Der findes ingen anden gud end Mig; Den Levende, Den Bestandige.
Muhammed ibn Abdullah, vers for vers åbenbarer Jeg Koranen, selve sandheden, for dig som bekræftelse på det, Jeg tidligere har åbenbaret, nemlig Torahen til Moses og Evangeliet til Jesus. Den er til retledning for araberne, og Jeg har også åbenbaret det, hvormed godt kan skelnes fra ondt.
De, der fornægter disse Mine åbenbaringer, venter der en hård straf, for Jeg er mægtig og parat til at hævne, og Jeg vil hævne Mig på dem, der ikke tror på Mine bøger.
Der er intet, der er skjult for Mig hverken på jorden eller i himlen, hverken af tro eller vantro eller af det, der er sket, sker eller skal ske. Det er Mig, der former jer i moderskødet som dreng eller pige, og der findes ingen anden gud end Mig. Jeg er Den Mægtige og Den Vise.
Det er Mig, der har nedsendt Koranen til dig i åbenbaring efter åbenbaring. Og i den er der utvetydige vers om lovlige og ulovlige ting, om løfter og trusler, om belønning og straf, som er Koranens grundvold. Og så er der andre vers, der er ophævede eller flertydige, og hvis betydning kun er kendt af Mig. Hvad angår dem, der forhærdede stræber efter at lede folk på vildspor, så retter de sig efter det, der er flertydigt, fordi de ønsker at skabe splid og begærligt ønsker selv at fortolke det, selv om kun Jeg kender fortolkningen. Men de, der har god forstand på religion, siger: „Vi tror på Koranen, for hvert eneste vers kommer fra vores Herre.“
Men det er kun dem, der har forstand på dette, der lader sig advare.
6 De troende siger: „Herre, lad ikke vores hjerter fare vild. Lad dem ikke afvige fra sandhedens rette vej, efter at Du har retledt os, men giv os Din barmhjertighed, for Du er den, der giver. Herre, Du skal samle menneskene på Opstandelsens Dag, det er der ingen tvivl om.“
Nej, Jeg svigter aldrig Mit løfte.
Hverken mekkanerne eller de vantro i Medina skal have den mindste nytte af deres rigdomme eller deres talrige sønner, når de stiller sig op over for Mig, og de skal alle ende som brændsel for Helvedets ild.
Deres skæbne skal ikke være bedre end den skæbne, der overgik farao al-Walid ibn Musabs folk, eller dem, der inden da påstod, at Mine åbenbaringer var falske. Jeg straffede dem for deres synder, og hvor hård var Jeg ikke i Min straf?
Muhammed, sig til mekkanerne: „I er vantro og skal blive besejret og samlet drevet ned i Helvede! Hvilken forfærdelig seng I da skal komme til at ligge i!“
Mekkanere, I har allerede fået mirakler at se, da jeres hær anført af Abu Sufyan, denne dyrker af Hubal, stødte sammen med de troendes hær under ledelse af Mit sendebud Muhammed ibn Abdullah ved Badr. De sejrende muslimer kæmpede for Min sande religion, I mekkanere var i virkeligheden tre gange så mange, men vantro, og de troende så og opfattede jer kun som dobbelt så mange. Det var, fordi Jeg styrkede de troende med Min hjælp, for at de ikke skulle blive bange.
Endnu et mirakel var det, da Muhammed kastede småsten mod jer og forbandede jer, og I flygtede, for det var i virkeligheden Mig, der kastede dem. Og endnu et mirakel var det, da Jeg sendte tusinder af engle ned fra himlen anført at Gabriel på sin hest, Hayzum, og de myrdede løs blandt jer mekkanere, men uden at de troende kunne se dem, og derfor troede, at det var dem, der dræbte dem.
Ja, Jeg hjælper, hvem Jeg vil, og det, der her skete, er et eksempel for dem, der har øjne til at se med.
12 Begæret efter fristelser som kvinder, sønner, ophobede skatte af guld og sølv, gode krigsheste med fuldt udstyr, kreaturer og agermarker er blevet forherliget for menneskene af Satan. Men dette er blot det jordiske livs fornøjelser og gevinster, hos Mig findes det herligste hjem for jer.
Prøv at spørge dem, Muhammed: „Skal jeg fortælle jer noget, der er bedre end alle disse ting?“
De, der frygter Mig, kan hos Mig vente skyggefulde haver gennemstrømmede af floder med vand, mælk, vin og honning, og der skal de blive i al evighed. Og der er rene hustruer til dem, som de skal nyde, og de har Min velvilje, for Jeg har øje for Mine tjenerne, der siger: „Herre, vi har troet som muslimer, så tilgiv os vores synder, og frels os fra Helvedets smertefulde ild.“
Det er dem, der på jorden er udholdende, som er ærlige i ord og handlinger, der er Mig lydige og tilbeder Mig i alvor. Og det er dem, der deler ud af deres værdier til kampen for Min religion i stedet for at hamstre rigdomme, og det er dem, der beder om tilgivelse tidligt om morgenen.
Jeg bevidner og bekræfter, at der ikke findes andre guder end Mig, og det samme gør englene og de indsigtsfulde folk og stammer, der har fået Mine åbenbaringer og troet på dem. De, der er retfærdige i ord og gerninger, vidner også, og alle erklærer de, at der ikke findes anden gud end Mig, Den Vældige, Den Vise.
Den sande religion for Mig er islam, underkastelsen under Min vilje. Men jøderne og de kristne, der tidligere har fået Torahen og Evangeliet, skændtes indbyrdes af skinsyge om Mine åbenbaringer, efter at de havde fået dem, og de har afveget fra Den Sande Religion, der lærer dem om Min enhed. Men hvis nogen fornægter Mine åbenbaringer, så vil de opdage, at Jeg er hurtig til at afregne med dem!
Muhammed, hvis de vil skændes med dig, så sig til dem: „Jeg underkaster mig Gud som muslim, og det samme gør de, der følger mig, som Zayd ibn Amr, der prøvede at få mekkanerne til at følge Abrahams religion og kun tilbede Gud.“ Og sig til Bogens folk, jøderne og de kristne, og til de hedenske arabere, de ulærde, der ikke har noget åbenbaret skrift fra Mig: „Tager I også islam som jeres religion?“
Hvis de antager islam, så er de på den rette vej mod Paradis, men hvis de vender ryggen til dig og nægter at lytte til dig, så husk, Muhammed, at af dig kræver Jeg kun, at du prædiker klart og tydeligt for dem, og Jeg ser, hvad Mine tjenere gør.
Jøderne, der afviser Mine åbenbaringer, og som uden grund har dræbt nogle af de profeter, som Jeg har sendt til dem, og som tilmed også indædt kæmper imod de troende mennesker, der går ind for retfærdighed, dem skal du bebude en pinefuld straf! Deres gode gerninger er forspildte både i dette og i det kommende liv, hvor de ikke skal blive regnet dem til gode, og de skal ikke få nogen hjælpere, når de står foran Mig.
22 Muhammed, husk de jøder, der har fået en del af Skriften og som blev henvist til Min bog, Moses’ lov, for at Jeg skulle dømme imellem dem. En gift mand og en gift kvinde blandt dem havde bedrevet hor med hinanden, og jøderne kom til dig, for at du skulle afgøre, om de skulle piskes med et palmereb smurt med harpiks, have deres ansigter farvet sorte og sættes baglæns på to æsler, eller om de skulle stenes ihjel.
I forvejen havde byens rabbinere hemmeligt aftalt, at sagde du det første, ville de anse dig for en konge og følge dig, men anbefalede du det andet, var du en profet, som de skulle vogte sig for.
Du trak en af rabbinerne, Abdullah ibn Suriya, til side og spurgte ham, om ikke Torahen foreskrev stening for hor?
Det indrømmede rabbineren, og du beordrede, at parret skulle stenes, men jøderne var ydmygede og misundelige på dig, og nogle af dem vendte sig og gik, modvillige som de er.
Jøderne siger: „Helvedets flammer skal kun plage os i fyrre dage, samme tidsrum som vores forfædre tilbad kalven.“ Men det er, fordi det, som de selv har opdigtet, forfører dem i spørgsmål om deres religion.
Hvordan skal det gå dem, når Jeg forsamler dem på Dommedag, den dag, der ikke råder nogen tvivl om, og enhver får sin fulde belønning, som han har fortjent, og hverken mere eller mindre? Den dag skal jøderne være de første, der bliver kommanderet frem foran Mig, og i alles påsyn skal Jeg beordre dem til Helvede.
