Dette er bogen, Koranen, hvis vers er åbenbaringer, og de fremstilles her klare, tydelige og i detaljer og kan aldrig ændres. De kommer fra Én, der er alvidende og fuldstændig informeret om selv den mindste ting. De fastslår, at ingen andre end Jeg må tilbedes.
Muhammed, du skal sige til de vantro: „Tilbed ingen anden end Gud, jeg kommer til jer som en advarer fra Ham, og jeg bringer jer nyheder om gode tider. Bed jeres Herre om tilgivelse og vend jer til Ham i anger, så vil Han forsyne jer med gode ting til en fastsat frist og give enhver del i Sine goder i det omfang, han med sine gode gerninger har fortjent en sådan belønning. Men vender I jer bort fra Ham, så frygter jeg, at I vil blive ramt af en stor og forfærdelig straf. På Dommens Dag skal I vende tilbage til Gud, til Den Almægtige!“
Men hvad! De lukker deres bryst i den tro, at de kan hemmeligholde deres tanker for Mig! Men når mændene i Mekka tror, at de kan hylle sig tæt i deres klæder og skjule deres bryst, så ved Jeg nøjagtig lige så godt, hvad de hemmeligholder, som hvad de åbent ytrer. Jeg kender til fulde deres hemmelige tanker! Der findes intet væsen, der har sin gang på jorden, hvis opretholdelse af livet ikke er Min sag, og Jeg kender hver enkelt væsens bolig fra det er undfanget, dets tilflugtssted og sidste hvilested; alting står i et tydeligt skrift, en klar bog om Mine forordninger.
9 Det er Mig, der har skabt himlene og jorden på seks dage, Min trone svævede inden da over vandet og under tronhimlen skabt af en grøn juvel, og vandet blev båret oppe af vindene, som Jeg havde givet vinger, og deres antal kender kun Jeg. Tronhimlen omringede Jeg med en slange af guld, der har hoved af hvid perle. Dens øjne er to safirer, den har fyrre tusinde vinger lavet af forskellige ædelstene, og ingen andre end Jeg kan fatte dens størrelse. Styrede Jeg den ikke, ville dens frygtelige stemme tilintetgøre alle skabte væsner. Men ellers var der ikke andet end vand, og over det var Tronen, der ejede magt, styrke og myndighed.
Noget af det første, Jeg skabte, var lys og mørke. Så delte Jeg dem og gjorde mørket til skummel nat og lyset til klar dag. Dernæst byggede Jeg De Syv Himle af røg, og de stod af sig selv. Nat og dag skiftede i den nederste himmel, men den var stadig uden sol, måne og stjerner. Så spredte Jeg jorden ud og naglede den fast med bjerge.
I fire dage gav Jeg jorden næring og satte de skabninger på den, som det passede Mig. De næste to dage færdiggjorde Jeg himlene, gav solen, månen og stjernerne deres baner og tildelte hver himmel sin hersker. På den syvende dag, fredagen, besteg Jeg Mine himle og sagde til dem og til jorden: „Kom frivilligt eller ufrivilligt!“
De sagde: „Vi kommer frivilligt.“
Alt dette for at Jeg kunne prøve jer og finde ud af, hvem af jer der opfører sig mest gudfrygtigt. Og, Muhammed, hvis du siger til dem, der ikke tror: „I skal opvækkes efter døden,“ så skal de bare sige: „Alt det der er jo ikke andet end åbenlys trolddom.“
Og hvis Jeg udskyder straffen for dem til en fastsat tid, så skal de fremture og grine: „Hvad holder dog denne straf tilbage?“
Men nej, det skal ikke være muligt for dem at afværge straffen den dag, den overrasker dem og rammer dem. Og alt det, som de gjorde grin med og spottede, selve Dommedag og Helvedets rædsler, skal fuldstændigt omringe dem!
Når Jeg lader et menneske smage Min barmhjertighed og derefter trækker den tilbage fra ham, så bliver han fortvivlet og vantro og glemmer den barmhjertighed, han har modtaget. Men når Jeg lader ham smage nåde, efter at han har haft modgang, så siger han: „Det onde, der ramte mig, er forsvundet,“ og så er han hoven og utaknemlig. Det gælder dog ikke dem, der tålmodigt har holdt ud og som gør gode gerninger som at bede til Mig og fremsige af Mine åbenbaringer. De skal blive tilgivet deres synder, og en stor belønning venter dem.
Måske, Muhammed, vil du føle dig tilbøjelig til at undlade at fremsige noget af det, som Jeg har åbenbaret for dig, og du vil føle dig beklemt om hjertet, fordi de provokerende siger: „Hvorfor er en skat ikke blevet sendt ned til ham? Eller hvorfor er en engel ikke fulgt med ham som bevis på, at de såkaldte åbenbaringer er guddommelige?“
Men Muhammed, du er blot en utvetydig advarer om de rædsler, der følger af ikke at tro på Mit budskab; det er Mig, der hersker over alting!
Eller siger de vantro: „Han har selv digtet Koranen?“
Så sig til dem: „Så lav I da ti lignende kapitler, og påkald så hvem som helst, I kan påkalde i stedet for Gud, til at hjælpe jer, hvis I da ellers taler sandt! Men hvis jeres falske guder ikke svarer jer, så skal I vide, at det, der nedsendes til mig, er med Guds fulde vidende, og at der ikke findes nogen gud uden Gud! Underkaster I jer så Ham og bliver muslimer?“
De, der bare stræber efter dette nuværende, jordiske liv og alle dets herligheder, skal Jeg fuldt ud belønne for deres gerninger, uden at de skal blive snydt i det jordiske liv, hvad angår helbred og velstand: Men i det kommende liv har de ikke andet end Helvedets ild i vente. Det skal være deres gengældelse i deres kommende liv. Alt, hvad de foretog sig af godt på jorden, skal være forspildt; alt, hvad de gjorde af gode gerninger på jorden, skal vise sig forgæves i det liv, de ikke stræbte efter.
Derfor skal de ikke regnes på lige fod med dem, der fulgte et klart udsagn fra deres Herre, et udsagn, der fremsiges af et vidne fra Ham, og som har Moses’ tidligere skrift, Torahen, der blev åbenbaret for ham, til retledning og bevis på barmhjertighed over for menneskene. Disse mennesker tror på Koranen, men for de forbundne klaner i Mekka, der dyrker afguder, og som fornægter Koranen, er Helvedets ild deres kommende bolig! Der er ingen tvivl om dette! Dette er sandheden, som kommer fra din Herre, men de fleste mennesker tror ikke!
