Dette er Koranen, den klare og tydelige Bogs vers, som Jeg har nedsendt til dig, Muhammed, på arabisk, fordi Jeg ønsker, at I arabere skal forstå Mit budskab, ligesom andre folk har fået bøger på deres sprog.
Jeg fortæller den bedste historie for dig, i det fineste sprog og med eksempler til efterfølgelse, idet Jeg åbenbarer dig dette kapitel, for tidligere hørte du til de ligeglade; denne historie var slet ikke i dine tanker, og du havde aldrig hørt den før.
4 Husk, Muhammed, dengang Josef var tolv år og sagde til sin far, Jakob, også kaldet Israel: „Far, jeg har i en drøm set elleve stjerner og solen og månen, og jeg så, at de faldt ned foran mig i dyb ærbødighed.“
„Min kære lille søn,“ sagde Jakob, „du skal ikke fortælle dine brødre om din drøm, for hvis den betyder, at du skal være ophøjet over familien som Guds profet, at dine brødre er stjernerne og solen din mor og månen din far, vil du kunne vække deres misundelse og had. Og så kunne de finde på at smede rænker mod dig, for Satan er sandelig en erklæret fjende af menneskene; siden det, han gjorde mod Adam og Eva, har han sat misundelse mellem menneskene! Men sådan, i overensstemmelse med din drøm, skal din Herre udvælge dig til profet og lære dig at tyde drømme og vise dig og min slægt Sin nåde. På samme måde viste Han tidligere dine forfædre Abraham og Ismael nåde ved at redde den første fra den ild, de vantro smed ham ind i, og den anden ved at redde ham fra at blive ofret. Din Herre er vidende og vis.“
Selv havde Jakob haft en drøm, hvor ti ulve bortførte Josef og kastede ham i en brønd, hvor han måtte blive i tre dage. Da han vågnede, havde han kysset og krammet Josef, men han havde ikke fortalt drømmen til nogen.
Ja, Muhammed, i historien om Josefs og hans brødre er der tegn for dine kværulantiske og mistroiske bysbørn, mekkanerne. Der er beviser for Min magt og visdom og for, at du er Mit sendebud, eftersom du har fået historien åbenbaret.
8 Husk, da Josefs brødre klagede til hinanden: „Josef og hans helbror Benjamin er vores gamle far mere kær, end vi er, selv om vi er flere og stærkere og derfor bedre vil kunne sørge for ham; vores far har besluttet sig for noget forkert, når han har kastet sin kærlighed på ham. Derfor må vi dræbe Josef eller fordrive ham til et fjernt land eller til ørkenen. Så vil vores far i stedet kaste sin kærlighed på os, og vi vil blive respekterede og retskafne mennesker i folks øjne, når først Josef er væk.“
Men en af brødrene, Juda, sagde: „Hvis I virkelig vil gennemføre, hvad I har i sinde, så dræb ikke Josef, men kast ham i brøndens dyb, så kan en karavane hive ham op.“
Det var de andre brødre tilfredse med, og de gik til Jakob og sagde: „Far, hvorfor betror du os ikke Josef, vi vil ham jo kun det bedste? Send ham med os ud på marken i morgen, så kan han lege og more sig med kapløb og bueskydning, mens vi plukker frugter. Vi skal nok se efter ham.“
„Jeg er ked af, at I vil tage ham med jer,“ svarede Jakob. „Jeg frygter, at ulven æder ham, hvis I glemmer ham og overlader ham til sig selv, for landet er fuld af ulve, og jeg har set det ske i en drøm.“
„Hvis ulven spiser ham, selv om vi er flere“ svarede de, „så ville det være så dumt og hjælpeløst af os, at vi fortjente at miste livet!“
Så sendte Jakob Josef, der nu var blevet sytten, med sine brødre, selv om han fortrød, så snart de havde forladt huset. Og snart begyndte de da også at slå deres bror så voldsomt, at hvis ikke Juda havde mindet dem om deres aftale, ville knægten være blevet slået ihjel. Ved brønden tog de hans tøj af ham og bandt ham.
Josef bad om at få sit tøj på igen, men brødrene havde fået nys om hans drøm og lo og sagde, at de elleve stjerner og solen og månen nok kunne klæde ham og holde ham med selskab. Da de havde sænket ham halvvejs ned i den snævre brønd, lod de ham falde, og Josef måtte klatre op på en sten på bunden for ikke at drukne, hvorfra han råbte om nåde.
Hans brødre ville knuse ham med et klippestykke, men Juda fik dem fra det.
