Regnskabets Dag, Dommedag, nærmer sig for mekkanerne, men sorgløse vender de ryggen til deres advarsler uden at overveje følgerne!
Hver gang der kommer en ny påmindelse til dem fra Mig, endnu en åbenbaring i Koranen, lytter de til den, mens de tankeløst latterliggør den. Og de uretfærdige hvisker hemmeligt til hinanden: „Er Muhammed ibn Abdullah andet end et almindeligt menneske som jer selv? Vil I så med åbne øjne godtage den trolddomssnak, I lytter til?“
Sig det her til dem, Muhammed: „Min Herre ved alt, hvad der siges i himlene og på jorden, for Han er Den Althørende og Den Alvidende!“
„Nej,“ siger de: „Koranen er et virvar af drømme; at vi skulle genopstå i vores kroppe, efter at de er rådnet bort, er blot mareridtsforestillinger. Nej, Muhammed har opdigtet Koranen, han er en digter. Ellers lad ham bringe os et mirakel ligesom dem, de tidligere profeter var sendt med.“
Men ingen af de byer, som Jeg tidligere tilintetgjorde, og som havde fået vist Mine klare mirakler, ville tro deres profet. Skulle mekkanerne så tro, hvis Jeg viste dem et mirakel?
Inden dig, Muhammed, sendte Jeg også kun mænd, og aldrig engle, som Jeg havde givet åbenbaringer om Min vilje. Bare spørg jøderne og de kristne, som har fået Torahen og Evangeliet, hvis I mekkanere ikke ved det.
Jeg gav Mine sendebud kroppe, som behøvede mad, og de var ikke udødelige. Men Jeg indfriede Mine løfter til dem ved at give dem et sandt løfte eller en sand trussel at overbringe deres folk, og løftet eller truslen blev siden bevist af begivenhederne. Jeg reddede sendebuddene og dem, Jeg ellers ville, og tilintetgjorde dem, der overtrådte de grænser, Jeg har sat.
Mekkanere, nu har Jeg åbenbaret Koranen for jer med en ærefuld omtale af Quraysh-stammen i Mekka og også med jeres advarsler. Vil I da ikke forstå? Husk, hvor mange byer fulde af ugudelige mennesker Jeg har lagt i grus, og siden har Jeg ladet andre folk følge dem! Når de så Min hævnende straf komme, så flygtede de ud af deres byer. Det gjaldt også indbyggerne i nogle byer i Yemen, der dræbte deres profet i stedet for at adlyde ham. Jeg overlod dem til kongen af Babylon, Nebukadnesar, der begyndte at henrette dem, og i det samme lød et skrig fra himlen: „Hævn for profeternes blod!“
Og indbyggerne flygtede, men de straffende engle hånlo: „Flygt ikke! Vend tilbage til jeres vellevned og jeres huse, så I måske kan aflægge regnskab for jeres gerninger.“
„Stakkels os,“ råbte de vantro, „vi var syndere!“
Deres råb fortsatte, indtil Jeg sørgede for, at de var som en høstet kornmark: aldeles udslettet.
16 Jeg skabte ikke himlen og jorden og alt derimellem for sjovs skyld, men for at vise Min magt og visdom til folk, der forstår. Så kan de alvorligt overveje skabelsens undere og udelukkende målrette deres gerninger mod det kommende livs lykke og afvise dette livs flygtige tomhed. Hvis Jeg havde ønsket at finde tidsfordriv, kunne Jeg have fundet det i Min egen absolutte fuldkommenhed eller i de engle, der omgiver Mig.
Men nej, Jeg slynger sandheden mod falskheden og knuser dens hoved, og se, den forsvinder! Tag jer i agt for, hvad I påstår om Mig! Alle, der er i himlene og på jorden, er underlagt Mig, og englene, der er i Min nærhed, er ikke for stolte til at tjene Mig, og de bliver aldrig trætte af at tilbede Mig. De lovpriser Mig dag og nat uden afbrydelse.
