
Men jøderne vendte sig mod Esajas og ville dræbe ham. Han flygtede, et træ åbnede sig, og han styrtede ind i det. Men Satan viste forfølgerne fligen af hans kjortel, der hang udenfor, og de tog en sav og savede, til han var skåret midt over.
Dette var den første profeti om jødernes synd.
6 Derefter, fortalte Jeg jøderne, ville Jeg lade dem få herredømmet over deres fjender igen. Jeg ville give dem velstand og sønner og gøre dem mangfoldige.
„Hvis I gør gode gerninger,“ forsikrede Jeg dem, „gør I gode gerninger for jer selv i forhold til jeres frelse. Og hvis I gør onde gerninger ved at bryde Mine love, gør I onde gerninger, der rammer jer selv, når Jeg skal gøre regnskabet op til sidst. Og når profetien skal opfyldes anden gang, sender Jeg fjender, der skal vanære jer og trænge ind i Templet og fuldstændig ødelægge alt, hvad de kommer over.“
Og sådan skete det. Johannes, Zakarias’ søn, levede under kong Rawad. Hans datter Baghiyy ønskede at gifte sig med ham, for at ingen anden kvinde end hun selv skulle få hans magt og arve hans rigdomme. Derfor foreslog hun ham et bryllup.
„Min datter, det vil Johannes ikke tillade os.“
„Hvad betyder Johannes for mig?“ svarede hun. Og hun sammenkaldte en gruppe atleter og lavede en sammensværgelse med dem. De skulle kappes foran kongen og bagefter belønnes. Som belønning skulle de kræve Johannes’ blod.
De kappedes, og kong Rawad blev begejstret og ville belønne dem. „Hvad beder I om?“ spurgte han atleterne.
„Vi beder om Johannes’ blod.“
Rawad prøvede at få dem til at bede om noget andet, men det ville de ikke. Og da en konge blev sat fra tronen, hvis han ikke opfyldte sine løfter, frygtede han for sit kongedømme og sendte bud efter Johannes, der sad og bad.
De ofrede ham over et vandfad og skar hans hoved af. En mand bar det i hænderne, blodet blev båret i vandfadet. Da de trådte frem foran Rawad, sagde hovedet i mandens hænder: „Dette er dig ikke tilladt!“
En af jøderne sagde: „Konge, giv mig dette blod. Jeg vil rense jorden med det.“
Han fik hovedet og lagde det ned i blodet, men blodet kogte og flød over og ud under dørene i hans hus. Da manden så det, fandt han det afskyeligt og bragte hovedet til et øde sted i byen. Der fortsatte blodet med at koge.
På det tidspunkt, hvor de dræbte Johannes, og mens Jeg lod Jesus vokse op iblandt dem, sendte Jeg dem en konge fra Babylon: Herodes. Han havde sin hær med sig, og han sagde til en af generalerne, at han havde sværget til sin gud, at hvis han trængte ind i Jerusalem, ville han dræbe jøderne, indtil deres blod flød ind i hærens lejr. Så den ordre havde generalen at udføre.
Han trængte nu ind i Jerusalem og fandt nogle jøder i færd med at ofre og spurgte, hvorfor blodet kogte.
„Det er blodet fra vores offergaver, der ikke er blevet accepteret, og derfor koger det,“ svarede de. „I otte hundrede år er vores ofre blevet godtaget, men ikke dette offer.“
Generalen troede dem ikke, og han slagtede syv hundrede og halvfjerds af Israels børn, men uden at det fik blodet til at holde op med at koge. Så dræbte han syv hundrede af deres unge, uden at det hjalp. Han beordrede, at syv tusinde af deres sønner og hustruer skulle halshugges, men lige lidt hjalp det.
„Israels børn,“ sagde generalen, „fortæl mig sandheden. I har længe hersket i dette land og gjort, hvad I ville. Inden længe vil ild dræbe alle mænd og kvinder her!“
Nu kunne jøderne ikke udholde det længere og fortalte, at det var en af deres profeters blod, Johannes’ blod, og at han havde forbudt dem mange ting, som var modbydelige for Mig. Nu fortrød de, at de ikke havde fulgt ham.