Muhammed, du har lovet dine tilhængere, at de skal herske over Persien og Det Byzantinske Rige, men hyklerne og jøderne gør grin med dit løfte og vil have, at du skal være tilfreds med Medina og Mekka. Du skal proklamere: „Gud, herredømmets Herre, Du giver herredømmet på jorden, til hvem Du vil, og tager herredømmet fra hvem Du vil. Og Du ophøjer og fornedrer, hvem Du vil på jorden. I Din hånd ligger alt godt, Du er almægtig. Du lader natten følge dagen og dagen natten, Du frembringer det levende ud af det døde, og det døde ud af det levende, som manden fra sæden og ægget fra fuglen, og Du forsørger, hvem Du vil, uden at tælle deres antal.“
27 Muslimerne må ikke tage de vantro til venner eller beskyttere i stedet for de troende. Hvis nogen gør det, sådan som dem, der endnu har venner blandt Medinas jøder, så kan de ikke håbe på den mindste beskyttelse fra Mig. I må dog godt, hvis det sker som forsigtighedsregel, fordi I frygter noget ondt fra deres side mod jeres liv eller ejendom. For så er det tilladt en muslim at lyve om sin religion, sin loyalitet samt i forhold til venskaber. Men Jeg har befalet jer udelukkende at vogte jer for Mig, for hos Mig er endemålet, til Mig skal I vende tilbage og dømmes til Paradis eller Helvede.
Muhammed, du skal bekendtgøre dette: „Uanset om I skjuler det, som I går og tænker på, eller om I siger det åbent, så ved Gud det. Han ved om alt det, der findes i himlene og på jorden, og Han er almægtig.“
På Dommedag skal enhver finde sine gode gerninger, som sine bønner, faste og valfart, lagt frem, og ligeledes de onde. Og så vil enhver ønske, at der var en stor afgrund mellem ham selv og det onde. Det er derfor, I ustandselig skal huske på Mig og tage jer i agt for Mig, for Jeg er god mod dem, der lydigt tjener Mig.
Muhammed, du skal prædike: „Hvis I elsker Gud, så følg mig, for så skal Gud elske jer og tilgive jer jeres synder, for Gud er både tilgivende og barmhjertig over for de troende. Så adlyd Gud og Hans profet, Muhammed ibn Abdullah!
Men hvis I vender jer bort og ikke gør, som der bliver sagt, så skal I vide, at Gud ikke elsker dem, der ikke tror på Hans åbenbaringer!“
30 Jeg har udvalgt Adam, som Jeg begunstigede ved at skabe ham med Mine egne hænder, ved at lære ham navnene på alle ting, ved at lade englene bøje sig foran ham, ved at lade ham bo i Paradis og ved at gøre ham til menneskehedens stamfar.
Noa udvalgte Jeg også og gav ham et liv, lod ham som den første ophæve hellige love ved at forbyde mænds ægteskab med fastre og mostre, og Jeg frelste ham fra syndfloden med arken. Abraham, som Jeg gjorde til Min ven og stamfar til tusinder af profeter, og som Jeg reddede fra bålet, og Ismael, Isak, Jakob og patriarkerne har Jeg ligeledes udvalgt. Også Amrams slægt, som er Moses, Aron, Jesus og Johannes, frem for alle andre af Mine skabninger, og det er folk, hvor den ene nedstammer fra den anden, og således er også Muhammed ibn Abdullah udvalgt.
Husk dengang, da Amrams hustru, Anna, der var gammel, barnløs og ufrugtbar, en dag, hun sad i skyggen af et træ, så en due fodre sine unger. Hun blev så rørt, at hun bad Mig om et barn.
Hun sagde: „Herre, hvis det sker, lover jeg Dig uden forbehold det, der findes i mit skød: Barnet skal udelukkende tjene Dig i Templet og ikke beskæftige sig med noget som helst andet. Modtag derfor min bøn! Du er Ham, der bønhører.“
Amram lå med hende, men han døde, mens hun var gravid, og da hun fødte barnet, udbrød hun: „Åh, Herre, jeg har født en pige!“
Jeg vidste bedst, hvad hun var nedkommet med, og nej, kvinder kan ikke blive præster, for de er urene med deres menstruation.
„Jeg har kaldt hende Maria,“ sagde Anna, „og jeg beder Dig om at beskytte hende og hendes afkom mod Satan, der blev stenet af Abraham, da han ville forhindre ham i at ofre Ismael.“
Jeg havde allerede forhindret Satan i at berøre hende med sin finger, og hun var den første nyfødte nogensinde, det skete for. Jeg trak et forhæng ind imellem dem, og det samme ville Jeg lade gælde for hendes søn. Også hendes mor døde, da Maria var lille, og Jeg modtog hende med velvilje og lod præsterne i Templet tage imod hende som én tilegnet Mig.
Jeg lod hende vokse op i herlighed og renhed, dog havde hun stadig sin menstruation og forlod imens Templet.
Jeg lod Zakarias tage sig af hende. Han byggede et rum til hende i Templet og bragte hendes mad. Men hver gang Zakarias trådte ind til hende i helligdommen, fandt han allerede mad hos hende. Ingen andre kom derind, og han låste de syv døre, der var ind til rummet, efter sig, men alligevel fandt han om sommeren vinterens frugter derinde, og om vinteren sommerfrugter. Så spurgte han en dag det lille barn: „Maria, hvor har du alt dette fra?“
„Det kommer fra hånden af en af Guds engle,“ svarede hun, „direkte fra Paradis. Gud forsørger, hvem Han vil, uden at tælle dem.“
Da påkaldte Zakarias Mig, for han vidste, at den der kan frembringe frugter uden for deres årstid, også kunne give den ufrugtbare et barn. „Herre,“ bad han en sen nat inde i det inderste rum, „jeg frygter for mine slægtninge, når jeg er borte, for min kone er også gammel, og hun er gold. Giv mig en vidunderlig og retfærdig søn og arving. Du er Ham, der lytter til bønnerne.“
Gabriel råbte til ham, endnu mens han stod og bad i rummet i Templet: „Gud lover dig en søn, og hans navn skal være Johannes, og han skal vidne for hele verden om sandheden om den profet, der skal undfanges alene ved et ord fra Gud, nemlig „Vær!“ Han skal være en ærefuld mand, en asket, der holder sig fra kvinder og alle former for det jordiske livs tomme nydelser. Han skal være en af de retfærdige profeter.“
Men Zakarias spurgte: „Herre, hvordan skal jeg kunne få en søn, når jeg er nioghalvfems år gammel, og min hustru kun er ti år yngre og ufrugtbar?“
„Sådan bliver det,“ svarede Gabriel. „Gud gør, hvad Han vil!“
„Giv mig et tegn, Herre,“ bad Zakarias.
Mit svar gennem Gabriel var: „Dit tegn skal være, at du ikke skal kunne tale til mennesker i tre døgn, men må klare dig med fagter. Dette er også din straf for overhovedet at have tvivlet på Mine udsagn. Men din tunge kan stadig bede til din Herre, og det skal du gøre både aften og morgen!“
37 Muhammed, husk, da Gabriel sagde: „Maria, Gud har udvalgt dig til en særlig opgave. Og Han har renset din tro for al tvivlens forurening, som ellers er i alle kvinder. Han har udvalgt dig frem for alle verdens nulevende kvinder, første gang da Han udvalgte dig til Sin tjener, brødfødte dig i Templet og gav dig evnen til at høre englens stemme. Anden gang da Han skænkede dig Jesus uden en far og lod både ham og dig være tegn for alverden. Maria, tilbed din Herre, fald ned, og buk dig i bøn sammen med de troende mænd, der falder ned i bøn og underkastelse.“
Dette er en hemmelig historie, som Jeg åbenbarer for dig, Muhammed, for du var ikke hos dem, da de syvogtyve præster fra Templet kastede lod med de pile, de brugte til maisir–spillet, og som var overskrevet med citater fra Loven, ved at kaste dem i Jordanfloden. Det gjaldt retten til at opdrage og undervise Maria, for de havde afvist Zakarias’ argument om, at det skulle være ham, fordi han var gift med hendes tante. Men Zakarias’ pil var den eneste, der blev stående i strømmen, de andre drev bort.
Du var heller ikke hos dem, da de skændtes med hinanden om udfaldet, der gav Zakarias retten.