Hvem er mere syndefuld end den, der opdigter en løgn om Mig? Disse skal stilles foran Mig på Dommedag, og englene og profeterne skal sige: „Det var disse syndere, der løj om deres Herre!“
Skal Min forbandelse ikke ramme synderne, der drejer andre bort fra Min vej og søger at gøre den kroget, idet de fornægter det kommende liv? De vil ikke kunne modstå Mig på jorden, de vil ikke kunne flygte fra Dommedags straf, og de har ingen beskyttere i stedet for Mig; deres guder er falske. Straffen skal fordobles for dem, de skal lide både i dette og det næste liv: De var ikke i stand til at høre, og de så heller intet.
Det er dem, hvis sjæle er fortabte, og de afguder, som de opdigtede, vil forlade dem. Det er helt sikkert, at i det kommende liv skal de blive dem, der lider mest; de skal blive de største tabere!
Men de, der tror og gør gode gerninger og ydmyger sig over for deres Herre, de skal blive Paradisets indbyggere, og i Paradis skal de blive for evigt. Her skal de drikke og spise hundrede gange mere, end de kunne på jorden, og deres fornøjelse skal være hundrede gange større. Deres værelser vil have tykke gulvtæpper og brokadesofaer, hver fredag vil de få foræret nyt tøj, og de vil aldrig være generet af at skulle have afføring, og de vil ikke spytte og ikke have behov for søvn.
Det er med de ikke-troende og de troende som med en blind og døv på den ene side, og en seende og hørende på den anden side. Er de ens, skal de blive regnet for lige? Nej, men vil I så ikke lade jer påminde og advare?
27 Jeg sendte Noa til hans folk for at advare dem.
„Jeg er en advarer for jer,“ sagde Noa, „og advarslen er klar og fremsiges åbent for jer alle: Tilbed ingen anden gud end Gud! Gør I det, så frygter jeg, at I rammes af en voldsom straf på en forfærdelig dag både i denne verden og i den næste!“
Men stormændene blandt hans folk var ikke troende, og de svarede: „Vi kan se, at du blot er et menneske som os, og vi kan se, at kun de mest elendige blandt os som væverne og skoflikkerne følger dig og udelukkende på grund af en overilet beslutning. Derimod kan vi ikke se nogen fortrin hos dig, som vi ikke selv har. Nej, vi bedømmer dig til at være løgner i din påstand om at være Guds sendebud.“
„Mit folk,“ svarede Noa, „sig mig: Hvis min Herre har åbenbaret Sin vilje for mig og ladet mig modtage den, og Han har skænket mig Sin nåde og gaven at være profet, selv om den er usynlig for jer, tvinger jeg så jer til at modtage det samme, selv om I er uvillige til det? Nej, det kan jeg ikke. Mit folk, jeg kræver ingen løn af jer for min prædiken til jer, min løn er udelukkende Guds sag.“
De vantro krævede, at Noa skulle drive de troende bort, men han svarede dem: „Jeg driver ikke dem bort, der tror, de skal møde deres Herre på Opstandelsens Dag; der vil Han belønne dem og inddrive erstatning fra dem, der behandlede dem uretfærdigt og drev dem bort. Men jeg ser, at I er uvidende mennesker og uvidende om jeres endeligt. Mit folk, hvem skulle hjælpe mig mod Gud, hvis jeg drev de troende bort? Forstår I nu; vil I da ikke lade jer advare?
Jeg siger ikke til jer, at Guds skatte er i min magt, og jeg siger heller ikke, at jeg kender Guds hemmeligheder. Jeg siger ikke, at jeg er en engel, og jeg siger heller ikke om dem, som I finder foragtelige, at Gud aldrig skal give dem noget godt; Gud ved bedst, hvad der er i deres sind. For sagde jeg noget af dette, så ville jeg høre til synderne.“
Men Noas folk angreb ofte Noa og var ved at kvæle ham, så han besvimede. Når han kom til sig selv, bad han Mig om at tilgive sit folk, for de var uvidende. De blev værre og værre i deres oprør, og Noa ventede på søn efter søn, men hver generation var værre end den foregående. Noas folk ville intet acceptere af det, der kom fra Noa, så han klagede sin nød til Mig:
„Herre, jeg har anråbt mit folk dag og nat, men de afviser mig kun. Lad ikke én af dem, der ikke tror, tilbage på jorden, for så vil de lede Dine tjenere på vildspor.“
„Byg en ark,“ svarede Jeg ham, „som Jeg lærer dig det, og lad være med at bønfalde Mig om at vise nåde mod dem, der har syndet. De vil ikke holde op med det, og de skal alle druknes!“
„Noa,“ lød det så fra hans folk, „nu har du ligget i strid med os og forstærket og forlænget striden, så vis os da den straf, som du truer os med. Hvis du altså taler sandt.“
„Den skal Gud vise jer, og hvis Han vil, skal Han fremskynde den. Det er Hans sag, ikke min, og I kan hverken sætte jer op mod Ham eller flygte fra Ham. Og mine gode råd, hvis jeg ønsker at give jer gode råd, vil ikke gavne jer, hvis det behager Gud at lede jer på vildspor og bringe jer til fald. Han er jeres Herre, og til Ham skal I føres tilbage for at blive dømt.“
Og dig, Muhammed, siger mekkanerne til dig: „Han har selv digtet Koranen.“? Så skal du sige til dem: „Hvis jeg opdigter den, rammer min synd mig selv. Men jeg er ikke skyldig i de synder, som I begår.“
Men Noa fik følgende åbenbaring: „Der vil ikke være andre af dit folk, der skal tro, end dem, der allerede har antaget troen. Derfor skal du ikke være bedrøvet over det, de gør. Men byg en ark af platan under Mine øjne og efter de former og dimensioner, som Jeg allerede har åbenbaret for dig med nederste dæk for dyrene, det midterste til menneskene, mænd og kvinder adskilt, og det øverste til fuglene. Lav også et vindue. Og du skal ikke anråbe Mig for at opnå hjælp til dem, der gør onde gerninger. De er dømt til at druknes!“
Noa begyndte at bygge arken, han fældede træer og hamrede jernnagler i og taklede rebene og bestrøg den med beg. Men hver gang nogle af stormændene gik forbi, spottede de ham, fordi han byggede en ark så langt fra havet, og fordi han var endt som tømrer efter at være begyndt som profet.