„Endelig har I fortalt sandheden,“ sagde generalen. „Jeres Herre har hævnet Sig.“ Så faldt han ned i bøn, sendte alle fra Herodes’ hær ud af byen og lukkede byens porte. Derpå bad han Johannes om med Min tilladelse at få blodet til at falde til ro.
Det skete, og drabene stoppede. Så erklærede generalen, at Israels børns Gud var hans Gud, at der ikke er nogen anden gud, og at Jeg ikke har nogen medguder. Og han priste Kongernes Konge, der hersker i De Syv Himle og spredte jorden ud og satte de urystelige bjerge fast på den. Og han sagde til jøderne: „Herodes, Guds fjende, gav mig ordre til at dræbe jer, til blodet flød ind i hans lejr, og jeg kan ikke modstå ham.“ Men så beordrede han dem til at grave render og samle deres æsler, muldyr og dromedarer, og han ofrede dem, indtil blodet flød ind i hærens lejr.
Da Herodes så blodet, troede han, det var jødernes, og hævede belejringen. Han tog tilbage til Babylon, men Israels børn var næsten udslettede. Det var den anden profeti, og den var voldsomst, da den blev udført.
Måske Jeg vil vise jer nåde siden hen, men hvis I falder tilbage i vantroen og synder en tredje gang, kommer Jeg også tilbage med Min hævnende straf. Og Jeg har gjort Helvede til et fængsel for de vantro!
9 Denne koran leder til den mest rigtige vej til frelse. Den forkynder det gode budskab til de troende, der gør gode gerninger, at der venter dem en stor belønning i det kommende liv. Men for dem, der ikke tror på dette, har Jeg gjort en smertelig straf klar!
Mennesket beder for ondt, som han beder for godt, fordi han ikke kender sit eget bedste. Mennesket er forhastet og tænker ikke over følgerne af sine bønner.
Jeg har gjort nat og dag til to tegn for jer på Min magt. Jeg lader natten blive udvisket af dagens lys, for at I kan se og søge livets underhold ved jeres arbejde, og også for at I kan holde rede på årenes antal og tidsregningen. Alt det har Jeg gjort på en tydelig måde.
Ligesom en flok fugle, der flyver fra venstre mod højre, varsler godt, og fugle, der flyver den anden vej, varsler ondt, har Jeg fæstnet ethvert menneskes varsel på hans hals. På Opstandelsens Dag skal Jeg åbne hans gerningers bog, der, siden hans sjæl forlod hans krop, har været fæstnet til hans hals som en krave, han ikke kan få af. Og Jeg skal vise ham den, og der vil være en side for hver dag i hans liv, hvor hver af de to engle, der har vogtet over hans gode og dårlige gerninger, har skrevet dagens gerninger ned.
Så skal englene sige til ham: „Læs din bog, for i dag kan alle læse! Og i dag skal din sjæl føre regnskab mod dig selv!“
Den, der lader sig lede ad den rette vej til Mig, gør det til sin egen fordel, mens den, der er på vildspor, er det til sin egen skade. Og ingen sjæl skal bære en andens byrde af begåede gerninger.
Jeg har aldrig straffet noget folk, uden at Jeg først sendte det et sendebud med Mine advarsler, så de ikke havde nogen undskyldning siden hen. Og hver gang Jeg har udslettet en by, har Jeg først sendt en tydelig ordre om at adlyde Mit sendebud til dem, der levede i vellevned og opførte sig syndigt. Så deres dom var retfærdig, fordi de ikke lyttede, og Jeg tilintetgjorde dem fuldstændigt. Husk det, mekkanere.
Hvor mange generationer har Jeg ikke udslettet siden Noas folk? Jo, Jeg er tilstrækkelig underrettet om Mine tjeners synder, og Jeg ser selv den mindste.
Hvis nogen ønsker sig det forgængelige, jordiske liv, så sender Jeg straks det underhold, Jeg vil, til de af dem, Jeg ønsker skal modtage det. Til sidst har Jeg Helvede klar til dem, hvor de skal steges for evigt som fornedrede og fordømte.
