Muhammed, de spørger dig om krigsbyttet efter slaget ved Badr, for de er blevet uenige om fordelingen af det, og Sad ibn Abu Waqqas spørger om det sværd, han har erobret.
Du skal sige til dem: „Retten til at fordele krigsbyttet er Guds og Sendebuddets. Frygt derfor Gud, og hold fred mellem jer, og adlyd Gud og mig, Hans sendebud, hvis I er sande troende!“
De sande troende er dem, hvis hjerte skælver af frygt, når Mit navn nævnes, og dem, der får styrket deres tro, når Mine åbenbarede vers fremsiges for dem. Det er dem, der sætter deres lid til Mig, og som udfører bønnen på de fastsatte tidspunkter og giver almisser ud af de goder, Jeg har skænket dem. De er virkelig rettroende; dem venter der forskellige grader af lykke hos Mig til sin tid, og der venter dem tilgivelse og en herlig belønning.
Muhammed, Jeg lod dig drage ud af dit hus i Medina på en mission for sandheden, selv om en del af de troende var uvillige til at drage med dig i krig. De skændtes med dig om nødvendigheden af overfaldet på karavanen og angrebet på mekkanernes styrke og det mulige udfald. Det gjorde de endda selv, efter at Jeg havde lovet dem Min hjælp. De klagede over at blive drevet mod døden efter med deres egne øjne at have set, hvor fåtallige de var i forhold til mekkanerne.
Men husk, da Jeg lovede jer, at enten karavanen eller mekkanernes hær skulle tilfalde jer, og I ønskede, at den ubevæbnede karavane måtte tilfalde jer. I jeres tanker var kun karavanens værdier, og I ville undgå farer, men Jeg valgte at bekræfte sandheden i Mine ord og ophøje Min religion ved at udrydde de fleste af de vantro. Jeg gjorde det for at bekræfte sandheden og gendrive afguderiet, selv om synderne var uvillige fra begyndelsen!
9 Muslimer, husk, da I så, at I ikke kunne undgå slaget, og Muhammed påkaldte Mig om hjælp, da han råbte: „Hvis de troende går til grunde i dag, vil Du aldrig mere blive tilbedt!“
Jeg bønhørte jer med disse ord: „Jeg skal bistå jer med tusinde engle, den ene kolonne efter den anden.“ Først sendte Jeg tusinde, så blev de til tre tusinde og til sidst til fem tusinde!
Dette løfte afgav Jeg blot for, at det skulle blive et glædeligt budskab og en forsmag på fremtidige sejre, og for at jeres nervøse hjerter skulle blive beroligede. Sejren kommer kun fra Mig, Jeg er mægtig og vis!
Og husk, da Jeg lod jer falde i søvn. I havde drømme om det tørre, dybe sand, som jeres fødder sank ned i, og om at fjenden besad brønden, og Satan lod jer tro, at Jeg ikke ville hjælpe jer mod jeres tørst og med vand til at vaske jer med, inden I skulle bede. Men som et tegn på sikkerhed fra Mig lod Jeg det regne natten inden slaget, så der var vand til jer til at rense jer med og til at afvaske Satans besmittelse og den angst, han havde fyldt jer med. Med regnen styrkede Jeg jeres mod, og Jeg gjorde det også muligt for jer at stå fast under kampen ved at gøre sandet fast.
Husk også, da Jeg gav englene denne befaling: „Jeg er med jer, styrk derfor dem, der tror! Jeg skal fylde rædsel i hjerterne på dem, der ikke tror på Mig og Min profet. Halshug dem, og hug alle deres fingerspidser af!“
Denne straf skal de lide, fordi de trodsede Mig og Min profet, for hvis nogen trodser Mig og Min profet, så skal Jeg ramme ham med Min strengeste straf!
Sådan er straffen. Og til sin tid skal der siges til dem: „Så smag nu på straffen!“ For de vantro venter Helvedesildens pinsler!
