Koranen hører til de bøger, der må læses. Det er dog de allerfærreste med dansk som modersmål, der får det gjort. Derfor denne gendigtning.
For muslimer er Koranen et helligskrift; Guds eget ord fra ende til anden. For en vestlig læser fremstår Koranen som en mosaik af gentagelser, modsigelser, udeladelser, dunkelheder og pludselige emneskift. Det er tilmed en bog, der udviser en tilsyneladende fuldstændig tilfældig kronologi – hvis man sammenligner med den rækkefølge, profeten Muhammed ifølge den islamiske historieskrivning skulle have fået sine åbenbaringer i. Det gør det ikke nemmere at læse Koranen, at den samtidig fremstår som en blanding af prædikener, love, gammeltestamentlige fortællinger og før-islamiske, arabiske legender.
Koranen er ikke desto mindre en meget læseværdig bog. Det er også en vigtig bog, som det er nødvendigt at kende alene af den grund, at omkring en milliard mennesker i dag bekender sig til islam. I historisk betydning overgås Koranen ikke af mange værker, og dens aktualitet er ikke blevet mindre her små fjorten hundrede år efter dens tilblivelse. På den tid red Odin natteridt hen over Nordens himmel, og Mekka var en ubetydelig flække i en næsten ufremkommelig ørken grænsende til Det Byzantinske og Det Persiske Rige; to riger, der var i færd med at trække hinanden i afgrunden i deres indbyrdes krige.
Koranens sprogbrug afspejler forholdene på Den Arabiske Halvø i begyndelsen af 600-tallet med de evindelige, blodige stammekrige, modsætningerne mellem beduinerne og byernes købmænd, mellem hedenskabets buket af guder og gudinder og de mange arabere, der var jøder eller kristne; der er således god grund til, at vi kan have svært ved at læse Koranen i dag.
Det er et fastslået dogme i islamisk tradition, at Koranen er Guds åbenbarede ord til Hans sendebud, Muhammed ibn Abdullah. Gud taler dog ikke direkte til Profeten; Han taler gennem englen Gabriel. I denne gendigtning er dogmet om Koranen som Guds ord taget bogstaveligt: Gud taler her i jeg-form til sin profet Muhammed.
Grundlaget for Koranen gendigtet er Koranen selv. For at gøre Koranens budskab forståeligt for den danske læser er de ældste muslimske korankommentatorers udlægninger samt de islamiske overleveringer om, hvad Muhammed gjorde og sagde i forbindelse med de enkelte kapitlers åbenbaring, her indarbejdet i Koranens tekst. Historien fremstår som en samlet fortælling, der kan læses af den forudsætningsløse læser. Det er gjort på baggrund af utallige lærde muslimer, der i kommentarer har givet deres bud på forståelsen af vanskelige vers, og på baggrund af de talrige overleverede fortællinger om sammenhængen, hvori et bestemt kapitel eller vers blev åbenbaret.
Overleveringerne om, hvad Muhammed har sagt og gjort, kaldes hadith!. Disse overleveringer blev dog først i 800-tallet indsamlet og skrevet ned, og ud af flere hundrede tusinde hadith ’er (deres antal var så enormt, at Muhammed ibn Abdullahs liv alene ud fra disse ville være det mest veldokumenterede i historien) har seks ud af mere end angiveligt tusinde hadith–samlinger blandt sunni-muslimer, fået forrang som særligt troværdige. Blandt disse seks skiller to sig ud: Det drejer sig om samlingerne af al-Bukhari og Muslim, og de er i stort omfang brugt i denne gendigtning.
For at skabe en fortløbende historisk fortælling er der også byttet rundt på kapitlerne i forhold til den arabiske koran. Selv om Muhammed og Koranen er uløseligt forbundet, har Muhammed – ifølge gængs islamisk tradition – aldrig selv læst, endsige set, Koranen. I årtierne efter Muhammeds død fandtes der ifølge den overleverede islamiske tradition forskellige fragmenter af Koranen nedskrevet på tynde sten, palmebark, lapper af læder og på dromedarers knogler og – ikke mindst – i adskillige menneskers erindring. For at undgå splittelse og forvirring blandt muslimerne blev der nedsat et udvalg af skriftkyndige mænd. Disse fik til opgave at forestå indsamlingen af alle kendte afskrifter af og erindringer om Muhammeds åbenbaringer, og i løbet af 650’erne blev datidens forskellige koraner samlet til den koran, der stadig bruges i dag. Redaktørerne af hele dette materiale opgav tilsyneladende at give en kronologisk fremstilling af Koranens åbenbaringer. I stedet valgte de at samle Koranen til en bog ud fra princippet om, at de længste kapitler stod først, og de korteste til sidst. Det betyder blandt andet, at omtale af Muhammeds problemer med sine hustruer står i kapitler, der efterfølges af andre, hvor han endnu ikke er gift med dem.
