Dette er Koranen; der hersker ingen tvivl om den, og der er ingen tvivl i den. Den er fra Mig. Vand kan ikke viske ud i den, og den indeholder Mine tidligere åbenbaringer: Torahen og Evangeliet.
Den er en retledning for dem, der frygter Mig, og som tror på religionens skjulte mysterier: verdens undergang, Opstandelsen og Den Yderste Dom; på Paradis og Helvede. Og den er for dem, der udfører bønnen og giver almisser af de værdier, som Jeg har skænket dem. Og den er for dem, der ligeledes tror på de åbenbaringer, Jeg har nedsendt til dig, Muhammed ibn Abdullah, og de åbenbaringer, der er sendt ned før dig til tidligere profeter: jødernes torah til Moses, salmerne til David og de kristnes evangelium til Jesus. Jeg har desuden nedsendt andre skrifter til adskillige andre profeter som Adam og Abraham, selv om kun de tre første er bevaret, og jøderne og de kristne tilmed ændrede i dem og forvanskede dem allerede før din tid, Muhammed.
Og så er Koranen for dem, der oven i denne tro også har en urokkelig tro på det kommende liv. Disse ægte troende er på rette vej vejledt af Mig. De skal få lykke og fremgang og undgå Min straf, som Jeg har advaret om, og opnå den belønning, Jeg har udlovet.
Hvad de vantro angår, Muhammed, så er det ligegyldigt, om du advarer dem om deres kommende dom eller ej, de vil ikke tro. Jeg har nemlig forseglet deres hjerter og ører, så sandheden ikke trænger ind, og tildækket deres øjne, så de ikke kan se tegnene på Min almagt.
Dem venter der en voldsom og forfærdelig straf.
7 Der er folk som Abdullah ibn Ubayy, hyklere, der siger: „Vi tror på Gud og Dommens Dag,“ men i virkeligheden er de ikke troende. De prøver at bedrage Mig og dem, der tror på sandheden, Koranen, men de bedrager kun sig selv uden at vide det. Der er en sygdom i disse hykleres hjerter, og Jeg har forværret sygdommen for dem. Der venter dem en forfærdende pinefuld straf, fordi de ikke vil tro på Mig!
Når man siger til disse hyklere: „I skal ikke skabe ufred og fordærv på jorden ved at sprede falske læresætninger,“ så svarer de: „Vi opfører os altid fromt og siger ikke andet end det, der er gudfrygtigt.“
Men er det ikke dem, der skaber ufred? Jo, men de fatter det ikke. Og når man siger til dem: „Tro sådan, som muslimerne tror,“ så lyder deres svar: „Skal vi tro sådan, som tåberne tror?“
Men er det ikke dem selv, der er tåber? Jo, det er, men de fatter det ikke!
Når de møder de sande troende, siger de: „Vi tror.“ Men når de går derfra og hen til deres jødiske rabbinere, så siger de til dem: „Vi er på jeres side. Vi lavede bare sjov med disse muslimer.“
Men Jeg skal lave sjov med dem, og Jeg vil lade dem fortsætte for en tid med at vandre blinde omkring i deres synd og skryden. Det er dem, der for en billig penge har solgt Min sande retledning for vildfarelsen, men denne handel er ikke faldet fordelagtigt ud for dem, og de er ikke på den rette vej mod frelse. De er som ham, der har tændt et bål i mørket, og når det har oplyst omgivelserne, lukker han sine øjne, og Jeg fjerner lyset og efterlader ham i mørket ude af stand til at se noget. For I arabere har længe ønsket en profet fra jeres egen kreds, og nu har Jeg sendt ham til jer, og han har bevist, at han er på Min mission ved sine fortrinlige læresætninger og åbenbaringer, men I nægter at tro ham, og derfor skal I blive i mørket.
Ja, de vantro er døve, stumme og blinde, og derfor finder de ikke tilbage til den rette vej mod Paradis og lader sig ikke omvende.
Eller de er som dem, der i angst for døden stikker deres fingre i ørerne, når der kommer et skybrud med mørke, torden og lyn, for at holde tordenbragene ude. For tordenbragene er som Koranens trusler: For nogle er sandheden så ubehagelig, at de nægter at lytte. Lynene fjerner næsten deres syn, men lynene er som Koranens løfter, og når de fremsiges, flokkes de glade for at lytte. Men mørket er religionens mysterier, og når de hører det uforståelige, står de helt stille og vil ikke lade sig underkaste den retledning, der fører til deres frelse.
Men Min magt over de vantro er fuldstændig. Og hvis Jeg ville, så fjernede Jeg både deres hørelse og syn. Og det kunne Jeg nemt gøre, for Jeg har magten over alting.
19 Mekkanere, tilbed Mig, der har skabt jer og de generationer, der levede før jer, og frygt og adlyd Mig, så I kan beskytte jer mod det onde. Det er Mig, der har bredt jorden ud som et tæppe for jer og gjort himlen til en baldakin, og det er Mig, der sender regn fra himlen og med den skaber frugter og afgrøde, så I kan opretholde livet. Så sæt ikke nogen lig Mig, når I ved bedre!
Hvis I er i tvivl om de åbenbaringer, Jeg har nedsendt til Muhammed ibn Abdullah, så kom med et åbenbaret kapitel som det her, med samme fantastiske veltalenhed og i samme skønne stil og med oplysning om det skjulte. Og sammenkald så jeres såkaldte guder som vidner på, at det er sandt! Men hvis I ikke gør det − og I vil aldrig kunne gøre det, for Koranen er Mit mirakel − så frygt ilden, hvis brændsel er vantro mennesker, dæmoner og deres falske gudestøtter af sten, og hvis stank, røg og hede er ulidelig. Beskyt jer selv mod den ved at opføre jer gudfrygtigt, for Helvedets flammer venter på de vantro.
Giv dem, der tror på Mig, og som gør gode gerninger, ikke mindst ved at bede til Mig, det gode budskab om, at dem venter den kommende verden med haver vandet af floder. Hver gang de der spiser frugt, skal de sige: „Dette er de samme, som vi spiste på jorden,“ for de frugter, de får i Paradis, ligner de jordiske ganske meget, men smagen er dog meget finere. Der er også rene hustruer til dem, og de skal blive i Paradis for evigt.
De vantro har en modvilje mod, at Jeg bruger så små skabninger som bi, myre og edderkop til Mine lignelser i Koranen, men Jeg skammer Mig ikke over at bruge en myg eller noget mindre og mere foragteligt end den. De troende ved, at Mine åbenbaringer er selve sandheden fra deres Herre, mens de vantro spørger: „Hvad mener Gud med denne lignelse?“
På denne måde vildleder Jeg mange, og Jeg vejleder mange. Men Jeg vildleder ikke nogen bortset fra de forhærdede syndere, der som jøderne bryder pagten efter at have indgået den, og som tror på en del af Mine åbenbaringer til dig, Muhammed, men ikke dem alle, og som skaber fordærv på jorden. Men de hører til taberne.
Hvordan kan I undlade at tro på Mig, når I var døde i jeres fædres lænd, og Jeg gav jer liv i jeres mødres skød? Jeg skal få jer til at dø, og på Opstandelsens Dag skal Jeg bringe jer til live igen, og så skal I blive bragt tilbage til Mig og forsamlet foran Mig.
Det er Mig, der har skabt alt det til jer, der er på jorden. Derefter besluttede Jeg Mig for at skabe De Syv Himle: Jeg kender alt, og Jeg ved alting.
Og engang sagde himlene pralende til jorden: „Vores Herre har hævet os over dig, vi er de opløftede skabninger og bolig for englene. I os er Tronen, Tronhimlen, Pennen, der har skrevet alt, hvad der skal ske, samt solen, månen og stjernerne. I os er barmhjertighedens arsenal, og fra os stiger åbenbaringerne ned til dig.“
Jorden klagede sin nød til Mig: „Gud, Du har gjort mig flad og udstrakt og betroet mig planter, træer og kilder, og Du har sat bjerge fast på min ryg. Men jeg er ved at blive overgroet af vildnis, og himlene praler af, at englene bor i dem, mens der ingen er på mig, der kan lovprise Dig.“
„Ti stille,“ sagde Jeg. „Af dit støv skal Jeg skabe en skikkelse, hvis lige i skønhed ikke findes. Jeg skal forsyne den med fornuft og tale og lære den af Min viden, og jeg skal få engle til at stige ned til den. Med denne skabning skal Jeg fylde dit skød og dit øst og dit vest. Så vær stolt, og pral over for himlene med det.“
28 Muhammed, husk dengang, da Jeg sagde til englene: „Jeg vil indsætte en stedfortræder på jorden, en forvalter, som skal udføre Mine ordrer der. Hans efterkommere skal sprede ødelæggelse på jorden, og de skal misunde og dræbe hinanden.“
Det var englene Harut og Marut, der førte an i den skinsyge tale, der fulgte. „Vil Du indsætte én,“ spurgte de, „der vil skabe ufred ved at være ulydig og udgyde blod, som dæmonerne gjorde, indtil Du sendte englene, der fordrev dem til øde bjerge og øer, når vi nu synger lovsange til Dig og ærer Din hellighed? Er vi ikke mere værdige til at være stedfortrædere, Dine forvaltere?“
De vidste udelukkende besked om kommende ufred og blodudgydelse fra Mig, og ængstelige søgte de tilflugt under Min trone, mens de rejste deres pegefingre i luften for at bevidne, at der kun er én Gud, én Mig.
„Jeg ved også, hvad I ikke ved,“ var Mit svar.
Jeg sendte først Gabriel, siden Michael og til sidst Israfil for at indsamle syv håndfulde støv til at skabe det første menneske, men jorden nægtede dem det, for den frygtede, at mennesket ville gøre oprør mod Mig, og at Jeg derfor ville forbande jorden. Og det var Iblis, ophøjet til en af englene nærmest Mig, der havde overtalt jorden til at nægte at overgive noget støv. Men Azrail, Dødens Engel, udførte Min ordre, og derfor udnævnte Jeg ham til at skille menneskenes sjæle fra deres kroppe.
Støvet indsamlede han fra flere steder. Fra Jerusalem kom støvet til Adams hoved, oppe fra Paradis støvet til hans ansigt. Støv fra kabaens fredhellige område blev til hans højre hånd, hans venstre blev til af støv fra Persien, og fra Indien kom hans fødder. Hans tunge blev dannet af støv fra byen Taif ikke langt fra Mekka, og hans kønsdele blev udformet af støv fra Babylon.
Med Mine egne hænder formede Jeg Adam af dette støv blandet med ferskvand og sagde: „Fra dig skal der følge efterkommere, der er profeter og Mine ydmyge tjenere.“ Så tog Jeg en håndfuld saltvand og æltede det ind i leret og sagde: „Og fra dig skal der nedstamme faraoer og vantro.“
Det skete på en fredag, og Jeg lod ham tørre i fyrre dage.
Men Iblis var ikke glad ved at se på ham, da han vidste, at Jeg skabte dette væsen til at være ham overlegen. Så han sparkede til det, og det lød som slag mod en lerpotte, og han besluttede i hemmelighed, at han aldrig ville anerkende ham.
Men Jeg besjælede Adam og gav ham bevidsthed. Jeg satte ham i Paradis, og af et af hans venstre ribben skabte Jeg Eva til ham, mens han sov. Hun var lige så høj som ham, nemlig så høj som en daddelpalme. Hendes hår var flettet i syv hundrede fletninger og spækket med ædelstene og dejligt parfumeret. Hun havde store, mørke øjne, og hendes hud var hvid. Og Jeg viede dem, og Gabriel var trolover og englene vidner.
Så lærte Jeg Adam navnene på alle ting, dromedaren og de andre dyr, daddelpalmen og de øvrige vækster, og hvad han kunne bruge dem til. Og Jeg lærte ham navnene på sit afkom og englene og stjernerne, og også alle sprogene, så han kunne tale med sine sønner på hver deres sprog. Og selv slangernes og frøernes sprog lærte Jeg ham, syv hundrede i alt, hvor det bedste og smukkeste var arabisk.
Dernæst viste Jeg englene alle de ting, Jeg havde fortalt Adam navnene på, og spurgte dem: „Fortæl Mig så navnene på alt dette, hvis I mener, I har mere ret til at være stedfortrædere.“
Da måtte de sige: „Det er Dig, der skal lovprises! Vi ved intet ud over det, Du har lært os. Det er Dig, der er Den Vidende og Den Vise.“
Så vendte Jeg Mig mod Adam og sagde: „Adam, fortæl dem deres navne.“
Det gjorde Adam, han nævnte alt fra myggen til perlen, og han gik forbi englene opstillet i rækker og tiltalte hver enkelt med navn, for han vidste mere end dem. Igen henvendte Jeg Mig til englene og spurgte dem: „Sagde Jeg ikke til jer, at Jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder? Jeg ved både det, I siger højt, og det, I skjuler.“
Og Adam stod over alle Mine andre skabninger, for de var blot blevet til, ved at Jeg sagde „Vær!“ men Adam havde Jeg formet med Mine egne hænder. For at englene kunne beundre ham, lod Jeg ham stige op ad de syv trin på Ærens Prædikestol, og der stod han i en silkebrokade så tynd som luft og med to lokker hår smykket med utallige ædelstene og parfumeret med moskus og ambra. På hovedet bar han en guldkrone med fire perler, der lyste så kraftigt, at solen og månen blev umulige at se.
Da Adam gik ned fra prædikestolen, bad Jeg Gabriel tage til Radwan, Paradisets vogter, og hente Adams hest, som Jeg havde skabt af kamfer, moskus og safran fem hundrede år før, Jeg skabte Adam. Den var det smukkeste dyr i himlene bortset fra Buraq.
Radwan åbnede portene og råbte: „Maymun, kom!“
Den kom, og dens manke var af koral, dens pandelok af safir og dens hove af topas. Dens sadel var af forskellige ædelstene og dens vinger af både perler og ædelstene.
„Kun min Herres ydmyge tjener må ride mig,“ sagde Maymun, „så du, Adam, har gjort gode gerninger.“
„Vær!“ sagde Jeg så, og så var der en dromedar til Eva, og med hende bagerst red de gennem et espalier af engle med spyd og bannere til Paradisets port.
På den anden side foranledigede Jeg en klase druer til at komme Adam nær, og han spiste de første af Paradisets frugter.
„Lovpris Gud,“ sagde han, da han havde spist dem.
„Til dette har Jeg skabt dig,“ sagde Jeg, „det skal blive en vane for dig og dit afkom frem til tidernes ende.“
Adam blev søvnig og lagde sig til at sove, men englene blev forfærdede og udbrød: „Søvnen er dødens bror, han vil dø!“
Og Iblis, da han hørte, at Adam havde spist, sagde for sig selv: „Jeg skal lede ham på vildspor!“
32 Og husk dengang, Muhammed, da Jeg sagde til englene: „Kast jer ned på jorden foran Adam, og sæt panden i støvet i den mest ydmyge form for hyldest!“
De kastede sig alle ned bortset fra Iblis. Han gjorde oprør mod Min befaling og blev derved en af de vantro. Tidligere havde han stået i spidsen for en englehær på fire tusinde for at slå nogle dæmoner ned, der ikke ville adlyde Mig. Men nu blev han selv dømt til døden. Han bad om udsættelse og fik den indtil Dommedag.
Så sagde Jeg til Adam: „Adam, du skal bo i Paradis i Den Syvende Himmel sammen med Eva, og I skal bare spise af alt, hvad I har lyst til. Men kom ikke tæt på dette figentræ, som englene spiser af for at leve evigt, for så overtræder I den grænse, Jeg har sat, og I vil blive syndere.“
Men så var det, at Iblis, nu kaldet Satan, sneg sig ind i Paradis og lokkede dem til at overtræde Mit forbud og fik dem til at smage på træets frugter.
