Muslimer, opfyld jeres forpligtelser. Det er tilladt for jer at spise husdyr som dromedarer, okser, får og geder, og også vilde dyr som antiloper, men ikke dem, som særligt er nævnt for jer i Koranen som svin og vildt jagtet under valfarten på det fredhellige område. Når I er iklædt den hvide pilgrimsdragt på vej til Mekka, er det slet ikke er tilladt jer at jage ifølge Min vilje og Min oprindelige plan.
Troende, overtræd ikke Mine befalede sædvaner vedrørende dyrkelsen af Min religion. Krænk ikke Mine hellige steder i Mekka og omegn, og heller ikke den fredhellige måned muharram, offerdyrene eller deres udstyr af halsbånd af grønne kviste og blomster i alle farver. Og krænk heller ikke dem, der reparerer kabaen, hvis I søger at stille Mig tilfreds.
Men når I er ude af det fredhellige område og har aflagt jer pilgrimsdragten, både klædet viklet omkring lænden og det over skulderen, så gå på jagt.
Lad ikke jeres had mod de mekkanere, der ved fredsaftalen ved al-Hudaybiya udelukkede jer fra Mit fredhellige bedehus, så I ikke kunne gå omkring kabaen det år, få jer til at hævne jer på dem i den fredhellige måned. Hjælp hinanden til at opføre jer fromt og gudfrygtigt frem for syndigt og fjendtligt, og frygt og adlyd Mig. Jeg er streng i Min straf.
Det er forbudt for jer at spise det selvdøde dyr, blod, svinets kød og det kød, hvorover noget andet navn end Mit er påkaldt, og som dermed er indviet til denne afgud, sådan som hedningene gør det ved at nævne al-Lat eller al-Uzza. I må heller ikke spise kødet fra dyr, der er blevet kvalt, som er dødt ved fald fra en klippe eller ned i en brønd, eller som er blevet ihjelstanget. I må heller ikke spise det, som rovdyrene eller et dyr optrænet af jer til jagt har bidt af, undtagen hvis I kan nå at slagte dyret ved at udtale Mit navn over det, idet I skærer halsen over på det, mens det endnu er levende.
Det er heller ikke tilladt for jer at spise det, der slagtes til afguderne på hedningenes offersten, og ligeledes er det jer forbudt at kaste lod med pile for at afgøre, hvordan kødet skal fordeles. Dette er ugudeligt.
4 I dag, denne fredag hvor de sande troende pilgrimme besøger Arafatbjerget, har de vantro opgivet håbet om at få magt over jeres religion, over islam. Frygt dem ikke, men frygt Mig!
I dag har Jeg gjort jeres religion fuldkommen for jer, og aldrig skal der komme flere regler om tilladt og forbudt. Jeg har fuldført Min nåde mod jer ved Mekkas erobring og afgudernes omstyrtelse. Jeg har givet jer islam som jeres religion, og kun de, der har tilsluttet sig denne Min religion etableret af Muhammed ibn Abdullah, og som dermed fuldt ud underkaster sig Mig, må benytte dette navn. Men hvis nogen tvinges til at spise af det, Jeg har forbudt, af sult og uden bevidst at ville synde, så er Jeg tilgivende og barmhjertig.
De spørger dig, Muhammed, hvad der er tilladt med hensyn til det, rovdyr har bidt i. Forkynd dem dette: „Alle sunde ting er tilladt for jer, og det som I har lært jagtfalkene og jagthundene at fange, når I har trænet dem og lært dem ud fra de færdigheder, Gud har lært jer. Så spis, hvad de fanger til jer, påkald Guds navn over det, når I dræber det, og frygt Gud og Hans straf, for Gud er hurtig til at afregne for jeres gerninger.“
I dag er alle gode ting blevet tilladt for jer. Kødet fra de dyr, som jøderne og de kristne har slagtet og renset, er også tilladt for jer muslimer, og jeres føde er tilladt for dem. Det er også tilladt jer at gifte jer med frie og ærbare kvinder blandt de rettroende og frie og ærbare jødiske og kristne kvinder, hvis I giver dem deres medgift som anstændige mænd, så I lever med dem uden at bedrive åbenlys utugt eller holde dem som elskerinder i hemmelighed. Men den, der fornægter Min sande religion, alle hans gode gerninger er dermed forspildt, og i det kommende liv skal han høre til de fortabte.
Sande troende, når I står lige foran bønnen, så vask først ansigtet og hænderne og armene op til albuerne, og vask og tør hovedet og vask fødderne op til anklerne. I bliver urene og skal vaske jer over det hele, hvis I har udgydt sæd under ophidselse, hvis I har indført den omskårne del af jeres lem i en skede eller en endetarm på et levende væsen, hvis I opdager udgydt væske efter en drøm eller efter bevidstløshed, og for kvindernes vedkommende, når de afslutter deres menstruation eller blødning efter fødsel.
Men hvis I er syge eller på rejse, eller nogen af jer har trådt af på naturens vegne, eller I har haft berøring med kvinder, og I ikke har vand for hånden, så tag fint, rent sand og gnid ansigtet og hænderne med det. Jeg ønsker ikke at pålægge jer nogen besværligheder, men Jeg ønsker at rense jer og gøre Min nåde mod jer fuldkommen, for at I måske vil blive taknemlige. Når I vasker jeres ansigt før bønnen, så forsvinder hver synd, I har set med jeres øjne, med vandet. Og når I vasker jeres hænder, forsvinder de ugerninger, I har begået med dem, og når I vasker jeres fødder, så forsvinder de synder, jeres fødder har bragt jer til.
Husk Min nåde mod jer ved at skænke jer islam, og husk den pagt, Jeg indgik med jer under mødet ved Aqaba, da I antog islam − det var dog inden pligten til krig blev pålagt jer − og I underkastede jer og sagde: „Vi hører, og vi adlyder!“
Frygt derfor Mig og Min hævnende straf, for Jeg kender sindets inderste hemmeligheder hos hvert eneste menneske!
Troende, udvis retfærdighed, når I optræder som vidner over for Mig, og lad ikke jeres forbitrelse mod visse mennesker få jer væk fra at gøre det rette. Gør det rette og vær retfærdige, så er I mest gudfrygtige, og frygt Min straf. Jeg ved alt, hvad I gør. Jeg har lovet dem, der udelukkende tror på Mig, og som gør gode gerninger som at drage i hellig krig for Mig, at de skal få tilgivelse og en stor belønning.
Men de vantro, der regner Mine åbenbaringer for løgn, skal være Afgrundsildens indbyggere for altid.
