Mekkanere, frygt og adlyd Mig, jeres Herre! Den sidste times jordskælv, der skal finde sted, kort før solen står op i vest på Den Sidste Dag, bliver ganske forfærdeligt. Den dag, I får det at se, skal alle ammende kvinder glemme de børn, de ammer, og alle de gravide skal tabe deres ufuldbårne foster. Og du, Muhammed, skal tro, at menneskene er fulde, sådan som de raver rundt, men det er de ikke, det er Min voldsomme straf!
Blandt araberne findes dem som Amr ibn Hisham, en af Mekkas vantro ledere, der i deres uvidenhed skændes om Mig og retter sig efter enhver oprørsk satan, om hvem det står skrevet, at han fører den på vildspor, der tager ham til beskytter, og leder ham til Helvedesildens pinsler.
Arabere, hvis I er i tvivl om opstandelsen, så tænk på, at Jeg for at bevise Min magt først skabte jer af støv, siden af en sæddråbe, derefter af størknet blod og til sidst af en kødklump, der gradvis begynder at tage form af et menneske. Jeg bestemmer, hvilket køn barnet skal have, for på fosterets toogfyrretyvende dag sender Jeg en engel, der giver det dets form og dets hørelse, syn, hud, kød og knogler.
Så spørger englen Mig: „Herre, skal dette barn være en dreng eller en pige?“ og Jeg bestemmer det, og også fødselstidspunktet, hvor Jeg lader jer fødes som spædbørn og tillader mange af jer at vokse op til myndig og giftefærdig alder. Nogle af jer lader Jeg dø unge, andre først når de har opnået så høj alderdom, at de har glemt den viden, de tidligere besad. Men ingen dør på andet tidspunkt end det, Jeg fortæller englen på fosterets toogfyrretyvende dag.
Du ser jorden ligge tør og vissen hen, men når Jeg lader det regne, kommer den til live og sluger regnvandet og spirer med alle slags vidunderlige planter og vækster. Dette viser, at Jeg er sandheden, og at det er Mig, der giver liv til det døde. Det beviser også, at Jeg er almægtig, og at Timen, hvor Jeg skal dømme jer alle sammen, skal komme; det hersker der ingen tvivl om, og heller ikke om, at Jeg skal opvække dem, der ligger i gravene.
Men Amr ibn Hisham skændes med dig om Mig uden at have nogen viden om Min religion, nogen vejledning eller noget oplysende skrift åbenbaret af Mig, og han vender sig bort fra dig i foragt, fordi han ønsker at føre andre bort fra Min vej. Ham venter der skam og vanære i dette liv, og på Opstandelsens Dag skal Jeg lade ham smage Helvedesildens pinsler, og der skal blive sagt til ham: „Amr ibn Hisham, denne straf er for dine vantro gerninger på jorden, for Jeg er ikke den, der gør Mine tjenere uret!“
11 Omkring dig, Muhammed, findes også de beduiner, der kom til dig i Medina og foregav at være blevet muslimer og var tilfredse, så længe det gik dem godt i dine felttog. De tilbeder Mig i et vist omfang, og når et bytte tilfalder dem, er de tilfredse med det, men da det ikke gik dem godt, flygtede de fra fjenden og blev igen vantro, og de skal miste både det jordiske og det kommende liv. Ved siden af Mig påkalder de nogle, der hverken kan skade eller gavne dem, de er langt ude i vildfarelse og langt fra sandheden, og ingen synd er større end afgudsdyrkelse. De påkalder den, som snarere skader end gavner sin tilbeder. En sådan er en elendig skytsherre, og hvilke elendige tilhængere der her søger om hjælp!
Men Jeg skal lade dem, der tror på Mig og gør gode gerninger som at tilbede Mig flittigt og drage ud i kampen for Min religion, træde ind i haver gennemstrømmede af floder. Jeg gør, hvad Jeg vil. Lad den, der tror, at Jeg aldrig skal hjælpe Mit sendebud, Muhammed ibn Abdullah, og give ham sejren både i det jordiske og det kommende liv, og som bliver rasende ved tanken om hans sejr; lad ham fæstne et reb i loftet på sit hus og hænge sig i det. Så må han se, om det kan stoppe det, han var vred på, nemlig islams fremmarch og Muhammeds triumf både i dette og det næste liv.
