Dette er en bog, som Jeg har nedsendt til dig; som Jeg har åbenbaret dig, Muhammed, for at du må føre araberne ud af mørket og ind i lyset med din Herres tilladelse og velvilje: før dem ad Den Almægtiges, Den Prisværdiges vej. Dette er Min vej, og alt, hvad der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig.
Men de vantro, dem venter der en svær straf! De, der elsker dette nuværende, jordiske liv mere end det kommende, og som udelukker andre fra Min vej og søger at gøre den kroget, de er langt ude i vildfarelse; langt fra sandheden.
Hver gang Jeg har sendt et sendebud til et folk, har åbenbaringen altid været på deres eget modersmål for at forklare dem deres pligter på en forståelig måde. Men Jeg lader dem, Jeg vil, fare vild, og Jeg retleder dem, Jeg vil. Jeg er Den Almægtige, Den Alvidende.
5 Jeg sendte Moses til sit folk med Mine åbenbaringer, og Jeg sagde til ham: „Før dit folk ud af mørket og ind i lyset, og mind dem om alle de slag, hvor Gud har ladet de troende sejre.“ I dem er der tegn for alle dem, der er tålmodige under modgang, gudfrygtige og taknemlige, når Jeg hjælper dem.
Og husk, Muhammed, da Moses sagde til sit folk: „Husk, hvordan Gud viste jer barmhjertighed, da Han frelste jer fra farao al-Walid ibn Musabs folk, der pålagde jer den værste straf ved at dræbe jeres sønner og kun lade jeres kvinder leve. Dette var en stor og forfærdelig prøvelse fra jeres Herres side!“
Og husk, da Jeg, gennem Moses’ mund, advarede: „Hvis I tror og er taknemlige for Mine velsignelser, skal jeg give jer yderligere gaver, men hvis I ikke tror og er utaknemlige, så er Min straf yderst hård!“ Og Moses fortsatte sin prædiken: „Hvis I og alle andre, der findes på jorden, er utaknemlige og vantro, så skal I vide, at Han hverken behøver menneskets anstrengelser eller tak, selv om Han har fortjent den største lovprisning.“
9 Har I ikke hørt historierne om de folk og stammer, der levede før jer, om Noas folk, om stammerne Ad og Tamud og dem, som Shuaibs og Lots folk, der levede efter dem? Hvem og hvor mange de var, ved alene Jeg. Deres sendebud kom til dem med tydelige vidnesbyrd, mirakler, men de bed sig i fingrene af ærgrelse og raseri og sagde: „Vi tror ikke på det budskab, som I påstår, I er blevet sendt med, og vi er i dyb tvivl om den religion, som I kalder os til.“
„Hersker der da nogen tvivl om Gud, himlenes og jordens skaber?“ spurgte deres sendebud. „Han inviterer jer til Den Sande Tro, for at Han måske vil tilgive jer nogle af jeres synder, nemlig dem som I hidtil har begået mod Ham ved ikke at tro på Ham og underkaste jer Ham. Og Han vil måske udsætte jeres straf til et fastsat tidspunkt, så I har tid til at angre og omvende jer.“
Men folkene sagde: „Guds sendebud! Nej, I er blot dødelige, menneskelige skabninger ligesom os, der vil forsøge at vende os bort fra de guder, som vores fædre tilbad. Men hvis I taler sandt, så skaf os da et klart bevis på jeres mission: et mirakel!“
„Vi er ganske vist bare dødelige mennesker ligesom jer,“ svarede sendebuddene, „men Gud skænker nåde til dem, Han vil, blandt Sine tjenere, og det tilkommer ikke os og står ikke i vores magt at skaffe noget mirakuløst bevis på vores mission, medmindre vi har Guds tilladelse. Derfor sætter de rettroende deres lid til Gud. Og hvorfor skulle vi ikke sætte vores lid til Gud, når Han har ledt os på rette vej? Derfor vil vi tålmodigt tåle det onde, som I vil gøre mod os; lad de tillidsfulde sætte deres lid til Gud.“
Folkene, der ikke ville tro, sagde til sendebuddene: „Vi driver jer ud af vores land, hvis I ikke vender tilbage til vores religion!“
Da lod Jeg følgende åbenbare for Mine sendebud: „Jeg skal tilintetgøre de ugudelige, og Jeg skal lade jer bebo landet efter dem. Dette er en gave til dem, der frygter at stå foran Mit dommersæde, og som frygter Mine trusler!“
Sendebuddene bad om Min hjælp, og enhver oprører mod Mig opgav håbet om at overvinde Mig, og Helvedet ligger skjult foran ham. Det eneste, han der får at drikke, er vand blandet med pus fra sår. Og når han forsøger at synke det, så kan han ikke, så kvalmende er det. Og døden har omringet ham og lurer på ham, men han skal ikke dø, og han har stadig en forfærdende straf stående parat foran sig!
