Arabere, frygt Mig, der har skabt jer af én mand, Adam, og derefter skabt hans hustru, Eva, af et af hans venstre ribben. Siden har Jeg ladet mænd og kvinder i stor mængde udgå fra dem begge. Frygt og adlyd Mig, i hvis navn I går til hinanden, og respekter jeres mødre, der har født jer. Jeg er vogter over jer, så Jeg ser, hvad I gør.
Giv de faderløse børn deres ejendom, som I har haft i jeres forvaring, tilbage til dem, når de når myndighedsalderen, og sæt ikke nogen af jeres egne dårlige ejendele i stedet for deres gode. I må heller ikke inddrage deres ejendele ved at lægge dem til jeres egne, hverken bevidst, i skødesløshed eller ved ikke at varetage værdierne ordentligt. Hvis I gør det, så er det en stor synd og forbrydelse.
Hvis I frygter ikke at kunne være retfærdige over for de faderløse piger, som I har myndigheden over, og hvis skønhed og værdier I føler jer tiltrukket af, men som I ikke vil betale den fulde medgift i forhold til hendes rang, så skal I alligevel skabe retfærdighed og forhindre misbrug af deres ejendom ved at gifte jer med moren til den faderløse eller med den faderløse pige selv. Og I skal betale fuld medgift, så det bliver jeres egen ejendom, I skal holde opsyn med.
Gift jer med så mange kvinder, det passer jer, to eller tre eller højst fire. Men frygter I, at I ikke kan handle retfærdigt over for så mange, så tag blot en enkelt eller bare de slavinder, I råder over, for deres medgift er lav, og deres forsørgelse billig, så flere af dem gør det ud for én fri kvinde. Dette er den bedste måde at undgå uretfærdighed på.
Giv også kvinderne, som I gifter jer med, deres medgift frivilligt. De enker eller piger, som I gifter jer med, må ikke nægtes deres medgift, selv om de ikke er i stand til at kræve den, eftersom I gifter jer med dem af godgørenhed, fordi deres fædre eller mænd er faldet ved Uhud. Men hvis de selv afgiver noget af medgiften til jer, så nyd denne del med god samvittighed, og før den tilbage i jeres ejendom.
Giv ikke dem med lav intelligens den ejendom tilbage, som Jeg har ladet jer forvalte, men brug den på at forsørge og klæde dem, og I skal behandle dem godt, til de opnår myndig alder.
Iagttag og oplær de faderløse, til de opnår myndig og giftefærdig alder, og prøv dem for at se, om de har tilstrækkelig klogskab og viden om religionen. Hvis I finder, at de har en god dømmekraft og kan varetage deres egne interesser, så overlad dem deres ejendele, som I har forvaltet, men bortød dem ikke ansvarsløst eller ved for hastigt at overlade dem til dem, inden de er blevet voksne. Den, der er velbjærget, må påtage sig formynderskabet gratis eller mod en lille modregning i den faderløses ejendom, mens den, der sidder hårdt i det, må forbruge af barnets arv, der rimeligt er til dets opvækst.
Når I så overlader deres ejendele til dem, så gør det i de unges og i vidners overværelse. Jeg er tilstrækkelig til at gøre jeres regnskab op!
8 Der tilkommer de mandlige arvinger en del af, hvad deres forældre og de nærmeste pårørende har efterladt, men ikke det hele som hos de hedninge, der kun vil lade dem arve, der kan føre krig. For der tilkommer også de kvindelige arvinger en del af, hvad deres forældre og nærmeste pårørende har efterladt; om det er lidt eller meget, de skal have en bestemt andel.
Når fjernere slægtninge, der ikke skal arve, samt de faderløse og de fattige er til stede ved arveskiftet, så giv også dem lidt af arven, og hvis boet er for lille, så tal i det mindste i et anstændigt sprog til dem.
Lad de slægtninge, der er urolige for deres egne små børns velfærd, efter at de selv er døde, tage sig i agt for ikke at gøre den faderløse uret, og må de vogte sig og frygte Mig og Min straf og trøste børnene og forsikre den døende far, at alt vil gå retfærdigt til.
De, der uretfærdigt sluger de faderløses ejendom, skal i Helvede kaste stykker af ild som brændende sten i deres mund og sluge dem. Og ilden skal stadig brænde, når den kommer ud igen i den anden ende, og når de vanvittige af tørst skriger på noget at drikke, skal de få hældt smeltet kobber i halsen!
12 Hvad jeres børn angår, lyder Min befaling: En mandlig arvtager har som grundregel krav på lige så meget som to kvinder, men hvis den afdøde ingen sønner har, og er der mere end to døtre, så tilkommer der dem to tredjedele af, hvad deres far har efterladt, men er der kun en, tilkommer halvdelen hende.
Hvis den afdøde mand har børn, tilkommer der hans forældre hver en sjettedel af, hvad han har efterladt. Men har han ikke børn, og hans forældre er hans eneste arvinger, så tilkommer der moren en tredjedel og faren to tredjedele, og har han brødre, så tilkommer der moren en sjettedel; alt dette gælder dog først, efter at bestemmelser i testamentet er blevet fuldført, og al gæld er blevet betalt tilbage. I ved ikke, om jeres forældre eller jeres børn får mest nytte af jer. Alt dette er Min lov, og Jeg er Den Vidende og Den Vise.
Også halvdelen af det, jeres hustruer efterlader, tilkommer jer, hvis de ikke har nogen børn; men har de børn, så tilkommer der jer en fjerdedel af det, de har efterladt efter fradrag i henhold til testamente samt gæld. De skal også have en fjerdedel af, hvad I efterlader, hvis I ikke har børn, men hvis I har, så tilkommer der dem en ottendedel af det, I har efterladt efter fradrag og gæld.
Hvis mænd eller kvinder, der efterlader arv, ikke har arvinger i direkte linje, nemlig forældre eller børn, men har bror eller søster, så tilkommer der denne en sjettedel, men er de flere, skal de tilsammen dele en tredjedel efter ovennævnte fradrag, uden at nogen arvings ret bliver krænket. Dette er en lov, der kommer fra Mig, og Jeg er Den Vidende og Den Vise.
Dem, der adlyder Mig og Min profet, skal Jeg lade træde ind i vidunderlige haver gennemstrømmede af floder, og der skal de være evigt, og dette er den højeste lykke, der findes. Men dem, der er ulydige mod Mig og Min profet, Muhammed ibn Abdullah, og som overtræder Mine love, skal Jeg lade styrte ned i Helvedets ild, og der skal de forblive for evigt, og det bliver en ydmygende straf for dem.
19 Hvis nogen af jeres kvinder begår ægteskabsbrud eller hor, så skal I tilkalde fire vidner blandt jer, der tror på Min sande religion. Bevidner de, at det er rigtigt, at de har begået utugt, så hold dem indespærret i et rum i jeres hjem, til døden tager dem, eller indtil Jeg giver dem en anden udvej ved at lave nye love om straffens udformning.
Og hvis to mænd iblandt jer begår noget sådant, så skal I kraftigt fordømme dem foran folket og ydmyge dem med slag i hovedet med deres sandaler, men hvis de omvender sig og opfører sig korrekt fremover, så bær over med dem. Jeg er mild og barmhjertig over for de troende. Men det er kun dem, der begår det onde af uvidenhed, der kan vente Min mildhed, og kun hvis de hurtigt angrer foran Mig. Dem skal Jeg være barmhjertig over for.
Men dem, der bliver ved med at begå onde gerninger som afgudsdyrkelse, mord, hor, tyveri, rentetagning, vindrikning og hasardspil helt frem, til de ligger for døden, har ingen mildhed i vente, når de først der siger: „Nu angrer jeg.“
Og over for dem, der dør i vantroen, er der heller ingen mildhed fra Min side. Til dem har Jeg forberedt en uhyggelig straf.