I sande troende, husk Min nåde mod jer, da du, Muhammed, mødte op hos nogle af Medinas jøder for at indkræve penge. Mens du ventede siddende op ad en mur, aftalte de at smide en møllesten ned i hovedet på dig, men Jeg holdt deres hænder tilbage og afslørede deres list for dig. Så frygt og adlyd derfor Mig; de rettroende må alene stole på Mig.
15 Jeg indgik tidligere, da israelitterne var flygtet fra farao al-Walid ibn Musab, en pagt med Israels børn og lod tolv ledere, én fra hver stamme, træde frem. Så beordrede jeg dem til at gå til Jeriko, der var beboet af kæmper, og jeg lovede dem byen. Moses førte dem, men da de kom til Kanaan, afslørede nogle af de ledere, der var sendt i forvejen som spioner, indbyggernes enorme størrelse, og israelitterne mistede modet.
Jeg sagde til dem: „Jeg er med jer, hvis I udfører bønnen og betaler almissen, hvis I tror på Mine sendebud og støtter dem, samt hvis I giver Mig et godt lån til støtte for den hellige krig, I står over for, uden at tænke på renter eller anden gevinst. Så skal Jeg gøre jeres onde gerninger til intet og lade jer træde ind i skønne haver gennemstrømmede af floder. Men hvis nogen herefter ikke tror på Mig, så har han forvildet sig bort fra vejen til Mig, vejen til sin frelse.“
Fordi jøderne brød deres pagt, har Jeg forbandet dem og forhærdet deres hjerter, så de tager ordene ud af deres sammenhæng i Torahen. En mand som Rifa ibn Qays forkorter ordet rai-na, „hør på os“, til rain, „han er et fjols“. De glemmer en del af de advarsler og formaninger, de har fået i Torahen ved at udelade noget og ved ikke at overholde nogle af lovene.
Muhammed, du skal ustandselig opdage forræderier og bedragerier fra deres side bortset fra nogle få af dem. Men bær over med dem, hvis de omvender sig og bliver sande troende, eller hvis de underkaster sig og betaler den skat, jøder skal betale til muslimer. Jeg elsker de godgørende.
17 Jeg har også indgået en pagt med dem, der siger: „Vi er kristne,“ men de har også glemt en del af de advarsler og formaninger, de har fået, og derfor har Jeg stiftet fjendskab og had imellem deres forskellige sekter frem til Opstandelsens Dag. Men til sidst skal Jeg så fortælle dem, hvad de foretog sig, og hvad de glemte.
Hør her, Bogens folk, jøder og kristne, Mit sendebud er nu kommet til jer for at fremføre meget af det, som I skjuler af Mine skrifter: At jøderne har fået foreskrevet at stene ægteskabsbrydere, og at Muhammed ibn Abdullah er Min sidste profet som forudsagt af Jesus, Marias søn. Mit sendebud skal også fritage jer for mange af de hellige bøgers byrder, der ikke længere gælder. Fra Mig er der nu kommet et nyt lys og en tydelig bog, Koranen, til jer. Med den skal Jeg retlede dem på fredens vej, som søger at tilfredsstille Mig, og Jeg skal føre dem ud af mørket og ud i lyset og vise dem den rette vej til Paradis.
De, der siger: „Gud er Messias, Marias søn,“ er vantro og gudsbespottere.
Du skal sige til dem, Muhammed: „Hvem formår at stille det mindste op mod Gud, hvis Han vil tilintetgøre Messias, Marias søn, og hans mor og alle dem, der findes på jorden?“
Nej, herredømmet over himlene og jorden og alt, hvad der er derimellem, tilhører Mig. Jeg skaber, hvad Jeg vil. Jeg er almægtig.
Når jøderne og de kristne kommer til dig, og du inviterer dem til Mig og islam og truer dem med Min hævn, siger de: „Muhammed, du kan ikke true os. Vi er Guds børn og elskede.“
Muhammed, sig til dem: „Hvorfor straffer Han jer så for jeres synder? Nej, I er menneskelige skabninger som de øvrige, Han har skabt. Han tilgiver, hvem Han vil, og straffer, hvem Han vil. Herredømmet over himlene og jorden og alt derimellem tilhører Gud, og hos Ham er altings endemål.“
Jøder og kristne, Mit sendebud er nu kommet til jer med tydelige åbenbaringer i Koranen for at gøre Den Sande Religion tydelig for jer, efter at der har været et stykke tid uden sendebud fra Mig, ligesom der tidligere var et tidsrum mellem Moses og Jesus. Det har Jeg gjort, for at I ikke som undskyldning på Den Yderste Dag skal sige: „Men der kom ikke nogen glædesbudbringer eller advarer til os, der fortalte om belønning og straf efter døden.“ Så det passer ikke, når jøderne siger, at der ikke er kommet nogen advarer efter Moses.
Nu er en glædesbudbringer og advarer kommet til jer, for Jeg er almægtig.
23 Husk, Muhammed, da Moses sagde til sit folk: „Mit folk, husk Guds nåde mod jer, da Han udnævnte profeter blandt jer, løste jer fra slaveriet i Egypten og gjorde jer til herskere med tjenere. Og husk, at Han gjorde ting for jer og gav jer, hvad Han ikke har givet nogen andre i hele verden, såsom at dele Det Røde Hav for jer, sende manna og vagtler fra himlen og andre goder. Mit folk, træd nu ind i Det Hellige Land, Palæstina, som Gud har bestemt for jer, og vend ikke om, for hvis I gør det, så mister I det hele og går til grunde.“
Og de drog af sted med lederne fra de tolv stammer, der havde indgået pagt med Mig, forrest. Men da de kom til et sted tæt på målet, men uden skygge og vinranker, sagde de: „Moses, derinde findes et folk bestående af kæmper, resterne af Ad-stammen, og vi vil aldrig kunne komme derind, før de er draget bort. Men gør de det, så kan vi komme ind.“
Da trådte to fremtrædende mænd blandt dem frem, Josua og Kaleb, der frygtede Mig. Moses havde sendt dem i forvejen som spioner mod kæmperne, men de var blevet taget til fange inde i Jeriko, hvor kæmperne gjorde nar ad deres størrelse og ad rygtet om, at det var dem, der ville drive dem ud af deres land. Om natten var det lykkedes Josua og Kaleb at flygte, og de kom igennem en dal, hvor de havde plukket et enormt granatæble og en kæmpe klase druer, som de nu viste israelitterne. Men de blev kun endnu mere bange.
„Storm pludselig ind gennem byporten til dem,“ sagde Josua og Kaleb. „Når I er kommet ind, skal I sejre. Og stol udelukkende på Gud, hvis I er rettroende!“ For de havde fundet ud af, hvordan det stod til med kæmperne, men havde kun fortalt deres viden til Moses. Og de havde set, at kæmperne havde kæmpekroppe uden hjerter.
