Dette er de åbenbarede vers fra den bog, der gør tingene tydelige. Muhammed, Jeg vil fremsige dele af den sandfærdige beretning om Moses og farao al-Walid ibn Musab for dig; og de skal være til gavn og belæring for de arabere, der tror.
3 Farao al-Walid ibn Musab ophøjede sig selv og gjorde sig mægtig i Egypten, og han splittede befolkningen, så hans undersåtter ikke kunne stå sammen mod hans tyranni. Han undertrykte israelitterne på værste vis, idet han slagtede deres sønner, halvfjerds tusinde i alt, og lod deres kvinder lide ved at leve videre. En spåmand havde nemlig fortalt ham, at et af israelitternes børn ville forårsage hans fald. Han stiftede ufred og fordærv.
Men Jeg ville være nådig mod dem, der blev undertrykt, og give dem beviser på Min bevågenhed og nåde, og Jeg ville gøre dem til ledere i religionen og til arvtagere af faraoens og hans folks rigdomme. Jeg ville skænke dem magt i Egypten og gennem dem lade farao al-Walid ibn Musab, hans statholder, Haman, og deres hærskarer opleve ødelæggelsen af deres land og deres rigdomme; netop det, som de var bange for og havde prøvet at undgå, fordi faraoen havde drømt, at en af disse hebræer skulle afstedkomme hans lands ruin. Det var derfor, han undertrykte dem så voldsomt.
Amram var faraoens storvesir og plejede at sidde ved hans sengegærde, når han sov. Men en dag lod Jeg ham se hans egen kone, Jokebed, på en fugls vinge, og han fik lyst til hende og lå med hende på faraoens tæppe.
Bagefter bar fuglen hende hjem til hendes eget hus, uden at nogen af paladsets tusinder af vagter så noget. Sådan blev Moses undfanget.
Den næste morgen kom al-Walid ibn Musabs astrologer og fortalte ham, at den dreng, han altid havde frygtet, var blevet undfanget samme nat, for hans stjerne havde hævet sig strålende på himlen.
Faraoen beordrede, at alle gravide israelitiske kvinder skulle opsøges, men Amrams hus blev forbigået, eftersom han alligevel aldrig forlod faraoens side.
Da ni måneder var gået, blev Moses født, og faraoen hørte en stemme: „Moses er født, og du er tilintetgjort, farao!“ Han gav ordre til, at alle de israelitiske kvinder, der havde født en dreng, skulle have deres søn dræbt. Men da jordemoren havde taget imod Moses, blev hun slået med beundring over et lys mellem hans øjne, og hun blev grebet af en voldsom hengivenhed for ham. Derfor afslørede hun ikke drengebarnets fødsel for hærens officerer, og i tre måneder blev Moses ammet af sin mor.
Faraoen gav imidlertid ordre til at eftersøge nyfødte endnu mere omhyggeligt, og Jokebed blev bange for at beholde sin lille dreng. Hun skjulte sin søn godt, en dag gemte hun ham i ovnen, da hun gik ud. Men netop den dag tændte hendes datter for ovnen, og kort efter kom faraoens statholder, Haman, for at lede efter drengebørn. Han søgte forgæves i huset, men lod ovnen være, da den var tændt.
Jokebed kom tilbage, og hun var ved at besvime, da hun så den tændte ovn. Men inde fra ovnen lød Moses’ stemme: „Frygt ikke, mor, for Gud har reddet mig fra flammerne. Stik din hånd ind, og tag mig ud, Gud vil også holde ilden væk fra dig.“
Uskadt kunne Jokebed stikke sin hånd ind og tage Moses og lægge ham i sin vugge. Så gik hun til en tømrer og bad ham lave en lille ark.
„Til hvad?“ spurgte han, og hun fortalte, at hun havde født et barn, som hun frygtede, at faraoen ville dræbe.
Senere begav tømreren sig på vej til al-Walid ibn Musabs palads for at afsløre morens plan, men jorden slugte ham til op over hans ankler og sagde: „Hvis du går tilbage og bygger arken, skal jeg lade dig gå, ellers sluger jeg dig helt!“
Tømreren gik tilbage til sit værktøj.