Har mekkanerne valgt guder, der kan genopvække de døde fra deres grave? Hvis der i himlene eller på jorden fandtes andre guder end Mig, ville begge steder være i en tilstand af kaos og gå under på grund af kappestriden mellem så mægtige kræfter. Så lovpris Mig, Tronens Herre, hævet over de falske afguder, de vantro sætter ved Min side.
Jeg skal ikke udspørges om, hvad Jeg gør, men de vil til sidst blive udspurgt og stillet til ansvar!
Har mekkanerne andre guder ved siden af Mig? Sig til dem, Muhammed: „Læg jeres beviser for, at de er guder, frem! Denne koran er påmindelsen givet til dem, der lever samtidig med mig. Til dem før mig blev der givet andre hellige bøger, der alle bekræftede, at Gud er Én! Men de fleste kender ikke sandheden og vender ryggen til den.“
Alle sendebud før dig, Muhammed, som Jeg sendte til deres egen stamme eller eget folk, fik denne åbenbaring: „Der er ingen gud uden Mig, så tjen Mig!“
Mekkas hedninge siger: „Den Barmhjertige har fået afkom, englene er hans døtre.“
Jeg forbyder det! Nej, de er blot højt ærede tjenere. De tager ikke ordet før Mig, og de udfører enhver af Mine ordrer. Jeg ved, hvad der var før dem, og hvad der kommer efter dem, og de skal ikke gå i forbøn for nogen, bortset fra dem som Jeg tillader det for, og de ryster af hellig ærefrygt for Mig. Og hvis nogen af dem skulle finde på at sige: „Jeg er en gud ved siden af Ham,“ så vil Jeg straffe denne oprørske engel med Helvede. Sådan straffer Jeg de uretfærdige!
Forstår de vantro ikke, at himlene og jorden var en sammenhængende masse med den tørre jord skabt af vandets skum, og at himlene af frygt for Mig blev revet løs fra jorden, og at Jeg opdelte både jorden og himlene i syv lag? Og af vandet frembragte Jeg alt levende. Vil de så ikke tro?
Jeg satte faste bjerge på jorden, så den ikke, som englene frygtede, skulle vakle og drive omkring som himmellegemerne, men Jeg lavede pas mellem dem til veje, så menneskene kunne finde målet for deres rejser.
Himlene har Jeg gjort til et tag, der er holdt sikkert oppe og godt beskyttet. Men mekkanerne vender sig bort fra disse tegn og gennemtænker ikke, at de er Mit udførte arbejde. Det er Mig, der har skabt nat og dag og sol og måne, og hvert eneste himmellegeme vandrer i sin egen tildelte bane.
Muhammed, Jeg har ikke givet noget menneske før dig udødelighed i denne verden. Så når mekkanerne siger, at du skal dø ligesom alle andre, skulle de så selv være udødelige? Enhver skal smage døden. Jeg sætter jer på prøve med gode og onde fristelser, og til Mig skal I bringes tilbage i det næste liv.
Når de vantro ser dig, gør de grin med dig og siger: „Er det ham, der taler nedsættende om jeres guder?“
Men Min advarsel til dem selv om, at Jeg skal rejse dem til nyt liv og evig straf, tror de ikke på!
38 Menneskene bliver skabt med rastløshed i sig, overilede og ubetænksomme, ligesom Adam, da Jeg skabte ham. Hundrede år tog det for ånden, Jeg indgød ham, at give liv til hver af hans lemmer, og han prøvede forgæves at rejse sig, mens hans fødder endnu var af det ler, Jeg havde skabt ham af.
Jeg skal vise jer Mine tegn, og derefter vil I ikke bede Mig fremskynde dem!
Så spørger mekkanerne: „Hvornår skal denne trussel virkeliggøres, hvis I, Muhammeds tilhængere, taler sandt?“
Hvis bare de vantro vidste, at den dag med garanti vil komme, hvor de hverken kan beskytte deres ansigter eller rygge mod Helvedets ild, og hvor ingen kan hjælpe dem, så ville de ikke ønske denne dag fremskyndet!
