Duften af kød
En headhunters divan
Midt i den blanke nat
Bladguld
Arendse kommer
Rosensælgeren
MMS fra hr. Tukusaki
Bersærk
Ries briller
– Seksogfyrre år er ingen alder.
Andrea havde hørt sætningen et sted i selskabslivet, ved et eller andet overfyldt middagsbord.
Sætningen var møntet på hende. Og formet som en slags appel. Det var Andrea overbevist om eftersom manden, der havde udtalt den, straks efter anbragte sin højre hånd på hendes venstre knæ og klemte til. Hun lod den blive liggende i fyrre sekunder. Så sagde hun stop.
*
Om vinteren sad solsorten uden for hendes soveværelsesvindue. Fuglenakken var trukket godt ned mellem fjerene, som posede mod kulden.
Busken, hvor den opholdt sig, kunne ikke give megen beskyttelse med sine strittende, bladløse grene. Måske var det den lille varme, der strålede ud fra hendes soveværelsevindue, som tiltrak solsorten.
Hun var sikker på at det var en han. Ganske vist var næbbet ikke længere gult, men fjerene var til gengæld bedrøveligt sorte. Farven på næbbet falmede åbenbart om vinteren, mere kraft var der ikke i fuglen.
Dér sad han så og skuttede sig, staklen, ensom og uden mage. I det mindste var der ingen tegn på en mage så længe den opholdt sig i busken.
Fra lige før lyset sivede op over himlen og til morgenens sparsommelighed var fuldbyrdet, sad solsorten i den ribbede busk og lod sin dråbeformede lyd falde ud af næbbet, igen og igen, denne ensformige erindring om tiden, der fortabes, igen og igen. Så sagde hun stop.
Hun sagde stop og tændte lyset i sengelampen. Så stod hun op med en slet skjult svimmelhed.
*
Andrea havde været gift fra hun var femogtyve til hun var fireogfyrre. Hun havde aldrig brudt sig om tallet fireogfyrre, to firtaller i hælene på hinanden kunne ikke love noget godt. Hun blev da også skilt da hun var fireogfyrre, det var på en mandag og på mandens foranledning.
Han hed André og var af fransk afstamning, selv om han ikke kunne tale andet end dansk ud over et par engelske forretningsbrokker. Mere end kvart fransk var André så heller ikke, når det kom til stykket.
Nitten års ægteskab var det blevet til. De nitten år var forløbet som en drøm, men godt nok af den slags drømme, man bagefter ikke husker et ord af, heller ikke et billede, knap nok en berøring, måske kun en enkelt udlandsrejse.
For hendes vedkommende var udlandsrejsen gået til Harzen.
Hun huskede Harzen, middelstore bjerge og tung mad, og André havde talt i søvne med en højrøstet stædighed, hun aldrig havde tiltroet ham.
Nogle måneder senere havde han så betroet hende at han det sidste års tid havde haft en elskerinde. Han fremstillede det som om det var meget naturligt, og at han havde haft en slags licens til det arrangement. Kvinden hørte til inde på hans kontor. Hun havde en god stilling, kom oprindelig fra Halmstad i Sverige, og hed Inga-Lill, et påfaldende navn eftersom hun var mor til to børn og alt andet end lille. Hun var et helt hoved højere end André. Til gengæld var hun ung, som det sig hør og bør.
André lod sig skille og giftede sig øjeblikkelig efter skilsmissen med Inga-Lill. Hun havde brug for det, sagde André, hun havde rigtig meget brug for det, nu hvor hun var alene med to børn og i et fremmed land. Inga-Lill var blevet Andrés opgave her i livet, og for fremtiden skulle de bo sammen i Inga-Lills moderne villa i Charlottenlund.
Måske var det alt det, André havde forsøgt at fortælle hende, dér om natten i Harzen, hvor han ikke bare talte i søvne, men nærmest råbte. Hun havde sat sig op i sengen og rusket i hans arm, men han havde råbt videre og hun havde slået sig til tåls med at det nok var fordi de opholdt sig i udlandet, langt fra deres vante rammer.
