Dette er en opsigelse af Min og Mit sendebuds forbindelse med afgudsdyrkerne, der sætter falske guder ved Min side, og med hvem I har indgået aftaler om, at alle har ret til at besøge Den Hellige Kaba i Mekka, og at ingen må forfølges i den hellige måned.
De, der ikke vil anerkende Muhammed ibn Abdullah som Min profet eller betale skat til ham, som Jeg har pålagt jøderne og de kristne, kan rejse frit omkring i landet i sikkerhed i endnu fire måneder. Men så gælder ingen aftale længere, og de skal vide, at de ikke kan ødelægge Mine planer eller flygte fra Mig, og at Jeg skal ydmyge de vantro!
Dette er også en bekendtgørelse fra Mig og Mit sendebud for folket forsamlet ved Mina på den største valfartsdag, dagen for ofringen af dyrene: Jeg opsiger forbindelsen med afgudsdyrkerne efter denne valfart, og det gør Mit sendebud også. Hvis I omvender jer, er det bedst for jer, men vender I jer bort fra Mig, så skal I vide, at I ikke kan ødelægge Mine planer eller flygte fra Mig! Muhammed ibn Abdullah, forkynd budskabet om en pinefuld straf for dem, der ikke tror, og som afviser Den Sande Religion!
Undtaget fra denne opsigelse af aftaler er de afgudsdyrkere, som I har indgået en særlig aftale med, og som ikke har forbrudt sig imod jer på nogen måde eller hjulpet andre mod jer. Opfyld jeres aftaler, som I har indgået med dem, til de fire måneder er udløbet.
Men når de fredhellige måneder dhu al-qada, dhu al-hijja og muharram og rajab er forbi, så dræb de vantro, uanset om I finder dem inden for eller uden for det fredhellige område! Tag dem som krigsfanger, belejr dem, og læg jer i baghold for dem alle mulige steder.
Men hvis de omvender sig til islam, udfører bønnen på den måde, som Jeg har befalet dem, og betaler den påbudte almisse, så sæt dem fri, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de rettroende.
6 Hvis nogen afgudsdyrker, som Jeg har beordret jer til at dræbe, beder dig om din beskyttelse, Muhammed, så giv ham den. Belær ham ved at fremsige Mine ord, og bring ham siden tilbage til sin egen stamme, så han kan lære sit folk om islam. Dette skal du gøre, fordi det er mennesker, der ikke ved om det fantastiske i den religion, du prædiker.
Hvordan skulle nogen afgudsdyrkere kunne have nogen aftale med Mig og Mit sendebud ud over dem, med hvem I har indgået aftale ved Den Hellige Moske? Så længe de holder ord over for jer, skal I også holde ord over for dem. Jeg elsker dem, der frygter Mig og Min straf.
Men hvordan kan der være nogen aftale for jeres modpart, når de, hvis de får overmagten over jer, ikke tager noget hensyn til blodsbånd eller forbund med jer? De behager jer med deres søde ord, men deres hjerter siger det modsatte, og de fleste af dem er ugudelige. De har solgt Mine åbenbaringer for en billig penge og udelukket mange fra vejen til Mig: Det, de gør, er modbydeligt. De tager ingen hensyn til blodsbånd eller forbund med en troende, og det er dem, der forser sig.
Hvis de omvender sig til islam, udfører bønnen korrekt og betaler almissen, så skal de regnes for jeres brødre i religionen. Jeg forklarer på tydelig måde åbenbaringerne for mennesker, der har viden om Mig, Mine skrifter og Mine sendebud.
Men hvis disse afgudsdyrkere bryder deres eder, efter at de har indgået aftale med jer, og angriber og spotter jeres religion, så kæmp mod disse vantroens ledere, for de tager ikke deres egne eder alvorligt. Så vil de måske indstille deres angreb og spot.
13 Vil I da ikke kæmpe mod de mennesker, der har brudt deres eder, sådan som mekkanerne gjorde, da de stik imod aftalen ved al-Hudaybiya blandede sig i beduinernes stridigheder, og som smedede rænker med henblik på at fordrive Mit sendebud, Muhammed ibn Abdullah, fra Mekka?
Og vil I ikke kæmpe mod jøderne, der lagde planer for at fordrive Muhammed fra Medina, og som viste sig aggressive ved at have hemmelige kontakter til mekkanerne og på den måde i virkeligheden angribe jer først? Er I bange for dem, når det i den sidste ende er mere værd for jer at være bange for Mig og Min straf, hvis I er troende?
Angrib dem derfor, Jeg skal straffe dem gennem jeres hænder og lade dem blive ydmyget. Jeg skal hjælpe jer til sejren over dem og med at udføre hævnen og med at hele de troendes hjerter, der er blevet krænket, og fjerne vreden fra dem. For Jeg hjælper, hvem Jeg vil, og Jeg er Den Vidende og Den Vise.
Forestillede I jer, at I skulle lades i fred, uden at Jeg endnu har lært dem blandt jer at kende, der kæmper indædt for Min religion og ikke skaffer sig nogen fortrolig ven eller forbundsfælle ved siden af Mig, Mit sendebud og de troendes menighed? Jeg er fuldt ud vidende om, hvad I gør!
Afgudsdyrkere skal ikke længere besøge Mine hellige steder omkring Mekka og gå rundt om kabaen, hverken nøgne eller påklædte, mens de vidner mod sig selv om deres vantro. Alle deres gode gerninger er forspildte, når Jeg til sidst gør regnskabet op, og de skal lemlæstes og brænde i Helvedets flammer for evigt.
Kun de, der udelukkende tror på Mig og på Den Sidste Dag, og som udfører bønnen, betaler almissen og ikke frygter og adlyder nogen anden end Mig, må besøge kabaen og de hellige steder. Måske, for de skal ikke tro for sikkert på deres egne fortjenester, vil de komme til at høre til dem, som Jeg vælger at lede på den rette vej til Mig.