Husk også, da Gabriel sagde: „Maria, Gud giver dig den glædelige nyhed, at du i dit skød skal bære det ord, „Vær!“ som kommer fra Gud Selv. Hans navn skal være Messias, den, som Gud har renset for alle synder, Jesus, Marias søn, æret både i denne verden som profet og i den næste, hvor han kan gå i forbøn for dæmoner og mennesker, for han står sig godt hos Gud. Han skal tale til menneskene i vuggen, og der skal han fortælle, at han er Guds profet, og som midaldrende skal han tale som en af de retfærdige, når han vender tilbage til jorden efter sit fravær.“
„Men hvordan, Herre,“ spurgte Maria, „skal jeg kunne få et barn, når jeg ikke har været tæt sammen med en mand?“
„Sådan vil det ske,“ svarede Gabriel. „Gud skaber, hvad Han vil, og når Han beslutter sig for en ting, siger Han blot: „Vær!“ og så er den!“
Og Gabriel fortalte, at Jeg skulle lære Jesus kunsten at skrive, visdommen om Min religion og tidligere profeters sædvane, Torahen og Evangeliet. Han fortalte, at Jeg skulle udnævne Jesus til sendebud for Israels børn, og han skulle sige til dem: „Jeg kommer til jer med et tegn fra jeres Herre. Jeg skal lave en fugl af ler til jer, og så skal jeg blæse livsånde i den. Så bliver den med Guds tilladelse til en fugl, der flyver omkring og drikker og spiser. Og det skal være den fugl, det er sværest at skabe, nemlig flagermusen.
Jeg skal også med Guds tilladelse, og det er den eneste måde, det kan lade sig gøre på, helbrede den, der er født blind, og også den spedalske.
Og jeg skal vække de døde til live igen, blandt dem enkens søn Lazarus, der siden skal få børn. Og når I tror, at han blot var skindød, og I skal bede mig opvække en for længst død, skal jeg rejse Noas søn Sem til livet. Jeg skal også fortælle jer om, hvad I må spise, for I må ikke spise kød, der ofres til afguder, eller blod og kød af kvalte dyr, og jeg skal fortælle jer, hvad I skal lægge op som forråd i jeres huse; ikke sådan som astrologerne og sandsigerne gør det, men som profet med viden direkte fra Gud. Det er tegn for dem, der tror!
Jeg kommer også for at bekræfte Torahen, der blev åbenbaret for Moses længe inden mig. Og jeg kommer for at gøre en del af de fødevarer, der var forbudt, tilladt for jer, som fisk uden finner og skæl, dyrenes fedt og sejrsskjorter samt dromedarens kød; jeg kommer til jer med tegn fra jeres Herre. Frygt derfor Gud og adlyd mig, når jeg påbyder jer at bekende jer til Guds enhed! Gud er min og jeres Herre, tilbed derfor Ham! Dette er den rette vej til jeres frelse i det kommende liv.“
Men da Jesus mærkede vantroen hos jøderne, for de ville ikke tro på, at han var Min profet, spurgte han: „Hvem vil være mine hjælpere i at fremme Guds religion?“
Disciplene, tolv var de i alt, svarede ham: „Vi skal være Guds hjælpere og få folk til at dyrke Ham. Vi tror på Gud, og du skal bevidne, at vi har underkastet os Ham som muslimer. Herre, vi tror på Evangeliet, som Du har nedsendt, og vi følger profeten Jesus. Skriv os derfor op blandt dem, der vidner om ham og sandheden, og som overholder Dine regler om forbudt og tilladt.“
47 Jøderne smedede rænker mod Jesus og ville korsfæste ham, men Jeg smedede rænker mod dem og lod dem korsfæste én, der lignede ham på en prik. Og Jeg er den dygtigste af dem, der smeder rænker, for husk, da Jeg sagde: „Jesus, jeg skal tage dig til Mig. Gabriel skal rejse en hvirvelvind fra Olivenbjerget, der griber dig, og Jeg skal ophøje dig til Mig og befri dig fra dem, der er vantro og rense dig fra falskheden. Og Jeg skal sætte dem, der følger dig, nu og i fremtiden, over jøderne, både hvad angår deres argumenter og våben. Og det helt frem til Opstandelsens Dag. Der skal I alle vende tilbage til Mig, og Jeg skal dømme mellem jer om de religiøse uenigheder, I har skændtes om. Men Jeg skal også ramme jøderne med en voldsom straf i dette liv og i det næste, og der skal ikke være nogen til at hjælpe dem.“
Men dem, der tror på Mig og gør gode gerninger som at bede til Mig og fremsige Mine åbenbaringer, de skal få deres fulde belønning hos Mig. Dette fremsiger Jeg for dig, Muhammed, som en åbenbaring og som en del af Den Vise Formaning, Koranen, så du kan være sikker på, at den er sandheden selv fra Mig.
I Mine øjne har Jesus samme status som Adam; ingen af dem havde et menneske som far. Jeg skabte Adam af støv og sagde til ham: „Vær!“ Og han var.
På samme måde sagde Jeg „Vær!“ til Jesus, og han var.
Dette er sandheden, og åbenbaringerne kommer fra Mig, Muhammed, så vær ikke en af dem, der tvivler! Hvis nogen skændes med dig om Jesus efter den viden, som du nu har fra Mig – sådan som de kristne nede fra Najran, karavanen, der er ankommet med biskop Abu Haritha i spidsen, der beder med ansigtet vendt mod øst, tilbeder korset og hævder, at Jeg har en søn – så sig til dem: „Kom her, og lad os kalde på både vores og jeres sønner, kvinder og mænd. Så skal vi bede ydmygt til Gud, og en dom fra Ham skal afgøre sagen om Jesu status, og så nedkaldes Guds forbandelse over løgnerne.“
Dette er den sande fremsigelse og måde at gøre det på, og der findes ingen anden gud end Mig, og Jeg er Den Mægtige og Den Vise. Men hvis de vender ryggen til dig og nægter at betale den skat, kristne skal betale til muslimer, så kender Jeg så afgjort dem, der stifter ufred.
57 Inviter jøderne og de kristne, Muhammed, og sig til dem: „I som har fået Skriften, kom her på grund af de ord, som vi er enige om, for dem prædikede alle profeter, og de står i alle hellige bøger, nemlig at vi ikke skal dyrke nogen anden end Gud og ikke sætte nogen ved Hans side, og at den ene af os ikke skal tage den anden til herre i stedet for Gud, som de kristne har gjort med deres præster og biskopper.“
Men hvis de afviser det, så forlang dette af dem: „Så vær i det mindste vidner på, at vi i hvert fald har underkastet os Gud og er muslimer!“
I Bogens folk, hvorfor skændes I om, hvorvidt Abraham var jøde eller kristen, og påstår hver jeres? Både Torahen og Evangeliet blev jo først nedsendt efter ham, den første til Moses tusinde år efter Abraham, den anden til Jesus to tusinde år efter Abraham, har I da ingen forstand? Se, I har rigeligt at gøre med at skændes om det, I har fået at vide som åbenbaringer, nemlig om Moses og Jesus og deres tro, men hvorfor skændes I om Abrahams religion, som I slet ikke har fået noget åbenbaret om? Jeg har viden om den, men det har I ikke.
Abraham var hverken jøde eller kristen, men han var én, der kun troede på én Gud, og han underkastede sig Mig som muslim, og han hørte ikke til afgudsdyrkerne. Muhammed, rabbinerne i Medina påstår, at de står Abraham nærmere end alle andre, og at du bare er misundelig på dem. Men de mennesker, der står Abraham nærmest, er de arabiske éngudsdyrkere, der fulgte ham, dernæst Muhammed ibn Abdullah, der har genoprettet arabernes gamle religion fra Abraham, samt de, der tror på ham. Og Jeg er de rettroendes beskytter.
Jøderne i Medina har også inviteret tre af dine tilhængere til deres religion. De ville ønske, at de kunne føre jer muslimer vild, men de vildfører ingen andre end sig selv, og det endda uden at de opdager det.
Bogens folk, hvorfor benægter I Mine åbenbaringer, når I er i besiddelse af Mine åbenbaringer i jeres egne hellige bøger? Hvorfor hyller I sandheden i løgn og skjuler sandheden mod bedrevidende, som når I skjuler, at Abraham levede, inden Torahen blev åbenbaret, og at Jeg har forudsagt Muhammeds komme som den sidste profet i både Torahen og Evangeliet?
Nogle af jer, som Kaab ibn al-Ashraf, siger tilmed: „Tro ved dagens begyndelse på de åbenbaringer, som Muhammed siger, at han får og videregiver til sine tilhængere, og bed som dem med hovedet vendt mod kabaen i Mekka. Men afvis dem så, når det bliver aften, hvor I skal sige, at I i mellemtiden har læst i jeres bøger og der intet har fundet, der kunne støtte Muhammed i hans udsagn om, at bederetningen er Mekka, og vend jer så igen mod Jerusalem! Måske hans tilhængere så vil vende ryggen til ham og hans lære og hans bederetning. Og tro aldrig på nogen anden end den, der retter sig efter jeres religion!“
Sig til disse jøder, Muhammed: „Den sande retning er Guds retning. Men I tror ikke, at nogen kan få tildelt den samme åbenbaring, som I har fået, eller at de skal kunne skændes med jer foran jeres Herre på Dommens Dag om, hvem der er det udvalgte folk! Men al gunst er i Guds hånd, og Han giver den, til hvem Han vil. Gud er Den Altrådende og Den Alvidende.“
Ja, Jeg giver dem, Jeg ønsker det, Mine åbenbaringer og privilegier og fortrin på jorden, og Jeg er bestemt fuld af gunst.