Mens André pakkede sine private ejendele, og dem havde han ikke så mange af, havde Andrea givet sig til at dagdrømme. Hun beholdt huset i Rødovre, det eneste hun mistede, var bilen, og så fyldte hun huset med sin dagdrøm, den faldt godt til i mellemrummet mellem møblerne, dér hvor André tidligere havde fyldt så beskedent op.
Dagdrømmen hed Lars-Erik. Han var bredskuldret og havde lyst krøllet hår og runde briller. Han var uddannet bager og havde forretning på Amager Landevej. Andrea havde været kæreste med Lars-Erik fra hun var toogtyve og til André lige med ét var trådt ind i billedet.
Det med André, det var nærmest sket ved et tilfælde. Men et meget håndfast tilfælde, i det mindste havde det medført at Andrea øjeblikkelig og af egen drift slog op med Lars-Erik. Det foregik stille og inderligt over en weekend, hvor Lars-Erik til og med havde lagt sig på knæ, men lige meget hjalp det.
Det skyldtes sikkert at Andrea var Lars-Eriks første store kærlighed og at den slags aldrig bliver realiseret i det virkelige liv. Sådan trøstede hun ham i det mindste, og hun græd da hun kyssede ham farvel.
Lars-Erik havde fortalt at han fra nu af ville elske hende for altid, uanset hvor meget hun havde forladt ham. Han sagde også at han ville vente på hende, hvad der så end skete, og han havde gentaget det begge de gange, de tilfældigt var løbet på hinanden i de efterfølgende år.
Første gang var efter fire år og syv måneder, hvor de pludselig stod over for hinanden på Nørreport Station, anden gang var otte år senere ved færgelejet i Hundested.
– Husk at jeg altid vil vente på dig, Andrea, havde Lars-Erik sagt, lige så naturligt som goddag og farvel.
Hun havde nikket og smilet, både fortabt og brændende, det var nok lidt af begge dele, og så havde de taget afsked. Men dengang havde hun jo også stadigvæk André.
Nu, i tiden efter skilsmissen mellem hende og André, havde hun rigelig tid til at genoplive Lars-Erik. Hun lod ham genopstå i villaen i Rødovre, hun kaldte ham selv sin dagdrøm, og på trods af at han fyldte godt op i stuerne, så forvekslede hun ikke dagdrømmen med det virkelige liv.
Hun end ikke overvejede at ringe til Lars-Erik, og hun tog heller ikke bussen ud til bageriet på Amager Landevej. Hun beholdt kun forestillingen om ham i sine egne stuer, hvor hun uden risiko kunne smile til ham eller lade fingrene løbe gennem hans lyse krøller eller gennemføre små intime og overraskende samtaler.
Om natten, i mørket, lå han ved siden af hende, ind imellem hørte hun hans åndedrag, men de rørte aldrig hinanden. Om morgenen, når solsorten var fløjet, lå hun pludselig alene tilbage i sengen.
Måske var Lars-Erik allerede stået op, måske opholdt han sig i køkkenet, det var ikke strengt nødvendigt at vide sig sikker.
Da hun lidt senere aflagde besøg i køkkenet lå der mel over hele køkkenbordet. Lars-Erik havde nok forberedt dagens arbejde og siden begivet sig ud til forretningen på Amager Landevej.
Andrea tegnede et hjerte med pegefingeren i det løse mel. Hun lod det blive ved det. Så begyndte dagen.
*
Det var Andreas veninde, Kia, der præsenterede hende for manden Franz. Han var tyve år ældre end Andrea og mørk og munter. Han kaldte meget hurtigt Andrea for sin hjernes udkårne.
Så let mente Andrea imidlertid ikke det skulle gå. Hun ville se tiden an. Franz var trods alt ikke en dagdrøm, men mens hun så tiden an, så hun også en hel del til Franz.