6 Jeg indgav Moses’ mor følgende åbenbaring: „Du skal amme din søn, og hvis du frygter for ham, så sæt ham ud på floden. Du skal ikke være bange, og du skal ikke være bedrøvet. Jeg vil føre ham tilbage til dig og gøre ham til et af Mine sendebud.“
Da Jokebed havde lagt ham i den lille ark og sat den ud på Nilen en nat, udvirkede Jeg, at faraoens familie fiskede ham op, for at han skulle blive en fjende af dem og en sorg for dem. Farao al-Walid ibn Musab, Haman og deres hærskarer var syndere og begik her en stor fejltagelse. Faraoen havde nemlig syv døtre, der alle var syge, og paladsets læge have rådet dem til at bade i Nilen. Da de fandt Moses, der strålede som en sol, tog de ham op, og han gik fra hånd til hånd, og en efter en blev de alle raske.
Faraoens hustru, Asiya, tog barnet, kikkede beundrende på lyset mellem hans øjne, og gik til sin mand med ham. Men han sagde: „Jeg frygter, at han kan være min fjende. Jeg bliver nødt til at dræbe ham.“
„Men,“ indvendte hun, „han er en trøst og en glæde for både mig og dig, dræb ham ikke! Det kan være, han bliver nyttig for os, eller at vi tager ham til os som vores søn. Bliver han din fjende, kan du dræbe ham til den tid.“
Og de bemærkede intet af Min list.
Om morgenen mærkede Moses’ mor sit hjerte være tomt af uro, og hun kunne ikke tænke på andet end sin søn. Hun var tæt på at afsløre ham, men Jeg styrkede hendes hjerte med tro, for at hun skulle blive en af de rettroende, der stoler på Mine løfter.
Hun sagde til Moses’ søster Mirjam: „Følg ham, og find ud af, hvad der sker med ham!“
Miriam fulgte ham i det skjulte, uden at de opdagede hende.
Jeg sørgede for, at Moses ikke ville die hos nogen af de hedenske, egyptiske ammer, han fik stillet til rådighed, inden hans søster kom og sagde: „Skal jeg føre jer til en familie, der kan tage vare på ham for jer, og som vil ham det godt?“
Det indvilgede de i, og sådan førte Jeg hans mor til ham, for hun var netop den barnepige, som Mirjam sagde, at hun kendte. Det gjorde Jeg, for at Moses’ mor kunne indstille sin gråd, og for at hun ikke skulle sørge, og for at hun måske kunne vide, at Mit løfte var sandt.
Men de fleste mennesker kender ikke sandheden.
13 En dag, da Moses sad og legede på al-Walids skød, greb han om faraoens skæg og slog ham så hårdt i ansigtet, at hans krone faldt af.
„Denne dreng er min fjende!“ råbte faraoen og var parat til at slå ham ihjel.
„Drengen er lille og ved ikke, hvad han gør,“ sagde Asiya hurtigt. „Prøv at se her.“ Så lod hun en sølvbakke bringe og lagde et glødende stykke kul og en perle på den. „Tag, hvad du vil, Moses,“ sagde hun til ham.
Moses rakte ud efter perlen, men Jeg lod Gabriel sørge for, at hans hånd skiftede retning, så han tog kullet og kom det i munden. Han spyttede det ud og begyndte at græde.
„Der ser du,“ sagde Asiya, „han ved ikke, hvad han gør.“
Da Moses opnåede fuld styrke og myndig alder, gav Jeg ham visdom, dømmekraft og viden om Min religion; sådan belønner Jeg dem, der gør gode gerninger.
Han gik ind i faraoens by, Memphis, mens folk sov til middag, og fandt der to mænd, der sloges. Den ene var en israelit fra hans eget folk, og den anden en egyptisk afgudsdyrker. Egypteren var en af faraoens kokke, der var gået ud for at samle brænde og havde prøvet at tvinge israelitten til at bære det hjem til paladset.