Sådan nedsender Jeg Koranen med dens tydelige åbenbaringer, for Jeg retleder, hvem Jeg vil. Og på Opstandelsens Dag skal Jeg med Min dom skille dem, der er sande troende, fra dem, der er jøder, sabier, kristne, zarathustrier og afgudsdyrkere, for Jeg ser og ved alting.
18 Muhammed, har du ikke lagt mærke til, at alle væsner både i himlene og på jorden tilbeder og adlyder Mig og underkaster sig Mig? Det gælder også solen, månen, stjernerne, bjergene, træerne, dyrene og mange mennesker. Men straffen skal ramme mange, for de har fortjent den som vantro, og den, som Jeg ydmyger, skal ingen ære, for Jeg gør, hvad Jeg vil.
De vantro og de rettroende skændes om Mig, og de første, jøderne, hævder, at de står nærmere Mig, fordi deres profet og åbenbaringer kom først. Men I muslimer fremhæver, at I står Mig nærmere, for I tror ikke kun på Moses, men også på Muhammed ibn Abdullah og på alle Mine hellige skrifter. Og til de vantro skal der i Helvede blive lavet klæder af ild, og kogende vand skal til sin tid blive hældt ud over deres hoveder; deres indvolde og deres hud skal smelte, og imens skal de slås i stykker med køller af jern. Hver gang de i deres forfærdelige smerter vil ud af ilden, skal de blive ført tilbage af deres bødler, der skal sige til dem: „I skal føle de ulidelige smerter ved at brænde evigt!“
Men Jeg vil lade dem, der tror på Mig og gør gode gerninger for Mig, komme ind i kølige haver gennemstrømmede af floder, og der skal de bydes velkommen af engle, der smykker dem med armbånd af guld besat med perler, og de skal blive klædt i silke. De er blevet retledt, og når de træder ind i herlighederne, skal de sige: „Lovpris Gud, der har opfyldt Sit løfte til os sande troende!“
Ja, de var ledt ad Min rette vej til frelse.
Men en uhyggeligt pinefuld straf skal ramme de vantro, der udelukker andre fra Min vej og forhindrer dem i at besøge kabaen i Mekka. Den har Jeg indrettet til bedested for alle arabere og givet både dem, der bor omkring den i selve Mekka, samt beduinerne og de tilrejsende lige ret til at besøge den. Men de, der kommer med det formål at bedrive kætteri og krænke helligstedet, skal Jeg straffe på det forfærdeligste.
Husk, Muhammed, da Jeg viste Abraham stedet for tempelpladsen og viste ham modellen af kabaen, som Jeg havde taget til Mig i Den Syvende Himmel under syndfloden. Det gjorde Jeg, for at han kunne bygge en ny, og Jeg sagde til ham: „Sæt ingen ved Min side i din tilbedelse. Hold Mit tempel helligt og rent for dem, der går omkring det, og for dem, der står der i bøn, og som bøjer sig ned, og som falder helt ned i underkastelse!“
28 Du skal påbyde araberne valfarten, så de kommer til dig til fods og på dromedarer, der er magre, fordi de har gået så langt med jer, og som kommer fra alle mulige kløfter og dybe pas. Det er, for at de må være til stede og opleve valfartens goder for sig selv ved deres gunstige handel på markederne og ved at have udført så god en gerning som pilgrimsrejsen. Og lad dem påkalde Mit navn, når de slagter offerdyrene på valfartsmånedens tiende dag i taknemlighed over de husdyr, Jeg har skænket dem, og som de kan ofre. Og spis af disse dyr, og bespis den nødlidende og den trængende med kødet fra de ofrede dyr.
Derefter må de træde ud af pilgrimmens tilstand og igen barbere sig, rense negle, parfumere sig og farve deres hår med henna, for så længe de er iklædt pilgrimsdragten, er det ikke tilladt at pynte sig på nogen måde. Og lad dem så opfylde deres løfter ved igen at gå omkring Mit gamle hus, kabaen, som en farvelhilsen.
Sådan er Mine regler om valfarten, og hvis nogen holder Mine bud om spiseregler og fredhellige måneder i ære og ikke vanhelliger kabaen og det fredhellige område omkring den, er det bedst for ham selv over for Mig.