Muslimer, det er ikke tilladt for jer at presse jeres hustruer til at gøre jer til arvinger, så der ikke er noget til børnene. Og det er heller ikke tilladt for jer at forhindre dem i at gifte sig igen, fordi I vil tilegne jer noget af den medgift, som hendes børn, også med eventuelle andre mænd, har del i. Dette kan I kun, hvis de har været ulydige, fordringsfulde eller har opført sig uforskammet, ellers skal I behandle dem ordentligt. Hvis I har modvilje mod dem, så skil jer ikke nødvendigvis fra dem, for det kan være, at I har modvilje mod noget, hvori Jeg har nedlagt meget godt.
Hvis I vil skilles fra en af dem og gifte jer med en ny, og I har givet hende, I vil af med, en nok så stor sum i medgift, så skal I lade hende beholde den fulde medgift. Skulle I måske gå så vidt som at tage den tilbage ved falsk at beskylde hende for ægteskabsbrud og åbenlys synd? Og hvordan skulle I kunne tage den tilbage, når I har haft intim omgang med hinanden, og de har indgået fast forbund med jer gennem et højtideligt ægteskabsløfte?
I må ikke gifte jer med de kvinder, som jeres fædre har været gift med, lad dog de ægteskaber, der er indgået inden denne åbenbaring, være gældende. Men ellers er det urent og afskyeligt at gøre det, det er ganske modbydeligt.
Det er også forbudt for jer at gifte jer med jeres mødre, døtre, søstre, fastre og mostre. Også jeres brødres døtre og jeres søstres døtre, jeres ammer og jeres fostersøstre, der er blevet ammet af samme bryst, samt jeres svigermødre og jeres hustruers døtre, som hun har med andre mænd, og som er vokset op i jeres hjem, dog kun hvis I har haft omgang med disse hustruer, men hvis I ikke har haft samleje med dem, overtræder I ikke Mine love ved at gifte jer med deres døtre.
Derudover er det forbudt for jer at ægte hustruerne til de af jeres sønner, der er af jeres eget blod, og også at tage to søstre til ægte på én gang, men hvis det allerede er sket inden denne åbenbaring, så er Jeg tilgivende og lader det passere.
Også de kvinder, der allerede er gift, er forbudte for jer som hustruer med undtagelse af jeres slavinder, herunder dem som I har taget som krigsbytte, og hvis ægteskab med hedninge dermed er blevet ophævet. Dette er Mine forbud. Men hvad der ikke er nævnt her, er tilladt for jer, og med jeres penge og ejendom kan I købe kvinder, som I kan leve med i ægteskab i kort tid uden at begå utugt ved blot at holde dem som hemmelige elskerinder, som hedningene gør.
Men giv dem, hvis omgang I nyder, og som I gifter jer med, deres medgift som fastsat. Det er dog ingen synd for jer at lave en anden overenskomst, som I uanset, hvad der er fastsat i denne lov, bliver enige om, hvad enten det drejer sig om forøget medgift eller formindsket, hvis det er et meget kortvarigt ægteskab, eller helt bortfalden medgift. Jeg kender til alt!
De af jer, der er fattige og ikke kan vente, til I er i stand til at indgå ægteskab med en kvinde født i frihed, og som er rettroende, kan tage sig en hustru blandt de rettroende slavejomfruer, som I råder over, for Jeg ved bedst, om I er sande troende. I tilhører hinanden, for den ene af jer nedstammer fra den anden tilbage til Adam og Eva. Så gift jer med dem med deres ejers tilladelse, og giv medgift til dem, der er anstændige kvinder og hverken begår åben utugt som prostituerede eller har elskere i hemmelighed. Når disse kvinder er blevet gift, skal de, hvis de begår ægteskabsbrud, på grund af deres specielle omstændigheder kun lide halvdelen af den straf, der er fastsat for kvinder, der er gift uden at have været slaver; altså halvtreds piskeslag og et halvt års forstødelse. Dette er, fordi de ikke er så vidende som frie kvinder.
Denne lov er beregnet for dem af jer, der er bange for at begå en synd ved at gifte sig med en fri kvinde uden at have midler nok til at kunne forsørge hende, eller ved at forblive enlig, eller ved at have ulovlige seksuelle forbindelser. Men hvis I er tålmodige og ikke gifter jer med slavinder, er dette det bedste for jer, men Jeg er tilgivende og barmhjertig.
Jeg ønsker at forklare det for jer og lede jer på den vej, som profeter og retskafne mænd før jer søgte ad, og Jeg ønsker på denne måde at være mild over for jer. Men de, der følger deres egne lyster med hensyn til, hvem man må gifte sig med, ønsker kun, at I skal komme fuldstændig på afveje i forhold til den rette vej. Jeg ønsker kun at lette jeres bekymringer og besværligheder og gøre jeres religion let for jer, for mænd er skabt svage, når det gælder kvinder.
33 Muslimer, brug ikke jeres værdier til ting, Jeg har forbudt, som til spil og til at opnå renter, men driv i stedet ærlig handel, der bygger på gensidig overenskomst mellem jer. Og dræb ikke jer selv, for Jeg er barmhjertig over for jer. Den, der gør det i had og ugudelighed, overtræder Mine love, og når den dag kommer, som der ingen tvivl er om, så skal Jeg riste ham i Helvedets ild, og dette er en let sag for Mig.
Hvis I undgår de syv dødssynder, afguderi, mord, falsk beskyldning af respektable kvinder for utugt, uærlig omgang med den faderløses arv, renteopkrævning, desertion under militære togter og ulydighed mod jeres forældre, skal Jeg gøre jeres mindre onde gerninger til intet og give jer en hjertelig velkomst i Paradis.
I skal ikke begære jordisk gods og velstand, eller magt og ære, for der har Jeg givet nogle af jer fortrin frem for andre. Både mændene og kvinderne skal have deres del af, hvad de har fortjent. Derfor gør I Mig utilfreds ved at være misundelige på hinanden og begære hinandens ting. I burde hellere bede Mig om Min gunst og opnå den ved gode gerninger efter Mine regler som bøn og faste. Og Jeg ved alt, hvad I gør.
Både mænd og kvinder, som Jeg gør til arvinger, har krav på noget af det, som forældrene og de nærmeste pårørende har efterladt. Dem, med hvem I har indgået broderskab, dengang de udvandrede fra Mekka og blev påført en bror her fra Medina, skal I også give deres del.
Mændene står over kvinderne på grund af de fortrin, som Jeg har givet nogle frem for andre, såsom større forstand og styrke, og fordi de med våben forsvarer Min religion og også har udgifter til medgiften, som de har betalt deres hustruer, og til deres løbende underhold. Derfor skal de ærlige kvinder være undergivne og vagtsomme med hensyn til deres intime dele under deres mænds fravær, og også i forhold til hans ejendom, og fordi Jeg har taget Mig af dem ved at lade dem få en mand og et hjem.
Men de kvinder, som I frygter genstridighed fra, dem skal I først sætte på plads og advare; flyt dem dernæst fra jeres seng til deres eget leje et andet sted i huset; og hvis det ikke nytter, og de stadig ikke adlyder jer, så slå dem. Men hvis de så adlyder jer, så søg ikke anledninger til at komme i skænderi med dem.
39 Hvis I frygter et ægteskabeligt brud mellem dem, så send en opmand både fra hans slægt og hendes slægt. Hvis disse ønsker en aftale, så sørger Jeg for forsoning mellem dem, for Jeg er Den Vidende og Den Indsigtsfulde.
Tilbed Mig, og sæt ingen ved Min side! I skal behandle jeres forældre godt, og også jeres slægtninge, de faderløse og de fattige, og naboen uanset om han er slægtning eller ej, og vennen ved jeres side, den vejfarende, I møder, og de slaver, som I råder over. Jeg elsker ikke pralhalse, der er nærige og opfordrer andre til at være nærige, og som skjuler deres værdier og evner, som Jeg har skænket dem, for at undgå at hjælpe deres nærmeste. Og Jeg har forberedt de vantro en ydmygende straf.