Der stod Josef og græd, da Jeg lod Gabriel uddrage en skjorte af silke fra Paradis fra den amulet, der hang om halsen på ham. Det var den samme skjorte, som Gabriel bragte Abraham, da Nimrod kastede ham i ilden, og som var gået i arv til først Isak, så Jakob. Og med Gabriel sendte Jeg også denne åbenbaring: „Du skal en dag tale for dem om det, de her har gjort, og de skal ikke ane, at du er Josef.“
Da det blev aften, kom brødrene grædende ind til deres far, der straks så, at Josef manglede, og de sagde: „Far, vi gik hen for at løbe om kap med hinanden og træne med vores kastespyd, og vi efterlod Josef ved vores ting, og så åd ulven ham. Men du vil ikke tro os, selv om vi taler sandt, fordi du elskede Josef så højt!“
De havde stænket gedeblod på Josefs klæder, og Jakob så blodet, men han så også, at stoffet ikke var sønderrevet. I sorg skjulte han sit ansigt i skjorten og græd: „Nej, det er noget, I selv har fundet på, og den løgn er åbenbart god nok til jer, men af mig kræves der passende tålmodighed. Gud er den, som jeg beder om hjælp mod det, som I påstår!“
19 Tre dage efter kom en karavane fra Midjan på vej til Egypten og slog lejr ved brønden. Som altid sendte købmændene deres vanddrager hen til brønden som fortrop, og han sænkede sin spand. Josef greb fat i den, manden trak den op og udbrød, da han så ham: „Gode nyheder! Her er en ung mand!“
Men Josefs brødre fik det at vide, for Juda, der havde bragt ham mad hver dag, mødte op. Derefter kom alle brødrene. Karavanens folk skjulte først Josef som en handelsvare, for brødrene sagde, at han var en slave, der var stukket af fra dem. Så solgte de ham til en fra karavanen for en billig penge, tyve underlødige sølvmønter, dinarer, for de regnede ham ikke for noget.
Josef tav af frygt for, at de skulle slå ham ihjel, men Jeg vidste, hvad de gjorde.
Karavanen bragte ham nu til Egypten, og manden, der havde købt ham, solgte ham for tyve dinarer og et par sandaler og to sæt hvidt tøj.
Potifar, egypteren der købte ham, var tilsynsførende for det kongelige skatkammer, og han sagde til sin kone, Zalikha: „Behandl ham venligt, måske han vil være til nytte for os på vores ejendomme, eller vi kan tage ham til os som vores søn.“ De to var nemlig barnløse, for Potifar var eunuk.
Sådan gav Jeg Josef sikkert ophold i Egypten, og det for at lære ham at tyde drømme om ting, der skulle ske, for Jeg råder selv over Mine sager, men de fleste mennesker, de, der ikke tror, ved det ikke.
Da Josef var blevet treogtredive år, gav Jeg ham visdom og viden om religion, inden han blev sendt som profet, for sådan belønner Jeg dem, der gør gode gerninger.
23 Men Zalikha, der var meget smuk, forsøgte at forføre Josef. Hun lukkede døren til sit hus indefra og sagde: „Kom her!“
„Gud forbyde det!“ udbrød Josef. „Min Herre har behandlet mig godt, og de utaknemlige skal ikke blive lykkelige.“
Men Zalikha begærede ham og besluttede sig for at nyde ham, og han begærede også hende så meget, at han satte sig på samme måde mellem hendes lår, som omskæreren sidder, mens hun lå på ryggen. Så løsnede han sit bælte og begyndte at klæde sig af.
Da kom Gabriel, i skikkelse af Jakob, og sagde, at hans brødres navne skulle blive indgraveret på værdifulde ædelstene, der skulle skinne på brystet af ypperstepræsten. Skulle hans navn udslettes? Så bed han Josefs fingre til blods, så hans liderlighed forsvandt ud gennem fingerspidserne. Sådan vendte Jeg ham bort fra synd og uanstændighed, for han var en af Mine oprigtige tjenere.
Nu løb de begge mod døren, Josef for at flygte, Zalikha for at fange ham, og hun greb i hans skjorte bagfra, så den revnede.
I døren mødte de hendes herre.
Idet Zalikha lod, som om det var hende, der prøvede at flygte fra Josef, sagde hun hurtigt: „Hvilken belønning fortjener den, der prøver at skabe ulykke i familien, andet end fængsel eller en pinefuld straf?“
„Hun forlangte, at jeg skulle ligge med hende,“ sagde Josef.