De gik i Det Kongelige Teater og i Zoologisk Have. Franz forklarede hende hvad der skete begge steder, og hun følte sig hjemme med hans ord. Der var i virkeligheden ikke den store forskel mellem den måde skuespillerne og de vilde dyr fremstillede tilværelsen. Begge steder bestod den af lige dele godt humør og kedsommelighed, det var sådan det stod skrevet i manuskriptet inden for begge kunstarter, sagde han.
Andrea rejste med Franz til Harzen, det var nu blevet hendes udland, og hun ville afprøve ham nede i de små tyske bjerge, selv om hun ikke talte åbenlyst om det.
Hun ville prøve om han gav sig til at tale i søvne, eller om han nøjagtigt gennemførte sine nætter som den Franz hun havde lært at kende i villaen i Rødovre og på Østerbro, hvor Franz havde sin andelslejlighed.
I Harzen indlogerede de sig på samme hotel, som det hun og André havde boet på. Samme værelse kunne de ikke få, men så rykkede de ind på værelset lige ovenover. Det havde næsten samme udsigt, bare set et par vingeslag højere oppefra, samme bjerge og dale og samme himmel, selv om årstiden åbenbart ikke var så omhyggelig med at ligne sig selv. Denne gang var der endnu renere luft.
De vandrede i timevis på stierne i bjergene. Franz gennemgik bestanden af nåletræer, antallet af arter var imponerende, konkluderede han. Så spiste de middag i hotellets restaurant, tung mad, det var de enige om, men det var sikkert en modvægt til den lette bjergluft. Noget måtte der til for at gæsterne kunne forblive på jorden.
Ikke særlig sent på aftenen gik de op på værelset, og Franz faldt i søvn til fjernsynet med en hånd under tæppet på Andreas sengehalvdel.
Andrea blev siddende op i sin seng og betragtede Franz, som sov så hengivent og ømt, som hun aldrig før havde set en mand sove. Ved siden af Andrea havde han også forelsket sig i den lokale hvidvin, Müller-Thurgau.
Der blev aldrig mælet et ord i søvne, men der blev smilet og pustet og indimellem snorket, men kun en anelse, og ud på morgenen faldt også Andrea til ro. Hun strakte sin krop ud ved siden af Franz’ krop, og hun sov til langt ud på formiddagen.
Da hun vågnede, forestillede hun sig at hun havde sovet så længe fordi der ikke var nogen solsort til at vække hende.
*
Efter et halvt år var Andrea indstillet på at sige ja, da Franz friede.
Et halvt år var prøvetid nok, det havde Andrea diskuteret med Kia, og det var jo ingen hemmelighed at Franz nærmede sig støvets år. Sådan havde Andrea set den alder fremstillet i et ugeblad, hun kunne ikke længere genkalde sig hvilket.
Støvets år, det var ikke noget, man sådan lige pustede af vejen. Andrea så uforvarende for sig hvordan hendes køkkenbord var dækket af støv, ikke længere af mel, men af støv, helt askegråt støv. Hun gøs ved synet og sagde ja til Franz, ja, ja, og hun blev glad og rolig efter det ja, det var som om køkkenbordet var gjort endeligt rent, ja, til og med hele køkkenet. Det var blevet så rent at det skinnede.
Hun forlangte kun én ting: at de fremover skulle bo i villaen i Rødovre. Franz nikkede, selv om det pinte ham at sige farvel til andelslejligheden på Østerbro.
Men Andrea kendte sit hus ud og ind, hun ville befolke det med Franz, der var allerede en lyd af ny tid i stuerne da de rykkede ind.
Kia var forlover ved brylluppet, og derudover var der otte gæster, hverken mere eller mindre. De blev viet på rådhuset i Rødovre og spiste bryllupsmiddagen på Langeliniepavillonen inde i København, det lå ligesom alt sammen i kortene.
Ud på aftenen blev gæsterne præsenteret for en hel suite af fotografier – alle kunne se sig selv og hinanden som om de havde deltaget i et bryllup, der havde fundet sted for flere måneder eller år siden, og så var der i virkeligheden kun gået syv timer. Det satte tingene i perspektiv, sagde fotografen, som medbragte fotografierne til natmaden og var klædt i smoking med rosa butterfly.