15 Troende muslimer, når I møder dem, der ikke tror, i krig og opstillet i rækker og geled, så vend dem ikke ryggen! Den, der på denne kampens dag vender dem ryggen, rammes af Min vrede, hvis han ikke straks vender sig til kamp eller kun vender ryggen til med det formål at slutte sig til en anden muslimsk hærdeling for nye angreb. Hans endelige bolig skal være Helvede! Hvilket forfærdeligt endemål!
I muslimer dræbte ikke dem, der døde i slaget ved Badr; det var Mig, der dræbte mekkanerne. Det var heller ikke dig, Muhammed, der kastede småstenene, der forvirrede dem og fik dem til at flygte, selv om det så sådan ud for jer: Det var Mig, der kastede dem, og det var, fordi Jeg ville prøve de troende ved at give dem et nådesbevis og sikre dem sejren over en talmæssigt overlegen modstander. Jeg er den, der hører og ved alting. Og det skete også, fordi Jeg uskadeliggør de vantros anslag.
Mekkanere, hvis I ønskede en afgørelse mellem jer og Muhammeds tilhængere, og det gjorde I, da I søgte ind i kabaen, og Amr ibn Hisham bad Mig om hjælp; hvis I havde ret i, at Jeg ville hjælpe Muhammed, hvis han havde ret, så er afgørelsen nu kommet til jer, for Jeg gav Muhammed sejren. Hvis I ophører med afguderiet og forfølgelserne af Muhammed og de troende, så er det det bedste for jer. Men hvis I vender tilbage for at angribe Muhammed, skal Jeg også vende tilbage med Mine kæmpende engle, og jeres hær skal aldrig gøre jer den mindste nytte, om den så er aldrig så talstærk. I skal vide, at Jeg er med de troende.
20 I sande troende, adlyd Mig og Mit sendebud, og vend ikke ryggen til ham eller modsig hans ordrer, hvis I oprigtigt lytter efter hans fremsigelser af Koranen, der alle er sande. Vær ikke ligesom hyklerne, der siger: „Vi lytter,“ selv om de ikke lytter!
De usleste væsner er i Mine øjne dem, der er døve over for Min fremsagte sandhed og stumme over for Mig, når der skal bedes. De har ikke den mindste viden om Min hævn, og hvad der vil ske dem. Hvis Jeg havde vidst noget godt om dem, så skulle Jeg have ladet dem høre fremsigelser af Koranen, men hvis Jeg havde ladet dem høre, så skulle de have vendt sig bort, modvillige som de er.
I, der tror, svar Mig og Sendebuddet, når han kalder jer til det, der giver jer liv i Paradis: martyriet i kampen mod mekkanerne. Adlyd og vid, at Jeg sniger Mig ind mellem mennesket og hans hjerte og kender hans inderste hemmeligheder, Jeg bestemmer, om han skal tro eller ej. Og husk, at I alle til sidst skal forsamles foran Mig og dømmes endeligt. Muslimer, tag jer i agt for en prøvelse, der ikke udelukkende rammer dem blandt jer, der gør uret, men jer alle sammen, og glem ikke, at Jeg er streng, når Jeg straffer!
Husk, I muslimer, der er udvandret fra Mekka, dengang I var få og havde et svagt ry rundt omkring, og I frygtede, at folk skulle forfølge og udplyndre jer. Men Jeg gav jer et fristed i Medina og styrkede jer med Min hjælp gennem englenes deltagelse i slaget ved Badr og skænkede jer gode forsyninger, for at I måske skulle blive taknemlige mod Mig.
I, der tror, svigt ikke Mig og Sendebuddet ligesom Abu Lubaba, der for Qurayza–jøderne afslørede, at Muhammed ville dræbe dem alle. Og svigt ikke mod bedre vidende jeres forpligtelser i spørgsmål om ejendom, der er betroet jer! I skal vide, at jeres rigdomme og sønner er en prøvelse, som de var for Abu Lubaba, og at en stor belønning til sidst findes for jer hos Mig!
