Muhammed, har du ikke bemærket hyklerne samlet omkring Abdullah ibn Ubayy i Medina, når de siger til de vantro jøder i al-Nadir-stammen: „Hvis I drives ud af jeres hjem, skal vi drage ud sammen med jer, og aldrig nogensinde skal vi adlyde nogen imod jer. Og hvis I bliver angrebet i åben krig, så skal vi hjælpe jer.“?
Men Jeg bevidner, at de er løgnere, for hvis de fordrives, skal hyklerne ikke drage ud med dem, og hvis de angribes i fuld krig, skal de ikke hjælpe dem. Og hvis de virkelig skulle hjælpe dem, så skal de hurtigt vende dem ryggen og flygte, så de skal ikke få nogen hjælp.
I muslimer er stærkere, end de er, på grund af den rædsel Jeg har kastet i deres hjerter. Det er, fordi de er mennesker, der intet forstår.
Jøderne skal ikke kæmpe mod jer på åben mark, men blot forsvare sig i deres befæstede landsbyer eller bag deres fæstningers mure. Deres mandsmod og kampånd er stort, men kun når de kæmper indbyrdes. Og du tror, at de er enige, men de er splittede, og deres hjerter er sønderrevne af den angst, Jeg har indgivet dem, fordi de stiller sig op imod dig. Og det er, fordi de er mennesker, der ikke har nogen forstand på Den Sande Religion. Du kan roligt angribe dem, Muhammed.
Der gælder den samme straf for dem, som der gjaldt for Medinas jødiske Quynuqa-stamme, der ikke ville omvende sig til islam og derfor for nylig fik de forfærdelige følger af deres trods og handlinger at smage: De blev drevet i landflygtighed. Også dem venter der yderligere en pinefuld straf, når de forsamles foran Mig for at blive dømt!
Deres allierede, hyklerne, svigter dem ligesom Satan, da han under slaget ved Badr sagde til mekkanerne: „Vær vantro!“ og da de holdt fast i vantroen, sagde han: „Jeg gør mig fri af jer, jeg frygter Gud, alle verdenernes Herre.“
Derfor skal både Quynuqa-jøderne og Medinas hyklere ende i Helvedets ild og forblive der for evigt, for dette er de ugudeliges løn.
1 Alt, hvad der findes i himlene og på jorden, lovpriser Mig, Jeg er Den Vældige, Den Vise. Det er Mig, der har fordrevet den jødiske al-Nadirstamme fra Medina, de har forladt deres hjem for at drage i landflygtighed.
Da du kom til Medina, Muhammed, lovede de at være neutrale i forhold til dig og dine modstandere, og da I vandt slaget ved Badr, vedgik de, at du var Profeten omtalt i Loven. Men efter slaget ved Uhud skiftede de mening, og Kaab ibn al-Ashraf tog til Mekka og indgik en aftale med hedningen Abu Sufyan. Så dræbte du Kaab, og nu har du belejret dem i deres fæstninger og tvunget disse vantro jøder i landflygtighed for altid.
Men I skeptiske muslimer troede ikke, at de skulle drage bort, og de troede selv, at deres fæstninger skulle værne dem mod Mig. Men Jeg overfaldt dem fra et sted, som de ikke havde forestillet sig, og kastede rædsel i deres hjerter, så de udmattede af belejringen ødelagde deres huse med deres egne hænder og læssede deres dromedarer med deres bohave. Nogle tog endda selv dørkarmen med sig, og det skete med de sejrende rettroendes hjælp. Så hermed er der givet en advarsel til dem, der har øjne at se med!
Hvis Jeg ikke havde foreskrevet dem landflygtighed, så skulle Jeg i stedet have straffet dem i dette liv med halshugning for mændene, mens kvinderne skulle være blevet gjort til muslimernes slaver. Og i det kommende liv venter Helvedets ild de fordrevne, og det er, fordi de trodsede Mig og Mit sendebud, for hvis nogen trodser Mig, er Jeg umådelig streng i Min straf.
