DA TELEFONEN RINGEDE hos politiinspektør Anna-Maria Mella, var hun allerede vågen. Vintermånen fyldte soveværelset med sit stærke, hvide lys. Bjergbirkene uden for vinduet tegnede blå skygger med deres forvredne stammer på væggene. Inden første ring havde klinget af, havde hun taget den.

“Det er Sven-Erik. Vækker jeg dig?”

“Nej, men jeg ligger i sengen. Hvad er der?”

Hun hørte Robert trække vejret tungt, og hun kantede sig fri af hans arm. Vågnede han? Nej, hans vejrtrækning blev igen regelmæssig og dyb. Godt.

“Mistænkeligt dødsfald i Kraftkildens kirke,” sagde Sven-Erik.

“Og …? Du ved, at jeg har haft kontortjeneste siden i fredags – eller havde du glemt det?”

“Jeg ved det,” sagde Sven-Erik med en noget stresset stemme, “men det her er noget andet. Du kan vel bare komme og kigge. Teknikerne er ved at være færdige, så vi kan gå ind. Det er Viktor Strandgård, og det ligner et slagtehus. Jeg vil gætte på, at samtlige dette lands fordømte tv-stationer vil troppe op med kameraer og hele molevitten, inden der er gået en time.”

“Jeg kommer om tyve minutter.”

Det var fandens, tænkte hun. Han ringer og beder mig om hjælp. Han har forandret sig.

Sven-Erik svarede ikke, men Anna-Maria kunne ligefrem høre hans lettede suk, inden han afsluttede samtalen.

Hun vendte sig mod Robert og lod øjnene hvile på hans sovende ansigt. Han lå med hånden under kinden, og hans tyttebærrøde læber var let adskilte. Det var uimodståeligt sexet, at han var begyndt at få grå stænk i det frodige overskæg og i tindingerne. Selv plejede han at stå nervøst foran spejlet på badeværelset og studere den vigende hårgrænse.

“Ørkenen breder sig,” plejede han at sige.

Hun kyssede ham på munden. Maven var i vejen, men det lykkedes. To gange.

“Jeg elsker dig,” forsikrede han hende, stadig i søvne. Hans hånd listede ind under tæppet for at trække hende ind til sig, men da havde hun allerede sat sig op på sengekanten. Med ét blev hun forfærdelig tissetrængende. Møgirriterende. En allerhelvedes skvulpen. Hun havde allerede været på toilettet to gange i nattens løb.

Et kvarter senere steg Anna-Maria ud af sin Ford Escort på parkeringspladsen ved Kraftkildens kirke. Det var stadig allerhelvedes koldt. Luften skar og bed i kinderne. Hvis hun åndede gennem munden, sved det i halsen og lungerne. Trak hun vejret gennem næsen, frøs de små hår i næseborene fast i hinanden, når hun åndede ind. Hun viklede halstørklædet op om munden og kiggede på uret. Højst en halv time, ellers ville bilen ikke starte. Det var en stor parkeringsplads – der kunne være mindst 400 biler. Hendes blegrøde Escort så lille og ynkelig ud ved siden af Sven-Erik Stålnackes Volvo 740. En patruljevogn holdt på den anden side af Sven-Eriks Volvo. I øvrigt stod der kun en halv snes helt tilsneede biler på pladsen. Teknikerne var åbenbart allerede kørt. Hun begyndte at gå op ad den smalle vej til kirken på Sandstensberget. Rimfrosten glitrede på birketræernes grene, og øverst på bjerget tronede den mægtige krystalkirke under den mørke nattehimmel, omgivet af stjerner og planeter. Som en kæmpestor selvlysende isterning lå den og skinnede om kap med nordlyset.

Elendige møghus, tænkte hun, mens hun travede op ad bakken. Den fisefornemme menighed skulle hellere have sendt deres penge til Red Barnet. Men det er vel sjovere at synge gospel i en elegant kirke end at grave brønde i Afrika.

Da hun kom nærmere, kunne hun se sin kollega Sven-Erik Stålnacke, politiassistent Tommy Rantakyrö og politiinspektør Fred Olsson uden for kirkedøren. Sven-Erik, som sædvanlig uden hat, stod stille og let tilbagelænet, med hænderne dybt begravet i dunjakkens varme lommer. De to yngre mænd omkring ham vimsede rundt som et par ivrige halvvoksne hundehvalpe. Hun kunne ikke høre dem, men hun kunne se på de hvide skyer, der stod ud af munden på Rantakyrö og Olsson, at de var i ivrig snak. Hvalpene hilste på hende med glade bjæf, da de fik øje på hende.

