Æret være Mig, der har nedsendt Koranen til Min tjener Muhammed ibn Abdullah, og som ikke har tilladt noget skævt og kroget i den, men som har gjort den til en retlinet forskrift, for at han må advare dem, der ikke tror på Mig og kun på Mig, mod et voldeligt angreb fra Min side. Men også for at forkynde de troende, der gør gode gerninger for at behage Mig, det gode budskab om, at de har en herlig belønning i vente: Paradis. Her skal de være til evig tid.
Og Mit sendebud skal advare dem, der siger: „Gud har fået en søn.“
De har ingen åbenbaret viden om dette, og det havde deres forfædre heller ikke. Det er en frygtelig løgnagtig tale, der kommer fra deres mund, det er en ren løgn.
Muhammed, måske du er ved at bekymre dig til døde af oprigtig iver og bekymring for deres omvendelse, hvis de nu heller ikke vil tro på den historie, Jeg nu skal fortælle dig, og som er endnu en åbenbaring i Koranen?
Jeg har skabt alt det, der er en pryd på jorden, for at sætte menneskene på prøve og se, hvem af jer der udfører de bedste gerninger. Men det er for længst afgjort: Jeg skal forvandle alt, der er på den, også dens pryd, til støv og tør jord.
8 Tænker du over, Muhammed, at mændene i grotten og blytavlerne er vidundere blandt Mine tegn, store mirakler?
Evangeliets folk begyndte at synde og tilbede afgudsbilleder og ofre til falske guder. Men der var stadig nogle blandt Jesu tilhængere, der vedblev at tro på Mig og Min enhed.
Decius, den romerske konge, dyrkede afguder og dræbte de tilhængere af Jesu religion, der var imod ham. Da han slog sig ned i Efesos, frygtede folk ham og flygtede i alle retninger. Men Decius fik nogle vantro fra byen til at opspore dem, og de blev tvunget tilbage til ham. På stedet hvor han ofrede til afguderne, fik de valget mellem at blive dræbt eller tilbede afguderne. De, der elskede livet, omvendte sig, men de, der var stærke i troen, blev pint og dræbt. Deres kroppe blev skamferet og hængt uden på bymuren og på hver eneste dør indenfor.
Da en gruppe unge mænd, sønner af byens ledende mænd, så det, blev de så bedrøvede, at deres kroppe blev helt udtærede, og de søgte hjælp hos Mig med faste, bøn og lovprisning. De blev opdaget, der hvor de bad, og truet. Men deres leder, Maksilmina, sværgede, at de aldrig ville holde op med at tilbede Mig.
Decius tog nu alle deres smykker og alt deres tøj fra dem og gav dem et tidsrum, hvor de kunne tænke over deres stilling. Imens rejste han til en anden by, men de unge aftalte at tage rationer fra deres fædres huse, give noget i almisse og forsyne sig selv med resten. Så tog de ud til en grotte i bjerget Pangloss.
Mens Decius var bortrejst, blev de i grotten sammen med deres hund. De bestilte ikke andet end at bede til Mig om at finde en god vej ud af deres knibe og lovprise Mig, mens de søgte Mit ansigt og det evige liv. En af dem, Yamlikha, blev nu og da i hemmelighed sendt til byen for at købe mere mad og for at høre rygter om, hvilke planer Decius havde med dem. En dag hørte han, at Decius var vendt tilbage og ledte efter dem, for at de skulle ofre til afgudsbillederne. Grædende gik han tilbage til sine kammerater og fortalte dem det.
De græd også, og solen gik ned, og så lukkede jeg deres ører for et antal år, og deres hund lå med udstrakte forben ved indgangen.
Imens torturerede Decius deres fædre for at få dem til at røbe, hvor sønnerne gemte sig. De sagde, at de selv tilbad Decius’ guder, og at deres sønner havde taget penge fra dem og var flygtet mod Pangloss. Her blev de fundet i grotten, og Decius befalede, at en stor sten skulle rulles for udgangen, så de ville sulte ihjel.
To troende mænd besluttede sig for at skrive om mændene i grotten, om hvor de kom fra, deres og deres fædres navne og deres historie. Det gjorde de på to tavler af bly. De lagde dem i en lille kiste og byggede en lille bygning over den.
Siden døde Decius, og hersker fulgte hersker frem til Theodosius, der var en from og retfærdig konge, der troede på Mig. Han så, at mange stadig mente, at kun det jordiske liv findes, og at ingen skal opstå fra gravene, og han lukkede sig inde, klædte sig i en kradsende skjorte og satte sig i en dynge aske og anråbte Mig.
Så ønskede Jeg at lade de unge mænd træde frem som et tegn fra Mig. Jeg inspirerede en mand til at bygge en fårefold på bjerget, og da den lille bygning og stenen blev fjernet, vækkede jeg de unge mænd, uden at de blev opdaget. De satte sig op og smilte og troede, at der kun var gået en nat, siden de havde lagt sig. Så gav de sig til at bede.
