Duften af kød
En headhunters divan
Midt i den blanke nat
Bladguld
Rosensælgeren
MMS fra hr. Tukusaki
Andrea og André
Bersærk
Ries briller
Da jeg var barn var det sommer.
Jeg stod i min mosters mørkeblå soveværelse. Jeg stod så nær de åbne vinduer at de fine stores gled frem og tilbage over mine nøgne ben, der stak ud ad de korte bukser. Det er de tavseste kærtegn, jeg nogensinde har modtaget, de strøg fra anklerne og helt op over låret.
Uden for det mørkeblå var der alt det grønne. Græsplænerne, buskene, kronerne på de store træer. Der var så grønt, der var så blåt, og jeg opholdt mig lige på grænsen.
På skrå, op mod vinduet, stod min mosters toiletbord. Et stort, svunget, krystalslebet spejl, en tyk glasplade, så hvid som kokosmælk, udgjorde bordet, og små, udskårne knager rakte frem fra spejlets ramme. Fra knagerne hang min mosters store perlekæder, seks eller otte halskæder, tunge og lysende indvendigt som om hver perle på kæderne havde suget lys fra min mosters hud mens hun bar dem.
Jeg bestemte mig for at jeg ville stjæle en af perlerne. Bare en enkelt, der var måske halvtreds perler på hver kæde, og hvem skulle opdage hvis der manglede bare en enkelt?
Jeg fandt min onkels papirsaks inde på hans mørkebrune kontor.
Jeg gemte den inde i trøjen og smuglede den ind på min mosters soveværelse.
Det var kun en enkelt perle, der skulle blive min, bagefter ville jeg gemme den i lommen og altid være klar til at lukke hånden om den når ingen kunne se det.
Det var let nok at lade spidsen af den lange saks glide ind mellem to af perlerne og klippe til.
Det skete alt sammen på et øjeblik, på et bitte lille skæbnesvangert øjeblik.
For nu begyndte alle perlerne at falde ned mod glasbordet. De gled langsomt ned ad kæden, næsten lidt tøvende, de fulgte hinanden, men ujævnt, de sang og dansede hen over glaspladen, de frembragte en høj og vidunderlig musik, en ubrydelig, men alligevel sønderdelt sang som fra det øjeblik og for altid skulle forblive inde i mit hoved. Perler, der falder mens deres sang bare stiger og stiger.
*
Som ung boede jeg med min kæreste i en meget lille, men smuk femtesals lejlighed med vinduer, der vendte mod tre verdenshjørner og lys fra solen stod op til den gik ned.
Nogle af vores venner kaldte lejligheden for en gondol, andre kaldte den et smykkeskrin.
Fra lejligheden kunne man se lige ned i to baggårde. Her lå et væld af lejligheder, lige så små som vores og for det meste beboet af mensker, der var lige så unge som os.
Når det var sommer og vinduerne stod åbne, kunne vi spørge hinanden om de mest umulige ting lige tværs over gården, men man var ikke altid helt sikker på hvilket vindue, der kom med svaret.
Da vi havde boet i lejligheden et halvt års tid, flyttede der et nyt par ind et stykke under os, nede i den dybeste af baggårdene og lidt til højre.
Min kæreste heftede sig ikke videre ved de nye beboere, hun nævnte kun en køkkenlampe over vasken, der var alt for prangende til at gøre det ud for køkkenlampe.
Så var det jeg opdagede at der bag køkkenlampen skjulte sig et ungt par, en mand med en lys stemme og en kvinde med en høj, tindrende latter, som hun dog selv lagde en dæmper på efter fem sekunder, som om hun engang var blevet belært om at dressere den.
En fredag nat hørte jeg for første gang hvilke talenter den unge kvinde i virkeligheden var i besiddelse af.
Min kæreste var allerede gået i seng, og jeg sad ved det åbne vindue ud mod den dybeste af baggårdene.