“Hej,” sagde Tommy Rantakyrö. “Hvordan skær’en?”

“Godt,” råbte hun godmodigt tilbage.

“Nu skal man efterhånden først hilse på maven, og et kvarter efter kommer du,” sagde Fred Olsson.

Anna-Maria lo.

Hun mødte Sven-Eriks alvorlige blik. Der havde dannet sig små istapper i det store hvalrosoverskæg.

“Tak fordi du kom,” sagde han. “Jeg håber, du har fået morgenmad – det her er ikke just noget appetitvækkende syn. Skal vi gå ind?”

“Skal vi vente på jer her?”

Fred Olsson trampede i sneen. Hans blik gled fra Sven-Erik til Anna-Maria. Sven-Erik var jo Anna-Marias vikar, så formelt var det ham, der var chef lige nu. Men når Anna-Maria var her, var det svært at vide, hvem der bestemte.

Anna-Maria holdt munden lukket og kiggede på Sven-Erik. Hun var kun med som selskab.

“Det ville være godt, hvis I bliver,” sagde Sven-Erik, “så der ikke pludselig kommer uvedkommende ind, før de har hentet liget. Men stil jer endelig inden for døren, hvis det er for koldt herude.”

“Nej for fanden, vi kan stå udenfor. Jeg ville bare gerne vide det,” forsikrede Fred Olsson.

“Ja, selvfølgelig,” indskød Tommy Rantakyrö, blå om læberne. Man er vel et mandfolk. Mandfolk fryser ikke.

Sven-Erik gik ind efter Anna-Maria og lukkede den tunge kirkedør efter sig. De gik gennem våbenhuset, som slumrede i halvmørket. Der hang lange rækker med tomme bøjler på garderobestængerne og raslede som et disharmonisk klokkespil ved de luftstrømninger, der opstod, når kulden udefra mødte varmen inde i bygningen. To svingdøre førte ind til selve kirkerummet. Sven-Erik dæmpede uvilkårligt stemmen, da de trådte ind.

“Det var Viktor Strandgårds søster, der ringede til centralen ved tretiden. Hun havde fundet ham død og ringede fra telefonen på præstens kontor.”

“Hvor er hun? På stationen?”

“Vi aner det ikke. Jeg gav centralen besked om at sætte nogen til at finde hende. Der var ingen i kirken, da Tommy og Fredde ankom.”

“Hvad sagde teknikerne?”

“Se, men ikke røre.”

Liget lå midt i altergangen. Anna-Maria blev stående et stykke fra det.

“Nej, føj for satan,” udbrød hun.

“Jeg sagde det jo,” sagde Sven-Erik, som stod lige bag hende.

Anna-Maria fiskede en lille lommediktafon frem fra dunjakkens inderlomme. Hun tøvede et øjeblik. Hun havde for vane at tale i den i stedet for at gøre skriftlige notater. Men det her var jo strengt taget ikke hendes opgave. Måske skulle hun bare være stille og holde Sven-Erik med selskab?

Lad nu være med at gøre alting så kompliceret, formanede hun sig selv, og tændte for diktafonen uden at skæve til sin kollega.

“Klokken er 5.35,” sagde hun i mikrofonen. “Det er den 16. februar, nej nu er det jo den 17. Jeg står i Kraftkildens kirke og betragter én som, så vidt vi på nuværende tidspunkt ved, er Viktor Strandgård, almindeligt kendt som Paradisdrengen. Den døde ligger midt i kirkens midtergang. Han er tilsyneladende blevet grundigt sprættet op, for her stinker ad helvede til, og tæppet under ham er vådt. Af blod, sandsynligvis, men det er lidt svært at se, fordi tæppet i forvejen er rødt. Også tøjet er gennemblødt, og man kan ikke se så meget af såret i maven; det virker, som om nogle af tarmene er på vej ud – men det må retsmedicineren beskrive nærmere senere. Han er iført jeans og trøje. Skoene er tørre under sålerne, og der er ikke vådt efter fodspor. Øjnene er stukket ud …”

Anna-Maria afbrød sig selv og slukkede for diktafonen. Hun gik rundt om liget og bøjede sig over ansigtet. Hun havde været ved at sige, at han var et smukt lig, men der var grænser for, hvad hun kunne tænke højt, når Sven-Erik var inden for hørevidde. Den dødes ansigt mindede hende om kong Ødipus. Hun havde set stykket på video, da hun gik i gymnasiet. Dengang var hun ikke blevet synderligt berørt af den scene, hvor han stak øjnene ud på sig selv, men nu vendte billedet tilbage til hende med en sælsom kraft. Nu skulle hun igen tisse. Og hun måtte ikke glemme bilen. Hun måtte hellere skynde sig. Hun tændte igen for diktafonen.