„Gud,“ spurgte Adam derefter, „er den synd, som jeg har begået, én, som Du havde bestemt for mig, inden Du skabte mig, eller er det én, jeg selv har fundet på?“
„Den bestemte Jeg for dig, inden du blev skabt.“
„Når det er sådan, så tilgiv mig den.“
Men Jeg drev dem ud af Paradis, idet Jeg sagde: „Styrt ned herfra! Fremover skal det ene menneske være det andets fjende, og Satan skal være ethvert menneskes fjende! Men på jorden skal I få en bolig og mad og drikke indtil en tid, som Jeg har fastsat.“
Jeg sendte Adam åbenbaringer om, hvordan han skulle tilbede Mig, angre og bede om forladelse, og Jeg tilgav ham hans synder, for Jeg er den, der tilgiver. Jorden, bjergene og træerne sagde: „Adam, Gud har tilgivet dig og velsignet dig på grund af din anger!“
Jeg kommanderede vindene til at bære ordene til Eva, og hun faldt ned i bøn, da hun hørte dem. Så begyndte hun at græde af længsel efter Adam, og hver af hendes tårer, der faldt i havet, blev til perler.
Imens fortalte Gabriel Adam, at Jeg ville forene ham og Eva i Mekka. Med hovedet i skyerne drog han af sted, og i hans fodtrin skød oaser frem, men området imellem dem forblev ørken. Jeg beordrede Gabriel til at lægge sin hånd på Adams hoved og gøre ham mindre. Adam klagede over ikke længere at kunne høre englene i skyerne lovprise Mig, men Gabriel reducerede ham til den størrelse, menneskene har i dag. I Mekka blev han beordret til at bygge kabaen, verdens første hus, og omkring den voksede verdens første by op.
Dernæst lovede Jeg Adam, at Jeg ville åbenbare Min vilje for ham og hans efterkommere helt frem til dig, Muhammed, den sidste profet. Det gjorde Jeg ved at give åbenbaringer til mange profeter, og for Adam selv åbenbarede Jeg ti bøger. Jeg skabte Adam på en fredag, på en fredag blæste Jeg ånd i ham, han blev gift på en fredag, og på en fredag tog Jeg ham til Mig. Jeg fortalte ham, at hans dage var fuldendte, og han skulle berede sig på at dø.
„Hvad er død?“ spurgte han.
„Den er noget, Jeg har bestemt for alle Mine skabninger,“ svarede Jeg. „Den er mere bitter end dødelig gift, den fjerner skønheden fra ansigtet og evnen til at tale, og kroppen bliver til det, den var i jordens indvolde. Du skal blive til ler igen, men jeg skal genopvække dig sammen med alle dine efterfølgere og dømme dem efter deres gerninger. Jeg har altid vidst, at I alle skulle dø.“
Adam skreg i dødssmerte, men jorden sagde til ham: „Den dag, Gud tog en håndfuld støv fra mig for at skabe dig, lovede Han, at selv den mindste partikel skulle vende tilbage til mig.“
Da overvandt Adam dødsangsten. Og enhver, der følger Mine retledninger, skal hverken rammes af frygt eller sorg, og på fredage skal Mine tjenere bede Mig om noget, som Jeg vil opfylde for dem.
Men de vantro kalder Mine åbenbaringer for løgn, og derfor skal de på Dommedag dømmes til Helvede og altid forblive i dets flammer.
Da Eva hørte om sin ægtemands død, rev hun sit tøj i stykker og slog sig igen og igen i ansigtet og på brystet. Sådan skal alle hendes døtre sørge, når deres mænd dør fra dem, frem til Opstandelsens Dag. Så blev hun syg og led de forfærdeligste smerter, så englene græd i medlidenhed med hende. Da hentede Dødens Engel hendes sjæl, og hendes grav er ved Jedda.
38 Jøder, husk den nåde, Jeg har vist jer ved at redde jer fra faraoen og gøre jer til et udvalgt folk. Overhold jeres del af pagten med jeres forpligtelser over for Mig, så skal Jeg tilsvarende overholde Min del. Frygt Min magt! Tro på Mine åbenbaringer, tro på Koranen, der bekræfter jeres hellige skrifter, de fem Mosebøger. I skal ikke skjule, at dér står der om Min enhed og om Muhammeds komme. Sælg ikke forfalskninger af Mine åbenbaringer for en ussel mønt! Frygt Mig, og adlyd Mig!
I skal ikke klæde sandheden i løgn, og I skal ikke bevidst skjule sandheden om Min profet. Udfør bønnerne på de befalede tidspunkter, betal den pålagte almisse og knæl i bøn med dem, der knæler. Vil I måske påbyde andre fromhed og selv glemme den? Og det, mens I læser Loven? Fatter I da intet?
Søg hjælp i tålmodighed og bøn. Det kan være krævende, men ikke for de ydmyge, der ved, at de til sidst skal møde Mig og blive stillet foran Mig. Jøder, husk den nåde, Jeg har vist jer. Jeg har udvalgt jer frem for alle andre folk, og frygt den dag, hvor ingen sjæl kan træde i en anden sjæls sted for at hjælpe den, hvor ingen forbøn skal blive godkendt, hvor ingen kan slippe ved at betale løsepenge, og hvor ingen skal blive hjulpet det mindste.
Husk dengang, Jeg reddede jer fra farao al-Walid ibn Musabs folk, der gjorde jer til slaver og undertrykte jer på det grusomste. De dræbte alle jeres nyfødte drengebørn, fordi Jeg havde lovet Abraham, at der ville være konger og profeter blandt hans efterkommere, og de lod jeres kvinder leve; det var en stor prøvelse fra Min side. Og husk, da Jeg delte Det Røde Hav for jer og reddede jer og druknede faraoens hær, mens I kikkede på, og al jeres tvivl om Min magt forsvandt.
Og husk dengang, Jeg indgik en pagt med Moses igennem fyrre dage. Mens han var borte, beordrede Aron Samiri, en af jeres ledere, til at indsamle de ringe og armbånd af sølv og guld, som I havde fra egypterne, og som I handlede med på syndig vis. Han skulle have taget dem i forvaring, til Moses vendte tilbage, men i stedet smed han dem i en smelteovn, og ud kom kalven. Og israelitterne fulgte egypternes praksis med at dyrke afguder og tilbad dette afgudsbillede. Samiri tog endda noget støv fra fodsporene efter Gabriels hest, Hayzum, der gik forrest og ledte israelitterne på deres vandring, og smed det ind i munden på kalven, så den begyndte at brøle. Bortset fra tolv tusinde af jer tog I kalven til Gud og begik en ond gerning. Alligevel tilgav Jeg jer siden hen i håb om, at I ville vise jer taknemlige mod Mig.
50 Husk også dengang, Jeg gav Moses Bogen, Loven, og viden om ret og forkert, om tilladt og forbudt.
Moses sagde til sit folk, der tilbad kalven af ædelmetal: „I har gjort uret mod jer selv ved at tilbede kalven som gud, omvend jer til jeres skaber, og lad de uskyldige blandt jer dræbe dem af jer, der har været skyld i afgudsdyrkelse! Så står I bedst i jeres skabers øjne.“
Jeg hjalp dem med dette ved at sende en mørk sky over dem, så de ikke kunne se hinanden og få medfølelse med dem af deres egne, som de dræbte, og halvfjerds tusinde lå døde bagefter.
Siden forbarmede Jeg Mig over dem og modtog deres omvendelse, for Jeg er Den Tilgivende.
Og husk også, da I tog med Moses ud til Sinaibjerget for at bede om tilgivelse for jeres tilbedelse af kalven. Da I havde hørt Mine ord, sagde I: „Moses, vi skal aldrig tro på dig, før vi får Gud selv at se.“
For det var ikke nok for de halvfjerds mænd, som Moses havde udvalgt, at høre Min stemme, da Jeg skjult i den hvide sky på bjergets top talte med Moses. Og fordi disse mænd også ville se Mig, lod Jeg lynilden ramme dem og dræbe dem, mens de stod og kikkede på.
Men på Moses’ forbøn opvækkede Jeg dem fra døden, for at de måske ville blive taknemlige, og for at Moses ikke skulle blive beskyldt for mordene. De kikkede beundrende på Moses og sagde: „Alle dine bønner til Gud er blevet opfyldt, bed for, at vi også må blive profeter.“
Det lod Jeg dem blive, og Jeg lod den kølige, hvide sky overskygge dem på deres vandring i ørkenen og nedsendte manna som hvidt sukker og benløse vagtler til dem, og så sagde Jeg: „Spis af det gode, som Jeg har skænket jer som føde, men I skal ikke oplagre det.“
Men det gjorde de alligevel, og det var oprør mod Mig, og Jeg indstillede forsyningerne. De gjorde ikke uret mod Mig, derimod gjorde de uret mod sig selv ved at gå imod Mine befalinger.
Husk også dengang, Jeg sagde: „Træd ind i Jerusalem, og spis så meget som I vil af de rigelige forsyninger, som er der. Ypperstepræsten skal på forsoningsdagen træde tilbedende ind ad porten til det allerhelligste i Templet og sige „Tilgivelse!“ Så skal Jeg på denne bøn tilgive jer jeres synder og give dem, der gør godt, endnu mere.“
Men de, der gjorde uret, tog et andet ord i stedet for det, der blev sagt til dem, og således ændrede de hele betydningen. De spottede Min guddommelige befaling ved at gøre deres entre i byen hoppende af sted på deres bagdel. Derfor sendte Jeg en straf fra himlen ned over dem, en pest, der dræbte næsten halvfjerds tusinde af de ugudelige.
57 Og husk også dengang, Moses bad om vand at drikke til sit folk, der var blevet tørstige i ørkenen, og Jeg sagde til ham: „Slå med din stav på den hvide marmorsten, du bragte med ned fra Sinaibjerget.“ Det var den sten, der var stukket af med Moses’ tøj en dag, da han havde lagt det på den for at vaske sig, og han stormede nøgen efter den, til han pludselig fandt sig selv midt blandt sit folk. Men nu kunne de se, at det var falske rygter, der var spredt om, at han var tvekønnet.
Moses slog nu på stenen, og tolv kilder brød frem af den, så alle israelitternes tolv stammer vidste, hvor netop de skulle drikke, og Jeg sagde til dem: „Værsgo, spis og drik af Mine gaver, og begå ikke synd ved at anstifte fordærv og ufred på jorden.“
Men nu sagde israelitterne: „Moses, vi kan ikke stille os tilfreds med kun at have den samme ting at spise hver dag, manna og vagtler fra vores forråd. Bed til din Herre for os, så skaffer Han os det, som jorden frembringer: grønsager, agurker, hvidløg, linser og løg.“
Moses spurgte: „Vil I have det, som er dårligere i stedet for det, der er bedre?“
Men de holdt fast i deres krav, og så sagde Moses: „Gå ned til Egypten, for der skal I få, hvad I ønsker.“
Så blev de ramt af elendighed og fattigdom, og Jeg blev vred på dem, fordi de benægtede Mine tegn og dræbte profeterne Zakarias og Johannes Døberen uden grund, og fordi de var ulydige mod Mig og overskred Mine grænser.
59 For dem, der tror på Koranen, og dem, der er jøder, kristne eller sabiere som dem, Abraham fandt i Syrien, og som havde åbenbarede bøger fra Mig; for dem alle gælder det, at hvis de tror på Mig og Den Sidste Dag og gør gode gerninger, skal de få deres belønning til sidst hos Mig. De skal hverken være bange eller triste.
Og husk, jøder, da Jeg indgik en pagt med jer, efter at I først ikke havde villet det, dengang Moses kom med Torahen og sagde: „Dette er en bog fra jeres Herre; tavler, hvor der står, hvad der er tilladt og forbudt, regler og love, sædvane og pligter, stening for hor og afhugning af tyvens hånd; gengældelse for hver synd!“
Men hans folk sagde: „Det var lettere at tilbede kalven, for der var ingen stening, håndsafhuggelse eller hævn.“
Jeg var nødt til at løfte bjerget Sinai over jer og ryste det, som om det var en teltdug. Og I blev rædselsslagne og frygtede, at det skulle falde ned over jer, og Jeg sagde: „Tag imod Loven, som Jeg har givet jer, og beslut jer for alvorligt at huske, hvad der står i den, og efterlev den. Så vil I måske frygte Mig og Helvedets brølende ild!“
Det gjorde I, men efter dette vendte I alligevel ryggen til Mig, og hvis ikke det havde været for Min overbærenhed og barmhjertig mod jer, så havde Jeg tilintetgjort jer.
I ved også, hvad der skete med de jøder i Elat, der på Davids tid brød sabbatten ved at fange fisk på hviledagen, da fiskene kom tæt ind til stranden i store stimer. „Vær foragtede aber!“ kommanderede Jeg, og straks var de det. Når deres venner kom og besøgte dem, så de dem i deres abeskikkelse og spurgte dem, om de virkelig var blevet til aber.
Det sagde de ja til med tegn og begyndte at græde. I tre dage var jøderne aber, så sendte Jeg en storm, der blæste dem alle i havet.
Jeg gjorde dem til et afskrækkende eksempel både for dem, der levede samtidig med dem, og for dem, der kom efter dem, og Jeg gjorde deres skæbne til en advarsel for de fromme, der frygter Mig.
63 Husk også dengang, Moses sagde til sit folk, israelitterne, efter at en af dem var blevet dræbt af en ukendt gerningsmand, og de bad Mig om at afsløre ham for dem: „Gud befaler jer at ofre en ko.“
Der var en mand, der ved sin død efterlod sin søn Manasseh en kalv, der skulle gå omkring i ørkenen, til han blev voksen. Da den tid kom, bad hans mor ham sælge den for tre stykker guld. Men da den unge mand kom til markedet, henvendte en engel i menneskeskikkelse sig til ham og tilbød ham seks guldstykker for den.
Manasseh vendte hjem til sin mor for at få tilladelse til at modtage dette beløb, og da han havde fået den, vendte han tilbage til markedspladsen. Englen tilbød ham nu det dobbelte beløb, hvis han ikke ville sige noget til sin mor. Men han vendte alligevel tilbage til hende, og hun indså, at der var tale om en engel. Og hun påbød ham at gå tilbage og spørge englen, hvad der skulle ske med koen.
Englen fortalte ham, at om kort tid ville israelitterne købe koen af ham for hvilken som helst pris.
Snart efter dræbte en israelit en af sine slægtninge, Ammiel, og gemte liget. Den dræbtes venner anklagede foran Moses nogle andre for drabet, men de benægtede det. Da var det, Jeg befalede Moses at sige, at en ko skulle ofres.
„Gør du grin med os?“ spurgte mændene.
„Gud forbyde, at jeg skulle høre til de uvidende, der gør grin med Guds befalinger,“ svarede Moses.
„Men så påkald din Herre,“ sagde de, da de var blevet overbevist om hans alvor. „Så kan Han fortælle os, hvor gammel denne ko skal være.“
„Gud siger,“ svarede Moses, „at det skal være en ko, der ikke er for gammel og heller ikke for ung, men midtimellem. Og I skal gøre, hvad Gud siger.“
„Men du skal også spørge din Herre, hvilken farve den skal have,“ fortsatte de.
„Gud befaler, at det skal være en smuk, lysebrun ko.“
„Men så bed din Herre om at fortælle os mere nøjagtigt, hvordan den skal være, for vi synes, køerne ligner hinanden.“
„Gud siger,“ fortsatte Moses, „at det skal være en ko, der aldrig har pløjet jorden eller har været brugt til at vande markerne. Den skal være sund og rask og uden skavanker eller mærker fra arbejde.“
Nu vidste mændene, hvad det var for en ko, for der var ikke andre end den faderløses kvie, der passede til beskrivelsen, og de købte den for dens egen vægt i guld. Og de ofrede den, men på grund af den enorme pris var det lige før, de ikke havde gjort det.
Jeg befalede dem, at de skulle slå den myrdede med et stykke af kviens krop, så ville han vågne til live igen og udpege sin morder. Dette skete, og Ammiel faldt derefter død om igen.
Og morderen blev dræbt.