Dine tilhængere fra Medina klager til dig, Muhammed, fordi mekkanerne efter Mekkas erobring fortsætter med at sælge vand til pilgrimmene og stadig står for driften af kabaen. Men de har nu underkastet sig Mig, og vil I måske ligestille en drik til pilgrimmene og et besøg ved kabaen med troen på Mig og Den Sidste Dag og kampen for Min religion? Disse mennesker er ikke lige i Mine øjne, og hvad nytter det, at al-Abbas ibn Abd al-Muttalib, når du tager ham til fange, fremhæver, at han har sørget for vand til pilgrimmene fra Zamzam–brønden og vedligeholdt kabaen, når han er vantro? Nej, Jeg retleder ikke de uretfærdige mennesker.
De, der har antaget troen, er udvandret fra Mekka og har vovet deres ejendom og liv for Min religion, opnår en højere grad hos Mig end de nyomvendte mekkanere, og de skal blive lykkelige. Jeg forkynder dem et glædeligt budskab om barmhjertighed og nydelse hos Mig, og om grønne og kølige haver, hvor de skal leve og nyde for evigt. Hos Mig findes den store belønning.
23 Muslimer, I må ikke tage jeres fædre og brødre til jeres venner, hvis de elsker vantroen højere end Den Sande Tro, og de af jer, der fortsat er venner med dem, handler forkert og ugudeligt.
Muhammed, fortæl de troende: „Hvis I holder mere af jeres fædre, sønner, brødre, hustruer og jeres klan og de ejendele, som I har erhvervet jer, og den handel, hvis nedgang I frygter, hvis I afbryder forbindelserne med de vantro, og disse ikke længere må deltage i valfarten og de markeder i Mekka, der oprettes i den forbindelse, og holder mere af jeres boliger, som I værdsætter så højt; hvis I holder mere af alt dette, end I holder af Gud og Hans sendebud og kampen for Guds religion, så vent, indtil Gud kommer med Sin straf! Gud retleder ikke de ugudelige.“
Jeg har hjulpet jer på mange slagmarker og også på dagen for slaget i Hunayndalen, da I drog ud fra Mekka tolv tusinde mand stærke, og I pralede med jeres store mængde, for fjenden var fåtallig. Men I blev overrumplede i dalen af de vantro, der lå gemt i de omgivende bjerges kløfter. I flygtede hovedkulds, og hvor vidtstrakt dalen end var, blev den for trang for jer, for I blev angrebet fra alle sider, og I vendte om og flygtede. Da nedsendte Jeg Min guddommelige ro over Mit sendebud og de muslimske krigere, og Jeg nedsendte også hærskarer af engle, som I ikke så, og straffede de vantro og gav jer sejren og et stort bytte på ikke mindre end fireogtyve tusinde dromedarer samt får og geder og store mængder sølv. Sådan straffer Jeg de vantro.
Men efter dette forbarmer Jeg Mig stadig over, hvem Jeg vil, for Jeg er tilgivende og barmhjertig, og du frigav næsten alle fangerne.
28 Sande troende, afgudsdyrkerne er urene, så de må ikke længere valfarte og forsamles ved Den Hellige Kaba efter dette år.
Hvis I, nyomvendte mekkanere, frygter fattigdom, fordi de vantro nu ikke længere må deltage i valfarten og i markederne, så skal Jeg gøre jer rige ved at sende Min regn og lade folkene i de byer, der forsyner jer med fødevarer, omvende sig til islam, for Jeg er Den Vidende og Den Vise.
29 Muslimer, bekæmp jøderne, der ikke tror på Helvedets evige tortur og smerte. Og bekæmp de kristne, der ikke tror på, at Jeg er den eneste Gud, og som ikke forbyder det, som Jeg og Muhammed, Mit sendebud, har forbudt, og som ikke bekender sig til sandhedens rene religion, islam. Det er ellers dem, der har fået Mine hellige bøger, men bekæmp disse jøder og kristne, indtil de villigt betaler beskyttelsespenge og ydmyger sig foran jer, ved at de lader sig slå over nakken af jeres hænder, når I indkræver skatten, for I har sparet deres liv.
Jøderne siger: „Ezra er Guds søn, og han blev vakt til live af sin Far efter at have været død i hundrede år. Og han fremsagde efter hukommelsen hele den jødiske lov, der var gået tabt under jødernes fangenskab i Babylon.“
Og de kristne siger: „Messias er Guds søn.“
Dette er, hvad de siger, og på den måde ligner de mekkanerne, dengang de var vantro. Må Jeg dog tilintetgøre dem! Hvordan kan de være så løgnagtige?
Jøderne har taget deres rabbinere til herrer i stedet for Mig ved at lade dem bestemme, hvad der er lovligt og ulovligt i stedet for at følge Mine love. Det samme har de kristne gjort med deres munke i deres eneboliger, og de har tilmed gjort Messias, Marias søn, til gud ved siden af Mig, selv om Jeg kun har pålagt dem at dyrke én gud: Mig. Der findes ingen anden gud end Mig! Mig alene al ære! Jeg er hævet over dem, de sætter ved Min side!
De vantro vil blæse Mit lys ud med munden, men Jeg vil blot gøre Mit lys fuldkomment, uanset hvor vrede de vantro bliver. Det er Mig, der har sendt Mit sendebud, Muhammed ibn Abdullah, med retledningen og sandhedens religion for at give den sejr over enhver anden religion, selv om de, der sætter andre ved Min side, raser over det.