“Øjnene er stukket ud, og det lange hår er blodigt. Han må have et sår i baghovedet. Snitsår på højre side af halsen, men ikke noget blod fra dem. Og hænderne mangler …”

Anna-Maria vendte sig spørgende mod Sven-Erik, som pegede ind mellem stolerækkerne. Hun bøjede sig ned og kiggede hen over gulvet mellem stolene.

“Jo, en hånd ligger tre meter væk, mellem stolene. Men den anden?”

Sven-Erik trak på skuldrene.

“Ingen væltede stole,” fortsatte hun. “Ingen tegn på kamp, eller hvad mener du, Sven-Erik?”

“Nej,” svarede Sven-Erik, som ikke brød sig om at tale i diktafon.

“Hvem af teknikerne fotograferede?” spurgte hun.

“Simon Larsson.”

Godt, tænkte hun. Så ville der ikke gå ret lang tid, før de havde billederne.

“Der er ikke begået hærværk i kirken,” fortsatte hun. “Det er første gang, jeg er herinde. Hundredvis af lamper af mat, frosthvidt glas på de dele af væggene, som ikke er glasbyggesten. Hvor højt er der til loftet? Sikkert over ti meter. Enorme tagvinduer. De blå stole står i snorlige rækker. Hvor mange kan der være her? To tusind?”

“Der er også pulpituret,” svarede Sven-Erik.

Han travede rundt i salen og lod blikket glide som en støvsuger over alle overflader.

Anna-Maria vendte sig om og betragtede pulpituret bagved. Orgelpiberne strakte sig op i højden og mødte deres eget spejlbillede i tagvinduet. Det var et imponerende syn.

“Der er ikke så meget mere at sige.” Anna-Maria ledte efter ordene, som om en tanke forsøgte at snige sig op fra hendes ubevidste og ud gennem en sprække mellem stavelserne i hendes ord. “Der er noget … noget som gør, at jeg føler mig frustreret, når jeg ser på dette her. Udover at han er det mest ilde tilredte lig, jeg har set …”

“Hallo! Hr. vicechefanklager er på vej herop.”

Det var Tommy Rantakyrö, som stak hovedet ind ad døren.

“Og hvem fanden har ringet efter ham?” spurgte Sven-Erik ærgerligt, men Tommy var allerede forsvundet igen.

Anna-Maria kiggede på ham. For fire år siden, da hun var blevet udnævnt til gruppechef, havde Sven-Erik knap nok talt til hende det næste halve år. Han var blevet dybt krænket over, at hun havde fået det job, han havde søgt. Og nu, hvor han havde fundet sig til rette som hendes næstkommanderende, ville han ikke føre sig frem. Hun mindede sig selv om, at hun skulle tage en ordentlig snak med ham ved lejlighed. Men nu måtte han klare sig selv; hun sendte ham et opmuntrende blik, idet vicechefanklager Carl von Post brasede ind gennem kirkedøren.

“Hvad helvede er det, der foregår?” brølede von Post.

Han flåede pelshuen af hovedet, og strøg sig af gammel vane over den frodige løvemanke. Han stampede med fødderne. Den korte gåtur fra parkeringspladsen var nok til at fryse fødderne til is i hans tynde, smarte sko fra Church’s. Han gik hen til Anna-Maria og Sven-Erik, men trådte tilbage, da han fik øje på liget på gulvet.

“Åh, fy for satan,” udbrød han og kastede et nervøst blik på skoene for at sikre, at han ikke havde sølet dem til.

“Hvorfor er der ingen, der har ringet til mig?” fortsatte han, henvendt til Sven-Erik. “Fra nu af overtager jeg ledelsen af forundersøgelsen; og du kan regne med en alvorlig samtale med kriminalkommissæren om, hvorfor du holdt mig udenfor.”

“Der er ingen, der har holdt dig udenfor,” indskød Sven-Erik spagt. “Vi vidste ikke, hvad der var sket, og det gør vi egentlig stadig ikke.”

“Sludder og vrøvl,” hvæsede anklageren. “Og hvad laver du her?”

Det sidste var henvendt til Anna-Maria, som stod tavs, med blikket rettet mod Viktor Strandgårds lemlæstede arme.

“Det var mig, der ringede efter hende,” forklarede Sven-Erik.

“Undskyld,” sagde von Post mellem tænderne. “Du ringede til hende, men ikke til mig.”

Sven-Erik tav, og Carl von Post betragtede Anna-Maria, som roligt mødte hans blik.