Men hvis nogen begærer det kommende liv og stræber efter det på rette måde og er sande troende, så skal de få belønning for deres stræben af Mig.
Alle, både de første og de sidste, skal Jeg give visse gaver i dette liv, de skal ikke nægtes nogen. Men nogle har Jeg givet fortrin frem for andre både i rigdom, værdighed og antallet af sønner. Men husk, det kommende liv indebærer højere grader af ære og større fortrin.
23 Sæt ingen anden gud ved Min side, så du skal ende med at sidde fornedret og fordømt i Helvedets flammer! Jeg har befalet, at I ikke skal tjene andre end Mig. Og også at I skal være gode ved jeres forældre. Hvis en af dem, eller de begge, når en høj alder og lever på jeres støtte, så bed dem ikke skamme sig over det, men tal respektfuldt til dem. Vær ydmyge over for dem og sig: „Herre, vær barmhjertig mod dem begge, for de tog sig af mig, da jeg var lille.“
Jeg ved godt, hvilke hemmeligheder der bor i jeres hjerter, og hvis I er retfærdige, er Jeg tilgivende over for dem, der vender sig til Mig i anger og oprigtig bøn.
Giv enhver slægtning det, der tilkommer ham, både venskab og hjælp i tider med nød. Og giv ligeledes den fattige og den vejfarende, men overdriv ikke gavmildheden. De ødsle vantro, der slagter massevis af dromedarer og blot fordeler kødet blandt folket ved at kaste lod med pile, er de onde sataners brødre, og Satan er utaknemlig mod Mig.
Men selv hvis du må afvise de trængende, fordi du selv er i gang med at tjene til livets ophold og derfor ikke kan hjælpe dem, eller fordi dine ressourcer er for små, så udsæt din godgørenhed, til Jeg har givet dig større spillerum. Men tal i det mindste venligt til dem. Du skal ikke være nærig, men du skal heller ikke være en ødeland, så du sidder tilbage bebrejdet og ruineret.
Jeg giver rigeligt til den, Jeg ønsker skal have rigeligt, og Jeg giver kun sparsomt til den, Jeg vil, for Jeg kender Mine tjenere og holder øje med dem.
Arabere, dræb ikke jeres pigebørn ved at begrave dem levende af frygt for, at de skal sulte under hungersnød, for Jeg skal sørge for både dem og jer. At dræbe dem er at begå en stor synd.
I må heller ikke begå hor. Det er en syndig gerning og en dårlig vej overhovedet at nærme sig ved at indlade sig på noget, der kunne ende med det.
I må heller ikke dræbe den, som Jeg har forbudt at dræbe, medmindre retfærdigheden kræver det. Det vil sige, når den dræbte er frafaldet islam, har begået ægteskabsbrud eller bevidst dræbt en rettroende, der er beskyttet ved blodhævn. For den, der bliver dræbt i modstrid med Min lov, giver Jeg hans nærmeste slægtning bemyndigelse til at udføre blodhævn. Men hævneren må ikke overdrive sine drab ved at dræbe nogen, der ikke har begået mordet, og som han dermed ikke har ret til at dræbe, eller ved at være for modbydelig i sin drabsmåde. Med denne Min lov har blodhævneren fået guddommelig hjælp.
Indtil den faderløse når moden og giftefærdig alder, skal I ikke blande jer i forhold vedrørende hans ejendom, medmindre det er for at forbedre den. Overhold jeres aftaler, for der vil blive spurgt til aftalernes overholdelse på Regnskabets Dag.
I skal give fuldt mål, når I udmåler varer, og vej på den rigtigt indstillede vægt. Det er det passende at gøre, og det er det bedste for jer selv, når det sidste regnskab skal gøres op.
38 I religiøse sager må I ikke følge noget, som I ikke har kendskab til gennem Mine åbenbaringer, for hørelsen, synet og jeres forstand skal alle blive forhørt om jeres gerninger på Den Sidste Dag.
Gå ikke omkring i højrøstet stolthed, for I kan ikke kløve jorden eller opnå bjergenes højder.