Men Noa sagde til dem: „Selv om I spotter os nu, så skal vi snart spotte jer på samme måde, når vi er reddet, og I er druknet. Så skal I få at se, hvem der bliver ramt af en straf, som vil fylde ham med skam, og hvem, der skal hjemsøges af en evig straf!“
Og Jeg forseglede kvindernes livmodere, og de blev ikke gravide.
42 Sådan var Noa og hans mænd optaget i to år, indtil Min befaling om tilintetgørelsen af hans folk blev udført, og ovnen kogte over; den ovn, som Eva bagte sine brød i, og som havde åbningen foroven, og som var gået i arv fra patriark til patriark helt frem til Noa.
Så sagde Jeg til Noa: „Tag kisten med Adams lig om bord, og også Evas, lad dem holde mændene og kvinderne adskilt, og luk så et par af hver slags dyr ind i arken.“ Og Jeg samlede de vilde dyr og fuglene og andre skabninger og lagde Min højre hånd på hannen og Min venstre på hunnen. „Og også din kone og dine sønner, Sem, Jafet og Kam, og deres koner − men ikke din søn Kanan, som du har med din vantro kone Waila, der tilbeder afguderne i Soltemplet, og som forbrød sig mod din families traditioner, og hvis straf allerede er fastsat − og derudover enhver, som tror.“
Men ud over Noa selv troede blot nogle få; syv fra hans familie og tooghalvfjerds tilhængere.
„Gå om bord i arken,“ råbte Noa fra dens tag. „Dyr, der græsser, dyr, der strejfer omkring, rovdyr og husdyr, luftens fugle! I Guds hånd er arkens kurs og dens landingssted. Min Herre er barmhjertig og nådig over for de rettroende.“
Den første, der gik om bord, var myren, en han og en hun som af alle de følgende dyr, og den sidste var æslet. Da æslet var halvt inde, greb Satan fast i dets hale, og det kunne ikke løfte sine bagben.
Noa blev vred og utålmodig og sagde: „Se så at komme ind med dig, om så Satan er med dig!“
I det øjeblik lod Satan æslet gå om bord, og sådan kom han selv med.
Da Noa opdagede ham, kommanderede han ham fra borde, men Satan erklærede, at nu var Noa nødt til at tage ham med i arken. Og så bad han Noa spørge Mig, om Jeg ville tilgive ham.
„Hvis han falder ned foran Adams kiste,“ svarede Jeg.
„Jeg bukkede mig ikke for Adam, da han var i live i Paradis,“ svarede Satan, „og jeg vil aldrig bukke mig for hans lig her på jorden!“ Så satte han sig på rorpinden i agterstavnen.
I fyrre dage og nætter buldrede vandet frem fra Evas ovn og strømmede ned fra himlen og nåede arken. Torden og lynild bragede og glimtede, og Jeg kommanderede englene til at holde jorden, for at den ikke skulle rive sig løs fra sine fortøjninger. Arken for af sted blandt bølger så høje som bjerge, femten tommer over de øverste bjergtinder, men inden da kaldte Noa på sin søn Kanan, der stod på land: „Min søn, kom om bord hos os, og bliv ikke hos de vantro!“
Kanan råbte tilbage: „Jeg vil klatre op på et bjerg og være i sikkerhed for vandet der.“
„I dag er ingen i sikkerhed for Guds befaling,“ svarede Noa ham. „Kun dem, som Han viser barmhjertighed.“
En bølge skyllede ind mellem dem, og Kanan var blandt dem, der led druknedøden. Det samme gjorde hans mor, Waila, og også de dæmoner, der havde gemt sig i afgudsbillederne, og som havde narret folk ved at tale med deres tunger. De prøvede at flygte, men englene ramte dem med deres vinger, så de faldt tilbage og druknede.
46 Som månederne gik, truede de sejlendes afføring arkens stabilitet, så Noa slog på elefantens hale. To svin sprang frem, og de spiste al gødningen. Musene fik flere og flere unger, og snart var de overalt, så Jeg kommanderede Noa til at give løven ordre til at nyse. Det gjorde den, og to katte sprang ud af dens næsebor og begyndte at spise musene.
Så hørtes et råb fra oven: „Jord, opslug dit vand!“ og jorden drak det, bortset fra det der var kommet fra himlen, og som blev til floder og have. Og endnu et råb lød: „Himmel, hold inde med regnen!“
Med det samme begyndte vandet at synke, Min befaling var udført, og arken landede på bjerget Ararat seks måneder efter, Noa var trådt ind i den, og han selv var seks hundrede og ét år gammel.
Så hørtes Mit råb: „Væk med alle de mennesker, der er ugudelige!“
Noa påkaldte Mig og sagde: „Men Herre, min søn Kanan hørte til min familie, og Du lovede at redde dem, og Dine løfter er sandfærdige, ja, Du er den mest retfærdige af alle dommere.“
„Noa,“ svarede Jeg ham, „han hørte ikke til din familie, for hans vantro skilte ham ud. At du går i forbøn for en vantro søn er en syndig gerning. Bed Mig ikke om noget, som du ikke har nogen viden om. Jeg advarer dig om ikke at blive en af de uvidende!“
„Herre, jeg søger tilflugt hos Dig mod den synd at bede Dig om noget, som jeg ikke har viden om. Hvis Du ikke tilgiver mig og forbarmer Dig over mig, så kommer jeg til at tilhøre de fortabte!“
Jeg løftede Min stemme: „Noa, stig ud af arken i fred med Mine velsignelser over dig og over nogle af de folk, som skal udgå fra dem, der følger dig, nemlig dem, der vil tro. Men blandt deres efterkommere findes også vantro folk, der vil falde i afgudsdyrkelse, og dem skal Jeg lade nyde i denne verden, men senere, i det kommende liv, skal Min grusomme straf ramme dem!“
Og Noa gik ud af arken og ud på en jord, der var hvid af menneskeknogler. Jeg lovede ham, at menneskene aldrig igen ville opleve en syndflod, og som garanti viste Jeg ham regnbuen, som Jeg havde skabt i himlen.
Noa gav den smukke Sem den midterste del af jorden med Det Hellige Tempel, Nilen, Eufrat og Tigris og alt mellem søndenvindens oprindelse og nordenvindens kilde. Fra ham nedstammer perserne, araberne og Syriens giganter.