Således havde Jeg hyllet dem i dyb søvn i mange år i grotten og vækkede dem for at Jeg kunne vide, om de selv eller dem, de mødte, da de vågnede, bedst kunne beregne den tid, de havde tilbragt der.
12 Jeg skal fortælle dig, Muhammed, deres sandfærdige historie, uddybet og fra begyndelsen. De var unge mænd, der troede på Mig, og Jeg gav dem yderligere retledning og styrkede deres hjerter, så de rejste sig foran tyrannen og sagde: „Vores Herre er himlenes og jordens Herre, aldrig skal vi påkalde nogen anden Gud end Ham, for så ville vi ytre noget frygteligt. Men vores folk har taget andre guder ved siden af Ham uden at kunne fremlægge klare beviser for deres guddommelige status! Og hvem gør større uret end den, der udtænker løgn om Gud?“
Og til hinanden sagde de: „Lad os derfor nu bryde med dem og deres afguder og søge tilflugt i grotten på bjerget Pangloss og sætte vores lid til vores Herre.“
Du ville have lagt mærke til, at grottens åbning vendte mod syd og dermed var mest behagelig for dem, og de var i grottens store midte, hvor der ikke var trangt, og hvor solens hede ikke kunne nå dem. Dette var et af Mine tegn. Den, som Jeg leder på vej, er på rette vej til sin frelse. Men den, Jeg leder på vildspor, for ham finder du aldrig hjælpere til at vise sandhedens vej.
Du ville have regnet dem for vågne, som de lå der med åbne øjne og jævnligt vendte sig. Det sørgede Jeg for, for at de ikke skulle få liggesår. Og deres vagthund, som Jeg havde skænket dem, lå med udstrakte forben ved indgangen. Hvis du pludselig var faldet over dem, ville du være vendt om og flygtet af skræk ved synet af dem, for Jeg havde givet dem frygtelige ansigtsudtryk.
Så var det, Jeg vækkede dem, så de kunne spørge hinanden, og en af dem spurgte: „Hvor længe har vi været her?“
„Vi har været her en dag, eller det meste af en dag,“ svarede nogle, for de huskede, at de var gået ind i grotten om morgenen, og nu var det eftermiddag. Så opdagede de, at deres negle og hår var blevet meget langt, og de blev enige om, at Jeg bedst vidste, hvor længe de havde været der.
„Send en ned i byen med denne mønt,“ sagde en af dem så. „Lad ham finde ud af, hvem af de handlende der har den bedste og billigste mad, og lad ham bringe den hertil. Men han må være forsigtig og høflig og ikke røbe os for nogen, for hvis de får fat i os, vil de stene os eller tvinge os tilbage til deres religion, og så det vil det aldrig gå os godt.“
„Vi er eftersøgt i byen,“ sagde ham, der hed Yamlikha. „Decius vil forlange, at vi i dag skal komme og tilbede hans afguder, og ellers vil han slå os ihjel.“
„I må ikke falde fra, når Guds fjende lokker jer,“ sagde Maksilmina. „Tro på livet efter døden!“
Så bad de Yamlikha om forsigtigt at gå til byen og købe mad.
Yamlikha tog noget slidt tøj på og greb en mønt præget med Decius’ ansigt. På vejen kikkede han sig ængstelig omkring, for han var bange for at møde nogen af sin familie, som ville forråde ham. Han anede ikke, at han havde sovet i tre hundrede og ni år.
Da han kom til byporten, blev han forskrækket over at se et kors over den. Det var det samme inde i byen, kors overalt, og han kendte ikke folk. Måske drømmer jeg, tænkte han.
Men han fortsatte ind på markedspladsen, hvor folk sværgede ved Jesu navn. Han blev forvirret og tænkte, at i går aftes blev folk slået ihjel for at nævne Marias søns navn. Måske han befandt sig i en anden by end sin egen? Til sidst gik han til en bod og bad om noget mad for sin mønt.
Sælgeren kikkede længe på mønten og viste den så til andre sælgere. De beundrede den og blev enige om, at det var en mønt fra gamle dage fundet i jorden.
Imens stod Yamlikha og rystede af frygt for, at de skulle genkende ham, og sagde så, at de bare kunne beholde mønten. Men flere kom til og beskyldte ham for at have fundet en skjult skat og sagde, at deres hersker ville dødsdømme ham, hvis han ikke afslørede dens skjulested. Han blev ført gennem byen, forvirret fordi han ikke kunne genkende nogen, og han begyndte at råbe op og bede om Min hjælp mod tyrannen Decius og klagede sin nød over ikke at skulle gense sine kammerater.
Han blev ført for byens to borgmestre, og de spurgte ham, hvem hans far var.