En svag musik slyngede sig op fra en af stuelejlighederne, måske var det Neil Young, det var forår og solsorterne havde lagt beslag på baggården lige til Young tog over.
Så var det det skete. En perlekæde blev klippet over, og perlerne begyndte at trille, de ramte glaspladen, de sang og dansede og frembragte den samme høje og vidunderlige musik som min mosters perlekæde havde frembragt for længe siden.
Den unge kvinde gjorde ingenting for at dæmpe sin opløftede sang, jeg indså at det måtte være en meget lang og slynget halskæde hun var i færd med at vikle sig ud af.
Så blev der stille.
Jeg følte det som om nogen havde grebet mig om hjertet og ikke havde tænkt sig at slippe foreløbig. Jeg pustede ud og åndede ind.
Så gik jeg hen og lagde mig ved siden af min kæreste.
*
Lyden af den brudte perlekæde viste sig at blive gentaget hver tirsdag og fredag. En gang imellem også om søndagen.
Min kæreste gik altid tidligt i seng, men jeg satte mig ved vinduet og ventede. Natteluften var ren og god, og Neil Young sang sine lyse, vemodige sange.
Jeg ventede ikke forgæves. Lige med ét blev perlekæden igen klippet over, og det var som om hver eneste perle, én efter én, og hele den udstrakte halskæde blev trukket langsomt og rislende ned gennem min rygsøjle, ned, ned fra hjerteregionen og helt ned i sædet på den lille taburet, hvor jeg sad på min lyttepost.
Efter to uger fik jeg kvindens navn forærende. Det var den unge mand, der ikke længere kunne holde det for sig selv.
Det skete en tirsdag nat. Perlekæden var bristet storslået et øjeblik forinden, og jeg belavede mig på at gå i seng.
Da lød navnet pludselig, dette gammeldags og alligevel fremstormende navn, det blev bekendtgjort for hele baggården og den lave stjernehimmel lige oven over.
– Åh, Arendse, lød det med den unge mands lyse stemme og bagefter endnu højere: – Arendse, åh, Arendse!
*
Jeg mødte senere Arendse og hendes kæreste i Føtex. De handlede fornuftigt og velovervejet ind. Men hendes latter kunne ikke lade være med at afsløre hende. Hun stod skråt bøjet over en frysedisk, og kæresten forærede hende åbenbart en eller anden historie. Så gav hun sig til at le med denne høje, tindrende latter, som hun straks efter lagde en dæmper på, der gik mindre end fem sekunder.
I Føtex var hun ikke hæmningsløs, og perlekæden var kun af et par centimeters længde da den gik i stykker.
En dag smilede jeg til hende. Det var i SuperBest, og kæresten var ikke med.
– Kender vi hinanden? spurgte hun venligt.
– Ikke endnu, svarede jeg.
Hun så på mig som om jeg var dum. Så gik hun videre med sin indkøbsvogn.
– Le nu, hviskede jeg efter hende, le nu himmelhøjt, Arendse.
Men hun hørte mig ikke.
*
En måned senere, det var en aften hvor jeg kom hjem fra arbejde, sad der en fremmed kvinde med ryggen til og snakkede med min kæreste.
– Vi taler om indsamlingen til Dansk Flygtningehjælp på søndag, sagde min kæreste.
– Javel, svarede jeg.
– Jeg har lovet Arendse at hjælpe med raslebøsserne, sagde hun.
– Arendse? spurgte jeg.
Den fremmede kvinde vendte sig rundt og så mig ind i øjnene.
– Jeg hedder Arendse, svarede hun.
– Naturligvis, svarede jeg og gav hende hånden.
Til min overraskelse bar Arendse en næsten overdreven stor halskæde slynget flere gange om halsen.
Jeg havde svært ved at slippe hendes hånd, for mit hjerte bankede og jeg følte det som om de fineste stores gled langsomt op og ned over mine ben mens det snurrede mørkeblåt og græsgrønt for mine øjne.