*
Da de var kommet hjem, vandrede Franz gennem de små stuer i villaen i Rødovre.
– Jeg indtager det hele, sagde han, og ender med soveværelset!
Andrea lo, hun stod i køkkenet, hvor hun havde kørt køkkenbordet over med en fugtig klud. Hun betragtede ham, både stjålent og åbenlyst, det var som om han var blevet en smule mindre og mere sårbar efter at han måtte opgive andelslejligheden på Østerbro. I virkeligheden havde hun mere end bare et enkelt spørgsmål på læberne, men hun stillede ham dem ikke, hun fulgte ham med øjnene som om det var en helt ny mand, hun havde lukket ind i huset.
Han vendte sig pludselig om mod hende og tog hende blidt om nakken. Han betroede hende at dér, i villaen, dér skulle de nå at opleve den bedste del af deres liv, både hans og hendes.
Andrea blev varm og taknemlig og hun tæppede af i soveværelset og knappede bryllupstøjet af ham.
Franz lo og kom hende i møde med en gejst og vildskab, som Andrea kun huskede fra helt unge mænd i meget gamle dage.
Dén aften brugte den nye ægtemand hendes navn den ene gang efter den anden. Andrea – han sagde det lød som bryllupsklokker, men langt borte fra.
Og lige efter at han havde sagt det, blev hans pande våd af sved, og pludselig smilede han overrasket med helt åben mund. Så standsede han sine bevægelser og udstødte et hjertegribende suk.
Andrea blev liggende meget stille under Franz, der var havnet med hovedet midt mellem hendes bryster.
Efter et langt minut spurgte hun om han lå godt, men hun havde end ikke ventet et svar, for hun vidste, næsten uden at vide det, at han var død i samme øjeblik han udstødte sit hjertegribende suk.
*
Andrea slog sig ned hos Kia de første par uger.
Der var ikke så meget at tale om. Det var trods alt Kia, der havde ført Franz og Andrea sammen, men det skulle hun ikke høre for, og Andrea bragte det da heller ikke på bane.
Så talte de mest om de dagligdags ting som i gamle dage, og som om Franz slet ikke havde fundet sted.
En aften spurgte Andrea sin veninde om hun troede det i virkeligheden var Andrea selv, der på egen hånd havde svigtet sin gamle dagdrøm.
– Hvad for en dagdrøm? spurgte Kia og det lød nærmest uforskammet.
– Åh, den om Lars-Erik, du ved det jo godt, svarede Andrea.
– Var det ikke netop den dagdrøm Franz nåede at helbrede dig for? spurgte Kia.
Andrea stirrede på sin veninde.
– Stakkels Franz, sagde hun pludselig.
– Ham skal du ikke stakle, svarede Kia, han var min bedste ven, selv om det var dig, der fik ham med hud og hår.
Andrea kunne se det for sig. Franz havde omsluttet hende med hud og hår og kaldt hende Andrea som ingen andre havde. Han havde gjort sit for at helbrede hende med sin kærlighed og sit frieri, men så heller ikke mere, længere rakte hans kræfter altså ikke.
– Hvis Franz har helbredt mig, så skylder jeg ham også at vise at jeg er blevet rigtig rask, sagde Andrea.
Kia forstod ikke hvad hun mente.
– Jeg realiserer min dagdrøm. Længere er den ikke, sagde Andrea.
– Nå, så det gør du, svarede Kia, hun vidste ikke hvad hun ellers skulle svare.
– Jeg tager mit smukkeste tøj på og så tager jeg ud til bageriet på Amager Landevej og genfinder Lars-Erik. Og gør dagdrømmen til en rigtig drøm, én der virker både dag og nat, en helt virkelig én, sagde Andrea.
– Det lyder virkelig – snusfornuftigt, sagde Kia.
– Er det måske ikke på tide at der kommer lidt fornuft ind i mit liv? spurgte Andrea.
– Jeg ved ikke hvad Franz ville have sagt til det, sagde Kia.
Andrea rynkede panden.