Husdyrene, som I slagter på valfarten, er tilladte for jer at spise, bortset fra dem der allerede er blevet nævnt for jer i Koranen. Så undgå afguderiets afskyelighed, og undgå løgnagtig tale om Mig, og vær hengivne i troen på Mig uden at sætte andre ved Min side. Hvis nogen sætter nogen anden ved Min side, er det, som om han styrtede ned fra himlen, og fuglene greb ham, eller vinden førte ham bort, som fuglen bringer sit bytte til et afsidesliggende sted. Sådan griber Satan ud efter sit bytte, der styrter fra troens højder.
33 Men om nogen overholder de af Mig befalede sædvaner og fører prægtige og dyrebare offerdyr, fede og med næseringe af guld, frem til Min ære, afhænger af deres hjerters gudfrygtighed. Offerdyret af laveste grad er hunfåret. Offerdyrene over dette er vædderen, geden, koen, oksen og dromedaren.
I har gavn af husdyrene frem til slagtningen ved det gamle bedehus, og alle ofringerne er til minde om Abrahams offer, der gjorde det klart, at det eneste offer, Jeg forlanger af mennesket, er dets totale underkastelse under Min vilje.
Jeg har givet hvert folk af sande troende før jer forskrifter vedrørende dyreofringerne, for at de måtte påkalde Mit navn over alle deres slagtede husdyr, som Jeg forsynede dem med som føde, og nu også jer. Jeres gud er én Gud, Mig. Underkast jer Mig som muslimer, og forkynd for de ydmyge et glædeligt budskab; for dem, hvis hjerter skælver af angst, når Jeg påkaldes, og som tålmodigt udholder alle deres plager, som forretter bønnen og i godgørenhed deler ud af det, Jeg har skænket dem.
Offerdromedarerne har Jeg også indstiftet for jer som del af de af Mig befalede sædvaner, så I kan vise Mig, at I er muslimer. I nyder meget godt af dem, for I kan også ofre dem hjemme i Medina. I, der ikke er på valfart, påkald derfor Mit navn over dem, når I skærer halsen over på dem opmarcheret i rækker med sammenbundne forben. Når de er døde, så spis af dem, og bespis både den, der ikke tør bede om noget af kødet, og den, som ydmygt beder om det. Sådan har Jeg underlagt jer dyrene, for at I måske vil være taknemlige over for Mig.
Dromedarernes kød og blod skal aldrig nå Mig, men jeres gudfrygtighed skal nå Mig. Jeg har underlagt jer dyrene, for at I må lovprise Mig, fordi Jeg retleder jer med Mine åbenbaringer. Og, Muhammed, forkynd dem, der gør gode gerninger som at bede til Mig og fremsige af Mine åbenbaringer, et glædeligt budskab: Jeg forsvarer dem, der tror på Mig, mod ondt og mod fjender, for Jeg elsker ikke de vantro forrædere mod Min religion.
40 De, der kæmper med våben i hånd mod dem, der ikke tror, har Min tilladelse. De har tidligere lidt uret ved at blive forfulgt af dem, og Jeg har magt til at hjælpe dem, der er blevet drevet ud af deres hjem i Mekka uden nogen anden grund, end at de siger: „Gud er vores Herre.“
Hvis Jeg ikke satte menneskene op mod hinanden og lod vold blive besvaret med vold, så skulle de kristne eneboeres celler samt kirker, synagoger og moskeer, hvor Mit navn flittigt anråbes, blive revet ned. Men Jeg skal hjælpe dem, der hjælper Mig, for Jeg er stærk og mægtig. Og Jeg vil hjælpe dem, som, hvis Jeg giver dem magt på jorden, forretter bønnen og betaler almissen, og som påbyder det rette og anstændige og forbyder det uanstændige. Og husk, at altings udgang afhænger af Mig, for foran Mig skal I forsamles.
Hvis de hævder, Muhammed, at du lyver om Mine åbenbaringer, så gjorde de det samme; både Noas folk, stammerne Ad og Tamud, Abrahams folk, Lots folk og Midjans mænd. Alle anså de deres profeter for at være løgnere. Moses blev også regnet for løgner.