Alt dette er ondt og vækker Min afsky. Dette er noget af den visdom, Jeg har åbenbaret dig, Muhammed. Sæt ingen anden gud ved Min side, for så skal du blive kastet i Helvede, fordømt og forstødt.
Og I vantro mekkanere, er det virkelig sådan, at Jeg har beæret jer med sønner, mens Jeg Selv har skaffet Mig døtre blandt englene? Når I hævder, at al-Lat, al-Uzza og Manat er Mine døtre, så er det en forfærdelig påstand!
Jeg har brugt forskellige argumenter og gentagelser i denne koran, for at mekkanerne måtte vækkes til eftertanke og påmindelse om Mig og forstå Mine advarsler, men det øger bare deres modvilje og flugt bort fra sandheden.
Sig til de vantro, Muhammed: „Hvis der havde været andre guder sammen med Ham, som I påstår, så ville de have søgt at bane sig vej til Tronens Herre og omstyrte Ham, som prinser gør med konger på jorden.“
Æret være Mig! Jeg er højt hævet over det, de ytrer om Mig! De Syv Himle og jorden, og alle væsner i dem, priser Mig. Der findes intet, der ikke lovpriser Mig, men I forstår ikke deres lovprisning, og derfor opdager I den ikke. Jeg er den milde og tilgivende.
Når du fremsiger Koranen, Muhammed, spotter mekkanerne dig ved at sige: „Vi kan ikke forstå, hvad du siger, for der er et slør over vores hjerter og noget tungt i vores ører. Et slør skiller os og dig, så følg du din vej, så følger vi vores.“
Men det er Mig, der sænker et mørkt slør mellem dig og dem, der ikke tror på det kommende liv, og Jeg lægger et slør over deres hjerter, så de ikke forstår Koranen, og Jeg døver deres ører. Og når du i din fremsigelse af den nævner Mig som din eneste Herre uden at tillade deres guder at være Mine medguder og bede dem om at gå i forbøn hos Mig, så vender de dig ryggen i trods og benægter Min enhed.
Jeg ved udmærket, hvad de uretfærdige lytter efter, når de lytter til dig, og når de mødes i deres skjulte cirkler og siger: „I følger bare en forhekset mand.“
Se, hvordan de laver sammenligninger mellem dig og digterne, sandsigerne og dem, der er besat af en ond ånd, men de er på vildspor og er ude af stand til at finde vejen til Mig og Paradis.
De siger: „Når vi er døde og er blevet til støv og ben, skal vi så genopvækkes i en ny skabelse?“
Giv mekkanerne dette svar, Muhammed: „Ja, om I så var sten eller jern eller en anden skabt ting eller et andet skabt væsen, som I finder det endnu mere umuligt skulle kunne genopstå.“
„Men hvem skal så bringe os tilbage til livet?“ skal de spørge.
„Det skal Han, der skabte jer første gang.“
De vil ryste på hovedet og sige: „Og hvornår skal dette så ske?“
Svar dem: „Måske meget snart. På den dag, hvor Han kalder jer frem af gravene, skal I adlyde, rejse jer og ryste støvet af jeres hoveder og sige: „Æret være Dig, Gud!“ og I vil tro, at I bare har ventet en kort tid i graven.“
55 Muhammed, sig til Mine tjenere, at de skal tale venligt til afgudsdyrkerne. De skal ikke ophidse dem ved at sige, at de alle er dømt til Helvede, fordi Satan har skabt strid mellem dem, og Satan er en åbenlys fjende af menneskene. Sig, at Jeg kender jer bedst, og hvis Jeg vil, viser Jeg jer nåde, og hvis Jeg vil, straffer Jeg jer. Og husk, at Jeg har ikke sendt dig som en, der er ansvarlig for dem.