Sådan forholder det sig for dem, der ikke tror på deres Herre. Deres gerninger er som aske, som vinden griber og strør vidt omkring på en stormfuld dag. De vil ikke være i stand til at vinde nogen fordele af det, de har opnået af jordisk gods eller af de gerninger, de har gjort; de har forvildet sig langt, langt bort fra Mig.
22 Muhammed, har du ikke bemærket, at Jeg har skabt himlene og jorden for at gøre Den Guddommelige Enhed tydelig og fastslå alvoren af Den Yderste Dag: Dommedag? Hvis Jeg vil, så kan Jeg tilintetgøre jer, og Jeg kan sætte andre folk og stammer på jorden i jeres sted; det ville på ingen måde volde Mig besvær. Og alle, både dæmoner og mennesker, skal på Den Sidste Dag forsamles foran Mig. De svage blandt dem, dem der fulgte deres herskere og læremestre i afgudsdyrkelse, skal sige til de hovmodige, der hævdede at være mægtige fyrster og præster: „Vi fulgte jer på jorden, kan I nu ikke på en eller anden måde hjælpe os mod bare en del af Guds hævn?“
Men de engang så mægtige vil sige: „Hvis Gud havde retledt os, så skulle vi også have retledt jer. Hvis ikke Gud havde villet, at vi skulle være vantro, så havde vi heller ikke forført jer. Og det er ligegyldigt for os, om vi bærer vores pinsler med tålmodighed eller ej, for nu findes der ingen flugt for os, intet sikkert sted.“
Når Dommen er faldet på Dommedag, og Paradisets folk føres ind i Paradis, og Ildens folk i Helvedesilden, vil de sidste samles om Satan. Han vil, ligesom de falske guder, indrømme: „Ja, Gud gav jer et sandfærdigt løfte om Opstandelsen og Dommen, og jeg gav jer også løfter, men jeg har bedraget jer. Jeg havde ingen magt til at tvinge jer til noget, men jeg fristede jer til at dyrke afguder, selv om jeg åbent havde vist mig som jeres uforsonlige fjende, og I lod jer friste. Derfor skal I ikke give mig skylden; I kan kun anklage jer selv! Jeg kan ikke hjælpe jer, og I kan ikke hjælpe mig. Nu siger jeg mig fri for, at I har adlydt mig i stedet for Gud og tilbedt afguder, efter at jeg fristede jer.“
For de ugudelige venter der en forfærdende og plagsom straf!
Men de, der tror og gør gode gerninger som at bede til Mig og fremsige af Mine åbenbaringer, skal med deres Herres tilladelse træde ind i Paradisets haver, hvor kilder strømmer, og der skal de forblive for evigt. Og englene skal hilse dem med ordet: „Fred!“
29 Muhammed, har du ikke bemærket, hvordan Jeg har fremlagt en lignelse? Et godt ord, et gudfrygtigt ord om Min enhed eller en invitation til Den Sande Religion og til Koranen, er som et godt træ, hvis rod er fast forankret i jorden, og hvis grene strækker sig op mod himlen og bærer frugt til hver en tid, når dets Herre tillader det. Ja, Jeg fremlægger lignelser for menneskene, fordi Jeg ønsker, at de vil tænke sig om og forstå og lade sig advare.
Og et dårligt ord, ord om medguder og deres tilbedelse eller om ulydighed mod Mine profeter, er som et dårligt træ, der rykkes op af jorden og ikke har nogen stærk rod.