Troende, mange af de skriftlærde og munkene hamstrer i griskhed guld og sølv. De tager imod penge for at give fritagelser fra Mine love eller som bod for overtrædelser af dem, og de udelukker andre fra Min vej til frelse. Men for dem, der gemmer guld og sølv og ikke giver det til kampen for Min sande religion, skal du, Muhammed, forkynde budskabet om en grusom og pinefuld straf på den Dommens Dag, da guldet og sølvet skal gøres gloende hedt i Helvedets ild, og de skal brændemærkes på deres pander, sider og rygge med det. Og deres bødler skal sige til dem: „Det her er de skatte, som I sparede op til jer selv, så smag nu jeres opsparing!“
36 Der er tolv måneder om året, dette blev bestemt af Mig og nedfældet på den vel bevogtede tavle, hvor alt står optegnet, på den dag, da Jeg skabte himlene og jorden. Af dem er de fire fredhellige. Dette er den rette religion, begå ingen overgreb indbyrdes i disse fire måneder, men kæmp i dem alle mod afgudsdyrkerne, ligesom de i alle årets måneder kæmper mod jer. Og vid, at Jeg står på deres side, som frygter Mig og Min straf.
Udskydelsen af en fredhellig måned med jævne mellemrum for at tilpasse kalenderen til årstiderne indebærer blot en forøgelse af vantroen; de, der er vantro, bliver vildledt, ligesom når mekkanerne gør en fredhellig måned til en almindelig måned. De bytter rundt for at opnå de fire fredhellige måneder om året, antallet, som Jeg har gjort helligt, men de gør måneder til ikke-fredhellige, som Jeg har fredhelliget; senest da Junada ibn Auf gjorde muharram til en almindelig måned.
Deres onde gerninger er blevet forherliget for dem af Satan, så de selv tror, de er gode, for Jeg retleder ikke de vantro.
38 Muslimer, hvad går der af jer, når I begynder at mukke, fordi man siger til jer: „Drag i krig mod de kristne byzantinere for Guds religion!“
I klager over, at der er tørke, og at det er den varmeste tid på året! Er I mere tilfredse med det jordiske liv og jeres frugthøst end med det kommende liv hos Mig? Men det jordiske livs gevinster er ubetydelige i sammenligning med udbyttet i det kommende liv!
Hvis I ikke drager ud, når I bliver kaldt til krig for Min skyld, så skal Jeg ramme jer med en pinefuld straf og sætte andre mennesker i jeres sted, og I kan ikke skade Mig det mindste, for Jeg er almægtig!
Hvis I ikke hjælper Muhammed, så har det ingen betydning, for Jeg har allerede en gang hjulpet ham, da de vantro drev ham ud af Mekka, og han kun havde én ven hos sig, Abu Bakr. Da de gemte sig i grotten på Thaurbjerget uden for Mekka, og mekkanerne ledte efter dem og havde udsat en dusør på hundrede dromedarer for deres tilfangetagelse, lod Jeg en edderkop spinde sit spind hen over grottens indgang.
Mekkanerne kom så tæt på, at du, Mit sendebud, kunne høre deres stemmer, men edderkoppespindet fik dem til at tro, at hulen var tom. Og hver gang Asma bint Abi Bakr havde bragt jer mad og drikke, lod Jeg edderkoppen dække indgangen med et nyt spind. Og når din ven blev modløs, sagde du til ham: „Du skal ikke være trist. Gud er med os.“
Så nedsendte Jeg Min guddommelige ro over ham, lod engle bevogte grotten, så mekkanerne ikke fandt dem i deres eftersøgning, selv om de kom ganske tæt på. Og Jeg hjalp ham siden med hærskarer, dem I ikke så, i krigene for Min religion, og Jeg lod de vantros hovmodige ord blive til intet, mens Mit ord blev det sejrende, for Jeg er både vældig og vis.
Drag ud i krig, velvilligt eller modvilligt, og uanset om I er let eller tungt bevæbnede, og sæt jeres liv og ejendom på spil for Min religion! Dette er bedst for jer, hvis I har forstand på, hvad Jeg har lovet jer og truet jer med.
Hvis det havde været et let overvundet mål og et kort togt i stedet for et krævende felttog mod byzantinerne, så skulle de modvillige i Medina have fulgt dig, Muhammed. Men afstanden er for stor for dem, og de skal sværge ved Mig og sige: „Hvis vi havde kunnet, så skulle vi være draget ud sammen med jer.“
Og dermed vil de tilintetgøre sig selv, de kaster sig selv i evig fortabelse, for Jeg ved, at de med disse ord er løgnere.
Må Jeg tilgive dig, Muhammed! Hvorfor gav du Abdullah ibn Ubayy og tre af de troende tilladelse til at blive hjemme, inden du nøje havde undersøgt, hvem der var sandfærdige i deres undskyldninger, og du havde lært løgnerne at kende?
De, der tror på Mig og Min straf på Den Sidste Dag, beder dig ikke om fritagelse for at risikere deres liv og ejendom i krigen for Mig, og Jeg kender de gudfrygtige. Det er kun dem, der ikke tror på Mig og Den Sidste Dag, og hvis hjerter er i tvivl om Den Sande Religion, der beder dig om fritagelse fra krigen. Hvis de ville være draget i krig, skulle de have anskaffet sig rustninger og våben. Men Jeg ville ikke, at de skulle drage af sted, Jeg gjorde dem i stedet træge, og der blev sagt til dem: „Sid I stille tilbage i Medina sammen med kvinderne og børnene!“
Hvis de var draget ud med jer, skulle de udelukkende have været en byrde for jer og forsøgt at anstifte stridigheder og oprør blandt jer. Og de ville have svækket felttoget, for der findes nogle blandt jer, der villigt lytter til dem, men Jeg kender udmærket disse uretfærdige.