Israelitten bad Moses, der var en stor og stærk mand, om hjælp mod kokken, og Moses gav ham et knytnæveslag og dræbte ham. Men han blev ulykkelig over at se, hvad han havde gjort, og råbte: „Dette er Satans værk, han er en frister og fjende! Herre, jeg har sandelig gjort uret mod mig selv ved at dræbe ham, tilgiv mig!“
Jeg tilgav ham, for Jeg er Den Tilgivende og Den Barmhjertige over for de rettroende.
„Herre,“ sagde Moses, „fordi Du har vist mig nåde, skal jeg aldrig fremover hjælpe synderne.“
Morgenen efter var han atter i byen, bange og årvågen på grund af gårsdagens hændelse. Den mand, der havde bedt om hjælp dagen før, råbte endnu en gang om hjælp, denne gang mod en anden egypter.
Moses svarede: „Du er en slagsbror!“
Men da Moses alligevel ville angribe egypteren, der var deres fælles fjende, sagde denne: „Moses, vil du dræbe mig på samme måde, som du dræbte én i går? Du vil blot være en tyran i dette land; du vil åbenbart ikke være en fredsmager!“
Da kom en mand, Harbel Den Troende, løbende fra den fjerneste del af byen. Han var rettroende og søn af faraoens onkel, og han vidste, at faraoen kendte til Moses’ gerning og derfor ville dødsdømme ham. „Moses,“ sagde han, „stormændene holder rådslagning om dig for at dræbe dig. Du må drage bort herfra. Det er et godt råd fra mig.“
Så forlod Moses hurtigt byen, mens han kikkede sig over skulderen af frygt for at blive forfulgt, og han sagde: „Herre, frels mig fra dette uretfærdige folk!“
Da han var undervejs mod Midjan, passerede han en flok får. Da de så Moses, knælede de og sagde: „Vores Herre, dette er Din tjener Moses, der er flygtet fra byen, bange, sulten og tørstig. Beskyt ham, hvor han end går!“
Fårehyrden havde slået følge med ham, da vejen pludselig delte sig i tre, og Moses vidste ikke, hvilken han skulle følge, og sagde: „Det kan være, at min Herre leder mig på rette vej?“
En engel i skikkelse af en rejsende dukkede op og førte ham ad den midterste vej. Hans forfølgere ledte Jeg ad de to andre veje.
22 Da Moses nåede til Midjans land, fandt han omkring en brønd en gruppe mennesker, der vandede deres dyr med en stor spand. Der var også to kvinder, der holdt deres får tilbage.
„Hvad er der med jer?“ spurgte Moses.
„Vi kan ikke vande vores dyr, før hyrderne har drevet deres hjorder bort, vores far er en gammel mand.“
„Er brønden da deres private ejendom?“ spurgte Moses.
„Nej,“ svarede de, „den er for alle.“
Da hyrderne havde vandet deres dyr, rullede de en stor sten hen over brønden, så adgangen var spærret for alle andre. Men da de var gået, rullede Moses den tunge sten, der krævede syv mands kræfter, væk. Han vandede kvindernes får og trak sig så tilbage i skyggen og sagde: „Herre, jeg behøver alt det gode, som Du har bestemt, skal nedsendes til mig.“
Og i det samme kom den ene af de to kvinder med tøvende skridt hen til ham. Det var Zippora, og hun sagde: „Min far tilkalder dig for at give dig lønnen for det besvær, du havde med at vande fårene for os.“
Moses kom til hendes far, Shuaib, og fortalte ham sin historie.
„Frygt ikke,“ sagde Shuaib. „Du er blevet frelst fra et ugudeligt folk, for her har faraoen ingen magt.“
Døtrene, Zippora og Lea, hørte det, og den første af dem sagde: „Far, tag ham i din tjeneste. Den bedste mand, du kan hyre, er den stærke og pålidelige.“
„Hvordan kan du vide, at han er det?“ spurgte Shuaib.