Men israelitterne sagde: „Moses, vi skal aldrig nogensinde kunne komme derind, så længe de er der, drag du af sted med din Herre og bekæmp dem. Vi bliver siddende her blandt kvinderne og børnene, vi har ikke længere brug for dig som vores leder.“
Så sagde Moses: „Herre, jeg bestemmer kun over mig selv og min bror, Du må skelne mellem os og disse ugudelige mennesker.“
Jeg svarede ham: „Så skal dette hellige land være dem forment i fyrre år, mens de skal gå forvirrede omring på jorden. Og du skal ikke bekymre dig over de ugudelige mennesker.“
Alle drog de nu gennem ørkenen, om dagen gik det uden problemer, men om morgenen var de tilbage, hvor de var startet. Sådan blev det ved, indtil de alle var døde af udmattelse bortset fra dem, der endnu ikke var fyldt tyve år. Men de dødes antal var seks hundrede tusinde.
Moses og Aron døde også i ørkenen, og dem forbarmede Jeg Mig over, men ikke de andre. Og lige inden Moses døde, bad han Mig, om Jeg ville bringe ham inden for et stenkast fra Det Hellige Land, og det gjorde Jeg.
Efter fyrre år gjorde Jeg Josua til profet, og han gav ordre til angreb på kæmperne. Og med sine tilhængere angreb han dem på en fredag, og solen stod stille for ham, indtil han havde nedkæmpet dem.
30 Muhammed, fremsig også for dit folk den sande historie om Adams to sønner, Kain og Abel. Jeg pålagde dem at gifte sig med hinandens tvillingesøster, men Kain nægtede det, for hans egen søster var den smukkeste.
Adam befalede dem at ofre til Mig, for at Jeg kunne afgøre deres strid.
Det gjorde de så på offerstedet ved Mina. Kain ofrede et neg af sit dårligste korn, Abel sin hjords fedeste lam, og hans offer modtog Jeg velvilligt og lod ild fra himlen opsluge det. Men Kains tog Jeg ikke imod.
Kain blev rasende, men han skjulte sin misundelse, indtil Adam var borte på valfart. Så sagde han til sin bror: „Jeg skal dræbe dig!“
„Hvorfor?“ spurgte Abel.
„Fordi dit offer blev modtaget, men ikke mit.“
Abel svarede: „Gud modtager kun ofre fra de gudfrygtige. Selvom du angriber mig for at dræbe mig, så vil jeg ikke prøve at dræbe dig, selv om jeg er den stærkeste af os, for jeg frygter Gud, Verdenernes Herre. Jeg ønsker, at du må segne under din byrde af synd over at dræbe mig såvel som den synd, der har gjort, at dit offer blev afvist, og at du må ende blandt Helvedesildens indbyggere, for det er de uretfærdiges løn.“
Men Kains følelser greb ham, han ville dræbe sin bror, og så slog han ham i hovedet med en stor sten og endte dermed blandt de fortabte. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre med liget, for han stod med det første døde menneske på jorden, og det var begyndt at rådne, fordi han havde slæbt rundt på det. Så sendte Jeg en ravn, der dræbte en anden ravn lige foran ham og dernæst med sin klo skrabede i jorden for at vise ham, hvordan han skulle begrave sin brors sølle og nøgne lig.
„Stakkels mig!“ stønnede Kain. „Er jeg for svag til at gøre som denne ravn og begrave min brors sølle lig?“
Men han fik gravet en grav, begravede sin bror og blev en af dem, der angrer.
På grund af det, Kain gjorde, har Jeg foreskrevet Israels børn som lov, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det drejer sig om gengældelse i blodhævn eller om en, der har stiftet fordærv i landet ved at dyrke afguder eller begå utugt eller lignende, skal det være, som om han havde dræbt jer alle. For så har han overtrådt Min lov om forbud mod den slags drab, og I skal derfor være solidariske imod ham. Og omvendt, hvis nogen redder et liv ved at afholde sig fra drab, så skal det være, som om han havde reddet jer alle, og I skal derfor være solidariske med ham.
36 Mine sendebud er tidligere kommet til jøderne med mirakler som klare beviser på, at de var udsendt af Mig for at prædike om Mit eneherredømme. Men siden har mange af dem begået overgreb på jorden ved at overtræde Mine love. Men de, der bekæmper Mig og Mit sendebud og anstifter ufred og oprør i landet, skal dræbes eller korsfæstes; eller deres højre hånd og venstre fod skal hugges af, eller omvendt, eller de skal landsforvises. Dette skal være deres ydmygelse i dette liv, og i det kommende venter der dem en langt forfærdeligere straf. Men det gælder ikke dem, der når at omvende sig, inden I får magt over dem, for i så fald er Jeg tilgivende og barmhjertig over for disse troende.
Muslimer, frygt og adlyd Mig, søg af al magt at komme nær Mig, og kæmp for Min religion, for at I måske må blive lykkelige og undgå Min straf, som Jeg har advaret om, og opnå den belønning, Jeg har udlovet.
Hvis de mekkanere, der er vantro, ejede alt det, der findes på jorden og lige så meget oveni, og med dette ville prøve at løskøbe sig fra straffen på Opstandelsens Dag, så skulle Jeg ikke modtage det. Dem venter der udelukkende en pinefuld straf i flammerne. De skal ønske at komme ud af ilden, men de skal ikke komme ud af den, deres straf er evig.
I skal hugge hånden af tyven i håndleddet som hævn for det, han har begået, og som en straf og et advarende eksempel fra Mig. Det gælder også, selv om det er en kvinde, som da du, Muhammed, beordrede hånden hugget af Umm Amr, da hun på dit felttog mod Mekka en nat stjal noget fra jeres bagage.
Dette er den forbilledlige straf fastsat som lov af Mig. Afhugningen må dog ikke finde sted på tidspunkter med streng hede eller bidende kulde, og to rettroende mænd skal aflægge vidnesbyrd mod tyven, eller tyven skal selv have indrømmet sin skyld. Det stjålne skal have en værdi af mere end en kvart dinar og må ikke bestå af ting, der ligger frit fremme som kviste til brænde eller hø.
Anger fritager ikke tyven for straffen, det kan kun den forurettede sikre ham umiddelbart efter, at forbrydelsen er begået. Men den, der angrer sin uretfærdighed og siden gør det rette og vender sig til Mig, skal Jeg fremover være mild imod, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de troende. Ved du måske ikke, at herredømmet over himlene og jorden alene tilhører Mig? Jeg straffer, hvem Jeg vil, og tilgiver, hvem Jeg vil, for Jeg er almægtig.