Jeg bryder Mig heller ikke om dem, der deler ud af deres ejendom udelukkende for at vække opsigt blandt folk, men som ikke tror på Mig og Den Sidste Dag, og som ikke giver til kampen for Min religion. Nej, den, der har Satan som ven, har en dårlig ven!
Og hvad ondt kunne der være sket dem, hvis de havde troet på Mig og Den Sidste Dag og havde givet almisser af det, som Jeg har skænket dem? Men Jeg kender dem, der giver, og dem, der ikke giver. Jeg gør ikke nogen så meget som et støvgrans vægt uret ved at fjerne den mindste gode gerning fra vægtskålen, tværtimod belønner Jeg en god gerning dobbelt for vedkommende. Til sidst er der en stor belønning hos Mig.
Men hvordan skal det gå for dem, der ikke troede, når Jeg på Dommedag skal føre et vidne frem fra hvert folk, nemlig den profet, Jeg sendte til dem? Han skal berette om, hvem der troede på ham, og hvem der ikke gjorde, og hvem der overholdt de love, han kom med fra Mig, og hvem der ikke gjorde. Og hvad skal der ske, når Jeg fører dig, Muhammed ibn Abdullah, frem som vidne mod araberne?
På den dag skal de, der ikke troede, og som var ulydige mod Profeten, ønske, at de var ét med jordens støv, men de skal ikke være i stand til at skjule noget som helst for Mig.
46 I, der tror, kom ikke fulde til bønnen som Abdul-Rahman ibn Auf, da han havde festet med nogle af Muhammeds venner. Da I rejste jer for at bede, lavede han en pinlig fejltagelse i fremsigelsen af Koranen, da han glemte „ikke“ i „Vantro, jeg tilbeder ikke det, som I tilbeder“.
I skal ikke komme til moskeen, før I ved, hvad I siger. I skal heller ikke komme, når I er urene efter samlejets sædafgang, men først når I har vasket jer, medmindre I tilfældigt kommer forbi moskeen.
Hvis I er syge eller på rejse, eller nogen af jer har trådt af på naturens vegne eller har haft samleje med kvinder, og I ikke har vand ved hånden, så tag fint, rent overfladesand og gnid ansigtet og hænderne med det, for Jeg er mild og parat til at tilgive de troende.
Muhammed, har du ikke bemærket jøderne, der har fået en del af Skriften? Deres rabbinere køber vildfarelse og vil, at I skal ledes bort fra den rette vej til Mig. Men Jeg kender bedst jeres fjender, og Jeg er tilstrækkelig som beskytter og hjælper.
Der er også nogle af jøderne, der rykker ordene ud af deres rette sammenhæng og fordrejer dem, så de synes at give god mening på arabisk, men i virkeligheden er spottende på hebraisk. De siger: „Vi hører og trodser dig, og hører dig som nogle, der ikke kan høre, og pas på os.“ De snor deres tunge og forvansker ordene og spotter religionen.
Hvis de derimod sagde: „Vi hører og adlyder, og du lytter til os og giver os opmærksomhed, så se på os“, så var det bedre og mere rigtigt for dem. Men Jeg har forbandet dem for deres vantro, så kun nogle få af dem tror.
50 I jøder i Medina, tro på de åbenbaringer, som Jeg nu har nedsendt som en bekræftelse på de åbenbaringer, I allerede ejer, inden Jeg ydmyger jer og fordriver jer, eller forbander jer, ligesom Jeg forbandede sabbatbryderne og forvandlede dem til aber. For det, Jeg befaler, det sker!
Muhammed, du har allerede kaldt de jødiske rabbinere Abdullah ibn Suriya og Kab ibn Asad til dig for at få dem til at omvende sig til islam, fordi de udmærket ved, at du kommer med sandheden. Men de benægtede det og er hårdnakkede vantro.
Jeg skal aldrig tilgive dem, der sætter afguder ved Min side, men Jeg skal tilgive dem, Jeg vil, og det vil sige dem, der omvender sig og angrer alle synder bortset fra denne at gøre nogen lige med Mig. Nej, den, der bedriver nogen form for afguderi, begår en forfærdelig synd!
Muhammed, har du ikke bemærket, at jøderne kalder sig selv for Guds børn, og de kristne kalder sig for Hans elskede folk? Men nej, Jeg gør dem retfærdige, som Jeg vil, og de skal ikke lide så meget uret som svarende til den trevl, der løber langs furen på en daddelsten. Men se, hvordan de opdigter løgn om Mig! Dette er i sig selv en grov synd.
Har du ikke også bemærket, at nogle af jøderne i Medina støtter mekkanerne, der tror på falske afguder, og siger om mekkanerne: „De er ledt på en bedre vej mod Gud end dem, der tror på Muhammed.“ Det gælder for både Huyayy ibn Akhtab og Kaab ibn al-Ashraf, der har opsøgt mekkanerne og opfordret dem til forbund mod dig, Muhammed.
Men Jeg har forbandet disse jøder, og de, som Jeg forbander, skal aldrig kunne finde nogen hjælper mod Mig. Har de måske nogen andel i Mit rige, som de påstår, når de hævder, at de skal blive genindsat i deres tidligere magt og vælde, når deres sejrende Messias vender tilbage? Da skulle de udelukke alle andre fra det og ikke give folket så meget som en splint af en daddelsten. Eller er de skinsyge på jer arabere, fordi I kan berømme jer af, at Muhammed ibn Abdullah er udgået fra jeres folk, og fordi Jeg har skænket ham Mine åbenbaringer og givet ham profetkaldet?
Jeg gav Abrahams slægt visdom og Bogen med åbenbaringer, og Abraham var hverken jøde eller kristen, så se, at Mine åbenbaringer ikke er forbeholdt disse to samfund. Muhammed nedstammer også fra Abraham, og han er araber som jer, og Jeg gav dem et stort rige.
Blandt jøderne findes der dem, der tror på Muhammed ibn Abdullah, men der er også nogle blandt dem, der vender ryggen til ham; Helvede er et flammehav, som er tilstrækkeligt til dem! De, der benægter Mine åbenbaringer, skal Jeg riste i Helvedets ild, og så snart deres hud er gennemstegt, skal Jeg give dem en ny, og sådan skal Jeg gøre igen og igen, for at de skal smage straffen i al evighed, for Jeg er både vældig og vis.
Men de, der tror på Mig og Muhammed og gør gode gerninger ved at dyrke Mig og drage ud for at kæmpe for Min religion, skal Jeg lade træde ind i skyggefulde haver gennemstrømmede af floder af vand, vin, mælk og honning, for at de skal bo der for evigt. Og der venter dem hustruer befriet for alle urenheder, som Jeg efter deres tid på jorden har tilladt at træde ind i Paradis, og Jeg skal føre dem ind i svalende skygge.
61 Jeg befaler jer at tilbagelevere betroet gods til dets ejere og at dømme retfærdigt, når I dømmer mellem menneskene. Så når I kommer i besiddelse af Mekka, skal du, Muhammed, lade Uthman ibn Talha beholde nøglerne til kabaen, der bestyrer den for hedningene, og hans efterkommere skal for altid forvalte den. Og du skal lade al-Abbas ibn Abd alMuttalib nøjes med at være ansvarlig for Zamzam–brønden. Det er aldeles fortræffeligt, det, som Jeg befaler jer, og Jeg hører alt og ser alt.