Men hævnens dag skal pludselig komme over dem og lamslå dem, og de vil ikke være i stand til at afværge den, og de får heller ikke udsættelse.
Der blev gjort grin med sendebud før dig, Muhammed, men den straf, som de gjorde grin med, ramte netop dem, der spottede!
Spørg dem, Muhammed: „Hvem skal beskytte jer døgnet rundt mod Den Barmhjertiges rasende vrede?“
Alligevel vender de ryggen til Min advarsel! Har de måske andre guder end Mig, der kan forsvare dem? Disse såkaldte guder kan end ikke hjælpe sig selv, og de kan ikke beskytte dem mod Mig.
Jeg har tilladt mekkanerne og deres forfædre at leve i velstand, så længe deres liv på jorden skal vare. Men ser de ikke, at Jeg kommer til de vantros land og indsnævrer dets grænser? Skal de måske blive de sejrende?
Muhammed, sig til dem: „Jeg prædiker bare en påmindelse, Guds åbenbaring, for jer.“
Men de døve hører ikke din prædiken; de hører ikke, at de advares. Men hvis blot et pust af Min straf strejfer dem, vil de sige: „Stakkels os, vi har opført os uretfærdigt.“
Jeg skal sætte retfærdige vægtskåle op på Opstandelsens Dag, så ingen skal lide den mindste uret, når han dømmes. Hver vægtskål er så stor, at den kan rumme både jorden og himlene, den ene hænger over Helvede, den anden over Paradis. I den ene skål skal bogen med hver sjæls gode gerninger lægges, den hvor alt står optegnet om bønner, almisser, faste og lignende, og i den anden bogen med de onde gerninger som indtagelse af forbudte spiser og drikke, forsøg på at hindre troende i at nå frem til kabaen i Mekka og andre synder. Og selv om det gode eller onde i en gerning blot har vægt som et sennepsfrø, skal Jeg trække det frem, så det kan blive vejet. Jeg er god til at afregne!
49 Jeg gav Moses og Aron Loven, for at de kunne skelne godt fra ondt, tilladt fra forbudt, og som et lys og en påmindelse for dem, der frygter Mig, som de ikke kan se, og for dem, der bæver for Timen for Dommen, som de ikke ved hvornår kommer.
Denne koran, som Jeg åbenbarer dig, Muhammed, er også en velsignet påmindelse, som Jeg har nedsendt fra himlene. Vil I så ikke vide af den, mekkanere, vil I afvise den?
Tidligere gav Jeg Abraham hans retledning, ti blade med Mine guddommelige åbenbaringer, for Jeg vidste, at han var værdig til at få dem overdraget.
Husk, da han sagde til sin far og sit folk: „Hvad er det for udskårne gudestøtter, I tilbeder så ihærdigt?“
„Vi ved,“ svarede de, „at vores forfædre dyrkede dem, og vi følger deres eksempel.“
„Så har både I og jeres forfædre været på vildspor,“ sagde Abraham.
„Er du kommet til os med sandheden, når du siger det, eller er du en af dem, der spøger med os?“ spurgte folk.
„Nej,“ svarede Abraham, „jeres Herre er himlenes og jordens Herre, og det er udelukkende Ham, der har krav på jeres tilbedelse. Det er Ham, der skabte afguderne ud af intet, og jeg er en af dem, der bevidner dette.“
Ved Gud! tænkte Abraham senere, mens han stod ved templet, jeg skal ødelægge deres afguder, så snart de forlader dette sted! Og da han var alene, gik han ind i templet og slog afguderne itu med en økse, undtagen den største af dem. Han hængte sin økse om halsen på den og gik hjem.
