Dette er Koranens åbenbaringer; en klar bog, et skrifts tydelige ord. De er en retledning og også et godt budskab for de troende, der forretter deres bønner, som det er pålagt dem, og som betaler almissen, som det også er pålagt dem, og som tror fuldt og fast på det kommende liv, som de skal rejses til efter døden.
De, der ikke tror på det kommende liv, de ser deres egne gerninger som helt retfærdige. Men det er Mig, der har fået dem til at se deres gerninger som retfærdige, og de skal blive slået med forbavselse og skuffelse, når de bliver rejst fra de døde til det kommende liv. Det er også disse mennesker, der venter den værste af alle straffe allerede her i deres jordiske liv, og i det kommende liv skal de tilmed blive de allerstørste tabere.
Muhammed, du har modtaget Koranen fra den vise og alvidende, fra Mig!
7 Husk, Muhammed, dengang Moses havde fået tilladelse af sin svigerfar, Shuaib, til at besøge sin mor, forlod han Midjan for sammen med sin familie at begive sig mod Egypten. Da han kom til dalen Tuwa ved bjerget Sinai, fik hans gravide kone veer og fødte ham en søn. Det var en meget mørk nat med snefald, og de var gået vild, og husdyrene, de havde med sig, var blevet spredt. Da sagde Moses pludselig til sit folk: „Jeg kan skimte ild langt borte. Jeg vil gå derhen og finde ud af, hvad det er, eller måske bringe en flamme med tilbage, så I kan varme jer ved et bål.“
Da han nåede frem, så han, at det var en brændende grøn bukketornsbusk. Så råbte en stemme til ham: „Velsignet er Han, der er i ilden, og de, der er rundt om den! Æret være Gud, Verdenernes og alle skabningers Herre! Moses, Det er Mig, Gud, Den Mægtige, Den Vise. Kast din stav fra dig!“
Det gjorde Moses, men da han så, at staven snoede sig som en slange, som en dæmon i slangeskikkelse, drejede han øjeblikkeligt omkring og flygtede uden at se sig tilbage.
„Moses,“ sagde Jeg, „vær ikke bange. Mine sendebud frygter ikke, når Jeg er nær, bortset fra dem, der har handlet forkert. Men over for dem, der siden hen gør godt i stedet for ondt, er Jeg Den Tilgivende og Den Barmhjertige. Stik nu din hånd ind på brystet bag dine klæder; den vil komme hvid ud igen, men det vil ikke være, fordi du er ramt af spedalskhed. Nej, det skal være et af de ni tegn, der skal gives Egyptens farao, al-Walid ibn Musab, og hans folk, for de er et ugudeligt folk.“
Men da Moses viste faraoens folk Mine tegn, sagde de: „Dette er den rene trolddom.“
Trodsigt og hovmodigt benægtede de dem, selv om de i deres sjæle udmærket vidste, at alle ni tegn var fra Mig: Jeg gav Moses magt til at forvandle sin stav til en slange, gøre sin hånd strålende hvid, nedkalde vandregræshopper, lus, frøer og blod, skille Det Røde Hav, slå vand af klippen og løfte og ryste bjerget Sinai over Israels børn.
Husk, hvad der blev enden på dem, der gjorde onde gerninger!
15 Jeg havde tidligere givet David og Salomon åbenbaringer og visdom til at dømme mellem mennesker og forstå fuglenes sprog, og de sagde: „Lovpris Gud, der har foretrukket os frem for mange af Sine troende tjenere ved at gøre os til profeter og lade os kunne undertvinge mennesker og dæmoner.“
Både Davids kongedømme og status som profet gik i arv til hans søn Salomon, hvis mor var Bath-Sheba, og som blev foretrukket frem for hans øvrige nitten sønner.
Salomon sagde til sit folk: „Jeg har lært fuglenes sprog og fået indsigt i mange ting. Det er en åbenlys udmærkelse fra Guds side, som Han giver Sine profeter.“
De fire vinde mødte frem og sagde: „Guds profet, Gud har gjort dig til vores herre, så rid på os, hvorhen du vil.“
Når Salomon begav sig fra sit private rum til sit dommersæde, cirklede fuglene omkring hans hoved, og mennesker og dæmoner blev stående, til han sad på sin trone. Han satte de oprørske dæmoner til at arbejde med jern, messing, træ og sten, og han satte deres kvinder til at spinde silke, bomuld, lærred og uld og væve tæpper. Nogle af dæmonerne satte han til at dykke efter koraller i havet, andre til at grave skakter i jorden for at hente rigdomme i dens indvolde.