I sande troende, adlyd Mig, og adlyd Sendebuddet, Muhammed ibn Abdullah, og dem, der har befalingen iblandt jer! Hvis I skændes om noget, så find afgørelsen i Koranen og hos Sendebuddet, hvis I virkelig tror på Mig og Den Sidste Dag. Dette er bedst for jer og den mest korrekte måde at træffe afgørelser på.
Muhammed, har du ikke bemærket de jøder fra Qurayza-stammen i Medina, der påstår, at de tror på det, der nedsendes til dig, og på det, der blev nedsendt før dig? Og alligevel ønsker de at gå til dommere, der ikke er muslimer, når de har stridigheder, for eksempel til jøden Kaab ibn al-Ashraf. Men de er blevet befalet ikke at gøre dette. Det er Satan, der ønsker at føre dem helt på vildspor fra den rette vej til Mig.
Når man siger til hyklerne: „Kom, og tilslut jer Koranen, som Gud har nedsendt, og tilslut jer Sendebuddet!“ så ser du de ugudelige vende dig ryggen i afsky og prøve at få folk til at gøre det samme.
Men hvordan skal det gå dem, når en straf rammer dem for deres gerninger? Da kommer de til dig og sværger ved Mig: „Vi ønskede ikke andet end at gøre godt og skabe sammenhold.“
Sådan sværgede vennerne til ham, som Umar ibn al-Khattab halshuggede, fordi han ikke ville godkende den dom, som du, Muhammed, havde afsagt. Men Jeg ved, hvilke hemmeligheder de gemmer i deres hjerter, så bryd med dem, og advar dem og tal til dem i et sprog, der gør indtryk helt ind i sjælen!
Jeg har aldrig sendt noget sendebud, uden at han med Min tilladelse skulle adlydes. Men hvis de var kommet til dig, Muhammed, da de havde gjort uret mod sig selv ved at lade de vantro dømme imellem sig, og de havde bedt Mig om tilgivelse, og du så bad om tilgivelse for dem, så skulle de have fundet Mig mild og barmhjertig.
Men nej, Jeg sværger ved din Herre, at de ikke er sande troende, før de gør dig til dommer i deres stridigheder og ikke har den mindste tvivl i deres hjerter angående den dom, du fælder, men ydmygt underkaster sig, uanset om den måtte gå dem imod.
Hvis Jeg havde pålagt dem en befaling som: „Risiker jeres liv i kampen for Min religion, og drag ud fra jeres hjem!“ så havde de ikke gjort det på nær nogle få af dem. Men hvis de gjorde, hvad de formanes til at gøre, så ville det være bedre for dem og give dem mere styrke i deres tro, og i så fald skulle Jeg give dem en stor belønning hos Mig og lede dem på den rette vej mod Mig.
De, der adlyder Mig og Sendebuddet, skal forsamles hos dem, som Jeg har vist nåde; nemlig de prædikende profeter, de sandhedselskende vidner, martyrerne og de retfærdige, der gør gode gerninger som at bede til Mig og fremsige Mine åbenbaringer. Og det er i sandhed det bedste selskab.
Dette er den sande velvilje fra Min side, og i viden er Jeg tilstrækkelig.
73 Muslimer, vær forsigtige over for jeres fjender, og forsyn jer med våben, ridedyr og rustninger, og drag ud i afdelinger, når Muhammed ibn Abdullah kalder til krig, eller drag ud samlet i én hær!
Men nogle af jer er træge og bliver tilbage, og hvis nogen ulykke rammer jer, der drog i krig for Min religion, siger de: „Gud har villet det godt for os, ved at vi ikke var hos dem og blev martyrer ligesom dem!“
Men hvis Jeg giver de troende en sejr, så taler de, som om der aldrig havde været noget venskab mellem jer og dem, og de ikke var blevet opfordret til at drage med i krigen: „Gid vi havde fået chancen for at være med dem i denne krig og på dette plyndringstogt og havde vundet et rigt bytte!“
Så lad dem, Muhammed, som vil sælge deres jordiske liv for det kommende, kæmpe for Min religion! Enhver, der kæmper for Min religion og enten falder eller sejrer, skal Jeg give en stor belønning, for ingen muslim skal forlade slagmarken som andet end martyr eller som ejer af krigsbytte.
Hvorfor vil I muslimer, der er blevet tilbage i Mekka og af de vantro hindres i at forlade byen, ikke kæmpe for Min religion? Hvorfor vil I ikke kæmpe for de svage og undertrykte blandt de mænd, kvinder og børn, der siger: „Herre, før os ud af denne by med dens ugudelige indbyggere, giv os en beskytter fra Dig, giv os en hjælper fra Dig!“?
De, der er sande troende, kæmper for Min religion, og de, der er vantro, kæmper for afguderne; kæmp derfor mod satanen Abu Sufyans tilhængere! Deres angreb skal aldrig lykkes.
79 Muhammed, har du ikke bemærket de muslimer, til hvem man sagde: „Afstå fra fjendtligheder, og udhold tålmodigt forfølgelsen, udfør bønnen, og betal almissen!“
Men når det så bliver påbudt dem at gå i krig, så er en del af dem lige så bange for mennesker som for Mig, eller endda endnu mere. Så siger de: „Herre, hvorfor har Du beordret os til at kæmpe? Hvorfor har Du ikke tilladt os at vente med døden til vores naturlige død?“
Sig til dem, Muhammed: „Dette livs gevinst er ringe, men det kommende liv er langt bedre for dem, der frygter Mig, og på Dommens Dag skal I ikke lide så meget uret, som der svarer til trevlen fra en daddelsten. Og hvor I end er, så skal døden nå jer, om I så boede i høje tårne.“
Hvis noget godt overgår dem, siger de: „Dette kommer fra Gud,“ men hvis noget ondt rammer dem, siger de: „Dette kommer fra dig, Muhammed ibn Abdullah,“ ligesom de sagde efter nederlaget ved Uhud, hvor de ikke fulgte dine kommandoer.
Fortæl dem dette: „Alt kommer fra Gud, også ulykkerne, men dem sender Gud blot som straf for det, synderne selv har pådraget sig ved deres gerninger.“
Men hvad går der af disse mennesker, siden de knap forstår, hvad der siges til dem?
Alt godt, der sker mennesket, kommer fra Mig, og alt ondt, som rammer det, kommer fra ham selv, fordi han ikke har gjort, som Jeg har befalet ham at gøre. Jeg har sendt dig, Muhammed, som et sendebud til araberne, og Jeg er tilstrækkelig som vidne på, at det er sandt. Den, der adlyder Sendebuddet, adlyder dermed Mig. Men hvis nogen vender sig bort fra ham, så har Jeg ikke sendt dig som vogter over dem, du skal blot fremføre Mit budskab, du er ikke ansvarlig for, om det efterleves. Og det er Mig, der skal dømme dem.
De forstiller sig og siger: „Vi er lydige,“ men når de går bort fra dig, pønser nogle af dem hele natten på noget helt andet end det, du fortæller dem, de skal gøre. Men Jeg skriver alt det op, de går og pønser på, så vend dig bort fra dem, og stol på Mig. Det er tilstrækkeligt at stole på Mig.
Men tænker de da ikke oprigtigt og omhyggeligt over Koranen? Hvis den kom fra nogen anden end Mig, så skulle de finde mange modsigelser i den.
I Medina, når nyheder, der angår folks sikkerhed eller frygt, kommer dem for øre, udbreder de dem straks til resten af folket. Men hvis de kun havde overgivet dem til Profeten og dem, der har befalingen over dem, så skulle netop de, der er i stand til det, kunne have efterforsket oplysningerne og gjort tingene klare for folket.
Var det ikke for den velvilje og barmhjertighed, Jeg viste jer arabere ved at sende Muhammed ibn Abdullah med Koranen, så ville I have fortsat jeres afguderi og været dømt til evig smerte og fortabelse. I skulle have fulgt Satan bortset fra et fåtal af jer som Zayd ibn Amr og Waraqa ibn Naufal, som, endnu før Muhammed kom til jer, erkendte, at der kun er én Gud, én Mig.
