REBECKA MARTINSSON STOD på gårdspladsen uden for sin farmors hus og skrabede sne af bilen med en skurebørste. Der var faldet meget i nattens løb, så det var et hårdt arbejde at få bilen fri. Hun svedte under huen. Det var stadig mørkt, og sneen væltede ned. En masse løs sne på vejen og sigtbarhed lig nul. Det ville ikke blive nogen rar køretur ind til byen. Hvis det da overhovedet ville lykkes hende at få bilen ud. Sara og Lova sad i køkkenvinduet og kiggede ned på hende. Der var ingen grund til at lade dem stå ude og blive begravet i sne eller sidde i bilen og blive gennemfrosne. Tjapp var rendt en tur rundt om huset og var ude af syne. Mobiltelefonen ringede; hun stak øresneglen på plads og svarede utålmodigt:

“Rebecka.”

Det var Maria Taube.

“Hej,” sagde hun bare. “Nå, så du tager din telefon. Jeg havde ellers ventet at skulle tale med din svarer.”

“Jeg har lige ringet til naboen og bedt ham om hjælp til at få bilen ud fra gårdspladsen,” hvæsede Rebecka. “Ungerne skal i børnehave og i skole, og sneen falder lige så hurtigt, som jeg får den væk. Jeg kan ikke få bilen ud.”

“‘Ungerne skal i børnehave’,” drillede Maria Taube. “Undskyld mig, men er det Rebecka Martinsson jeg taler med? Det lyder mere som en stresset småbørnsforælder. Den ene fod i børnehaven, den anden på jobbet, og gudskelov det snart er fredag, så man kan flade ud foran tossekassen med en pose chips og en drink.”

Rebecka lo. Gennem sneen kom Tjapp og Bella farende i fuldt firspring. Sneen hvirvlede op omkring dem. Bella lå i spidsen. Den dybe sne var et større handicap for Tjapp med de kortere ben. Sivving måtte være på vej.

“Jeg har fundet de oplysninger om menigheden, som du bad om,” sagde Maria. “Og jeg lovede Johan Dahlström en middag som tak, så nu skylder du mig en tur i byen. Jeg trænger til en tur på Sturehof og føre mig lidt frem.”

“Her har du vist gjort en god handel,” sagde Rebecka forpustet, mens hun fortsatte med at feje sne af motorhjelmen. “Først kommer din Johan og insisterer på at byde dig på en tak-for-hjælpen-middag; og så bliver du inviteret ud af mig, så du rigtig kan vise dine flotte ben.”

“Han er ikke ‘min Johan’. Sød og taknemmelig – ellers vanker der ingen information.”

“Jeg er sød og taknemmelig,” sagde Rebecka lydigt. “Fortæl nu.”

“Okay. Han sagde, at menigheden er underlagt en skattemæssig særordning.”

“Satans,” sagde Rebecka.

“Jeg har aldrig haft noget videre at gøre med almennyttige foretagender og stiftelser,” sagde Maria. “Hvad betyder det?”

“At det er en almennyttig idealistisk forening, som ikke skal betale indkomst- og formueskat. Så skal den heller ikke indsende selvangivelse, og det er ikke muligt at få indsigt i virksomheden.”

“Med hensyn til Viktor Strandgård fik han en betragtelig løn af menigheden. Johan tjekkede to år tilbage. Ingen andre indtægter. Ingen formue. Ingen fast ejendom, ingen værdipapirer.”

Sivving kom gående over gårdspladsen. Han havde en pelshue trukket næsten helt ned over øjnene og medbragte en sneskovl. Hundene løb ham i møde og rullede sig legesygt rundt for hans fødder. Rebecka vinkede, men han så hende ikke.

“Præsternes løn er femogfyrretusind om måneden.”

“Det er dæleme en flot præsteløn,” sagde Rebecka.

“Thomas Söderberg har en ganske stor aktieportefølje, godt og vel en halv million. Og han ejer en ubebygget grund ude på Värmdö.”

“Värmdö, Stockholm?” spurgte Rebecka.

“Ja, skatteværdi 420.000. Handelsværdien kan være hvad som helst. Vesa Larssons hus er vurderet til én komma to million. Det er bygget for ganske nyligt. Han var ligeledes underlagt særregler sidste år. Har et lån på omtrent en million. Antagelig i huset.”

“Og Gunnar Isaksson?” spurgte Rebecka.

“Ikke noget særligt. Lidt obligationer, en lille opsparing i banken.”

“Okay,” sagde Rebecka. “Hvad er der ellers med menigheden? Ejer den virksomheder af nogen art?”

Sivving dukkede op bag Rebeckas ryg.

“Halløj!” buldrede han. “Står du dér og snakker med dig selv?”

“Et øjeblik,” sagde Rebecka til Maria.

Hun vendte sig mod Sivving. Kun ganske lidt af hans ansigt var synligt over halstørklædet. Der havde allerede dannet sig en lille snedrive oven på skindhuen.

“Jeg taler i telefon,” sagde hun og pegede på øresneglens ledning. “Jeg kan ikke få bilen ud. Hjulene snurrer bare rundt, når jeg forsøger at starte.”

“Taler i telefon?” udbrød han. “Gud fri og bevar mig vel, det næste bliver vel, at man får telefonen indopereret i kraniet allerede på fødeafdelingen. Snak du bare videre, så graver jeg.”

Han gav sig til at skrabe foran bilen.

“Hallo,” sagde Rebecka i telefonen.

“Jeg er her stadig,” svarede Maria. “Menigheden har ingen ejendom, men jeg tjekkede præsterne og deres familier. Præsternes koner er medejere i en handelsvirksomhed. VictoryPrint HB.”

“Har du set nærmere på det?”

“Nej, men skatteopgørelserne er jo offentlige, så dem kan du vel finde på rådhuset. Jeg vil ikke spørge Johan igen. Han var ikke så glad for at skulle hente oplysninger fra en anden skattemyndigheds transaktionsnet.”

“Tusind tak,” sagde Rebecka. “Jeg må hjælpe Sivving med at grave. Jeg ringer.”

“Pas på dig selv,” sagde Maria og lagde på.