– Franz har en lille formue, og jeg er hans eneste arving. Lars-Erik og jeg kan bruge pengene som udgangspunkt for at få et rigtigt liv sammen. Måske vil Lars-Erik udvide bageriet med en lille filial, og jeg kan stå for regnskaberne. Jeg var god til tal da jeg gik ud af tiende klasse.
*
Andrea flyttede fra Kia tilbage til villaen i Rødovre. Nu var huset så godt som nyt igen og bar hverken spor efter hendes første eller andet ægteskab.
En dag, det var nøjagtigt den rigtige dag, følte Andrea, tog hun bussen ind til Strøget i København. Nu skulle der købes undertøj, raffinerede kjoler, similismykker og kæmpestore ørenringe. Hun fandt også en hvid kittel af den slags som bagerjomfruer gik med dengang Lars-Erik var ung.
Hun sparede ikke på udgifterne, men hun vidste at det var dyrt at realisere virkelige drømme i modsætning til dagdrømmene, som det næsten var omkostningsfrit at indfri.
En formiddag, da solen skinnede og solsortene sang i haverne til alle sider, iførte hun sig den smukkeste af de nye kjoler. Hun brugte en anelse parfume, men kun en anelse, hun klemte et par af ørenringene fast på øreflipperne og afsluttede med en sommerhat, der var større og mere dristig end det var almindeligt i Rødovre.
Andrea overvejede at ringe efter en taxa, men så tog hun sig i det. Hun satte en stopper for sit frådseri og tog bussen og stod af på hjørnet af Amager Landevej og Saltværksvej. Derfra ville det kun tage fem minutter at spadsere til bageriet, det huskede hun fra gamle dage.
*
Men det viste sig at Lars-Eriks bageri slet ikke lå hvor det plejede. Hun genkendte husnummeret på Amager Landevej, men nu lå der en ubetydelig møbelforretning med alt for store spiseborde og hjørnesofaer i udstillingsvinduet.
Andrea gik tæt hen til ruden og skærmede ansigtet for lyset. Forretningen lå øde hen, der var ingen ekspedienter, og der sad ingen kunder ved spisebordene eller i sofaerne.
Måske havde hun alligevel taget fejl af husnummeret. Et tal kunne nå at forvandle sig i hukommelsen når der var gået mange år. Men med ét genkendte hun to birketræer på den anden side af vejen, de stod foran en lille, hvid villa med alt for sorte tegl på taget. Villaen var blevet endnu mindre end hun huskede den eller også var det birketræerne, der var blevet større.
Hun åbnede døren til møbelforretningen. Så lukkede hun den efter sig og stod et øjeblik og lyttede. Der skete ingenting. Hun åbnede og lukkede døren to gange til og den lille klokke ringede. Efter lyden af klokken var der kun trafikstøjen fra Amager Landevej at høre.
Så dukkede en mager, duknakket mand frem fra bagest i forretningen. Han tørrede munden med en serviet og missede med øjnene.
Han så venligt på Andrea mens hun talte, så rystede han på hovedet og sukkede. Nej, han kendte ingenting til et tidligere bageri og slet ikke noget til en bager, der hed Lars-Erik. Da han overtog forretningen for et par år siden, havde den allerede været møbelhus i flere år.
– Hvor er det ulykkeligt, sagde Andrea.
– Er det? spurgte manden.
– Jeg har en gammel aftale med bageren, svarede Andrea.
Manden trak på skuldrene.
– Måske er aftalen blevet forældet, sagde han.
Hun stirrede vantro på ham og rystede på hovedet.
– Nej, svarede hun med høj stemme.
Møbelhandleren betragtede hende, og hun kunne se at han påskønnede det, han så.
– Måske kan jeg alligevel hjælpe Dem en smule, sagde møbelhandleren. Jeg kender en mand, der har boet herude i mere end tredive år og som ind imellem skriver i Amagerbladet. Han ved alt om lokalhistorie.
Andrea kunne ikke bare sig for at slå en lille latter op. Skulle Lars-Erik nu tilhøre lokalhistorien?