Jeg gav de vantro udsættelse, men da Min straf så ramte dem, hvor forfærdelig var den så ikke? Hvor mange byer har Jeg ikke tilintetgjort, fordi de var oprørske over for Mig, så de i dag ligger hen som ruiner? Hvor mange sammenfaldne brønde ser du ikke i ørkenen som bevis på, at her boede tidligere folk, og hvor mange omstyrtede og ellers velbyggede borge findes der ikke? Har de vantro da ikke selv rejst omkring i landet, og har de ikke hjerter at forstå med eller ører at høre med? Det er ikke deres øjne, der er blinde, for de ser det, men deres hjerter er blinde, for de vil ikke forstå Min straf.
De opfordrer dig til at fremskynde den straf, du truer dem med, men Jeg skal aldrig undlade at udføre, hvad Jeg har truet med, og hos Mig findes den dag, Den Sidste Dag, som er tusinde år efter jeres måde at regne dage på.
Hvor mange byer har Jeg ikke givet henstand, når de var ugudelige? Men siden overraskede Jeg dem og straffede dem voldsomt, og hos Mig er endemålet og den endelige afregning!
48 Muhammed, du skal sige: „Arabere, jeg er blot en, der i alles påhør advarer jer.“
De, der tror og gør gode gerninger ved at tilbede Mig, adlyde deres forældre og kæmpe for Min religion, skal få Min tilgivelse og en herlig belønning. Men de, der søger at nedgøre Mine åbenbaringer for at berøve dem deres kraft, skal ende som Afgrundsildens indbyggere.
Jeg har ikke sendt noget sendebud eller nogen profet før dig, uden at der er sket det, at når han fremsagde åbenbaringen, så indgav Satan ham nogle af sine egne vers, som han dermed kom til at fremsige. Det var på samme måde, Satan lagde versene om de kvindelige afguder al-Lat, al-Uzza og Manat på dine læber: „De er de ophøjede traner, hvis forbøn man kan håbe på.“
Men Jeg ophæver Satans indgivelser, som det også er sket i dit tilfælde, Muhammed, og dermed bringer Jeg Mine åbenbaringer i orden, for Jeg er Den Vidende og Den Vise. Og Jeg tillod kun Satan at gøre det, fordi Jeg ville gøre Satans indgivelser til en fristelse for dem, der har sygdom i deres hjerter, og dem, hvis hjerter er forhærdede − for de ugudelige er på vildspor langt fra sandheden. Og jeg tillod det, for at dine troende følgesvende, der har fået viden om Min religion, skal vide, at Koranen er sandheden fra Mig, så de kan tro fuldstændigt uden at tvivle på den, og så deres hjerter ydmygt underkaster sig Mig. For Jeg leder dem, der tror, på den rette vej til Mig.
Men de vantro skal ikke ophøre med at tvivle på Koranen, før Dommens Time pludselig kommer over dem, eller en ødelæggende dags straf kommer over dem som ved slaget ved Badr. På Dommens Dag skal herredømmet tilhøre Mig, og Jeg skal dømme mellem dem. Da skal de, der har troet og gjort gode gerninger ved at udføre bønnen og betale almissen, komme ind i skyggefulde haver, hvor de skal være evigt lykkelige. Men de vantro, der har regnet Mine åbenbaringer for løgn, skal lide en nedværdigende straf.
De, der udvandrede fra Mekka for Min religions skyld, og som siden dræbtes eller døde, skal Jeg forære en vidunderlig belønning, for husk, at Jeg er den bedste af alle forsørgere. Jeg skal give dem en indgang i Paradis, som de vil være mere end tilfredse med, for Jeg er Den Vidende og Den Milde. Sådan er det.
59 Hvis nogen gengælder det, der er overgået ham, med lige for lige uden at overdrive sin hævn, men siden igen forulempes, så skal Jeg hjælpe ham. Og det skal ske, fordi Jeg lader natten følge dagen og lader dagen følge natten, og fordi Jeg både er Den Hørende og Den Seende, og fordi Jeg er sandheden, og fordi det, de tilbeder ved siden af Mig, er falske guder, og fordi Jeg er Den Høje og Den Store.