29 Muslimer, hvis I frygter Mig, skal Jeg give jer viden til at skelne godt fra ondt, og sandhed fra falskhed, og Jeg vil også gøre jeres onde gerninger til intet og tilgive jer. Jeg er meget gavmild over for de rettroende.
Husk, Muhammed, da du endnu var i Mekka, og de vantro stammeledere smedede rænker mod dig for at lægge dig i lænker eller drive dig bort, og de til sidst blev enige om at dræbe dig! De smedede rænker, Amr ibn Hisham påbød hver klan at stille med en ung, stærk kriger med et skarpt sværd, så de i fællesskab kunne stikke dig ned, uden at din klan kunne hævne dig, men måtte nøjes med at få udbetalt blodpenge.
Men Jeg smedede også rænker, og Jeg er den bedste af alle til at smede rænker, og Jeg lod Gabriel afsløre planen for dig og reddede dig.
Da Mine vers, Mine åbenbaringer, blev fremsagt for mekkanerne, sagde de: „Nu har vi hørt nok; hvis vi ville, kunne vi have fremsagt noget lignende, det er jo ikke andet end de gamle folks historier.“ Og husk, da al-Nadr ibn al-Harith sagde: „Gud, hvis dette virkelig er sandheden, der kommer fra Dig, så bevis det ved at lade det regne med sten af brændt ler fra himlen over os, ligesom Du gjorde over Lots folk. Eller ram os med en anden forfærdelig straf, som Du skulle have straffet folk før os med!“
Men Jeg ville ikke straffe dem, så længe du, Muhammed, var iblandt dem, og Jeg vil ikke straffe dem blandt dem, der har bedt om tilgivelse. Men de har ingen undskyldning for, at Jeg ikke skulle straffe dem, da de udelukkede de rettroende, dig og dine tilhængere, fra at besøge det fredhellige tempel, kabaen i Mekka. Og det skønt de slet ikke er dens beskyttere, fordi de ikke tror på Mig. Kabaens beskyttere er udelukkende de gudfrygtige, men de fleste af dem ved det ikke. Hedningenes bøn ved Mit tempel, hvorved de tror, at ondt vil blive holdt borte fra dem, består blot af fløjten og klappen i hænderne. Og nogle af dem går nøgne omkring den, fordi de mener, at tilbedelse kræver udelukkelse af alle former for ydre pynt, så derfor skal Jeg på Dommedag sige til dem: „Smag nu straffen, fordi I var vantro!“
De vantro giver deres værdier bort for at udelukke andre fra Min vej og Mine love som de tolv mekkanere, der gav dromedarer og penge til den hær, der drog til Badr. De skal blive ved med at give bort, nu prøver de at rejse penge til et hævntogt for deres nederlag der, men senere skal de fortryde det bittert, og til sidst skal de blive besejret. De vantro skal forsamles i Helvede, Jeg skal skille de onde fra de gode, de urene fra de rene, og stable de onde oven på hinanden og kaste dem i Helvede. Det er dem, der er fortabte.
39 Muhammed, sig til de vantro: „Hvis I holder op med at modsætte jer mig og ophører med jeres vantro, så skal det, der allerede er sket, være jer tilgivet. Men hvis I angriber mig igen eller falder tilbage i afguderiet, så skal den straf, der ramte de tidligere folk, der satte sig op mod deres profet, også ramme jer.“
Muhammed, bekæmp dem, til der ikke længere findes nogen form for afguderi, og indtil al form for gudsdyrkelse tilegnes Mig. Hvis de retter sig efter det, så ser Jeg det, men hvis de vender jer og Mit budskab ryggen, så vid, at Jeg er jeres beskytter. Og Jeg er den bedste af alle beskyttere, som I så ved Badr, hvor I besejrede en talmæssigt overlegen fjende!