En af Zalikhas små kusiner, der endnu lå i vuggen, begyndte at tale: „Hvis hans skjorte er sønderrevet foran, som ville hun forsvare sig, så taler hun sandt, og han er løgner. Men hvis hans skjorte er revet i stykker bagpå, så lyver hun, og han taler sandt.“
Potifar så nu, at Josefs skjorte var revet i stykker bagpå, og sagde: „Dette er et af kvinders snu påfund, jeres snedighed kender ingen grænser. I lytter til Satans hvisken i jeres ører. Josef, du skal ikke tage dig af dette, jeg beder dig blot holde det hemmeligt. Men du, kvinde, bed om tilgivelse for din synd, for du er en synder!“
Men ude i byen sladrede fem kvinder, hustruer til kongens kammerherre, hovmester, bager, fangevogter og hyrde, så alle kunne høre det: „Skatmesterens hustru forlangte at ligge med sin unge tjener, han har gjort hende blind af kærlighed. Hun er virkelig slået ind på en forkert vej!“
Da Zalikha hørte deres sladder, inviterede hun fyrre kvinder, herunder de fem nævnte, til en festmiddag. Hun gav hver af dem en skarp kniv og forlod dem så for at sige til Josef: „Gå ud til mine gæster!“
Så fik de ham at se, mens de sad på hynder med frugter i hænderne, og de skar sig befippede i hænderne, skamroste ham på grund af hans ufattelige skønhed og fik menstruation af bar kødelig længsel efter ham og udbrød: „Du gode Gud! Dette er ikke et menneske, det er en engel!“
„Det er ham,“ sagde Zalikha, „som fik jer til at sladre om mig. Ja, jeg ville forføre ham, men han afviste mig stædigt. I ville have forsøgt det samme. Men hvis han ikke gør, som jeg befaler ham, så skal han kastes i fængsel og blive en af de usle stakler.“
Josef sagde med det samme: „Min Herre, jeg foretrækker fængslet frem for den forbrydelse, som kvinden ville lokke mig til. Men afværger Du ikke deres rænker, så giver jeg efter for min ungdommelige tilbøjelighed, og jeg bliver en af dem, der ikke kender mandens svaghed og Guds styrke.“
Jeg hørte hans bøn og gjorde rænkerne til intet, for Jeg både hører og ved.
Selv om Potifar og hans venner havde set beviserne på Josefs uskyld, fængslede de ham alligevel for en tid. Med et kneb fik Zalikha nemlig sin mand til at tro, at hun ville have Josef ude af syne, til hun havde overvundet sin lidenskab, selv om hun i virkeligheden ville tvinge ham til at give efter.
To unge mænd, kongens hovmester og bager, som blev beskyldt for at ville forgive deres herre, blev kastet i fængslet sammen med Josef. De fandt ud af, at han kunne tyde drømme, og hovmesteren, Nibu, sagde: „Jeg drømte, at jeg pressede vin af druer i et bæger og gav det til faraoen.“
Den anden, der hed Mujalith, sagde: „Jeg drømte, at jeg på mit hoved bar brød, som fuglene åd af. Fortæl os, hvad disse drømme betyder, for når du taler med de andre fanger kan vi se, at du er et godt menneske, som kan tyde drømme.“
Josef ønskede at vise dem, at han ikke benyttede sig af spådomme eller stjernetydning. Derfor sagde han: „Ingen mad skal blive sat for jer i drømme, uden at jeg fortæller jer, hvad det betyder, når I vågner. Denne viden hører til det, som min Herre har lært mig, for jeg har forladt de folks religion, der ikke tror på Gud, og som benægter det kommende liv. Jeg følger mine forfædre, Abraham, Isak og Jakobs, religion. Det er ikke tilladt for os at sætte nogen ved Guds side; denne viden om den guddommelige énhed er blevet givet os som et bevis på Guds nåde over for Abrahams slægt og over for alle mennesker, men de fleste er utaknemlige og vender sig bort fra Ham.
Hør her, mine to medfanger og I andre egyptere i dette fængsel, er flere herrer bedst, eller er den eneste, sande og almægtige Gud? Dem, I tilbeder ved siden af Ham, er kun navne, indbildte afguder, som I og jeres fædre har opfundet, og for hvem Gud ikke har nedsendt noget bevis. Afgørelsen, straffedommen, tilhører alene Gud, Han, der gennem Sine profeter har befalet, at I ikke skal tilbede nogen anden end Ham. Dette er Den Sande Religion, men de fleste ved det ikke.
Mine kære to medfanger, hvad den ene af jer angår, skal han komme til at skænke vin for sin herre, som han gjorde tidligere, men hvad den anden angår, skal han korsfæstes, og fuglene skal æde hans øjne og kødet af hans hoved.“
„Vi drømte ikke noget,“ sagde de to nu.
„De drømme, om hvilke I ville vide besked, er afgjort, uanset om I taler falsk eller sandt.“
Og så sagde Josef videre til hovmesteren, som han troede skulle sættes fri: „Nævn mig for din herre, og sig til ham, at i dette fængsel sidder en uskyldig mand!“
Hovmesteren blev sat fri. Men Satan fik ham til at glemme at nævne Josef for sin herre, så Josef måtte blive i fængslet i syv år.