Muhammed, mekkanerne siger, at du bare er en faderløs vokset op hos Abu Talib, og at du kun har følgeskab af en sulten og laset klædt skare, men Jeg kender bedst samtlige, der er i himlene og på jorden, og udvælger den, Jeg vil, til Mit sendebud. Og du er deres sendebud. Jeg har givet nogle profeter fortrin frem for andre; til David gav Jeg Salmerne, hvilket var en større ære for ham end hans kongerige, og hvori du og din menighed er profeteret med ordene: „De retfærdige skal få landet i arv.“
Muhammed, sig til disse vantro mekkanere: „Påkald de guder, I påstår er ved Hans side. De magter ikke at fjerne lidelser og byrder fra jeres skuldre eller lægge dem over på andre.“
De dæmoner, som I påkalder som guder, har selv underkastet sig islam. Men dem, der altid har tilbedt dem, tilbeder dem stadig, selv om de tilbedte selv søger en måde at komme Mig nærmest på, og de håber på Min nåde og frygter Min straf. Og Min straf er også aldeles forfærdelig!
Der findes ingen by, som Jeg ikke vil udslette før Opstandelsens Dag eller hærge med en streng straf. Dette står skrevet i Bogen hos Mig, i hvilken alle Mine evige befalinger er optegnet.
Muhammed, det eneste, der har afholdt mig fra at sende dig med de mirakler, som mekkanerne hele tiden afkræver dig, er, at tidligere tiders folk og stammer har fornægtet dem. Da Tamud-stammen bad om et sådant mirakel, gav jeg dem hundromedaren som et synligt bevis for Mit sendebud Salihs mission, men de dræbte hende. Jeg sender kun en profet med mirakler for at skræmme.
Husk, Muhammed, da Jeg sagde til dig: „Jeg har magten over menneskene gennem Min viden og Min magt.“ Og det, Jeg lod dig se under din natterejse, var udelukkende en prøvelse for araberne. De diskuterer den heftigt, ligeledes diskuterer de Zaqqum–træet med dets beske og giftige frugter, der er forbandet i Koranen, men som nogle af mekkanerne gør grin med. Dine tilhængere, som nu har forladt dig, fordi de ikke tror på din rejse til Jerusalem og op gennem himlene, skal Jeg ramme med rædsel, men det vil blot øge deres arrogante modvilje.
63 Husk også, da Jeg sagde til englene, dengang ånden havde rejst gennem alle Adams lemmer, og han stod lysende foran dem, som var han af skinnende sølv: „Fald ned i ærefrygt for Adam!“
Så faldt de ned med panden i jorden, først Gabriel, så Michael, dernæst Israfil, Azrail og alle de andre engle. Og det var en fredag ved middagstid, så Jeg gjorde denne dag til en helligdag for Adam og samtlige hans efterkommere frem til Opstandelsens Dag.
Den eneste, der ikke faldt ned, var Iblis. Han sagde: „Skal jeg falde ned for én, Du har skabt af ler? Hvad tænker Du om dette menneske, som Du har tildelt mere ære end mig? Hvis Du giver mig frist til Opstandelsens Dag, skal jeg underlægge mig hans efterkommere, bortset fra nogle få af dem.“
„Gå med dig!“ lød Mit svar. „Jeg giver dig denne frist, men hvis nogle af dem følger dig, bliver Helvedet deres gengældelse, og det skal være en rigelig gengældelse for deres fejl! Forfør med din tale dem, du kan, overfald dem af al din magt. Tilskynd dem at blive rige på ulovlig vis og bruge rigdommene på uanstændigheder og afgudsdyrkelse. Tilskynd dem til at opkalde deres sønner efter deres afguder og meget andet, og giv dem løfter – men du skal kun kunne give dem falske løfter, for du skal ikke have magt over Mine tjenere!“ Jeg er tilstrækkelig som beskytter for dem, der tror på Mig.
Det er Mig, der driver skibet frem på havet, for at I kan søge jeres underhold ved at opnå nogle af Mine gaver gennem handel, for Jeg er barmhjertig over for jer. Når en ulykke rammer jer på havet, så svigter de falske guder, som I ellers påkalder, men det gør Jeg ikke, når I i jeres yderste nød alene påkalder Mig.
Men når Jeg så har ført jer sikkert i land, så vender I ryggen til Mig igen og går tilbage og dyrker jeres afguder, for mennesket er utaknemligt.
Så er I derfor sikre på, at Jeg ikke lader stranden opsluge jer, eller at Jeg ikke sender en sandstorm over jer, der vil dække jer? I så fald skal I ikke finde nogen, der kan beskytte jer.