I skal også vide, at en femtedel af alt jeres krigsbytte tilkommer Mig og Muhammed og hans nære slægtninge, der er i nød, og de faderløse, de fattige og de vejfarende. De andre fire femtedele skal fordeles mellem dem, der har plyndret. Sådan skal det være, hvis I tror på Mig og det, Jeg har nedsendt til Min tjener Muhammed ibn Abdullah på Afgørelsens Dag; den dag, hvor I mødtes med mekkanernes hær ved Badr, og det tydeligt for alle var afgjort, på hvis side Jeg var. Jeg er almægtig!
43 Husk, da I havde slået lejr på dalens nærmeste skråning med det dybe, løse sand, og de havde slået lejr på den fjerneste. Abu Sufyans karavane, som I var draget ud for at plyndre, og som mekkanerne ville beskytte, var neden for jer på vej mod havet og videre mod Mekka. Hvis I havde indgået en aftale om at kæmpe, så skulle I ikke have kunnet overholde den ved synet af fjendens overlegenhed.
Men kampen fandt sted uden nogen forudgående aftale, fordi Jeg ville fuldbyrde en dag, der var forudbestemt. Den, der skulle falde i kamp, skulle dø på grund af et klart bevis lige foran sig: nemlig Min indgriben i kampen ved englene, som Jeg gennem Gabriel havde underrettet dig om, Muhammed. Og den, der overlevede slaget, overlevede på grund af et lige så klart bevis på Min magt. For når Jeg vil noget, beordrer jeg Pennen til at skrive det på Tavlen i Den Syvende Himmel, og den firevingede engel Israfil, hvis fødder er i den laveste himmel, og hvis hoved når Min trones piller, ser det. Han lader det gå videre til Gabriel, der er nærmere jorden, og sådan bliver Min vilje udført, for Jeg er både Den Hørende og Den Vidende.
Husk også, Muhammed, da Jeg inden slaget lod dig se mekkanernes hær i en drøm, hvor de blot var et fåtal, og du fortalte dine krigere om drømmen. For hvis Jeg havde vist dig dem som en stor hær, så skulle I muslimer have mistet modet og skændtes om, hvorvidt I skulle kæmpe eller flygte, men Jeg sørgede for, at dette ikke skete. Jeg kender nemlig hjerternes inderste hemmeligheder.
Og husk, at da I mødtes, gjorde Jeg jer fåtallige i deres øjne, så de troede sejren sikret. Det var, for at Jeg skulle fuldbyrde en sag, der allerede var afgjort, nemlig forene jer i krig for at I kunne hævne jer på dem, Jeg ønsker, og for at give Min velsignelse til de troende. Og til Mig skal alting føres tilbage!
Rettroende muslimer, når I møder en fjendtlig hær af vantro, så kæmp hårdnakket, og påkald hyppigt Mig, for at I måske skal have fremgang! Adlyd Mig og Min profet, og skændes ikke, for så mister I jeres kraft, mod og fremgang, men vær udholdende, for Jeg er med de udholdende. I skal ikke være ligesom mekkanerne, der drog pralende ud fra deres hjem og undervejs til Badr stillede sig til skue foran folk med vindrikning og sangerinder med det formål at udelukke andre fra Min vej. Alt, hvad de gør, er omfattet af Min magt.
Og husk, da Satan opfordrede dem til at sætte sig op imod dig, Muhammed, og sagde: „Intet menneske skal overvinde jer i dag. Jeg er jeres forbundsfælle og holder mig tæt til jer.“ Men da de to hære stod over for hinanden, vendte han om på hælen, idet han sagde: „Nej, jeg har intet at gøre med jer, jeg ser, hvad I ikke ser: Jeg ser Guds bevæbnede engle komme ned fra himlen, og jeg frygter Gud, for Gud er streng i Sin straf!“
Husk, da hyklerne og de, der har en sygelig tvivl i deres hjerter, og som af angst for deres families ellers stammes reaktioner ikke tilslutter sig dig, sagde: „Deres religion har vildledt muslimerne ved at få dem til at angribe en overlegen styrke.“
Men de, der sætter deres lid til Mig, kan aldrig blive vildledt, for Jeg er vældig og vis.