43 Da der på et tidspunkt var rådslagning hos farao Riyan ibn al-Walid, sagde han: „Jeg så i en drøm syv fede køer i et udtørret flodleje, der blev sat til livs af syv magre. Og jeg så syv grønne aks og andre syv, der var tørre og visne, som kastede sig over de grønne. Mine stormænd, giv mig besked om min drøm, hvis I da kan tyde drømme.“
„Det er blot forvirrede drømme,“ svarede de, „og drømmetydning af den slags forstår vi os ikke på.“
Men den af de to fanger, der var blevet sat fri, hovmesteren Nibu, sagde efter at have tænkt sig om og være kommet i tanke om Josef: „Jeg skal fortælle jer, hvad det betyder, lad mig gå til den person, der kan tyde dem for mig.“ Og så blev han sendt til fængslet og sagde: „Josef, du er en sandfærdig mand, det så jeg af din drømmetydning. Giv os nu besked om farao Riyans drømme, hvor syv fede køer blev fortæret af syv magre, og om syv grønne aks og syv andre, der var visne. Så kan jeg gå tilbage til dem, der har sendt mig, for at de måske kan forstå tydningen.“
„I syv år,“ svarede Josef med henvisning til de syv fede køer, „skal I så, omhyggeligt som I plejer. Kornet, som I høster, skal I lade forblive i aksene for at beskytte det mod snudebillerne, bortset fra en mindre del som I må spise. Derefter skal der komme syv hårde år med hungersnød, hvor det, som I har lagt til side, skal blive spist op, bortset fra en lille del som I må lægge på lager til såsæd. Derefter skal der komme et år med regn i Etiopien, så Nilen svulmer op, og der skal presses saft af druer og olie fra oliven, som der vil være rigeligt af.“
Da hovmesteren havde fortalt dette videre, sagde farao Riyan: „Før ham, der tydede drømmene, til mig!“
Denne besked blev overbragt Josef, men han nægtede at forlade fængslet, før hans uskyld var anerkendt foran alle. Han sagde til budbringeren: „Vend tilbage til din herre, og spørg ham, hvordan det forholder sig med kvinderne, der skar sig i hænderne? Min Herre kender udmærket de rænker, de smedede mod mig!“
Kvinderne blev forsamlet foran farao Riyan, og han spurgte: „Hvad var jeres plan, da I ville forføre Josef med forbudt kærlighed?“
„Gud beskytte os!“ svarede de. „Vi har intet ondt at sige om ham.“
„Nu er sandheden alligevel kommet for en dag,“ sagde Zalikha. „Jeg ville forføre ham, men han var trofast og taler sandt.“
Da dette blev meddelt Josef, sagde han: „Dette er kommet frem, for at Potifar skal vide, at jeg ikke har svigtet ham, når han ikke var til stede, og at Gud ikke viser vej for bedragernes sammensværgelser.“
Her brød Gabriel ind og sagde til Josef: „Hvad, ikke svigtet? Heller ikke, da du overvejede at ligge med hende?“
„Jo, jeg skal ikke erklære mig selv for helt uskyldig, for den menneskelige sjæl er tilbøjelig til at vende sig mod det kødelige og onde, bortset fra dem, som min Herre er barmhjertig over for. Min Herre er tilgivende og barmhjertig over for den, der beder om tilgivelse og angrer sine fejl.“
Så befalede faraoen igen: „Før denne drømmetyder, der nu er renset for alle beskyldninger, til mig, så skal jeg knytte ham tæt til mig.“
Josef vaskede sig og skiftede tøj og blev ført til farao Riyan, som han hilste på hebraisk. Faraoen spurgte ham, hvilket sprog det var, og Josef fortalte, at det var hans fars og forfædres sprog. Og han imponerede Riyan ved at kunne svare ham på alle de halvfjerds sprog, som faraoen mestrede og udspurgte ham på. Josef tydede hans drømme til de mindste detaljer, hvorefter Riyan satte ham på sin trones podium og gjorde ham til sin øverste minister. Han sagde: „Fra i dag er du en mægtig og betroet mand hos mig. Hvad mener du, jeg skal gøre?“
„Så rigeligt med korn i disse frodige år, og byg lagre op med kernerne i deres aks, så vil folk komme fra alle steder for at få forsyninger fra dig.“
„Hvem skal stå for dette?“ spurgte Riyan.
„Lad mig bestemme over kornlagrene i Egypten,“ sagde Josef, „jeg skal blive en god forvalter.“
Da Potifar ved denne tid døde, satte Riyan en ring på Josefs finger, og han overtog også Potifars job. På faraoens ordre giftede han sig med hans enke og opdagede, at hun var jomfru. To sønner skænkede hun ham, Efraim og Manasse.
Sådan gav Jeg Josef magt i landet, så han kunne slå sig ned, hvor han ville. Jeg når den, Jeg vil, med Min barmhjertighed og lader ikke belønningen til dem, der gør gode gerninger, gå tabt. Men lønnen i det kommende liv er sandelig bedre for dem, der tror og frygter Mig, og den er evig.
