Og det blev aften, og det blev morgen

syvende dag

ANNA MARIA MELLA STÅR PÅ ALLE FIRE på et leje i fødegangen. Hun klamrer sig til hovedgærdet, så knoerne bliver helt hvide. Presser næsen i lattergasmasken og ånder ind. Robert stryger hende over håret, der er vådt af sved.

“Nu,” råber hun, “nu kommer den.”

Presseveerne kommer som et sneskred, der tordner ned ad en fjeldside. Hun må blot følge med. Hun presser og presser og presser.

Bag hende står to jordemødre. De råber og hepper, som om hun var deres favorithest på travbanen.

“Kom så, Anna-Maria! Én gang til! Én gang til! Du er bare så dygtig.”

Det brænder som ild, da barnets hoved kommer ud. Og så, da hovedet omsider er ude, smutter barnet ud af hende, glat som en ørred.

Hun orker ikke at vende sig om. Men hun hører det heftige, indtrængende lille skrig.

Robert tager fat om hendes hoved med begge hænder og kysser hende lige i ansigtet. Han græder.

“Pragtfuldt, skat,” ler han mellem tårerne. “Det er en lille dreng.”