Så se, I havde dræbt en mand og skød skylden på hinanden, men Jeg skulle bringe for en dag, hvad I skjulte, netop fordi Jeg sagde: „Slå hans krop med den ofrede kvies tunge!“ Sådan opvækker Jeg de døde til liv og lader jer se Mine tegn, for at I måske kan forstå Min magt. Kan Jeg vække én til live, kan Jeg vække jer alle til live.
Men efter dette blev jeres hjerter hårde som sten, I ville ikke anerkende sandheden. Eller de blev endnu hårdere end sten, for fra nogle sten vælder floder frem, og andre er blevet kløvet, så vand strømmer ud fra dem, og andre igen falder ned i bøn af frygt for Mig. Men det bliver jeres hjerter ikke imponerede af, de bliver heller ikke bløde eller ydmyge. Og Jeg er ikke ligeglad med, hvad I gør, Jeg udskyder kun jeres frist.
70 Ønsker I sande troende måske, at jøderne skal tro jer? En del af dem har allerede hørt Min tale, og selv om de har forstået den, forvrænger de Torahen mod bedrevidende, som når de fjerner de skriftsteder, der forudsiger Muhammed ibn Abdullahs profetkald. Og når jøderne møder de sande troende, siger de: „Vi tror.“ Men når de er alene, så siger de til hinanden: „Skal I fortælle muslimerne, hvad Gud har åbenbaret jer? Hvis de kender jeres åbenbaring, så kan de skændes med jer og angribe jeres religiøse holdninger og afsløre, at I tilbageholder viden af angst for, at Muhammeds tilhængere skal blive rivaler til Guds nåde. Forstår I da ikke deres hensigt?“
Men ved de ikke, at Jeg kender både det, de hemmeligholder, og det, de siger åbent?
Blandt dem findes også nogle, der ikke er lærde, og som ikke kender Torahen, men kun falske historier, selv om de ikke selv ved, at de er falske. Og de, der skriver Bogen af og med deres egne hænder ændrer i Mine ord, skal tage sig i agt. „Denne bog er fra Gud,“ siger de og sælger den for en billig penge! De skal tage sig i agt for, hvad deres hænder har skrevet, og de onde gerninger, de dermed har udøvet!
Jøderne siger også: „Helvedets ild skal kun omspænde os i lige så lang tid, som vi tilbad kalven: fyrre dage.“
Sig til dem, Muhammed: „Har I indgået pagt med Gud om det, for Gud svigter aldrig Sin pagt, eller pålægger I snarere Gud noget, som I ikke ved noget om?“
De, der tilbeder afguder og ikke omvender sig i deres jordiske liv, begår en utilgivelig synd, og de skal være Helvedets indbyggere for evigt. Men de, der tror og gør gode gerninger som at bede til Mig og overholde Mine love, de skal bo i Paradis for evigt.
77 Husk også, da Jeg ved Sinaibjerget indgik pagt med israelitterne og sagde til dem: „I skal ikke dyrke nogen anden gud end Mig! I skal behandle jeres forældre godt, og også jeres nære slægtninge og den faderløse og den fattige. Tal pænt til folk, og udfør vedholdende bønnen og betal almissen!“
Siden vendte I ryggen til Mig bortset fra nogle få af jer og afveg fra Min vej. Og da Jeg indgik pagten med jer, sagde Jeg: „I skal ikke udgyde jeres egne slægtninges blod ved blodfejder og ikke drive hinanden ud fra jeres hjem.“
Og I bekræftede pagten med jeres egne vidnesbyrd!
Men alligevel er I sådan, I jødiske stammer i Medina, at I dræber hinanden og driver jeres egne ud af deres hjem. I overbyder hinanden i synd og fjendskab, når I slutter forbund med den ene eller anden hedenske stamme i byen og dermed får jøder til at kæmpe mod jøder. Men når nogen bliver taget til fange, så løskøber I dem, selv om det var jer forbudt i første omgang overhovedet at uddrive dem, og I siger, at I er nødt til at løskøbe dem i henhold til Loven. Men tror I på en del af Loven og fornægter en anden del af den? De, der gør sådan, skal rammes af skam i det jordiske liv, og på Opstandelsens Dag skal de drives til den værste straf, for Jeg er ikke ligeglad med, hvad I gør.
Det er disse syndere, der har købt det jordiske liv for prisen af det kommende liv, som elsker det nuværende liv højere end det næste, og derfor skal deres straf ikke blive lindret, og de skal ikke få nogen hjælp mod Mig.
Jeg har tidligere givet Moses Loven, og Jeg lod sendebud træde i hans fodspor, og Jeg har sendt Jesus til jøderne, men de afviste ham: Jesus, Marias søn, med de klare beviser på sin mission på Mine vegne, og som Jeg styrkede med Gabriel, der bestandig ledsagede ham, fra han bekendtgjorde Maria hendes undfangelse, til han tog ham op til Mig, da jøderne lavede en sammensværgelse for at dræbe ham. Skal I jøder da stolt spotte, hver gang et sendebud kommer til jer fra Mig med noget, som I ikke synes om? For en del af dem kaldte I for løgnere, og andre dræbte I.
82 Jøderne siger: „Vores hjerter er uomskårne, de bevarer Guds ord.“
Nej, det er spot, og Jeg har forbandet dem for deres vantro, og derfor skal kun få af dem tro.
Der er nu kommet en bog, Koranen, til jøderne fra Mig, der bekræfter Torahen, som de allerede er i besiddelse af, og som svar på deres bøn: „Gud, hjælp os mod de vantro med den profet, der skal sendes i de sidste tider.“ Sådan bad jøderne i Medina længe om hjælp mod de vantro. Men nu da han er kommet med den åbenbaring, som de kender som sandheden, og som de skulle have genkendt, fornægter de den. Derfor hviler Min forbandelse over disse vantro.
For hvilken ulyksalig pris de har solgt deres sjæle ved at fornægte de åbenbaringer, Jeg har nedsendt i Koranen, fordi de er vrede og misundelige over, at Koranen er blevet åbenbaret en araber og ikke en af dem. Men Jeg nedsender Min nåde til hvem af Mine tjenere, Jeg vil, og nu har Jeg gjort det til Muhammed ibn Abdullah fra Hashim-klanen under Quraysh-stammen i Mekka. De har pådraget sig Min vrede igen og igen, og der venter disse vantro en ydmygende straf.
Når der siges til dem: „Tro på det, som Gud har nedsendt!“ så siger de: „Vi tror på det, der er blevet nedsendt til os: Mosebøgerne.“
Men de fornægter alle de åbenbaringer, Jeg har sendt siden, selv om disse er sandheden selv og en bekræftelse på dem, som de allerede besidder.
Spørg dem, Muhammed: „Hvorfor har I tidligere dræbt Guds profeter, hvis I er rettroende?“
Moses kom engang til jer med klare beviser på sin mission fra Mig: staven, der blev til en slange, og jeres sikre flugt gennem Det Røde Hav. Men siden, da han havde begivet sig af sted, tilbad I kalven som gud, som de syndere I var.
Da Jeg så indgik pagten med jer ved Sinai og løftede bjerget over jer, beordrede Jeg: „Tag imod den lov, Jeg har givet jer, og beslut jer for at følge den i alvorlig hensigt, og lyt efter!“
„Vi lytter,“ svarede israelitterne, „og adlyder.“
Men lige så snart de havde indgået pagten, forkastede nogle af dem den. Og i deres vantro kærlighed til kalven blev dens billede præget i deres hjerter.
Advar dem, Muhammed: „Det, som jeres tro byder jer, er frygteligt, hvis I er rettroende. Jeres forfædre var ulydige mod Gud, da de tilbad kalven på samme tid, som de sagde, at de troede på Loven, og nu afviser I mig som en bedrager, selv om jeg er nævnt i den skrift, I tror på! Og hvis det kommende hjem hos Gud virkelig udelukkende er forbeholdt jer jøder, så ønsk jer dog døden, for den må I længes efter, hvis I er oprigtige!“
Men de skal aldrig nogensinde ønske sig døden på grund af de forfalskninger, de har foretaget i de hellige skrifter. Jeg kender de ugudelige, og, Muhammed, du skal finde, at de hænger mere ved livet end andre mennesker, selv mere end hedningene. Mange af dem ville ønske, at de kunne leve i tusinde år, men at livet blev forlænget, kunne ikke befri dem fra Min straf, for Jeg ser alt, hvad de gør.
91 Muhammed, jøderne, ikke mindst rabbineren Abd Allah ibn Suriya, spørger dig, hvilken engel der bringer dig Mine åbenbaringer. Og når du siger, at det er Gabriel, siger de, at han er deres fjende og vredens og hævnens engel, som da han ødelagde det første tempel i Jerusalem. Men hvis det havde været Michael, deres egen skytsengel og fredens, regnens og velstandens engel, så ville de have troet dig.
Du skal sige til dem: „Hvem er fjende af Gabriel? Det er ham, der med Guds tilladelse overbragte israelitterne profetiske budskaber, og som har nedsendt Koranen til mit hjerte som bekræftelse på Hans tidligere åbenbaringer og som retledning og et glædeligt budskab for de rettroende. Hvis nogen er fjende af Gud eller Hans engle eller Hans profeter eller af Gabriel og Michael, så skal de have Gud som fjende, for Han er de vantros fjende!“
Jeg har nu nedsendt tydelige vers til dig, Koranen, og ingen andre end de ugudelige benægter, at de kommer fra Mig. Skal nogle af jøderne, hver gang de indgår en pagt, forkaste den? Ja, de fleste af dem tror ikke. Og da der kom et sendebud til dem fra Mig, der bekræftede det, de allerede var i besiddelse af, kastede en del af dem Min bog, Koranen, bag over ryggen, som om de ikke kendte den. Det gjaldt både nogle af dem, der har fået Torahen, og dem, der har fået Det Nye Testamente. En af dem var Malik ibn al-Sayf, der hævdede, at jøderne slet ikke har nogen pagt med Mig angående dig, Muhammed! Og de retter sig efter de forskrifter, som dæmonerne skrev i deres bøger om magi under Salomons styre, for med Min tilladelse havde dæmonerne under ledelse af Sakhr Den Oprørske forgæves fristet Salomon ved at skrive flere bøger om magi og gemme dem under hans trone.
Efter Salomons død fortalte de hans stormænd, at hvis de ville vide, hvordan Salomon havde opnået kontrol over mennesker, dæmoner og vindene, skulle de grave under hans trone. Da de havde gjort det og fundet disse bøger, nægtede de bedste af dem at tro på denne overtro. Men det gjorde almindelige mennesker, og præsterne genfortalte bøgernes overtroiske historier om oprindelsen til Salomons magt i stedet for at fortælle, at det var Mig, der havde givet ham den, og jøderne troede dem.
Men nu siger Jeg: Salomon var ikke vantro; det var dæmonerne, der var vantro. I himlene stjal de sig til at høre englene tale om Mine budskaber, og derpå meddelte de dem til seerne, der fortalte dem videre til alle mennesker. Derfor rygtedes det på Salomons tid, at dæmonerne kendte til det skjulte, og at Salomons herredømme blev fuldkomment ved denne viden, og at det var derfor, han undertvang både mennesker, dæmoner og vindene.
De vantro dæmoner underviste menneskene i trolddom og i det, som blev nedsendt til de to engle i Babylon i Irak, Harut og Marut. Disse to havde haft medlidenhed med menneskene på grund af deres skrøbelighed, og derfor blev de selv sendt ned på jorden, efter at Jeg havde givet dem de samme behov som menneskene for at drikke og spise og evnen til at føle lyst, angst og håb, og det var for at prøve dem. Jeg gjorde alt tilladt for dem bortset fra de mest modbydelige ting: at tilbede andre guder ved siden af Mig, at stjæle, at begå hor, at drikke vin og at slå ihjel, medmindre der var tale om blodhævn.
Men de syndede begge, for Zuhra, planeten Venus, steg ned i form af en smuk, persisk kvinde, der klagede over sin mand og bad dem hjælpe sig. De begærede hende og ville opfylde hendes hede ønsker, men så fløj hun igen op i himlen, og de to engle fulgte efter, men Jeg afviste dem. Jeg lod dem dog få valget mellem at blive straffet nu eller siden hen.
De valgte det første, for denne verden er midlertidig, og de er nu ophængt i fødderne i Babylon, magiens ophav, i en klippehule, og de er store magikere. De er usynlige, men opsøges af mennesker, og de skal hænge her til Dommedag. De underviste ingen uden at sige: „Vi er blot udsendt for at undervise i sortekunster for at prøve menneskene, for hvis nogen handler i overensstemmelse med den lære, vi kommer med, så er han vantro.“
Af Harut og Marut lærte menneskene en trylleformular, hvormed man skaber splid mellem mand og kone, men de kan ikke skade nogen med den, uden at Jeg giver tilladelse til det. Og de lærte sig ting, som skader dem frem for at gavne dem. Alligevel ved de, at den, der køber disse trylleformularer, ikke får nogen del i det kommende liv. Hvilken ulykkelig pris, disse købere har solgt deres sjæle for! Hvis de bare vidste det!
Men hvis de havde troet på Mig og frygtet Mig, så skulle den belønning, de ville have fået af Mig, have været bedre. Hvis de dog bare vidste det!
98 I, der er sande troende, sig ikke „raai-na“ til Muhammed, „tag hensyn til os,“ fordi I beder om tid til at opfatte, hvad han fremsiger for jer. Jøderne forvansker det bare til „rain“: „Han er et fjols.“ I stedet skal I sige „unzurna“, „se på os,“ og høre efter. Og de vantro venter der en voldsom og smertefuld straf!
De vantro, det gælder både Bogens folk, jøderne og de kristne, samt afgudsdyrkerne, ønsker ikke, at Jeg skal sende noget godt ned til jer muslimer, men Jeg skænker af Min nåde og Mine gaver, til hvem Jeg vil. Jeg er i allerhøjeste grad godgørende.
Muhammed, de, der ikke underkaster sig Mig, hævder, at Koranen er noget, du finder på, fordi det, du først påbyder dem, siden bliver forbudt, eller omvendt. Men hver gang Jeg ophæver et af Koranens vers, som Jeg allerede har sendt dig, eller Jeg lader dig glemme det, så skal Jeg give dig et bedre eller et lignende i stedet. Ved du måske ikke, at Jeg er almægtig? Ved du ikke, at Jeg har herredømmet over himlene og jorden? Og ud over Mig har I ingen beskyttere eller hjælpere.
Og vil I bede jeres sendebud, Muhammed ibn Abdullah, om det samme, som man tidligere bad Moses om? Nemlig forlange at se Mig? Men den, der vælger vantroen i stedet for troen ved ikke at tro på de beviser, som Muhammed allerede har lagt frem, men ligesom jøderne forlanger at se Mig, har allerede forvildet sig bort fra den rette vej til Mig.
Mange af dem, der har fået de hellige skrifter, ønsker, at de atter kunne gøre jer vantro, efter at I har antaget troen. For de er misundelige, selv efter at sandheden er blevet åbenbaret for dem. Det gælder rabbineren Huyayy ibn Akhtab og andre jøder som Finhas ibn Azura, der efter slaget mod mekkanerne ved bjerget Uhud sagde til dine tilhængere, at de tabte, fordi de ikke længere havde den rette religion, men var blevet muslimer. Men se gennem fingre med disse jøder, og hav tålmodighed med dem, indtil Jeg giver Min tilladelse til at bekæmpe dem og pålægge dem skat eller til at dræbe de jødiske al-Nadir- og Qurayza-stammer! Jeg er almægtig.
Udfør bønnerne standhaftigt, og betal almissen, som er pålagt jer! Giv en gang om året en fyrretyvendedel af jeres husdyr, dog ikke af de dromedarer, I bruger til at dyrke jorden med eller til at bære byrder. Og giv af jeres penge, korn, frugt og handelsvarer, som I har opnået inden for de sidste elleve måneder.
Når fasten brydes, når måneden ramadan er ovre, skal I alle give en almisse af dadler, rosiner eller byg, eller den halve mængde hvede, for at rense jer fra nytteløs og utugtig tale.