Så kæmp, Muhammed, for Min religion! Du har ikke ansvaret for andre end dig selv, heller ikke når mange af dem nægter at drage ud mod mekkanerne. Men du skal opildne de troende til krig! Måske vil Jeg dæmpe mekkanernes raseri, og Jeg er under alle omstændigheder strengest i raseri, og når Jeg straffer!
87 Den, der mægler i god hensigt ved at stå fast på en troendes ret eller ved at forhindre, at der bliver begået uret mod ham, skal få det regnet til sine gode gerninger. Men den, der mægler i ond hensigt, skal også få sin andel deraf, for Jeg er almægtig. Så hvis nogen af jer går i forbøn hos Profeten for en, der er faldet i unåde, så er den, der går i forbøn, ansvarlig for konsekvenserne, uanset hvad udfaldet bliver.
Når en muslim hilser på jer med en hilsen, så hils tilbage med en endnu bedre ved at gøre den længere, så „Fred være med dig,“ bliver til „Fred være med dig, og må Guds barmhjertighed og velsignelse være over dig.“ For sådan var Adams første hilsen til englene, og sådan var deres svar til ham. Eller besvar i det mindste hilsnen på samme måde. Jeg holder regnskab med alting!
Der findes ingen anden gud end Mig. Jeg skal samle jer alle sammen på Opstandelsens Dag, der hersker ingen tvivl om dette, og hvem er mere sandfærdig i sine ord end Mig?
Hvorfor er I muslimer splittet i to grupper i jeres syn på dem, der med Abdullah ibn Ubayy i spidsen vendte om inden slaget ved Uhud? Hvorfor er I uenige om, hvorvidt de skal slås ihjel som vantro eller ej, når Jeg allerede har rystet dem i deres grundvold for deres onde gerning? Vil I måske retlede dem, som Jeg lader fare vild? Den, som Jeg lader fare vild, skal aldrig kunne finde vejen mod Paradis.
De ville ønske, at I blev vantro ligesom dem selv. Tag ikke nogen blandt dem til ven. De skal drives ud af Medina, og hvis de rejser frivilligt og lever roligt for sig selv, skal de lades i fred, men hvis de kommer tilbage i vantro, skal de dræbes, medmindre de kommer for ydmygt at bede om tilgivelse! Skaf jer under ingen omstændigheder nogen beskyttere eller hjælpere iblandt dem bortset fra dem, der slutter sig til en stamme, som I har et forbund med, som Khuza-, Aslamiyyan- eller Bakr ibn Zays-stammen. Det er også tilladt at være venner med dem, hvis de drager til venligtsindede stammer som Mudlij-stammen, der modsætter sig at skulle kæmpe mod deres egne, og de kommer tilbage til Medina i ydmyg stemning.
Det er også tilladt at være venner med dem, der nægter at kæmpe mod jer muslimer. Hvis Jeg ville, så kunne Jeg give dem magt over jer, og de ville have kæmpet mod jer. Men hvis de lader jer i fred og ikke kæmper mod jer, men i stedet tilbyder jer at holde fred, så åbner Jeg ingen vej for at føre krig imod dem.
I skal finde andre stammer som repræsentanterne fra stammerne Asad og Ghatafan, der kom til jer i Medina og sagde, at de ville være muslimer og opnå sikkerhed for deres folk, men da de vendte tilbage, faldt de tilbage i afgudsdyrkelsen. Men lige så tit som de overtales til oprør i deres fjendskab mod islam, skal de bringes til fald i det. Og hvis de ikke lader jer i fred, tilbyder jer at holde fred og afholder sig fra at føre krig mod jer, så grib dem, og dræb dem, hvor I end træffer dem, for Jeg har givet jer sikker magt over disse løgnere.
94 Det er ikke tilladt for en troende at dræbe en anden troende, undtagen hvis det sker uforsætligt, som det skete for Ayyash ibn Abu Rabia, da han på sin vej mødte Harith ibn Zayd og dræbte ham, fordi han ikke vidste, at han var blevet muslim.
Men hvis det sker, at nogen uforsætligt dræber en troende, så er boden frigivelse af en troende slave og betaling af blodpenge til den dræbtes familie. Pengene skal fordeles efter den lov om arv, Jeg har åbenbaret for jer, medmindre familien eftergiver den som almisse.
Tilhørte den dræbte en fjendtlig stamme, men var han troende, er det tilstrækkeligt med frigivelse af en troende slave som bod, for hans vantro familiemedlemmer har ingen ret til at arve ham. Tilhørte han en stamme, som I er i forbund med, er boden blodpenge til hans slægtninge og frigivelse af en troende slave. Den, der ikke har midlerne til dette, faster i stedet to måneder i træk fra solopgang til solnedgang. Det er en bod befalet af Mig, og Jeg er Den Vidende, Den Vise.
Men den, der forsætligt dræber en troende, hans løn er Helvede, og i dets flammer skal han være for evigt, for Jeg er alvorligt vred på ham og forbander ham og gør en forfærdelig straf klar til ham.
Muslimer, når I drager i krig for Min religion, så tænk jer om, og undersøg tingene nøje. Hvis en mand for at undgå at blive angrebet tiltaler jer med ordet „Fred!“, som er jeres muslimske hilsen, så sig ikke: „Du er ikke troende,“ bare for at kunne angribe og udplyndre ham. Det har I gjort mange gange for at vinde det jordiske livs goder, men hos Mig findes bytte i langt større mængde! Jeg har været nådig mod jer, da I antog islam, men endnu ikke havde vist, hvor dybt i jeres hjerter den stak, så tænk jer altså nu godt om! Jeg ved, hvad I gør.
De troende, der sidder uvirksomme derhjemme uden for krigens fare uden at være undskyldt af noget sår eller nogen kvæstelse, og de, der vover deres ejendom og liv for Min religion, er ikke lige. De sidste har Jeg ophøjet en æresgrad over dem, der sidder uvirksomme tilbage. Jeg har lovet begge grupper af troende det bedste af alt, Paradis, men dem, der kæmper med våben i hånd, har Jeg lovet en endnu større løn end dem, der sidder uvirksomme. Jeg skal løfte dem flere grader højere i rang end de andre og give dem tilgivelse og barmhjertighed, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de rettroende.
Der var muslimer fra Mekka, der aldrig brød fuldstændigt med de vantro og udvandrede til Medina, og som blev dræbt af englene ved Badr, fordi de stillede op mod islam. Da englene tog dem med sig, spurgte de: „Hvilken religion tilhørte I?“
Og disse mekkanerne, der påstod at have antaget islam, men som ikke var udvandret, og derfor blev dræbt på de vantros side i slaget ved Badr, svarede: „Vi kunne ikke flygte fra Mekka, for de vantro holdt os tilbage, og de tvang os til at følge sig til Badr.“
„Men,“ sagde englene, „var Guds jord da ikke stor nok til, at I kunne udvandre til islamisk område og blive en del af dem, der kæmper for Guds religion?“
Så deres bolig skal være Helvede, et forfærdeligt endemål, bortset fra de mænd, kvinder og børn, der virkelig var svage og ikke havde midler og heller ikke var ledt på vej; måske vil Jeg have dem undskyldt, for Jeg er tilgivende og overbærende.
De, der udvandrer for Min sande religion, skal finde mange tilflugtssteder og megen overflod på jorden. Og den, der forlader sin stamme for at søge tilflugt hos Mig og Mit sendebud, men undervejs indhentes af døden, sådan som det skete for Jundub ibn Damra, der var syg og allerede døde, inden han ankom til Medina, hans belønning hos Mig er sikker, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de troende.