Carl von Post bed tænderne sammen, så det gjorde ondt i kæberne. Han havde aldrig kunnet forholde sig til den lille snotfinke af en damebetjent. Det var sgu, som om hun havde sine mandlige kolleger i efterforskningsafdelingen i snor, og han kunne ikke for sin død begribe hvorfor. Og som hun så ud. Højst halvanden meter i strømpesokker og et skide hestefjæs, som på det nærmeste var lige så stort som resten af kroppen. Lige for øjeblikket kunne hun fremvises i cirkus med den kæmpemave. Totalt grotesk. Lige så bred som hun var høj. Det uundgåelige resultat af generationers indavl i Lappmarkens små isolerede landsbyer.

Han svingede med hånden gennem luften, som for at vifte sine hårde tanker væk, inden han begyndte på en frisk.

“Nå, hvordan går det, Anna-Maria?” spurgte han og lagde ansigtet i betænksomt smilende folder.

“Godt,” svarede hun udtryksløst. “Og hvad med dig?”

“Jeg regner med at have pressen i hælene om mindre end en time. Det bliver givetvis et allerhelvedes postyr, så fortæl mig, hvad I foreløbig ved, både om mordet og om den døde. Alt hvad jeg ved, er stort set, at han var kendt i byens religiøse kredse.”

Carl von Post satte sig på en af de blå stole og tog handskerne af.

“Det kan Sven-Erik fortælle,” svarede Anna-Maria kortfattet, men ikke uvenligt, “jeg skal bare passe skrivebordet. Jeg tog kun med Sven-Erik, fordi han bad mig om det, og fordi to par øjne ser mere end … ja, du ved. Og nu skal jeg tisse. Hvis I vil have mig undskyldt.”

Hun bemærkede tilfreds det anstrengte smil på von Posts ansigt, da hun gik ud på toilettet. Tænk at ordet tisse i den grad kunne skurre i hans ører. Hun ville vædde på, at hans kone sørgede for at sigte på wc-kummen, når hun skulle af med vandet, for at den rislende lyd ikke skulle nå den arme anklagers rosenører. Dumme stodder.

“Tja,” sagde Sven-Erik, da Anna-Maria var gået, “du kan jo selv se, og meget mere ved vi ikke. Nogen har slået ham ihjel. Godt og grundigt, om man så må sige. Den døde er Viktor Strandgård, også kaldet Paradisdrengen. Han er det store trækplaster i denne kæmpemenighed. For ni år siden var han involveret i en grim bilulykke. Han døde på sygehuset. Hjertestop og det hele, men de fik liv i ham igen; og så kunne han fortælle, hvad der var sket under operationen og genoplivningen, at lægen havde tabt sine briller, og sådan noget. Og så fortalte han, at han havde været i himlen. Han havde mødt både engle og Jesus. Ja, og så blev en af de sygeplejersker, der havde assisteret ved operationen, frelst, og det samme gjorde den kvinde, der havde kørt ind i ham. Og pludselig var hele Kiruna ét stort missionsmøde. De tre største frikirker sluttede sig sammen til en ny kirke, Kraftkilden. Menigheden voksede, og gennem de seneste år har de bygget denne her kirke, startet deres egen skole og børnehave, og de har afholdt enorme vækkelsesmøder. Det vælter ind med penge, og der kommer folk fra hele verden. Viktor Strandgård er, eller var, må man nok hellere sige, heltidsansat i foretagendet og har udgivet en bestseller …”

“Himlen tur/retur. Heaven and back.”

“Lige præcis. Han er deres guldkalv. Der har været skrevet om ham i både Expressen og Aftonbladet, så der bliver stensikkert skriverier nu. Og tv-dækning.”

“Netop,” sagde von Post og rejste sig utålmodigt. “Jeg vil ikke have, at nogen lækker til pressen. Jeg sørger for kontakten til medierne, og jeg ønsker, at du holder mig regelmæssigt orienteret om, hvad der måtte komme frem i forhør og deslige. Forstået? Alt skal videre til mig. Når journalisterne dukker op, kan du sige, at jeg vil holde pressekonference på kirkens trappe i dag klokken tolv middag. Hvad har du på programmet nu?”

“Vi skal finde søsteren; det var hende, der fandt ham, og derefter skal vi tale med menighedens tre præster. Retsmedicineren er på vej i bil fra Luleå; han burde være her når som helst.”

“Godt. Jeg vil have en rapport om dødsårsagen og et sandsynligt hændelsesforløb klokken 11.30; vær parat ved telefonen. Hvis I er færdige her, vil jeg selv se mig lidt om.”