Duften af kød
En headhunters divan
Midt i den blanke nat
Arendse kommer
Rosensælgeren
MMS fra hr. Tukusaki
Andrea og André
Bersærk
Ries briller
Vera Kragskov led af allergiske udslæt på hænderne.
En rødmen med tilbøjelighed til blære- og skældannelse inderst på fingre og hænder, nu og da også mellem fingrene, men altid afgrænset af håndleddene som om alle faresignaler brat holdt op, hvor huden på armene begyndte.
Måske var fingre og hænder beklædt med en helt anden slags hud end resten af kroppen. Sådan foresvævede det Vera Kragskov, men hun spurgte ingen om det kunne forholde sig sådan, og mindst af alt sin læge, doktor Iversen.
Hun talte heller ikke med sin mand om den slags tanker. Han betragtede til gengæld hendes hænder, også uden at hun havde givet ham anledning til det. Han kunne sidde dér med en rynke i panden ved sofabordet om aftenen, når hun kom til at klø sig, og pludselig udbryde: „Dine hænder, Vera, tror du nogensinde de bliver hele igen,“ eller „nu har fingrene da mere skæl end rødmen, Vera.“
Så nikkede hun og tog en hurtig slurk af kaffekoppen.
*
Først var lægen overbevist om at allergien stammede fra sammentællingen af pengesedler nede i Nordea-filialen. Vera Kragskov stod for registreringen af forliste og forrevne pengesedler, de skulle tælles nøje sammen og bundtes og returneres til Nationalbanken. Det var et lille, men betroet embede, og Vera Kragskov havde bestridt det i mere end tyve år.
Pludselig en dag, det var første hverdag efter sommerferien sidste år, begyndte hænderne og fingrene så at blusse.
– Hvad er det nu for noget? spurgte hendes mand, kan du ikke tåle havearbejdet længere?
Hun kom uvægerligt til at le.
– Havearbejde er nok min største fornøjelse, svarede hun, det vil aldrig give mig blussen i hænderne at lave havearbejde.
– Hvad ved du om det? spurgte manden, har du måske talt med doktor Iversen?
Det havde hun nu ikke, ikke endnu, nu skulle den blussen først have lejlighed til at lægge sig helt af sig selv.
– Du tynder ud i salaterne, ikke sandt?
Det nikkede hun til.
– Og alle bærrene. Du plukker solbær og ribs.
– Jo, svarede hun.
– Og stikkelsbær, det ville ikke undre mig hvis sådan en blussen skyldes indsamling af stikkelsbær.
Hun så stikkelsbærrene for sig. De var så spændte og faste, både de lysegrønne og de mørkerøde, hun holdt meget af at røre ved deres næsten bristefærdige hud når hun plukkede dem. Men så var der hårene på stikkelsbærrene, det måtte hun indrømme, hun vidste ikke hvad den slags hår kunne medføre.
*
To dage efter gik hun op til doktor Iversen.
Han frikendte havearbejdet, han undersøgte hændernes indersider og mellemrummet mellem fingrene. Det var ham, der opdagede de nye tilbøjeligheder til blære- og skældannelse. Han rystede på hovedet. Nej, det var ikke havearbejdet.
– Hvor ofte er De i direkte kontakt med pengesedler gennem Deres arbejde i banken? spurgte han pludselig.
Hun var på nippet til at rette ham og sige at det var en sparekasse, hun var ansat i, men så kom hun i tanke om at sparekassen under tvang var blevet forvandlet til en bank allerede for flere år siden, og så rettede hun ham ikke, nu hed den trods alt Nordea Bank og var fusioneret.
– Kan De komme i tanke om hvor ofte De har direkte kontakt med pengesedler, fru Kragskov? gentog lægen.
Hun sad og stirrede på indersiden af hænderne, og måske havde hun allerede stirret længe siden lægen spurgte på den måde.
– Dagligt? spurgte han så.
– Dagligt og timeligt, hørte hun sig selv svare.
