Muhammed, I kom ikke til at bede ved kabaen, men Jeg har skænket dig en åbenlys sejr med fredsaftalen med mekkanerne ved al-Hudaybiya. Derved får du mulighed for at opnå tilgivelse for dine allerede begåede og dine kommende synder, både før og efter du blev profet, ved at udslette hedenskabet og lade Min sande religion herske. Sådan vil Jeg gøre Mine velgerninger mod dig fuldkomne og lede dig på den rette vej til Mig. Jeg skal give dig en strålende og magtfuld hjælp med love til at lede din menighed.
Jeg har nedsendt ro og tryghed i de troendes hjerter, for at de skal lægge tro til tro og fjerne alle rester af tvivl. Og himlenes og jordens hærskarer, engle og mennesker, tilhører alle Mig og Min endelige dom. Jeg er Den Vidende og Den Vise, og Jeg skal lade de troende mænd og kvinder træde ind i kølige haver gennemstrømmede af floder af vand, vin, mælk og honning, og der skal de blive for evigt. Jeg skal gøre deres onde gerninger til intet, og dette er i Mine øjne det højeste, mennesket kan opnå.
Og Jeg skal straffe hyklerne og afgudsdyrkerne, både mænd og kvinder, der tænker dårligt om Mig. De skal opleve et fortvivlende skift i skæbnen, for Jeg er meget vred på dem og forbander dem. Jeg har forberedt Helvede til dem, og dets flammer er et forfærdeligt endemål! Ja, himlenes og jordens hærskarer tilhører Mig, og Jeg er mægtig og vis.
Muhammed, Jeg har sendt dig som vidne om arabernes gerninger, som en glædesbudbringer til dem med håb om et endeligt hjem hos Mig og som en, der advarer om Dommedags afgørende dom. Det har jeg gjort, for at mekkanerne skal tro på Mig og dig, Mit sendebud, og støtte, ære og prise Mig både tidlig morgen og tidlig aften.
De, der i fuld offentlighed sværger dig deres troskab, sværger dermed også Mig deres troskab og deres loyalitet. Jeg er oppefra vidne til, at I sværger Min profet troskab, og Jeg skal belønne jer. Hvis nogen bryder sin ed, er det blot til hans egen skade, men den, der holder det, som han har indgået en pagt med Mig om, skal Jeg give en stor belønning.
11 De beduinstammer, Aslam, Juhayna, Ghifar og Muzayna, der blev tilbage, dengang I drog mod Mekka i det, der endte med, at I indgik fredsaftalen med mekkanerne, skal undskylde sig over for dig: „Vi måtte kikke efter vores dyreflokke, for vi er de stammer, der har mindst, og vi måtte tage os af vores familier, og derfor kunne vi ikke tage med på togtet til al-Hudaybiya. Bed om tilgivelse hos Gud for os!“
Men med tungen siger de det, som ikke findes i deres hjerter. De blev hjemme, fordi de mente, at jeres togt ville ende i nederlag, og fordi de ikke var faste nok i troen på Mig. Muhammed, sig til dem: „Hvem kan gøre det mindste for jer ved at bede til Gud, uanset om Han vil skade jer eller belønne jer?“
Husk, at Jeg ved, hvad I gør. Nej, beduiner, I troede, at Sendebuddet og de troende aldrig nogensinde skulle komme tilbage til deres familier i Medina. Og dette var også, hvad I håbede på, og disse tanker er blevet forherliget for jer i jeres hjerter af Satan. I tænkte dårligt om dette togt, og I er fortabte mennesker uden nogen værdi. Og for de vantro, der ikke tror på Mig og Mit sendebud, har Jeg tilrettelagt et brølende flammehav.
Herredømmet over himlene og jorden tilhører udelukkende Mig. Jeg tilgiver, hvem Jeg vil, og straffer, hvem Jeg vil, men Jeg er parat til at tilgive de troende.
Når I begiver jer af sted for at tage krigsbytte i Khaybar, skal de, der ikke tog med på togtet til al-Hudaybiya, bønfalde jer: „Tillad os at følge med jer.“
Men de vil skabe en ændring i Mine ord om loven om krigsbytte, for dem, der ikke var med ved al-Hudaybiya, skal heller ikke have del i byttet fra jøderne i Khaybar; det lovede jeg denne ekspeditions deltagere på deres vej hjem til Medina.
Jeg befaler dig at sige til dem, Muhammed: „I skal aldrig følge med os, det har Gud sagt på forhånd.“
De skal svare: „I under os ikke del i byttet.“
Nej, de forstår ikke meget.
Men sig til de beduiner, der blev hjemme fra togtet: „I skal blive kaldt til krig mod et folk med vældig kraft, de kistne byzantinere, for at kæmpe imod dem, hvis ikke de inden underkaster sig islam. Og hvis I adlyder, skal Gud give jer en herlig belønning. Men hvis I vender jer bort fra denne krig, som I tidligere har vendt jer bort, så skal Gud ramme jer med en skrækkelig og pinefuld straf!“
17 Det er ingen synd for den blinde, den halte og den syge, hvis de ikke drager i krig for Min religion. Men den, der adlyder Mig og Muhammed ibn Abdullah, Mit sendebud, skal Jeg lade træde ind i frodige haver gennemstrømmede af floder. Men andre, der nægter at føre krig for Min religion, skal Jeg ramme med en grusom og smertende straf!