Muhammed, hvis du bare kunne se, når englene tager de dræbte vantros sjæle til sig som ved slaget ved Badr: De slår dem i ansigtet og på ryggen med stridskøller af jern, der udsender flammer ved hvert slag, og de råber: „Smag Helvedesildens pinsler. Dette skal I lide på grund af jeres gerninger på jorden, og fordi Gud ikke svigter Sine troende tjenere!“
Sådan skete det også for farao al-Walid ibn Musabs folk og de andre folk før dem, der ikke troede på Mine tegn. Jeg straffede dem for deres synder, for Jeg er mægtig og yderst streng, når Jeg straffer. Og det er sket, fordi Jeg ikke ændrer den gunst, som Jeg viser et folk, før de ændrer deres opførsel eller tanker. Og husk, at Jeg både hører, hvad I siger, og ved, hvad I skjuler. Sådan var det også med faraoens folk og dem før dem, der hævdede, at Mine tegn var falske. Jeg tilintetgjorde dem for deres synder, og Jeg druknede faraoens folk, for de var alle sammen syndere.
57 De usleste væsner er i Mine øjne de hårdnakkede vantro mekkanere, de, der aldrig skal komme til at tro. Hvad angår dem, du har indgået en aftale med, Muhammed, og som siden bryder deres aftale uden at frygte Mig og Min straf, som Qurayza–jøderne gjorde ved mekkanernes felttog, der endte uden for voldgraven om Medina; hvad angår dem så skal du, hvis du besejrer dem i krigen, behandle dem så hårdt, at du også afskrækker alle dem, der kommer efter dem, så de er advaret!
Hvis du frygter, at en af beduinstammerne svigter dig og hemmeligt går over til mekkanerne, så sig fra over for dem, og bryd din overenskomst med dem, så I står lige. Jeg elsker ikke de svigefulde.
Og tro ikke, at de vantro, der flygtede fra Badr, har noget forspring. De skal ikke kunne flygte fra Min hævn. Udrust derfor så stor en styrke imod dem med så meget rytteri, som I kan. Så kan I jage skræk i hjerterne på Mine og jeres fjender, og også i hjerterne på andre vantro og vankelmodige stammer, som I ikke kender, men som Jeg udmærket kender. Så vil de måske få forstand på Min og Mine tjeneres magt. Hvilke udgifter I end har for Min sag, skal de til fulde blive betalt jer tilbage i det næste liv, og I skal blive behandlet fuldt ud retfærdigt.
Men hvis mekkanerne søger fred på islams vilkår, så må du også søge fred og sætte din lid til Mig. Jeg både hører, hvad I siger, og ved, hvad I skjuler. Men hvis de vil bedrage dig med uærlige fredsforslag, så skal Jeg komme dig til hjælp, og det vil være en tilstrækkelig hjælp! Det er Mig, der har styrket dig med Min hjælp og med de rettroendes selskab, og det er Mig, der med Min retledning forenede deres hjerter og stillede dem bag dig. Om så du havde givet alt det, der findes på jorden, bort som gaver, havde du ikke kunnet forene deres hjerter på grund af det indgroede fjendskab, der herskede mellem Arabiens stammer, men Jeg har forenet dem i Min religion. Jeg er i den grad vældig og vis.
65 Muhammed ibn Abdullah, Min profet: Jeg og de troende, der følger dig, er din eneste hjælp. Profet, ophids de troende til krig!
Hvis der findes tyve blandt jer, der er tålmodige og udholdende, så skal de overvinde to hundrede vantro. Og hvis der findes hundrede blandt jer, der er udholdende, så skal de overvinde tusinde af dem, der ikke tror, for de er mennesker, der ikke kæmper for sandheden og intet forstår af skelnen mellem godt og ondt.