68 Blandt jøderne findes der dem som Abdullah ibn Salam − rabbineren fra Medina, der indrømmede, at du, Muhammed ibn Abdullah, var jødernes ventede sendebud − der blev betroet et tusinde to hundrede guldmønter af en mand fra Quraysh-stammen, og som punktligt betalte dem tilbage til den fastsatte tid.
Men blandt jøderne findes der også den, som Kaab ibn al-Ashraf, der, hvis du betror ham en enkelt dinar, ikke leverer den tilbage til dig, medmindre du stædigt er efter ham. Sådan er jøderne, for de siger: „Vi har ingen forpligtelser i vores hellige skrifter over for de hedenske arabere,“ men de taler falsk om Mig og Mine åbenbaringer, og de ved det.
Men hvis jøderne opfylder deres pagt med Mig om at støtte dig, Muhammed, og frygter Mig, så skal I vide, at Jeg elsker de gudfrygtige. Men de, der for en billig penge sælger pagten med Mig, de har ingen andel i det kommende liv. Det gælder også dem, der svigtede den aftale, som de indgik med dig, Muhammed, da du ankom til Medina og I svor, at dine tilhængere og jøderne skulle betragtes som ét samfund og stå i modsætning til byens hedninger. Jeg skal hverken nedlade Mig til at tale til dem eller se på dem på Opstandelsens Dag eller rense dem for deres synder. Der venter dem en uhyre pinefuld straf!
Der er også en gruppe blandt jøderne, der, når de læser op af Torahen, får jer til at tro, at det, de fremsiger, virkelig hører til den hellige bog, selv om det ikke gør. De siger: „Dette er Loven overgivet til Moses,“ selv om det slet ikke kommer fra Mig, og de pålægger Mig løgn mod bedrevidende!
Det tilkommer heller ikke et menneske, sådan som de kristne hævder, at det gælder for Jesus, at Jeg giver ham en bog med åbenbaringer, som han skal prædike, og Jeg giver ham visdom om Min religion og profetkaldet, og han så siger til menneskene: „Vær mine tjenere i stedet for Guds tjenere!“
Det, han sagde, var: „Vær trofaste tjenere af Herren, eftersom I rabbinere underviser i Torahen, og fordi I studerer den nøje!“
Jeg har ikke beordret jer til at tage englene og profeterne til jeres Herre. Skulle Jeg måske påbyde jer at være vantro, efter I er blevet muslimer og har underkastet jer Mig?
75 Muhammed, husk, da Jeg indgik pagt med profeterne, hvis sjæle var forsamlet på Sinaibjerget, både sjælene af de fødte og af de endnu ikke fødte, med disse ord: „Hvis Jeg giver jer et skrift og visdom, og der siden kommer en profet, der bekræfter de åbenbaringer, I allerede har, så skal I tro på ham og hjælpe ham. Bekræfter I dette og antager Min pagt på disse vilkår?“
„Vi bekræfter den,“ svarede profeterne.
„Så skal I være vidner, og Jeg skal være vidne sammen med jer.“
Men vender nogen sig siden bort fra Mig, så er de ugudelige. Men stræber de måske efter nogen anden religion end Min, som er islam, når alle de, der findes i himlene og på jorden, engle, dæmoner, mennesker og dyr, er underkastet Mig med eller mod deres vilje, og de alle skal føres tilbage til Mig?
Sig derfor: „Vi tror på Gud og på det, der er nedsendt til os som åbenbaringer, og på det, der er nedsendt til Abraham, Ismael, Isak og Jakob og lederne af Israels stammer. Og vi tror på de åbenbaringer og bøger, som Moses, Jesus og profeterne har fået fra deres Herre, og vi gør ingen forskel på dem, idet vi underkaster os Gud som muslimer.“
79 Vil nogen, som al-Harith ibn Suwayd og de tolv mænd, der sammen med ham stak af til mekkanerne og afsvor sig Min tro, have nogen anden religion end islam, skal den aldrig blive anerkendt af Mig. Og i det kommende liv skal han høre til de fortabte.
Hvorfor skulle Jeg retlede mennesker som al-Harith ibn Suwayd, der drog ud med jer muslimer til slaget ved Uhud, men som så slog sig sammen med mekkanerne, og nu har sendt sin bror til Medina for at bede om tilgivelse og lov til at vende tilbage? Hvorfor skulle Jeg retlede folk, der frafalder islam, efter at de først har antaget troen og bevidnet, at Profeten er sandfærdig, og efter at de klare beviser på hans mission og Min guddommelige vilje er blevet åbenlyse for dem, eftersom Jeg ikke retleder de uretfærdige mennesker?
Lønnen for deres frafald skal være, at Min, englenes og alle menneskers forbandelse rammer dem. De skal for altid forblive under denne forbandelse, og deres straf skal ikke mildnes, og de skal heller ikke få nogen udsættelse, medmindre de omvender sig og siden gør det, Jeg har pålagt dem, for så er Jeg er parat til at tilgive.
Men jøderne, der blev vantro ved at fornægte Jesus og Evangeliet, efter at de først havde antaget den sande tro, Min religion, og siden tilmed øger deres vantro ved nu også at afvise Muhammed ibn Abdullah og Koranen; nej, deres omvendelse skal aldrig nogensinde godkendes, de er aldeles ført på vildspor i forhold til Min vej.
Hvad angår dem, der er vantro og dør i vantroen: Selv hvis jorden var af guld, skulle ingen af dem kunne købe sin sjæl fri med den. Jeg skal styrte dem ned i en pinefuld straf, evige flammer, og der vil ikke være nogen til at hjælpe dem.
I skal aldrig blive fromme, før I frivilligt giver almisser ud af det, I har så kært. Men hvad I så end giver bort, så ved Jeg det!
Muhammed, jøderne bebrejder dig og dine tilhængere, at I spiser dromedarens kød og drikker dens mælk, for de siger, at det forbød Abraham. Men al føde var tilladt for israelitterne bortset fra det, som Jakob frivilligt forbød sig selv, nemlig disse to ting. Men så blev Torahen nedsendt, hvor Jeg forbød israelitterne mange fødevarer på grund af deres forstokkede ugudelighed.
Sig derfor til jøderne: „Læg Torahen frem og læs den op, hvis I taler sandt!“
Hvis nogen efter dette opdigter løgn om Mig, så er de ikke andet end forbrydere.
Sig også til dem: „Gud taler sandt, ret jer derfor efter Abrahams religion, for han var ikke en af afgudsdyrkerne, men troede udelukkende på én gud!“
90 Muhammed, jøderne påstår, at det første bedehus, der blev grundlagt for menneskene, var Templet i Jerusalem. Men det var det ikke; det var det, der findes i Mekka, velsignet af Mig, og det er det, alle skal bøje sig mod i bøn. Omkring det findes der tydelige tegn: Abrahams plads med aftrykket af hans fod, det fredhellige område rundt om kabaen, helligdommen, som end ikke fuglene sætter sig på, og området hvor de vilde dyr mister deres bidskhed. Et tegn er også den skæbne, der er overgået dem, der nærmede sig kabaen med onde hensigter som Abraha al-Ashram, da han ankom med krigselefanten. Valfarten dertil er en pligt for menneskene over for Mig, for så vidt de kan finde et ridedyr og føde til rejsen. Men er nogen vantro, så lad dem vide, at Jeg er Mig selv nok og behøver ikke nogens tjenester.
Spørg Bogens folk, Muhammed: „Hvorfor tror I ikke på Guds tegn, når Gud er vidne til, hvad I gør? Hvorfor udelukker I dem, der tror, fra Guds lige vej og ønsker at gøre den kroget, selv om I er vidner til Guds pagt og vejledning? Men tro ikke, at Gud er ligeglad med, hvad I gør.“
Muslimer, hvis I lytter til og adlyder visse af dem, der har fået Torahen, så skal de atter gøre jer vantro, efter at I har antaget troen. Det prøvede jøden Shas ibn Oays, da han sendte en mand for at fremsige nogle af de gamle sejrsdigte fra dengang, Medinas Aus- og Khazraj-stammer lå i blodfejde, og det fik dem til igen at være tæt på at gå i krig med hinanden, selv om du, Muhammed, har forliget dem. Men hvordan kan I være vantro, når Mine åbenbaringer fremsiges for jer, og Min profet findes midt iblandt jer? De, der stoler på Mig og holder fast i Mig, dem leder Jeg på den rette vej.