Og disse hyklere i Medina har allerede tidligere forsøgt at anstifte oprør og vende op og ned på alting for dig. Det gjorde de inden slaget ved Uhud, indtil sandheden kom for en dag, og Min vilje og Mit budskab blev åbenlyst, hvor meget de end rasede over det. Blandt dem findes mange, der som Jadd ibn Qays siger: „Fritag mig for at drage i krig, lad mig blive hjemme, og lad mig ikke blive fristet af de smukke byzantinske kvinder!“
Men er de da ikke allerede faldet i fristelse i Medina ved at vise deres modstand mod at gå i krig for sandhedens religion? Helvede skal få disse vantro i sin magt og omringe dem fra alle sider med sine flammer!
50 Muhammed, hvis der sker noget godt for dig, hvis du sejrer på slagmarken, så ærgrer de sig, men hvis en ulykke rammer dig, siger de: „Vi tog vores forholdsregler og blev hjemme,“ og de vender dig glade ryggen.
Sig til dem: „Der vil aldrig ske os noget andet end det, som Gud har bestemt for os og skrevet ned i Bogen med alt, hvad der skal ske; om det så er sejr eller martyrdød. Han er vores skytsherre, og de troende må stole på Ham. Tror I måske, at der venter os andet end én af de to ypperste ting, enten sejren eller martyrdøden?
Men vi forventer, at Gud skal ramme jer med en straf, der kommer fra Ham Selv i himlen, eller at Han lader os udføre den. Bare vent! Vi skal vente sammen med jer og se, hvad der bliver enden for os begge! Bidrag til krigen for Guds religion med eller mod jeres vilje skal aldrig blive modtaget fra jer, for I er ugudelige mennesker!“
Det, der forhindrer modtagelsen af deres bidrag, er, at de fornægter Mig og Mit sendebud, forretter bønnen trægt og halvhjertet og kun bidrager modvilligt til Min krig.
Muhammed, deres rigdomme og mange sønner må ikke vække din beundring. Jeg vil blot straffe dem med de bekymringer, de har for deres børns og ejendoms skyld, og det er Min vilje, at deres sjæle skal dø i vantroen og evigt fordømmes. De sværger ved Mig, at de hører til jer som sande muslimer, men de hører ikke til jer. De er mennesker, der er bange for jer, fordi I forfølger vantro og frafaldne, men når de tror sig sikre, forsikrer de hinanden om deres vantro. Hvis de kunne finde et skjulested eller nogle huller at krybe ned i eller noget andet sted at skjule sig, så skulle de øjeblikkelig søge derhen løbende som en bortløben dromedar.
Blandt hyklerne er der også nogle, der bagtaler dig angående fordelingen af den frivillige almisse. Hvis de selv får noget af den, er de tilfredse, men får de ikke noget, er de fornærmede, som Abu Juwadh, der klager over, at du kun deler ud til fårehyrder. Hvis de havde været tilfredse med det, som Jeg og Mit sendebud giver dem, og havde sagt: „Gud er vores ét og alt, Gud vil give os af Sin overflod, og det samme vil Hans profet, vi bønfalder Gud,“ så ville det være mest passende for dem.
Men de frivillige almisser er kun beregnet for muslimer, der er absolut trængende, og for dem, der midlertidigt er kommet i økonomiske problemer, og dem, der har arbejdet med at inddrive og uddele dem, uanset at de er rige. Og de er til dem, hvis hjerter bør vindes for islam, fordi de er mægtige, og deres indflydelse skal bruges, som de nyomvendte ledere i Mekka og som beduinstammernes ledere, og til slaver, der har indgået en kontrakt med deres ejer om at frikøbe sig. Og de er også til lettelse for de gældsramte, der stadig er fattige, efter at gælden er betalt, til felttogene, krigene og valfarten for Min religion, herunder de af Mine krigere, der har mistet noget af førligheden og derfor er afskåret fra yderligere deltagelse i hellig krig, og til de pilgrimme, der på grund af manglende midler ikke kan vende hjem fra Mekka. Almissen er også for de vejfarende, der står tomhændede, selv om de har værdier derhjemme; de skal have, så de kan rejse videre, og alt dette er efter forskrift fra Mig, for Jeg er Den Vidende og Den Vise.
61 Blandt hyklerne findes også dem, der fornærmer Profeten og siger: „Han tror på alt, hvad han hører.“ Det gør Nabtal ibn al-Harith, manden, der ligner Satan med sit vilde, sorte hår, sine ophidsede øjne og rødmossede kinder, og som kommer og taler med dig og straks fortæller videre til hyklerne, hvad I har talt om.
Muhammed, dit svar skal være: „Jeg lytter til jeres bedste og ikke til det, der kunne skade jer. Jeg tror på Gud og stoler på de rettroende og er et bevis på barmhjertighed for dem af jer, der tror.“
Men dem, der fornærmer Mit sendebud, venter der en pinefuld straf.
Hyklerne sværger ved Mig, at de skal stille jer muslimer tilfredse, men det ville være mere passende, at de stiller Mig og Mit sendebud tilfredse, og det gør de kun, hvis de er ægte troende. Ved de da ikke, at de, der sætter sig op imod Mig og Mit sendebud, kun har Helvedets ild i vente og skal leve der for evigt? Dette skal blive en forfærdelig ydmygelse for dem.
Hyklerne er bange for, at der skal nedsendes et kapitel af Koranen, der er vendt mod dem, og at det skal afsløre deres hemmeligheder. Muhammed, sig til dem: „Spot I bare! Men Gud skal drage det frem i lyset, som I er bange for skal blive afsløret!“
Hvis du spørger dem om grunden til deres spot, så skal de troskyldigt erklære: „Vi snakkede og pjattede bare,“ sådan som Wadia ibn Thabit og hans venner gjorde under togtet mod byzantinerne.
Muhammed, spørg dem: „Hvad! Var det om Gud, Hans tegn og Hans sendebud, at I pjattede, for det er en alvorlig sag at pjatte om Guds åbenbaringer!“
De benægtede, at det var det, de havde gjort grin med. Men kom ikke med jeres undskyldninger, I hyklere! Nu er I blevet vantro, efter at I havde antaget islam; hvis der vises en del af jer nogen nåde, så skal en del af jer til gengæld blive straffet, fordi de er syndere.