Muhammed, du fældede nogle af jødernes daddelpalmelunde omkring deres fæstninger, og de råbte, at det altid havde været en ufravigelig regel i krig og var nævnt i Torahen, at man skånede palmerne. Men det var med Min tilladelse, at I nedhuggede nogle daddelpalmer og lod andre stå på deres rødder, og det var, for at Jeg skulle ydmyge og vanære de ugudelige jøder.
6 I behøvede ikke engang føre heste eller dromedarer i krig, du var den eneste, der red, Muhammed, for det var nok, at Jeg befalede jer at ødelægge de palmelunde, de skulle have overlevet på. Så fik I det store bytte af sølv, guld og våben, som de ikke måtte tage med sig, og som Jeg lod tilfalde Min profet Muhammed ibn Abdullah, for Jeg giver Mine sendebud magt over, hvem Jeg vil. Og da byttet er taget uden kamphandlinger med rytteri, skal det ikke deles efter de sædvanlige regler, men tilfalder udelukkende dig, Muhammed! Jeg er almægtig!
Men når Jeg lader krigsbytte fra byernes indbyggere tilfalde Mit sendebud, så tilhører det Mig, Sendebuddet, hans slægtninge, de faderløse, de fattige og den vejfarende, og der skal ikke blive noget udbytte til de rige iblandt jer. Hvad Sendebuddet giver jer, må I tage imod, og hvad han holder jer tilbage fra, må I holde jer fra, og frygt Mig! Jeg er yderst streng i Min straf!
En del af krigsbyttet skal gå til de fattige, rettroende udvandrere, der blev drevet ud af deres hjem og ejendom i Mekka på grund af de vantros forfølgelser og af længsel efter Min velvilje og tilfredsstillelse, og som hjælper Mig og Min profet, for de er de sandfærdige.
De rettroende folk i Medina, der tog imod dem og hjalp dem, elsker dem, der udvandrer til dem. De føler ikke i deres hjerte noget savn efter det, de rettroende indvandrere har fået af dem, eller nogen misundelse imod dem. Tværtimod skulle de sætte dem højere end sig selv og forsørge dem, om så der herskede nød iblandt dem. De, der beskyttes mod deres egen nærighed, er de lykkelige.
De, der er kommet efter dem fra Mekka og dem, der har antaget islam efter slaget ved Badr, siger: „Herre, tilgiv os og vores brødre, der har antaget islam før os, og indgiv ikke nogen modvilje i vores hjerter imod dem, der tror. Herre, Du er sandelig mild og barmhjertig!“
18 Men I, der tror, frygt Mig og Min straf! Og så må enhver tænke på, hvilke gerninger han stiller med på Opstandelsens Dag, når de skal vejes, ja, frygt Mig! Jeg er bestemt vidende om, hvad I gør. I skal ikke være ligesom dem, der glemmer Mig, og som Jeg så lader glemme sig selv! De er de ugudelige.
Helvedets og Paradisets indbyggere er ikke lige; Paradisets indbyggere er de lykkelige.
Muhammed, hvis Jeg havde nedsendt denne koran på et bjerg, så skulle du have set det synke sammen i ydmyghed og splintres af rædsel for Mig. Disse lignelser fremsætter Jeg for menneskene, for at de måske vil tænke sig om.
Jeg er Gud, og der findes ingen anden gud; Jeg kender det skjulte og det åbenlyse, Jeg kender fremtiden og nutiden. Jeg er Den Barmhjertige, Tilgiveren. Jeg er Gud, og der findes ingen anden gud, Kongen, Den Hellige, Fredsskaberen, Beskytteren af troen, Den Ophøjede, Den Vældige, Den Uimodståelige, Den Største. Mig alene al ære! Jeg er hævet over de afguder, mekkanerne sætter ved Min side.
Jeg er Gud, Skaberen, der giver form og farve, Frembringeren, Formgiveren, de skønneste navne tilhører Mig, nioghalvfems i alt. Alt, hvad der er i himlene og på jorden, lovpriser Mig, Jeg er Den Vældige, Den Vise!