Troende i begge stammer, frygt Mig sådan, som Jeg bør frygtes! I må ikke dø, før I har underkastet jer og er blevet muslimer! Hold alle sammen fast i Mit reb, Koranen, hvormed I skal nå jeres mål, og split jer ikke op, men husk Min nåde mod jer, da I her i Medina var fjender, inden Jeg sendte Muhammed ibn Abdullah, og han stoppede jeres indbyrdes kampe, så I gennem Min nåde blev brødre. Og I var på kanten af en afgrund af ild, da det gamle fjendskab mellem Aus- og Khazraj-stammerne var tæt på at bryde ud igen, for det var Satans forsøg på at bryde roen i Medina, men Jeg frelste jer fra den, fordi I begge er muslimer. Sådan forklarer Jeg Mine tegn for jer, for at I kan blive ledt på den rette vej mod Mig.
Og må der af jer blive ét fællesskab med samme religion, der fremmer det gode, byder det anstændige og forbyder det uanstændige efter de regler, som I udmærket kender, og som stammer fra Mig. Så skal I blive lykkelige og undgå Min straf, som Jeg har advaret om, og opnå den belønning, Jeg har udlovet.
I skal ikke være som jøderne og de kristne, der splitter sig op i spørgsmål om Min enhed og skændes, efter at de klare beviser er blevet åbenbaret for dem, og som har dannet over halvfjerds sekter inden for hver af deres religioner. Vær sikker på, at dem venter der en helt forfærdende straf på Dommedag, hvor nogle ansigter stråler, og andre formørkes. Til dem, hvis ansigter formørkes, skal Jeg sige: „Hvad! Er I blevet vantro, efter at I først havde underkastet jer Mig? Så skal I nu smage straffen, fordi I ikke troede på Mig!“
Men hvad dem angår, hvis ansigter stråler sammen med de steder på kroppen, som de altid vaskede inden bønnen, så skal de indgå i lyset fra Min barmhjertighed, og der skal de forblive for evigt.
104 Dette er Mine åbenbaringer, som Jeg fremsiger for dig, Muhammed, i sandhed, og som du ikke skal tvivle på. Jeg vil ikke gøre uret mod nogen af Mine skabninger. Alt, hvad der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig, og til Mig skal alting føres tilbage for at blive stillet til regnskab.
I muslimer er det bedste fællesskab, der er frembragt blandt menneskene, for I befaler det korrekte og anstændige, som Jeg har belært jer om, og forbyder det forkerte og uanstændige, og I tror på Mig. Hvis de, der har fået Torahen, også troede, så ville det være bedre for dem, men der er dog nogle af dem, der tror. Det gør Abdullah ibn Salam og dem fra Aus- og Khazraj-stammerne, der har tilsluttet sig dig, Muhammed, men de fleste af dem er ugudelige.
Men jøderne skal med deres latterliggørelse af jer aldrig kunne tilføje jer anden skade end at være jer til besvær. Og hvis de kæmper imod jer, skal de vende jer ryggen i flugt, og siden får de ingen hjælp. Skam og vanære er spændt ud over dem som et telt, hvor de end er, medmindre de opnår sikkerhed for deres liv ved at underkaste sig Mig og overholde Loven, og ved i forbund med mennesker at overholde aftalen indgået med Muhammed ibn Abdullah, da han ankom til Medina. Hvis ikke de gør det, så pådrager de sig Min vrede, og fattigdom skal omspænde dem som et telt. Dette skal de lide, fordi de afviste Mine åbenbaringer som løgn og dræbte profeterne uden grund, og fordi de var ulydige og begik overtrædelser af Mine regler og var fjendtlige imod Mig.
De er dog ikke alle lige slemme, for blandt dem, der har fået Torahen, findes en retfærdig menighed, der om natten står andægtigt i bøn, som fremsiger Koranen, og som falder ned i bøn. Det er folk som Abdullah ibn Salam, og rabbinerne fordømmer dem, men de tror på Mig og Den Sidste Dag. De påbyder det anstændige og forbyder det uanstændige, og de stræber ivrigt efter at overgå hinanden i det gode, Jeg har lært dem: De er blevet muslimer.
111 Hvad godt I end gør, skal I aldrig få utak for det, for Jeg kender de gudfrygtige, og det er Mig, der belønner.
Men for mekkanerne, der tror på afguder, skal hverken deres rigdomme eller deres talrige sønner nytte det ringeste mod Mig; de skal ende blandt Helvedesildens indbyggere til evig tid.
Mekkanerne har sat det udbytte, de fik for den karavane, der undslap ved Badr, til side for at få hævn for deres nederlag. Men det er på samme måde med det, som de på denne måde giver bort i det jordiske liv, som med en vind, der fører en bidende kulde med sig og hærger afgrøden hos de mennesker, der har gjort uret mod sig selv, og tilintetgør den, så alle deres anstrengelser og udgifter er spildt. Men det er ikke Mig, der på denne måde gør dem uret, de gør uret mod sig selv.
Muslimer, I må ikke tage nogen til nære venner, der ikke er muslimer! De vil blot ødelægge jeres moral.
Medinas jøder ønsker jeres undergang, hadet ligger allerede på deres læber, men det, der gemmer sig i deres tanker, er endnu værre. Jeg har allerede forklaret jer tegnene på deres modvilje mod jer, hvis I har forstand. Det er jer, der elsker dem, men de elsker ikke jer, for I tror på deres bog, men de tror ikke på jeres bog, så I har mere ret til at hade dem, end de har ret til at hade jer.
Ja, det er jer, der tror på hele Skriften, og når de møder jer, siger de ganske vist: „Vi tror.“ Men når de er alene, bider de sig i tungen af vrede mod jer.
Bare sig til dem, Muhammed: „Dø i jeres vrede, jøder! Gud kender udmærket jeres hemmeligheder.“
Hvis der sker jer muslimer noget godt, så ærgrer det jøderne, men hvis en ulykke eller andet ondt rammer jer, så glæder de sig over det. Men hvis I er udholdende og frygter Mig, kan deres list ikke skade jer det mindste, for Jeg har alt, hvad de gør, i Min magt.
117 Muhammed, husk også da du en tidlig morgen forlod din familie i Medina for klædt i rustning at anvise de troende deres plads ved slaget ved Uhud. Først fik de dig overtalt til at blive i Medina, men siden drog du ud med dem, der insisterede på at kæmpe. Og husk, da undergrupper af din hærs to afdelinger, klaner fra stammerne Aus og Khazraj, viste sig feje og ville trække sig tilbage, selv om Jeg var deres beskytter! Jeg gjorde dem mere modige, så de ikke trak sig ud; de troende må udelukkende stole på Mig. Jeg havde allerede hjulpet jer ved Badr, da I var i undertal, frygt altså Mig, og vær taknemlige!
Husk, da du sagde til dine rettroende mænd: „Er det ikke nok for jer, at Gud understøtter jer med tre tusinde engle nedsendt fra himlen på gode krigsheste fuldt rustede til krig? Nej, vent, hvis I er udholdende mod Guds fjende og frygter Gud, og de lige netop i dette øjeblik overfalder jer, så skal jeres Herre understøtte jer med fem tusinde udvalgte engle i et voldsomt angreb! I kan genkende dem på deres sorte og hvide heste, og om deres hoveder har de hvide og gule bånd.“
Det er ikke op til dig, om en flanke af mekkanernes hovedstyrke skal afskæres, eller om de skal nedkæmpes, så de vender om frarøvet alle deres forhåbninger om hævn for Badr. Det har du intet at gøre med, og det skal dine mænd vide; om Jeg forbarmer Mig over mekkanerne, eller om Jeg straffer dem, det er alene Min afgørelse, for de er i oprør mod Mig.
Denne åbenbaring gav Jeg dig, Muhammed, da du under slaget blev ramt i ansigtet af en sten og mistede en fortand. Jeg gjorde det, for at åbenbaringen skulle være et glædeligt budskab for jer, og for at jeres hjerter skulle falde til ro, for I var voldsomt trængt. Wahshi, en af mekkanernes etiopiske slaver, havde dræbt din onkel Hamza ibn Abd al-Muttalib, og Hind bint Utba havde skåret hans lever ud og bidt i den; og under alle omstændigheder kommer hjælpen kun fra Mig, Den Vældige og Den Vise.
Alt det, der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig. Jeg skåner dem, Jeg ønsker at skåne, og Jeg straffer dem, Jeg ønsker at straffe. Jeg er barmhjertig over for de rettroende.
125 I, der tror, bedriv ikke åger ved at tage dobbelte renter og dobbelte en gang til, men frygt Mig og Min straf, for at I måske vil få fremgang og blive lykkelige. Frygt Helvedets ild, der venter de vantro, og adlyd Mig og Profeten, Muhammed ibn Abdullah, så I måske vil blive behandlet med barmhjertighed.