Yamlikha svarede, men ingen kendte ham, og der blev råbt, at han var en løgner. Nogle sagde, at han var gal. Andre troede, at han spillede dum for at slippe bort med sin skat: „Denne mønt er præget for mere end tre hundrede år siden; hvor er din skat?“
„Ved Gud, jeg er forvirret,“ sagde Yamlikha, „men gå med mig til Pangloss, så skal I se mine kammerater.“
Hele byen fulgte ham på vejen ud til bjerget.
Da de unge mænd i grotten opdagede dem, troede de, at det var Decius og hans folk, og de begyndte at bede og forberede sig på at dø. Men da Yamlikha trådte ind til dem og fortalte alt, hvad han havde oplevet, forstod de, at de havde sovet på Min ordre og var blevet vækket for at være et tegn for folk. Og folkene fra byen fandt den lille kiste med blytavlerne med deres navne og oplysningen om, at de var flygtet fra den tyranniske kong Decius, der krævede, at de frafaldt deres religion. Nu faldt alle på knæ i bøn og lovpriste Mig.
Borgmestrene sendte et brev til kong Theodosius om det tegn, der havde vist sig i hans kongerige. Og de opfordrede ham til at skynde sig at komme til byen og se de unge mænd, som Jeg havde sendt, efter at de havde været døde i mere end tre hundrede år.
Theodosius kom og omfavnede de unge, og de bad sammen. „Der er ikke sket noget som dette, siden disciplene så Messias,“ sagde Theodosius.
En af de unge svarede ham: „Vi søger tilflugt hos Gud mod det onde hos dæmoner og mennesker.“ Så lagde de sig pludselig alle sammen i deres senge og faldt i søvn.
Jeg tog deres sjæle.
Kongen beordrede, at der skulle laves en kiste af guld til hver af dem. Men om natten kom de til ham i en drøm og sagde: „Vi blev ikke skabt af guld og sølv, vi blev skabt af støv, og til støv vender vi tilbage. Så læg os, hvor vi var i grotten; på støvet, så Gud kan oprejse os fra det.“
Det gjorde Theodosius, og han beordrede, at deres grotte skulle være et bedested, og gav dem en årlig festdag.
På denne måde lod Jeg folket opdage dem, så de kunne få at vide, hvad der var sket med dem, og at Mit løfte om opstandelse er sandt, og at der ikke er tvivl om Timen for deres dom.
Men folket skændtes om deres opstandelse, og nogle sagde, at det kun var deres sjæle, der skulle genrejses, andre at de ville være i deres kroppe. Men de sagde også: „Rejs et tempel over dem. Deres Herre kender udmærket deres tilstand!“
Andre ville have en bolig bygget over grotten, men de første fik deres vilje og sagde: „Vi skal bygge et kapel over dem.“
21 Muhammed, jøderne har fået nogle af mekkanerne til at spørge dig, hvor mange de var i grotten. Nogle af de kristne siger: „De var tre i grotten, og den fjerde var deres hund.“ Andre siger: „De var fem, og hunden var den sjette.“ De gætter om skjulte ting. Andre igen siger: „De var syv, og hunden var den ottende.“
Du skal sige, Muhammed: „Min Herre kender bedst deres antal. Kun nogle få kender det.“
Diskuter ikke alt muligt angående soverne. Tal kun om klare sager, som Jeg har givet dig åbenbaret viden om, og spørg ikke nogen af de kristne om soverne. Og sig aldrig om nogen ting: „Dette vil jeg gøre i morgen,“ uden at tilføje: „hvis Gud vil.“ Det glemte du, da jøderne spurgte dig om antallet af sovere, og du lovede at bringe dem en åbenbaring om det dagen efter, men du glemte at sige: „Hvis Gud vil.“ Derfor lod Jeg dig vente i ti dage på svaret, mens mekkanerne latterliggjorde dig.
Pris Mig, og bed om tilgivelse for din forglemmelse, hvis det sker igen, og sig: „Måske min Herre vil lede mig nærmere sandheden omkring denne historie.“
De var i grotten i tre hundrede og ni år.
Men dit svar, Muhammed, er: „Gud ved bedst, hvor længe de var der.“
De skjulte hemmeligheder i himlene og på jorden tilhører Mig. Jeg kan se og høre alt! Ingen af himlenes og jordens indbyggere har nogen beskytter ud over Mig, og Jeg deler ikke Mit herredømme eller viden om Mine befalinger med nogen!“
Muhammed, fremsig det, der er blevet åbenbaret dig af Koranen uden at vove at ændre noget i den, som de vantro prøver at lokke dig til. Der findes ingen, der kan ændre Mine ord, og hvis du prøver, skal du ikke finde noget sted at søge tilflugt bortset fra hos Mig.
Vær tålmodig med dine tilhængere, der påkalder Mig morgen og aften, og som søger at tilfredsstille Mig. Foragt ikke de fattige rettroende for deres usselhed, og lad være med at beundre de rige for deres formue og deres pragt og glans, sådan som Umayya ibn Khalaf vil have dig til, når han siger, at du skal opgive dine fattige følgesvende af respekt for Mekkas stolte Quraysh-stamme. Men du skal ikke adlyde nogen, hvis hjerte Jeg har gjort ligegyldigt i forhold til tilbedelsen af Mig, og som følger sine egne indskydelser og lader sandheden bag sig.