45 Muhammed, Mit sendebud, du må ikke spekulere over hyklerne og jøderne, der konkurrerer om at overgå hinanden i vantro. Hyklerne gemmer sig som bag en maske og siger: „Vi tror,“ selv om deres hjerter ikke tror, og jøderne lytter til løgnen fra de rabbinere, der ikke ydmygt kommer til dig, men står i baggrunden og siger, at jøderne skal godtage det fra dig, der stemmer overens med deres tro, og som de kan genkende fra Torahen, men passe på ikke at gå længere. Det er også dem, der tager ordene i Torahen ud af deres rette sammenhæng og påbyder piskning i stedet for stening for ægteskabsbrud og siger: „Hvis Muhammed lader disse forvrængninger passere, så ret jer efter dem, men bryder han sig ikke om dem, så gør modsat af hans lære.“
Hvis Jeg vil friste nogen til at overtræde Mine love, kan du, Muhammed, ikke udrette det mindste for dem hos Mig. De, hvis hjerter Jeg ikke vil rense for tvivl og vantro, venter der vanære i dette liv, og der venter dem en helt forfærdelig straf i det kommende liv.
Jøderne lytter til løgnen og tager ågerrenter. Hvis de kommer til dig, for at du skal dømme mellem dem i en sag, som stammerne Qurayza og al-Nadir gjorde i en tvist om blodpenge, så kan du vælge enten at dømme mellem dem eller vende ryggen til dem. Hvis du nægter at dømme mellem dem, skal de alligevel aldrig kunne skade dig det mindste, men hvis du dømmer, så døm retfærdigt mellem dem ifølge Mine love. Jeg elsker dem, der handler retfærdigt.
Men hvordan skulle de kunne vælge dig til dommer, når de allerede har Torahen, der indeholder Mine afgørelser, men de ikke retter sig efter den? Derfor må du ikke forvente, at jøderne vil følge din dom, hvis den går dem imod. Heller ikke selv om de kommer til dig og lader, som om de har underkastet sig dig, eftersom de ikke følger deres eget skrift. De er ikke rettroende, når de går imod Mine love i den hellige skrift, de hævder at anerkende.
Jeg har nedsendt Torahen, der indeholder retledning og lys, og de profeter, der havde underkastet sig Mig og derfor alle var muslimer, dømte dem, der var jøder, efter den. På samme måde dømte også rabbinerne og de skriftlærde efter det, de have fået foreskrevet i Torahen, og de var omhyggelige med at forhindre nogen ændring i Skriften. Og de tusinde profeter, der var i tiden mellem Moses og Jesus, dømte jøderne ud fra Torahen og pålagde dem at overholde lovene heri uden den mindste afvigelse. Så I, der dømmer: frygt ikke menneskene, men frygt Mig og Min straf, hvis I ændrer i lovene. Sælg ikke Mine åbenbaringer for en billig penge for at opnå gevinst i det jordiske liv. Og de, der ikke dømmer efter det, Jeg har åbenbaret, er vantro.
I Torahen har Jeg foreskrevet dem følgende gengældelsens lov: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre og tand for tand. Og et tilføjet sår er anledning til at tilføje et tilsvarende sår som hævn. Og for jer muslimer: Som betaling for ødelæggende sår ydes fulde blodpenge, hundrede dromedarer for de dele af kroppen, der kun er én af, som næsen, og det samme, hvis offeret mister en af sine fem sanser. Er der to og højst to kropsdele, som af hænderne, betales halvdelen af fulde blodpenge, er der ti, skal en tiendedel betales. Er det en mand, der lemlæster en kvinde, halveres betalingen. Hvis en fri mand skader en slave, betales en bod alt efter slavens værdi. Men vil nogen eftergive hævnen, gælder det som udsoning af hans egne synder.
Dommerne skal dømme efter det, som Jeg har åbenbaret som Mine love, ellers er de uretfærdige.
50 Jeg har ladet Jesus, Marias søn, følge i profeternes fodspor og bekræfte Torahen, som Jeg åbenbarede før ham. Og Jeg gav ham Evangeliet, der indeholder retledning og lys, og som også bekræfter Torahen som vejledning og advarsel for dem, der frygter Mig og Min straf.
Må de, der har fået Evangeliet, dømme efter, hvad Jeg har åbenbaret deri. Men de, der ikke dømmer efter det, som Jeg har nedsendt, er oprørere mod Mig.
Jeg har også nedsendt Bogen med sandheden, Koranen, til dig, Muhammed. Den er en bekræftelse på den bog, åbenbaringernes original, der er hos Mig i Den Syvende Himmel, så døm mellem dem efter det, som Jeg har nedsendt, og ret dig ikke efter deres ønske om at tilsidesætte den sandhed, som Jeg har givet dig. Alle de tre religioner har Jeg givet en guddommelig lov og en vej til sandheden, som de skal følge.
Hvis Jeg havde villet, havde Jeg gjort jer alle til én menighed, der skulle overholde de samme love altid, uden at Jeg skulle ændre, ophæve eller tilføje i dem. Men det har Jeg ikke gjort, for Jeg ville prøve jer i forhold til den hellige bog, I hver især har fået. Derfor skal I kappes med hinanden om at gøre gerninger, som Jeg kan lide. I skal alle vende tilbage til Mig, og på Dommens Dag skal Jeg dømme hver af jer efter hver jeres åbenbaring, som I fik af Mig, og Jeg skal fortælle jer, hvem af jer der fulgte sandheden i de ting, som I var uenige om på jorden.
Derfor har Jeg givet dig denne åbenbaring, Muhammed, der påbyder dig at dømme mellem dem efter det, Jeg har nedsendt. Du skal ikke rette dig efter deres snedige forslag, som da rabbinerne, blandt dem Kab ibn Asad, kom til dig og sagde, at hvis de anerkendte dig som profet, ville de øvrige jøder i Medina hurtigt følge efter. Og så sagde de, at de havde en uenighed med deres folk, som alle var enige om, at du skulle afgøre, men det afviste du.
Ja, tag dig i agt for dem, så de ikke frister dig og lokker dig bort fra noget af sandhedens lære og lovene, som Jeg har nedsendt til dig. Hvis nogen i Medina benægter, at du er deres overhoved, og nægter at lade sig dømme efter Koranen, så skal du vide, at Jeg vil straffe dem for deres synder. En stor del af menneskene er ugudelige!
Foretrækker nogle af jøderne måske at blive dømt efter hedensk lov og sædvane, der herskede før islam, og som føjer menneskets lidenskaber og laster? Men hvem er bedre dommer for de troende end Mig?