102 Når I er på krigstogt rundt omkring i landet, så er det ikke nogen synd, hvis I afkorter bønnen i de tilfælde, hvor I frygter, at de vantro skal overfalde jer, sådan som det skete, da I mødte et kontingent fra Ghatafanstammen, for de vantro er erklærede fjender af jer. Men når du, Muhammed, er blandt dem og forretter bønnen med dem, så må bønnen ikke forkortes, men en afdeling af dem skal stå op sammen med dig og bede, og lad så dem, der ikke beder, stå vagt over de bedende med våben i hænderne. Når de så falder ned i bøn, må de andre stille sig bagved, og siden må en anden afdeling, der ikke har bedt, komme frem og bede sammen med dig, og lad så dem, der har bedt, nu være på vagt og holde deres våben klar. De, der er vantro, ville ønske, at I efterlod jeres våben og jeres udstyr, når I beder, så de kunne overfalde jer på én gang.
Det er heller ingen synd for jer, hvis I lægger jeres våben fra jer, hvis I er besværede af regn eller er syge, men vær hele tiden på vagt. Og I skal vide, at Jeg har tilrettelagt en ydmygende straf for de vantro.
Når I er færdige med bønnen, så påkald Gud både stående og siddende eller liggende på siden, hvis nogen ikke er i stand til andet. Og når I er i sikkerhed, så udfør den del af bønnen, som I manglede, for det er blevet befalet de troende at forrette bønnen og at gøre det på bestemte tider.
Bliv aldrig træt af at opsøge fjenden. Hvis I lider og har besværligheder, så lider de vantro lige så meget, men I håber på en stor belønning fra Mig, og det kan de ikke håbe på. Og det er Mig, der er Den Vidende og Den Vise.
106 Jeg har nedsendt Koranen med sandheden til dig, Muhammed, for at du skal dømme mellem menneskene med den indsigt, Jeg har givet dig gennem den. Så vær ikke forsvarer for bedragerne, som du var tæt på at blive, da din tilhænger Timah ibn Ubayraq stjal en kåbe fra Qitada ibn al-Numan og gemte den i en jødisk vens hus. Da kåben blev opdaget i jødens hus, og han blev anklaget – og mens han hentede vidner fra sin egen religion til sit forsvar − bad Timahs far, Dhafar, dig om at forsvare hans ry ved at fordømme den uskyldige jøde, og du var lige ved at gøre det.
Bed Mig om tilgivelse for din forkerte hensigt. Døm kun efter sagens forhold. Og Jeg er bestemt tilgivende og barmhjertig over for de troende. Men forsvar ikke dem, der bedrager sig selv. Jeg elsker ikke dem, der er bedrageriske og syndige.
De skjuler ganske vist deres synder for menneskene, men de kan ikke skjule dem for Mig. Jeg er hos dem, når de om natten udtænker planer om at vidne falsk og udføre andre forbrydelser, som Jeg ikke kan lide, men Jeg har alt, hvad de gør, i Min magt.
Se, det er jer, folk i Medina, der har forsvaret dem i det jordiske liv, men hvem skal forsvare dem mod Mig på Opstandelsens Dag, eller hvem skal gå i forbøn for dem den dag?
Den, der begår noget ondt eller gør uret mod sig selv og siden beder Mig om tilgivelse, skal finde Mig tilgivende og barmhjertig. Men den, der begår en syndig handling, begår den blot imod sig selv; Jeg ved det, for Jeg er Den Vidende og Den Vise.
Den, der begår en fejl eller en synd og siden skyder skylden på en uskyldig, som tyven Timah gjorde, da han falsk anklagede jøden, har belastet sig selv både med falske beskyldninger og åbenlys synd. Var det ikke for Min overbærenhed og barmhjertighed imod dig, Muhammed, så skulle Dhafars sønner have ført dig vild, sådan som de også prøvede, men de fører blot sig selv på vildspor, og de kan ikke skade dig det mindste.
Jeg har nedsendt Koranen og visdommen til dig og lært dig det, som du ikke tidligere vidste, ved at vise dig, hvad der er rigtigt og forkert. Min gavmildhed over for dig er stor.
Mange af deres hemmelige samtaler indeholder intet godt med undtagelse af dem, der opfordrer til at betale almissen eller gøre det, der er anstændigt, eller bidrage til et godt forhold mellem mennesker. For den, der gør dette af længsel efter at stille Mig tilfreds, skal Jeg give en stor belønning.
Men den, der trodser Profeten, efter at den rette vej til Mig er blevet ham klar, og følger nogen som helst anden vej end de troendes, skal Jeg vende ryggen, som han har vendt Mig ryggen. Jeg skal lade ham følge sin egen vej og det, han har vendt sig til: ham skal Jeg riste i Helvedets tårnhøje flammer. Hvilket forfærdeligt sted at ende!
Jeg tilgiver aldrig den synd, at man sætter nogen ved Min side, men Jeg tilgiver dog dem, Jeg vil, alt andet. Men den, der sætter andre såkaldte guder ved Min side, er langt ude i vildfarelse, og ingen synd er større end afgudsdyrkelse. Ved siden af Mig påkalder de vantro mekkanere blot kvindelige væsner som al-Uzza, al-Lat og Manat, men dermed anråber de kun en oprørsk Satan, som Jeg har forbandet. Han har sagt: „Jeg skal tage den del af Dine tjenere, der blev bestemt til at tilhøre mig den dag, da jeg blev udstødt fra Paradis og fik at vide, at en del af dæmonerne og menneskene skulle følge mig og ende i Helvede. Jeg skal føre dem vild og indgive dem begær, jeg skal pålægge dem at kupere dromedarernes ører og indvie dyrene til deres falske guder. Og jeg skal påbyde dem at skamfere Guds skabte væsner ved at lade deres slaver kastrere og brændemærke og file deres tænder.“
Men den, der tager Satan til sin ven og beskytter og forlader Mig, tilintetgør åbenlyst sig selv i evig fortabelse, for Satan lover og indgiver ham lyst. Men hans løfter er bedrag, og hans tilhængeres bolig skal være Helvede, og de skal ikke finde nogen mulighed for at flygte.
Men de, der tror på Koranen og gør gode gerninger for at stille Mig tilfreds, skal Jeg lade træde ind i dejlige haver gennemstrømmede af floder, og der skal de forblive for evigt i overensstemmelse med Mit løfte, der er sandfærdigt, og hvem er mere sandfærdig i sin tale end Mig?
122 Selvsikre muslimer, det afhænger ikke af jeres ønsker, og heller ikke af jødernes og de kristnes ønsker, det afhænger af jeres gerninger: om I overholder Mine love. Den, der gør onde gerninger ved at synde mod Mig og Mine love, skal til sidst straffes for det hos Mig, og han finder ingen beskytter eller hjælper i stedet for Mig. Men de, der gør gode gerninger, om det er mænd eller kvinder, og er sande troende, de skal træde ind i Paradis og ikke lide den mindste uret.
Hvem har en bedre religion end ham, der underkaster sig Mig, gør gode gerninger og følger Abrahams lære som en, der tror på Guds enhed? Gud tog Abraham som nær ven, og alt, hvad der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig; Jeg har alting i Min magt.
De beder dig stadig om besked angående kvindernes arv. Svar dem, Muhammed: „Gud har givet jer besked om den, og Hans vilje fremsiges fra Koranen. Den giver jer besked om de faderløse piger og enkerne, de faderløses mødre og dem, som I ikke giver det, der er foreskrevet, men som I ønsker at tage til ægte mod deres vilje, hvis de er smukke og rige, eller som I slet ikke ønsker skal indgå ægteskab, så I kan beholde deres ejendele.
Fra Koranen ved I også om de små drengebørn, og at I skal udvise retfærdighed mod de faderløse.“
Og hvad godt, I end gør, så ved Jeg det.