Salomon samlede sine hære. De bestod af dæmoner, mennesker og fugle. De blev opstillet i rækker og geledder i hver deres korps, og da de på deres march kom til Myredalen, sagde myredronningen ved synet af dem: „Skynd jer ind i jeres tuer, myrer, ellers knuser Salomon og hans krigere jer uden overhovedet at opdage det!“
Salomon lo, da han hørte myredronningens tale, der blev bragt til ham tre mil borte af vinden. Han lod sine tropper til hest og til fods vente, til alle myrerne var i sikkerhed i tuerne, og sagde så: „Min Herre, gør det muligt for mig at takke for den gunst, Du har vist mig og mine forfædre, og gør det muligt for mig at udføre gode gerninger, som vil behage Dig. Før mig, gennem Din barmhjertighed, ind i Paradis, så jeg kan være blandt Dine retfærdige tjenere, profeterne og martyrerne.“ Så steg han ned fra sin hest og viste myrerne sin herskerring, som Jeg havde ladet Gabriel bringe ham fra Paradis.
De faldt ydmygt ned, og så bragte de dronning Watkam ud til ham. Også hun bøjede sig og sagde så: „Guds profet, da jeg så din hær, bragte jeg blot mine myrer i sikkerhed.“
„Hvor mange er I, og hvornår blev I skabt?“ spurgte Salomon.
„Der er ikke et bjerg eller en dal, hvor vi ikke er i tusindvis, og vi blev skabt to tusinde år før Adam.“
„Min Gud,“ spurgte Salomon så, „har Du skabt noget mere talrigt end myrerne?“
„Ja, Salomon,“ svarede Jeg. „Se!“ Så beordrede Jeg myggenes konge til at samle sine skarer, og de kom i kæmpe skyer.
„Vi er så mange,“ sagde myggekongen, „at vi kan dele os i halvfjerds sværme og hver dække for solens lys. Og vi var også i denne dal to tusinde år før din forfar Adam.“
Så bukkede alle myggene for Salomon.
Jeg beordrede Salomon til at bygge et tempel i Jerusalem, og han satte dæmonerne i gang med at hugge sten og lægge marmorblokke. Kun to skabninger var uden for Salomons magt: Satan og Sakhr Den Oprørske. Men sidstnævnte var den største bygherre, og Salomon befalede dæmonerne at bringe ham til sig.
Deres eneste mulighed for at få fat på ham var at bruge list. Derfor lod de den kilde, de vidste han besøgte en gang om måneden, springe med vin. Når han blev fuld, ville de kunne overmande ham.
Men da Sakhr opdagede det, sagde han: „Gode vin! Du svækker sanserne og gør den vise til en tåbe.“ Og så gik han.
Men til sidst kunne han ikke udholde sin tørst og vendte tilbage, idet han sagde: „Hvad nytter forholdsregler mod det forudbestemte?“ Og så drak han det hele.
Dæmonerne kom og bandt ham og førte ham frem for deres hersker. Da han kom til sig selv, sagde han: „Salomon, dit rige vil til sidst forsvinde for dig.“
„Det er sandt,“ svarede Salomon. Men han fik Sakhr til at forestå byggeriet af Templet. Det blev opført på tusinde marmorpiller hver behængt med en guldlampe, og det blev beklædt med alle slags ædelstene og perler så store som strudseæg.
20 Da Salomon var så godt som færdig med at bygge Templet i Jerusalem, tog han på pilgrimsrejse til Mekka. Han satte sig på sin trone på sit formidabelt lange og brede grønne silketæppe og placerede sin hær af mænd på sin højre side og sin hær af dæmoner på sin venstre side. Da alle var klar, kommanderede han vinden til at løfte tæppet og bære det af sted, og hæren af fugle fløj tæt over deres hoveder som en tronhimmel, og alle var i skygge.