Sig til dem, Muhammed: „Sandheden kommer fra jeres Herre, og I har ikke længere nogen undskyldning for ikke at tro! Lad den, der vil, tro og følge vejen til sin frelse, og lad den, der vil, være vantro og følge vejen til fortabelse!“
Vær sikker på, at Jeg har gjort en ufatteligt smertefuld ild klar til de uretfærdige, og den vil omslutte dem som et telt, og hvis de råber på vand, skal de få regn som smeltet kobber, der skolder deres ansigter. Hvilken forfærdelig drik, og hvilken forfærdelig hynde at ligge tilbagelænet på!
Men Jeg tillader ikke, at belønningen går tabt for dem, der tror på Mig og kun Mig og gør gode gerninger, der stiller Mig tilfreds: For dem venter Edens Haver med strømmende floder, der løber tæt forbi deres telte, og der vil de blive smykket med armbånd af guld og blive klædt i grønne dragter af silke og brokade. Der skal de ligge tilbagelænede på bløde hynder, og det er en god hvileplads og en herlig belønning!
31 Muhammed, fremlæg en lignelse for dem om to mænd: Den ene var vantro, og ham gav Jeg to vingårde og omkransede dem med daddelpalmer, og imellem dem fik Jeg kornmarker til at skyde frem. Begge vingårde bar rigelig frugt i høsttiden, og intet slog fejl. Jeg fik en flod til at løbe mellem dem, og han havde stor velstand. Så han sagde til sin ven en dag, de snakkede sammen: „Jeg er mere velstående end du er, og jeg har en større familie.“
For at prale inviterede han sin ven med ind i sin have, og han skadede sin egen sjæl med sit praleri og sin ugudelighed, idet han sagde: „Jeg tror ikke, disse havers herligheder vil forsvinde, og jeg tror heller ikke, at Den Sidste Time nogensinde kommer. Og hvis jeg virkelig skal bringes tilbage til min Herre, så vil jeg afgjort finde en bedre have end denne.“ For han troede, at hans fremgang på jorden skyldtes hans egen indsats i stedet for at indse, at den var en gave fra Mig.
Hans nabo spurgte så: „Fornægter du Ham, der først skabte dig af støv, så af en sæddråbe og så formede dig til et fuldendt menneske? Men jeg tror, at Han er min Gud, min eneste Herre, og jeg sætter ingen anden gud ved siden af min Herre. Og hvorfor sagde du ikke, da du gik ind i din have:„Det, som Gud vil, skal ske! Der findes ingen som helst magt ud over den, Gud har!“? Selv om du siger, at jeg har mindre velstand og færre børn end dig, så vil min Herre måske siden hen give mig en bedre gave end din have. Og måske sender Han en tordenkile fra himlen som afregning over din have, så den en morgen er øde og tør, eller får dens vand til at synke så dybt ned i jorden, at du aldrig vil være i stand til at trække det op.“
Og den førstes frugthøst blev da også tilintetgjort, som hans ven havde advaret ham om. Om morgenen vred han sine hænder i sorg over alle de udgifter, han havde haft på sin ejendom, der nu lå sønderslået, og han sagde: „Jeg ville ønske, at jeg ikke havde sat andre guder ved siden af min Herre!“
Han havde ingen hærskarer, der kunne hjælpe ham mod Mig, og han kunne ikke hjælpe sig selv mod Min hævn. Jeg er den eneste hjælp og beskyttelse på Opstandelsens Dag, og Jeg giver den bedste belønning og det bedste resultat i den sidste ende.
43 Muhammed, fremlæg også en lignelse for dem om det jordiske liv. Det er som vand, som Jeg sender ned fra himlen, og som jordens planter blander sig med. Og efter de har været grønne og blomstrende, bliver de til tørre strå, der spredes for vinden. Jeg er almægtig!
Rigdom og sønner er en pryd for det jordiske liv, men det, der tæller til sidst i Mine øjne, er de gode gerninger udført af frygt for Min dom. Og når det gælder belønningen: adgang til Paradis, så er det vejen, I skal gå ad.
På en bestemt dag sætter Jeg bjergene i bevægelse. De vil skælve og opløses og blæses bort som støv, og du vil se jorden blive jævn og flad. Jeg skal forsamle de troende og de vantro foran Mig i adskilte rækker og ikke lade en eneste blive tilbage. Så skal Jeg sige: „Nu er I kommet til Mig, sådan som Jeg skabte jer første gang, nøgne, barfodede, uomskårne og ubevæbnede, men I påstod, at Jeg aldrig ville indfri løftet om at møde Mig på Opstandelsens Dag!“
Gerningernes bøger med hver eneste sjæls gode og onde gerninger får hver især lagt i sin hånd, og du vil se, at synderne er rædselsslagne for, hvad der står skrevet i deres bog, og de vil sige: „Stakkels os! Hvad er dette for en bog? Den udelader jo hverken store eller små gerninger og synder, men opregner det hele!“
De skal finde ud af, at alt, hvad de har gjort, står opskrevet i deres bøger, og Jeg skal ikke dømme dem for andet end det.