Da folkene i byen, der havde været borte i et religiøst optog, vendte tilbage og så, hvad der var sket i deres tempel, råbte de: „Hvem har gjort dette mod vores guder? Han må være et ondt menneske!“
Nogle sagde: „Vi hørte en ung mand, der hedder Abraham, tale foragteligt om dem.“
„Bring ham for folket,“ sagde andre. „Måske kan nogen vidne imod ham.“
Da Abraham blev fremstillet for folket, spurgte de: „Er det dig, der har ødelagt vores guder, Abraham?“
„Nej,“ svarede Abraham, „det var den største af dem, der gjorde det. Spørg dem selv, hvis de kan tale.“
Så gik deres tåbeligheder op for dem, og de sagde til hinanden: „Det er os, der har været ugudelige.“
Men kort efter vendte de tilbage til deres tidligere vantro og sagde: „Abraham, du ved udmærket, at de ikke taler, så hvorfor beordrer du dem til at tale til os?“
„Sig mig,“ sagde Abraham, „tilbeder I nogen ved siden af Gud, som hverken kan gavne eller skade jer det mindste? Skam over både jer og dem, I tilbeder ved siden af Gud! Vil I da ikke forstå?“
Så samledes Abrahams folk og deres hersker, Nimrod, omkring ham, og folk sagde: „Brænd ham, som han har brændt vores hjerter, og beskyt jeres guder. Hvis I gør det, vil det være godt.“
Nimrod beordrede, at der skulle samles brænde til et enormt kors lavet af brændsel. Der var så meget brænde, at dyrene nægtede at slæbe det bortset fra muldyret. Som straf gjorde Jeg det ufrugtbart.
Nimrods mænd tog fat i Abraham og tændte og omringede bålet, men da råbte alle skabninger på jorden og i himlen, bortset fra menneskene og dæmonerne: „Vores Herre, der er ingen, der tilbeder Dig mere end Abraham, og nu bliver han kastet på bålet. Giv os tilladelse til at frelse ham!“
„Hvis han beder om regn, vil det redde ham,“ sagde Jeg. „Jeg har givet ham tilladelse til det, hvis han ikke beder til nogen anden end Mig, for Jeg er hans beskytter. Så overlad sagen til Mig og ham.“ Så da de smed ham på bålet, sagde Jeg: „Ild, vær kølig og uskadelig for Abraham.“
Jeg sendte Skyggens Engel i skikkelse af Abraham, og han satte sig ved hans side og underholdt ham.
Nimrod ventede i flere dage og var sikker på, at ilden havde tilintetgjort Abraham. Så red han ud og kikkede på det endnu brændende bål. Han så Abraham sidde i bålet med en mand som ham selv ved sin side.
Nimrod red tilbage og fortalte sine folk, hvad han lige havde set, men han tvivlede på synet. „Byg mig et tårn op over ilden, så jeg kan se ordentligt,“ sagde han.
De byggede tårnet, og Nimrod klatrede op i det og så Abraham sidde i ilden med englen, fuldstændig lig ham selv, ved sin side.
„Abraham,“ råbte Nimrod, „din Guds magt er stor, siden du sidder der uskadt. Er du også i stand til at træde ud af bålet?“
„Ja,“ svarede Abraham.
„Er du bange for at blive skadet, hvis jeg lader dig blive i ilden?“
„Nej,“ svarede Abraham.
Så bad Nimrod ham gå ud, og det gjorde han. Nimrod spurgte, hvem det var, der havde siddet ved hans side, og Abraham fortalte, at det var Skyggens Engel, som Jeg havde sendt for at køle og underholde ham.
„Jeg vil ofre fire tusinde køer til din Gud, nu jeg har set Hans magt og styrke, og for det, som Han gjorde for dig, da du insisterede på Hans enhed og på, at kun Han skulle tilbedes.“
„Gud vil ikke modtage dit offer, medmindre du bryder med din religion,“ svarede Abraham.
Det ville Nimrod ikke, men han ofrede kvæget og holdt sig fra Abraham.
Sådan reddede Jeg Abraham fra pinslerne. De forsøgte et alvorligt kneb med ham, men Jeg gjorde dem til de største tabere.
71 Jeg reddede Abraham og hans nevø Lot ved at føre dem til Palæstina, som Jeg har velsignet med floder og træer, og som er et land, Jeg har velsignet for både mennesker, engle og dæmoner. De slog sig ned med en dagsrejse imellem sig.