En morgen forlod Salomon Mekka og fortsatte til Sana i Yemen, hvor han var fremme ved middagstid. Han blev så begejstret over landet, at han hvilede ud der. Men han behøvede vand til den rituelle afvaskning før bønnen. Derfor ledte han efter hærfuglen, for den var så skarpsindig og skarpsynet, at den kunne finde vand under jorden, som dæmonerne så plejede at trække op, efter at fuglen havde markeret stedet ved at grave med sit næb.
Men i luften mødte hærfuglen en anden af sin slags, der fortalte om byen Saba, som den netop var kommet fra, og de tog begge af sted for at opleve synet.
Imens mønstrede Salomon fuglene og sagde: „Hvorfor kan jeg ikke se hærfuglen? Er han fraværende? Jeg skal idømme ham en hård straf, jeg skal plukke fjerene af ham og sætte ham i solen, så insekterne gnaver af ham, eller jeg skal indespærre ham i et bur, eller dræbe ham, hvis han ikke giver mig en god undskyldning!“
Men hærfuglen lod ikke vente længe på sig. Den gik frem for Salomon med sænket hale og vinger, så han tilgav den og spurgte, hvad den havde lavet under sit fravær.
„Jeg har set et land,“ sagde den, „som du ikke har set, og jeg kommer til dig med pålidelige meldinger om Saba. Jeg fandt en kvinde, Bilqis, der hersker over folket. Hun har alt, hvad en regent behøver, og hun har en enorm trone, firs tommer lang, fyrre tommer bred og tredive høj, og den er af guld og sølv kronet med kostelige smykkesten: rubiner, smaragder, krysolitter og perler. Den er skjult bag syv låste døre til syv rum. Jeg så, at hun og hendes folk tilbeder solen ved siden af Gud, og Satan får deres gerninger til at se retfærdige ud i deres egne øjne og har dermed udelukket dem fra den sande vej. Så de modtager ingen retledning og tilbeder ikke Gud, der frembringer regnen skjult i himlen og rejser afgrøderne skjult i jorden, og som ved alt, hvad I fortier og åbent siger. Der er ingen anden gud end Gud, Herskeren af Den Herlige Trone, som er helt uden sammenligning med Bilqis’!“
Salomon svarede: „Vi skal få at se, om du taler sandt, eller om du er en løgner.“
Så ledte hærfuglen dem til vandet under sandet, og dæmonerne trak det op, og de slukkede deres tørst og vaskede sig og gjorde sig parate til bønnen.
Salomon skrev et brev og sagde: „Her, hærfugl, tag mit brev, og kast det ned til dem. Træk dig bort fra dem, og vent for at finde ud af, hvilket svar de vil give.“ Så parfumerede han brevet med moskus og forseglede det med sin signet.
Hærfuglen satte sig i vinduet til dronningens private kammer i paladset, hvor solen skinnede ind til hende, så hun kunne falde ned og tilbede den. Hærfuglen bredte sine vinger ud og spærrede for solens stråler, så solen stod op, uden at hun opdagede det. Så lod den brevet falde ned i skødet på hende. Derefter satte den sig i vindueskarmen for at se, hvad der skete.
Dronningen af Saba vågnede og fandt brevet, og forskrækket læste hun det højt for sine hofmænd: „Hofmænd! Et æret brev er blevet kastet ned til mig. Det er fra Salomon og lyder: „Fra Guds tjener, Salomon, Davids søn, til dronning Bilqis af Saba. I Guds navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Fred over den, der følger den rette vej. Gør ikke oprør mod mig, men kom til mig, og underkast dig den guddommelige retledning og bekend dig til den religion, som jeg prædiker.““
„Hofmænd,“ sagde Bilqis, „rådgiv mig i denne sag. Jeg vil ikke afgøre noget, uden at I samtykker og er til stede som vidner.“
Men hofmændene svarede: „Vi er udstyret med stor tapperhed i krig, men det er dig, der befaler. Vi afventer derfor, hvad du befaler: Om du vil adlyde Salomon eller lade os drage bevæbnede ud mod ham.“
„Når konger trænger ind i en by med magt,“ sagde hun, „ødelægger de den og ydmyger byens fornemste indbyggere. Sådan vil de, der har sendt dette brev, også gøre med os. Men jeg vil sende gaver til dem og se, hvilke yderligere informationer mine udsendinge vender tilbage med. Tager han imod gaverne, er han en konge; afviser han dem, er han en profet.“
Hun sendte fem hundrede unge slaver af begge køn til at bære gaverne: fem hundrede mursten af guld, en krone besat med dyre ædelstene og en stor ladning moskus, rav og andre værdifulde ting. For at finde ud af, om Salomon var profet eller ej, klædte hun drengene som piger og omvendt, og sendte ham i et smykkeskrin en hel perle samt en onyks med et hul igennem, der bugtede og snoede sig.