– Timeligt? spurgte lægen og rynkede panden, hvad vil det sige?
– En times tid hver dag, svarede hun, måske to. Det kommer an på hvor mange udskiftsnødige pengesedler, vi får ind fra oplandet.
– De skal til at arbejde med handsker på, fru Kragskov, sagde lægen.
– Mener De rengøringshandsker, doktor? spurgte hun.
– Mindre kan gøre det, svarede lægen med et lille smil, fine, tynde latex-handsker, noget i retning af dem, vi læger må bruge en gang imellem.
*
Efter en uge med fine, tynde latex-handsker under arbejdet med pengesedler havde de røde udslæt og skældannelserne ikke fortaget sig. De var tværtimod blevet værre.
Hun fik en ny tid hos doktor Iversen.
– Nej, det ser ikke godt ud, sagde han med det samme. Han behøvede åbenbart ikke engang at holde hendes hænder inden i sine, sådan som han havde gjort den første gang. Hun undrede sig over hvorfor han ikke brugte latex-handsker så han kunne gribe om hendes hænder og holde dem fast og undersøge dem grundigt. Hvis det var for smittens skyld, tænkte hun.
– Har De overvejet at gå på efterløn, fru Kragskov? spurgte han.
Hun rystede på hovedet.
– Ja så, ja så, ja så, sagde han og stirrede frem for sig.
Det lød som om han tænkte alvorligt over et eller andet, men hun kunne ikke forstå hvori det alvorlige bestod.
– Jamen, så fortæl mig hvad De foretager Dem i løbet af en almindelig dag, hvor De opholder Dem, hvilke konkrete handlinger De udfører, al den slags.
– Det er forskelligt, svarede hun hurtigt.
– Det er nok slet ikke så forskelligt som De selv tror. Vi mensker er vanemensker, fortæl nu frit fra leveren hvad De sådan går og sysler med i det daglige.
– Ingenting uærligt, fór det ud af munden på hende.
Lægen smilede forbavset.
– Det har jeg Dem sandelig heller ikke mistænkt for, sagde han.
– Det nærmeste jeg har været noget kriminelt, var dengang der manglede en million kroner i store sedler og ingen i banken kunne finde dem. Vi vidste jo at det var sækken med kasserede pengesedler, der var forsvundet, og den slags hører under mig.
– Men De havde vel næppe stukket den sæk penge til side til Dem selv?
Hun smilede overrasket, hun havde ikke ventet at doktor Iversen ville tage så let på sådan en hændelse.
– Sækken var gledet ned bag et varmeapparat. Og der blev den liggende helt til klokken var halv syv.
Han rynkede panden. Hun overvejede om lægen alligevel mente at hun kunne være ansvarsløs hvis det gjaldt.
– Jeg har brug for at høre om Deres hverdag, fru Kragskov, et eller andet, der gentager sig – dag efter dag efter dag.
– Jamen, det gør det jo alt sammen, er det ikke sådan det er?
– Jo, svarede lægen, men lad os nu få rede på det her: De står op om morgenen, De smører formentlig Deres hænder med en eller anden creme, ikke sandt?
– Aldrig, doktor, jeg bruger aldrig creme, kun en smule i ansigtet, men den smører jeg først på lige inden jeg tager ned i banken.
– Godt, De bruger altså aldrig fugtighedscreme i hænderne. Så går De et smut i haven inden De laver morgenmad, det kan jeg huske De har fortalt.
– Bare et lille smut på et kvarter. Min mand kan godt lide at ligge i sengen og læse avis inden morgenmaden står klar. I haven tynder jeg så ud i salaterne og plukker lidt bær. Man når ikke så meget på et kvarter. Jeg plukker også stikkelsbær, tror De det kan være –
Hun var ved at sige: skadeligt, men det ville hun alligevel ikke tage i sin mund.
– Stikkelsbær er ganske harmløse, sagde lægen.
Hun smilede hurtigt, hun var godt tilfreds med hans svar.