Abraham bad Mig om en søn, og Jeg gav ham Isak og dertil Jakob som sønnesøn, og Jeg gjorde dem alle til retfærdige profeter. Jeg gjorde dem også til forbilleder for menneskene, hvad angår Min religion, og fik dem til at gå forrest i udøvelsen af den. Og Jeg inspirerede dem til at udøve gode gerninger, forrette bønnen og betale almissen, og de tilbad Mig.
Og Lot gav Jeg dømmekraft og viden om Min religion, og Jeg reddede ham fra den by, Sodoma, der gjorde skændige ting. Indbyggerne der var onde og ugudelige folk, så dem udslettede Jeg med en regn af sten. Men Lot førte Jeg ind i Min nåde; han er en af de retfærdige.
Og husk Noa, Muhammed, da han inden dette havde anråbt Mig om udryddelse af sit ugudelige folk, så bønhørte Jeg ham. Men Jeg reddede ham og de af hans familie, der var rettroende, fra syndfloden. Jeg hjalp ham imod et folk, der afviste Mine tegn som løgn. De var onde mennesker, så Jeg druknede dem alle sammen.
78 Husk også David og Salomon, der var meget lys i huden, robust og med kraftig hårvækst, og som var meget vis; husk, da de begge var dommere i sagen om marken, hvor fremmede dyr havde græsset om natten. Det var dengang, Salomon var elleve år, og han var sammen med sin far, som sad i dommersædet. Nogle mænd fra en stamme kom til ham og sagde: „Guds profet, vi har pløjet marken, sået og vandet, indtil høsten var klar, så sendte denne stamme deres får ind på marken, og de spiste det hele.“
„Er det rigtigt?“ spurgte David mændene fra den anden stamme.
„Ja, bortset fra at vi ikke ved, hvordan fårene er sluppet derind.“
David dømte, at ejerne af fårene enten skulle betale dyrene som erstatning for afgrøderne eller give ejerne af marken penge som godtgørelse.
Men Salomon bad om tilladelse til at tale, for Jeg havde inspireret ham til at forstå sagen. Og han dømte, at ejerne af den nedgræssede mark skulle have fårenes mælk, uld og lam, indtil de forsømmelige hyrder havde bragt marken tilbage i sin tidligere stand. David tilsluttede sig denne dom og erkendte, at Salomon var den viseste af de to, men de havde begge stor visdom og viden.
Jeg pålagde bjergene og fuglene at adlyde David, når han blev døsig af al sin lovsang til Mig og satte dem til at lovprise Mig, mens han selv hvilede. Det gjorde Jeg!
Jeg lærte ham også at lave ringbrynjer i stedet for dem af plademetal, menneskene før havde brugt, for at beskytte jer mod andres vold i jeres krige. Vil I så være taknemlige, mekkanere, og tro på Mine sendebud?
Salomon gjorde Jeg til hersker over vinden. På hans bud blæste den tæmmet og underdanigt til det land, Jeg har velsignet: Palæstina. Eller hvorhen, Salomon ellers ønskede det. Sammen med sine fulde hærstyrker af mennesker og dæmoner fløj han på et tæppe af grøn silke siddende på sin trone. Over dem fløj hans hær af fugle som en tronhimmel for at give skygge. Jeg kender til alt, hvad Jeg gav ham, og det var, for at han skulle underkaste sig Mig.
Jeg gav ham også magt over de onde dæmoner, der dykkede efter perler til ham, og de byggede paladser og hele byer for ham og udførte meget andet arbejde. Jeg holdt vagt over dem, så de ikke ødelagde, hvad de havde lavet. Det havde de ellers for vane, hvis de var færdige med noget, før det blev mørkt, og de ikke straks blev sat til andet arbejde.
83 Husk også Job, da han lå i en dynge affald, og hans sultne krop gik i opløsning, og hans kone, Rahma, gik ud for at tigge mad til ham. Ingen ville give noget bortset fra en bagers kone, der sagde, at hun ville give to brød for nogle lokker af hendes hår. Rahma græd, men flyttede sit tørklæde og lod konen skære de lokker af, som Job løftede sig ved, når han skulle bede til Mig.