Hun bad lederen af sine udsendinge aflevere et brev til Salomon, hvori der stod, at han uden at blotte de unge skulle fortælle, hvem af dem der var drenge, og hvem der var piger. Og uden at bruge redskaber skulle han bore hul i perlen og trække en tråd gennem onyksen. Desuden gav hun ham et bæger, som han skulle fylde med vand, der hverken kom oppe fra himlen eller nede fra jorden.
36 Endnu inden Bilqis’ udsendinge var draget af sted, havde Salomon fra hærfuglen hørt om deres hverv. Og han havde ladet hver eneste bane i sin ni mil lange hestevæddeløbsbane belægge med skiftevis guld og sølv for at vise, at han ikke var en mand, der behøvede gaver.
Uden at åbne brevet vidste Salomon, hvad der stod i det, og han beordrede guldkar med vand stillet foran slaverne, og af den måde, de vaskede deres hænder på, kunne Salomon se, hvem der var drenge, og hvem der var piger. Dernæst befalede han en lille maddike at bore sig gennem den hele perle og trække en tråd gennem onyksen. Til sidst lod han sine heste løbe så stærkt, at de svedte, og med sveden fyldte han bægeret.
Til lederen af dronningens udsendinge sagde Salomon: „Vil I skænke mig rigdomme? Men det, som Gud har givet mig, er bedre end det, Han har givet jer. Han har gjort mig til Sin profet, og det er jer og ikke mig, der triumferer over jeres gaver: I praler blot med jeres jordiske rigdom. Vend tilbage til Sabas folk med alle dine gaver. Vi skal overfalde dem med hærskarer, de ikke kan stå imod, og vi skal drive dem ydmygede ud af deres by og land, og de skal blive fornedrede og gjort elendige.“
Til sine egne stormænd sagde han bagefter: „Hvem af jer vil bringe mig dronningen af Sabas trone, før de når frem til mig i underkastelse?“
Kuzan, en drabelig dæmon, en af de ondskabsfulde ifriter, sagde: „Du sidder altid på dommerens sæde fra morgen til middag; jeg vil bringe dig tronen, før du rejser dig fra din plads, for jeg er i stand til at gøre det, og jeg er pålidelig til den slags værdifulde transporter.“
Men Salomon ville have tronen hurtigere.
Hans vesir, Azaf ibn Barakia, der kendte Mit mægtige og uudsigelige navn, sagde: „Jeg vil bringe den til dig, før du kan nå at flytte dit blik fra det ene sted til det andet.“ Og så nævnte han navnet efter at have bedt Salomon kikke op i himlen.
Tronen dukkede op fra jorden, da Salomon kikkede ned igen, for Jeg havde ladet den passere gennem jorden.
Da Salomon så den stående foran sig, sagde han: „Dette er en gunstbevisning fra min Herre. Han sætter mig på prøve for at se, om jeg er taknemlig eller utaknemlig. Den, der er taknemlig for Guds velvilje og gaver, er det til sit eget bedste, og den, der er utaknemlig over Guds nåde, skader blot sig selv. Min Herre er Den Selvtilstrækkelige, Han behøver ingens taknemlighed, og Han er Den Gavmilde.“
Så sagde Salomon til sine tjenere: „Lav om på hendes trone, så den bliver uigenkendelig for hende, så vi kan se, om hun er en af de retledte med viden om det forandrede, eller en af dem, der ikke er det.“
Så gik de i gang med at lave om på den.
Imens var Dronningen af Sabas udsendinge vendt tilbage, og hun havde besluttet at underkaste sig Salomon. Men inden sin afrejse havde hun låst sin trone forsvarligt inde bag syv døre og sat vagter til at passe på den. Så drog hun af sted sammen med en stor hær af tolv tusinde konger hver med tusinder af soldater.