Eller er I sikre på, at Jeg ikke sender jer tilbage på havet igen, og så sender en voldsom storm over jer og drukner jer for jeres utaknemlighed? Når I så er i den yderste nød, så vil I ikke finde nogen hjælper mod Mig.
Jeg har vist Adams børn ære ved forskellige begunstigelser og evner, og Jeg har givet dem den bekvemmelighed, det er at rejse over land og hav. Jeg har givet dem gode ting som føde og andet til deres underhold, og Jeg har givet dem store fortrin frem for mange af de andre væsner, Jeg har skabt.
På Den Yderste Dag skal Jeg forsamle alle mennesker og vise dem deres regnskabsbog. De, der får bogen med optegnelsen over samtlige deres gerninger på jorden i deres højre hånd, vil læse den med stor glæde og skal ikke lide den mindste uretfærdighed ved deres domfældelse.
Men den, der er blind i dette liv, er også blind i det næste og mest på vildspor fra vejen til frelse.
75 Muhammed, mekkanerne var tæt på at friste dig bort fra det, som Jeg har åbenbaret dig, og få dig til at digte noget andet end det, Jeg har overbragt dig, da de bad dig om at ændre et barmhjertigt vers til et straffende og omvendt, for så ville de tro dig.
Havde Jeg ikke styrket dig og beskyttet dig mod denne ugudelige fristelse, havde du været på nippet til at læne dig til deres side. Men så skulle Jeg have ladet dig få liv to gange, ved fødslen og ved Opstandelsen, og du skulle dø to gange: på jorden og ved den evige fordømmelse i Helvedets ild, der venter de vantro. Da ville du ikke have fundet en hjælper imod Min vrede og dom.
De vantro var tæt på at få dig til at forlade landet, så de kunne blive fri for dig, men i så fald skulle de ikke selv være blevet der længe efter dig, for Jeg ville have straffet dem. Sådan har Jeg altid gjort med de folk, der afviste Mine sendebud før dig, og du skal ikke finde nogen ændring i Min fremfærd, hvad angår udryddelse af de vantro.
Udfør din bøn regelmæssigt ved solnedgang frem til nattens frembrud, og fremsig Koranen ved daggry. Denne fremsigelse bliver bevidnet af de engle, som Jeg har udnævnt til at få natten til at blive til dag. Våg også en del af natten som en yderligere fromhedsgerning, måske vil Jeg opvække dig til et fornemt sted i Paradis reserveret for dig. Og sig: „Min Herre, sørg for at jeg må gå i graven med fred og rejse mig ved Opstandelsen i ære, og hjælp mig ved Dit nærvær. Sandheden er kommet, og bedraget er forbi; løgn og bedrag er kun af kort varighed.“
De åbenbaringer af Koranen, som Jeg nedsender, er helbredelse og barmhjertighed for de troende, men de øger bare fortabelsen hos de uretfærdige. Når Jeg viser mennesket godhed, vender han utaknemligt ryggen til og fjerner sig fra Mig, men når ulykken rammer ham, er han fortvivlet for at få del i Min barmhjertighed.
Proklamer dette, Muhammed: „Enhver handler på egen hånd efter sin overbevisning, sand eller falsk, eller efter sine lyster og tilbøjeligheder. Men jeres Herre ved udmærket, hvem det er, der er bedst ledt på rette vej mod Ham.“
Muhammed, du bliver spurgt om ånden. Svar: „Ånden er under min Herres kommando, skabt af Ham ved ordet „Vær!“ Den kommer til mig, når min Herre vil det.“
Til at begynde med befalede Jeg ånden at neddyppes i alle lys og så trænge langsomt ind i Adam med lovprisninger.
„Min Herre, hvordan skal jeg trænge ind?“ spurgte ånden.