Alt godt, som I gør for jeres egen regning, skal I siden finde belønning for hos Mig, og I skal vide, at Jeg ser, hvad I gør!
105 Jøderne i Medina og de kristne nede fra Najran siger: „Kun dem, der er jøder eller kristne, skal komme i Paradis.“
Det bilder de sig ind! Du skal svare dem, Muhammed: „Læg beviset for jeres påstand frem, hvis I taler sandt!“
Nej, kun dem, der underkaster sig Mig og anerkender Min enhed, skal få deres belønning hos Mig, og ingen frygt skal råde over dem, og de skal ikke være triste.
Jøderne siger: „De kristne støtter sig ikke på nogen ting.“ De kristne siger: „Jøderne støtter sig ikke på nogen ting,“ selv om de begge læser de hellige skrifter. Hedningene, der ikke har kendskab til nogen åbenbaret religion, taler på samme måde, men på Opstandelsens Dag skal Jeg dømme imellem dem om det, som de nu skændes om.
Hvem er mere ugudelig end den, der forhindrer, at Mit navn påkaldes i Mine bedehuse, og som stræber efter at ødelægge dem? Disse syndere kan kun gå ind i bedehusene med frygt, og de skal rammes af vanære i dette liv og af en forfærdelig straf i det kommende liv!
Da muslimen Jabir ibn Abdallah sammen med andre var ude på en mission, kunne de i nattens mørke ikke finde bederetningen. Nogle bad den ene vej og nogle den anden, og de tegnede linjer i sandet for, når det blev lyst, at finde ud af, om de havde bedt i den rigtige retning, så deres bønner talte med i regnskabet over gode gerninger. Det havde de ikke, men Østen og Vesten tilhører Mig, og I jøder vender jer mod Jerusalem, men hvorhen I end vender jer, så er Mit ansigt der. Jeg er overalt, og Jeg ved alt.
De kristne fra Najran siger, at Jeg har en søn i Jesus, jøderne påstår, at Jeg har en søn i Ezra, og hedningene, at englene er Mine døtre. Jeg forbyder det! Mig alene al ære! Alt, hvad der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig, alt er Mig underdanigt, himlenes og jordens skaber. Og når Jeg beslutter Mig for en ting, så siger Jeg bare: „Vær!“ Og så er den.
Men hedningene, der ingenting ved, da de ikke har nogen åbenbarede, hellige skrifter, siger: „Hvis ikke Gud taler til os eller viser os et mirakel, så vil vi ikke tro på Ham.“
De hedninge, der levede inden dem, sagde det samme, deres tanker er ens. Men Jeg har allerede vist Mine tegn for mennesker, der ejer troens vished. Jeg har sendt dig, Muhammed, med sandheden som én, der bringer både glæde ved forventningen om kommende belønning og advarsel om hård straf for de vantro. Du skal ikke stå til ansvar for Helvedets indbyggere på Dommedag, heller ikke for dine egne forældre.
Men jøderne og de kristne skal aldrig blive tilfredse med dig, før du følger deres religion. Fortæl dem: „Guds retledning, sådan som den åbenbares for mig, er den rette og den eneste retledning.“ Og hvis du efter al den åbenbarede viden, du har fået af Mig, alligevel retter dig efter deres ønsker om at følge dem, så får du ingen beskytter eller hjælper mod Mig.
Nogle af jøderne og de kristne tror på dig, de læser Koranen sådan, som den bør læses, og de tror på den som sandheden. Men de, der fornægter den, er fortabte!
Men husk, I jøder, den nåde som Jeg skænkede jer, da Jeg udvalgte jer frem for alle andre folk i verdenen! Og frygt den dag, Dommens Dag, hvor ingen sjæl kan hjælpe en anden sjæl det mindste, hvor ingen løsesum godkendes, hvor ingen forbøn gavner, og hvor ingen skal få nogen hjælp mod Mig!
118 Husk dengang, Jeg prøvede Abraham med ordren om at ofre sin søn, og han accepterede den. Så sagde Jeg: „Jeg vil gøre dig til en fører i religionen og et eksempel til efterfølgelse for de kommende mennesker.“
„Vil nogle af mine efterkommere også blive ledere?“ spurgte Abraham.
„Min pagt strækker sig ikke til de ugudelige,“ var Mit svar, „kun til profeterne og deres tilhængere.“
Da Jeg gjorde kabaen i Mekka til en samlingsplads og et fredhelligt tilflugtssted for menneskene, så selv en mand, der her mødte sin fars morder, ikke ville hævne ham, sagde Jeg: „Tag Abrahams sted bag kabaens indhegning som bedeplads, der hvor stenen ligger, som han stod på, da han genopbyggede kabaen.“
To tusinde år inden jordens skabelse blev kabaen bygget i himlen. Og præcis under den lod Jeg Adam opføre en tro kopi bevogtet af ti tusinde engle. Syndfloden ødelagde bygningen, men Jeg beordrede Abraham til at genopbygge den på dens gamle fundament, som Jeg lod Gabriel finde frem under sandet ved at vifte intenst med sine vinger.
Abraham gik i gang med genopbygningen, og han lavede en fordybning midt i huset til dets skatte. Da han ikke kunne nå højere med murene, fortsatte han arbejdet stående på en sten, og i denne sten blev hans fodaftryk afsat, for et øjeblik gjorde Jeg stenen blød som ler. Her skal I muslimer bede.
Abrahams søn Ismael gik ud for at finde en hjørnesten, da Gabriel kom med én til ham. Det var den sorte sten. Oprindelig, da den blev sendt ned fra Paradis, var den hvid som mælk og strålede i alle retninger, men den blev sort af synderne fra dem, der havde rørt den. Ud for den begynder vandringerne omkring templet.
Jeg pålagde Abraham og Ismael at rense Mit tempel, kabaen, for al afgudsdyrkelse og gudebilleder. Og de troende skulle gå omkring det, mens de flittigt gjorde andagtsøvelser, bukkede sig i bøn og faldt ned med panden i støvet.
„Herre,“ bad Abraham, „gør dette til et sikkert sted, hvor man ikke må angribe sin fjende, hvad han end har gjort, og end ikke jage byttedyr eller rive planter op. Og vær gavmild over for de af byens indbyggere, der tror på Dig og Den Sidste Dag.“
„Din bøn er hørt,“ svarede Jeg, „Jeg skal gøre det til et fredhelligt område.
De vantro skal Jeg lade nyde af Mine jordiske gaver for en kort tid. Jeg har allerede med syndfloden revet et stykke af det frugtbare Syrien løs og ladet det strande tæt på Mekka; det er de marker omkring Taif, som mekkanerne ejer, og lundene med dadler, oliven, bananer, ferskner, druer og figner.
Men siden skal Jeg drive de vantro ind i Helvedesildens pinsler; et forfærdeligt sted at blive drevet ind!“
Abraham og Ismael lagde grunden til kabaen med disse ord: „Herre, modtag det af os. Du er den, der hører en bøn og ved, hvad der skal ske. Gør det også sådan, at vi begge underkaster os Dig som muslimer, og gør vores efterkommere til et folk, der underkaster sig Dig! Lær os om vores hellige andagtsøvelser som bønnen og valfarten og forbarm Dig over os, for Du er barmhjertig over for de rettroende. Og, Herre, send et sendebud til folket omkring kabaen fra deres egen stamme for at fremsige Dine åbenbaringer for dem og lære dem Koranen og visheden om Din religion. Og gør dem rene ved at lade dem give almisser og fornægte afguderiet. Du er både mægtig og vis.“
Så steg Abraham op på kabaen midt i den øde ørken og råbte i alle de fire verdenshjørner, at hertil skulle der valfartes.
Og overalt lød svaret selv fra de ufødte: „Til tjeneste, Gud, til tjeneste!“
Hvem andre end tåberne forkaster Abrahams religion? Kun tåber ved ikke, at den er Min religion, og at Jeg, og kun Jeg, skal tilbedes. Jeg udvalgte ham i det jordiske liv som en ven og et sendebud, og i det kommende himmelske liv skal han høre til de retfærdige af høj rang.
Da Jeg sagde til ham: „Underkast dig Mig, og bliv muslim!“ svarede han: „Jeg underkaster mig alle verdenernes Herre.“
126 Denne religion gav Abraham videre til sine sønner, og det samme gjorde Jakob, da han sagde: „Mine sønner, Gud har valgt denne religion til jer, så I må ikke dø, før I har underkastet jer og er blevet muslimer, og I må ikke forlade den frem til jeres død.“
Var I jøder og kristne måske til stede, da Jakob lå for døden, og han spurgte sine sønner: „Hvad vil I tilbede efter min død?“
„Vi vil tilbede din Gud,“ svarede de, „dine forfædre Abraham, Ismael og Isaks Gud, den eneste Gud, og vi vil underkaste os Ham.“
Dette er et folk, der nu er borte, det fik, hvad det havde fortjent efter sine gerninger, og I skal også få, hvad I fortjener, og I skal ikke stå til ansvar for, hvad de gjorde.
„Bliv jøder som os,“ siger Abdullah ibn Suriya, og „bliv kristne som os,“ siger de kristne fra Najran, „så skal I blive ledt på den rette vej til frelse.“
Giv dem det her svar, Muhammed: „Nej, følg i stedet som os Abrahams lære, for han troede kun på én Gud og hørte dermed ikke til afgudsdyrkerne!“
Og sig, I sande troende, når jøderne og de kristne fremfører deres påstande: „Vi tror på Gud, på de åbenbaringer, der er nedsendt til os, nemlig Koranen. Og vi tror på de ti blade med åbenbaringer, der er nedsendt til Abraham. Og vi tror på Ismael og Isak og Jakob og hans sønner og deres efterkommere og stammelederne, patriarkerne. Og vi tror på åbenbaringerne, som Moses og Jesus har fået, Torahen og Evangeliet, og de åbenbaringer og tegn, som profeterne har fået af deres Herre. Vi gør ingen forskel på dem ved at tro på nogle og ikke på andre, sådan som jøderne og de kristne gør, og vi underkaster os Ham som muslimer.“
Hvis de siden tror på det samme som jer, så er de blevet ledt på rette vej til frelse og bort fra afgudsdyrkelse, men vender de sig bort fra Min vej, så har de skilt sig selv fra jer. Men Jeg skal være din beskyttelse mod dem, Muhammed, for Jeg både hører, hvad de siger, og ved, hvad de skjuler.
I har modtaget Min oprindelige religion, I er de udvalgte. Og dens tegn kommer til syne hos den, der udøver den, på samme måde som tøj tager farve, når I farver det. Og hvis religion er bedre end Min? Og I muslimer er Mine tilbedere.
Muhammed, sig til jøderne: „Skal I skændes med os ved at påstå, at I først fik åbenbaringer, at jeres bederetning er ældre, at araberne ikke skal have nogen profet, og at hvis jeg, Muhammed ibn Abdullah er profet, så skulle jeg nødvendigvis have været af jeres folk? Når Gud nu er både vores og jeres Herre og derfor kan vælge blandt sine tjenere, som Han vil?
Vi har vores gerninger at stå til ansvar for, og I har jeres, og vi er Ham oprigtigt hengivne. Og vil I hævde, at Abraham, Ismael, Isak og Jakob og stammelederne var enten jøder eller kristne? Hvem ved det bedst, I eller Gud? Og hvem er mere ugudelig end dem, der skjuler deres vidnesbyrd fra Gud, som når I skjuler Torahens ord om, at Abraham har forrang for Moses, og at han og Ismael og Isak og Jakob og hans sønner og deres efterkommere, patriarkerne, levede før ham og etableringen af den jødiske religion?“
I skal vide, at Jeg er ikke ligeglad med, hvad I gør.
Abraham og hans efterfølgere er et folk, der nu er borte. Det har fået, hvad det havde fortjent, og I skal få, hvad I fortjener i forhold til jeres gerninger, og I skal ikke stå til ansvar for det, de gjorde.
136 Så snart tåberne, jøderne i Medina, opdagede, at bederetningen for altid var blevet vendt, spurgte de: „Hvad har vendt dem, der siger, at de følger Abrahams religion, fra at bede med ansigtet mod Jerusalem til nu at vende det mod hedningenes tempel i Mekka?“
Svar dem, Muhammed: „Både Østen og Vesten tilhører Gud, Gud leder dem på den rette vej til Paradis, som Han ønsker det for.“
Sådan har Jeg gjort jer troende arabere til et udvalgt folk. På Dommedag, når de vantro benægter, at sendebud er blevet sendt til dem, skal I blive vidner mod dem, for I vil sige det modsatte. Og når de vantro spørger jer, hvordan I kunne vide det, skal I påberåbe jer Mine udsagn i Koranen, og så skal Muhammed bevidne sine tilhængeres troværdighed.
Muhammed, jøderne har hånet dig ved at sige: „Du er en af vores tilhængere, for du beder i vores bederetning.“ Og du blev grebet af sorg og gik ud om natten, hvor Jeg har set dig vende dit ansigt både her og der mod himlen for at finde retledning. Jeg skal vende dig i en bederetning, som du vil blive tilfreds med. Vend dit ansigt mod det fredhellige tempel i Mekka. Hvor I end er, så vend jeres ansigt mod det.
De, der har fået Skriften, Bogens folk, ved, at dette er selve sandheden fra Mig, og Jeg er ikke ligeglad med, hvad I gør. Men uanset om du viser dem, der har fået Skriften, alle mulige tegn, så vil de ikke rette sig efter din bederetning, og jøderne og de kristne vil heller ikke rette sig efter hinandens bederetninger. Og hvis du følger deres ønsker i dette spørgsmål efter al den åbenbarede viden, som du nu har fået fra Mig, så hører du til de ugudelige!
Jeg indstiftede bederetningen mod Mekka udelukkende for at skille dem, der følger dig, Min profet, fra dem, der vender ryggen til og holder fast i jødedommen. Denne ændring var svær for mange bortset fra dem, der udvandrede med dig fra Mekka, og som Jeg retleder. Men Jeg vil ikke på Dommens Dag formindske belønningen for jeres tro med de gange, I har bedt med ansigtet vendt mod Jerusalem. Jeg er god ved menneskene, der adlyder Mig.
Dem, som Jeg har givet Skriften, kender Min profet Muhammed ibn Abdullah lige så godt, som de kender deres egne sønner. Men nogle af dem skjuler med vilje sandheden om bederetningen, selv om de er overbeviste om din guddommelige mission. Da nogle jøder kom til dig i Medina og spurgte, hvordan de skulle straffe en mand og en kvinde, de havde taget i hor, spurgte du dem først, hvad der stod i Torahen om stening.
Jøderne benægtede, at der stod noget, men det kom for en dag, at de løj, og at der i den hellige skrift står, at sådanne mennesker skal stenes. Og det befalede du, Muhammed, og fik det gennemført, og det skete foran moskeens dør.
Sandheden kommer fra Mig, derfor skal du ikke tvivle. Hver sekt har en bederetning, som de vender sig i, så konkurrer med hinanden om at gøre gode gerninger. Hvor I end er, skal Jeg føre jer sammen på Den Sidste Dag, for Jeg er almægtig.
Muhammed, hvor du end kommer fra for at bede, så vend dit ansigt mod det fredhellige tempel i Mekka, for i dette ligger sandheden fra Mig, og Jeg er ikke ligeglad med, hvad I gør. Og hvor I muslimer end er, så vend jeres ansigt den vej, når I beder, så ingen kan indvende noget imod dig bortset fra dem, der gør uret. Frygt dem ikke, men frygt Mig og Min straf, for at Jeg må gøre Min nåde mod jer fuldkommen, og for at I måske må blive ledt på den rette vej af Mig.
146 På samme måde som Jeg tidligere sendte Abraham, har Jeg sendt et sendebud fra jeres eget folk til jer arabere. Jeg har sendt ham for at fremsige Mine tegn for jer og for at gøre jer rene ved at pålægge jer den tvungne almisse. Og Jeg har sendt ham for at lære jer Koranen og visheden og fortælle jer det, I ikke vidste. Derfor må I huske Mig, og Jeg skal huske jer. Vis Mig taknemlighed, bed til Mig, og I skal blive belønnet, og vær ikke vantro og utaknemlig mod Mig.