Møbelhandleren hævede øjenbrynene og lo tilbage, selv om han dårligt kunne vide hvad han lo ad. Så gik han hen til sin telefon og slog op i en lille bog og tastede nummeret ind.
Andrea syntes han gjorde det langsomt, ligefrem unødvendigt langsomt.
Så nikkede møbelhandleren og Andrea forstod at der var kontakt.
Hun overvejede at sætte sig i en af de tomme lænestole eller bare på en spisebordsstol, men hun var bange for at møbelhandleren så ville trække tiden yderligere ud. Måske var han blevet alt for glad for hendes hat og ørenringene og duften, som hun tænkte måtte bølge om hende.
Møbelhandleren lagde røret på. Han så betydningsfuldt på Andrea.
– Det er rigtigt at bageren hed Lars-Erik, sagde han. Lars-Erik Ejlersen.
– Det var jo det, jeg sagde, udbrød Andrea og hun følte at hendes øjne så alting tydeligere end før.
– Men den bager er åbenbart blevet gift for fire år siden, sagde møbelhandleren.
Andrea lod sig falde ned i en af de store lænestole.
– Åh, nej, sagde hun.
– Han har åbnet et bageri ved en sø i Skotland. Jeg kan ikke længere huske hvad søen hedder. Loch – et eller andet – det hedder de vist alle sammen.
– Åh, nej, sagde Andrea.
– Han har til og med fået tvillinger, fortsatte møbelhandleren.
– Tvillinger? gentog Andrea.
– Det er så til gengæld det hele, min hjemmelsmand kunne fortælle.
Andrea sad stille i lænestolen. Duften bølgede om hende.
– Det er også nok, svarede hun.
*
Andrea gravede sig ned i villaen i Rødovre. Hun gravede sig ind og ned, hun overvejede at blive gammel før tid.
Syvogfyrre år er ingen alder, men man kunne arbejde på at få den alder forøget, man kunne sikkert blive lige så gammel som man selv ønskede.
Hun ryddede en skuffe i kommoden i soveværelset. Der lagde hun det tøj og de smykker, hun havde erhvervet i forbindelse med udflugten til det nedlagte bageri på Amager Landevej.
Solsorten holdt tidligt op med at synge den sommer. Den sang længere end til Sankthans, men det gjorde solsorte altid, selv om det var imod forskrifterne. Solsorten plejede at tage juli med, men det år holdt den op med at synge midt i måneden. Det var som om der pludselig blev sat en stopper for den sang. Fra den ene dag til den anden. Der blev rungende stille i haven rundt om villaen og i alle haverne, der grænsede op til den.
Så var det at Kia, Andreas veninde, ringede en dag.
Havde Andrea hørt at Inga-Lill, Andrés kone, var blevet kørt ned af en bil?
Det havde Andrea ikke hørt.
Inga-Lill var blevet ramt af en bil. Den havde kørt i venstre side af vejen, nøjagtig i den side, som bilerne kørte i i Sverige dengang Inga-Lill var barn og stadigvæk boede i Halmstad.
Andrea kunne ikke se det for sig.
Inga-Lills cykel var krøllet totalt sammen og smidt ind i en have ved siden af cykelstien, så voldsomt var sammenstødet. Hun havde ligget på intensiv i tre døgn, men på fjerdedagen var hun død. Og nu boede André alene med Inga-Lills to børn i villaen i Charlottenlund.
*
Der gik tre uger, hvor Andrea sad som bastet og bundet i sit hus.
Det var mildt i vejret og der kom ikke en lyd fra solsorten, bortset fra dens anskrig på grund af naboens hund eller endnu mere fremmede trusler ude fra nattemørket.
Efterårsstormene var ikke begyndt, og kulden så endnu ud til at vente på sig. Andrea lagde mærke til at solsortens næb stadigvæk var meget gult. Enten var det ikke begyndt at falme endnu eller også var det en helt ny solsortehan, der holdt til i hendes have. Det sidste brød hun sig nu ikke om at forestille sig.