„Modstræbende,“ svarede Jeg, „og forlad ham modstræbende.“
Så trængte ånden ind gennem kraniet og nåede øjnene. Adam slog øjnene op og så på sin krop af ler. Han kunne ikke tale, men så inskriptionen på Min trone: „Der er ingen gud undtagen Gud, og Muhammed er Hans profet.“ Så nåede ånden hans ører, og han kunne høre englene lovprise Mig rundt om sig. Mens ånden bevægede sig rundt i Adam, betragtede englene ham og ventede på Min ordre om at falde på knæ for ham. Men Iblis skjulte sin modvilje i sit hjerte.
Da ånden nåede Adams næse og mund, udtalte han sine første ord: „Æret være Gud, som er nu, og som altid skal være.“
Men jer er der kun givet den lille viden, som jeres sanser kan fatte; for at få viden om ånden behøves der guddommelige åbenbaringer.
88 Hvis Jeg vil, kan Jeg fjerne det, Jeg har åbenbaret dig, Muhammed. Hvad der er skrevet ned af Koranen på sten, daddelpalmebark, lapper af læder og dromedarers knogler kan Jeg udslette. Hvad der er i menneskers og dæmoners hukommelse, kan Jeg ligeledes slette, og i så fald ville du ikke finde nogen, der i den forbindelse kunne føre din sag over for Mig, medmindre Jeg tillod det. Jo, Mine gaver til dig har været store.
Muhammed, jøderne har spurgt dig: „Er det sandt, at du har denne bog fra Gud, for den er ikke opbygget på samme måde som Torahen?“ Og de har også spurgt: „Har hverken mænd eller dæmoner fortalt dig dette?“
Du har svaret, at de vil finde det samme nedskrevet i deres egen torah som i Koranen, og så sagde de: „Når Gud sender en profet, opfylder Han hans ønsker. Så bed Ham nedsende en bog fra himlen, så vi kan læse den og lære den at kende, ellers laver vi selv én ligesom den, du er kommet med.“
Sig til dem: „Om så mennesker og dæmoner slog sig sammen for at skabe en bog svarende til denne koran i veltalenhed, i stil og i oplysning om det skjulte, kunne de aldrig lave dens lige, selv om de hjalp hinanden.“
Jeg har fremlagt alle mulige lignelser i denne koran for at gøre dens lære forståelig, og for at I kan blive advaret af dem, men de fleste afviser at modtage den på grund af deres vantro.
Muhammed, stammelederne i Mekka beder dig om med mirakler at bevise, at du er en profet, og siger: „Intet folk lever så hårdt et liv som araberne. Her er ingen god jord og intet vand. Kan du ikke bede din Herre, som jo har sendt dig, om at fjerne de bjerge, der lukker os inde? Og kan du ikke bede Ham om at rette landet ud og lade floder flyde som i Syrien og Irak? Du må også få Ham til at genoplive de mest troværdige af vores forfædre, så de kan sige os, om du fortæller sandheden.“
Og de fremturer: „Vi vil ikke tro på dig, før du lader en kilde vælde frem af jorden foran os, eller du får en have med daddelpalmer og vinstokke vandet af floder, eller du lader himlen falde ned over os i små stykker, som du har truet os med, eller du bringer Gud og englene som bevis for dine påstande, eller du får et hus med forgyldte ornamenter, eller du stiger op i himlen. Og vi vil ikke tro på din himmelfart, før du bringer en bog ned til os, hvori vi kan læse, at du er vores profet.“
Svar dem på alt dette, Muhammed: „Æret være min Herre! Er jeg måske andet end et menneske, et Guds sendebud?“
Det eneste, der afholder disse mennesker fra at tro, når retledningen, Mine åbenbaringer, kommer til dem, er, at de siger: „Har Gud virkelig sendt et almindeligt menneske som sendebud og ikke en engel?“
Dit svar til dem skal være: „Hvis engle var jordens indbyggere i stedet for menneskene, ville Gud have nedsendt en engel fra himlen til dem som sendebud, men mennesker skal have mennesker som sendebud. Gud er tilstrækkelig som vidne mellem mig og jer, for Han ved alt og ser alt, hvad Hans tjenere på jorden tænker og gør.“
Den, som Jeg leder på vej, er på rette vej mod Paradis. Men for dem, Muhammed, som Jeg leder på vildspor, for dem finder du aldrig nogen andre hjælpere end Mig. På Opstandelsens Dag skal Jeg forsamle dem krybende på deres ansigter; blinde, stumme og døve. Deres bolig bliver Helvede, og hver gang dets flammer er ved at dø ud, fordi deres hud og kød er brændt bort, skal Jeg få dem til at blusse op igen ved at give dem nyt kød og ny hud!