– Dyrker De løvstikke? spurgte han pludselig.
Hun blev helt overrasket, måske lå der noget skjult i hans spørgsmål.
– Jeg bryder mig slet ikke om smagen af løvstikke, svarede hun studst.
– Man er faktisk begyndt at nære mistanke til løvstikke, sagde lægen.
– Åh, ja, svarede hun, hun havde ikke spor vanskeligt ved at følge ham.
– Ikke mere løvstikke, fru Kragskov, afbrød lægen, men jeg vil gerne høre mere om Deres hverdag.
– Jo, jo, doktor. Efter morgenmaden tager jeg så bus nr. 8 ind til banken. Der er jeg fire timer, bagefter tager jeg hjem med samme bus, det er afgangen klokken 16.20 fra Banegårdspladsen, eller jeg går et smut i byen og handler, men det er kun en gang imellem. Og så går jeg lidt i haven igen.
– Men De læser sikkert også avis, fru Kragskov? Jeg mener – læser De rigtig meget avis?
– Jeg ser hellere tv-avis, svarede hun.
– Avisens tryksværte kan i særlige tilfælde give anledning til overfølsomhed.
– Krydsogtværs, det holder jeg meget af. Og så går jeg i kirke hver søndag.
– Hvordan anbringer De Deres hænder mens De løser krydsogtværs? spurgte lægen mens han så undersøgende på hende.
– Jeg holder dem helt naturligt, svarede hun og lagde hænderne på bordet foran ham.
– Vis mig det, lad som om De er i færd med at løse en krydsogtværs lige her og nu, lige på mit skrivebord.
– Så må De låne mig en blyant, doktor.
Han stak hende en kuglepen og stirrede på hendes hænder.
Hun lod som om hun løste en krydsogtværs – hun kunne godt se at det ikke var særlig vellykket.
– De gnider og gnubber ikke avissiden med fingre eller hænder mens De leder efter synonymerne?
– Aldrig, doktor, svarede hun, jeg sidder mere og ser op i luften mens jeg leder efter synonymer. Det er mere som om de ord hænger oppe i luften end de sidder nede i avisen.
– Godt, svarede lægen, udmærket. Deres form for allergi kunne nemlig godt ligne en tryksværteallergi, men så frikender vi aviserne, skal vi være enige om det?
Hun trak vejret dybt ind og sukkede. Så vidt hun kunne se var alle hverdagens begivenheder ved at blive frikendt.
Lægen så ud i luften. Et sted derude ventede han måske at finde det forløsende ord, tænkte hun.
– Hvad gør De i kirken? spurgte han pludselig.
– Jeg synger og lytter til præsten, til hans ord. Og så beder jeg. Folder hænderne og beder, det holder jeg meget af. De tror da ikke det kan komme af at jeg folder hænderne?
– Nej, nej, nej, svarede lægen og rystede grundigt med hovedet.
– Er der andet, De rører ved? spurgte han, mensker, ting, relikvier?
– Det er ikke nogen katolsk kirke, svarede hun med fast stemme, vi har ingen helgener og ingen relikvier.
– Og De foretager Dem ingen rituel handling med Deres hænder, ingen gentagen handling, mener jeg, i religiøst øjemed? For eksempel noget med væsker?
– Jeg forstår ikke hvad De mener, doktor, jeg forstår det virkelig ikke, svarede hun.
Og hun følte at blodet søgte fra hendes pande ned bag kinderne og lagde sig som en stor tyngde i hendes bryst, lige omkring hjertet.
– Læser De ofte i Biblen? spurgte han.
– Det gør jeg da, svarede hun, jeg læser hver dag, jeg læser i Biblen flere gange om dagen.
– Er De i enrum mens De læser i Biblen, spurgte lægen, jeg mener: Deres mand er ikke sammen med Dem mens De læser i Biblen?