Men Jeg skal styrke dem, der tror, med troens faste ord både i det jordiske og i det kommende liv, når de to sorte engle med blå øjne, Munkar og Nakir, kommer til den netop dødes grav. Der udspørger de den døde om Mig og Min profet. Og for den døde, der svarer, at der ingen gud er uden Gud, og at Muhammed er Hans sendebud, bliver graven gjort lang og bred og lys, og glimt af Paradis kan anes. Men den vantro eller den, der slet ikke tror, eller ikke kender Profeten, bliver gennemtævet med jernhammeren Mirzabah, og graven skal fyldes med ørkenens skorpioner og slanger.
Og Jeg skal lede de ugudelige på vildspor, for Jeg gør, hvad der passer Mig.
33 Og, Muhammed, har du ikke lagt mærke til dem, der gengælder Min godhed med afguderi: Mekkanerne, som Jeg placerede på fredhellig jord som vogtere af kabaen og ærede med din mission, og som alligevel er hårdnakkede benægtere af Mig. De fører deres folk ned i fortabelsens bolig, ned i Helvede! Her skal de blive ristet, det skal blive en ulykkelig bolig at bebo! De sætter afguder op som Mine medguder for at forføre menneskene og få dem til at afvige fra Min vej.
Du skal sige til dem, Muhammed: „Nyd I for en tid jeres jordiske liv i vellyst og vellevned, men jeres rejsemål er Helvedets ild!“ Men til Mine tjenere, der tror, skal du sige, at de inden Regnskabets Dag ihærdigt skal udføre bønnen og dele ud af de værdier, som Jeg har skænket dem både i hemmelighed og med alle folks vidende. På den dag skal dommen over deres iver i bøn og gavmildhed og alle andre gerninger fældes, og der skal hverken være købslåen eller venskab!
Det er Mig, der har skabt himlene og jorden, og Jeg lader det regne fra himlen, så der frembringes frugter, som I kan ernære jer af. Jeg har befalet, at skibene skal sejle på havet for at tjene jer, og Jeg har også tvunget floderne til at forsyne jer med det, I har behov for. Ligeledes har Jeg tvunget solen og månen til konstant at følge deres baner, så I kan drage fordel af dem, som når I rejser, og Jeg har underkastet jer natten og dagen, så de må stå til jeres tjeneste. Jeg har givet jer noget af alt det, I beder om, og hvis I ville forsøge at tælle Mine gaver, ville I ikke kunne gøre det.
Men menneskene er ugudelige og utaknemlige, villige til at handle forkert og hårdnakkede i deres vantro!
38 Glem ikke, Muhammed, at Jeg lod Gabriel overbringe det gode budskab til Abraham om, at han skulle blive velsignet med to sønner. Abrahams kone, Sara, var gammel og havde aldrig været gravid, så hun gav sin egyptiske slavinde Hagar til Abraham, så han kunne ligge med hende. Det gjorde han, og hun undfangede.
Siden fødte hun Ismael, mens Sara sørgede over ikke selv at kunne få et barn. I syv år bar hun jalousien i sig, så sagde hun: „Abraham, jeg kan ikke bære at have Hagar i huset hos os. Bring hende bort.“
Jeg lod Abraham føre Hagar og Ismael til området omkring kabaen, der på det tidspunkt var en ruin efter syndfloden. Hagar lod sit skørt slæbe hen over sandet for at udslette sine spor, fordi hun var bange for, at Sara ville følge efter dem og straffe sin bortløbne slavinde.
„Bliv her med mit barn,“ sagde Abraham så. „Sådan er det blevet mig befalet af Gud.“
„Hvem skal jeg støtte mig til?“ spurgte Hagar og greb fat i Abrahams tøj.
Abraham bad: „Min Herre, gør denne øde dal ved højene Safa og Marwa til et sikkert sted, og hold mig og mine sønner fra at dyrke afguder, for de såkaldte gudinder al-Lat, al-Uzza og Manat har vildledt mange arabere. Men ham, der følger mig og min religion, er en af mine, uanset hvilken familie eller stamme han kommer fra. Og ham, der er ulydig mod mig, ja, mod ham er Du nådig, og Du vil gøre ham tilbøjelig til at angre og omvende sig.