58 Da årene med mangel kom, havde Josef opbygget store lagre af korn, og folk kom til ham fra alle lande for at købe. Han ville dog kun sælge hver mand én dromedarladning, for at der skulle være nok. Først brugte de sultne købere deres penge, men disse slap op, så kom de med deres smykker og ædelstene og dernæst med deres husdyr. Da de heller ikke havde flere af dem, overdrog de ham deres ejendom, og til sidst måtte de sælge sig selv som slaver. Men Josef fik Riyans tilladelse til at sætte dem fri igen.
Hungersnøden ramte også Kanaan, Jakobs land. Han sendte derfor Josefs brødre, bortset fra Benjamin, af sted, for han havde hørt, at der var lagre at købe af i Egypten.
Brødrene trådte ind til Josef, der i al sin pragt spurgte, hvem de var, for, sagde han, han mistænkte dem for at være spioner. I virkeligheden genkendte han dem, men de genkendte ikke ham, for de troede ham for længst død, og han var ude af deres tanker.
De sagde, at de kun var kommet for at købe korn, og at de alle var sønner af en gammel mand, der hed Jakob og var profet.
Josef spurgte dem, hvor mange brødre de var.
„Tolv,“ svarede de, men sagde, at de havde mistet den ene i ørkenen, og det var ham, de holdt mest af.
Så spurgte han til den ellevte bror.
De sagde, at han bare var en lille dreng, og deres far ville ikke lade dem tage ham med på rejsen.
„Hvem skal så indestå for jeres sandfærdighed?“ spurgte Josef.
Brødrene svarede, at de ikke kendte nogen i Egypten, så det var der ingen her, der kunne.
Da Josef havde udrustet dem med deres forsyninger, sagde han: „Før jeres sidste bror til mig, så jeg kan se, om I har talt sandt; som I kan se, giver jeg fuldt mål og er den bedste vært. Men hvis I ikke fører ham til mig, så får I ikke tildelt mere korn hos mig, og så skal I ikke komme her igen.“
„Vi skal prøve at få hans far til at give ham fra sig,“ svarede brødrene. De ville lade en blive i Egypten som sikkerhed, og så ville de vende tilbage med deres yngste bror, så Josef kunne se, at de talte sandt. Så kastede de lod, og det blev Simeon, der skulle blive i Egypten.
Josef gav hver af dem en dromedar og en ekstra til Benjamin. Og så sagde han til sine tjenere: „Læg de penge, som de har betalt for kornet, i deres sadeltasker, så de finder dem igen, når de er vendt tilbage til deres familier. Så kan det være, at de vil vende tilbage til os.“
Da brødrene kom tilbage til Jakob, sagde de: „Far, der måles ikke mere korn ud til os, hvis du ikke sender vores bror med os. Lad ham derfor drage med, og vi skal få tilmålt mere. Vi skal omhyggeligt se efter ham, så der ikke sker ham noget.“
„Kan jeg stole mere på jer, når det gælder Benjamin, end da det gjaldt Josef?“ var Jakobs svar. „Men Gud er den bedste vogter og den barmhjertigste blandt de barmhjertige, for ingen anden kan vise den barmhjertighed, Han kan. Jeg håber, Han vil beskytte Benjamin og ikke lade to katastrofer ramme mig.“
Da brødrene åbnede deres bylter og sadeltasker, fandt de pengene og indså, at de havde fået alt kornet gratis. „Far,“ sagde de, „hvad kunne vi ønske os mere fra denne gavmilde hersker? Her er vores penge blevet givet tilbage til os; vi skal derfor igen drage til Egypten og købe korn til vores familier, og vi skal se efter vores bror, og oveni få en ekstra dromedarlast af korn på hans ridedyr. Det er en ubetydelighed for en stor hersker.“
„Jeg vil aldrig sende Benjamin med jer,“ sagde Jakob. „Ikke før I sværger ved Gud at føre ham tilbage til mig, medmindre I bliver ramt af en uundgåelig og uovervindelig forhindring.“
Da de havde givet ham denne ed, sagde han: „Gud er vidne til, hvad vi siger.“ Så sendte han Benjamin med dem og sagde: „Mine sønner, gå ikke ind i den egyptiske by gennem samme port, men gå ind ad forskellige porte, for at det onde øje ikke skal falde på jer. Men med dette råd kan jeg ikke hjælpe jer det mindste mod Gud, hvis Han har afgjort, at noget andet skal ske. Jeg siger det blot som udtryk for mine følelser for jer. Jeg stoler udelukkende på Gud, kun til Ham må de troende have tillid.“
Men da de var gået ind hver for sig, som deres far havde befalet dem, hjalp det dem ikke det mindste mod Mine planer; for det var blot et ønske hos Jakob, som han havde pålagt dem at opfylde. Dermed havde Jakob gjort alt, hvad han kunne, for at beskytte Benjamin, men han anede, at hans anstrengelser var forgæves. Jakob havde viden om religion, som Jeg havde givet ham, men de fleste mennesker ved ingenting om, hvad Jeg lærer Mine profeter.