56 Muslimer, tag ikke jøderne og de kristne som venner og beskyttere. De er hinandens venner og beskyttere, og den af jer, der bliver ven med en af dem, hører til dem! Og Jeg retleder ikke de mennesker, der er uretfærdige.
Muhammed, du ser dem, der har tvivlens sygdom i deres hjerter, mænge sig med disse folk, sådan som Abdullah ibn Ubayy gjorde, da han havde en alliance med Medinas Quynuqa–jøder. Og disse hyklere siger: „Vi er bange for, at skæbnens skiften skal ramme os med en katastrofe.“
Men Ubada ibn al-Samit, der også havde en alliance med disse jøder, opsagde den og tog dig til ven og beskytter.
Det kan være, at Jeg sender sejr til jer troende eller en beslutning om at udrydde jøderne eller hyklerne, og så vil de fortryde det, de går og holder hemmeligt, mens muslimerne vil spørge hinanden: „Er det disse hyklere, der har sværget deres dyreste eder ved Gud på, at de skal stå på jeres side?“ Og alle deres gode gerninger skal være forspildt, de skal alligevel ende blandt de fortabte.
Muslimer, hvis nogen af jer frafalder jeres religion som de stammer, der nu følger de falske profeter Maslama ibn Habib, Dhu al-Hamar al-Aswad al-Ansi og Tulayha ibn Khuwaylid al-Asadi, skal Jeg sætte andre stammer i stedet, som Jeg elsker, og som elsker Mig. De skal være ydmyge over for de troende og voldsomme mod de vantro, og de skal kæmpe for Min religion uden at frygte nogen bebrejdelser. Dette er Min fantastiske gunst, som Jeg giver, til hvem Jeg vil, for Jeg omfatter alt og er alvidende.
Jeres venner og beskyttere er, som Ubada ibn al-Samit indså, udelukkende Mig og Mit sendebud og de rettroende, der udfører bønnen og betaler almissen, og som bukker sig ned i bøn til Mig. De, som tager Mig, Mit sendebud og de sande troende til venner og beskyttere, er Mine tilhængere, og de skal sejre.
Muslimer, I må ikke tage de jøder og kristne som venner og beskyttere, der laver grin med jeres religion. Og heller ikke afgudsdyrkerne eller dem, der siger, at de er muslimer, men som alligevel som Rifa ibn Zayd og Suwayd ibn al-Harith laver morsomheder om islam, men frygt Mig og Min straf, hvis I er sande troende. I skal heller ikke tage dem til venner, der som den kristne, når I kalder til bøn, latterliggør udråberen og laver om på råbet; det er mennesker, der ikke har nogen forstand på, hvad Min dom betyder, der gør sådan.
64 Muhammed, fremsig dette: „I jøder og kristne, som har fået de hellige skrifter, bebrejder I os muslimer af nogen anden grund, end at vi tror på Gud og den åbenbaring, Koranen, der er nedsendt til os og jer, og på Torahen og Evangeliet, der er nedsendt tidligere, og fordi de fleste af jer er ugudelige?
Skal jeg fortælle om en endnu værre gengældelse fra Gud end den, der venter jer? Den gælder dem, som Gud forbandede, og som Han blev så vred på, at Han forvandlede nogle af dem til aber og svin. De første var de jøder i byen Elat, der brød sabbatten, og de sidste dem, der ikke ville tro på miraklet med bordet, Han sendte ned til Jesus. Og hævnen gælder også dem, der tilbeder al-Lat, al-Uzza og de andre afguder; de er i en endnu værre situation og endnu længere borte fra den rette vej mod Gud.“
Men når de kommer til jer muslimer og præsenterer sig, siger de: „Vi tror,“ selv om de både er trådt ind i jeres selskab som vantro og skal forlade det i vantro. Jeg ved nemlig bedst, hvad de skjuler!
Muhammed, du skal se mange af dem kappes med hinanden i synd og overtrædelse af Mine bud og i iver for at tage renter. Hvilken ond måde at handle på. Hvorfor forbyder rabbinerne og de skriftlærde dem ikke at tale syndigt og tage renter? Hvilken ondskabsfuld opførsel, og de skal tage sig i agt!
Jøderne siger: „Guds hånd er lukket for muslimerne, Han åbner den ikke for Sine velgerninger.“
På Dommedag skal alle jøder møde frem med højre hånd bundet til deres hals, og de skal blive forbandede for det, de siger! Nej, begge Mine hænder er strakt åbne ud, Jeg deler ud af Min overflod, som Jeg vil. Koranen, som Jeg har nedsendt til dig, skal øge oprør og vantro hos mange af dem. Jeg har sået fjendskab og had blandt dem til Opstandelsens Dag, og de vil aldrig kunne enes om at gå samlet mod muslimerne. Hver gang de tænder bavner som tegn på krig, skal Jeg slukke dem ved at lade deres bestræbelser gå til grunde i indre splid eller ved at give muslimerne sejren. Når de har overtrådt Loven gennem tiderne, har Jeg straffet dem med Nebukadnesar, med romeren Titus, med perserne og sidst med jer muslimer. Jøderne stræber hele tiden efter at anstifte ufred i landet, men Jeg elsker bestemt ikke dem, der stifter ufred.
Men hvis jøderne og de kristne ville tro og frygte Mig, så skulle Jeg gøre deres onde gerninger til intet og lade dem komme ind i underskønne haver. Og hvis de står fast på Torahens og Evangeliets profetier om Muhammed ibn Abdullahs komme og handler i overensstemmelse med dem og med de andre hellige skrifter, der er nedsendt til dem fra Mig, og med Koranen, så skal de komme til at nyde velstanden, både hvad angår frugter og korn og siden hen den evige lykke. Blandt dem findes en retfærdig menighed, der godkender dine læresætninger, men det, som mange af dem gør, er forfærdeligt.
71 Mit sendebud, fremsig hele det budskab, som Jeg har nedsendt til dig i Mine åbenbaringer uden undtagelser. Hvis du ikke forkynder det fuldstændigt, har du ikke fremført Mit budskab, som Jeg vil have det fremført. Jeg skal beskytte dig bedre mod synderne end dine livvagter. Jeg er ikke den, der retleder de vantro.
Sig til jøderne og de kristne: „I har intet sikkert grundlag, før I overholder Torahen, Evangeliet og Koranen, som Gud har åbenbaret for jer.“
Men de skal føle sig krænkede over, at du får åbenbaringer fra Mig, og det vil blot øge hovmodet og vantroen hos mange af dem, men du skal ikke bekymre dig over de vantro.
De, der tror, muslimerne, og de, der er jøder, sabier og kristne, skal hverken være bange eller triste, for så vidt som de tror på Mig og Den Sidste Dag og gør det rette efter Mine love.