I, der besidder den sande tro, søg hjælp i tålmodighed og bøn. Jeg er med de tålmodige, der holder ud.
Sig ikke om dem, der dræbes for Min religion i kampen mod de vantro, at de er døde, for de er levende. Martyrernes sjæle er i kroen på grønne fugle i Paradis, som dér kan flyve omkring, som de vil, og spise af frugterne og drikke af floderne, selv om I ikke kan se det.
Jeg skal i den grad prøve jer ved at hjemsøge jer med frygt og sult og tab af jeres ejendele og velstand og af jeres liv og frugterne af jeres arbejde. Men bring du, Muhammed, et glædeligt budskab til de tålmodige, som, når en straf rammer dem, siger: „Vi tilhører Gud, og til Ham skal vi vende tilbage.“ De skal blive velsignet og opnå Min barmhjertighed, og det er dem, Jeg har ledt på den rette vej til deres frelse.
Engang begik en mand og en kvinde hor i kabaen, og Jeg straffede dem ved at gøre dem til sten. Jeg satte manden på Safa og kvinden på Marwa, de to høje tæt på Mekka, som afskrækkende eksempel for andre. Men de blev dyrket som afguder af hedningene, der løb imellem dem, mens de fremsagde bønner. Men højene hører til Mine mindesmærker, og den, der udfører den fulde valfart til kabaen i Mekka, eller som besøger kabaen under den lille valfart, gør sig ikke skyldig i nogen synd over for Mig, hvis han udfører løbene ved dem begge.
Og hvis nogen frivilligt gør en god gerning som at bede til Mig uden for de fastsatte tidspunkter, så er Jeg vidende om det og ved at påskønne det.
De, der skjuler de klare beviser om steningsstraf for hor og forudsigelsen af Muhammeds komme som profet samt den retledning, som Jeg har nedsendt, efter at Jeg forklarede Torahen for menneskene, dem forbander Jeg. Og dem forbander alle engle og mennesker.
Men dem, der omvender sig, gør det rigtige og åbenlyst erklærer dét for alle, som de før skjulte; dem skal Jeg forbarme Mig over, for Jeg er barmhjertig. Men over dem, der er vantro, og som dør i vantroen, hviler både Min, englenes og alle menneskers forbandelse, og den skal de evigt være underlagt. Deres pinefulde straf skal ikke blive lindret for dem, og de får ikke nogen henstand med deres skæbne, for Jeg venter ikke på deres anger.
Jeg er jeres eneste Gud, der findes ingen andre guder end Mig, Den Barmhjertige. I, der har forstand på dette, kan finde Mine tegn i himlenes og jordens skabelse; i nattens og dagens skiften; i skibet, der sejler på havet ladet med varer til jeres forbrug; i regnen, som Jeg sender ned fra himlen, og som giver den tørre jord liv; i alle de dyr, Jeg har spredt ud over jorden; og i vindenes skiften og i skyerne, som Jeg har pålagt at fare mellem himmel og jord.
Alligevel findes der arabere, der sætter afguder ved siden af Mig og elsker dem, som de kun burde elske Mig. Men de sande troende elsker Mig mere brændende. Hvis blot de, der gør uret ved at elske de forkerte, vidste, at al magt tilhører Mig, og at Jeg er umådelig streng i Min straf. Det opdager de, når de får straffen at se på Dommedag. Så skal lederne af de falske religioner frasige sig deres tilhængere, og forbindelsen mellem dem afbrydes, og tilhængerne skal sige: „Bare der fandtes en mulighed for os for at vende tilbage til vores jordiske liv, så ville vi frigøre os fra disse falske ledere, ligesom de nu har forsaget os!“
Så skal Jeg vise dem deres egne ugudelige gerninger, og de skal sukke i fortvivlelse og ikke slippe ud af Helvedets ild!
163 Mennesker, spis af jordens goder, hvis de er gode og tilladt af Mig, og gå ikke i Satans fodspor ved at følge hedenske skikke. Han er en erklæret fjende af jer, og det har han været, lige siden han sneg sig ind til Adam og Eva i Paradis. Han prøver at få jer til at synde og begå uanstændige ting og få jer til at sige ting om Mig, som I ikke ved noget om.
Når man siger til hedningene: „Ret jer efter de åbenbaringer, Gud har nedsendt!“ som du sagde til Malik ibn Auf fra Taif og andre, så siger de: „Nej, vi retter os efter, hvad vores fædre gjorde.“
Hvad! Selv om deres fædre ikke forstod noget og ikke var ført ind på den rette vej til frelse? De, der ikke tror på Mig og Min profet, er som dromedaren, der hører lyden fra dromedardriveren uden at forstå ordene. På samme måde forstår de vantro ikke meningen og vigtigheden af de ord, der prædikes for dem; de opfatter ikke andet end råb og skrig: De er døve, stumme og blinde.
I sande troende skal spise af de gode ting, som Jeg har givet jer, og så skal I vise Mig taknemlighed, hvis I oprigtigt tilbeder Mig. Jeg har kun forbudt jer at spise kødet af det selvdøde dyr, bortset fra havets dyr og græshopper samt blod og svinets kød. Og derudover kød, hvorover en andens navn end Mit er udråbt, og som bliver givet til disse falske guder som offer, for Mit navn skal udtales over enhver slagtning. Men hvis nogen tvinges af nød uden lyst og uden at ville gøre oprør mod Mig eller vende tilbage til sin tidligere vane, så er det ingen synd for ham at spise nogle af disse ting, så meget som der skal til for at overleve. Jeg er parat til at tilgive, og Jeg er barmhjertig over for den rettroende.
Jøderne i Medina skjuler de dele af det skrift, som Jeg har nedsendt til dem, hvor der står, at Muhammed ibn Abdullah er Min profet, og de sælger det for en ringe pris. De skal udelukkende fylde deres maver med ild, og Jeg skal ikke tale til dem på Opstandelsens Dag eller frikende dem. Der venter dem en forfærdelig og smertende straf. Det er dem, der har solgt Min retledning og købt vildfarelsen, de har solgt tilgivelsen og købt straffen. Hvor er de dristige, at de på denne måde udsætter sig for Helvedets ild! Denne ild skal være deres straf, for Jeg har nedsendt Koranen med sandheden, og dem, som er uenige i den, er fuldstændig på afveje.
172 Fromhed består ikke i, at I vender jeres ansigt mod øst eller vest, når I beder. Fromhed findes hos dem, der tror på Mig, på Den Sidste Dag, på englene, på de hellige skrifter med Mine åbenbaringer og på profeterne. Den findes hos dem, der for Min skyld giver bort af deres ejendom, uanset hvor meget de holder af den, først og fremmest til deres nære slægtninge, men også til troende faderløse, fattige, vejfarende og tiggere samt til løskøbelse af krigsfanger og slaver. Og som også udfører de påbudte bønner og betaler den befalede almisse, og som opfylder deres aftaler, når de har indgået aftaler, og som er tålmodige i sorgens, modgangens og voldens tid. De er de sande troende, de frygter virkelig Mig.
For jer sande troende har Jeg fastsat blodhævnen i spørgsmålet om de dræbte. Er en fri mand blevet dræbt, skal han hævnes med drabet på en fri mand; en dræbt slave skal gengældes med drabet på en slave, og en kvinde for en kvinde.
Men det er altid tilladt en dræbt mands slægtninge at modtage blodpenge som erstatning i stedet for at udføre blodhævn. Dette er en mildnelse i forhold til jeres gamle sædvane, hvor drabet på en slave blev hævnet med drabet på en fri mand, og drabet på en kvinde blev hævnet med drabet på en mand, og det er dermed et bevis på Min barmhjertighed over for jer. Men den, der efter at have modtaget blodpenge alligevel dræber morderen, overtræder Mine regler, og ham venter der en forfærdende og smertefuld straf.
I denne lov om blodhævn ligger sikkerheden for jeres liv, for én dræbt må kun gengældes med én dræbt, og angsten for blodhævn virker forebyggende. Det forstår I, som har forstand, så måske I vil frygte Mig og Min fordømmelse.
176 Det er blevet befalet jer, at når nogen ligger for døden og efterlader sig noget af værdi, at han så opretter et mundtligt testamente til fordel for sine forældre og sine nærmeste slægtninge: dog ikke over en tredjedel af arven, og ikke hvis der ikke er nogen nød. Dette er en pligt for alle dem, der frygter Mig.
Men hvis nogen ændrer på arven, efter at han har hørt testamentet fremsagt af den døende, så rammer denne synd kun ham, der ændrer på den. Og husk, at Jeg er Den Hørende og Den Alvidende.
Hvis nogen alligevel frygter synd eller uretfærdighed fra den persons side, der har oprettet testamentet, og arrangerer en aftale mellem dem på det tidspunkt, hvor testamentet fremsiges, så begår han ingen synd, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de rettroende.
179 Sande troende, det er blevet befalet jer at faste, ligesom det tidligere blev befalet jøderne og de kristne, for at I måske kan lære at frygte Mig. I skal faste i et bestemt og begrænset antal dage. Dette gælder dog ikke den gamle, der er nær døden, børn, gravide og ammende. Og hvis nogen af jer er syge eller på rejse på dette tidspunkt, så påhviler det ham at faste det samme antal dage på et andet tidspunkt. De, der er i stand til det, men som alligevel undlader at faste eller bryder fasten, skal som erstatning bespise en fattig. Men bedre end denne erstatning er det for den, der vil gøre en god gerning for en fattig, at give ham frivilligt eller endda at give mad til to eller flere fattige. Men hvis I faster, så er det det bedste for jer; hvis I har viden om, hvad der gavner jer.
I måneden ramadan blev Koranen på fjerdedagen nedsendt til den nederste himmel som retledning for araberne og som et klart bevis på retledningen og med korrekt viden om ret og forkert. I denne måned gør én nats frivillige bønner det i regnskabet over for Mig ud for halvfjerds andre nætters bønner. Den af jer, som er hjemme, må overholde fasten i hele denne måned. Men er nogen syg eller på rejse, så påhviler det ham at faste det samme antal dage på et andet tidspunkt i stedet for. Jeg vil gøre dette let for jer og ikke svært, så I kan opfylde antallet af fastedage og lovprise Mig, fordi Jeg retleder jer, og være taknemlige for Min nåde. Dette er måneden, på hvis første dag Paradisets porte åbnes og Helvedets lukkes, og hver time i denne måned løslader Jeg halvfjerds tusinde slaver fra Helvede.
Når Mine tjenere spørger dig, Muhammed, om Mig, så er Jeg nær: Jeg hører den bedendes bøn, når han påkalder Mig. Så lad dem lytte til Mig og tro på Mig, for at de måske må følge den rette vej til deres frelse.
Det er tilladt for jer om natten under fasten at have seksuel omgang med jeres koner; de er et velbefindende for jer, ligesom I er for dem. Jeg ved, at I bedrog jer selv, dengang I fastede fra aftensmaden til næste aftensmad og afstod fra samleje med jeres koner. Derfor har Jeg nu forbarmet Mig over jer og tilgivet jer, så lig med dem nu, og begær det, Jeg har beordret jer at begære, og spis og drik, til I i daggryet tydeligt kan skelne en hvid tråd fra en sort. Derefter skal I faste fuldstændigt, til natten kommer, og lig ikke med jeres koner, men bed i moskeerne. Dette er Mine grænser, overtræd dem ikke! Sådan forklarer Jeg Mine åbenbaringer for menneskene, for at I måske må frygte Mig og Min vrede.
I skal ikke fortære hinandens ejendele i frugtesløse handlinger som spil, og brug dem ikke til at bestikke dommerne, så I fuldt vidende om jeres synd og mod bedrevidende tilrager jer noget af andres ejendom.
185 Muhammed, de spørger dig om nymånerne. Svar dem: „De er til, for at menneskene kan måle tiden, og for at vise sæsonen for valfarten til Mekka.“
Fromhed består ikke i, at I går ind i jeres bolig ad en bagvej ved at lave en ny åbning i husets eller teltets bagside, som mange gør, efter at de har udført valfarten til Mekka. De undgår den sædvanlige indgang, som de tror, nu forårsager ulykke, men fromheden findes kun hos dem, der frygter Mig. Så gå ind i jeres bolig gennem døren, og frygt og adlyd Mig, for at I måske må få fremgang og blive lykkelige og undgå Min straf, som Jeg har advaret om, og opnå den belønning, Jeg har udlovet.
Kæmp for Min religion mod dem, der kæmper mod jer, men vær ikke dem, der angriber først. Jeg elsker ikke de angribende. Og dræb dem, hvor som helst I træffer dem, og driv dem ud fra kabaen i Mekka, hvorfra de har drevet jer ud; for at friste til vantro i stedet for at dyrke Mig er værre end drab. Men kæmp ikke mod dem på det fredhellige område omkring kabaen, før de kæmper imod jer der, og kæmper de der imod jer, så dræb dem! Sådan skal de vantros løn være! Men hvis de indstiller kampen, så er Jeg tilgivende og barmhjertig.
Kæmp mod mekkanerne, til der ikke længere findes nogen fristelse til afgudsdyrkelse, men alle er blevet muslimer og tilbeder Mig. Men hvis de indstiller kampen, så lad der ikke være noget fjendskab mod andre end de ugudelige.
For en fredhellig måned, hvor en araber ikke må angribe en anden araber, gælder en fredhellig måned, for det fredhellige er underlagt loven om lige hævn. Så i krig for islam er det tilladt at kæmpe både i de fredhellige måneder og i det fredhellige område omkring kabaen i Mekka. Hvis nogen angriber jer der på det tidspunkt, så angrib som hævn ham på samme måde, som han angreb jer! Frygt Mig og Min straf, og vid, at Jeg er på de gudfrygtiges side!
Giv af jeres værdier som almisse til forsvaret af Min religion. Bidrag ikke til jeres egen ødelæggelse ved at nægte at give til kampen mod de vantro og derved lade dem styrke sig, men gør godt! Jeg elsker dem, der på denne måde gør godt.
192 Fuldbyrd valfarten til Mekka og tempelbesøget til ære for Mig, men hvis I bliver forhindret af fjender, så send de offerdyr, der er let tilgængelige. Og før offerdyret er kommet frem til sit bestemmelsessted, skal I ikke rage håret af jeres hoveder, for dette er tegn på, at I har fuldført jeres løfte og udført alle valfartens ritualer. Men er nogen af jer syg eller lider af en kvæstelse i hovedet, så skal hans løskøbelse fra at barbere sit hoved bestå af faste i tre dage eller i at brødføde seks fattige eller i at slagte et får som offer.
Når I så siden ikke er forhindret af jeres fjender, må den, der vil besøge kabaen i Mekka med det samme uden at vente på måneden for valfarten, stille sig tilfreds med dette tempelbesøg indtil valfarten og medbringe et offer, dromedar, okse, får eller ged, der er lettilgængeligt. Men de, der ingenting har at medbringe som slagtoffer, skal faste tre dage under valfarten og syv, når de er kommet hjem; ti dage i alt. Det gælder dem, hvis slægt ikke bor ved det fredhellige tempel. Og frygt og adlyd Mig, og vær sikker på, at Jeg er streng, når Jeg straffer!
Valfarten skal udføres i de bestemte og velkendte måneder, shawwal, dhu al-qada og de første ti dage af dhu al-hijja. Den, der beslutter at valfarte, skal vide, at seksuel omgang med kvinder, ugudelighed, hvorved Mine grænser overskrides, samt skænderier er ham forbudt under hele valfarten. Den, der vender tilbage og har overholdt dette, er så ren, som da hans mor fødte ham. Og hvad godt I end gør, så ved Jeg det. I skal skaffe jer forsyninger til rejsen, så det ikke ender som for mange folk fra Yemen, der tigger, når de når Mekka. Men den bedste forsyning er at frygte Mig og Min straf, og det ved I, der har forstand på Mig og Min skabelse.