Josef inviterede brødrene til en banket og bad dem sætte sig to og to. Herved blev Benjamin tilovers og skulle sidde alene. Han brød ud i tårer: „Hvis min bror Josef havde været i live, ville han have sat sig hos mig.“
Josef bød ham at sidde ved sit eget bord, og da festen var slut, sendte han brødrene ud for at sove to og to, men beholdt Benjamin hos sig.
Næste dag spurgte Josef Benjamin, om han ville acceptere ham som sin bror i stedet for ham, han havde mistet.
„Hvem kan finde en bror, der kan sammenlignes med dig,“ sagde Benjamin, „selv om du ikke er søn af Jakob og Rakel.“
„Jeg er din ægte bror. Vær ikke trist over, hvad de har gjort i deres misundelse mod os.“ Og Josef pålagde ham ikke at fortælle brødrene noget om det. Han ville udtænke en plan, så Benjamin kunne blive hos ham.
70 Da Josef havde udrustet brødrene med deres forsyninger af korn, lagde han farao Riyans drikkebæger af guld besat med ædelsten i Benjamins sadeltaske. Men efter de alle havde forladt Josefs kammer og påbegyndt rejsen hjem, råbte en udråber efter dem: „I rejsende, I er tyve!“
Brødrene vendte sig om og sagde: „Hvad savner I da?“
„Vi savner faraoens drikkebæger, og den, der skaffer det til veje, skal få en dromedarlast af korn som belønning, det garanterer jeg.“
„Men ved Gud!“ udbrød Josefs brødre. „I ved vel, at vi ikke er kommet for at skabe ufred i landet ved at sprede falske læresætninger, og at vi ikke er tyve.“
Hertil svarede egypterne: „Men hvad skal straffen være for den, der har stjålet det, hvis det viser sig, at I er løgnere, når I siger, at I ikke er tyve?“
„Straffen for den, i hvis sadeltaske det findes, skal være ham selv. Han skal være jeres slave. Sådan straffer Jakobs familie tyveknægte.“
Så blev Josef hentet, og han begyndte eftersøgningen med de ti brødres sadeltasker, mens han lod, som om de var under størst mistanke. Til sidst tog han bægeret frem af Benjamins sadeltaske.
Sådan lærte Jeg Josef en list, for efter faraoens lov, der kun pålagde bøde for tyveri, havde han ikke kunnet beholde Benjamin hos sig som slave. Det kunne han kun gøre, fordi Jeg havde villet det ved at inspirere ham til at udspørge sine brødre og inspirere dem til at svare, som de plejede. Jeg ophøjer hvem, Jeg vil, som her Josef, med flere grader af visdom, men over alle meget vidende står Jeg, der ved alt.
Brødrene sagde: „Hvis Benjamin har stjålet, så har hans bror Josef stjålet før ham.“ Det, de tænkte på, var, at Josef var blevet opdraget af sin fars søster Tumel, der med årene blev så glad for ham, at hun fandt på en list, da Jakob skulle have ham igen. Hun spændte et bælte, der havde tilhørt Abraham, om Josef, og lod så, som om hun havde mistet det. Da bæltet blev fundet på Josef, blev han som tyv dømt til at tilhøre hende som slave; der var intet, Jakob kunne gøre.
Men Josef skjulte sin hemmelighed og sagde for sig selv: I er i en værre situation end Josef og hans bror, for I har stjålet jeres bror fra jeres far og behandlet ham uretfærdigt. Og Gud ved udmærket, hvad I udtaler jer om angående ham.
Brødrene blev alligevel bange for deres fars reaktion og sagde: „Høje herre, vores mindste bror har en far, som er meget gammel, og som elsker ham højere, end han elsker os. Han trøster sig med ham efter tabet af sin anden søn. Han vil sørge over at skulle skilles fra ham, tag derfor en af os som slave i hans sted, for vi kan se, at du hører til de retfærdige.“
Josef svarede: „Gud forbyde, at jeg skulle tage nogen anden end den, hos hvem jeg har fundet vores ejendom. Tog jeg en anden, ville jeg være uretfærdig.“
Brødrene opgav håbet om at få Benjamin med sig og trak sig tilbage for at drøfte situationen.
Juda sagde: „Husker I ikke, at far lod os aflægge en ed i Guds navn, og at I tidligere har forbrudt jer mod Josef? Jeg forlader ikke Egypten, før min far giver mig tilladelse til at vende tilbage til ham, eller Gud afgør sagen for mig, for Han er den bedste, den mest retfærdige dommer. Jeg bliver her, vend I tilbage og sig: „Far, din søn har stjålet. Vi har ikke vidnet imod ham, bortset fra hvad vi ved med sikkerhed, fordi vi så drikkebægeret i hans sadeltaske, og vi havde ikke kendskab til det skjulte, da vi aflagde eden; havde vi vidst, at han ville begå tyveri, ville vi ikke have taget ham med. Spørg du i byen, hvor vi har været, og spørg folkene fra Kanaan i den karavane, som vi kom med, og du vil se, at vi taler sandt.““
83 Da de andre brødre var vendt hjem og havde talt sådan for Jakob, sagde han: „Nej, I har selv fundet på det for jeres egen skyld, og af mig kræves der tålmodighed. Måske vil Gud bringe både Josef, Benjamin og Simeon tilbage til mig, for Han er vidende om min sag og vis i Sine handlinger.“ Så vendte han sig bort fra dem i afsky og vrede og sagde: „Hvor jeg dog sørger over Josef!“ og pupillerne i hans øjne blev perlehvide af gråd og gjorde ham næsten blind, og han var tynget af en dyb sorg.