Jeg er tilfreds med de troende, der sværgede dig deres troskab under træet ved al-Hudaybiya. Det var, dengang du sendte Uthman ibn Affan ind i Mekka med den besked, at I var kommet i fredelig hensigt for at gå rundt om kabaen, men mekkanerne holdt ham tilbage, og I troede, han var dræbt. Da kaldte du dine mænd til dig, og under tjørnetræet svor de, at de ville kæmpe for dig til døden.
Efter fredsaftalen med mekkanerne vidste Jeg, hvad der nagede muslimernes hjerter. I var nedslåede over det, I troede var et nederlag. Men Jeg nedsendte Min ro over jer, og Jeg belønnede jer med en sejr kort derefter ved erobringen af jødernes Khaybar og det meget store bytte, som I tog der i stedet for det, som I havde forventet på togtet til al-Hudaybiya. Jeg er mægtig og vis.
Jeg holdt også jeres fjender borte fra jer, så Khaybar kunne blive et let bytte, og det gjorde Jeg, for at det skulle være et tegn for de troende, og fordi Jeg ville lede jer på den rette vej mod Min sande tro. Jeg har også allerede lagt beslag på andet bytte, som I endnu ikke har kunnet tage, for Jeg er almægtig.
Hvis mekkanerne havde kæmpet imod jer ved al-Hudaybiya, så skulle de være blevet slået tilbage, og siden skulle de ikke have fundet nogen beskyttere eller hjælpere som følge af Min befaling udført mod tidligere folk, der fornægtede deres profet. Det var på forhånd bestemt, at de skulle forbandes, og hvor som helst de skulle antræffes, skulle de gribes og umiddelbart dræbes. Og du skal aldrig finde nogen ændringer i Mine bestemmelser.
Det var Mig, der afholdt dem fra at kæmpe mod jer i Mekkas dal, da I indgik fredsaftalen med dem, for Jeg havde givet jer sejren, hvis det var kommet til kamp, og Jeg ser, hvad I gør. Det er mekkanerne, der har været vantro og udelukket jer fra det fredhellige område rundt om kabaen og fra kabaen selv, og de har forhindret jeres offerdyr i at nå frem til offerstedet: dalen ved Mina.
I Mekka findes der rettroende, der udøver deres religion i hemmelighed, og de ville have lidt, hvis Jeg havde ladet det komme til kamp i byen. I kunne have risikeret at trampe dem ned under krigshandlingerne, og vanære ville have ramt jer for deres skyld, uden at I vidste det! Havde de rettroende i Mekka derimod været skilt fra de vantro, så skulle Jeg have ramt de vantro med en rædsom straf.
De vantro var grebet af hedenskabets raseri, da Suhayl ibn Amr forlangte, at fredsaftalen skulle indledes med den hedenske påkaldelse: „I Guds navn.“ Men at der ikke måtte stå, at du var Mit sendebud, gjorde muslimerne rasende.
Så nedsendte Jeg Min ro over Mit sendebud og de rettroende, og fik dem til at holde fast i de gudfrygtige ord, der lyder: „I Guds, Den Nådiges, Den Barmhjertiges, navn,“ for de var berettigede til det og fortjente det. Jeg er alvidende.
27 Jeg har nu ladet det syn, som Muhammed så i sin drøm i Medina, inden I drog mod al-Hudaybiya, og som I var bange for ikke skulle blive opfyldt, blive fuldbyrdet for Mit sendebud: I skal som stadfæstet i fredsaftalen ved al-Hudaybiya gennemføre valfarten næste år. I skal træde ind i det fredhellige område ved kabaen, hvis Jeg vil det, trygge og med hovedet glatbarberet eller håret klippet helt kort, for sådan er pilgrimmens tilstand, når han ifører sig de hvide pilgrimsklæder uden at frygte noget.
Det er, fordi Jeg ved, hvad I ikke ved, og desuden har Jeg skaffet jer en hurtig sejr over jøderne i Khaybar og fra dem et stort plyndringsgods af får, byg, dadler, honning samt store mængder guld, sølv og ædelstene. Du, Muhammed, tog din dræbte modstanders kone, Safiya bint Huyayy, som din slavinde. Så giftede du dig med hende og gav hende sin frihed i medgift.
Det er Mig, der har sendt dig med Min vejledning og sandhedens religion, fordi Jeg vil lade den sejre over enhver anden religion, og for jer er Jeg tilstrækkeligt vidne på dette.
Muhammed er virkelig Mit sendebud, selv om han i fredsaftalen kun kaldte sig ved sit navn, Muhammed ibn Abdullah, og de, der følger ham, er voldelige mod de vantro, men barmhjertige mod hinanden. Du ser dem bukke sig og falde ned i bøn i stræben efter Min gunst og tilfredsstillelse med mærker af støv i deres pander efter de mange nedfald. Sådan fremstilles de også i Torahen, men i Evangeliet fremstilles de ved billedet af sædekorn, der sender deres skud op og giver dem styrke, så de svulmer og rejser sig på deres stilke til nydelse for bonden.
Sådan er muslimerne skildret for at gøre de vantro rasende.
Jeg lover dem, der tror på Mig og gør gode gerninger for Min skyld, tilgivelse for deres synder og en stor belønning.