Jeg har tidligere indgået en pagt med Israels børn og sendt sendebud til dem, men hver gang et sendebud kom til dem med bud, som de ikke brød sig om, beskyldte de dem for at være løgnere, og nogle dræbte de som Esajas, Zakarias og hans søn, Johannes Døberen. De forestillede sig, at der ikke skulle komme nogen straf for disse forbrydelser, og de blev blinde og døve, som da de lukkede deres ører og øjne for overtrædelsen af Loven ved tilbedelsen af guldkalven.
Siden forbarmede Jeg Mig over dem, da de angrede, men senere blev mange af dem blinde og døve igen, men Jeg ser, hvad de gør.
76 De kristne, der siger: „Gud er Messias, Marias søn,“ er i højeste grad vantro, for Messias sagde: „Israels børn, tilbed Gud, min og jeres Herre!“
Hvis nogen sætter nogen ved Min side, nægter Jeg ham adgang til Paradis, og hans evige bolig skal være Helvedets ild, og de uretfærdige skal ikke få nogen hjælpere mod Mig på Den Yderste Dag.
De, der siger: „Gud er den tredje af tre, de andre er Jesus og hans mor, Maria,“ er bestemt vantro. Der findes ingen anden gud end den eneste ene, Mig, og hvis de ikke holder op med at sige sådan, skal en pinefuld straf ramme dem for denne gudsbespottelse!
Så vil de ikke omvende sig til Mig og bede Mig om tilgivelse? Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de rettroende.
Messias, Marias søn, var blot et sendebud. Han var dødelig som de tidligere sendebud, og hans mor var en retskaffen kvinde, der ikke anså sig selv for gudinde, og de spiste begge mad hver dag, sådan som mennesker gør. Se, hvordan Jeg her forklarer tegnene på Min enhed for dem, og se, hvor vildførte de er fra Min sande vej.
Muhammed, spørg dem: „Skal I dyrke afguder ved siden af Gud, afguder, som hverken magter at gøre jer skade eller gavn?“
Men Jeg ved alt om jeres forgæves bønner, Jeg hører dem!
Sig også til dem: „I kristne, overskrid ikke sandhedens grænser i jeres religion. Sig ikke, hvad der er løgn om Guds love og åbenbaringer, og ret jer ikke efter de prædikanter, som i tidligere tider overskred Hans grænser ved at hævde Jesu guddommelighed, og som førte mange andre vild, og som selv forvildede sig bort fra den rette vej.“
De af Israels børn, der afviste troen, blev forbandede med ord fra David og Jesus: Jøderne i Elat, der på Davids tid brød sabbatten, og de kristne, der så bordet, Jeg nedsendte, og spiste af det, men siden benægtede det. De blev forbandede, fordi de var ulydige mod Mig og overtrådte Mine bud. De holdt ikke hinanden bort fra det uanstændige, som de begik. Hvilken ond måde at opføre sig på!
Muhammed, du ser mange af dem tage de vantro til deres venner og beskyttere. Jeg skal til sin tid dømme dem for deres onde gerninger, og Jeg er vred på dem, og de skal for altid forblive i flammernes rivende smerter! Hvis de havde troet på Mig, Profeten og Koranen, der er blevet nedsendt til dig, skulle de ikke have taget dem til venner og beskyttere, men mange af dem er ugudelige.
Du skal opdage, at jøderne og afgudsdyrkerne af alle mennesker er de mest hadefulde mod muslimerne. Og du skal se, at dem, der siger: „Vi er kristne,“ er mest indstillede på venskab med jer, som negusen i Etiopien, da du sendte dine tilhængere til ham under forfølgelserne af jer i Mekka. Det er, fordi der er præster og munke blandt dem, der fuldstændig giver sig hen i dyrkelsen af Mig, ligesom muslimerne gør det, og fordi de ikke er overlegne. Da negusen og flere af hans biskopper lyttede til nogle af de åbenbaringer, som Jeg har nedsendt til dig, og som Jafar ibn Abi Talib fremsagde, kunne du, hvis du havde været til stede, have set deres øjne fulde af tårer over den sandhed, som de genkendte.
De sagde: „Herre, vi tror, skriv os derfor blandt vidnerne, der hører Muhammeds åbenbaringer! Og hvorfor skulle vi ikke tro på Gud og den sandhed, der nu er kommet til os, og stræbe efter og bønfalde vores Herre om at optage os i Paradis sammen med de øvrige retfærdige?“
Jeg har belønnet dem for deres ord med haver gennemstrømmede af floder af vand, vin, mælk og honning, og der skal de forblive for altid. Dette er lønnen for dem, der gør det rette, men de vantro, der hævder, at Mine åbenbaringer er løgn, skal være Afgrundsildens indbyggere for evigt!
89 Muhammed, dine krigere, der i længere tid er borte fra deres koner, klager over, at de lige så godt kan lade sig kastrere. Forbyd det, men giv dem tilladelse til at indgå midlertidigt ægteskab med deres kvindelige krigsfanger, for I muslimer må ikke forbyde de gode ting, som Jeg har tilladt jer. Men overtræd heller ikke grænsen mellem rigtigt og forkert ved blot at holde dem som elskerinder. Jeg elsker ikke dem, der begår sådanne overtrædelser.
I skal også spise af det, Jeg har skænket jer, det, der er tilladt og godt, og i det hele taget skal I ikke leve som de asketiske kristne munke. Men frygt Mig og Min straf, som I tror på!
Jeg straffer jer ikke for ikke at overholde et ubetænksomt ord i jeres eder, men Jeg vil straffe jer, hvis I aflægger en alvorlig ed og ikke opfylder den. Den, der bryder sin ed, skal bespise ti fattige med den samme slags mad som den, I selv og jeres familie og tjenere spiser, eller også skal I beklæde det samme antal fattige eller frigive en af jeres slaver, der er muslim. Den, der ikke har mulighed for nogen af disse tre ting, skal faste i tre dage. Dette er jeres bod, når I har brudt en alvorligt sværget ed, overhold altså jeres eder. Sådan forklarer Jeg Mine åbenbaringer for jer, for at I måske må blive taknemlige.
Sande troende, vin, hasardspil, indvielse af sten som afgudsbilleder og lodkastningspile til spådom er afskyeligheder, som Satan har opfundet; undgå dem, for at I måske må få fremgang og undgå Min straf, som Jeg har advaret om, og opnå den belønning, som Jeg har udlovet. Satan vil blot så fjendskab og had mellem jer gennem vin og spil og vende jer bort fra tilbedelsen af Mig og bønnen til Mig, som de fulde ikke kan udføre korrekt.