Øst for dette område fik lyshudede Jafet alt helt ud til østenvindens kolde oprindelse. Fra ham stammer blandt andre folkene gog og magog og slaverne og tyrkerne.
Kam fik landet vest for Nilen og ud til vestenvindens oprindelse. Kopterne og de sorte nubiere nedstammer fra ham.
Men Noa var træt efter opholdet i arken og lagde sig til at sove med hovedet i Sems skød. Så kom en vind og løftede Noas klæder, og hans kønsorganer blev synlige. Kam lo, men Sem dækkede dem straks til igen.
Da Noa vågnede, spurgte han, hvad der var blevet leet ad. Da han hørte historien, råbte han til Kam: „Må Gud gøre dit fjæs sort!“ og i det samme blev Kam sort. „Må Gud tage slaverne fra dine efterkommere,“ fortsatte Noa, „og profeterne og stormændene fra Sems!“
Til sidst begravede Noa Adams kiste på dens oprindelige plads.
Muhammed, det var en beretning om tidligere generationer, som Jeg her åbenbarede for dig. Hverken du eller dit folk kendte den inden. Vær tålmodig, for det endelige udfald skal blive til fordel for de gudfrygtige!
52 Til Ad-stammen sendte jeg siden Hud, der var en af deres egne. Han sagde: „Mit folk, tilbed Gud! I har ingen gud uden Gud. I digter blot, når I sætter afguder og andre, der kan gå i forbøn for jer, ved siden af Ham! Mit folk, I skal vide, at jeg kræver ingen løn af jer for min prædiken, jeg forventer kun løn fra Ham, der skabte mig. Vil I da ikke forstå det?
I tre år har I været ramt af tørke. I skal bede jeres Herre om tilgivelse og vende jerydmygt til Ham. I skal komme ud af jeres huse tre dage i træk med bøjede hoveder, i stilhed og iført gammelt tøj, og I skal tage jeres gamle og jeres børn med, og også jeres husdyr og deres føl, så vil Han se jeres nød og sende jer strømmende regn fra himlen. Og Han vil give nyt liv til jeres marker og til jeres kvinder, der har været golde under tørken, så vend jer derfor ikke bort fra Gud ved at forbryde jer mod Hans befalinger.“
Men hans folk svarede ham: „Hud, du har ikke skaffet os noget bevis for din mission, og hvem er stærkere end os? Vi opgiver ikke vores guder, hverken Sada, Sumud eller al-Hiba, bare fordi du siger, at vi skal. Vi tror ikke på dig! Vi tror derimod, at nogle af vores guder har gjort dig gal som straf for, at du har krænket dem.“
Hud svarede: „Jeg tager Gud til vidne, og I kan også bevidne, at jeg intet har at gøre med de guder, som I sætter ved Hans side. Så slut I jer blot sammen og udtænk et komplot imod mig, og lad det ikke vente på sig, for jeg sætter min lid til Gud, min og jeres Herre. Han er så magtfuld, at der ikke findes noget væsen, som Han ikke ydmygende kan gribe om pandehåret. Min Herre er på rette vej.
Hvis I vender ryggen til mig, så har jeg i det mindste fremført det budskab for jer, som jeg blev sendt til jer med. Gud skal sætte andre stammer i stedet for jer, og I kan ikke skade Ham det mindste, for min Herre er Vogteren over alting!“
Jeg holdt regnen tilbage fra Ad-stammens marker, deres husdyr døde, og de sendte en delegation på halvfjerds mænd til Mekka for på hundromedarer smykket med ædelsten at bede om regn ved Det Hellige Tempel. Efter en måneds rejse slog de sig ned hos en af mændenes slægtninge uden for Mekka og tilbragte yderligere en måned med at drikke vin, mens to sangerinder underholdt dem.
Værten blev utålmodig over, at de ikke foretog sig noget for hans tørstende slægtninge, men han kunne ikke sige det ligeud og fik sangerinderne til at synge en sang om de tilbageblevnes lidelser.
Det fik dem til at vågne op, men én blandt dem, der troede på Hud, sagde, at de aldrig ville blive givet vand, før de fulgte det sendebud, der var sendt til dem.
Nogle mænd fra delegationen gik nu helt ind i Mekka og bad om regn.
Jeg sendte dem tre skyer, en hvid, en rød og en sort. Og fra skyerne lod Jeg Min stemme høre, og Jeg spurgte deres leder, Qayl, hvilken sky han ville vælge for sit folk.
Han valgte den sorte, for, som han sagde, den er fyldt med vand.
„Du har valgt brændende aske, ingen fra Ad-stammen skal overleve, hverken forældre eller børn!“ var Mit svar.
Den første, der så den sorte sky og vidste, at den ville bringe storm, var en kvinde fra Ad-stammen, der hed Muhaddid. Hun skreg og faldt bevidstløs omkuld.
Da hun kom til sig selv, spurgte hendes folk, hvad hun havde set.
„Jeg så en storm af ild!“
Da Min befaling blev ført ud i livet, en plage gennem syv dage og otte nætter, frelste Jeg i Min barmhjertighed Hud og dem, der troede sammen med ham, i alt fire tusinde mennesker. Jeg frelste dem fra en forfærdende straf!
Mens vinden rasede, først så kold, at alt levende rystede, dernæst så voldsom, at alt blev kastet op i luften, tog syv af stammens stærkeste mænd deres familier ud i en kløft og stillede sig selv som en mur ved dens udgang for at afværge stormen. Men de faldt én for én; løftet op og kastet ned, så halsen brækkede, og de lå som knækkede palmestammer. Den sidste af disse giganter, al-Khaljan, greb fat i bjerget og rystede det, så det vaklede.
„Underkast dig!“ sagde Hud. „Så bliver du frelst!“
„Hvad får jeg fra din Herre, hvis jeg underkaster mig?“ spurgte al-Khaljan.
„Paradis!“
„Hvem er det, jeg kan se i skyerne, som var de Skæbnen?“ spurgte al-Khaljan.
„Det er min Herres engle,“ svarede Hud.
„Hvis jeg underkaster mig, vil din Herre så beskytte mig mod dem?“
„Tror du, en engel beskytter mod Hans hær?“
„Jeg ville ønske, Han ville gøre, som jeg ønsker.“ Det var al-Khaljans sidste ord, for stormvinden trængte ind i hans mund og ud gennem hans endetarm. Derefter jog den gennem hans palads og dræbte alle kvinderne og børnene, der havde gemt sig der.