Da Job havde spist, viste hun ham, hvad der var sket, og han brød i gråd og anråbte Mig: „Se, plager er over mig, og Du er den barmhjertigste af de barmhjertige! Hvilken ulykke der har ramt mig, når min kone sælger sit hår!“
Så bønhørte Jeg ham, fjernede hans plage, og en kilde sprang ved hans fødder, hvidere end sne, sødere end honning og mere duftende end kamfer. Da han drak af den, faldt samtlige de orme, der havde gennemboret hans krop, fra ham, og han kikkede forbløffet på deres enorme mængde.
Da han vaskede sig i vandet, fik han sin skønhed igen, og Gabriel bragte ham to dragter og en kvæde fra Paradis, som han spiste halvdelen af. Den anden halvdel gav han til Rahma, der slet ikke kunne genkende ham, da hun dukkede op.
Jeg gav ham også alle dem fra hans familie tilbage, som Jeg havde dræbt for at prøve ham. Og siden hen gav Jeg ham lige så mange børn oveni med Rahma, som Jeg gjorde ung og frugtbar igen, og Jeg gav ham hans tjenestefolk og ejendom tilbage og dertil tyve tusinde hundromedarer og fire tusinde får. Det var alt sammen et bevis på barmhjertighed fra Mig og en formaning for dem, der tjener Mig.
85 Husk også Ismael, Enok og Dhu al-Kifl, de var alle yderst udholdende i deres tålmodighed, og Jeg omfattede dem med Min nåde; de er blandt de retfærdige.
Og husk Jonas, da han forlod indbyggerne i Nineveh i vrede over, at Jeg tilgav dem ved deres omvendelse, så den straf, han havde truet dem med, ikke blev udløst over deres hoveder.
Jonas troede, at Jeg ikke havde magt over ham! Derfor stak han af og lod sig indskibe, men da skibet ude på havet pludselig ikke ville bevæge sig, tænkte sømændene, at der var en slave om bord, der var flygtet fra sin herre. De kastede lod for at afsløre ham, og Jonas tabte.
Sømændene ville kaste ham i havet, men han sprang selv, og der slugte den store fisk ham. Men i dens maves mørke råbte han: „Der er ingen anden gud end Dig! Æret være Dig! Jeg har været en af de uretfærdige!“
Så bønhørte Jeg ham og reddede ham ved at lade fisken kaste ham op på kysten, og der gav Jeg ham skygge og gazellemælk. Sådan redder Jeg de troende.
Husk ligeledes Zakarias, da han anråbte Mig: „Min Herre, lad mig ikke være barnløs på jorden, selv om Du siden skal belønne mig hos Dig, men lad mig få en søn, der kan være israelitternes leder efter mig!“
Jeg bønhørte ham og gav ham Johannes, idet Jeg gjorde hans gamle hustru, Elisabet, frugtbar. De kappedes om at gøre gode gerninger og påkaldte Mig med iver og ærefrygt, og de var ydmyge over for Mig.
Og husk Maria, der voksede op i Templet og vogtede over sin jomfrudom. Så indblæste Jeg noget af Min ånd i hende og gjorde både hende og hendes faderløse søn til et tegn for alle verdener.
92 Det er den samme religion, alle profeterne er kommet med, og som du nu prædiker for mekkanerne, Muhammed. Og Jeg er jeres Herre, så frygt Mig og Min straf, hvis I ikke underkaster jer Mig!
Men jøderne og de kristne har splittet religionen op imellem sig og udeladt noget af de hellige tekster, nemlig profetien om dig, Muhammed ibn Abdullah. Men til Mig vender de alle tilbage til deres dom på Den Yderste Dag.
Den, der gør gode gerninger og tror, hans stræben skal på den dag ikke mangle belønning. Jeg skriver selv hans gerninger op for ham gennem de engle, der vogter over ham.