48 Husk, at da Jeg sagde til englene: „Fald ned for Adam,“ så faldt de alle ydmygt ned bortset fra Iblis. Han hørte til dæmonerne, og han gjorde oprør mod Min befaling. Vil I mekkanere så tage ham og hans afkom til beskyttere i stedet for Mig? De, der er jeres fjender? Det ville være et sørgeligt bytte for de uretfærdige!
Jeg gjorde ikke mekkanerne til vidner på himlenes og jordens skabelse, og heller ikke på deres egen skabelse, ligesom Jeg heller ikke tager hjælpere blandt dem, der vildleder fra vejen til Mig.
På Dommens Dag skal Jeg sige: „Kald Mine medguder frem, som I har tilbedt, for at de må beskytte jer!“
De skal kalde på dem, men de hører dem ikke, for Jeg laver en afgrund mellem de falske guder og deres tilbedere! Så skal synderne se Helvedets ild med en forudanelse om, at de skal falde ned i den, og de vil ikke kunne finde nogen udvej.
Jeg har fremstillet alle mulige lignelser i denne koran, men mennesket affejer det meste! Intet andet har afholdt quraysherne, den ledende stamme i Mekka, fra at tro, nu da retledningen er kommet til dem, og fra at bede Mig om tilgivelse, end at de venter, indtil tidligere generationers skæbne, det, der overgik Noas folk, Lots folk og mange andre, også rammer dem, eller indtil de står ansigt til ansigt med straffen i deres næste liv.
Jeg sender kun Mine sendebud som overbringere af gode budskaber og som advarere om Min hævn, men de, der ikke tror, modsiger dem med tomme argumenter for at gendrive sandheden. De gør grin med Mine åbenbaringer og den straf, som de er advaret imod! Men hvem gør større uret end den, som er blevet mindet om Mine åbenbaringer og så vender ryggen til dem og glemmer sine gerninger, der er opført i regnskabets bog? Jeg har lagt et slør over deres hjerter og sløvet deres ører, så de ikke forstår Koranen, så hvis du, Muhammed, kalder dem til denne sande retledning, vil de aldrig lade sig retlede af den.
Men Jeg er tilgivende og fuld af barmhjertighed, for hvis Jeg ville straffe mekkanerne, som de fortjente, så fremskyndede Jeg straffen for dem. Men den har sin fastsatte tid, og da vil de ikke finde noget tilflugtssted for at undgå Min vrede.
Alle de vantros byer tilintetgjorde Jeg, som Jeg har fortalt dig, da de afviste deres sendebud, og Jeg havde fastsat en bestemt tid for deres undergang.
59 Muhammed, husk også dengang israelitterne beundrede Moses’ prædikener så meget, at de spurgte ham, om han kendte nogen i verden, der var klogere end ham. Det svarede han nej til, men Jeg irettesatte ham for hans hovmod og fortalte ham, at der var én: al-Khidr. Og Jeg sagde, at han kunne finde ham ved en sten, hvor de to have mødes.
Så drog han af sted med sin tjener Josua, Nuns søn, der også gerne ville lære af sin herre, og som på Min instruks havde en saltet fisk med sig. Jeg havde fortalt Moses, at når fisken kom til live, ville den, han søgte, være der, og hans eget ønske om at møde ham ville dermed være opfyldt. Og han bad Mig om at føre dem til al-Khidr, og Jeg fortalte ham, at han boede på en ø i havet, og gav ham tilladelse til at søge efter ham.
„Jeg stopper ikke,“ sagde Moses til Josua, „før jeg når til det sted, hvor det græske og det persiske hav løber sammen, eller jeg har gået i firs år.“ Nu rejste de, indtil de blev trætte, og stoppede ved en sten nær noget vand. Det var Livets Vand. Enhver, der drikker af det, lever evigt, og alt, hvad der er dødt, vækkes til live, når det kommer det nært.
Da de havde slået lejr og spist det sidste kød af fisken, smed Josua den i vandet. Straks kom den til live og svømmede ud i havet.
Da de næste morgen var gået videre og blev sultne og skulle spise, sagde Moses til Josua: „Tag vores morgenmad frem, for vi er blevet udmattede af denne rejse.“
„Så du forresten,“ sagde Josua, „hvad der skete, da vi søgte tilflugt på klippestenen, og jeg smed resterne af fisken i vandet? Det må have været Satan, der fik mig til at glemme at nævne det for dig før, herre. Den svømmede af sted mod havet som ved et under.“
„Det var det sted, vi har søgt,“ svarede Moses. „Det er Livets Vand.“ Så vendte de om og gik samme vej tilbage, som de var kommet, og de kom tilbage til stenen, de havde siddet på. Der mødte de en mand svøbt i et grønt klæde. Moses hilste på ham og vidste, det var al-Khidr, som Jeg havde givet af Min visdom gennem åbenbaringer og dermed lært ham nogle af de skjulte ting.