Hud blev begravet i Hadramaut mellem Oman og Yemen tæt på det sted, hvor han havde boet, under en klit af rødt sand skabt af himlens røde skyer med arak- og lotustræer. Han blev et hundrede og halvtreds år.
Ad-stammen fornægtede bevidst Mine, deres Herres tegn, de var ulydige mod Mit sendebud og fulgte i stedet ordrer fra oprørske og fordærvede personer. Derfor blev de ramt af en forbandelse i det jordiske liv, og de skal blive ramt af endnu én på Opstandelsens Dag. Fornægtede Ad-stammen ikke deres Herre? Blev der ikke sagt: „Væk med Ad, Huds folk!“?
64 Til Tamud-stammen sendte jeg siden som sendebud Salih, der var en af deres egne. Denne arabiske stamme, der levede i området mellem al-Hijaz og Syrien og udhuggede sine boliger i klipperne, opførte sig uforskammet over for Mig og satte andre guder ved Min side.
Salih sagde til sit folk: „Tilbed Gud! I har ingen guder ved siden af Gud. Det er Ham, der har frembragt jer af jorden, og som lader jer leve på den i jeres boliger. Bed Ham derfor om tilgivelse, og vend jer til Ham, for min Herre er nær og parat til at svare på jeres bønner.“
Men hans folk sagde: „Salih, du har indtil nu været vores håb, vi ville have gjort dig til vores leder på grund af din klogskab og gode egenskaber. Men nu har du tænkt dig at forbyde os at tilbede, hvad vores fædre tilbad. Vi er i dyb tvivl om den religion, som du inviterer os til.“
„Mit folk,“ sagde Salih, „hvad tænker I: Hvis Gud har åbenbaret Sin vilje for mig og skænket mig Sin nåde og gaven at være profet, hvem kan så hjælpe mig mod Hans hævn, hvis jeg er ulydig mod Ham? I vil blot gøre min fortabelse værre for mig.“
Salih blev ved med at advare dem og true med Min straf og hævn, og de bad ham vise dem et tegn, så de kunne tro på det, han kaldte dem til. Derfor indbød de ham til en højtid, hvor de tilbad deres afguder. „Du påkalder din Gud, og vi påkalder vores,“ sagde de. „Hvis Han svarer dig, vil vi følge dig, og hvis de svarer os, så følger du os.“
Det sagde Salih ja til.
Ved denne fest påkaldte de så deres guder og bad dem om ikke at svare Salih på noget. Men de fik heller ikke selv noget svar. Derpå sagde deres leder til Salih: „Vis os et mirakel. Frembring en hundromedar af denne store, hvide klippe; træk den klart og tydeligt ud, og det skal ikke være en topuklet kamel. Fra fire yvere så store som vandskindsække skal den give kold mælk om sommeren og varm om vinteren, og når den syge drikker af den, skal han blive rask, og den fattige skal blive rig. Gør du det, vil vi regne dig for én, der taler sandt.“
„Så I vil tro mig, hvis Gud gør dette for mig?“ spurgte Salih.
Det ville de, forsikrede de, og så stillede Salih sine betingelser: „Ingen må nogensinde ride på hende, kaste sten på hende eller skyde pile efter hende. I må heller aldrig forhindre hende i at drikke eller græsse.“ Så anråbte han Mig, mens mændene omkring ham krævede, at det skulle være en hundromedar, der var med føl.
Klippen bevægede sig med en jamrende lyd, som når kvinder føder, og frem trådte en hundromedar med fire yvere hver med tolv patter. Med det samme fødte hun et føl.
Mændene omkring Salih troede nu på ham, men det gjorde andre af stammens stormænd ikke.
Hundromedaren spiste af buskenes blade, der bøjede sig ned, for at hun kunne nå dem, og Salih sagde: „Mit folk, dette er Guds dromedarhoppe, og hun er et tegn for jer; I skal derfor lade hende og hendes føl gå frit omkring og græsse på Guds mark. Gør hende ikke noget ondt, for så vil I snart blive straffet!“ Han påbød dem at dele vandet, så de drak den ene dag, og hun den næste.
Når hun nu drak, gjorde hun det begærligt uden at løfte hovedet fra brønden. Da hun endelig løftede sit hoved, var brønden drukket tør, og hun spredte benene, og nu kunne de malke så meget mælk fra hende, som de ønskede. Snart var alle deres lædersække fyldt med mælk, og hun gik omkring i byen og sagde: „Hvis nogen ønsker mælk, så kom!“
Om sommeren opholdt hun sig på toppen af dalens bakker, og køerne, fårene og gederne, der var bange for hende, måtte begive sig ned i dalens golde hede. Vinteren tilbragte hun så dernede, og de andre dyr måtte flygte op på de kolde, blæsende bakketoppe. Og brønden blev tømt til sidste dråbe hver anden dag, så hele dalen snart lå tør hen.
Dette fik mange af folkene til at blive modvillige mod hende. To af de vigtigste og rigeste personer i Tamud-stammen var kvinder, Unayza bint Umayra og Saduqa bint al-Muhayya, og nu led deres hjorde overlast. Derfor ville de skade hundromedaren. Saduqa tilbød sig selv i ægteskab til en mand, der så lovede at dræbe dromedaren. En anden, Kodar ibn Salef, stammens hæsligste mand med blå øjne som en dæmon, gik med i sammensværgelsen, da Unayza tilbød ham sin ældste datter. Sammen med syv andre lagde de sig i baghold og ventede på, at hundromedaren skulle dukke op for at drikke.
Den første af de to mænd skød med sin bue en pil i dens ben, og den anden løb frem med sit sværd og skar haserne over på hende. Hun faldt omkuld, og med et frådende skrig advarede hun sit føl. Så blev hendes hjerte gennemboret af sværdet, mens føllet stak af. Men de indfangede det i bjergene, og de slagtede det og fordelte dets kød mellem sig.
Salih kom til dem og sagde: „I har besudlet en af Guds hellige ting, glæder I jer til Hans straf og hævn? Nyd livet i jeres boliger i tre dage: torsdag, fredag og lørdag, så skal I blive tilintetgjort den følgende morgen! Dette er ikke en falsk trussel!“ Jeg lod også Salih fortælle dem, at næste morgen skulle deres ansigter blive gule, den følgende dag røde, og den tredje dag sorte. På den fjerde dag skulle Min hævn ramme dem som lynild.