Vil I så ikke holde jer fra dem? Adlyd Mig og Sendebuddet, og tag jer i agt! Men hvis I nægter at afstå fra vin og spil, så skal I vide, at det blot påhviler Mit sendebud at prædike tydeligt og klart om Mine befalinger for alle og enhver.
Det er ikke nogen synd for dem, der tror og gør gode gerninger, at de før i tiden har spist ulovlige ting eller drukket vin eller spillet hasard, hvis de fremover udelukkende frygter Mig og Min straf, tror og gør gode gerninger som at bede til Mig og fremsige af Mine åbenbaringer, og siden vedbliver at frygte Mig og Min forbitrelse og er standhaftige i troen, og atter frygter Mig og Min hævn og gør det rette. Jeg elsker dem, der gør det rette.
Troende, Jeg skal prøve jer med en overflod af al slags vildt, som I kan nå med jeres hænder og lanser, som Jeg gjorde, da I var på vej mod al-Hudaybiya på jeres valfart til Mekka, og vildtet sprang tæt omkring jer. Det er, for at Jeg må vide, hvem der frygter Mig, for nogle af jer var tæt på at jagte det, selv om I var i pilgrimmens klæder. Men den, der overtræder Mit forbud efter denne åbenbaring, venter der en pinefuld straf: Muslimer, nedlæg ikke vildtet, når I er på valfart!
Hvis nogen af jer med vilje dræber det, påligger der ham en erstatning i husdyr fra hans egen flok modsvarende det, han har dræbt, sådan som to pålidelige mænd blandt jer vurderer det. Disse dyr går som et offer til kabaen, hvor de skal slagtes, og kødet fordeles til de fattige. Eller, hvis han ikke har midlerne til dette, skal han give et forsoningsoffer bestående i bespisning af fattige, eller, hvis han heller ikke har til det, skal han faste. Det er, for at jægeren må smage de ubehagelige følger af sin handling. Jeg er tilgivende over for det, der allerede er sket, men hvis nogen gør det igen, kræver Jeg hævn over ham, og Jeg er mægtig og den bedste til at hævne.
Det er lovligt for jer at fiske i havet og spise af fangsten for at stille jeres sult og at tage fangsten med karavanen, men at jage vildt på land er forbudt for jer, så længe I er på valfart. Frygt Mig, der ved alt, hvad I gør, og glem ikke, at I skal forsamles hos Mig til jeres endelige dom.
98 Jeg har bestemt kabaen, det fredhellige bedehus i Mekka, som en indretning for menneskene, hvor de kan udføre Min religions ritualer, hvor de, der er bange for farer, kan opnå asyl, og den handlende gevinst. Jeg har også indstiftet den fredhellige måned, hvor ritualerne udføres, og ofringen af offerdyrene smykkede med deres halsbånd. Det har Jeg gjort, for at I skal vide, at Jeg kender alt det, der findes i himlene og på jorden, og at Jeg er alvidende om fortiden og fremtiden. Og I skal også vide, at Jeg både er streng i Min straf og tilgivende og barmhjertig over for de rettroende.
Sendebuddet, Muhammed ibn Abdullah, påhviler det blot at prædike, men Jeg ved, hvad I højlydt siger, og hvad I skjuler i jeres tanker.
Sig, Muhammed: „Det dårlige og det gode er ikke lige, og hvis over-floden af det dårlige skulle friste dig, så vid, at dommen afgøres ikke af tingenes mængde, men af deres indre gode eller dårlige egenskaber. Frygt Gud og Hans straf, I, som har forstand på dette, for at I måske må blive lykkelige!“
Muslimer, I skal ikke stille Muhammed nærgående spørgsmål i utide om sager, der kunne bekymre jer, hvis de blev åbenbaret for jer. I skal ikke gøre som Suraka ibn Malik, der blev ved med at spørge Mit sendebud, om valfarten skulle udføres hvert år, og Muhammed svarede, at hvis han havde sagt ja, var det blevet en pligt, men I ville ikke være i stand til at opfylde den, og derfor skulle I holde op med at besvære ham med ting, som han ikke besværede jer med. Men hvis I spørger om dem ved et tilfælde, når Koranen nedsendes, skal svarene blive åbenbaret for jer. Jeg bærer over med jer i disse ting, for Jeg er tilgivende og barmhjertig over for de troende. Før jer har andre mennesker spurgt om disse ting, og siden har de nægtet at tro på svarene.
Jeg har ingenting bestemt om indvielse af offerdyr til afguderne. Det gælder, uanset om det drejer sig om en bahira, den hundromedar, der har født fem føl, hvor den sidste er af hankøn, og hvor I så kløver hendes øre, og hun fritages for at blive redet, bære byrder og slagtes, og I lader hende græsse og drikke frit overalt, og hun kun må benyttes som ridedyr af en udmattet rejsende, og hendes mælk kun må gives til de fattige og afguden.
Jeg har heller ikke bestemt noget om en sayiba, den hundromedar, der har født ti føl af hankøn efter hinanden, og som I giver lov til at græsse overalt og befrier fra at blive redet for afgudens skyld, og hvis mælk I reserverer for hendes egne føl og for ejerens gæster, og hvis kød I fordeler til både mænd og kvinder, når hun dør.
Jeg har ligeledes heller intet bestemt om en wasila, den hundromedar, der syv gange har født to føl af hankøn og derefter tvillinger af hvert køn, hende, hvis mælk I reserverer for mændene og som I lader græsse frit for afguden; eller for en hami, den dromedarhingst, der er ophav til ti føl, og som I derfor lader gå frit og tilegner afguden. Alt dette er ikke Mine bestemmelser, men de vantro opdigter løgn om Mig, og de fleste af dem har ingen forstand på dette.
Når man siger til dem: „Kom til det, som Gud har åbenbaret for Sit sendebud!“ svarer de: „Den religion, som vores forfædre fulgte, er tilstrækkelig for os, den vej går vi ad.“
Og det gør de, selv om deres forfædre ingenting vidste og ikke var på den rette vej mod Mig?
Sande troende, tag vare på jer selv, og pas på. De, der farer vild, kan ikke skade jer, når I er på den rette vej, selv om de vantro siger, at I ved at fordømme afgudsdyrkelsen stiller jeres fædres visdom og dømmekraft under anklage.
I skal alle sammen føres tilbage til Mig, og Jeg skal fortælle jer sandheden om alt, hvad I gjorde.