Der hviler et forbud over enhver by, Jeg har ødelagt som straf for indbyggernes vantro, for at de ikke skal vende tilbage til denne verden før end på Opstandelsens Dag. Inden denne dag har de barbariske folkeslag gog og magog nedbrudt metalmuren, som Alexander Den Store opførte i bjergpasset, og er strømmet ned i Arabien og Det Hellige Land, og Min dom står ligefor. Og se, så genopstår byerne, for at deres indbyggere kan blive dømt! Da vil de vantro stirre rædselsslagne på deres straf: „Stakkels os! Vi var ligeglade med denne dag, selv om vores sendebud truede os med den! Vi har handlet helt forkert.“
På den dag skal der blive sagt til jer mekkanere, ikke mindst til alWalid ibn Utba og spotteren al-Nadr ibn al-Harith, der afbryder Muhammeds prædiken, at I og de afguder, som I tilbad ved siden af Mig, skal blive Helvedets brændsel! Og I skal stige ned i dets brølende flammer! Hvis de virkelig havde været guder, ville de ikke være havnet der, men der skal de ned, og der skal de forblive alle sammen.
Nede i Helvede skal de stønne og gispe af ulidelige smerter, men de skal ikke høre det mindste om nogen form for lettelse af deres smerter.
Og så spørger mekkanerne dig, Muhammed, om alle, der er blevet tilbedt, ender i Helvede sammen med deres tilbedere?
Fortæl dem, at de salige, for hvem Paradisets belønning allerede er bestemt af Mig, skal holdes fjernt fra dette Helvede. Det gælder Ezra og Jesus og de rabbinere og munke, der har levet et liv underkastet Mig, og som blev tilbedt af folk, der tog fejl af deres religion. De skal end ikke høre en lyd derfra, hverken af flammernes brølen eller de lidendes smertensskrig, og de skal forblive i det Paradis, som deres rene hjerter begærede. Helvedet, Den Største Rædsel, skal ikke bekymre dem, og englene vil tage imod dem med denne hilsen: „Dette er jeres lykkelige dag, som I er blevet lovet.“
Den dag ruller Jeg himlen sammen, som dommeren ruller sin skriftrulle med sine domme sammen. Som Jeg lavede den første skabelse ud af ingenting, skal Jeg genskabe den ved Opstandelsen. Dette er et løfte, hvis indfrielse påhviler Mig. Så det vil Jeg holde.
Og som Jeg har skrevet i Salmerne, efter forkyndelsen af Loven: „Mine retfærdige tjenere skal arve jorden.“
Denne koran er et budskab om frelse til folk, der dyrker Mig. Muhammed, Jeg har sendt dig som et bevis for Min nåde til både mennesker, engle og dæmoner. I alt har Jeg åbenbaret et hundrede og fire skrifter. Der er de fire lange, Torahen, Salmerne, Evangeliet og Koranen, og indtil jøderne og de kristne ændrede i deres, var de grundlæggende de samme som Koranen. Så har Jeg givet Adam ti blade med åbenbaringer, Seth halvtreds, Enok tredive og Abraham ti blade.
Du skal prædike dette, Muhammed: „Det er blevet åbenbaret for mig af Gud, at Han er Én. Vil I så underkaste jer Ham og blive muslimer?“
Men hvis de vender ryggen til læren om Min enhed, så sig til dem: „Jeg har advaret jer alle på lige fod, sådan som jeg er blevet beordret det, men jeg ved ikke, om det, som I er blevet truet med, står lige for eller ej. Men Gud ved lige så vel det, I siger åbent, som det, I prøver at holde hemmeligt. Jeg ved det ikke, men måske er den henstand, I har fået, indtil jeres straf udløses, en prøvelse, som I er sat på, og en tilladelse til at nyde livet for en tid!“
Og du skal sige: „Min Herre, døm sandfærdigt mellem mig og mine fjender. Vores Herre er Den Barmhjertige, hvis hjælp må påkaldes mod jeres gudsbespottelse og bagvaskelse.“