Om natten sneg de fordømte sig til Salihs hus for at dræbe ham, men englene stenede dem. Da deres kammerater senere kom til huset og så, hvad der var sket, blev de rasende på Salih, men han blev beskyttet af sine bevæbnede venner.
Næste morgen var de vantros ansigter gule. De vidste nu, at Salih havde fortalt sandheden, og de ville dræbe ham. Men Salih flygtede og fik beskyttelse hos en af stammes ældste, der var afgudsdyrker.
Da de vantro vågnede fredag morgen, var deres ansigter blevet røde, og næste dag sorte. Så beordrede Jeg Malik, Helvedets vogter, til at sende dem gnister fra neden, der brændte dem og deres boliger. Og Jeg beordrede Gabriel til skrigende fra oven at kaste gløder så store som bjerge på dem gennem syv døgn, mens englene sang „Hellig! Hellig!“
Men Jeg reddede i Min barmhjertighed Salih ved natten til søndag at sende ham til Palæstina med benresterne af hundromedaren og dens føl i en guldkiste. Her slog han sig ned i Ramallah, og Jeg reddede også dem, der troede sammen med ham. Jeg frelste dem fra den dags skam og vanære, for din Herre er Den Almægtige, der er i stand til at gøre alle ting, Den Vældige!
Men lynilden ramte dem, der havde gjort onde gerninger, og om morgenen lå de alle dræbte og udstrakte i deres boliger, som om de aldrig havde boet og trivedes i dem.
Eneste overlevende var en krøbling, slavepigen al-Dariya, der havde været stærk modstander af Salih. Efter at hun havde set Min straf, helbredte Jeg hendes ben, og hun løb, så hurtigt hun kunne, indtil hun mødte nogle mennesker, som hun fortalte om Tamuds straf. Så bad hun om vand og fik det, og da hun drak det, faldt hun død om.
Fornægtede Tamud-stammen ikke deres Herre? Væk med Tamud!
72 Mine sendebud Gabriel, Michael, Israfil og Azrail kom tidligere til Abraham, som havde forladt sit folks afguder og havde været prøvet gennem Nimrods forfølgelse, hvor han blev kastet i et kæmpe bål og frelst af Mig. Mine sendebud kom med et glædeligt budskab. „Fred være med dig!“ hilste de.
„Fred være med jer!“ svarede Abraham. Og han tøvede ikke, før han satte en stegt kalv frem.
Men da Abraham så, at de ikke rakte deres hænder frem for at tage af stegen, fik han mistro til dem og blev bange for dem, idet han forestillede sig, at de ville gøre ham ondt.
„Vi spiser ikke uden at betale for måltidet,“ sagde de.
„Prisen er, at I nævner Guds navn, når I begynder at spise, samt bagefter.“
Gabriel kikkede på Michael og sagde: „Det er rigtigt, at hans Herre har taget ham til Sin ven.“ Så sagde de: „Frygt ikke, for vi er engle udsendt til din nevø Lots folk.“
Abrahams kone, Sara, stod bag teltvæggen, og hun lo i lettelse over, at englene havde røbet sig og befriet hende og Abraham for bange anelser. Jeg forkyndte hende, at hun skulle få en søn, Isak, som igen skulle få sønnen Jakob.
„Det kan ikke passe!“ udbrød hun og slog sig i ansigtet, som kvinder gør, når de bliver forbavsede. „Skal jeg føde en søn, selv om jeg snart fylder hundrede år, og min mand her er et hundrede og tyve år? Det ville være en mærkværdig begivenhed.“
„Undrer du dig over Guds bud?“ var englenes svar. „Guds barmhjertighed og Hans velsignelser skal komme over Abraham og Ismael, der byggede kabaen i Mekka. Gud er prisværdig og herlig.“
Da Abraham havde overvundet sin frygt og fået det lovede budskab om Isaks fødsel, hørte han om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, og han stredes med Mine engle om Lots folk; han gik i forbøn for dem. „Vil I ødelægge en by, hvor der er tre hundrede troende?“ spurgte han.
„Nej,“ svarede de.
„Vil I ødelægge en by, hvor der er to hundrede troende?“
„Nej,“ svarede de igen.
„Vil I ødelægge en by, hvor der er fyrre troende?“
„Nej.“
„Sig mig, hvis der kun er én troende?“
„Nej.“
„Men Lot er der.“
„Vi ved bedst, hvem der er,“ svarede de.
Der var ingen gudfrygtige personer bortset fra Lot og hans familie. Men Abraham gik i forbøn, fordi han var et medlidende og fromt menneske.
Englene sagde: „Abraham, lad være med det! Din Herres befaling er kommet for at blive gennemført, og en uundgåelig straf er parat til at ramme dem!“
79 Da Mine udsendinge kom til Lot, blev han bekymret og bedrøvet på deres vegne, for de lignede smukke, unge drenge, der kunne tænde begæret hos Sodomas mænd. Han vidste også, at han ingen magt havde til at hjælpe dem mod overgreb, og sagde: „Dette er en ond dag!“
Fra hele Sodoma kom mændene stormende til ham. De havde førhen ofte begået vederstyggeligheder og havde nu hørt om de smukke mænds ankomst. „Har vi ikke forbudt dig at tage imod besøgende?“ spurgte de. „Og har vi ikke sagt, at hvis nogen kom, ville vi have samleje med dem?“
„Mine døtre er mere rene for jer,“ sagde Lot til dem. „Frygt Gud, og nedkald ikke skam over mig foran mine gæster ved at forgribe jer på dem. Findes der ikke en eneste retsindig mand blandt jer?“
Mændene svarede: „Du ved, at vi ikke har noget behov for dine døtre, og du ved udmærket, hvad vi vil have.“
„Hvis jeg havde styrke til at sætte mig op imod jer, eller hvis jeg kunne søge hjælp hos en stærk klan, så ville jeg gøre det,“ svarede Lot.
Englene brød ind: „Lot, vi er din Herres sendebud, og disse folk skal aldrig komme dig nær.“
Lot smækkede døren i, men pøblen forsøgte at sætte over muren til gårdspladsen. Da Gabriel så Lots fortvivlelse, berørte han angriberne med sin vinge og blindede dem. De forsvandt, mens de råbte, at Lot havde en troldmand i sit hus.