Hyklerne, både mænd og kvinder, er ét ud af samme stykke, for de påbyder det uanstændige og forbyder det anstændige og nægter at give til kampen for Min religion. De har glemt Mig, og derfor har Jeg glemt dem.
Hyklerne er i den grad ugudelige, og Jeg har lovet både dem og de vantro Helvedets ild, og i dets flammer skal de forblive for evigt: Dette er, hvad I har at regne med på Dommens Dag. Jeg har forbandet jer, og der venter jer en frygtelig straf ligesom dem, der levede før jer. De var mægtigere end jer og havde større rigdomme og flere sønner. De nød deres del af det jordiske gods, og siden har I på samme måde nydt jeres del i dette midlertidige liv, og I fører intetsigende diskussioner ligesom dem. Jeres gode gerninger er forspildt både i dette og det kommende liv, I er de fortabte.
Har de da ikke hørt historien om dem, der levede før dem, om Noas folk, stammerne Ad og Tamud, Abrahams folk, Midjans indbyggere og de omkuldstyrtede byer, Sodoma og Gomorra? Deres sendebud kom til dem med de klare beviser på, at de var sendt ud af Mig.
Men det var ikke Mig, der gjorde dem uret, de gjorde uret mod sig selv.
72 De rettroende, både mænd og kvinder, er hinandens venner og beskyttere. De påbyder det rette og anstændige og forbyder det uanstændige, udfører bønnen og betaler den påbudte almisse og adlyder Mig og Mit sendebud.
Jeg skal forbarme Mig over dem, for Jeg er både vældig og vis. Jeg har lovet de troende mænd og kvinder vidunderlige haver gennemstrømmede af floder af vand, vin, mælk og honning, og at de skal blive i dem for evigt og bo i gode boliger. Men at de har Min velvilje i udsigt er det vigtigste, og de skal nå den højeste form for lykke.
Profet, bekæmp de vantro og hyklerne, og vær streng imod dem. Deres sidste bolig skal være Helvede, hvilken forfærdelig ulykke! De sværger ved Mig, at de ikke har sagt det, de anklages for: At krig mod byzantinerne ikke er det samme som krig mellem arabere, og at de, der følger Muhammed ibn Abdullah, ender bundet med reb. Men alligevel har Wadia ibn Thabit og hans venner udtalt disse gudsbespottende ord og været vantro, efter at de havde antaget islam. De har haft mytteri i tankerne, som de dog ikke kunne gennemføre.
Og de femten mænd i Medina, der ville dig til livs, og planlagde at skubbe dig ned fra din dromedar og ud over en skrænt i mørket, når du vendte hjem fra Tabuk; er de ikke blevet rige af dit ophold blandt dem og af det plyndringsgods, du har bragt til byen? Hvad var der for dem at hævne, andet end at Jeg og Mit sendebud har gjort dem rige af Min over-flod? Omvender de sig og angrer, er dette bedst for dem, men vender de tilbage til deres tidligere syndige opførsel, skal Jeg ramme dem med en voldsom og smertefuld straf både i dette og det kommende liv, og de skal ikke have nogen beskyttere eller hjælpere på jorden.
Der er også nogle af dem, der har indgået en pagt med Mig, og som dengang sagde: „Hvis Gud giver os af Sin overflod, så skal vi bidrage frivilligt til kampen for Guds religion og høre til de retfærdige.“ Det gjorde blandt andre Thalaba ibn Hatib, der bad dig om at bede Mig om mere af Min overflod, men du advarede ham om at være taknemlig for det, han havde, for mere ville bare være en fristelse for ham. Men han insisterede og lovede at bruge sin rigdom godt, og du bad til Mig, og på kort tid blev han meget rig.
Men efter at Jeg havde givet ham af Min overflod, blev han nærig og vendte sig bort fra sin pagt med Mig, uvillig til at opfylde den ved at give almisse.
Derfor lader Jeg hykleriet herske i deres hjerter frem til Dommedag, hvor de møder Mig; fordi de med deres nærighed har svigtet Mig i det, de havde lovet Mig, og fordi de har været løgnere. Ved de ikke, at Jeg kender deres hemmelige tanker og deres skjulte samtaler?
80 Der er nogle, der bagtaler og gør grin med de rettroende, som viser sig mere end villige til at bidrage med frivillige almisser til krigene for Min religion, som Abdul-Rahman ibn Auf, der har givet fire tusinde dirham, halvdelen af sin formue, og Asim ibn Adiy, der har givet et hundrede dromedarladninger dadler. De samme spottende mennesker latterliggør også dem, der kun med yderste anstrengelse formår at betale, eller som må yde af deres arbejdskraft, som Abu Aqil, der kom med en tresindstyvendedel af en dromedarlast af dadler, og de hånede ham og sagde: „Gud kan vist godt klare sig uden dét bidrag.“
Men dem skal Jeg håne til sin tid, og dem venter der en aldeles modbydelig straf.
81 Muhammed, du kan bede om tilgivelse for hyklerne, sådan som du gjorde halvfjerds gange ved Abdullah ibn Ubayys død, da hans søn bad dig om det, eller du kan lade være. Det har ingen betydning, for deres synd er utilgivelig. Selv hvis du beder om tilgivelse for dem halvfjerds gange, skal Jeg alligevel aldrig tilgive dem, og dette skal være deres dom, fordi de afviser Mig og Mit sendebud, og fordi Jeg ikke retleder de ugudelige.