Muhammed, har du ikke bemærket, at Jeg lader det regne fra himlen, så jorden bliver grøn? Det er, fordi Jeg er skarpsindig og indsigtsfuld. Alt, hvad der findes i himlene og på jorden, tilhører Mig, Jeg er Den Rige og Selvtilstrækkelige, og Jeg er Den Lovpriste. For har du ikke også lagt mærke til, at Jeg har underlagt jer alt det, der findes på jorden, herunder skibet, der sejler på havet på Min ordre? Og at det er Mig, der holder himlen oppe, så den ikke uden Min tilladelse kan falde ned på jorden, som den vil gøre på Den Sidste Dag? Jeg er mild og barmhjertig mod menneskene.
Det er Mig, der har givet jer liv. Siden skal Jeg lade jer dø, og så skal Jeg igen opvække jer til liv på Opstandelsens Dag, så menneskene er utaknemlige, når de ikke dyrker Mig mere!
Jeg har foreskrevet hver menighed en gudstjeneste, som de følger, derfor skal de ikke skændes med dig om denne sag. Kald dem til Mig, for du er ledt på den rette vej. Men hvis de prøver at komme op at skændes med dig, så sig til dem: „Gud ved bedst, hvad I gør!“ Og Jeg skal dømme mellem jer på Opstandelsens Dag om det, som I nu skændes om, nemlig tilbedelse af nogle, som Jeg ikke har givet jer åbenbaringer om.
Ved du ikke, Muhammed, at Jeg kender alt det, der findes i himlene og på jorden? Alt dette står i Bogen med Mine bud, og dette er let for Mig. Men ved siden af Mig tilbeder de vantro nogle, som Jeg ikke har givet nogen myndighed, og som de ikke ved noget om, men de ugudelige skal ikke få nogen hjælpere.
Når Mine åbenbaringer fremsiges for dem som klare beviser for din mission, kan du se modviljen i ansigterne på dem, der er vantro; de er næsten parate til at overfalde dem, der fremsiger Koranen for dem. Tru dem: „Skal jeg fortælle jer noget, der er endnu værre end det, I gør? Helvedes ild! Gud har truet de vantro med den. Hvilket rædselsfuldt sted at ende!“
72 Arabere, en lignelse fremsættes for jer, lyt til den! De afguder, som I påkalder ved siden af Mig, skal aldrig kunne skabe så lidt som en flue, om de så alle slog sig sammen om dette formål. Og hvis fluen stjæler bare en smule af den honning og safran, de salver deres afgudesstøtter med, så kunne de ikke tage det fra den. For dem, som de påkalder ved siden af Mig, skaber ingenting, men er selv skabte. Svag er både den bedende afgudsdyrker og den tilbedte afgud!
De måler Mig ikke med Min rette målestok, for Jeg er både stærk og mægtig. Jeg udvælger sendebud blandt englene til at bringe Mine åbenbaringer til profeterne, og Jeg udvælger profeterne blandt menneskene, for Jeg er Den Hørende og Den Seende. Jeg kender hver eneste begåede og endnu ikke begåede synd, og til Mig skal alt og alle føres tilbage for at blive dømt.
Sande troende, buk jer i bøn, og fald ned i tilbedelse af Mig! Dyrk Mig, og gør, hvad der er godt, for at I måske må blive lykkelige og undgå Min straf, som Jeg har advaret om, og opnå den belønning, Jeg har udlovet. Kæmp lige så alvorligt og disciplineret for Min religion, som Jeg fortjener, at man kæmper for Mig. Jeg har udvalgt jer, og Jeg har ikke pålagt jer nogen besværligheder i den religion, som Jeg har skænket jer, og som er jeres far, Abrahams, religion. Jeg har kaldt jer muslimer, de Gud underkastede, dengang Abraham levede, og ligeledes de rettroende efter ham, og også nu her i Koranen. Det har jeg gjort, for at Sendebuddet må blive vidne mod jer på Dommedag om Mine guddommelige forordninger, og I skal vidne mod resten af menneskene. Derfor må I vedvarende udføre bønnen, betale almissen og holde godt fast i Mig. Jeg er jeres skytsherre. Og hvilken skytsherre! Ja, hvilken herlig hjælper og beskytter, Jeg er!