„Begiv dig af sted med din familie i løbet af natten,“ sagde englene så, „og lad ingen af jer vende sig om, bortset fra din opsætsige kone. Det, der rammer hende, skal også ramme dem. Den fastsatte tid for deres straf er ved morgengry, og er morgenen ikke nær?“
Da Min befaling om tilintetgørelsen blev udført, vendte Jeg op og ned på byerne; Gabriel skød sin vinge ind under dem, Israfil løftede hjørnerne op på den, Michael satte sin vinge under De Syv Jorde, og Azrail forberedte sig på at spidde deres sjæle på sin fork. Så løftede Gabriel dem sammen med træerne, bjergene og floderne så højt, at indbyggerne i den nederste Himmel kunne høre hundene gø og hanerne gale, og så vendte han vingen og lod dem styrte til jorden. Jeg lod sten af brændt ler, brændt i Helvedets ovn og hver eneste præget med sit offers navn, regne ned over dem. Seks byer var der: Sanah, Sawah, Athrah, Duma, Gomorra og Sodoma; den største.
Da Lots kone, Wahila, hørte stormen rase og byerne styrte sammen, vendte hun sig og jamrede over indbyggernes skæbne. Øjeblikkelig blev hun ramt af en af stenene fra oven. I tyve år lå hun som en sort sten på jorden, så blev hun slugt af jordens indvolde.
Ruinerne af byerne kan ses endnu som en advarsel til de levende. Og den samme straf er aldrig langt fra de ugudelige, den kan ramme Mekka!
85 Jeg sendte Shuaib til Midjan, og han var en af midjanitterne. Han var en fremragende taler og sagde: „Mit folk, tilbed kun Gud; I har ingen anden gud end Gud. Når I handler, så snyd ikke med mål og vægt! I er kendt for at opkøbe hvede og byg og lagre det, til priserne stiger, og I køber med en lang målestok og sælger med en kort. Jeg kan se, I lever godt, så I har mindre grund til at bedrage hinanden og større mulighed for at være taknemlige og lydige over for Gud. Men jeg frygter en straf for jer, hvis I ikke tror på en dag, hvor alle de ugudelige vil blive omringet af ødelæggelse.
Mit folk, benyt det rette mål, og giv den fulde vægt. Bedrag ikke mennesker for deres penge eller ejendele, og synd ikke ved at anstifte uro og fordærv på jorden med mord og falske læresætninger og andet! Hvis I er sande troende, vil den rest, som Gud lader jer beholde som en gave, efter at I har handlet retfærdigt over for andre ved at bruge korrekte mål, være bedre for jer end velstand opnået ved bedrag. Men det er ikke mig, der vogter over jer for at belønne jer for jeres gerninger; jeg er blot sendt for at advare jer.“
Men hans folk svarede spottende: „Shuaib, pålægger din religion dig at sige, at vi skal opgive de guder, som vores fædre tilbad? Eller at vi ikke skal gøre med vores ejendele, som vi vil, og bruge de mål og vægte, vi har lyst til at bruge? Det lyder sandelig, som om du er den eneste vise og retsindige!“
„Mit folk,“ sagde Shuaib, „hvad tænker I, hvis Gud har åbenbaret Sin vilje for mig og skænket mig Sin nåde og gaven at være profet, og Han har skænket mig godt underhold fra Sig selv, uden at jeg fifler med mål eller vægt? Jeg vil ikke gøre det, som jeg forbyder jer; jeg prøver ikke at opnå andet end at forbedre jer, og det gør jeg med opbydelse af alle mine kræfter. Det er alene Gud, der er min støtte, Ham stoler jeg på, og til Ham vender jeg mig.
Pas på, mit folk, lad ikke jeres fjendskab mod mig fremkalde en hævn over jer som den, der ramte Noas folk eller Huds folk eller Salihs folk! Sodoma og Gomorra lå ikke langt herfra, og deres tilintetgørelse ligger ikke langt tilbage, og de fortjente den ikke meget mere end jer med deres genstridighed og ugudelighed. Bed derfor jeres Herre om tilgivelse, og vend jer til Ham! Min Herre er barmhjertig over for de troende og kærlig mod dem.“
„Shuaib, vi forstår ikke meget af det, du siger,“ svarede de ham. „Men vi kan se, at du er en mand uden magt over os, og havde det ikke været for din ærefulde familie, så ville vi stene dig, og du kunne ikke have forhindret os i det.“
„Mit folk, er min familie mere værd for jer end Gud? Og afstår I fra at dræbe mig for deres skyld og ikke skærme mig for Guds skyld? Og kaster I hovent og ligegyldigt Ham bagud over skulderen? Min Herre ved alt, hvad I gør, og Han vil vide at gengælde jer! Fortsæt I bare med jeres fjendskab mod mig og jeres oprør over for Gud og bliv bekræftet i jeres afguderi; jeg vil bære jeres krænkelser med tålmodighed og gøre det, der er blevet mig pålagt. Og I skal opdage, hvem der skal rammes af en skamfuld straf, og hvem der er en løgner. Vent blot på udfaldet; jeg venter sammen med jer.“
Men deres konge, Abu Jadd, fortsatte med at stille afguderne frem på deres piedestaler. Foran den største, Munis med menneskeansigt og guldkrone, sagde han: „Folk i Midjan, den, der bøjer sig foran denne gud, er en af os, den, der nægter, skal blive straffet!“
Folk bøjede sig i tilbedelse, men Shuaib trådte frem og sagde: „Disse afguder kan hverken gavne eller skade jer. Dyrk Gud, og brug den samme målestok, når I handler.“
Folk spurgte, hvordan de kunne vide, at han talte sandt om Mig.
„Hvis jeres afguder giver mig ret, vil I så tro mig?“ svarede han.
Abu Jadd tillod dette, og Shuaib spurgte dem, hvem deres Herre var, og hvem han selv var. Og Jeg gav dem stemmer til at svare.
„Gud er vores og verdenernes Herre, og du er Shuaib, Hans profet.“
Da sluttede mange af Midjans folk sig til ham.
Men kongen sagde: „Shuaib, hvis vi tog fejl, ville Gud ikke have tilladt, at vi blev rige og fik mange børn. Vi benægter ikke, at det er Gud, der giver os vores underhold, men vi dyrker vores afgudsbilleder for at komme nærmere Gud. Jeg har betragtet folk, der tilbad solen, månen og stjernerne, men jeg så, at de ikke havde nogen religion, for de tilbad ting, der forsvinder. Så iagttog jeg dem, der tilbeder ilden og dyrene, men så det samme, for de tilbeder ting, der dør. Vi tilbeder vores guder, fordi de er fejlfri, og fordi Gud slet ikke behøver tilbedelse fra Sine skabninger.“
Jeg straffede dem med Formørkelsens Dag! Jeg lod det blive forfærdeligt varmt, og så lod Jeg en sort sky glide ind over dalen. Da de så den, løb de hen under den for at finde kølighed i den regn, de forventede, men skyen lukkede sig omkring dem og kogte dem.