– Biblen betyder ingenting for min mand. Kirken betyder ingenting for min mand. Sådan er det bare, doktor Iversen. Min mand har aldrig brudt sig om præster.
– Og det eksemplar af Biblen, De læser i, kan De beskrive det for mig?
Det lød som om hendes bibel var en mængdevare – eller en flerfoldig kopi i lighed med en pengeseddel.
– Eksemplar? spurgte hun og hun kunne godt høre det lød lidt studst, det er min nedarvede bibel, jeg har fået den fra min mor, som igen har fået den fra sin mor. Den har krøllede bogstaver.
– Gotiske bogstaver, mener De.
– Ja, det kalder man det vist.
– Altså et meget gammelt eksemplar, en meget gammel bibel, sagde lægen.
Hun nikkede.
– En frønnet bibel, sagde han.
– Den har guld på kanterne når man bladrer. Bladguld.
– Bladguld, gentog han.
– Tror De man kan være allergisk over for bladguld? spurgte hun langsomt.
– Jeg har aldrig hørt om det, svarede lægen.
– Men De udelukker ikke –?
– Jeg udelukker ingenting i Deres tilfælde, svarede lægen og rejste sig pludselig, jeg er kun blevet overbevist om at vi må til bunds i det her. Der har dannet sig to små, åbne sår på Deres højre hånds midterste fingre siden De var her sidst. Vi må helt til bunds i det her.
Hun løftede den højre hånd op foran sit ansigt, og hun så at der virkelig var opstået to små, uklare, men åbne sår ved roden af anden og fjerde finger. Næsten blødende sår. Hun undrede sig over at hun ikke før havde opdaget de sår.
– Hvad gør vi så nu, doktor? spurgte hun og hun så meget direkte på ham mens han stod foran hende på gulvet.
Han så væk, han vippede et øjeblik på sine skosåler mens han stirrede ud ad vinduet.
– Hvad gør jeg så nu? rettede hun spørgsmålet og rejste sig fra stolen og veg med ét et skridt væk fra ham.
Lægen så på hende og slog ud med armene som om han hverken anede ud eller ind.
– Kom tilbage om et par dage. Lad os sige på mandag, sagde han og åbnede døren for hende, på mandag klokken tre. Lad os sige det. Så er jeg sikkert kommet løsningen nærmere.
Hun syntes det pludselig lød som om han havde tillagt sig en ny stemme. Men måske var det kun fordi han talte ud i venteværelset til hende.
Hun vendte ryggen til lægen og gik ud gennem døren og tog i farten sin hat ned fra stumtjeneren inden hun forlod konsultationen.
*
Samme aften lavede Vera Kragskov en kraftig hønsekødssuppe med alle havens urter.
– Dufter dejligt, sagde hendes mand og spærrede øjnene op.
Vera Kragskov havde dækket op lidt ud over det sædvanlige. Kongeligt porcelæn og krystal. Det skinnede i deres spisestue, og det plejede ikke at skinne.
– Sikke et måltid, sagde manden.
På et stort, smukt fad lå den sønderbrudte høne og viste sit hvide kød frem.
– Og peberrodssovs til hønen, sagde manden.
De satte sig og spiste. Lyden af bestikket mod det kongelige porcelæn var højere end mod det daglige service. Meget højere, næsten voldsom.
Vera Kragskov stirrede på sin mand. Hun rynkede panden.
– Heftig høne, sagde hendes mand og forsøgte at smile.
– Du er et skvat, svarede Vera Kragskov.
Manden så bestyrtet på hende.
Hun rakte den højre hånd over bordet, hun skubbede fadet med den sønderbrudte høne til side og rakte hånden over bordet og hen imod ham.
– Giv mig din hånd, råbte hun efter en tid, jamen, så giv mig dog din hånd.
Manden sad uden at røre sig. Han blev siddende uden at røre sig og Vera Kragskov lod hånden blive liggende på bordet. Hun lod den ligge så de to små, åbne og nye sår ved roden af anden og fjerde finger var helt tydelige for ham.