„Alene flyttede han stenen over brønden, og han kikkede ikke på mit ansigt, da jeg kom med din besked. Og han ville have, at jeg gik bag ham, for vinden løftede en anelse op i mine klæder og blottede lidt af mine ben.“
Shuaib henvendte sig til Moses: „Jeg vil give dig den ene af mine to døtre som din kone på betingelse af, at du tager tjeneste hos mig i otte år. Om du vil blive her i ti år, afhænger af dig selv, og jeg vil ikke gøre noget hårdt eller svært for dig ved at kræve dette. Du vil opdage, om Gud vil, at jeg hører til de hæderlige og retfærdige, hvad angår kontrakter.“
„Så lad dette være en aftale mellem dig og mig,“ sagde Moses. „Og uanset hvilket af de to åremål jeg vælger, må intet fjendskab mod mig komme på tale, hvis jeg til den tid forlader min plads. Gud er vidne til det, vi her siger.“
29 Da Moses havde tjent i ti år, gav Shuaib ham profeternes stav. Det var en gren af en myrtebusk i Paradis, og den var gået i arv til ham fra Adam. Imellem dem havde Abel, Seth, Enok, Noa, Hud, Salih, Abraham, Ismael, Isak og Jakob haft den, og med staven i hånden havde ingen af dem tabt et slag til deres fjender. Med den kunne Moses også holde de vilde dyr væk fra sine får.
Nu drog han med sin familie mod Egypten for at besøge sin mor. Men i dalen Tuwa fik hans gravide kone, Zippora, veer. I en mørk og regnfuld nat begyndte hun at føde, men de var gået vild, og deres hjord var blevet spredt i mørket. Moses prøvede at tænde ild ved at slå to flintesten mod hinanden, men der kom ingen gnister.
Pludselig så Moses en ild på siden af bjerget Sinai, og han sagde til sin familie: „Bliv I her. Jeg kan se et fjernt bål. Jeg går derhen og kommer tilbage med oplysninger om vejen frem fra dem, der har tændt bålet. Eller i det mindste tager jeg en flamme med tilbage, så I kan varme jer.“
Da han nåede derhen, råbte Min stemme fra den grønne bukketornsbusk, der stod i brand på den højre side af dalen: „Moses, Jeg er sandelig Gud, Verdenernes Herre. Kast din stav fra dig!“
Det gjorde han, og da han så, at den bevægede sig som en dæmon i slangeskikkelse, vendte han sig og flygtede og så sig ikke tilbage.
„Moses,“ råbte Jeg til ham, „kom her, og frygt ikke! Du hører til blandt dem, der kan være sikre mod alt ondt. Stik din hånd ind på dit bryst, og den skal komme ud igen hvid og uskadt. Og træk den arm, som du i frygt rækker ud mod slangen, tilbage. Dette er to beviser, to tydelige tegn fra din Herre, for farao al-Walid ibn Musab og hans stormænd er ugudelige mennesker.“
„Herre,“ sagde Moses, „jeg har dræbt en af dem, og jeg frygter, at de vil dræbe mig som hævn. Men min bror Aron er mere veltalende end mig, send derfor ham med mig, så han kan støtte og styrke mig. Jeg frygter, at de vil regne mig for en løgner.“
„Jeg skal styrke dig gennem din bror,“ lovede Jeg ham. „Og Jeg skal give jer begge bemyndigelse og magt, så de i en styrkeprøve på tegn ikke vil kunne overgå dig eller ramme dig med noget ondt, for du er forsynet med Mine tegn. I skal begge to, sammen med de folk, der følger jer, blive de sejrende.“
36 Imens var Zipporas veer blevet så voldsomme, at hendes skrig kunne høres af dalens indbyggere. Det var dæmoner under ledelse af Shamakh ibn Sumaydi. De samledes omkring hende og tændte et bål, og da Moses kom tilbage, havde hun født.
Jeg lod en engel befale Moses at omskære sin søn, og Moses tog to skarpe sten og gjorde det i Mit navn.