Han besvarede hilsnen og spurgte: „Hvem er du?“
„Jeg er Moses, søn af Amram. Må jeg følge med dig?“ spurgte Moses så. „På den betingelse, at du lærer mig noget af det, du selv er blevet belært om, angående det at leve retfærdigt?“
„Du vil ikke have tålmodighed med mig,“ svarede al-Khidr. „For hvordan skulle du have tålmodighed med det, som du kun ser det ydre af, og som du ikke kan begribe med din visdom?“
„Du vil finde mig tålmodig, hvis Gud vil,“ sagde Moses, „og jeg vil ikke sætte mig op mod dig på nogen måde.“
Det gik al-Khidr ind på, men sagde: „Hvis du så følger med mig, så spørg mig ikke om noget, selv om du ikke bryder dig om det, du ser. Men hav tålmodighed, indtil jeg selv begynder at tale til dig om det.“
Det gik Moses ind på.
Så begav de sig af sted langs kysten og bad forgæves folk om at transportere dem, indtil et nyt og godt lavet skib, der var finere end noget andet, de havde set, kom forbi. De bad om tilladelse til at komme om bord og blev samlet op. Idet de satte ud fra kysten, tog Moses’ følgesvend en syl og en hammer. Så slog han hul i skibet, tog en planke og lagde den over hullet og satte sig på den.
„Sig mig,“ sagde Moses, „slog du hul i skibet for at drukne alle om bord? Er det takken for, at de tog os med om bord? Du har gjort noget frygteligt!“
„Sagde jeg ikke, at du aldrig ville kunne have tålmodighed med mig?“ svarede al-Khidr.
„Bliv ikke vred, fordi jeg glemte, at jeg ikke måtte spørge, og gør det ikke for vanskeligt for mig,“ undskyldte Moses.
Så forlod de skibet og gik, indtil de kom til en lille landsby. Nogle unge drenge løb omkring og legede. Al-Khidr greb nu den smukkeste af dem og holdt ham fast med den ene hånd, mens han med den anden samlede en sten op og slog hjernen ud af hovedet på ham.
Moses så det forfærdelige og udbrød: „Du har dræbt et uskyldigt menneske, uden at det drejer sig om blodhævn? Du har gjort noget forfærdeligt!“
„Sagde jeg ikke, at du aldrig ville kunne have tålmodighed med mig?“ lød svaret blot.
Moses undskyldte igen: „Hvis jeg herefter spørger dig om noget, så skal du ikke følges med mig længere. Nu har du fået fuld undskyldning fra min side, hvis du forlader mig.“
Så begav de sig atter af sted, indtil de kom til Antiochia, hvor de bad nogle indbyggere om mad. Men disse ville ikke forsyne dem med noget, for som de sagde: „Dette er en tid, hvor vi ikke modtager gæster.“
Moses og al-Khidr fandt en meget høj mur, der var ved at styrte sammen, og al-Khidr bragte den i orden med sine hænder.
Moses blev irriteret over, at al-Khidr gjorde det, når indbyggerne ingen gæstfrihed havde vist, og han mistede tålmodigheden: „Hvis du havde villet, kunne du måske have fået løn for det, og de så, at vi var sultne.“
Al-Khidr sprang op: „Dette bliver afskeden mellem mig og dig! Men inden vil jeg give dig forklaringen på det, som du ikke havde tålmodighed med. Hvad skibet angår, så tilhørte det ti fattige, ældre brødre, der slider i det på havet. Jeg ønskede at ødelægge det, for en vantro konge i Jordan, der tager alle skibe med magt, var efter dem. Jeg skamferede det bare for at holde ham væk fra det, så han undlod at tage det, når han så den skade, jeg havde forvoldt.
Hvad den unge mand angår, så var hans forældre troende, men han selv vantro, og jeg frygtede, at han ville være oprørsk over for dem og påføre dem vantro. Så jeg ønskede, at deres Herre i stedet skulle give dem et mere fromt og hengivent barn.
Hvad muren angår, så tilhørte den to faderløse drenge i byen, Asram og Sarim, og under den var der en skat af guld og sølv, der tilhører dem. Var muren faldet, ville skatten være gået tabt. Deres far var en retfærdig mand, og din Herre ville, at de skulle nå moden alder og så fremskaffe deres skat som en nådegave fra din Herre. Alt dette gjorde Jeg ikke af egen drift, det var Guds vilje. Dette er forklaringen på det, som du ikke havde tålmodighed med.“
Al-Khidr havde imidlertid drukket af evighedens vand, så Jeg tog ham og satte ham på et skib og sendte det ud på havet. Det vil sejle med ham til Opstandelsens Dag. For han skulle ikke have drukket af vandet, men han drak.