Det er ikke nogen synd, at I prøver at skaffe jer fortjeneste ved at drive handel under valfarten. Når I haster af sted fra højen Arafat på vej til Muzdalifa ved aftenstide på valfartens anden dag, så ihukom Mig ved den hellige plads al-Masher al-haram på Muzdalifas østre side mellem Arafat og Mina. Ihukom og påkald Mig i overensstemmelse med Mine anvisninger, og I skal ikke foretage jer andet end at ære Mig, for tidligere hørte I til dem, der var på vildspor fra den rette vej ved at deltage i hedningenes festivaler her med fremsigelse af digte og fortælling af historier om jeres forfædre.
Skynd jer så videre, sådan som man skynder sig, når man er tæt på de hellige steder; fra samme sted som de hedenske pilgrimme skynder sig fra, nemlig bjerget Arafat, og bed Mig om tilgivelse. Jeg er parat til at tilgive. Og når I er færdige med jeres hellige ritualer, så pris Mig sådan, som I plejer at prise jeres forfædres bedrifter og stamtavler, eller endnu mere ærbødigt.
197 Der er nogle mennesker, der siger: „Herre, giv os rigdomme i dette liv!“
Men disse skal ikke få nogen andel i det kommende livs rigdomme!
Der er også nogle, der siger: „Herre, giv os godt i dette liv og godt i det næste, og red os fra Helvedets ild!“
De skal få deres andel af, hvad de har fortjent, og Jeg er hurtig til at afregne.
Anråb og ihukom Mig i tre dage, efter at I har slagtet offerdyrene. Men hvis nogen skal bryde op fra Mina i dalen allerede efter to dage i stedet for de tre, som hedningene altid bruger der, så synder han ikke. Og skulle nogen tøve og blive længere, så pådrager han sig heller ikke nogen synd, bare han frygter Mig. Ja, frygt Mig og Min straf, og vid, at til sidst skal I alle samles og dømmes foran Mig!
Muhammed, blandt dem, der siger og sværger på, at de støtter dig, er Akhnas ibn Shariq, men han afslog at give dig beskyttelse efter din færd til Taif. Hans tale om det jordiske liv forundrer og imponerer dig, og han tager Mig til vidne på sine inderste følelser, selv om han er den mest hårdnakkede modstander af dig. Så snart han vender ryggen til dig, begår han onde gerninger som at sætte ild til sin nabos korn og dræbe hans æsler om natten, og den slags elsker Jeg bestemt ikke. Når man siger til ham: „Frygt Gud!“ så bliver han opblæst og synder endnu mere. Men Helvedet skal være hans gengældelse; hvilken fortvivlende seng at finde hævnen i!
Der er også Suhayb ibn Sinan, som mekkanerne truede med at dræbe, hvis han ikke frafaldt islam, men som forlod alle sine ejendele for at tjene Mig. Og Jeg er god mod Mine tjenerne.
204 I, der er sande troende, hold sammen, og underkast jer Mig, og gå ikke i Satans fodspor! Han har været en erklæret fjende af jer siden Adam og Eva. Hvis I begår fejl, efter at I har fået Mine tydelige erklæringer om Min vilje, så skal I vide, at Jeg er både mægtig og vis!
Forventer de, der ikke tror på Mig, andet, end at Jeg pludselig skal overraske dem gemt i skyernes skygger og også sende dødsenglene for at hente dem? Hvad der skal ske, er afgjort, og alting skal føres tilbage og stilles til regnskab foran Mig.
Muhammed, spørg israelitterne, hvor mange tydelige åbenbaringer Jeg har givet dem! Men hvis nogen ændrer i Mine skrifter, efter at Jeg har sendt dem ned til dem, så skal Jeg straffe dem på strengeste måde.
Det jordiske liv ser herligt ud for de vantro, og de håner og spotter dem, der tror på Mig og sandheden. Men de, der frygter Mig, skal på Opstandelsens Dag stå højt over dem, der gør grin med troen, og Jeg forsørger rundhåndet dem, Jeg ønsker det for.
Menneskene var engang, nemlig i de ti generationer mellem Adam og Noa, ét folk med den samme religion, men så begyndte de at blive uenige, og Jeg sendte profeterne som budbringere om glæde og håb om en bolig hos Mig og som advarere om Dommedag og Helvedets rædsler. Og med Moses gav Jeg dem Torahen med sandheden for at dømme mellem dem i de religiøse spørgsmål, de skændtes om. Det gjaldt bederetningen, tidspunktet for fasten og hvilken ugedag der er fællesbøn. Det var i første omgang kun jøderne, som havde fået Loven, der skændtes om den indbyrdes, fordi de blev skinsyge, efter at Jeg havde givet dem Mine åbenbaringer. Siden skændtes de med de kristne om Abrahams og Jesu status, og Jeg ledte dem, der troede, til den sandhed, som de skændtes om.
Nu er svarene på disse spørgsmål bragt til jer af Mit sendebud Muhammed ibn Abdullah, for Jeg leder, hvem Jeg vil, på den rette vej mod Mig og islam, Den Sande Tro.
Tror I måske, at I skal træde ind i Paradisets have, fordi I endnu ikke er blevet ramt af katastrofer som dem, der ramte tidligere folk? Sorg og modgang ramte dem, og de var så rystede, at den profet, der var sendt til sit folk, og de, der troede på ham, fortvivlet råbte: „Hvornår kommer Guds hjælp?“
Men er Min hjælp ikke nær?
Muhammed, de rettroende, som rige, gamle Amr ibn al-Jamuh, spørger dig, hvad de skal give bort.
Du skal svare dem: „De goder, som I giver, skal I give til forældrene og de nærmeste slægtninge, til de faderløse, de fattige og den vejfarende, og uanset hvilke goder, I giver, så ved Gud det.“
212 Jeg har påbudt jer at føre krig mod de vantro, selv om I er imod det. Men måske I er imod en ting, som i virkeligheden er gavnlig for jer, ligesom det kan være, at I elsker en ting, selv om den er skadelig for jer. Og det er Mig, der ved, om en ting er god for jer eller ej; det er ikke jer, der ved det.
Både dine tilhængere i Medina og byens jøder spørger dig, Muhammed, om den fredhellige måned og om kamp i den. For de er oprørte over, at du sendte Abdullah ibn Jahsh på plyndringstogt mod en af mekkanernes karavaner i en sådan fredhellig måned.
Svaret til dem er: „Det er en stor synd at føre krig og dræbe i den måned, men at udelukke andre fra Guds sande vej og fornægte Ham, og at lukke for adgangen til det fredhellige tempel og drive Hans pilgrimme ud derfra er værre for Gud. At friste til afguderi og til oprør mod Gud er værre end at slå ihjel i den fredhellige måned.“
De vantro holder ikke op med at kæmpe imod jer, før de får jer til at frafalde jeres religion, hvis de er i stand til det. Men de af jer, der falder fra jeres religion og dør som vantro, jeres gode gerninger er spildte både i dette og det kommende liv; I er fortabte og skal ende som Helvedets indbyggere for evigt!
Men de, der har antaget den sande tro, og de, der er udvandret fra forfølgelse i Mekka til Medina og har ført hellig krig for Min religion, de kan håbe på Min barmhjertighed, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de rettroende.
216 Folk som Umar ibn al-Khattab spørger dig også om vinen og pilespillet. Dit svar til dem skal være: „Begge medfører store synder som skænderier og ødselhed, men også fordele for menneskene som glæde og mad til de fattige, når kødet fra de dromedarer, den tabende spiller skal uddele, bliver fordelt. Men synden er større end nytten.“
Og de spørger dig, hvad de skal give bort i almisse. Svaret er: „Det, som I kan undvære.“
Sådan forklarer Jeg tegnene for jer, for at I måske vil tænke jer alvorligt om angående dette og det kommende liv.
De spørger dig også om de faderløse. Forklar dem: „At gøre det, der er godt for dem, er det bedste.“ Hvis I blander jer i deres anliggender og forvaltningen af deres værdier, så gør dem ikke uret, men husk, at de er jeres brødre i troen. Jeg kan skelne den falske forvalter fra den ærlige, og hvis Jeg vil, så kan Jeg ramme jer med Min forbandelse, hvis I øver uret mod de faderløse, for Jeg er både mægtig og vis.
220 Gift jer ikke med afgudsdyrkende kvinder, før de omvender sig til Min sande tro. Det skal være dit svar til Muqatil ibn Hayyan, der har spurgt dig angående den mekkanske pige, han har været forelsket i, fra før han sluttede sig til islam.
En troende slavinde er bedre end en afgudsdyrker, selv om den sidste virker mere tiltalende for jer; så I skal ikke kritisere Abdallah ibn Ruwaha for at have taget sin sorte slavinde til kone. I må heller ikke lade jeres troende døtre indgå ægteskab med afgudsdyrkere, før de antager troen. En troende slave er bedre end en afgudsdyrker, selv om I skulle finde ham mere tiltalende. De vantro inviterer til Helvedets ild, men gennem Mit bud inviterer Jeg til Paradis og tilgivelse, og Jeg forklarer Mine tegn for menneskene, for at de måske vil lade sig advare.
Og så spørger Abu al-Dahdah dig om kvindernes menstruation. „Den er en forurening,“ skal du svare. „I skal undgå kvinderne under menstruationen og ikke gå til dem, før de er blevet rene. Men når de er blevet rene igen og har vasket sig med et stykke tøj parfumeret med moskus, så besøg dem på enhver måde, ethvert sted og ethvert tidspunkt, sådan som Gud har befalet. Gud elsker dem, der vender sig til Ham i anger, og Han elsker dem, der holder sig rene.“
Når kvinderne er urene, altså når de har deres menstruation eller blødninger efter fødslen, er otte ting ulovlige for dem: At udføre bønnen; at faste; at fremsige så meget som ét eneste vers fra Koranen; at berøre et koranvers, om det så er skrevet i en bog, på en mønt eller på en væg; at gå ind i en moske; at gå rundt om kabaen i Mekka; at have samleje samt at udføre seksuelle handlinger med den del af hendes krop, der går fra navlen og ned til knæene.
Jeres koner er en pløjemark for jer, besøg derfor jeres pløjemarker efter behag, undtagen under menstruationen, og tro ikke på jøderne, der hævder, at hvis I går til dem bagfra, bliver afkommet skeløjet. Men gør også en god gerning for jer selv ved at sige „I Guds navn“ før akten.
Frygt Mig, og vid, at I en dag skal møde Mig! Og forkynd for de rettroende et glædeligt budskab, Muhammed.
224 Når I sværger ved Mig, skal I ikke gøre Mig til en undskyldning for ikke at handle retfærdigt og være fromme og frygte Mig og stifte fred blandt menneskene. Jeg hører også de falske eder.
Jeg straffer jer ikke for en værdiløs ed eller en, der ikke er gennemtænkt, men Jeg straffer jer for det, som jeres hjerter har samtykket i, og som I har fortjent efter jeres gerninger. Jeg er tilgivende og mild over for de rettroende.
De, der sværger ikke at have samleje med deres koner, skal overholde en ventetid på fire måneder for at sikre, at hun ikke er gravid, for så kan skilsmissen først finde sted en tid efter fødslen. Men hvis de bryder eden, fordi den var overilet udtalt, eller de forliges med deres koner, så er Jeg tilgivende og barmhjertig over for de rettroende. Men over for de mænd, der står fast ved skilsmissen, er Jeg både Den Hørende og Den Vidende.
De fraskilte koner, hvor ægteskabet er fuldbyrdet, skal vente tre menstruationer. Det er dem ikke tilladt at skjule det, hvis de er gravide, og dermed gøre et barn til uretmæssig arving eller selv opnå underhold af en ny mand under graviditeten, hvis de tror på Mig og Den Sidste Dag. At kvinden er til at tro på, må bevidnes af hendes nærmeste familie, der er gode muslimer. Men deres mænd har uden videre ret til at tage dem tilbage i løbet af denne tid, hvis de ønsker forlig, og det vil være det bedste.
Kvinderne og mændene har samme rettigheder, derfor har de begge tre måneder til at genoptage den ægteskabelige forbindelse. Mændene har dog forrang frem for kvinderne, for Jeg er både mægtig og vis. Det er kun tilladt manden to gange at udtale, at han vil skilles; tredje gang skal skilsmissen fuldføres. Efter de første to gange må manden tage kvinden tilbage, hvis hun viser sig at være gravid inden for de næste fire måneder.
Hvis en kvinde holdes tilbage efter skilsmissen, skal hun behandles venligt, og hvis hun sendes bort, må hun ikke fratages sin medgift. Men hvis de frygter, at de under ingen omstændigheder kan leve sammen, som det er sket for Thabit ibn Qays og hans kone Jamila, må kvinden afgive en del af sin medgift for at bevæge sin mand til at lade sig skille fra hende. Dette er reglerne vedrørende skilsmisse fastsat af Mig, og I må ikke bryde dem, for de, der bryder Mine grænser, er ugudelige.
Men hvis ægtemanden, som det var tilfældet med Maqil ibn Yasars søsters mand, lader sig endeligt skille fra hende ved efter ventetiden for tredje gang at udtale, at han vil skilles, eller ved at sige det tre gange umiddelbart efter hinanden, er det ikke tilladt ham siden at tage hende tilbage som kone, før hun har indgået ægteskab med en anden mand. Men hvis han så også skiller sig fra hende, så er ingen af dem syndere, hvis de vender tilbage til hinanden og tror, at de kan overholde Mine regler. Og sådan er Mine regler, og de er hermed forklaret for folk, der har forstand.
Men når I har skilt jer fra jeres koner, og de har ventet den fastsatte tid på tre menstruationer, så behold dem enten i fredsommelighed, eller lad dem gå i venlighed. Hold dem ikke tilbage ved tvang, så I presser dem til at købe deres frihed med en del af deres medgift. Den, der gør det, skader sig selv den dag, Jeg gør regnskabet op.
Driv ikke gæk med Mine tegn, for siger manden, at han vil skilles, gælder det under alle omstændigheder, også hvis det er sagt i fuldskab eller i spøg. Husk Min nåde mod jer, og at Jeg har nedsendt Koranen til jer, og visheden, for at advare jer om Dommedag. Frygt Mig og Min straf, og vid, at Jeg er alvidende.
Når I har skilt jer fra jeres koner, og de har ventet den fastsatte tid, så nægt dem ikke at gifte sig med deres nye og anstændige ægtefæller. Eller med deres tidligere ægtefælle som i tilfældet med Maqil ibn Yasars søster, hvis mand efter ventetiden kom og bad Maqil om tilladelse til atter at gifte sig med hende, fordi de begge var enige om det. Dette er en advarsel til dem af jer, der tror på Mig og Den Sidste Dag, og dette er mere ærbart og anstændigt for jer. Det ved Jeg, men I ved det ikke.
233 Mødre, der er blevet skilt, skal amme deres børn to hele år for den far, der forlanger det. Til gengæld skal faren bespise og klæde dem i den tid, men ingen skal tvinges ud over sin formåen. En mor skal ikke lide nød for sit barns skyld, og det samme gælder faren. Det påligger farens arvinger at sørge for enkens underhold, hvis han dør inden for denne tid. Men hvis de efter fælles aftale ønsker at vænne barnet fra tidligere, så begår de ingen synd. Og hvis I ønsker en amme til jeres børn, så synder I heller ikke, når I blot betaler moren den medgift tilbage, som hun har krav på. Frygt Mig og Min straf, og vær sikker på, at Jeg ser alt, hvad I gør!
For de af jer, der dør og efterlader koner, gælder det, at disse skal vente i fire måneder og ti dage, før de gifter sig igen, for at det kan blive klart, om de er gravide med afdøde. Men når de har ventet den fastsatte tid, så er I muslimer ikke ansvarlige for, hvad de på anstændig vis foretager sig med sig selv. Og Jeg ved alt om, hvad I alle gør.