I skal være ivrige efter at opnå tilgivelse fra Mig og ende i Paradis, der er lige så vidtstrakt som himlene og jorden tilsammen, og som er gjort klar til de gudfrygtige. Det er dem, der frivilligt deler ud i både dårlige og gode tider af det, Jeg har forsynet dem med af jordiske goder, og som undertrykker deres vrede, selv når den er retfærdig, og bærer over med andre. Jeg elsker dem, der gør dette, og som stræber efter Paradis.
Det gælder også dem, der påkalder Mig og beder om tilgivelse for deres synder − for hvem andre end Jeg kan tilgive synder? − og ikke mod bedrevidende fortsætter med at synde, når de har begået noget uanstændigt eller overtrådt en af Mine regler; som daddelsælgeren Hasan al-Tammar, da han omfavnede og kyssede en smuk kvindelig kunde. Deres belønning skal være Min tilgivelse, og den skal være skyggefulde haver gennemstrømmede af floder, og der skal de bo for evigt. Hvilken vidunderlig belønning for dem, der arbejder og stræber efter at gøre det rette.
Der har allerede været eksempler på voldsomme straffe af vantro før jer, så rejs rundt i landet, og se, hvordan det gik dem, der hævdede, at sandheden, som profeterne kom med, var løgn! Koranen er en forklaring for araberne, den er en vejledning og en advarsel for de gudfrygtige.
133 Da I vendte tilbage til Medina efter slaget ved Uhud, kom kvinderne ud af deres huse og begræd deres dræbte mænd, sønner og brødre. Og du, Muhammed, klagede til Mig over det, der var overgået dig.
Men, Mine troende tjenere, I må ikke blive trætte, og I skal ikke være kede af det, for hvis I er rettroende, er I netop de overlegne! Hvis I blev besejret ved Uhud, så har mekkanerne lidt et svært nederlag ved Badr. Disse dage med sejre og nederlag lader Jeg skifte blandt jer mennesker, for at Jeg kan kende dem, der tror, og skaffe Mig ærefulde martyrer blandt jer − for Jeg elsker bestemt ikke de uretfærdige hyklere, der siger, at de tror på Mig og Mit sendebud, men ikke gør det med hjertet − og for, at Jeg skal rense dem, der tror, med den ulykke, der overgik dem, og tilintetgøre de vantro. Og husk, at martyrdøden er uden smerte, og martyrerne skal ikke gennem gravens prøvelser, men går direkte i Paradis.
Meld jer til krigen mod mekkanerne, for havde I forestillet jer, at I skulle træde ind i Paradis og modtage Min belønning, uden at Jeg kendte dem af jer, der har kæmpet af al kraft, og uden at Jeg kendte de udholdende og trofaste? Og I ønskede jer jo martyrdøden og adgang til Paradis, inden I mødte fjenden ved Uhud, hvor mange af jer har ikke sagt det siden Badr? Og nu har I set døden opmarcheret foran jer med jeres egne øjne med sværd og spyd − men I flygtede!
Muhammed, da rygtet om din død under slaget ved Uhud løb omkring spredt af Satan, råbte de vantro: „Jeres profet er død, vend tilbage til jeres gamle religion og jeres venner. Hvis Muhammed havde været en profet, var han ikke død.“
Da var det, at Jeg åbenbarede: Muhammed ibn Abdullah er blot et sendebud, før ham er andre sendebud døde. Skal I muslimer vende tilbage til afgudsdyrkelsen, hvis han dør eller bliver dræbt? Hvis nogen bliver hedning igen, kan han aldrig skade Mig eller Min magt det mindste, men på den anden side skal Jeg belønne dem, der er taknemlige for Mine gaver og bliver martyrer.
Men du, Muhammed ibn Abdullah, døde ikke ved Uhud, for ingen sjæl kan dø, uden at det sker med Min tilladelse, og det allerede er nedskrevet og fastsat i tid af Mig i den bog, der fastsætter enhvers levetid; Bogen, hvor alt, der skal ske, står opskrevet. De, der kun ønsker sig dette livs belønning, giver Jeg en del af denne, men han har ingen andel i det næste liv.
Men de, der ønsker sig det kommende livs belønning, giver Jeg det, Jeg har lovet, og også en del af dette livs belønning: Jeg skal belønne de taknemlige, der har underkastet sig Mig.
140 Hvor mange profeter har der ikke været, der har kæmpet − og er blevet dræbt − for Min religion sammen med talrige hærskarer, uden at disse mistede modet eller kampgejsten på grund af de vanskeligheder og nederlag, der ramte dem i kampen for Min religion? Og de var heller ikke svage, og de ydmygede ikke sig selv. Jeg elsker dem, der tålmodigt holder ud.
Det eneste, de sagde, var: „Herre, vi ved, at modgangen skyldes vores synder, så tilgiv os vores synder og vores fejltagelser og mangler i vores pligter over for Dig. Og styrk os, så vi kan stå imod de vantro og sejre over dem!“
Så gav Jeg dem dette livs belønning, men en langt større venter dem i det kommende liv, for Jeg elsker dem, der gør de gode ting, Jeg sætter dem til: at kæmpe for Mig og Mine profeter.
Muslimer, hvis I følger mekkanernes tilbud om igen at blive afgudsdyrkere og få dem til venner, så vil I falde tilbage i vantroen, og så vil I vende tilbage som tabere foran Mig på Den Sidste Dag!
Nej, Jeg er jeres skytsherre, Jeg er den bedste hjælper. Jeg sendte en pludselig rædsel i mekkanernes hjerter, da de drog hjem fra slaget ved Uhud, netop da nogle af dem foreslog at vende tilbage og tilintetgøre jer i Medina, der havde overlevet. Det gjorde Jeg, fordi de har sat afguder ved Min side, og det har Jeg ikke givet dem nogen fuldmagt til at gøre. Deres sidste hjem skal være ilden i Helvede, den skal blive deres ulykkelige bolig!
Jeg overholdt Mit løfte om sejr til jer ved at sende englene i begyndelsen af slaget, da I nedhuggede mekkanerne, indtil bueskytterne, der var placeret bagerst, for at I ikke skulle blive omringet, gav sig til at skændes og forlod deres post på bakken for at deltage i plyndringen af mekkanernes gods og deres medbragte koner. Nu kunne mekkanerne uhindret angribe jeres flanke med deres kavaleri, og I skændtes med hinanden om Muhammeds befaling om at vente med ligplyndringen. Og de fleste af jer blev ulydige, da Jeg viste jer det plyndringsgods, som I ønskede, liggende på slagmarken. Og sejren forsvandt mellem jeres fingre.
De fleste af jer ønskede dette jordiske liv og blev fristede af byttet og forlod jeres post. Men nogle få blev tilbage, fordi de ønskede sig det kommende livs lykke, så de stod fast og kæmpede uden angst for døden.
Så, for at prøve jer for nogle af jeres synder, fik Jeg jer til at flygte for mekkanerne og Abu Sufyan, der anråbte sine guder, Hubal og al-Uzza. Men nu har Jeg tilgivet jer den største synd, at I ikke adlød Muhammed, for Jeg er gavmild over for de troende. Men husk, da I stormede op ad bakken i vild flugt uden at kaste et blik på nogen, og Profeten bag jer råbte efter jer: „Kom tilbage til mig! Jeg er Guds sendebud, og den, der vender tilbage, skal gå ind i Paradis!“
Jeg straffede jer for jeres ulydighed ved at lade jeres fjende slå til mod jer og dræbe nogle af jer og ved at gøre jer modløse ved rygtet om Profetens død. For I skulle lære ikke at være ærgerlige over mistet bytte og ikke beklage jer over de ulykker, der rammer jer i fremtiden.
Og husk, Jeg ved alt, hvad I tænker og gør.
Men efter at have straffet jer sådan nedsendte Jeg efter slaget en døsig tryghed over de af jer, der havde kæmpet udholdende, og den overraskede jer, så sværdene faldt ud af jeres hænder, og I faldt i en tryg søvn. Men de, der ikke have adlydt ordre, lå og bekymrede sig og tænkte tanker om Mig; ugudelige, tvivlende tanker om, hvorvidt den guddommelige hjælp, som de var blevet lovet, ville vise sig. Og de sagde: „Har vi nogen indflydelse på det, der sker os?“
Muhammed, sig til dem: „Afgørelsen er alene Guds.“
De skjuler i deres hjerter noget, som de ikke sagde til dig, men som de siger til sig selv: Hvis vi havde haft nogen indflydelse på alt det, der er sket op til dette nederlag, eller hvis Gud havde hjulpet os, så skulle ingen af os være blevet dræbt her.
De skal få et svar på deres skjulte anklager. Sig til dem: „Selv hvis I var blevet i jeres huse, så var de, hvis død var bestemt, gået ud til de steder, hvor de nu ligger døde, for enhvers dødssted og dødstidspunkt står optegnet i Guds bog. Alt det, der er sket, er udelukkende for, at Gud skulle prøve det, der gemmer sig i jeres bryst, og gøre det åbenlyst, som gemmer sig i jeres hjerte.“
Jeg kender hjerternes hemmeligheder.