82 Muhammed, folk spørger dig om Alexander Den Store. Sig til dem: „Jeg vil fortælle jer noget af hans historie. Gud sagde: „Jeg sender dig til jordens folkeslag, Alexander. De taler forskellige sprog og omfatter alle slags folk. Der er to samfund, Nasik ligger der, hvor solen går ned, og Mansik ligger der, hvor den står op, og imellem dem er jordens længde. Og der er to andre samfund, og imellem dem er jordens bredde: Samfundet i syd hedder Hawil, og det i nord Tawil. Samfundet i midten er menneskenes, dæmonernes og gogs og magogs.“
„Min Gud,“ sagde Alexander Den Store, „Du har udvalgt mig til en stor opgave. Ingen kan gøre det uden Dig. Så fortæl mig om disse samfund: Med hvilken styrke overgår jeg dem i antal, med hvilken rænke overlister jeg dem, og med hvilken tålmodighed udholder jeg dem? Med hvilken hørelse forstår jeg deres sprog, med hvilket syn gennemskuer jeg dem, og med hvilket bevis argumenter jeg med dem? Med hvilket hjerte forstår jeg dem, med hvilken dømmekraft dømmer jeg dem, med hvilken hånd angriber jeg dem, med hvilken fod tramper jeg på dem, og med hvilken venlighed behandler jeg dem?“
„Jeg vil sætte dig i stand til at gennemføre det, Jeg har pålagt dig,“ svarede Gud ham, „for Jeg vil åbne dit bryst, så det er vidt åbent for alting. Jeg vil åbne din forstand, så du vil forstå alting, Jeg vil gøre din tunge bred, så du kan tale alle sprog. Jeg vil åbne din hørelse, så du kan høre alting. Jeg vil udvide dit syn, så du kan opfatte alting, Jeg vil styrke dit hjerte, så intet skræmmer dig, Jeg vil give dig styrke, så du kan ødelægge alting. Jeg vil også hylle dig i ærefrygt, så intet vil begære dig, og Jeg vil gøre lyset og mørket til dine tjenere, så lyset kan lede dig fremad og mørket skjule dig bagfra.“
Derpå drog Alexander ud mod stedet, hvor solen går ned. Han nåede havet og så solen gå ned i det, som forsvandt den i en mudret kilde. Og der fandt han et folk så talrigt, at kun Jeg kan tælle dem, og stærke var de. Men de var vantro og gik omkring klædt i skind fra vilde dyr og levede af det, havet kastede op på kysten.
„Enten dræber du dem for deres vantro eller underviser dem i Den Rette Lære,“ beordrede Gud.
„Den, der gør onde gerninger, vil jeg straffe i denne verden,“ sagde Alexander til dem. „Så vil han blive bragt tilbage til Gud, og Han vil give ham en pinefuld straf. Men den, der tror og gør gode gerninger, kan vente den bedste belønning i den næste verden, og jeg skal belære ham med mild stemme.“
Så dækkede han dem med mørke og omringede dem med sin hær og drev dem sammen på et enkelt sted. Derpå satte han lys over dem og inviterede dem til at tilbede Gud. Nogle underkastede sig, men andre vendte ryggen til, og dem kastede han mørke over. Det trængte ind i deres munde, ører og næser, og ind i deres huse. Det dækkede dem fra neden og fra siden, de nærmest svømmede i det og blev forvirrede. Da det gik op for dem, at de ville blive tilintetgjort, bønfaldt de ham som med én stemme, og han fjernede mørket, og de tog imod hans invitation til at tilbede Gud.
Med en hær forstærket af folk fra Maghreb drog han mod syd dækket bagfra og på flankerne af mørket og ledt af lyset. Når han kom til noget vand, byggede han skibe af små brædder og sandaler, og når alle var vel ovre, fik hver især kun sine sandaler eller en bræddestump igen, så ingen forslæbte sig. I Hawil gjorde han det samme som i Nasik.
91 Derfra fortsatte han til Mansik, hvor solen står op. Her boede sorte mennesker, der hverken havde tøj eller huse til at beskytte sig mod solen med, og de boede i underjordiske huler. Også der forøgede han sin hær efter deres omvendelse, og det samme skete i nord.
Nu drog han gennem landet i midten, og da han kom til nogle fjerne egne blandt tyrkerne, sagde nogle der til ham: „Bag disse to bjerge er der væsner, der ligner mennesker, men de røver husdyr og vilde dyr som løverne, og de æder slanger og skorpioner. Der er ikke nogen på jorden, der formerer sig så hurtigt som dem, og fortsætter det, vil de fylde jorden op og ødelægge den! Vi frygter, at de skal falde over os gennem dette bjergpas.“
Sådan gav Gud Alexander Den Store magt på jorden ved at gøre hans rejser lette og vise ham en vej til at opnå de ting, han ønskede. Sådan var det, da han kom til en egn ved bjergene mellem Armenien og Aserbajdsjan. Her fandt han et folk, der boede ved foden af to bjerge, og som næsten ikke kunne forstå et ord af det, der blev sagt, fordi deres sprog var så anderledes, og fordi de opfattede langsomt. Der måtte derfor bruges en oversætter.