De, der nægtede at tage med på felttoget mod Tabuk, var glade for at blive tilbage i Medina, eller ude i ørkenen for beduinernes vedkommende, og for at have afvist at risikere deres liv og ejendom for Min religion. „Drag ikke ud i heden,“ sagde de til hinanden, „for det er på den tid af året, hvor skygge er svær at finde, og frugterne her er modne og skal høstes.“
Sig til dem, Muhammed: „Helvedets ild er hedere!“
Det skulle de have tænkt over, hvis de havde haft nogen forstand. Lad dem le lidt nu, de skal komme til at græde meget for deres gerninger!
Hvis Jeg lader dig vende tilbage fra krigen til Medina i live, tilbage til de hyklere, der ikke havde en rigtig undskyldning for ikke at gå i krig, og de beder dig om tilladelse til at drage med ud i din næste krig, så sig til dem: „Aldrig nogensinde skal I gå med mig i krig, og aldrig skal I kæmpe mod nogen fjende sammen med mig og opnå bytte. I var tilfredse med at sidde stille i jeres hjem den første gang, så sid I fortsat stille tilbage blandt kvinder og børn!“
Muhammed, bed aldrig igen over nogen af de hyklere, der dør. Mød ikke op til begravelsen, som du gjorde ved Abdullah ibn Ubayys begravelse, og besøg ikke siden deres grav, for de har afvist Mig og dig, Mit sendebud, og er døde i ugudelighed. Deres rigdom og deres mange sønner må ikke overraske dig og få dig til at beundre dem, for Jeg vil blot straffe dem med de bekymringer, de har i den anledning, og det er Min vilje, at de skal dø i vantroen.
87 Når et kapitel af Koranen bliver nedsendt med følgende bud: „Tro på Gud, og gå i krig sammen med Hans sendebud!“ så beder de velhavende, men modvillige, dig om fritagelse for krigstjeneste og siger: „Lad os være hos kvinderne og børnene, der bliver hjemme.“
De er tilfredse med at blive tilbage blandt kvinderne og børnene, og deres hjerter er forseglede, så de intet forstår, for sandheden kan ikke trænge ind. Men Sendebuddet og dem, der tror sammen med ham, sætter deres liv og ejendom på spil i krigen for Min religion. Disse rettroende skal opnå alle gode ting; de skal blive blandt de lykkelige. Til dem har Jeg forberedt frugtbare haver gennemstrømmede af floder af vand, vin, mælk og honning, og der skal de forblive for altid, og ingen lykke er højere end denne, ingen sejr er mægtigere.
Nogle af beduinerne, stammerne Ghatafan, Ghifar og Asad, sendte talsmænd for at undskylde sig og bad om at blive fritaget fra Min krig, fordi de kun lige kunne opretholde livet for deres familier, og de løj over for Mig og Mit sendebud og sad bare uvirksomme tilbage. Men en pinefuld straf skal ramme de vantro.
Det er ingen overtrædelse af Min lov, hvis de svage eller syge eller dem, der ikke har noget som helst at give bort til krigen, som stammerne Juhayna og Udhra, bliver tilbage, når der kaldes til krig. De skal blot være ærlige mod Mig og Mit sendebud. Fordømmelsen gælder ikke dem, der gør det rette, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de rettroende. Den gælder heller ikke dem, der som Salim ibn Umayr og hans seks venner barfodede kom til dig før togtet til Tabuk, for at du skulle udruste dem, og du sagde: „Jeg har hverken sandaler, våben eller dromedarer til at udruste jer med.“
De vendte om med øjnene fulde af tårer af sorg over, at de ikke havde noget at give bort til krigen for Min religion og end ikke kunne ofre deres liv.
Fordømmelsen gælder kun dem, der beder dig om fritagelse, selv om de er velbjærgede. De er tilfredse med at blive tilbage i sikkerhed blandt de svage, kvinderne og børnene, og Jeg har forseglet deres hjerter, så de ingenting ved.
De skal komme til jer med deres undskyldninger, når I efter felttoget vender tilbage til Medina. Da skal du sige til dem, Muhammed: „Kom ikke med jeres undskyldninger! Vi skal aldrig tro på jer. Gud har fortalt os om jer, og Gud skal nøje overvåge jeres fremtidige opførsel, og også Hans sendebud skal vidne om jeres handlinger.“
Siden, på Den Yderste Dag, skal de føres tilbage til Mig, der kender både det skjulte og det åbenlyse, og Jeg skal fortælle dem, hvad de gjorde, og Jeg skal dømme dem.
Men inden skal de over for jer sværge ved Mig, når I, der drog i felten, kommer tilbage til dem. De skal bede jer om at lade dem være i fred og ikke straffe dem trods jeres vrede. Så lad dem være, de er urene, og deres endelige bolig skal være Helvede som løn for deres ugudelige gerninger. De skal sværge ved Mig, at I stadig kan regne med deres loyalitet, men hvis I er tilfredse med dem og deres ed, så skal Jeg absolut ikke være tilfreds med ugudelige mennesker, der kommer med udflugter.
98 Ørkenens beduiner er stærkest i vantro og hykleri og har størst sandsynlighed for at forblive uvidende om de love, som Jeg har nedsendt til Mit sendebud. De er egensindige og har kun få muligheder for at opsøge dem, der har viden om religion. Jeg er Den Vidende og Den Vise.
Nogle af beduinerne anser den almisse, som du har pålagt dem, og som de kalder krigsskat, for snarere at være en plage end vejen til deres frelse. De venter på, at skæbnen skal vende sig imod jer, så de kan slippe for at betale. Det gælder stammerne Ghatafan, Asad og Tamim. Men for dem skal det være en ulykkelig vending, for Jeg både hører, hvad I siger, og ved, hvad I skjuler!
Men blandt beduinerne er der også nogle, som Abdullah Dhu al-Bajadin og hans folk, der tror på Mig og Den Sidste Dag og anser deres betalinger for et middel til at vinde Min velvilje og Sendebuddets bønner til Mig. Og er de virkelig ikke et middel til at vinde Min velvilje? Jeg skal omfavne dem i Min barmhjertighed, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de troende.