Da hun ankom til Salomons palads, blev hun spurgt: „Er din trone ligesom denne?“
„Den er, som var det den samme,“ svarede hun.
Salomon så hendes viden og sagde: „Vi blev givet viden om den rette religion før hende, og vi har underkastet os Gud som muslimer. Alt det, som hun plejede at tilbede ved siden af Gud som Hans medguder, har ledt hende på vildspor, væk fra sandheden: Hun hørte til dem, der ikke troede.“
Der blev sagt til hende: „Træd ind i paladset.“
Gulvet var af gennemsigtigt glas, som lå over rindende vand, hvor fisk svømmede omkring. Overfor sad Salomon på sin trone og tog imod. Da hun så ned, troede hun, at det var et bassin, og hun løftede op i sin dragt og blottede sine ben for at gå igennem det.
Bilqis’ far var dæmon og hendes mor menneske, så Salomon havde frygtet, at hendes fødder og ben var helt dækket med hår som æslets, men nu kunne han selv se, at det ikke var tilfældet.
„Dette er et palads, hvor gulvet er af glas,“ sagde Salomon. Og han inviterede hende til sin religion.
Da sagde Bilqis: „Min Herre! Jeg har gjort uret mod mig selv ved at tilbede solen ved siden af Gud. Sammen med Salomon underkaster jeg mig Gud, Verdenernes og alle skabningers Herre.“
Salomon ville gifte sig med hende, men brød sig ikke om de hår, hun trods alt havde arvet fra sin far. Derfor fik han dæmonerne til at lave et hårfjerningsmiddel af ulæsket kalk, og med dette fjernede han hendes hår inden giftermålet. Han besøgte hende en gang hver måned i Saba og blev der i tre dage.
Salomon begyndte at regere, da han var tretten, og døde, da han blev treoghalvtreds.
46 Til Tamud-stammen sendte Jeg Salih, der var fra deres egen stamme, med beskeden: „Tjen Gud!“
Men de blev delt i to partier, der kom i strid over Salihs budskab. Den ene part troede på ham, den anden betragtede ham som en bedrager.
Salih sagde: „Mit folk, I er blevet advaret om det onde, Guds hævn. Hvorfor vil I se den fremskyndet i stedet for at afværge den ved anger og omvendelse? Hvis I ikke beder Gud om tilgivelse, så I måske opnår Hans nåde, så er I fortabte.“
„Vi ser et dårligt varsel i dig,“ svarede de, „og i dem, der er sammen med dig.“
„Jeres varsel ligger i Guds hånd!“ sagde Salih. „Men I er et folk, der sættes på prøve med omskiftelser i fremgang og velstand, og i modgang og ulykke.“
Nu var der ni mennesker fra en familie i byen, som skabte ufred og opførte sig uhæderligt. De sagde til hinanden: „Vi sværger alle ved Gud, at vi vil overfalde Salih og hans familie, når det bliver nat. Bagefter vil vi sige til hans slægtninge, der er forpligtet til at udføre blodhævnen, at vi slet ikke var til stede ved udryddelsen af hans familie, og at vi taler sandt.“
De udtænkte et komplot mod Salih, men Jeg udtænkte et komplot mod dem, uden at de vidste det. Og se, Muhammed, hvad der kom ud af deres komplot: De tog til den snævre slugt i bjergene, hvor Salih og hans folk afholdt deres bønner. Men i stedet for at fange Salih og hans tilhængere der, blev de selv fanget, for et klippestykke faldt ned og spærrede udgangen, så de gik til grunde.
Jeg udryddede dem og deres folk, dem alle sammen, og deres boliger, der er hugget ud i bjergene, forbliver øde på grund af deres onde gerninger. Det er et tegn for folk, der forstår! Og Jeg reddede dem, der troede på Mig og frygtede Min straf.
55 Og husk, Muhammed, profeten Lot, da han sagde til sit folk i Sodoma: „Begår I sådanne skændige gerninger med åbne øjne? Går I liderlige til mænd frem for til kvinder? I er så afgjort et uvidende folk!“
Hans folk havde ikke andet svar at give ham end at sige: „Jag Lots familie ud af byen, for det er mænd, der holder sig selv fri af de synder, som vi begår.“
Derfor reddede Jeg Lot og hans familie, bortset fra hans kone, Wahila. Jeg bestemte, at hun skulle være en af dem, der blev tilbage for at blive tilintetgjort. Og Jeg lod en regn af brændte teglsten falde over dem, og det blev en forfærdelig regn for dem, der var blevet advaret forgæves.