Nu sagde dette folk: „Alexander Den Store! Gog og magog, de to folk, der nedstammer fra Noas søn Jafet, ødelægger dette land med indfald hvert år, hvor de stjæler vores afgrøder. Hvis vi betaler skat til dig, vil du så bygge en mur mellem dem og os?“
Alexander rejste ind i gog og magogs land. Der mødte han et lavstammet folk med kløer i stedet for negle, med tænder som løver og ganer som dromedarer, og når de tyggede, lød det som dromedarer, der tygger drøv. Deres ører var enorme, det ene behåret, det andet dunet, og de var store nok til at svøbe sig i, så om vinteren hyllede de sig i det ene og om sommeren i det andet. De vidste, hvornår de skulle dø, for det sker både for deres mænd og kvinder, når de har fået barn nummer tusinde. Om foråret, når man i Arabien beder om regn, beder de om et stort havvæsen, der kastes op til dem, og det lever de af resten af året. De kalder på hinanden med duers kurren og hundes gøen og har samleje, hvor de end mødes.
Nu sagde Alexander til folket, der havde bedt om hans beskyttelse: „Den magt, min Herre har givet mig, er mere værd end jeres skatter, men hjælp mig med fuld styrke, så skal jeg bygge en stærk mur mellem jer og dem. Bring mig jernbarrer så store som sten brugt til borge, så skal jeg fylde mellemrummet mellem bjergene ud med dem.“
Først gravede han en dyb grøft, fyldte den med kampesten og overtrak dem med smeltet kobber, så grunden blev så stærk som bjergets rod. Så rejste han muren af jernbarrer ovenpå, og da han havde fyldt op mellem de to bjergsider, sagde han til arbejderne: „Blæs med blæsebælgene på kullet omkring barrerne, indtil jernet er rødt som ild!“ og da alt var glødende, sagde han: „Kom med flydende messing, som jeg kan tømme ud over den jernvæg, der fremover skal spærre passet, for at styrke den!“
Og gog og magog var fra da af ude af stand til at komme over den høje og glatte mur, og de kunne heller ikke bryde igennem den på grund af dens tykkelse og hårdhed.
Så sagde Alexander: „Evnen til at bygge denne mur er et nådesbevis fra min Herre, men kort før Dommedag vil Han gøre den til støv. Så vil gog og magog vælte frem over hinanden som bølger og formere sig over hele jorden, og de troende vil trække sig tilbage til deres byer og borge. Gog og magog vil bemægtige sig husdyrene, de vil drikke floderne tomme, og én vil kyle sit spyd mod himlen, og det vil falde ned indsmurt i blod.““
Derefter kommer dagen, hvor der skal blive stødt i basunen, og Jeg skal forsamle alle skabte væsner foran Mig. Jeg skal vise Helvede for de vantro, hvis øjne var blinde for Mine advarsler i Koranen, og som intet kunne høre af, hvad Min profet fremsagde for dem, fordi de hadede ham af hele deres hjerte.
Tror de vantro så, at de kan tage Mine tjenere, engle og dæmoner, som beskyttere ved siden af Mig og undslippe straffen? Nej, Jeg har gjort Helvede klar til at tage imod de vantro: deres sidste og evige hvilested!
103 Sig til de vantro, Muhammed: „Skal vi fortælle jer om dem, der mister mest i forhold til deres gerninger, dem, hvis anstrengelser i jordelivet er spildt, mens de selv tror, de handler retfærdigt?“
Det er dem, der ikke troede på Mine tegn og på mødet med Mig i det kommende liv. Deres gerninger er forspildte, Jeg tillægger dem ingen vægt på Opstandelsens Dag, for gode gerninger uden tro på Mig er intet værd. De skal blive straffet med Helvede, fordi de ikke troede, og fordi de gjorde grin med Mine tegn og med Mine sendebud!
Men for dem, der tror på Mig, og kun på Mig, og som gør gode gerninger, der skal gøre Mig tilfreds, venter Paradis. I Paradisets haver skal de finde skygge og hvile, og der skal de forblive evigt og ikke ønske nogen forandring.
Sig også dette, Muhammed: „Hvis havet var blæk til at nedskrive min Herres ord, så ville havet være tømt, før min Herres ord var udtømt, selv om Han tilføjede yderligere et hav!
Jeg er bare et almindeligt menneske som jer selv, men Gud har åbenbaret mig, at Gud er én Gud. Så lad enhver, der ser frem til at møde sin Herre, gøre gode gerninger, og lad ham ikke tilbede nogen anden end sin Herre!“