De, der gik forrest i islam, de første blandt udvandrerne fra Mekka, som troede på Min profet, og hjælperne i Medina, der sværgede ham troskab, mens Profeten endnu var forfulgt i Mekka, og som siden tog godt imod de troende indvandrere, og også dem, der siden har hjulpet Muhammed; dem er Jeg meget tilfreds med, og de er tilfredse med Mig. Til dem har Jeg gjort skyggefulde haver gennemstrømmede af floder klar, og der skal de leve evigt i deres næste liv, og højere lykke findes ikke.
Blandt beduinerne, der lever omkring jer, findes hyklere som stammerne Aslam, Juhayna, Ghifar og Muzayna, og det gør der også blandt indbyggerne i Medina. De fremturer i deres hykleri, og du kender dem ikke, Muhammed, for de har endnu ikke fremlagt deres hykleri åbent, men Jeg kender dem. Jeg skal straffe dem to gange, først i det jordiske liv, hvor de skal ydmyges, og derefter i døden ved englene Munkar og Nakir, og siden skal de så overgives til en rystende og evig straf i Helvedets flammer!
Der findes dog også nogle beduiner, der erkender deres synder uden hyklernes undskyldninger. De blev hjemme fra felttoget mod Tabuk, men da de hørte Koranens trusler mod dem, der holder sig tilbage fra krigen for Min religion, bandt de sig selv til søjlerne i Medinas moske og sværgede, at de kun ville løses af Profeten.
Og du, Muhammed, sværgede, at du ikke ville løse dem, før der kom besked om det fra Mig, og det er der nu. De har blandet en ond gerning, afvisningen af hellig krig, sammen med en god, tilståelsen og angeren. Det samme har Kab ibn Malik, der også blev i Medina under felttoget. Det kan være, at Jeg forbarmer Mig over dem, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for dem, der har underkastet sig.
De mænd, hvis bånd du har løst, bad dig tage deres ejendele; dem, som de var blevet hjemme for at beskytte, i almisse, så de kunne blive renset for deres overtrædelse af Min lov.
Du sagde, at det havde du ikke bemyndigelse til, men nu åbenbarer Jeg for dig: Modtag en frivillig almisse på en tredjedel af deres ejendele fra dem, der har angret og ydmyget sig, for at du må rense og lutre dem med den, og bed for dem. Dine bønner vil berolige dem, og Jeg er Den Hørende og Den Vidende.
Ved de ikke, at Jeg tager imod angeren fra Mine tjenere og modtager almisserne, og at Jeg er Den Tilgivende og Den Barmhjertige?
Muhammed, sig til dem: „Fortsæt med jeres arbejde, og opfør jer retfærdigt! Gud skal overvåge jeres handlinger, og det samme skal Hans sendebud og de troende.“
Ja, som genopstandne skal I føres tilbage til Mig, der ved, hvad I siger og holder hemmeligt, og da skal Jeg fortælle jer alt, hvad I gjorde.
Der er også andre, der blev hjemme, men siden angrede, nemlig Hilal ibn Umayya og Murara ibn al-Rabi, som sammen med Kab ibn Malik i spænding venter på Min befaling om, hvorvidt Jeg vil straffe dem eller forbarme Mig over dem. Jeg er Den Vidende, Den Vise.
108 Hvad angår Ganim-stammen, der har bygget sig en moske i Dhu Awan for at skade Amr ibn Auf–stammen i skinsyge over deres moske, der er bygget i Quba i udkanten af Medina, så fremmer de ulydighed, vantro og splittelse blandt de troende. Moskeen fungerer som et skjulested for Abu Amir, deres bagmand, der tidligere har kæmpet mod Mig og Mit sendebud. Så ganske vist sværger de: „Vi har bygget en moske for de syge og trængende, og for at de rejsende kan søge derind i nætter med dårligt vejr. Vi vil gerne have, at du, Muhammed, kommer og beder for os der.“
Men Jeg er vidne på, at de er løgnere! Du skal aldrig stå i den og prædike! En moske, der fra første dag er grundlagt på gudfrygtighed, som den i Quba, som du selv har lagt grundstenen til, er bestemt mere passende for dig at prædike i: Der findes mænd, der elsker at rense sig, som de selv har fortalt dig, at de gør med tre sten og vand, når de har lettet sig, og du fortalte dem, at Jeg elsker dem, der renser sig.
Hvem er bedst, den, der grundlægger sin bygning af frygt for Mig og Min straf, og for Min tilfredsstillelse, eller den, der grundlægger sin bygning på kanten af en flodbred undergravet af strømmen, så den truer med at styrte sammen og rive ham med ned i Helvedets ild?
Jeg retleder ikke de uretfærdige mennesker, der ikke tror på Mig.
Den bygning, som Ganim-stammen har bygget, skal vedblive med at fremkalde tvivl i deres hjerter: Så længe de lever på jorden, skal deres samvittighed pines, og pinen gælder dem selv i det næste liv, for Jeg er Den Vidende og Den Vise.
112 Jeg har købt muslimernes liv og ejendom for løftet om Paradis på den betingelse, at de skal kæmpe for Min religion og dræbe og blive dræbt. Det er et sandfærdigt løfte, der påhviler Mig i Torahen, Evangeliet og Koranen, og hvem opfylder sin kontrakt bedre end Mig? Glæd jer derfor over den handel, som I har afsluttet! Den er den højeste lykke, I kan opnå!
De, der vender sig til Mig i bod, de, der tilbeder og lovpriser Mig, de fastende, de bukkende, de, der falder ned i bøn, de, der påbyder det anstændige og forbyder det uanstændige, de, der overholder Guds love, skal ligeledes have deres fulde belønning: Paradis. Og disse troende, Muhammed, skal du forkynde dette glædelige budskab.