60 Muhammed, du skal sige: „Æret være Gud, og fred er over de af Hans tjenere, som Han har udvalgt som Sine sendebud.“
Hvem er bedst: Mig eller de afguder, som mekkanerne sætter ved Min side? Er Jeg, som har skabt himlene og jorden, og som sender jer regn fra oven, den regn, hvormed Jeg frembringer haver og lunde fulde af skønhed, ikke bedst? I har ikke magt til at få træerne til at spire og gro!
Er der nogen anden gud ved siden af Mig, Den Sande Gud? Nej, men mekkanerne er et folk, der afviger fra sandhedens vej og sætter andet lige med Mig! Er Jeg, der har gjort jorden fast og ladet den gennemstrømme af floder, som har sat ubevægelige bjerge fast på den og sat en barriere mellem de to have, for at salt og fersk vand ikke skal blandes, ikke den, der skal tilbedes?
Er der nogen anden gud, der er lige med Mig, Den Sande Gud? Nej, men de fleste af dem ved det ikke.
Er Jeg ikke den bedste, Jeg, der bønhører den nødlidende, når han drevet af fortvivlelse kalder på Mig, og som fjerner det onde, der gjorde ham fortvivlet, og som udnævner jer som arvinger til jorden efter jeres forfædre?
Er der nogen anden gud, der kan sættes ved siden af Mig, Den Sande Gud? I tænker ikke meget over disse ting.
Er Jeg ikke den bedste, Jeg, der viser jer vej i mørke både på land og til havs? Og som sender østenvinden, der rejser skyerne, og nordenvinden, der driver dem sammen, og vinden fra syd, der ryster dem, så regnen falder, og vestenvinden, der spreder dem igen: vindene sendt som budbringere om Min barmhjertighed?
Er der nogen anden gud, der kan sættes ved siden af Mig, Den Sande Gud? Jeg er i magt hævet langt over de medguder, som de vantro tillægger Mig!
Er Jeg, der frembringer en skabning, og som efter dens død gør det på ny ved opstandelsen, og som giver jer jeres drikke og føde fra himlen og jorden, ikke den bedste? Er der nogen anden gud ved siden af Mig, der kan dette? Muhammed, du skal sige til dem: „Kom og fremlæg jeres bevis, hvis I taler sandt!“
Og, Muhammed, du skal sige: „Ingen i himlene eller på jorden kender det skjulte, bortset fra Gud. Og de ved heller ikke, hvornår de skal genopvækkes.“
Nej, deres viden svigter, når det gælder det kommende liv; de er i tvivl om det, de er blinde over for de virkelige forhold omkring dette.
69 De, der ikke tror, siger: „Når vi og vores fædre er blevet til støv, skal vi så rejses fra gravene? Både vi og vores fædre er blevet lovet dette før. Men det er ikke andet end fortællinger fra gamle dage.“
Muhammed, sig til dem: „Rejs omkring i landet, og se, hvad der blev enden på synderne, på alle de folk før jer, der afviste deres profeter. Se ruinerne af deres byer!“ Og du må ikke være bedrøvet over dem og deres vantro, og vær ikke trist over alle de komplotter, som de udtænker mod dig.
De siger også: „Hvornår kommer så denne Dommedag, som du truer med? Hvis du altså taler sandt.“
Du skal svare dem: „Den straf, som I sådan ønsker fremskyndet, sidder måske på ridepuden lige bag jer!“
Ganske vist er Jeg udstyret med overbærenhed og langmodighed over for menneskene, men de fleste viser ingen taknemlighed over Mine gaver. Jeg ved, hvad der bor i deres hjerter, selv om de ikke siger det, og Jeg ved også, hvad de siger åbent. Der er intet skjult for Mig i himlene og på jorden, og intet er sket eller skal ske, som ikke allerede er nedskrevet i Bogen hos Mig i Den Syvende Himmel.