I er blevet forskrækkede over disse Mine ord og har fundet det umuligt at vinde med så underlegen en styrke, så nu letter Jeg jeres situation, for Jeg ved, at I er svage: Hvis der findes hundrede udholdende blandt jer, så skal de overvinde to hundrede vantro fjender, og hvis der findes tusinde blandt jer, skal de med Min tilladelse overvinde to tusinde. Jeg er på de udholdendes side.
Muhammed, du er den første profet, Jeg tillader at tage krigsbytte. Men det tilkommer ikke en profet at tage fanger, før han har foranstaltet et blodbad på jorden blandt dem, der ikke tror.
I ønsker dette livs nydelser og gevinster ved at lade jeres krigsfanger købe sig fri i stedet for at slå dem ihjel. Men Jeg værdsætter og ønsker det kommende liv for jer ved, at I dræber dem for at gøre Min religion tydelig, og for at I skulle opnå det næste livs lykke. Jeg er både vældig og vis. En forfærdelig straf skulle have ramt jer for alle de løsepenge, I har modtaget fra de vantro, hvis det ikke var, fordi der tidligere var kommet en åbenbaring fra Mig om tilladelse til løskøb af fanger. Jeg har på forhånd bestemt alt, hvad der skal ske, og det er opskrevet på den mod dæmoners overgreb vel forvarede tavle i Den Syvende Himmel. Så spis I nu blot selv af det, I har fået i krigsbytte, og af det, I har købt for løsepengene. Det er alt sammen jeres og tilladt og godt, og frygt Mig og Min straf. Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de troende.
Min profet, sig til dine krigsfanger, og ikke mindst al-Abbas ibn Abd al-Muttalib: „Hvis Gud kender noget godt i jeres hjerter, nemlig anger og et ønske om at blive muslim, så giver Han jer noget, der er mere værd end de løsepenge, I nu har betalt. Og Han tilgiver jer, for Gud er tilgivende og barmhjertig over for de troende.“
Men hvis de prøver at bedrage dig, Muhammed, ved ikke at betale den fastsatte løsesum, så har de allerede svigtet Mig tidligere ved deres afgudsdyrkeri, og derfor har Jeg givet dig magt over dem, for Jeg er Den Vidende og Den Vise.
73 De, der har antaget islam og er udvandret fra Mekka og har sat deres liv og ejendele på spil for Min religion, og de, der i Medina har givet Muhammed ibn Abdullah beskyttelse og hjulpet ham, skal betragtes som hinandens nærmeste pårørende. Deraf følger pligten til blodhævn ved drab på en af dem, og de er arvinger til hinandens ejendom uanset mangel på blodslægtskab.
De, der har antaget islam, men som ikke er udvandret, de har ikke denne rettighed, før de også udvandrer. Men hvis de beder jer om hjælp i spørgsmål angående religionen, så påhviler det jer at hjælpe dem − undtagen mod et folk, med hvem I har indgået forbund − og husk, at Jeg ser alt, hvad I gør.
De vantro er også hinandens nærmeste venner og må selv afgøre deres blodfejder. Hvis ikke de muslimske udvandrere fra Mekka og muslimerne i Medina beskytter hinanden og er hinandens nærmeste pårørende i stedet for at tage blodhævn for dræbte familiemedlemmer på fjendens side, vil der blive oprør og stor ulykke i landet. Men de, der har antaget troen og er udvandret og har kæmpet for Min sande religion, og de, der har ydet Muhammed beskyttelse og hjælp, er de virkelig rettroende. De skal få tilgivelse og siden hen en herlig belønning i Paradis.
Og de, der fra nu af antager troen og udvandrer og kæmper sammen med jer, de hører også til jer. Men blodslægtninge står ifølge Min bog hinanden nærmest, fremmede troende kommer først herefter, og Jeg er alvidende.