Da Moses kom til egypterne og viste dem Mine tydelige tegn som beviser, sagde de: „Dette er ikke andet end åbenbar trolddom, vi har ikke hørt om noget, der ligner dette, blandt vores forfædre.“
Moses sagde: „Min Herre ved bedst, hvem der kommer med retledning fra Ham, og hvem der får en evig bolig i Paradis til sidst. De ugudelige skal ikke ende som lykkelige!“
Men farao al-Walid ibn Musab sagde: „Stormænd, jeg kender ingen anden gud for jer end mig selv. Haman, brænd tegl til mig, og byg mig et tårn, så kan jeg måske stige op til Moses’ gud. Men jeg tror, han hører til løgnerne.“
Både al-Walid ibn Musab og hans hærskarer opførte sig hovent og uretfærdigt i Egypten uden grund. For de havde ingen bemyndigelse fra Mig, og de troede ikke, at de skulle føres tilbage til Mig og dømmes! Så Jeg greb ham og hans hærskarer og kastede dem i havet; se, hvilken ende der blev på de ugudelige! Jeg gjorde dem til løgnagtige ledere for at indbyde deres tilhængere til Helvedets ild, og på Opstandelsens Dag skal de ikke få nogen hjælp mod deres dom. Jeg lod en forbandelse følge dem i dette liv, og på Opstandelsens Dag skal de høre til de afskyede, der bliver afvist.
43 Efter at Jeg havde tilintetgjort de tidligere generationer inden Moses, gav Jeg ham Bogen med Loven for at oplyse menneskene og vejlede dem, og som et bevis på Min barmhjertighed mod dem; for at de måske ville tænke sig om og lade sig advare.
Muhammed, du stod ikke på den vestlige side af Sinai, da Jeg overgav buddene i Moses’ hænder. Du var ikke blandt dem, der var til stede, men Jeg frembragte nye generationer efter Moses, der levede længe, så den mundtlige fortælling let kunne gives videre til de næste. Du boede heller ikke blandt Midjans folk og fremsagde Mine vers for dem, men Jeg sendte et sendebud til dem.
Nej, du stod ikke på siden af bjerget Sinai, da Jeg kaldte på Moses, men du er sendt af barmhjertighed fra Mig, for at du skal advare mekkanerne og alle araberne, som ingen advarer har fået før dig. Det er, for at de måske vil lade sig advare, og for at de ikke, når en straf skal hærge dem − når bøgerne med regnskabet over deres gerninger skal gøres op på Dommedag, hvor hver eneste skal stilles til ansvar for sine handlinger – for at de da ikke skal kunne sige: „Herre, hvorfor har Du ikke sendt et sendebud til os, så vi kunne rette os efter Dine bud og høre til de retfærdige; kan vi ikke undskyldes?“
Men da sandheden kom til dem fra Mig, sagde de om dig: „Hvorfor har han ikke fået det samme som Moses, evnen til at udføre undere: tydelige tegn på sin magt, så vi kan tro?“
Har de ikke på samme måde fornægtet den åbenbaring, som Moses tidligere fik? Og de siger: „Det er to trolddomskunster, to svindelnumre, Torahen og Koranen, der understøtter hinanden; vi afviser dem begge.“
Muhammed, sig til dem: „Så fremskaf da en bog fra Gud, som retleder bedre end disse to, så skal jeg rette mig efter den, hvis I taler sandt.“
Hvis de ikke svarer, så skal du vide, at de udelukkende retter sig efter deres egne lyster, og hvem er mere på vildspor fra sandheden end den, der retter sig efter sine egne lyster uden retledning fra Mig? Jeg retleder ikke de uretfærdige! Nu har Jeg ladet ordet komme dem til del, for at de måske vil lade sig påminde. Dem, som Jeg tidligere har givet Skrifterne, der blev åbenbaret før Koranen, tror på den, og når den fremsiges for dem, siger de: „Vi tror på Koranen, den er sandheden fra vores Herre, vi havde også inden dens åbenbarelse underkastet os Gud.“
Disse troende skal få deres belønning to gange, fordi de både tror på deres egne skrifter og på Koranen, og fordi de er tålmodige, afværger ondt med godt og giver almisser ud af de gaver, Jeg har skænket dem. Og når de hører tom og forfængelig tale, vender de sig bort og siger: „Vi har vores gerninger, som vi står til ansvar for, og I har jeres gerninger.“ Og de siger: „Fred være med jer,“ ikke som en hilsen, men som en affejning af al yderligere samtale med de vantro, og de slutter: „Vi opsøger bestemt ikke de uvidende!“
56 Muhammed, du kan ikke vejlede, hvem du vil; du prøvede at omvende din onkel og bedste beskytter, Abu Talib, da han lå på dødslejet, men han afslog, og Helvedet blev hans evige bolig.
