Torsdag den 20. februar

KLOKKEN HALV SEKS OM MORGENEN besluttede katten Manne at vække Sven-Erik Stålnacke. Den travede frem og tilbage over Sven-Eriks sovende krop, og mjavede fra tid til anden højlydt jamrende. Da det ikke gav resultat, luntede den op til Sven-Eriks ansigt og lagde en forsigtig pote mod hans kind. Men Sven-Erik sov tungt. Manne flyttede poten op til hans hårgrænse og lod kløerne glide akkurat så langt ud, at de kunne hænge fast i huden, og han kunne trække sit menneske lidt i skalpen. Sven-Erik slog straks øjnene op og lirkede kattekløerne fri af sin hovedbund. Han strøg katten kærligt over den gråstribede ryg.

“Javel, katteskat,” sagde han godmodigt. “Synes du, det er på tide at komme ud af fjerene?”

Manne mjavede klagende, hoppede ned fra sengen og forsvandt ud gennem soveværelsedøren. Sven-Erik kunne høre ham springe op ad yderdøren og fortsætte sin mjaven.

“Jeg kommer, jeg kommer.”

Han havde overtaget Manne fra sin datter, da hun og hendes kæreste flyttede til Luleå. “Han er jo vant til friheden,” havde hun sagt, “du forstår vel, hvor dårligt han ville have det i en lejlighed midt i byen. Han er ligesom dig, Far. Han skal have masser af skov omkring sig for at kunne leve.”

Sven-Erik stod ud af sengen og åbnede yderdøren for katten. Men Manne stak bare snuden ud i snevejret, vendte om og satte sig ind i entréen. Aldrig så snart havde Sven-Erik lukket døren, før der lød endnu et mellemfornøjet mjav.

“Nej, ved du nu hvad,” sagde Sven-Erik. “Det er altså ikke min skyld, at det er et fandens snevejr. Enten går du ud, eller også bliver du inde og holder kæft.”

Han gik ud i køkkenet og fandt en dåse kattemad. Katten vrælede påtrængende og snoede sig rundt imellem Sven-Eriks ben, indtil madskålen var fyldt. Derefter tændte han for kaffemaskinen, som med en gurglende lyd gik i gang. Da Anna-Maria Mella ringede, havde han netop sat tænderne i en velsmurt skive limpa.

“Hør her,” sagde hun energisk. “Jeg talte med Sanna Strandgård i går morges, og vi talte om, at mordet virkede direkte rituelt. Der er steder i Bibelen, der hentyder til afhuggede hænder og udstukne øjne og den slags.”

Sven-Erik brummede, mens han spiste, og Anna-Maria fortsatte:

“Sanna læste højt af Markusevangeliet, kapitel 9, vers 43: ‘Hvis din hånd forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå vanfør ind til livet, end at fare til Helvede til den uudslukkelige ild med begge hænder i behold. Og hvis din fod forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at kastes i Helvede med begge fødder i behold. Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i Helvede, hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes’.”

“Jaså?” sagde Sven-Erik og følte sig noget sløv.

“Men hun læste ikke begyndelsen af teksten!” fortsatte Anna-Maria ivrigt. “I Markusevangeliet, kapitel 9, vers 42, står: ‘Og den, der forarger en af disse små, som tror, ham var det bedre, at der var lagt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet.’”

Manne strøg sig op ad Sven-Eriks ben. Han klemte telefonrøret fast mellem skulderen og øret og tog katten op.

“Der er parallelle passager både i Lukasevangeliet og i Matthæus,” sagde Anna-Maria. “I Matthæus står der: ‘Se til, at I ikke ringeagter en af disse små; thi jeg siger jer: deres engle i Himmelen ser altid min himmelske Faders ansigt.’ Og da jeg tjekkede det i min konfirmationsbibel, stod der, at det var et meget stærkt udtryk for, at børn står under Guds særlige beskyttelse. Ifølge datidens jødiske tro har alle mennesker hver deres engel, som er deres fortaler for Gud; og kun de allerhøjeste engle mentes at have adgang direkte til Guds trone.”

“Det vil sige, at du mener, at nogen slog ham ihjel, fordi han havde forgrebet sig på en af disse små,” sagde Sven-Erik eftertænksomt. “Mener du, at han skulle have …”

Han afbrød sig selv og mærkede en bølge af væmmelse, inden han fortsatte.

“…. altså, med Sannas piger.”

“Hvorfor sprang hun over begyndelsen?” sagde Anna-Maria. “Uanset hvad, har von Post ret. Vi er nødt til at tale med Sanna Strandgårds børn. Hun havde måske en allerhelvedes god grund til at hade sin bror. Vi må tale med børne- og ungdomspsykiaterne. De må hjælpe os med at tale med pigerne.”

Da de havde lagt røret på, blev Sven-Erik siddende ved køkkenbordet med katten på skødet.

Fy for satan, tænkte han. Hvad som helst … bare ikke det.