„Ved Gud!“ sagde sønnerne omkring ham. „Du holder ikke op med at tænke på Josef, før du ligger på dit dødsleje eller dør af overdreven sorg!“
„Jeg klager bare min ubærlige sorg for Gud,“ sagde Jakob, „for jeg ved fra en åbenbaring fra Gud, hvad I ikke ved.“ At Josef var i live, havde Dødens Engel nemlig fortalt ham i en drøm. Så fortsatte han: „Mine sønner, gå og skaf mig oplysninger om Josef og Benjamin, og tvivl ikke på Guds trøst, for kun de vantro tvivler på Guds trøst.“
Brødrene vendte tilbage til Egypten, og da de trådte ind til Josef, sagde de: „Høje herre, hungersnød har ramt os og vores familier. Vi har kun klippede og underlødige mønter med, men giv os alligevel fuldt mål trods vores uædle mønter, og giv os korn som almisse. Gud belønner dem, der giver almisser!“
De gav ham også et brev fra Jakob, der bad ham løslade Benjamin, og det var så fyldt med følelser for både Benjamin og hans mistede bror, at Josef kun kunne tale med svag og rystende stemme. Så fjernede han det forhæng, der havde været mellem dem, og sagde: „Fatter I den ondskab, som I begik mod Josef ved at tæve ham og sælge ham som slave? Og den ondskab, som I begik mod hans bror efter at have skilt ham fra sin bror, dengang I var uvidende om konsekvenserne af denne behandling af Josef? Og angrer I?“
Brødrene genkendte ham nu, men spurgte for at være sikre: „Er du virkelig Josef?“
„Jeg er Josef, og dette er min helbror. Gud har været os nådige ved at bringe os sammen. Gud tillader ikke, at belønningen til sidst går tabt for den, der frygter Gud, tålmodigt udholder sine prøvelser og gør gode gerninger.“
„Ved Gud!“ sagde brødrene, „Gud har ophøjet dig over os, og vi er syndere på grund af det, vi gjorde imod dig.“
„Ingen bebrejdelse skal ramme jer i dag,“ beroligede Josef dem, „og heller ikke siden. Gud vil tilgive jer, for Han er den barmhjertigste blandt de barmhjertige, og I har tilstået og angret.“ Han bad brødrene om at ære deres far.
De fortalte, at hans syn var borte.
„Tag min skjorte her. Den gav Gabriel mig i brønden, og dens oprindelse er i Paradis. Dens duft har så stærk en kraft, at den kan helbrede enhver, der rører den, for sin sygdom. Kast den over min fars ansigt, så får han sit syn tilbage, og før så alle jeres familier til mig!“
Mens karavanen brød op fra Egypten og satte kursen mod Kanaan, snusede Jakob til vinden og sagde til folkene omkring sig: „Jeg fornemmer Josefs duft, selv om I tror, at jeg er senil!“
De lo: „Ved Gud! Du er sandelig fanget i din gamle, vanvittige kærlighed til Josef.“
Men Juda, der tidligere havde vist ham Josefs blodstænkede klæder, kom nu glad med hans skjorte og kastede den over sin fars ansigt, og gamle Jakob fik sit syn igen. Han sagde: „Sagde jeg ikke, at fra Gud vidste jeg, hvad I ikke vidste?“
„Far,“ tryglede brødrene, „bed om forladelse for vores synder, for vi har bestemt syndet!“
„Jeg skal bede min Herre om forladelse for jer; Han er Den Overbærende, Den Barmhjertige.“ Han udsatte dog bønnen, til han havde set Josef og fået hans samtykke.
100 Jakob og hans familie ankom til Egypten, og Josef, farao Riyan og hans stormænd kom dem i møde. Tooghalvfjerds var de i Jakobs familie; da Moses siden skulle lede dem bort derfra, havde Jakobs børn nået et antal af seks hundrede tusinde fem hundrede og halvfjerds mænd og dertil de gamle, kvinderne og børnene. Men nu trådte Jakob og hans følge ind til Josef i hans telt.