Selv om der er tale om nære slægtninge, er det ikke tilladt Profeten at bede om tilgivelse for de døende blandt dem, der sætter andre ved Min side, efter at det står klart for dig, at de skal blive Afgrundsildens indbyggere, og ikke længere kan omvendes. Du skal heller ikke bede om tilgivelse, hvis de er døde i vantroen, sådan som du gør for din afdøde onkel og beskytter, Abu Talib, og nu har bedt om tilladelse til at gøre for din afdøde mor, Amina. Og det samme gælder alle de sande troende.
Abrahams bøn om tilgivelse for sin far skyldtes udelukkende et løfte, som han havde givet ham om at bede Mig om at åbne hans hjerte for omvendelse. Da det blev klart for Abraham, at hans far var og blev en fjende af Mig, afbrød han al forbindelse med ham. Abraham var følsom og mild.
Jeg er ikke den, der regner et folk for at være faret vild, efter at Jeg har vejledt dem med åbenbaringer og har forklaret dem, hvad de skal undgå af forbudte ting, fordi de tidligere bad for afdøde afgudsdyrkere, som var deres familie og venner. Men fra nu af er det Min lov, frygt Mig og ikke de falske afguder, og husk, at Jeg er alvidende.
Herredømmet over himlene og jorden tilhører Mig. Det er Mig, der giver liv og forårsager død, og ud over Mig har I ingen beskytter eller hjælper.
Så nu har Jeg forbarmet Mig over Profeten, udvandrerne fra Mekka og hjælperne i Medina, dem, der går forrest i islam og som fulgte Min profet i nødens stund. Jeg har tilgivet dem deres synder, efter at nogle af dem havde været tæt på at afvige fra pligten til hellig krig under felttoget mod Tabuk, fordi de var så plagede af hede og tørst, at de måtte drikke det vand, de fik dromedarerne til gylpe op, og de var ti mænd om hver ridedromedar. Da forbarmede Jeg Mig over dem, for Jeg er mild og barmhjertig mod dem.
Det er Jeg også over for de tre, der blev tilbage fra togtet, Murara ibn al-Rabi, Hilal ibn Umayya og Kab ibn Malik, der venter i spænding på Min afgørelse, og som du, Muhammed, har forbudt muslimerne at tale med eller hilse på. Og jorden, uanset hvor vidtstrakt den er, blev for lille til dem, fordi de følte sig skyldige og vidste, at de ikke kunne flygte fra Mig, og at der ikke er andet at gøre end at søge tilflugt hos Mig. Så Jeg forbarmer Mig over dem, for at de skal omvende sig, efter at de har været forstødt fra jer og levet i ensomhed i halvtreds dage, for Jeg er Den Milde og Den Barmhjertige over for de rettroende.
Sande troende, frygt Mig og Min straf, og vær med dem, der er sande i ord og gerning!
121 Det tilkommer ikke Medinas indbyggere eller de beduiner, der lever omkring dem, at nægte at følge Guds sendebud, som nogen har gjort, når han drager i krig. Og heller ikke at elske deres eget liv højere end hans, som de afslører, at de gør, når de ikke drager med ham i krig. Det tilkommer dem ikke, for hverken tørst, udmattelse eller hunger skal ramme dem, når de er draget i krig for Min religion, og de skal ikke tage ét skridt, som forbitrer de vantro, eller lide nogen skade fra fjenders side, uden at det skal tilskrives dem som en god gerning: Jeg lader ikke lønnen gå til spilde for dem, der gør gode gerninger som at kæmpe i hellig krig.
De skal heller ikke have nogen udgift, lille eller stor, og ikke krydse en eneste dal, uden at det skrives dem til gode som en god gerning, der skal vejes med på Dommens Dag, så Jeg kan belønne dem for det bedste, de gjorde.
De troende behøver ikke at drage ud alle sammen for at kæmpe i krigen mod de vantro; hvis en del af hver stamme bliver tilbage for at skaffe sig indsigt i religionen, kan de formane og advare deres folk, der har nok at se til i krigen, når de vender tilbage til dem, og så vil de måske tage sig i agt for det onde.
Muslimer, før krig mod de vantro, der lever i nærheden af Medina, og må de finde jer skånselsløse i kampen! I skal vide, at Jeg er med dem, der frygter Mig og Min straf.
Når der nedsendes et kapitel af Koranen, som kalder til krig for Mig og Min religion, er der nogle, der foragteligt siger: „Hvem blandt jer har det kapitel gjort stærkere i troen?“
Det øger de troendes tro, og de glæder sig. Men hos dem, der har tvivlens sygdom i deres hjerter, vækker det blot endnu mere tvivl, og de skal dø i deres vantro. Ser de ikke, at de bliver prøvet ved at blive kaldt til hellig krig en eller to gange hvert år? Alligevel omvender de sig ikke, og de lader sig ikke advare! Og når der nedsendes et kapitel, som hyklerne ikke bryder sig om, ser de på hinanden, mens du, Muhammed, fremsiger det, som om de siger: Mon nogen ser os, hvis vi sniger os bort og undgår at lytte til Muhammeds irettesættende prædikener?
Siden sniger de sig bort, for Jeg har vendt deres hjerter bort fra Mit lys, bort fra sandheden, for de er mennesker, der intet forstår.
Der er nu kommet et sendebud til jer fra jeres egen kreds, en araber som jer, som er bedrøvet på jeres vegne, hvis jeres gerninger skal tilintetgøre jer, som er bekymret for jer, og som er mild og barmhjertig mod de sande troende.
Men, Muhammed, vender de ryggen til dig, så sig: „Gud er tilstrækkelig for mig, der findes ingen anden gud end Ham, Ham stoler jeg helt og fuldt på, Han er Den Vældige Trones Herre.“