Hun overvejede om hun skulle begynde på en større efterårsrengøring. Huset trængte til et eller andet gennemgribende. Hun kunne for eksempel lysne gulvene med en blanding af 35 % brintoverilte og tredobbelt salmiakspiritus, hun havde fået rådet fra en gammel skoleveninde, hun en dag havde mødt i Fakta. Der var ingen tvivl om at den behandling kunne kaldes gennemgribende. Men hun kunne ikke huske hvor man fik 35 % brintoverilte, på apoteket havde de kun 3 % til almindelige fingersår, hvis apotekeren da ikke straks anbefalede én at gå over til klorhexidin.
Tredobbelt salmiakspiritus havde hun til gengæld i skabet med rengøringsmidler. Det kunne godt være begyndelsen til en efterårsrengøring.
Men pludselig tog hun sig alligevel i det. Der var noget galt med selve begrebet. I virkeligheden var det rigtige ord forårsrengøring. Forårsrent, det var det man gjorde, når man havde et hus at tage sig af. Og foråret, det lod vente på sig. Uendeligt. Hun kunne se det for sig, oven i købet uden at anstrenge sig.
Først skulle man gennem vinteren, og den var sikkert lige på trapperne. De mange måneder, hvor solsorten sad i busken uden for soveværelsesvinduet og lod tiden dryppe fra næbbet i små klare dråber.
Men hun blev liggende i sengen, der ligesom ikke ville give slip på hende. Det var meget sparsomt, det hun havde at se frem til, så en rengøring fra eller til ville ikke kunne rette meget op på det.
*
En morgen stod hun tidligt op, stadigvæk omtåget af uafklaret søvn, svimmel og tung om hjertet. Hun stod op og gik hen til skuffen i kommoden, hvor tøjet fra Amager Landevej var gemt til side.
Hun pakkede det alt sammen ned i en gammeldags rejsetaske og lagde et par nødvendige ting oven på tøjet, kun dagligdags ting, men af den slags man har brug for på mindre rejser.
Så ringede hun efter en taxa og bad chaufføren om at køre ud til villaen i Charlottenlund.
Der var ingen der lukkede op da hun ringede på dørklokken, hverken André eller nogen af Inga-Lills børn.
Andrea satte sig til at vente. Hun havde selv taget et rejsetæppe med til at brede ud over benene. Og lidt nede i haven, sådan som hun havde set det for sig, fandt hun en smuk havestol, fremstillet af mørkt træ fra de tropiske regnskove.
Villaen var flad og moderne og større end hun havde forestillet sig. Bygningen strakte sig både mod nord og mod vest i en ret vinkel, og haven var fuld af gamle frugttræer, hvor løvet hang næsten ubevægeligt i det milde efterårslys.
*
Da der var gået halvanden time, kom André ind ad havelågen. Han gik langsomt op ad havegangen og satte nøglen i hoveddørens lås, men pludselig holdt han inde, og det så ud som om han lyttede, selv om Andrea hele tiden havde siddet lige så stille som en fugl. Så vendte han sig og trak nøglen ud af låsen og begyndte at gå ned imod hende som hun sad dér i havestolen.
– Ja, her sidder jeg, sagde Andrea og pegede på sin rejsetaske som om den i sig selv indeholdt en forklaring.
– Jeg ved ikke om jeg skal prøve at gætte hvorfor du er kommet? spurgte André.
– Kia har fortalt hvad der har fundet sted, sagde Andrea.
– Det har hun vel, svarede André.
– Og nu er jeg så her, sagde Andrea.
André gjorde en bevægelse med hånden som om han viftede noget væk, der havde strejfet hans pande.
– Jeg er jo blevet udsat for en stor sorg, sagde han.
– Så kan vi bo med hver sin sorg i hver sin del af huset, svarede Andrea og pegede.
André vendte sig om og så også op mod den flade villa, der strakte sin ene arm mod nord og sin anden arm mod vest.
Var han ikke blevet en lille smule ældre, tænkte Andrea.
Men der var endnu ingen lyde, der tydede på at børnene var ved at komme hjem.