127 Hvis en hustru udsættes for hårdhed eller modvilje fra sin mand på grund af ufrugtbarhed, varig sygdom eller lignende, så er det ikke en synd for nogen af dem, hvis de bilægger sagen i mindelighed. Det kan ske, hvis hun afgiver noget af sin medgift for husfredens skyld til den mand, der har giftet sig med hende af godgørenhed, for forlig er bedre end skilsmisse. Menneskenes sjæle gribes let af griskhed, så kvinden er tit uvillig til at afgive noget af sin ret, og manden bekymrer sig ikke om at beholde en kvinde, han ikke længere synes om. Men hvis I er venlige over for jeres hustruer og frygter Mig; så husk, at Jeg er vidende om, hvad I gør.
I skal dog aldrig være i stand til at behandle alle hustruerne lige, om I så ønskede det. Men giv ikke efter for jeres modvilje, gå til dem nu og da, selv om I ikke kan udføre det med samme glæde som med en hustru, I holder af, for ellers lader I en af dem helt for sig selv i usikkerhed, som var hun hverken gift eller ugift med ret til at gifte sig igen.
Hvis I finder sammen og frygter Mig, så er Jeg tilgivende og barmhjertig. Men hvis parret må skilles, vil Jeg gøre dem begge rige gennem et nyt ægteskab eller ved at give dem ro i sindet, for Jeg er gavmild og vis, og alt det, der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig.
Jeg har allerede pålagt både dem, der har fået Skriften før jer, og nu jer muslimer, at sige: „Frygt Gud!“ Men hvis I er vantro, så husk, at alt i himlene og på jorden, tilhører Mig, Jeg er rig og behøver ingen tjenere.
Hvis det passer Mig, vil Jeg tilintetgøre jer, mennesker, og skabe andre i jeres sted, for det har Jeg magt til.
Og hvis nogen ønsker dette livs løn, så findes både dette og det kommende livs løn hos Mig, og Jeg både hører og ser alt.
Troende, udvis retfærdighed som vidner, og tal sandt foran Mig, selv om det er til skade for jer selv eller jeres forældre og nærmeste slægtninge. Og uanset om det er en rig eller fattig person, så står Jeg dem begge nærmere, end I gør, og Jeg kan således afgøre, om vidnesbyrdet er sandt eller ej. Ret jer ikke efter jeres følelser, når I vidner, så I bliver usaglige og fjerner jer fra sandheden. Hvis I forvrænger sandheden eller holder noget af den tilbage, så er Jeg fuldt ud vidende om, hvad I gør.
Abdullah ibn Salam og hans venner siger, at de tror på dig og din koran og på Moses og Torahen og på Ezra, men ikke mere. Men sande troende tror på Mig og Min profet, Muhammed ibn Abdullah, på den koran, der nedsendes til Min profet, og på alle de skrifter, som Jeg tidligere har åbenbaret for profeterne. Den, der fornægter Mig og Mine engle, Mine skrifter og sendebud og Den Sidste Dag, er langt ude i vildfarelse.
Hvad angår jøderne, som først troede på Moses, og som siden blev vantro og tilbad guldkalven, og så angrede og igen troede, og så atter blev vantro, da de afviste Min profet Jesus, der blev sendt til dem, og som nu forøger deres vantro ved at afvise Mit sendebud Muhammed ibn Abdullah; hvad angår dem, er Jeg bestemt ikke den, der tilgiver dem eller leder dem på den rette vej til Mig.
137 Muhammed, forkynd for hyklerne, at de skal lide en grusom og evig straf! Søger de udvandrede muslimer fra Mekka, som tog de rige og mægtige vantro i Medina til beskyttere i stedet for de rettroende, magt og ære hos dem? Men al magt og ære tilhører Mig, og Jeg har tidligere nedsendt følgende åbenbaring til jer i Koranen: „Når I hører, at Mine åbenbaringer fornægtes og bliver latterliggjort, så bliv ikke siddende hos dem, der spotter og ikke tror, medmindre de påbegynder et nyt emne.“ For ellers er I blevet ligesom dem.
Og sandt er det, at Jeg skal forsamle hyklerne og de vantro i Helvede; disse hyklere, der venter for at se, hvad der vil ske med jer, og som, hvis Jeg tildeler jer en sejr, siger: „Holdt vi måske ikke med jer og hjalp jer? Så giv os del i byttet.“
Men hvis de vantro vinder, så siger de til de sejrende vantro: „Ville vores hær ikke have vundet over jeres, hvis ikke vi kun havde ydet den assistance på skrømt og tilmed var deserteret fra den? Så har vi ikke beskyttet jer mod de rettroende?“
Men Jeg skal dømme jer alle på Opstandelsens Dag, og Jeg skal aldrig skaffe de vantro nogen adgang til at sejre over de rettroende. Hyklerne søger at bedrage Mig, men det er Mig, der bedrager dem. Når de står og forretter bønnen, står de sløve og skinhellige foran folk blot for at blive sat blandt de hellige. De lovpriser Mig kun med deres tunger, ikke af deres hjerter, idet de vakler mellem tro og vantro og hverken hører til her eller der. For dem, som Jeg lader fare vild, skulle end ikke du, Muhammed, kunne finde nogen vej til Paradis.
143 I, der tror, tag ikke de vantro til beskyttere eller som venner i stedet for de rettroende! Eller vil I give Mig en åben fuldmagt til at straffe jer for ugudelighed?
Hyklerne skal ende på Helvedesildens nederste bund, og du skal aldrig finde nogen hjælpere til dem bortset fra dem, der angrer og forbedrer sig, og som holder fast i Mig og tilegner Mig alene al tilbedelse. Disse skal blive talt med til de rettroende, og de rettroende skal Jeg give en stor belønning.
Hvorfor skulle Jeg straffe jer, hvis I er taknemlige for Min barmhjertighed og er rettroende? Jeg er Den Gavmilde, men Jeg er også Den Vidende.
Jeg elsker ikke, at man spreder ond tale blandt folk eller sårer nogen med satiriske digte, i hvert fald ikke medmindre nogen har lidt uret. Og husk, Jeg er Den Hørende og Den Vidende.
Uanset om I åbent eller i hemmelighed siger, hvad I har gjort af godt, eller om I bærer over med noget ondt, så er Jeg tilgivende og mægtig og i stand til at dømme korrekt.
Jøderne, der afviser Mig og Mine sendebud, og som søger at skille Mig og Mine sendebud ved at sige: „Vi tror på Moses, men ikke på Jesus og Muhammed,“ og søger at finde en middelvej i spørgsmålet om profeterne, de er virkelig vantro, og til de vantro har Jeg gjort en ydmygende straf klar.
Men de, der tror på Mig og Mine sendebud uden at gøre nogen forskel på dem, dem skal Jeg give deres belønning efter fortjeneste til sidst, og Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de rettroende.
Muhammed, jøderne i Medina forlanger, at du viser dem en bog med åbenbaringer, der kommer ned fra himlen. Eller at du fremviser én skrevet med himmelske skrifttegn som Moses’ tavler, men af Moses krævede de endnu mere, da de sagde: „Vis os Gud, lad os se Ham med vores egne øjne!“
Og så ramte lynilden dem på grund af denne synd.
Senere tilbad de guldkalven, uanset, at de klare åbenbaringer om, hvem de udelukkende skulle tilbede, var kommet til dem. Men Jeg bar over med dem og gav Moses åben fuldmagt til at straffe dem, og det gjorde han ved at lade halvfjerds tusinde af dem dræbe. Så løftede Jeg bjerget Sinai over deres rædselsslagne hoveder, indtil de indgik pagten med Mig, og ved en anden lejlighed sagde Jeg til dem: „Træd tilbedende ind gennem porten til Jerusalem!“ men de byttede rundt på Mine ord, og Jeg straffede dem.