Dette skal være deres straf for ikke at tro på Mine mirakler og for at sige: „Når vi er døde og er blevet til støv og ben, skal vi så virkelig genopvækkes i en ny skabelse?“
Fatter de ikke, at Jeg, der har skabt himlene og jorden, også evner at skabe deres kroppe igen, som de ser ud nu? Jeg har sat en frist for dem i deres liv på jorden, og der er en frist for Opstandelsens Dag. Det er der ingen tvivl om, men de ugudelige afviser sandheden i deres vantro.
Muhammed, sig til disse hårdnakkede mekkanere: „Hvis det var jer og ikke mig, der modtog min Herres åbenbaringer, ville I beholde dem for jer selv.“
Mennesket er nærigt og begærligt!
103 Jeg gav Moses magt til at udøve ni tydelige mirakler. Det var hans stav, der blev til en slange, hans hånd, der blev skinnende hvid, og at han fik Nilen til at svømme over og sendte græshopperne, der spiste selv træværket i egypternes huse; det var lusene, der opspiste kornkamrene, frøerne og blodet, og det var havet, der åbnede sig og druknede faraoens hær, og ødelæggelsen. Ødelæggelsen var, da Jeg skabte egypternes rigdomme om til daddelsten: æg, valnødder, kikærter og linser; selv deres slaver. Spørg bare Israels børn om historien om Moses.
Og husk, da Moses kom til egypterne, og farao al-Walid ibn Musab sagde: „Moses, jeg tror, at trolddom har ført dig på vildspor.“
Men Moses svarede ham: „Du ved godt, at ingen anden end Herren over himlene og jorden har nedsendt disse mirakler som tegn, der skal få mennesker til at forstå Hans magt. Og jeg tror, at du, farao, er fortabt!“
Derfor ønskede faraoen at fordrive Moses og hans bror, Aron, fra Egypten, men Jeg druknede ham sammen med alle hans mænd. Derefter sagde Jeg til Israels børn: „Slå jer ned i landet, Jeg har lovet jer, Palæstina, og når løftet om det kommende liv indfries, vil Jeg føre jer frem i en samlet skare til jeres dom.“
I sandhed har Jeg nedsendt Koranen, og med sandhed er den kommet ned, og Jeg har kun sendt dig, Muhammed ibn Abdullah, som en budbringer om godt og som en advarer om ondt. Jeg har åbenbaret Koranen for dig i små dele, så du stille og roligt kan fremsige den i bidder for folk. Jeg har nedsendt den lidt ad gangen, når en anledning krævede det, uanset hvad mekkanerne påstår.
Sig til dem, Muhammed: „Tro på Koranen eller lad være. De, der tidligere blev begunstiget med skrifter åbenbaret af Gud, falder ydmygt ned på deres ansigter i bøn, når den fremsiges for dem, og siger: „Æret være vores Herre! Vores Herres løfte er gået i opfyldelse!“
De falder ned på deres tårevædede ansigter, og ved at lytte til den øges deres ydmyghed.“
Så sig derfor også: „Påkald Gud, eller påkald Den Barmhjertige. Uanset hvilke af de to navne I påkalder Ham med, er det den samme, for Han har de smukkeste navne, ikke mindre end nioghalvfems i alt ud over Sit store, hemmelige navn.“
Muhammed, råb ikke din bøn ud, så du skræmmer folk, og vær ikke så lavmælt, at den, der vil lytte i hemmelighed, ikke kan høre noget, men hold en mellemvej og sig: „Lovprisningen er til Gud, som ikke har avlet nogen børn, som ikke deler herredømmet over alting med nogen som helst, og som ikke har nogen hjælper mod ydmygelser, for Han behøver det ikke.“
Lovpris Min storhed og ære!