Han tog Jakob og Lea ind til sig og sagde: „Kom trygt ind i Egypten skånet for hungersnød, om Gud vil!“
Så trådte de ind, og Josef satte sig på en bænk og lod sine forældre sætte sig på tronens podium, efter at de alle var faldet ned på knæ foran ham i ærefrygt som elleve stjerner og solen og månen. Derpå sagde han: „Min far, dette er betydningen af min drøm, da jeg var dreng. Min Herre har ladet den gå i opfyldelse, Han gjorde godt mod mig, da han befriede mig fra fængslet og førte jer hertil fra ørkenen, efter at Satan havde stiftet ufred mellem mig og mine brødre.“ At han også var blevet reddet fra brønden, undlod han at sige for ikke at sætte sine brødre i forlegenhed. „Min Herre,“ fortsatte Josef, „er venlig over for hvem, Han vil; Han er Den Vidende og Den Vise.“
Hans far boede hos ham i fireogtyve år, så mærkede han døden komme og pålagde Josef at bringe sig hjem til sine forfædres gravsted.
Josef begravede ham selv. Han vendte tilbage til Egypten og boede der i sine resterende treogtyve år, og da han vidste, at hans tid på jorden var forbi, og hans sjæl ønskede Den Evige Bolig, sagde han: „Min Herre, Du har givet mig del i magten og lært mig at tyde drømme. Himlenes og jordens skaber, Du er min beskytter både i dette og i det kommende liv, tag imod min sjæl ved min død som én, der har underkastet sig Dig, og foren mig med de retfærdige blandt mine forfædre!“
Da Josef var død, et hundrede og tyve år gammel, var det ved at komme til alvorlige sammenstød om hans begravelse. Til sidst enedes egypterne om at lægge ham i en marmorkiste og sænke den i Nilen for at øge flodens strøm og sikre sig mod kommende hungersnød. Men da Moses førte israelitterne ud af Egypten, tog han fire gyldne plader og tegnede en ørn på den første, en løve på den anden, en mand på den tredje og en tyr på den fjerde. Så indgraverede han Mit største navn på pladerne og kastede de tre første i floden. Derpå steg kisten op, og han tog den med sig og begravede Josefs rester i Kanaan ved sine forfædres side.
103 Denne fortælling hører til beretningerne om det skjulte, som Jeg åbenbarer for dig, Muhammed, eftersom du ikke var hos Josefs brødre, da de udtænkte deres planer og smedede deres rænker mod ham. Denne historie kan du kun kende gennem Min åbenbaring. Jøderne skjuler den for jer, selv om de værdsætter den så højt, at de har skrevet den med guldblæk på sølvblade. Og de fleste arabere tror ikke, selv om du ivrer for at få dem til det og længes efter det.
Du kræver ingen løn af dem for dette budskab, sådan som de professionelle historiefortællere gør; det er blot en påmindelse og en advarsel fra Mig til alle mennesker og dæmoner. Hvor mange tegn findes der ikke i himlene og på jorden på Min forekomst, Min enhed og Mine gaver, som de går forbi og vender ryggen til?
De fleste af dem tror ikke på Mig alene som Skaberen, men sætter andre ved Min side. Tror de da ikke, at en voldsom sorg, lidelse og plage skal ramme dem alle: Min hævn; eller at timen for Straffen ikke pludselig fanger dem, når de mindst venter den?
Muhammed, sig til mekkanerne: „Dette er min vej, jeg inviterer jer til Gud på grund af alle de beviser for Hans almagt, der er lige så tydelige at forstå for den, der har indsigt, som det er at se tydelige ting med øjet. Både jeg og dem, der følger mig, inviterer jer. Gud alene al ære! Jeg hører ikke til afgudsdyrkerne!“
Før dig sendte Jeg også udelukkende sendebud, mænd, som Jeg havde givet åbenbaringer, til de byer, som de selv kom fra. Jeg sendte ingen til ørkenens beduiner, for de er ikke vidende om religion, og de er hårdhjertede og tror kun på dette liv. Men har mekkanerne ikke med deres karavaner været omkring og set, hvad enden blev på de ugudelige og oprørske folk, der levede før dem? Og boligen i det kommende liv skal blive bedre for dem, der frygter Mig; vil de da ikke tænke sig om og forstå?
Der blev båret over med deres forgængere for en tid, indtil Mine sendebud opgav håbet om deres omvendelse og troede, at de havde ført sig frem med løgne, fordi de havde truet med ulykker, der ikke kom. Men så kom Min hjælp til dem, Min hævnende straf, der beviste sandheden i deres advarsler, og Jeg reddede dem, det passede Mig, men Min hævn ramte så afgjort de ugudelige.
I beretningerne om profeterne og deres folk er der belærende fremstillinger for dem, der er udstyret med forstand. Koranen er absolut ikke en opdigtet historie, men en bekræftelse på de hellige bøger fra Mig, der før er blevet åbenbaret, en tydelig forklaring på alt, hvad der er nødvendigt i forhold til tro og sædvane. Den er en retledning mod den evige frelse og en barmhjertighed, der leder til den bedste af de to verdener for de af araberne, der tror.