Det var Satan, der indgød begær i bueskytterne under slaget ved Uhud, og på grund af deres synder måtte I flygte, men nu har Jeg valgt at se gennem fingre med dem, for Jeg er tilgivende og mild over for de sande troende.
150 Muslimer, I skal ikke være som de vantro hyklere, der siger om deres brødre, når de rejser omkring i landet i lydighed mod Mig og Min profet eller er i krig for Min religion: „Hvis de var blevet hjemme hos os, så havde de ikke været døde, eller de var ikke blevet dræbt.“
Jeg skal sørge for, at de fortryder deres ord. For det er udelukkende Mig, der giver liv og forårsager død, det har I ingen indflydelse på, og Jeg ser, hvad I gør, og hører, hvad I siger.
Og hvis I bliver dræbt for Min religion eller dør, så er Min tilgivelse og barmhjertighed langt bedre end det, I samlede sammen af jordisk gods og rigdom. For uanset om I bliver dræbt eller dør en naturlig død, så skal I under alle omstændigheder forsamles hos Mig, så lad martyrdødens belønning veje tungere end jordisk gods.
Muhammed, på grund af Min barmhjertighed over for de ulydige i slaget, så har du behandlet dem mildt, men hvis du havde været streng og hårdhjertet, som det først var din mening, så havde de forladt dig. Derfor skal du have tålmodighed med dem, bede om tilgivelse for dem og rådføre dig med dem i kommende slag og krige. Det skal du gøre, selv om du er uafhængig af dem, for derved gør du deres religion behagelig for dem. Og når du har truffet din beslutning om krig for Min sag, så stol blot på Mig, uanset at nogle af dem er uenige med dig. Jeg elsker dem, der stoler på Mig.
Hvis Jeg hjælper jer, så har I ingen overmand, og hvis Jeg svigter jer, hvem kan så hjælpe jer i stedet for Mig? Derfor må du ikke sætte deres råd over Mine bud: De troende må udelukkende regne med Mig.
155 Nogle af jer beskylder Muhammed for at have tilranet sig en dyrebar silkekappe, som savnedes i plyndringsgodset efter slaget ved Badr. Det passer sig ikke for en profet at svindle, for den, der svindler, skal på Opstandelsens Dag fremvise det, han har bedraget sig til. Og det samme skal en slave som Muhammeds slave, da han tilranede sig en kappe ved Khaybar. På den dag skal hver eneste sjæl få i fuldt mål i forhold til, hvad den har fortjent, og der skal hverken blive trukket fra eller lagt til.
Muhammed, skjul intet, der er blevet dig åbenbaret, hverken af frygt eller for at behage. Er den, der søger at gøre Mig tilpas, uanset om hans folk bryder sig om det eller ej, måske lige med den, som Jeg bliver vred på, fordi han blot vil stille sit folk tilfreds, og hvis bolig skal være Helvede, dette ulykkelige endemål?
Jeg skal til sin tid sætte mennesker og dæmoner i forskellige grader af velvilje og fortabelse, og husk, Jeg ser, hvad hver eneste af jer gør!
Jeg har været nådig mod de troende, da Jeg sendte et sendebud, Muhammed ibn Abdullah, araber som dem selv, fra Mekkas fornemste stamme, Quraysh-stammen. Han blev sendt til dem for at fremsige Mine åbenbaringer for dem og for at gøre dem rene gennem almissen og lære dem Bogen og visdommen om godt og ondt. Sådan som det var Abrahams bøn til Mig, da han opførte kabaen, for tidligere var de fuldstændig på vildspor med deres afgudsdyrkelse.
159 I har ingen grund til at klage over nederlaget ved Uhud og jeres halvfjerds dræbte, når I inden tilføjede mekkanerne et tilsvarende nederlag ved Badr og dræbte halvfjerds af deres mænd. I har ingen grund til nu at gå omkring og spørge: „Hvorfra kommer dette nederlag?“
Sig det, som det er, Muhammed: „Det kommer fra jer selv, for Gud er almægtig.“
Nederlaget ved Uhud skete med Min tilladelse og var, for at Jeg kunne skelne de troende fra hyklerne. Der blev sagt til dem: „Kom og kæmp i krigen for Guds religion, eller kæmp i det mindste for Medina ved at drive fjenden bort!“
Men deres svar var: „Hvis ikke denne manøvre havde været så dumdristig, at den ikke kunne kaldes for krig, så skulle vi have fulgt jer.“
På den dag var Abdullah ibn Ubayy og hans folk nærmere vantroen end troen. De sagde med deres læber noget, der ikke fandtes i deres hjerter, men Jeg ved bedst, hvad de skjulte. Og de sagde om deres dræbte brødre, efter at de selv var blevet tilbage i Medina, mens slaget rasede: „Hvis de havde lyttet til os, så var de ikke blevet dræbt.“ Muattib ibn Qushayr var en af dem, der talte sådan.
Muhammed, sig til dem: „Så prøv at afværge døden for jer selv, hvis I siger sandheden om, at det er muligt!“ Men de undgik blot krigen for Min religion, fordi de ikke ønskede at dø.
Men du må ikke anse dem, der døde for Min religion, for døde! Nej, de er levende, og Jeg forsørger dem her hos Mig. De glæder sig over, at Jeg har ladet dem træde direkte ind i Paradis til rene kvinder. Her mangler de hverken mad, drikke eller kølighed, og de hviler sig i den grønne frodighed blandt frugt og gyldne lysestager. Og de fryder sig over budskabet om deres brødre i troen, der endnu ikke er blevet dræbt i krigen for islam og derfor endnu ikke har sluttet sig til dem i deres herlighed, men som kæmper, for ingen frygt kan nå martyrerne i Paradis, og de skal aldrig være triste. De er lykkelige over alt det, de har opnået hos Mig, og over alle Mine gaver og over, at Jeg fuldt ud betaler de troendes deres belønning.
De halvfjerds muslimer, der selv efter nederlaget ved Uhud lyttede til Mig og Profeten, og som var indstillede på at gøre den gode gerning, det var at sætte efter mekkanerne på Muhammeds opfordring til hellig krig, og som frygter Mig, skal få en stor belønning.
Det gælder også dem i Medina, der ikke faldt fra, da nogle mænd fra Abd Qays–stammen sagde til dem: „Mekkanerne har samlet sig imod jer, så frygt dem!“ For nok blev dette sagt til dem, men det var ikke sandt. Det blev blot sagt, for at de troende ikke skulle optage forfølgelsen af den mekkanske styrke, da den trak sig tilbage, og mændene var bestukket af Abu Sufyan med en dromedarladning rosiner.
Men truslen om fare havde kun øget de troendes tro, så de svarede: „Gud er vores ét og alt, Han er den bedste af alle beskyttere!“
Og de muslimske krigere, der havde optaget forfølgelsen af den mekkanske styrke, vendte tilbage, uden at Jeg havde ladet dem lide det mindste tab. Og de havde tilmed tjent godt på det marked, de havde oprettet undervejs, og hvor de solgte deres dej af malet byg og dadler. Jeg er i den grad fuld af gunst.
Det er bare Satan, der med sin hvisken skræmmer sine forbundsfæller, hyklerne, ved at gøre Abu Sufyan og hans mænd mere magtfulde, end de er. Derfor adlyder de ikke Muhammed, når han kalder til hellig krig, men frygt dem ikke. Frygt Mig og Min straf, hvis I er rettroende, og tro på, at Jeg skal give jer sejr!
Hyklerne og jøderne i Medina, som er kappelystne og prøver at overgå hinanden i vantro ved at afvise hellig krig, eller at du er bebudet i Torahen, må ikke give dig bekymringer, Muhammed. De skal aldrig kunne skade Mig det mindste eller fjerne det mindste af Min magt. Jeg vil ikke give dem nogen andel i det kommende liv, tværtimod venter der dem en helt forfærdelig straf.
De, der frafalder islam, skal heller aldrig kunne tilføje Mig den mindste skade, og dem venter der også en pinefuld straf.
Mekkanerne må ikke tro, at den forlængelse af livet på jorden, som Jeg giver dem, er gavnlig for dem. Nej, Jeg lod dem kun vinde og overleve slaget ved Uhud, for at de skal fylde deres mål helt op til randen med synder. Dem venter der en ydmygende straf.
Det er ikke Min mening helt frem til Dommedag at efterlade de troende i den nedslåede tilstand, som I befinder jer i lige nu. Jeg er heller ikke den, der fortæller jer om fremtidens detaljer eller afslører det, som de vantro nu efter nederlaget ved Uhud hævder, at Muhammed ikke kan vide, nemlig, hvem der er ægte troende, og hvem der er hyklere. Men Jeg udvælger, hvem Jeg vil blandt Mine sendebud til at få denne viden. Tro altså på Mig og Mine sendebud, for hvis I tror og frygter Mig, så får I i sidste ende en stor løn.