Herre, jeg vil lade nogle af mine efterkommere, min søn Ismael og hans efterkommere, bo i den ufrugtbare dal ved kabaen, Dit fredhellige tempel. Herre, lad dem være trofaste i udførelsen af bønnen, og gør nogle af menneskene velvilligt indstillede over for dem, og giv dem alle slags frugter at spise, så de må udvise gudsfrygt og taknemlighed.
Herre, Du ved, hvad vi skjuler, og hvad vi siger åbent, for intet er skjult for Gud hverken på jorden eller i himlene. Priset være Gud, der på mine gamle dage har skænket mig min søn Ismael; Gud er lydhør for ydmyge bønner.
Herre, Du har åbenbaret for mig, at nogle af mine efterkommere vil gøre sig skyldige i afguderi, men formå mig og også nogle af mine efterkommere til omhyggeligt at udføre bønnen; Herre, modtag mit råb om at blive bønhørt! Herre tilgiv mig, og også mine forældre, for ganske vist var min far en afgudsdyrker, der forfulgte Troen på Den Eneste Ene og truede mig, Dit sendebud, med stening og landflygtighed og fik mig kastet på bålet, men jeg har afgivet et løfte om at bede om Din tilgivelse af ham. Og tilgiv også de rettroende den dag, da regnskabet bliver gjort op!“
Abraham forlod Hagar og Ismael, og de skjulte sig i skyggen under det eneste træ. Da vandet i deres vandsæk slap op, vidste Hagar ikke, hvad hun skulle gøre. Hun løb op på Safa for at lede efter vand, og derefter op på Marwa, mens hun græd: „Gud, lad os ikke tørste ihjel!“
Da hun vendte tilbage til Ismael, rodede han i sandet med sin finger, og her sprang vandet frem og blev til brønden Zamzam.
43 Du skal ikke tro, Muhammed, at Jeg er ligeglad med, hvad de vantro gør! Jeg udsætter bare deres straf til den dag, hvor menneskenes øjne i rædsel skal stirre på det, de ikke vil kunne flytte blikket fra. Den dag, hvor de med strakt hals og løftet hoved stormer af sted ved råbet fra den engel, der kalder dem til Dommen, og deres hjerte er tomt for håb; det er fyldt med rædsel.
Ja, Muhammed, advar araberne om den dag, hvor deres fortjente straf skal ramme dem! Da vil de, der har gjort onde gerninger, udbryde: „Herre, giv os udsættelse bare for en kort tid, så skal vi adlyde Dit kald og følge Dine sendebud!“
Men en stemme vil sige til dem: „Hvad! Har I ikke tidligere sværget, at jeres fremgang og velstand skulle fortsætte for evigt, og at der efter døden ikke var nogen Opstandelse? I boede endda også de steder, hvor stammerne Ad og Tamud boede, som gjorde deres egne sjæle uret. Det er blevet gjort tydeligt for jer, både gennem Koranens åbenbaringer og ved de ruiner, I kan se af de tilintetgjortes huse, hvad Jeg gjorde ved dem. Deres tilintetgørelse har Jeg fremlagt som lignelser for jer.“
De smedede rænker for at modstå sandheden, men Jeg kendte deres rænker, og Jeg kunne tilintetgøre deres sammensværgelser, selv om de var så magtfulde, at de kunne flytte bjerge. Du skal altså ikke tro, Muhammed, at Jeg svigter Mine løfter om at hjælpe Mine sendebud. Jeg er mægtig og parat til at hævne.
Den dag kommer, hvor jorden skal forvandles til en anden jord, og himlene til andre himle, jorden til sølv og himlene til guld, og alle dæmoner og mennesker skal rejses fra deres grave og stilles foran Mig, Den Ene, Den Sejrende. På denne dag skal du se synderne sammenlænkede med kæder, deres klæder skal være af beg, og ilden skal dække deres ansigter. Det er Min gengældelse; Jeg gengælder hver sjæl det, den har fortjent ved sine gerninger. Og Jeg er bestemt hurtig til at afregne: På den tid, som der går mellem to malkninger af en hundromedar, skal hvert eneste væsen få sin dom!
Dette er en prædiken for araberne, for at de må lade sig advare om den kommende straf, og for at de skal vide, at der kun findes én Gud, Mig, og for at de, der har forstand, må tænke sig om og indse dette.