Men da Min befaling om deres tilintetgørelse blev sat igennem, reddede Jeg i Min barmhjertighed Shuaib og dem, der troede sammen med ham. Derimod ramte skriget fra himlen dem, der havde gjort onde gerninger, så de om morgenen lå døde og udstrakte i deres hjem, som om de aldrig havde boet i dem.
Blev Midjan ikke fjernet fra jordens overflade på samme måde, som Tamud-stammen blev fjernet?
99 Inden da havde Jeg sendt Moses med Mine tegn og åbenlys fuldmagt til farao al-Walid ibn Musab og hans stormænd. Men stormændene adlød faraoens befalinger, selv om disse befalinger ikke ledte dem det rette sted hen.
Al-Walid ibn Musab skal gå i spidsen for sit folk på Opstandelsens Dag. Som var de dromedarer ført til et vandingssted af en samvittighedsfuld hyrde, skal han føre dem ind i Helvedets ild. Et ulykkeligt vandingssted at blive ført til! De blev ramt af en forbandelse i dette liv, og på Opstandelsens Dag skal elendighed være den gave, der skænkes dem!
102 Dette, Muhammed, er en del af de beretninger om byerne, som Jeg skal fortælle dig. Nogle af dem står endnu som kornet på marken, andre er mejet. Jeg har ikke gjort dem uret, men de gjorde uret mod sig selv ved at tilbede afguder. Og deres såkaldte guder, som de påkaldte ved siden af Mig, hjalp dem ikke det mindste, da Min befaling blev ført ud i livet; de gjorde dem kun yderlige skade. Sådan er Mit straffende greb, når Jeg griber fat i de byer, der er syndige. Mit greb er smertefuldt og strengt!
Heri er der et tegn for dem, der frygter straffen på Dommens Dag. På denne dag skal alle mennesker forsamles, og på denne dag skal der fremsættes vidnesbyrd. Denne dags komme udsætter Jeg kun med en frist, der allerede er fastlagt. Når dagen kommer, skal ingen sjæl få lov til at tale for at undskylde sig selv eller gå i forbøn for andre uden Min tilladelse. Og blandt menneskene og dæmonerne skal nogle være ulykkelige, andre lykkelige.
De ulykkelige skal blive kastet i Helvedets ild, og der skal de sukke og stønne, som et æsel skryder. Der skal de forblive, så længe himlene og jorden af den kommende verden består, medmindre Jeg ønsker at eftergive dem deres straf, for Jeg ordner alt, som Jeg vil.
Men de lykkelige skal træde ind i Paradiset og blive der, så længe himlene og jorden af den kommende verden består. Derudover skal de have yderligere velsignelse, hvis Jeg vil det. Det er en uudtømmelig og stedsevarende belønning.
Derfor, Muhammed, skal du ikke have nogen tvivl om det, som disse folk tilbeder. De tilbeder udelukkende det samme, som deres fædre før dem tilbad, og Jeg skal give dem deres fulde gengældelse uden det mindste fradrag!
112 Jeg gav tidligere Moses Bogen med Loven, men hans folk begyndte at skændes om den. Havde det ikke været for en tidligere bestemmelse fra Mig om at bære over med dem i dette liv og udsætte afgørelsen på deres stridigheder, så havde sagen mellem dem været afgjort. Men de er stadig i tvivl om den, ligesom dit folk er i tvivl om Koranen.
Jeg vil belønne eller straffe dem alle i forhold til deres gerninger, Jeg ved alt, hvad de gør. Så vær du standhaftig, og fortsæt ad den rette vej mod Mig, som du er blevet påbudt, og lad også dem, der har omvendt sig sammen med dig, være standhaftige. Og synd ikke, og vig ikke bort fra den rette vej mod din frelse i overmod, for Jeg ser alt, hvad I gør!
I skal ikke læne jer op ad dem, der gør onde gerninger ved at synde mod Mig og Mine love, for så vil Helvedets ild ramme jer! I har ingen andre beskyttere end Mig, og I skal ikke siden få nogen hjælp mod Mig!
Bønnen skal udføres regelmæssigt ved dagens grænser; når det bliver lyst, og når det bliver mørkt, samt efter solnedgang, hvor Satans magt er størst, men inden aftensmaden, for gode gerninger fjerner de onde. Dette er en advarsel for dem, der vil lade sig advare. Vær derfor tålmodig. Jeg lader ikke belønningen for dem, der gør gode gerninger, gå tabt. Var der blandt generationerne før jer nogen, der var udrustet med forstand og dyder, og som forbød at stifte ufred og fordærv på jorden ved at udsprede falske læresætninger og andet, bortset fra nogle få, som Jeg reddede? De, der øvede onde gerninger, fulgte deres egne lyster og denne verdens fornøjelser, og de blev syndere.
Men Jeg er ikke Den, der tilintetgør byerne uretfærdigt, hvis deres indbyggere gør det rette. Og hvis Jeg havde villet det, så ville Jeg have gjort alle menneskene til én eneste menighed med den samme tro. Men de skal ikke ophøre med at strides indbyrdes, bortset fra dem, som Jeg har forbarmet Mig over. Og for dette har Jeg skabt dem. Således opfyldes din Herres ord: „Jeg skal sandelig fylde Helvede med dæmoner og mennesker!“
Muhammed, alt, hvad Jeg fortæller dig af historierne om Mine sendebud, fortæller Jeg for at styrke dit hjerte i troen. Herigennem kommer sandheden til dig, og advarslen og formaningen til de rettroende. Sig til dem, der ikke tror: „Fortsæt I bare med jeres fjendskab over for mig og jeres oprør over for Gud, og bliv bekræftet i jeres afguderi; jeg vil bære jeres krænkelser med tålmodighed og gøre det, der er blevet mig pålagt. Og vent på udfaldet; jeg venter også!“
Jeg kender det skjulte i himlene og på jorden, og til Mig skal alt vende tilbage. Tilbed Mig og stol på Mig, for Jeg er ikke ligeglad med, hvad I gør.