Jeg retleder kun dem, Jeg vil, og Jeg ved, hvem der vil underkaste sig Retledningen. Mekkanerne siger: „Hvis vi følger din vejledning og forlader vores religion, bliver vi fordrevet fra Mekka, for vi er kun få blandt araberne.“
Men har Jeg ikke givet dem Mekka med det fredhellige område? Det er et sikkert sted beskyttet af Mig, et sted, hvor mennesker udviser ærefrygt, og hvortil alle slags frugter indføres; en forsyning af Mine gaver. Men de fleste blandt dem ved ingenting.
Hvor mange byer har Jeg ikke tilintetgjort, hvis indbyggere triumferede i overflod? Deres boliger er kun i ringe grad blevet brugt til bolig efter dem, af forbipasserende eller enkeltpersoner, og Jeg var arvingen til alle deres rigdomme, for der var ingen tilbage til at nyde dem efter dem.
Men Jeg tilintetgjorde ikke byerne, før Jeg havde sendt et sendebud til deres hovedby for at fremsige Mine tegn for dem. Og Jeg havde heller ikke tilintetgjort byerne, hvis ikke deres indbyggere havde gjort onde gerninger, krænket deres profet og været ugudelige. Alt, hvad I har fået, er udelukkende til det jordiske livs fornøjelse og pryd, men det, der findes hos Mig til jeres næste liv, er bedre og længerevarende. Vil I da ikke forstå det?
Er det måske sådan, at den, som Jeg har givet et herligt løfte om fremtidig lykke, og som skal få det opfyldt, er stillet på samme måde som den, Jeg midlertidigt lader nyde af det jordiske livs herlighed, men som på Opstandelsens Dag hører til dem, der overdrages til straffen fra Dommersædet, der knager som en dromedarsadel under Min vrede, og til evig pinsel? På den dag skal Jeg kalde dem til Mig og spørge: „Hvor er de medguder, I satte ved Min side, dem, som I forestillede jer og indbildsk skvaldrede op om?“
Men afguderne, der rammes af Dommens ord, skal Jeg på Den Sidste Dag give mæle, og de skal svare: „Vores Herre, dem, som vi forførte, har vi forført på samme måde, som vi selv blev forført. Men nu siger vi os fri af dem foran Dig. De dyrkede ikke os, men deres egne lyster.“
Til afgudsdyrkerne skal der blive sagt: „Påkald nu de medguder, I satte ved siden af jeres Herre!“
De skal også påkalde dem, men afguderne skal ikke svare, til gengæld skal afgudsdyrkerne få den straf at se, der er forberedt til dem, og de vil ønske, at de havde underkastet sig Retledningen! Den dag, hvor Jeg kalder på dem og spørger: „Hvilket svar gav I Mine sendebud?“ skal de tavse famle i mørke. Det hele vil være én stor forvirring for dem, og de vil end ikke være i stand til at spørge hinanden om hjælp.
Men hvad angår den, der omvender sig til Mig, tror og gør gode gerninger som at bede til Mig og fremsige af Mine åbenbaringer, kan det ske, at han ender blandt de lykkelige. Jeg skaber og udvælger, hvad og hvem Jeg vil, men de har intet valg.
Mig alene al ære! Jeg er ophøjet over de afguder, de sætter ved Min side. Jeg kender både de ondskabsfulde hemmeligheder, som deres hjerter gemmer, og det had, som de åbent ytrer. Jeg er Gud, der findes ingen anden gud end Mig. Mig tilkommer al lovprisning både i dette liv og i det kommende, Dommen er Min, og til Mig skal I alle føres tilbage på Den Sidste Dag.