Det er ikke en synd, hvis I åbent tilbyder sådanne kvinder giftermål inden for de fire måneder og ti dage, eller I blot har det i tankerne. Jeg ved, at I har dem i tankerne, men indgå alligevel ikke nogen aftale med dem i hemmelighed, og gennemfør ikke ægteskabet, før den her i Koranen anførte tid er gået, hvis I har ærlige hensigter. I skal være klar over, at Jeg ved, hvad der er i jeres tanker; tag jer derfor i agt for Mig ved at beskytte jer med from underkastelse og oprigtig tro, og stol på, at Jeg er både tilgivende og mild over for de rettroende.
Det er ingen synd, at I skiller jer fra jeres koner, hvis I ikke har haft samleje med dem eller har aftalt en bestemt medgift for dem. Men lad dem få en rimelig gave − den formuende efter sin rigdom og den ubemidlede efter sine sparsomme muligheder. Dette er en pligt for dem, der gør gode gerninger.
Men hvis I skiller jer fra dem, inden I er gået til dem, men efter at I har bestemt en medgift for dem, så har de ret til halvdelen af den medgift, I har aftalt, medmindre de giver afkald på noget af denne halvdel, som Thabit ibn Qays’ kone, der gav sin frugthave tilbage. Eller medmindre ægtemanden er så gavmild at eftergive noget af sin halvdel, for i så fald er det lovligt ikke at dele lige over. At I eftergiver det hele, er mest i overensstemmelse med fromhed, men glem ikke at være gavmilde mod hinanden, for Jeg ser alt, hvad I gør.
239 I skal være omhyggelige med bønnerne på de fastsatte tidspunkter, også aftenbønnen, som Salomon indstiftede, og være ydmyge, når I tilbeder Mig. Hvis I er i fare, når I er ude på en militær ekspedition, så udfør bønnen gående eller ridende, så godt som I kan uden at forøge faren, men når I så er i sikkerhed, så anråb Mig; det er Mig, der har givet jer viden om det, I ikke vidste før.
De sande troende, der dør og efterlader koner, skal forinden testamentere deres koner underhold for et år, hvor de ikke må bortvises fra deres hjem: Men forlader de selv frivilligt deres hjem, så påfører I jer ikke nogen synd i forhold til, hvad de på anstændig måde foretager sig med sig selv. Jeg er vældig og vis.
Det er også en pligt for dem, der frygter Mig, at give deres fraskilte koner et rimeligt underhold.
Sådan forklarer Jeg Mine tegn for jer, fordi Jeg ønsker, at I skal forstå dem.
244 Muhammed, har du ikke tænkt over de jøder, der forlod deres hjem i tusindtal af frygt for at dø i den hellige krig, Jeg beordrede dem til at deltage i? „Dø!“ sagde Jeg til dem, mens de var i en dal, alle halvfjerds tusinde, men otte dage efter kom profeten Ezekiel forbi og brød ud i gråd ved synet af deres døde og forrådnede kroppe.
„Tal til dem, Ezeikel,“ sagde Jeg, „og Jeg vil rejse dem til livet.“
Det gjorde Ezeikel. Han så lemmerne heles, finde sammen og rejse sig, og huden dækkede dem igen, og de levede i flere år efter. Men de beholdt hele tiden farven og stanken fra deres døde kroppe, og deres tøj blev sort som beg. Jeg er nådig mod menneskene, men de fleste mennesker er utaknemlige over Mine gaver.
Kæmp for Min religion mod de vantro, og vid, at Jeg både hører, hvad I siger, og ved, hvad I skjuler. Hvem vil sætte liv og ejendom på spil i kampen for Mig, i krigen mod de vantro, og dermed give Mig et godt lån? Siden skal Jeg mangedoble det, når det betales tilbage, for det er Mig, der tager fra jer, så I kun har sparsomt, og det er Mig, der giver jer, så I har i overflod, og til Mig og Min afregning skal I til sidst føres tilbage.
247 Og, Muhammed, har du ikke hørt, at da Moses skulle dø, sendte Jeg Azrail, Dødens Engel, til ham for at tage hans sjæl.
„Hvorfra vil du tage den?“ spurgte Moses.
„Fra din mund,“ svarede Azrail.
„Det var gennem min mund, jeg talte med Gud,“ forsvarede Moses sig.
„Så fra dine hænder.“
„I mine hænder holdt jeg tavlerne med Loven.“
„Så fra dine ører.“
„Gennem min ører hørte jeg Guds ord og hørte Pennen skrive hen over den velbevogtede tavle.“
„Så fra dine øjne da.“
„Med mine øjne så jeg lyset fra min Herre.“
„Så fra dine fødder!“ stønnede Azrail.
„Jeg stod barfodet på Sinai, da jeg talte med min Herre.“
„Moses, jeg kan høre, at du taler til mig som én, der har drukket sig beruset.“
Moses blev forvirret og udbrød: „Jeg har aldrig drukket vin!“ men da gik Dødens Engel tæt ind på ham og tog hans sjæl.
Og har du ikke også hørt, Muhammed, at lederne af israelitterne efter Moses’ tid skændtes indbyrdes og begik synder? Derfor sendte Jeg Samuel til dem, så de kunne adlyde Mig, men de afviste ham og ville ikke tro.
Så lod jeg Goliat få magt over dem. Han herskede over Middelhavets kyst fra Egypten til Palæstina, og han undertrykte dem og tog arken, som Moses var blevet sat ud på Nilen i, fra dem.
Det var et hårdt slag for dem, for de plejede at opnå sejr i krig og underhold i fredstid gennem arkens velsignelse. Derfor enedes de om at samles foran Samuel og tro på hans budskab i håb om at få arken tilbage og under ham at kunne slå Goliat. Så der sagde de til deres profet, Samuel: „Sæt en konge over os, så skal vi kæmpe for Guds religion.“
„Men hvis det befales jer at kæmpe,“ svarede Samuel, „så vil I måske alligevel ikke kæmpe?“
„Hvorfor skulle vi ikke gå i krig for Guds religion, når vi alligevel er fordrevet fra vores hjem og berøvet vores børn, som er blevet taget til fange eller dræbt af Goliats folk?“ svarede de.
Men da det så blev befalet dem at kæmpe, trak de sig bort undtagen nogle få af dem, som Jeg skal fortælle dig; men Jeg kender de ugudelige.
Jeg fortalte Samuel, at Jeg havde udvalgt en mand blandt dem, Saul, der skulle være deres konge: „Tegnet er, at når han træder ind i dit hus, begynder olien at koge, og du skal smøre hans hoved ind i den.“
En af israelitterne såede jorden og garvede huder, det var Saul. En dag gik han ud for at lede efter et får, der var løbet bort, og han kom til Samuels hus for at spørge, om man der havde set noget. I det samme så Samuel, at olien kogte, og han salvede Sauls hoved med den og sagde: „Gud har gjort dig til konge over Israels børn.“
Og til folket sagde han: „Det er Gud, der har sat Saul til konge over jer.“
„Hvordan kan han blive konge over os?“ spurgte de. „Vi har større ret til kongeværdigheden end han. Han ejer ikke store rigdomme eller er af kongeslægt, han er blot en simpel garver.“
„Men Gud har kåret ham til hersker og konge over jer,“ sagde Samuel. „Og det er Ham, der har givet ham stor indsigt og gigantisk kropsstyrke, så han rager et helt hoved op over jer, for Gud giver kongeværdigheden, til hvem Han vil. Guds magt omfavner alt, og Han ved alt om, hvem der er mest værdig til kongemagten.“
„Guds profet,“ sagde de, „giv os et tegn, så vi ikke tvivler på, at det er Gud, der har gjort ham til konge.“
„Tegnet på Sauls kongeværdighed skal være, at Pagtens Ark, nedsendt fra himlen til Adam, skal komme til jer båret af englene med løfte om sikkerhed, for med dens mirakuløse hjælp har I vundet mange slag. I den skal ligge resterne af Moses’ stav og sandaler, Arons præstehue, vasen med manna og stumper af tavlen med Loven. Det vil være et tegn for jer på hans kongeværdighed, hvis I er rettroende.“
Israelitterne havde altid båret Pagtens Ark foran deres hær; arken, som Jeg oprindelig nedsendte fra himlen til Adam, og som endte hos israelitterne, indtil amalekitterne erobrede den. Goliat lod den grave ned i en frugthave, hvor folk plejede at tømme deres maveindhold ud, og for dette ramte Jeg dem med hæmorider. Da det gik op for dem, hvad deres lidelse skyldtes, gravede de arken op og satte den ind i en synagoge.
En farao erobrede synagogen og fandt arken. Han kunne ikke åbne den, men spændte den til sidst på en kalv og sendte den mod Israels børns land. Jeg lod englene bringe den tilbage til dem, mens alle israelitterne så det, og de satte den foran Sauls fødder. Enstemmigt anerkendte de ham nu som deres konge.
250 Saul brød nu op fra Jerusalem med sin hær på halvfjerds tusinde mand, og de marcherede ind i ørkenens hede, indtil deres vand slap op. Hans tørstende mænd krævede vand af ham, og han anråbte Mig om at lade en flod flyde. Mit svar gav han videre til sine soldater: „Gud skal prøve jeres lydighed med en flod. De, der drikker af den, skal ikke være på min side, men det skal de, der ikke smager noget af den, medmindre de blot tager sig en lille slurk af hånden og er tilfredse med den.“
Men da de så Jordanfloden, som Jeg havde ladet flyde frem, endte det med, at bortset fra tre hundrede og tretten mand, der kun tog en slurk, så drak de alle begærligt af den.
Da Saul og disse få mænd havde krydset floden, stønnede mændene, der havde drukket begærligt: „Vi kan mærke, at i dag har vi ingen magt mod vores fjende, Goliat, og hans hær, for de er tre hundrede tusinde mand.“ Og de blev tilbage på deres side af floden.
Men de, der troede, at de var forudbestemt til at skulle møde Mig på Opstandelsens Dag, og havde krydset floden, sagde: „Hvor ofte har en lille skare ikke besejret en stor hær, når Gud ville det? Gud holder med dem, der er tålmodige.“
Da de rykkede frem mod Goliat og hans hær, råbte de: „Herre, giv os tålmodighed til at holde ud, og styrk vores hjerter til hellig krig, så vi står fast, og hjælp os mod de vantro folk!“
Med Sauls soldater var syv af Davids brødre, men da han var yngst, var han blevet ladt tilbage hos sin far. Faren blev nervøs over ikke at høre nyt fra hæren og sendte David ud med mad til sine brødre.
David drog af sted med sin slynge bundet om livet, og da han gik, råbte en sten til ham: „David, tag mig, jeg er en sten, der tilhørte din forfar Abraham.“
David samlede stenen op, og snart skete det samme med to andre sten, der havde tilhørt Isak og Jakob. David nåede frem til hærens lejr og gav maden til sine brødre.
Den næste dag sagde Saul: „Soldater, hvis nogen vil udkæmpe en tvekamp mod Goliat for mig, får han min datter til ægte. Jeg skal dele mit kongerige med ham, og han skal blive min efterfølger.“
Ingen svarede, men David spurgte sine brødre, om de ikke havde hørt det.
„Jo,“ svarede de, „men vi er ikke stærke nok til at gå op imod ham.“
„Så skal jeg dræbe ham,“ sagde David, og Saul gav ham lov til at kæmpe efter at have hørt, hvor god han var med sin slynge.
Goliat kom ridende på en krigselefant, og da han steg ned, kunne man se, at han var langt højere end alle andre. Han stirrede på David og sagde: „Hvem er du, sølle dreng? Tilmed uden hjelm og våben.“
„Jeg er David, og jeg er kommet for at slå dig ihjel.“ Så slyngede han de tre sten, den første udryddede Goliats hærs højre flanke, den anden den venstre. Den tredje sten ramte safiren på næsestykket på Goliats hjelm, så den blev drevet ind i hans hjerne og dermed dræbte ham.
David skar hovedet af Goliat og bragte det med tilbage til Saul, for kun den, der kom med hovedet, ville han anerkende som Goliats banemand. David sagde så: „Giv mig nu, hvad du har lovet mig.“
Men Saul fortrød sit løfte. „En kongedatter må have en stor medgift,“ sagde han. „Bring mig derfor også tre hundrede forhuder fra mine fjender.“
David fangede tre hundrede fjender, omskar dem og afleverede huderne til Saul.
Siden, da Samuel og Saul var døde, gav Jeg David kongedømmet og visheden om, hvad der er sandt. Jeg gav ham åbenbaringer som Min profet og lærte ham at lave ringbrynjer og forstå fuglenes og myrernes sprog. Og hvis Jeg ikke lod det ene folk nedkæmpe det andet, så ville jorden blive ødelagt af de afgudsdyrkendes overmagt og ved mord på muslimerne og ødelæggelse af Mine bedehuse, men Jeg er fuld af nåde mod alle verdenerne og deres skabninger og driver derfor nogle af menneskene tilbage ved hjælp af andre.
253 Nu har jeg nævnt nogle af Mine tegn for dig, Muhammed, og de er sande, ligesom det er sandt, at du er en af Mine udsendte profeter. Nogle af alle disse profeter har Jeg givet forrang frem for andre, blandt andre Moses, som Jeg talte til, og andre har Jeg også ophøjet flere grader. Jesus, Marias søn, gav Jeg de klare beviser for, at han var sendt af Mig, og Jeg styrkede ham med Den Hellige Ånd, Gabriel. Og hvis Jeg havde villet det, så skulle de, der levede efter disse profeter, ikke været kommet op at skændes, efter at de havde fået Mine klare beviser. Men de blev uenige og splittede sig op i sekter, og nogle troede, mens andre var vantro. Men husk, at hvis Jeg havde villet det, så ville de ikke være kommet op at skændes, men Jeg gør nøjagtig, hvad Jeg vil.
I sande troende, giv noget i almisse ud af alle de jordiske værdier, Jeg har forsynet jer med, for at redde jeres sjæl, inden Dommedag kommer. Der gælder hverken købmandskab eller venskab eller forbøn! De vantro er de ugudelige.
Jeg, Gud! Der findes ingen anden gud end Mig, Den Levende, Den Bestandige. Hverken slummer eller søvn overmander Mig, og alt, hvad der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig. Hvem er den engel, der kan gå i forbøn hos Mig uden Min tilladelse?
Jeg ved, hvad der har været før dem, og hvad der skal komme efter dem, men mennesker og dæmoner skal ikke fatte andet af Min viden end det, Jeg ønsker. Mit dommersæde, anbragt under Min herskertrone, spænder over De Syv Himle og De Syv Jorde, så de i sammenligning med Min trone ikke er andet end syv sølvmønter kastet i et skjold, og at opretholde dem er ingen byrde for Mig, for Jeg er Den Høje, Den Store.
Når jøderne spørger dig, om Paradisets indbyggere sover, så sig til dem: „De sover ikke, for søvnen er dødens bror, og de skal ikke dø. Helvedets indbyggere skal heller ikke sove eller dø eller blive gamle: Deres frygtelige lidelser er evige.“
Der skal ikke udøves nogen tvang i religion, heller ikke af de sande troende, der har sønner opvokset i hedenskab eller jødedom, for at få dem på den rette vej til Paradis. Denne vej er tydeligt adskilt fra vildfarelsens vej, og de, der fornægter afguderne og vildfarelsen, fornægter alLat, al-Uzza og Manat og Satan, og som tror fuldstændigt og udelukkende på Mig, de holder fast i det stærkeste håndtag, islam, troens håndtag, der aldrig vil gå i stykker. Derfor skal Abu al-Husayn ikke forfølge sine to sønner, der er draget med den kristne købmand, der kom fra Syrien og solgte olie, og som omvendte dem til sin religion. Jeg er Den Hørende og Den Vidende.
Jeg er beskytter for dem, der tror. Jeg fører dem ud af mørket og ind i lyset. Men afguderne er de vantros beskyttere, de skal føre dem ud af lyset og ind i mørket. De skal ende som Helvedets indbyggere, og i flammernes pinsel skal de blive for evigt.
260 Muhammed, har du ikke tænkt over Nimrod, der skændtes med Abraham angående Mig, fordi Jeg havde givet ham kongedømmet? Han smed Abraham på bålet, hvis flammer Jeg så gjorde kolde.
