Og det blev aften, og det blev morgen

anden dag

POLITIINSPEKTØR ANNA-MARIA MELLA sover uroligt i ulvetimen. Skyerne har lagt sig over himlen, og der er bælgmørkt i værelset. Det er, som om Gud selv har lagt hånden over byen, som et barn over et flyvende insekt. Nu er der ingen af dem, der er med i legen, som skal undslippe.

Anna-Maria kaster hovedet fra den ene til den anden side for at slippe fri af de stemmer og ansigter fra dagen før, der er trængt ind i hendes søvn. Barnet sparker ihærdigt i hendes mave.

I drømmen vender anklager Carl von Post truende ansigtet mod Sanna Strandgård og forsøger at aftvinge hende svar, hun ikke er i stand til at give. Han presser hende og truer med at afhøre hendes døtre, hvis hun ikke selv kan svare. Og jo mere han spørger, jo mere lukker hun sig inde. Til sidst er det, som om hun intet husker.

“Hvad lavede du i kirken midt om natten? Hvad fik dig til at gå derind? Noget kan du vel huske? Så du nogen andre? Kan du huske, at du ringede til politiet? Var du vred på din bror?”

Sanna gemmer ansigtet i hænderne.

“Jeg kan ikke huske noget. Jeg ved ingenting. Han kom til mig midt om natten. Pludselig stod Viktor ved min seng. Han så ud til at være ked af det. Da han bare gik i opløsning, vidste jeg, at der var sket noget …”

“Han gik i opløsning?”

Anklageren ser ud, som om han ikke ved, om han skal le eller afbryde hende.

“Stop en halv, fik du besøg af et spøgelse og vidste dermed, at der var sket noget med din bror?”

Anna-Maria klager sig, så hendes Robert vågner. Han rejser sig op på albuen og stryger hendes hår.

“Schh, Mia-Mia,” hvisker han beroligende. Igen og igen siger han hendes navn og stryger hende over det halmfarvede hår, indtil hun pludselig trækker vejret dybt og slapper af. Ansigtet bliver blødt, og hun holder op med at klynke. Da hendes vejrtrækning igen er jævn og rolig, falder også han i søvn.

De, der kender Carl von Post, tror vel, at han sover godt denne nat. At han har spist sig mæt i opmærksomhed og gyldne drømme om, hvad fremtiden har i sit milde skød. Han burde sove sødt med et tilfreds smil om munden.

Men også Carl von Post vender sig fra side til side. Han bider kæberne sammen og skærer tænder, så det hviner. Sådan sover han altid. Dagens hændelser har ikke frelst ham.

Og Rebecka Martinsson. Hun sover dybt i alkoven i køkkenet i sine bedsteforældres hus. Hendes vejrtrækning er rolig og regelmæssig. Tjapp har velvilligt lagt sig ved siden af hende, og Rebecka sover med armene om den varme hundekrop og næsen begravet i den sorte, uldne pels. Her er der ingen lyde fra verden udenfor. Ingen biler og ingen fly. Ingen højrøstede natteravne på gaderne og ingen hård vinterregn mod ruderne. Inde i kammeret mumler Lova i søvne og trykker sig tættere på Sanna. Huset knirker og knager en smule, som om det vender sig i sin vintersøvn.