Koranen fortæller Israels børn om det meste af det, som de er uenige om, som at sammenligne Mig med ting, der kan sanses, eller med skabte væsner, og om Paradis og Helvede, og om Ezra og Jesus. Den er afgjort en retledning for og en nåde til de troende. Jeg vil træffe afgørelse mellem dem ved Min endelige dom. Jeg er Den Ophøjede og Den Alvidende. Så stol på Mig, for du, Muhammed, er på sandhedens grund. Du kan ikke få de døde til at høre, og du kan heller ikke få de døve til at høre din kalden til dem om den sande tro, når de vender ryggen til og går. Du kan heller ikke lede de blinde ud af deres vildfarelse, du kan slet ikke få nogen til at høre på dig bortset fra dem, der tror på Mine ord, og som derfor fuldstændigt underkaster sig Mig.
Når straffen er parat til at falde over de vantro, vil Jeg lade et bæst, Dabbatu al-Arz, Det Store Bæst, rejse sig af jorden ved Mekka i sin enorme størrelse og med en rådden stank. Det vil have en tyrs hoved, et svins øjne, en elefants ører, halsen af en struds, brystet af en løve og halen af en vædder. Dets stemme vil lyde som et æsels, men det vil tale Mit sprog, arabisk, og på dromedarens ben vil ingen kunne fange det eller løbe fra det. Med sig vil det have Moses’ stav og Salomons segl, og det vil tale til de vantro:„Menneskene havde ikke en fuldkommen tro på Min Herres tegn!“
Det vil markere ordet „troende“ i ansigtet på alle de troende og på samme måde afsætte et „vantro“ i ansigt på alle de andre, så enhver kan blive kendt for, hvad han virkelig er.
85 På den dag, Opstandelsens Dag, skal Jeg samle alle folk, og fra hvert af dem skal Jeg udvælge en flok af dem, der benægtede Mine ord. De skal blive drevet frem til stedet for Dommen og opstillet på rad og række. Og når de står foran Dommersædet, vil Jeg sige til dem: „Tog I Mine ord for at være løgn, selv om I ikke med jeres viden forstod dem? Eller hvad har I gjort?“
Og fordømmelsens dom skal falde over dem for deres afvisning og onde gerninger, og de kan ikke sige ét ord som undskyldning eller til deres forsvar.
Ser mekkanerne da ikke, at Jeg har udvirket natten, så de kan hvile sig, og ordnet det sådan, at dagen giver dem lys? Dette er tegn for dem, der tror.
På den dag hvor der stødes i basunen, vil alle, der er i himlene og på jorden, blive ramt af rædsel, bortset fra dem, som Jeg skåner for denne rædsel: de udvalgte engle samt Paradisets jomfruer og martyrer. Alle andre skal træde frem for Mig i ydmyghed: barfodede, nøgne og uomskårne, som de blev skabt fra begyndelsen af.
Muhammed, du vil se bjergene, som du troede var så urokkelige, flyve bort, som skyerne forsvinder. Dette vil være Mit værk, Jeg, der har ordnet alting rigtigt. Og Jeg ved udmærket, hvad I gør! De, der har gjort gode gerninger for at behage Mig, skal få en belønning på Dommens Dag større end fortjent, og de vil fra da af være i sikkerhed for denne dags fordømmelser og rædsler.
Men de, der har bedrevet onde gerninger, overtrådt Mine forbud og undladt at opfylde Mine påbud, skal kastes hovedkulds i Helvedets ild, og de vil blive spurgt: „Er det her gengældelse for andet end jeres gerninger?“
93 Sig dette til de vantro mekkanere, Muhammed: „Jeg er kun blevet pålagt at tjene og tilbede Herren over det fredhellige område omkring Mekka; Ham, der har fredhelliget det, Ham, hvem alting i alle verdener tilkommer. Og jeg er blevet pålagt at være en af dem, der underkaster sig Gud i absolut lydighed, og at fremsige Koranen for jer. Enhver, der lader sig retlede af den, gør det til sin egen fordel.“ Og hvis nogen er på vildspor bort fra vejen til Mig og deres frelse, så sig til dem: „Jeg er bare en advarer om Guds dom.“
Og, Muhammed, sig også til dem: „Lovprisningen tilkommer Gud! Han vil snart vise jer Sine tegn, og I vil genkende dem.“
Jeg er ikke ligeglad med, hvad I gør!