Dengang de skændtes, begyndte Nimrod: „Hvem er din herre?“ for han var vant til, at alle folk, der kom til ham og tiggede mad, svarede, at han var deres herre.
„Det er Ham,“ svarede Abraham, „der har skabt alle menneskene.“
„Mit kongedømme er større end hans,“ sagde Nimrod.
„Du lyver! Al kongemagt tilhører Verdenernes Herre!“
Nu nærmede en hane sig og blandede sig: „Nimrod, Abraham er Guds profet, og hvad han siger, er sandt.“
Derefter kom en smuk ko og sagde: „Du fjende af Gud, Nimrod, hvis min Herre gav mig lov, ville jeg stange dig, så du aldrig skulle spise igen!“
Nimrod beordrede koen slagtet, men Jeg rejste den til live igen og gav den to vinger, og på dem fløj den væk.
Nimrods lille datter, der fik bryst af en slavepige, hoppede pludselig ned fra hendes skød og sagde: „Far, dette er Guds profet, Abraham.“
Nimrod befalede, at hun skulle skæres i småstykker.
„Det er blandt mine tegn som profet,“ sagde Abraham, „at jeg kan sammenkalde hunde, løver og elefanter og få dem til at lystre, og jeg kan få din trone til at vælte dig omkuld. Gud kan alt.“
„Hvad ved du om Guds magt?“ spurgte Nimrod.
„Min Herre er Ham, der giver liv og forårsager død.“
„Jeg giver liv,“ svarede Nimrod trodsigt, „og jeg forårsager død.“
„Hvordan det?“ spurgte Abraham.
„Jeg benåder dødsdømte og dræber mænd, der ikke er dødsdømt.“
„Min Herre forårsager døden for de levende uden at dræbe dem. Og forsøg du at bringe én tilbage til livet, som du har dræbt. Og, Nimrod, Gud lader solen stå op i øst, prøv du at lade den stå op i vest!“ fortsatte Abraham.
Vantro Nimrod blev forvirret, for Jeg vejleder ikke de mennesker, der nægter at tro.
261 Eller har du tænkt over ham, Muhammed, som Jeg nedværdigede, fordi han tvivlede på, at Jerusalem kunne genopføres, efter at Babylons konge, Nebukadnesar, havde ødelagt byen, og den lå sammenstyrtet, som var den blevet vendt på hovedet? Det var Ezra. Han kom ridende forbi ruinerne på et æsel og medbragte en kurv fuld af figner og en krukke med druesaft, og han spurgte tvivlende: „Hvordan kan Gud give liv til denne by efter dens undergang?“
Jeg straffede ham med død i hundrede år. Så vækkede Jeg ham til live og spurgte: „Hvor længe har du ligget død her, Ezra?“
„Jeg har vel ligget her en dag eller noget af en dag,“ svarede han, for han sov, da dagen begyndte, blev så berøvet livet, og fik det igen ved en solnedgang.
„Nej,“ svarede Jeg, „du har ligget her i hundrede år, se på din mad og din drikke. Fignerne og saften er ikke blevet gamle, men se på dit æsel.“
Ezra så på de hvide knogler, der var tilbage af hans æsel.
„Dette har Jeg gjort for at gøre dig til et tegn om Opstandelsen for menneskene. Se på knoglerne af dit æsel, og se nu, hvordan Jeg lader dem stå op og derefter beklæder dem med kød!“
Og Ezra kikkede på det genrejste æsel; liv blev åndet ind i det, og det skrydede. Da han så alt dette, sagde han: „Nu ved jeg, at Gud er almægtig!“
262 Og husk dengang, Satan tog form som et menneske og fik Abraham til at tvivle ved at spørge ham, hvordan det var muligt for en mand, der lå død og opskyllet i strandkanten, at blive samlet på Opstandelsens Dag, når han både var blevet spist af fisk, fugle og vilde dyr? Det fik Abraham til at sige: „Herre, vis mig, hvordan du gør de døde levende.“
„Tror du da ikke på det?“ spurgte Jeg.
„Jo, men jeg spørger bare, for at mit hjerte må finde ro ved Dit svar.“
„Tag fire fugle,“ sagde Jeg så, „en ørn, en påfugl, en ravn og en hane. Skær dem i stykker, og knus dem i en morter, og fordel så massen på fire bjerge, men behold hovederne hele i din hånd. Kald så på dem.“
Det gjorde Abraham, han kaldte på hver enkelt ved dens navn, og de fløj rundt mellem bjergene, til de alle var blevet hele, og derefter kom de til Abraham for at blive forenet med deres hoveder.
Se, Jeg er fabelagtig og vis!
263 Den, der giver sine værdier og ejendele bort for at fremme Min religion, kan sammenlignes med et frøkorn, der giver syv aks med hundrede kerner i hvert, for Jeg giver dobbelt, til hvem Jeg vil. Jeg er gavmild og vis.
De, der giver deres ejendele bort for Min religions skyld og ikke har forventninger om at få noget igen og ikke arrogant praler over for de tilgodesete, skal få deres belønning hos Mig siden hen. Det gælder også Abdul-Rahman, der beholdt fire tusinde af sine dirhams til sin familie og gav de sidste fire tusinde til Min krig, og Uthman ibn Affan, der gav tusinde lastede dromedarer til togtet mod Tabuk, og de skal ikke være hverken bange eller triste.
Et høfligt afslag på en anmodning og at tilgive den, der beder om almissen, er bedre end almisser ledsaget af forventninger om modtagerens ydmyghed. Jeg er selvtilstrækkelig og mild. I sande troende, I skal ikke forhindre jeres almisser i at blive regnet for gode gerninger ved at lade dem afhænge af, at modtageren føler taknemlighedsgæld. I skal heller ikke prale af dem som den, der giver sin ejendom bort for at gøre sig selv bemærket, men som ikke tror på Mig og Den Sidste Dag. Ham kan man sammenligne med en klippe dækket af jord, som en heftig regnbyge falder på og efterlader bar. Den slags mennesker formår ikke at gøre nytte for sig selv med de rigdomme, de har samlet sammen, for Jeg vejleder ikke de vantro.
Men de, der giver deres ejendele bort af længsel efter at tjene og behage Mig, og som en forsikring for deres sjæle i det kommende liv, kan sammenlignes med en have på en bakke. Den rammes af en heftig regnbyge, så den giver dobbelt afgrøde, og falder der ingen regnbyge på den, så falder der i det mindste dug. Og husk, Jeg ser alt, hvad I gør.
Ingen af jer skulle vel ønske, at han havde en have gennemstrømmet af floder med daddelpalmer, druer og alle slags frugt som resultat af sit hårde arbejde, og han så blev gammel og kun havde svagelige sønner, og pludselig begik onde gerninger, så en orkan med lynild ramte haven, så den brændte ned, netop som han behøvede den mest?
Sådan forklarer Jeg tegnene for jer, for at I måske vil tænke jer om: De, der udfører gode gerninger for at føre sig frem, har måske nok en have fuld af gode gerninger, men når de behøver dem mest, ved Dommen foran Mig, er disse gerninger pludselig fejet bort.
Sande troende, giv bort som almisse af de fortjenester, som I har opnået, og af det, som Jeg har frembragt til jer af jorden. Men giv ikke med vilje det dårligste, som I ikke selv ville modtage uden afslag i prisen, ligesom de mænd i Medina, der kom med deres ringeste dadler i almisse, da ramadan–fasten var forbi.
Og I skal vide, at Jeg er rig og værdig til at blive priset!
Satan truer jer med fattigdom for at få jer til at afstå fra at give almisser. Han opfordrer jer til at være begærlige, men Jeg lover både at skåne jer for Min vrede og give jer overflod, for Jeg er gavmild og vis.
Jeg giver visdom til dem, Jeg vil, og den, der får visdommen, får dermed meget godt. Men det er kun dem, der har forstand på Min gavmildhed og Min hævn, der lader sig advare. Og hvad I end giver eller lover at give bort, så ved Jeg det, men de ugudelige skal ikke få nogen til at hjælpe sig, når Regnskabet gøres op.
Hvis I giver almisser åbenlyst, er det en god ting, for så kan ingen beskylde jer for ikke at opfylde jeres forpligtelser. Men hvis I giver dem til de fattige troende i hemmelighed, så er det endnu bedre for jer, og almisser vil ophæve nogle af jeres onde gerninger, og husk: Jeg ved, hvad I gør!
Muhammed, det er ikke dit ansvar at vejlede dem; Jeg vejleder dem, Jeg vil. De goder, som I giver bort, er for jeres eget bedste, for de bliver regnet til jeres gode gerninger. Giv kun bort i længsel efter Mit velbehag og Min belønning, og ikke efter, hvad I kan opnå med det på jorden. Uanset hvilke goder I giver bort, så skal de fuldt ud blive betalt tilbage til jer siden hen, og intet skal blive glemt, når det endelige regnskab gøres op.
Almisserne kommer de fattige til gode, som er forhindret i at arbejde for deres eget underhold, fordi de kæmper for islams udbredelse og derfor ikke kan rejse omkring og skaffe sig underhold ved handel. Det er dem, som den uvidende tror er rige på grund af deres beskedenhed. Du kan kende dem ved at se på dem, de tigger ikke på nogen anmassende måde.
Og husk, at uanset hvilke og hvor mange af jeres værdier I giver bort i almisse, så ved Jeg det!
275 De, der uddeler almisser af deres ejendele både nat og dag, både hemmeligt og åbenlyst, skal få deres løn hos Mig til sidst. Det gælder først og fremmest de hesteejere, der altid holder deres heste parat til at kæmpe for Min religion. Ingen frygt skal herske over dem, og de skal ikke være kede af det.
Men de, der tager renter fra en anden troende, skal rejse sig fra de dødes grave på Opstandelsens Dag på samme måde som den, Satan har kastet omkuld med et spark som af en dromedars forben og derefter lader en dæmon besætte, så han bliver gal og vrider sig i kramper. Det er, fordi de sagde: „At drive købmandskab er det samme som at tage renter.“
Men Jeg tillader købmandskabet og forbyder at tage renter!
Den, der nu har fået en advarsel af Mig, og som ophører med at tage renter, skal ikke betale de renter tilbage, han allerede har taget, og hans sag afhænger af Mig. Men de, der fra nu af falder tilbage til at tage renter, skal for evigt være Helvedets indbyggere, hvor deres opsvulmede maver skal være fyldt med et kriblende virvar af slanger og skorpioner.
Jeg gør renterne til intet, men Jeg mangedobler almissernes frugt, for Jeg elsker ikke den, der er vantro og ugudelig. Men de, der tror på Mig og gør gode gerninger, som udfører bønnen på de påbudte tidspunkter og betaler den pålagte almisse, de skal få deres belønning hos Mig. De skal hverken være bange eller bedrøvede.
Sande troende blandt de to af Mekkas stammer, som strides, fordi den ene betaler den anden renter; frygt Mig og Min straf, og eftergiv det, der er tilbage af den rente, I allerede har beregnet jer, inden den blev forbudt, hvis I virkelig er rettroende. Hvis I ikke gør det, så forbered jer på en krigserklæring fra Mig og Min profet Muhammed ibn Abdullah, men hvis I omvender jer, må I beholde jeres kapital. Gør ikke noget uretfærdigt over for nogen, og I skal ikke blive behandlet med uretfærdighed.
Hvis en skyldner har svært ved at betale sin gæld, så giv ham henstand, til han får bedre tider. Men hvis I eftergiver gælden som almisse, så er det bedre for jeres endelige regnskab hos Mig. Bare I vidste dette. Frygt den dag, hvor I skal føres tilbage til Mig! Da skal enhver sjæl få i fuldt mål i forhold til sine fortjenester, og det skal gå retfærdigt til.
I sande troende, når I vil gøre en gæld op, som skal betales til en bestemt tid, så skriv den op. En skriver må upartisk skrive det økonomiske forhold op, der er aftalt mellem jer, og ingen skriver må afstå fra at skrive i overensstemmelse med det, som Jeg har lært ham: Ham, der skylder, dikterer og anerkender dermed gælden, og han må frygte Mig og Min vrede og ikke trække noget fra. Men hvis han, der hæfter for gælden, er utilregnelig eller svag som følge af sygdom eller ikke selv er i stand til at diktere, hvis han er stum eller ikke kan tale arabisk, så må hans formynder, hvad enten det er hans far, arving, værge eller oversætter, upartisk gøre det.
Tilkald to mænd, der hverken er vantro eller slaver, blandt jeres naboer som vidner. Men er der ikke to mænd til stede, der kan vidne, så lad en mand og to kvinder, som I kan godkende som vidner, vidne. Hvis den ene af kvinderne så skulle glemme det aftalte, kan den anden minde hende om det. Vidnerne må ikke vægre sig ved at møde op når som helst, de bliver tilkaldt for at bekræfte aftalen.
Undlad ikke at skrive tidspunktet for betalingen af gælden op, om den så er lille eller stor. Dette er mere retfærdigt i Mine øjne og bedst til at understøtte vidnernes erklæring. Og det er den bedste måde at undgå tvivl imellem jer, frem for siden at skulle imødegå tvivl om gældens størrelse og betaling. Men gælder det en forretning, som I med det samme gør op imellem jer, så er det ingen synd at undlade at skrive den op, men skaf alligevel vidner, når I sælger til hinanden. Hverken skriver eller vidne må lide nogen overlast, og hvis nogen af jer udsætter dem for det, er det ugudeligt. Så frygt Mig og Min straf, og Jeg vil belære jer, for Jeg er alvidende.
Hvis I er på rejse blandt beduinerne og ikke kan finde nogen skriver, så må I modtage pant. Og betror den ene af jer den anden en pant, så må den, der er blevet den betroet, tilbagegive den på forlangende, og han må frygte Mig. Og skjul ikke vidnesbyrdet, for den, der skjuler et vidnesbyrd, har et ugudeligt hjerte. Og Jeg ved, hvad I gør!
Alt, hvad der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig. Om I afslører de hemmeligheder, der bor i jeres hjerte, eller I skjuler dem, så vil Jeg kræve jer til regnskab for dem, og Jeg tilgiver, hvem det passer Mig, og Jeg straffer dem, Jeg vil, for Jeg er almægtig.
285 Jeg åbenbarer for dig, Muhammed, med disse vers hentet fra Mit særlige skatkammer under Min trone: Mit sendebud Muhammed ibn Abdullah tror på det, som Jeg nedsender til ham som åbenbaringer, og det gør de rettroende også. Alle tror de på Mig, Mine engle, Mine skrifter og Mine sendebud og siger: „Vi gør ingen forskel på Hans sendebud som jøderne, der tog imod Moses, men afviste Jesus, og de kristne, der tog imod Jesus, men afviser Muhammed. Nej, vi hører og adlyder. Vi bønfalder Dig om Din Tilgivelse, Herre, til Dig skal vi vende tilbage.“
Muhammed, dine nærmeste tilhængere i troen jamrer over, at de ud over pligten vedrørende bønner, faste, almisse og hellig krig også skal stilles til regnskab for de hemmelige tanker, der bor i deres hjerter. Over at de til sidst skal gå til grunde, fordi de nu og da har tanker, de ikke ønskede skulle være i deres hjerter. Sig til dem, at Jeg tvinger ingen sjæl ud over sin formåen: Det, som den har gjort til gavn for sig selv, skal komme den til gavn, og det, den har gjort til skade for sig selv, skal skade den.
Og de troende siger: „Herre, straf os ikke, hvis vi glemmer eller begår fejl! Herre, pålæg os ikke den samme byrde, som Du pålagde jøderne, der skulle dræbe en mand for at sone, skulle give en fjerdedel af deres formue i almisse, skulle skære urene sår bort og ikke måtte spise fedt samt skulle overholde sabbatten. Og Herre, tving os heller ikke til at bære det, som vi ikke har kræfter til at bære! Tilgiv os vores synder, og forbarm Dig over os, og hav medlidenhed med os! Du er vores beskytter, hjælp os derfor mod de folk, der ikke tror på Dig!“