Gennem tiderne har muslimer forsøgt at komme frem til en mere historisk korrekt rækkefølge af Guds åbenbaringer til Muhammed ibn Abdullah ved at skabe en hel litterær, teologisk genre, der forholder sig til, hvornår og hvorfor de enkelte vers blev ham åbenbaret. Denne gendigtning er blevet til på baggrund af disse lærde muslimers forsøg på at skabe en historisk meningsfuld rækkefølge i Koranens kapitler, samt adskillige vestlige forskeres bud på samme. Der er blandt disse en vis enighed om de store linjer, men nogen endelig enighed om en historisk korrekt rækkefølge er aldrig blevet opnået, blandt andet fordi der ikke i dag findes videnskabeligt troværdige, samtidige kilder til historien om Koranens tilblivelse. Jeg har opstillet nærværende kronologi under hensyntagen til fremstillingen hos de muslimske historikere, der har skildret Muhammeds liv.
Koranen er i islamisk tradition uløseligt forbundet med Muhammed ibn Abdullahs liv og kan næppe læses med noget større udbytte uden kendskab til hans liv. Koranen læses af langt de fleste muslimer som et spejl for Muhammeds liv fra hans fyrretyvende år; både for hans familieforhold, hans konflikter med rivaliserende religioner, hans drømme og ikke mindst hans gerninger frem til hans død.
Muhammed begyndte sine prædikener i Mekka dels for byens indbyggere, mekkanerne, dels for tilrejsende til denne karavaneby. Siden måtte han flygte til Medina, hvor en del af hans tilhørere blev de jøder, der boede der. Nogle vers er også rettet mod kristne, som blandt andet kom til Medina fra Yemen. Muhammeds mission strakte sig også ud over menneskene: En del vers henvender sig til dæmonerne, der i islam anses for lige så virkelige som menneskene og englene.
Det tidligste uafhængige vidnesbyrd om en prædikende, arabisk købmand ved navn Muhammed har vi fra en armensk krønike fra 660’erne (Muhammed døde, ifølge islamisk tradition, i 632). Brugen af ordet muslim kan dokumenteres fra begyndelsen af 690’erne og findes på inskriptioner på Klippemoskeen i Jerusalem. Den ældste kendte endnu eksisterende koran er noget yngre, nemlig sandsynligvis fra 800-tallet.
Ved læsning af Koranen kan man umiddelbart få det indtryk, at Koranens kilder i stort omfang er Det Gamle og, i noget mindre omfang, Det Nye Testamente. Det er dog usikkert, om Muhammed nogensinde har set Det Nye Testamente. I Koranen er der flere afvisninger af læren om Jesus som Guds søn og også af Treenigheden. Muhammed menes dog at have haft samkvem med kristne både i Mekka og på sine handelsrejser. Men de arabere, der på hans tid kaldte sig for kristne, var ofte uden grundlæggende kendskab til Det Nye Testamente, eller de tilhørte forskellige sekter.
Der er heller intet bevis for, at Muhammed skulle have studeret jødernes hellige skrifter. Læsning af Koranen tyder snarere på, at Muhammed havde kendskab til Det Gamle Testamente gennem rabbinerne og deres udlægning af dette. Det er af nogle vestlige forskere blevet sagt, at der i Koranen findes så mange legender, love, dogmer og ritualer med jødisk islæt, at islam kan opfattes som en afart af jødedommen, der er tilpasset Arabien og med tilføjelse af Jesus og Muhammeds profetværdighed. Et betragteligt antal personer fra Det Gamle Testamente optræder da også i Koranen, og det samme gør en række gammeltestamentlige fortællinger, dog ikke i så udfoldet form som i Bibelen. Muslimer anser i øvrigt både Det Gamle og Det Nye Testamente for at være af Gud åbenbarede tekster, men mener, at testamenterne i deres nuværende form repræsenterer en forvansket udgave af de oprindelige åbenbaringer. Fire af muslimerne anerkendte religiøse samfund nævnes i Koranen: jøder, kristne, zarathustrier og sabier.
Koranen gendigtet er skabt i tæt sammenhæng med min oversættelse af Koranen: Koranen kommenteret. Denne indeholder et stort antal fodnoter for at lette læserens forståelse af teksten. Nogle steder omtaler noterne også de forskellige islamiske overleveringer, der er brugt i denne gendigtning. Disse er nemlig i nogle tilfælde ikke alene forskellige, men giver ligefrem modstridende udlægninger af, „hvad der virkelig skete“. Koranen kommenteret indeholder også en omfattende litteraturliste.
De små tal i gendigtningens venstre margen henviser til versnummeret i Koranen. Bagerst i bogen kan læseren finde to tabeller, hvor kapitlets nummer både i denne gendigtning og i Koranen er opført. Her er også en tidsliste, et register, forslag til videre læsning samt en liste over alle kapitler og underkapitler.
Det kan anbefales at læse min bog Koranen og profeten Muhammeds liv, der er en letlæst biografi, inden læseren tager hul på selve Koranen. I Koranen og profeten Muhammeds liv beskrives Muhammeds liv med udgangspunkt i de muslimske biografier om den arabiske profet. I biografien er der også – for at lette overblikket – et landkort over de relevante områder.
For uvurderlig hjælp skal jeg takke ph.d., cand.mag. i arabisk Jean Butler, der kritisk har gennemlæst manuskriptet.
Og så ønsker jeg blot læseren lige så stor glæde ved at læse denne gendigtning af Koranen, som jeg har haft ved at skrive den.
Kåre Bluitgen
Nørrebro, juli 2009