De, der er nærige med det, Jeg har valgt at skænke dem, og ikke betaler den almisse, Jeg har pålagt dem, må ikke tro, at deres griskhed er gavnlig for dem; nej, den er tværtimod skadelig for dem. De skal få de rigdomme, som de har holdt tilbage, smedet i Helvedets gigantiske ovn og hængt om halsen som enorme kraver af sten, og de skal slæbe dem omkring låst fast om deres hals på Opstandelsens Dag. Himlenes og jordens arv tilhører Mig, og Jeg ved, hvad I gør!
177 Muhammed, du sendte Abu Bakr til den jødiske Quynuqa-stamme i Medina og inviterede dem til islam, fordi de udmærket godt vidste, at du er Mit sendebud, som der står i deres hellige tekster. Og han fremsagde Mine ord: „Hvem er det, der giver Gud et godt lån, så Han mangedobler det til ham?“
Jeg hørte udmærket det krænkende svar, da Finhas ibn Azura sagde: „Gud er ellers trængende, siden Muhammed hele tiden presser os for penge til sine krige på Guds vegne, og vi er de rige, der skal låne Ham dem.“
Jeg skal skrive ned, hvad han sagde! Og Jeg skal nedskrive, hvordan jøderne gennem tiderne har dræbt profeterne uden grund, og Jeg skal sige: „Smag Helvedesildens pinsler!“ Dette skal de lide for deres onde gerninger, som skal gøres op på Dommedag, og fordi Jeg ikke er uretfærdig over for menneskene.
Det er de samme jøder, der siger: „Gud har i Torahen pålagt os ikke at tro på et sendebud, før han skaffer os et offer, som ild fra himlen fortærer, som Zakarias og Johannes Døberen gjorde, og som det skete ved kampen mellem Elias og Baals hedenske præster på Karmelbjerget med deres tyreofre.“
Muhammed, de skjuler, at der i Torahen står, at dette offer kun gælder, indtil Jesus og Muhammed kommer. For de skal tros, uden at de ofrer et dyr, og en hvid, røgfri flamme kommer hvislende ned og opsluger offerdyret. Så sig til dem: „Sendebud er før mig kommet til jer med klare mirakler og med netop det mirakel, som I nævnte, hvorfor har I så dræbt dem? Både Esajas, Zakarias og hans søn Johannes Døberen dræbte I, og I forsøgte at dræbe Jesus. Så svar på det, hvis I taler sandt.“
Hvis de anser dig for at være løgner, Muhammed, så er sendebud før dig, der kom med mirakler som klare vidnesbyrd på deres mission, og med de hellige blade og skrifter nedsendt fra himlen af Mig, og med Torahen, Salmerne og Evangeliet, også blevet regnet for løgnere.
Hver eneste sjæl skal smage døden, og I skal få jeres fulde løn på Opstandelsens Dag, men den, der rives ud af Helvedets ild og får lov til at træde ind i Paradis, har opnået livets vidunderlige formål; det jordiske liv er intet andet end bedragerisk nydelse.
Muslimer, I skal blive prøvet både i forhold til jeres værdier og jer selv. Og I skal få meget ondt at høre både fra dem, der har fået Skriften før jer, og fra afgudsdyrkerne, der sætter andre ved Min side, men hvis I er udholdende og frygter Mig, så er det det vigtigste af alt.
Husk, da Jeg indgik pagt med jøderne og gav dem Loven med disse ord: „I skal forklare den for mennesker og ikke skjule den.“
Men alligevel skjulte Medinas rabbinere som Finhas ibn Azura nogle af dens åbenbaringer for at opnå fordele, men det skal vise sig at blive til deres ulempe! Tro ikke, at jøderne skal undgå straffen, når de fryder sig over at have skjult dele af Moses’ testamente for Muhammed ibn Abdullah, den sidste af profeterne, og ønsker at blive prist for deres manglende overholdelse af Loven! Dem venter der en rædselsvækkende straf, for herredømmet over himlene og jorden tilhører Mig; Jeg er almægtig!
186 Muhammed, mekkanerne spurgte jøderne, hvilke tegn fra Mig Moses havde med til dem. Hans mirakuløse stav og hans hånd, der blev hvid foran dem alle, svarede de.
Så spurgte de de kristne, hvilke undere Jesus havde udrettet. De svarede, at han gjorde dem, der var født blinde, seende, og han helbredte den spedalske og rejste de døde til livet.
Dernæst forlangte de af dig, at du skulle skabe højen Safa uden for Mekka om til guld. Og du bad Mig om et mirakel, men i himlenes og jordens skabelse og i nattens og dagens vekslen har de, der har forstand på Min skabelse, allerede tydelige tegn på Min magt. Derfor påkalder de Mig ustandseligt stående, siddende og liggende på siden, hvis de ikke er i stand til andet, og overvejer de mirakler, som himlenes og jordens skabelse er.
„Herre,“ skal de udbryde, „Du har ikke skabt alt dette uden et formål, Dig alene al ære! Frels os fra Helvedesildens pinsler! Herre, Du kaster virkelig skam og vanære over dem, som Du lader gå ind ilden, og de ugudelige skal ikke få nogen hjælpere mod Dig. Herre, vi har sandelig hørt Muhammed ibn Abdullah påbyde os at tro med disse ord: „Tro på jeres Herre!“ og vi har antaget troen, vi er blevet muslimer. Herre, tilgiv os vores synder, gør vores onde gerninger på jorden til intet, og foren os i døden med de rene og fromme! Herre, giv os den belønning, som Du har lovet os gennem Dine sendebud, og lad os ikke ende i vanære på Opstandelsens Dag. Nej, Du svigter ikke Dit løfte.“
Så skal Jeg bønhøre dem med disse ord: „Jeg skal ikke lade jeres gerninger gå tabt, uanset om det er mand eller kvinde, den ene af jer nedstammer fra den anden.“ Og nu, Muhammed, ved også din kone, Umm Salamah, det, for hun har bemærket, at Jeg i Koranen ofte roste de troende mænd, der var udvandret fra Mekka, men ikke kvinderne.
For dem, der udvandrede eller blev fordrevet fra deres hjem i Mekka, som har lidt for Min religion og kæmpet og er blevet dræbt, skal Jeg gøre deres onde gerninger til intet. Jeg skal lade dem træde ind i Paradisets haver gennemstrømmede af floder af vand, vin, mælk og honning som belønning fra Mig, og hos Mig findes den bedste belønning. På Dommedag skal Jeg spørge efter Mine tjenere, der kæmpede for Min religion og blev dræbt eller led skade, og Jeg skal vise dem ind i Paradis. Englene skal falde ned foran Mig og sige: „Vi lovpriser Dig både dag og nat. Hvem er de folk, Du har foretrukket frem for os?“
„Det er Mine tjenere,“ skal Jeg svare, „som kæmpede og led for Min religion.“
Da vil englene komme ud gennem alle porte og ønske jer evig fred, fordi I var udholdende i kampen for Min sande tro.
196 Muhammed, du må ikke lade dig narre af, at mekkanerne ikke er blevet ramt af en katastrofe, efter at de rettroende har forladt byen, men fortsat driver deres indbringende handel. Det må heller ikke narre de troende, der lever i sult og mangel, og som spørger dig, hvordan det kan ske, for mekkanernes vellevned er blot en fattig og midlertidig gevinst, og siden skal Helvede blive deres bolig. Hvilken ulyksalig seng at ende i!
Men dem, der frygter Mig, venter der kølige haver gennemstrømmede af floder af vand, vin, mælk og honning, og de skal være deres evige bolig; det skal de få som velkomstgave af Mig. Og det, der findes hos Mig, er langt bedre for de rene og fromme end kortlivet jordisk fremgang.
Blandt jøderne findes der nogle som Abdullah ibn Salam, der tror på Mig og støtter dig, Muhammed. De tror på det, der er nedsendt til jer, og det, der er nedsendt til dem, Koranen og Torahen, idet de ydmyger sig over for Mig og ikke sælger Mine åbenbaringer for en billig penge. De skal få deres løn hos Mig, og Jeg er hurtig til at afregne; på Dommedag skal alle få deres dom inden for en halv dag.
Muslimer, I skal være udholdende trods modgang og fattigdom. I skal hjælpe hinanden i at være tålmodige, mens I anskaffer jer ridedyr, heste og dromedarer, og kappes med jeres fjender om at holde ud. Stå fast på Min sande religion, vær årvågne mod de vantro, og frygt og adlyd Mig, så bliver I måske lykkelige.