Muhammed, når hyklerne kommer til dig, sværger de: „Vi bekræfter, at du er Guds sendebud.“
Jeg ved, at du er Mit sendebud, og Jeg bevidner, at hyklerne er løgnere, men at de ikke er farlige for dig.
De bruger deres eder som et beskyttende skjold for deres onde gerninger, og de udelukker andre mennesker fra Min vej og lægger hindringer i vejen for dem på deres vej til frelsen. Det er onde gerninger, og de gør det, fordi de troede og siden blev vantro, og derfor er et segl blevet sat på deres hjerter, så de intet skal kunne forstå.
Når du ser på dem, beundrer du deres ydre, og når de taler, lytter du til deres drevne tale. Men når Abdullah ibn Ubayy hovmodigt taler, er det tale som fra en kraftig tømmerstok til at afstive væggen, som han står der i fornem, stribet kappe. Og de frygter, at deres tvetydige holdninger til Mig og jer når som helst skal komme for en dag. De tror, at hvert skrig gælder dem, som var det Gabriel, der ville udrydde de ugudelige. De er fjender, tag dig derfor i agt for dem, Muhammed! Jeg vil forbande dem! Hvordan kan de være så løgnagtige?
Når man siger til dem: „Kom her, så skal Guds sendebud bede om tilgivelse for jer,“ ryster de på hovedet, og du ser dem i stolthed vende sig bort fra dig og sandheden.
Muhammed, det er ligegyldigt i forhold til deres skæbne, om du beder om tilgivelse for dem eller ej, Jeg vil ikke tilgive dem, Jeg retleder ikke de ugudelige mennesker. Det er dem, der siger til folket i Medina: „Giv ikke noget til de fattige muslimer, der udvandrede fra Mekka på Muhammeds tilskyndelse, for så bliver de nødt til at forlade ham og Medina!“
Himlenes og jordens skatte tilhører Mig, men hyklerne forstår ingenting.
8 I var på plyndringstogt mod Mustaliq-stammen ude i ørkenen, og der opstod skænderier om vandet mellem en af Umar ibn al-Khattabs slaver og en fra Khazraj-stammen. Abdullah ibn Ubayy blev ophidset og sagde: „Indvandrerne fra Mekka gør os snart til et mindretal i vores eget land. Når vi vender tilbage til Medina, så skal den, der er mest mægtig og mest værdig, drive de svage og uværdige, og det er Muhammeds tilhængere, ud derfra.“
Men magten tilhører dog Mig og Mit sendebud og de troende, men hyklerne ved ingenting.
Sande troende, lad ikke jeres rigdomme og jeres sønner lokke jer bort fra det vigtigste, nemlig at påkalde Mig, så I glemmer Mig til fordel for en kortvarig og tom nydelse på jorden! De, der gør det, er fortabte!
Giv almisser til kampen for Min religion af det, Jeg har skænket jer. For når døden står for døren, og den døende beder: „Herre, vil Du ikke lade mig leve lidt længere, så jeg kan nå at give almisse og høre til de retfærdige?“ så er det for sent. Jeg skal aldrig udsætte døden for nogen sjæl, når dens tid kommer.
Jeg er vidende om, hvad I gør, og Jeg ved, om I betaler til kampen for Min religion eller ej.