105 Muslimer, når nogen af jer ligger for døden, skal to hæderlige mænd af jeres egen stamme vidne, når I opretter testamente. Hvis I er på rejse og kan fornemme, at I vil dø på den, skal to fra en fremmed stamme være vidner. I skal holde dem tilbage efter eftermiddagsbønnen, hvis der er nogen tvivl om testamentet, og hvis I tvivler på deres troværdighed, skal de skal sværge ved Mig: „Vi skal ikke sælge vores vidnesbyrd for nogen pris, om det så gjaldt en af vores egne pårørende, og vi skal heller ikke skjule Guds vidnesbyrd, for så hørte vi til de uærlige.“
Men hvis man opdager, at de to har gjort sig skyldige i falsk vidnesbyrd mod arvingerne, skal to andre træde i deres sted, nemlig de to nærmeste pårørende blandt dem, som de har forsyndet sig imod, og de skal sværge ved Mig ved at sige: „Vores vidnesbyrd er mere sandt end deres, og vi har ikke været uærlige og sagt noget usandt, for i så fald hørte vi til de uretfærdige.“
Dette medfører større sandsynlighed for, at folk aflægger vidnesbyrd i overensstemmelse med, hvad der er sandt. Ellers skal de frygte, at andres eder skal aflægges efter deres egne, for denne ret går videre til de forurettede. Frygt derfor Mig og Min straf, for Jeg retleder ikke de ugudelige.
Dette åbenbarer Jeg for dig, Muhammed, på grund af sagen med Budayl, den sande troende, som rejste til Damaskus med de to kristne. Da han blev syg, skrev han en liste over sine ejendele, gemte den i sin bagage og bad sine makkere aflevere det hele til hans stamme efter hans død. Men da han var død, åbnede de bagagen og tog et sølvkar. Så da hans stammefæller siden åbnede hans rejsegods, fandt de listen, men ikke sølvkarret.
De to kristne sværgede ved prædikestolen i Medinas moske, at de ikke kendte noget til sagen. Men da karret senere blev fundet hos dem, indrømmede de, at det var hans, men sagde, at de havde købt det af ham uden at have bevis for handlen.
Så sværgede to fra Budayls stamme imod dem, og du dømte dem derefter.
108 På Dommedag forsamler Jeg alle sendebuddene og spørger dem: „Hvad har I fået af svar fra jeres folk, da I prædikede for dem?“
De skal svare: „Vi ved ikke, om de var oprigtige, når de sagde, at de var muslimer. Vi ved heller ikke, om de frafaldt Den Sande Religion, efter at vi døde, men Du ved alt dette, Du kender alt det skjulte.“
109 Husk, da Jeg sagde: „Jesus, Marias søn, husk Min nåde mod dig og din mor, da Jeg styrkede dig med englen Gabriel. Han indviede dig og tog sig uophørligt af dig, så du talte til menneskene både i vuggen og som voksen prædikant. Og husk, da Jeg lærte dig Skriften, visdommen, Torahen og Evangeliet, og da du med Min tilladelse skabte en fugl af ler og blæste i den, så den blev til en fugl, der fløj, og da du med Min tilladelse helbredte den, der var født blind, og den spedalske. Og da du ligeledes med Min tilladelse rejste de døde fra deres grave, og da Jeg forhindrede jøderne i at udøve vold mod dig og dræbe dig, da du viste dem de tydelige mirakler, og de vantro af dem sagde: „Dette er intet andet end åbenlys trolddom!““
Og husk, da Jeg beordrede disciplene til at tro med disse ord: „Tro på Mig og Jesus, Mit sendebud!“
„Vi tror,“ svarede de. „Og Du er vidne på, at vi har underkastet os Dig som muslimer!“
Muhammed, husk også da disciplene sagde: „Jesus, er din Herre i stand til at nedsende et fuldt dækket bord fra himlen til os?“
„Frygt Gud og Hans magt,“ svarede Jesus, „hvis I er rettroende!“
„Vi ønsker, at vi må spise fra det,“ fortsatte disciplene, „og at vores hjerter må finde ro ved at opleve dette mirakel og således vide, at du har fortalt os sandheden, og vi dermed kan være blandt dem, der kan bevidne den.“
Da bad Jesus: „Gud, vores almægtige Herre, nedsend et bord fra himlen til os, så denne dag må blive en festdag for os, der lever i dag og for dem, der vil følge efter os, og et tegn fra Dig på Din magt og på mit profetkald. Og forsørg os med maden fra bordet, for Du er den bedste forsørger.“
Mit svar lød: „Jeg skal nedsende det til jer som en særlig begunstigelse for jer, og I skal spise fra det. Men hvis nogen af jer herefter er vantro og benægter, at Jesus er Min profet, skal Jeg ramme dem med en straf, som Jeg ikke har ramt nogen anden med i alle verdener. De skal blive omskabt til aber og svin!“
Og for øjnene af dem lod Jeg et rødt bord dale ned mellem to skyer. Efter at have bedt og takket fjernede Jesus klædet, der dækkede maden, og på et fad lå en tilberedt fisk uden skæl og finner, dryppende af fedt og med salt ved sit hoved og eddike ved sin hale. Rundt om den lå alle slags urter og brød med oliven, honning, smør, ost og tørret kød. Et tusinde tre hundrede syge mænd og kvinder spiste sig mætte og blev raske.
På Opstandelsens Dag skal Jeg spørge: „Jesus, Marias søn, har du sagt til menneskene: „Tag min mor og mig til guder ved siden af Gud?““
Ophidset skal Jesus svare: „Dig og Dig alene al ære! Det var og er mig ikke muligt at sige noget, der ikke er sandt, og jeg har selv afvist den tilbedelse, de viste mig. Og hvis jeg havde sagt det, vidste Du det allerede. Du ved, hvad der gemmer sig i min sjæl, men jeg ved ikke, hvad der gemmer sig i Din sjæl. Alene Du kender det skjulte. Jeg har ikke fortalt dem andet end det, Du har pålagt mig: „Dyrk Gud, min og jeres Herre.“
Jeg var som profet vidne til deres gerninger, så længe jeg var blandt dem, og befalede dem kun at dyrke Dig. Men da Du tog mig op til Dig Selv, blev Du Selv vogter over dem, for Du er vidne til alting. Hvis Du straffer dem, der var vantro, ja, de er Dine tjenere, og Du kan gøre med dem, hvad Du vil. Og hvis Du tilgiver dem, der var rettroende, ja: Du er Den Vældige og Den Vise.“
Og Jeg vil erklære: „Dette er dagen, hvor de sandfærdiges sandfærdighed skal gavne dem, og de skal have deres belønning: Vidunderlige skyggefulde haver gennemstrømmede af floder af vand, vin, mælk og honning, og her skal de blive for evigt. Jeg er meget tilfreds med dem, og de er meget tilfredse med Mig, dette er den højeste form for lykke.“
Ja, herredømmet over himlene og jorden og alt det, der findes i dem, tilhører Mig.
Jeg er almægtig!