71 Sig, Muhammed: „Hvad vil I gøre, hvis Gud lader evig nat herske over jer frem til Opstandelsens Dag? Hvilken anden gud kunne da skaffe jer lys? Hører I da ingenting? Og hvad vil I gøre, hvis Gud lader evig dag herske over jer frem til Opstandelsens Dag? Hvem er måske Gud andre end Gud, så han ville kunne skaffe jer nat til at hvile i? Ser I da ingenting?“
Jeg har skabt både natten og dagen i Min barmhjertighed for jer, så I både kan hvile jer og har mulighed for at skaffe jer nogle af Mine gaver til jeres underhold, og for at I måske vil være taknemlige.
På en fastsat dag skal Jeg kalde på afgudsdyrkerne og sige: „Hvor er dem, I satte ved Min side, dem, I forestillede jer og skvaldrede op om?“ Og Jeg skal hente et vidne frem fra hvert folk, nemlig den profet, der er blevet sendt til dem, og sige: „Fremlæg nu jeres bevis for det, I har påstået!“
De skal få at vide, at sandheden tilhører Mig alene, og at de guder, de opdigtede, svigter dem.
76 Kora var søn af Moses’ onkel Yeshar og den smukkeste af israelitterne. Jeg beordrede Moses til at lære Kora guldmageriets kunst, for at han kunne beklæde Torahens ark med guld. Men Kora var uforskammet og voldelig imod sit folk, selv om Jeg gav ham så store skatte, at halvfjerds stærke mænd kun med besvær kunne bære nøglerne til dem. Hans palads var belagt med guld, og dørene var af massivt guld.
Men de troende blandt hans folk sagde til ham: „Vær ikke så hovmodig Kora, Gud elsker bestemt ikke dem, der triumferer over deres rigdom. Prøv i stedet ved alt det, Gud har givet dig, at opnå den evige, himmelske bolig: Glem ikke din andel i dette liv, men del ud af din overflod til andre, ligesom Gud har givet dig af Sin overflod. Og prøv ikke at anstifte ufred på jorden med falske læresætninger, for Gud elsker heller ikke dem, der stifter ufred.“
„Jeg har fået min rigdom,“ svarede Kora, „på baggrund af den kundskab, jeg ejer: Jeg er den lærdeste i Loven efter Moses og Aron, og jeg opdagede Josefs skatte i Egypten.“
Og Kora red frem foran sit folk klædt i lilla på et hvidt muldyr, hvis skaberak var pyntet med guld. Han var ledsaget af fire tusinde beredne mænd i fornemme klæder, og alle dem, der elskede det jordiske liv, sagde: „Bare vi dog havde lige så meget, som Kora har fået! Han er en mand med en fantastisk stor formue!“
Men de, der havde fået skænket viden om Mig og Mine skrifter og om det, Jeg har lovet i den næste verden, sagde: „Pas på, hvad I siger! Guds belønning i det kommende liv er Paradis, og det er bedre for den, der tror og gør gode gerninger, end Koras rigdomme her på jorden. Men det er en belønning, som kun de, der er tålmodige i at tjene Gud, skal opnå.“
81 Men Koras enorme rigdomme havde gjort ham uforskammet, og han ville rejse et oprør mod Moses. En dag, da Moses prædikede for sit folk og mindede om loven, der bød, at ægteskabsbrydere skulle stenes, spurgte Kora ham: „Hvad nu, hvis du blev fundet skyldig i denne forbrydelse?“
„Så skulle jeg lide den samme straf,“ svarede Moses.
Derpå præsenterede Kora en skøge, som han havde betalt for at sværge, at Moses havde ligget med hende.
Men Moses bønfaldt hende om at sige sandheden, og hun tilstod, at det var Kora, der havde købt hende til at fremføre anklagen.
Derpå lod Jeg Moses få magt over jorden til at gøre, som han ville, og Moses sagde: „Jord, opslug dem!“
Jorden åbnede sig og slugte både Kora og hans nærmeste og paladset med alle hans rigdomme. Vidste han virkelig ikke, at Jeg før ham havde tilintetgjort adskillige generationer, som var mægtigere end ham, og som havde samlet større rigdomme? Synderne vil ikke blive spurgt om de synder, de hemmeligholder, Jeg kender dem, og derfor bliver de sendt direkte i Helvedets ild uden afregning. Og Kora havde ingen, der kunne hjælpe ham i stedet for Mig, og han kunne ikke redde sig selv fra straffen.