En tredje gang sagde Jeg til dem: „Bryd ikke sabbatten!“ og Jeg modtog en streng forsikring fra dem om, at de ville overholde Mine påbud. Men de brød sabbatten, og Jeg forvandlede nogle af dem til aber.
De fornægtede Mine åbenbaringer, dræbte Mine sendebud uden grund og sagde: „Vores hjerter er uomskårne og bevarer Guds åbenbaringer, vi behøver ikke flere“ − men, nej, Jeg har tværtimod forseglet deres hjerter for deres vantro. Derfor skal de ikke tro bortset fra nogle få af dem. Og de har også pådraget sig Min vrede, fordi de ikke troede på Jesus og udspredte en forfærdelig og falsk beskyldning mod Maria om, at Jesus var et uægte barn, da hun kom tilbage til sin familie med ham i sine arme. Og siden sagde de: „Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds sendebud.“
Men de havde hverken dræbt eller korsfæstet ham, det så blot sådan ud for dem. For det var blot én med hans skikkelse, Sergius, hed han, og i virkeligheden havde Jeg taget Jesus til Mig i himlen, løftet ham op til Mig. Og jøderne og de kristne, der skændes om ham og hans død, har svævet i tvivl om ham lige siden, Jeg lod en anden korsfæste i hans sted, for de ikke har haft nogen åbenbaret viden om ham, men kun deres usikre fornemmelser at rette sig efter. Nej, jøderne dræbte ham ikke i virkeligheden, men Jeg har taget ham til Mig i himlene, for Jeg er vældig og vis. Herfra skal han i de sidste tider vende tilbage, og der findes ingen jøder eller kristne, der ikke skal tro på ham som Min profet, og kun som en profet, før han virkelig dør. Det sker, efter at han er vendt tilbage til jorden og har dræbt Antikrist. Og på Opstandelsens Dag skal han vidne imod jøderne, fordi de forkastede ham, og mod de kristne, fordi de kaldte ham for Min søn.
158 På grund af jødernes ugudelighed har Jeg i Torahen forbudt dem gode fødekilder, der tidligere var tilladt for dem, og som Jeg ikke har forbudt jer muslimer. Det er, fordi de udelukker så mange fra Min vej og Mine love og tager renter af deres udlån, selv om det i Loven er blevet forbudt, og de fortærer andre menneskers ejendom under dække af falske fordringer. De vantro blandt dem har Jeg forberedt en frygtelig straf.
Men der er dem iblandt dem, der har en sikker viden om religion, som Abdullah ibn Salam og hans venner, og de rettroende. De tror på det, der nedsendes til dig, Muhammed, og på det, der blev nedsendt til de tidligere profeter. Og de, der forretter bønnen på de fastsatte tidspunkter og betaler de påbudte almisser og tror på Mig og Den Sidste Dag, dem skal Jeg give en stor belønning.
Jeg har åbenbaret Min vilje for dig, Muhammed, ligesom Jeg gav Noa og profeterne efter ham disse åbenbaringer. Jeg har også givet åbenbaringerne til Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammelederne og Jesus og Job og Jonas og Aron og Salomon, og Jeg har givet dig Koranen, som Jeg gav David Salmerne. Jeg har sendt sendebud med Mine åbenbaringer, som Jeg tidligere har nævnt for dig, og Jeg har sendt andre sendebud, som Jeg ikke har nævnt for dig. Det var sendebud, der både var glædesbudbringere om kommende belønning og advarere om kommende straf. De blev sendt, for at menneskene efter deres sendebuds ankomst ikke skulle have nogen undskyldning foran Mig og påstå, at de ikke var blevet advaret om, at de skulle straffes, for Jeg er både vældig og vis.
Muhammed, det passer ikke, når Medinas jøder siger, at de ikke kender til, at Jeg skulle have åbenbaret noget for nogen dødelig siden Moses.
Jeg talte direkte til Moses, og over for dig, Muhammed ibn Abdullah, bevidner Jeg den åbenbaring, som Jeg har nedsendt til dig: Jeg har nedsendt Koranen med Min viden om Min religion. Det er englene også vidner på, men Jeg alene er tilstrækkelig som vidne.
De, der er vantro og udelukker andre fra Min vej, er langt ude i vildfarelse, og ingen synd er større end afgudsdyrkelse. Hvad angår jøderne, der er vantro og gør uret, så er Jeg ikke den, der tilgiver dem eller leder dem på nogen anden vej end vejen til Helvede, og der skal de opholde sig for evigt, og det er en let sag for Mig at ordne.
Arabere, nu er Sendebuddet kommet til jer med selve sandheden fra Mig, så tro, det er bedst for jer for jeres egen skyld. Men hvis I ikke tror på den, så skal I vide, at alt det, der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig, og Jeg er Den Vidende, Den Vise.
169 I Bogens folk, overskrid ikke grænserne i jeres religion ved at tro på for meget, som de kristne, der tror, at Jesus er Gud; eller ved at tro på for lidt, som jøderne, der ikke vil tro på, at Jesus var Min profet, og heller ikke på, at Muhammed ibn Abdullah er Mit sendebud. Og tillæg Mig ikke noget, der ikke er sandt!
Messias, Jesus, Marias søn, var blot Mit sendebud og Mit ord, som Jeg indgav Maria, og også bærer af en ånd, der kom fra Mig, så tro på Mig og Mine sendebud og sig ikke: „De er tre, Gud, Jesus og Maria, hans mor, i én.“ Nej, afhold jer fra det, og sig det, der vil være bedst for jer, nemlig at Jeg er én Gud. Mig alene al ære! Jeg er højt hævet over at skulle have en søn! Alt i himlene og på jorden tilhører Mig. Jeg er tilstrækkelig til at påtage Mig enhvers sag, der er ikke brug for Jesus til at gå i forbøn.
Messias skal aldrig foragteligt afvise at være en af Mine tjenere, det skal heller ikke de engle af øverste rang, der bærer Min trone. Men de dæmoner og mennesker, der afviser at dyrke Mig, og som viser sig storsnudede og spottende, dem skal Jeg alle sammen forsamle foran Mig på Den Sidste Dag og derefter fylde Helvedet med dem.
Men dem, der tror på Mig og Muhammed og gør gode gerninger som at bede til Mig og fremsige af Mine åbenbaringer, dem skal Jeg give deres fulde belønning og mere til af Min overflod. Men de afvisende og spottende skal lide deres pinefulde straf, og de skal ikke finde nogen beskyttere eller hjælpere bortset fra Mig.
Arabere, nu er uimodsigelige beviser kommet til jer fra Mig gennem Muhammed ibn Abdullah. Jeg har nedsendt et klart lys til jer: Koranen, som leder jer på rette vej. De, der tror på Mig og holder fast i Mig, skal Jeg omfavne med Min barmhjertighed og gunst og lede til Mig ad en ret vej: til islam i denne verden, og til Paradis i den næste.
175 Muhammed, folk spørger dig stadig for at få besked om arvespørgsmål. Svar dem: „Gud gav jer besked om arven efter den, der hverken har forældre eller børn. Og dør en mand, der ikke har børn, men som har en søster, så tilkommer der hende halvdelen af, hvad han efterlader, og han skal også arve hende, men have alt, hvad hun efterlader, hvis hun ikke har børn. Men er der to søstre, så skal de dele to tredjedele af det, han har efterladt, og er der flere søskende af begge køn, skal manden have lige så meget som to kvinder.“
I må ikke skelne mellem børn født af jeres ægtehustruer og jeres slavinder, hvis I har anerkendt jeres slavindes barn som jeres. Det samme gælder adopterede børn. Men et uægte barn skal kun arve sin mor. Frafaldne, kristne, jøder, zarathustrier, hedninge, mordere og slaver kan slet ikke arve.
Jeg viser jer dette tydeligt, for at I ikke må begå fejl; Jeg er alvidende.