Morgenen efter sagde de, der dagen inden havde ønsket sig i hans sted: „Det er åbenbart sådan, at Gud giver de af Sine tjenere, som Han vil, en rigelig forsyning af goder, men andre giver Han kun sparsomt. Hvis ikke Gud havde været nådig imod os, så ville Han også have ladet jorden opsluge os. Det er sikkert, at de ugudelige, der ikke kan være taknemlige for det, Han giver dem, ikke skal blive lykkelige!“
83 Paradis, det kommende hjem, skænker Jeg dem, der ikke vil hævde sig eller anstifte ufred og oprør på jorden, for en god ende er de gudfrygtiges løn. Enhver, der gør en god gerning, skal på Dommens Dag belønnes med noget endnu bedre. Men de, der gør onde gerninger ved at forbryde sig mod Mig og Mine love, de skal blive gengældt for det, de gjorde.
Jeg, der har givet dig Koranen, Muhammed, og forpligtet dig på den, skal også føre dig hjem til Mekka igen. Sig til dem: „Min Herre ved bedst, hvem der kommer med den sande retledning, og hvem der er fanget i åbenlys vildfarelse, og ingen synd er større end afgudsdyrkelse.“
Du forventede ikke, at Bogen skulle blive givet dig, men du har modtaget den af barmhjertighed fra din Herre. Hjælp derfor ikke dem, der ikke tror, og lad dem ikke få dig til at vende dig bort fra Mine åbenbaringer, efter at de er nedsendt til dig, men kald folk til Mig. Vær ikke en af afgudsdyrkerne, der sætter nogen ved Min side! Tilbed ingen anden gud end Mig!
Der findes ingen anden gud end Mig, alting skal forgå bortset fra Mig, når Jeg på Den Sidste Dag udrydder alle levende på De Syv Jorde: både den jord, I kender, med mennesker, dæmoner og dyr, og Den Anden Jord, der kaldes Ramaka, hvor den storm, der tilintetgjorde stammen Ad, bor, og hvis bidsel styres af halvfjerds tusinde engle. Og også på Den Tredje Jord, Arqa, fyldt med de sten, der skal brænde som mennesker, og med ørne med haler som spyd med giftige fjer, og Haraba, Den Fjerde Jord, hvor Helvedets slanger bor, alle store som bjerge og med hugtænder så store som daddelpalmer. Også den femte verden, Maltham, skal lægges øde; verdenen, der er fuld af svovlsten, som hænger om halsen på de vantro, og når Helvedets flammer bringes nær, skal flammerne fra stenene slikke dem i ansigtet, og den sjette, Sijjin, hvor bogen over Helvedets indbyggere findes, og Ajiba, Den Syvende Jord, hvor Satan hersker med sine dæmoner.
Og når også De Syv Himle, når solen, månen og stjernerne er tilintetgjort, skal Jeg sige: „I, der elskede verdenen! Hvor er jeres stammeledere? Hvor er de guder, I dyrkede? De narrede jer med deres skønhed og pragt, så I ikke bekymrede jer om den næste verden! Men hvem tilhører herskervældet i dag? Hvem tilhører herskervældet i dag? Hvem tilhører herskervældet i dag?“
Ingen skal svare Mig, så kun Jeg kan svare: „Mig, den eneste Gud! Jeg er sejrende!“
Ja, Jeg afsiger den endelige dom. Fyrre år varer Den Sidste Dag, så åbner Jeg Tronens skatkammer, og Havet Af Liv vil regne på den golde jord, og når den er dækket af fire tommer vand, vil kroppene igen tage form i deres grave begyndende med halebenet. Det første af menneskene skal være Muhammed, og det første af dyrene Buraq, som han red på gennem luften til Jerusalem.
Til Mig skal I alle føres tilbage!