Nord og Syd skilles
Amerika er anderledes. I dag, hvor amerikansk ”exceptionalisme”, som det kaldes, er blevet genstand for akademisk forskning, er USA – når man ser bort fra rigdom og militærmagt – mindre exceptionel, end dengang, hvor man kun kunne sejle dertil over Atlanten. Dengang, inden amerikansk kultur var blevet gjort universel af Hollywood, fjernsynet og den internationale musikindustri, var Amerika virkelig et meget anderledes sted og samfund end den gamle verden, som det var udgået fra. Europæere, der rejste dertil, bemærkede forskelle af enhver art, ikke blot politiske og økonomiske, men også menneskelige og sociale. Amerikanerne var større end europæerne – selv deres slaver var større end deres afrikanske ophav – takket være den overflod af fødevarer, de amerikanske farmere producerede. Amerikanske forældre tilstod deres børn en frihed, der var ukendt i Europa; de veg tilbage fra at tugte deres sønner og døtre, sådan som europæiske fædre og mødre gjorde. Ulysses S. Grant – den senere øverstkommanderende for nordstatshærene og præsident for De Forenede Stater – genkaldte sig i sine erindringer, hvordan der aldrig var ”skældud eller afstraffelser fra mine forældres side, ingen indvendinger imod rimelige fornøjelser som fisketure, udflugter til åen, som lå halvanden kilometer væk, for at svømme om sommeren, rideture for at besøge mine bedsteforældre 25 kilometer væk, skøjteløb om vinteren eller kaneudflugter med hest, når det havde sneet.”1 Det er en beskrivelse af en barndom, som den udfoldede sig i de fleste amerikanske landbofamilier i denne periode. Grant-familien var beskedent velstående. Jesse Grant, den senere præsidents far, havde et garveri samt en stor ejendom med landbrug og skov. Men dengang var de fleste veletablerede amerikanske familier – Grant-familien var kommet til den nye verden i 1630 – relativt velhavende. Det var denne velstand, der var grundlaget for deres milde børneopdragelse. De følte sig ikke tvunget til at tækkes naboerne ved at indskrænke deres afkoms udfoldelser. Børnene af disse velhavende familier var ikke desto mindre velopdragne, eftersom de gik i både skole og kirke – to institutioner, der supplerede hinanden, omend ikke altid. Lincoln var for eksempel en bemærkelsesværdigt imødekommende far uden at være påfaldende kristen. Det kirkesøgende Amerika, der i altovervejende grad var protestantisk indtil 1850, skulle kunne læse biblen, og nord for Mason-Dixon-linjen, der uformelt adskilte Norden fra Syden, kunne fire femtedele af befolkningen læse og skrive. Næsten alle børn i Nordstaterne og samtlige børn i New England gik i skole – en langt højere andel end i Europa, hvor omkring to tredjedele af befolkningen var analfabeter, selv i lande som England, Frankrig og Tyskland. Amerika var også ved at blive et universitetsland, hvor universiteter som Harvard, Yale, Columbia, Princeton og College of William and Mary skød op og blomstrede. Amerika havde råd til at etablere og drive universiteter, fordi det allerede da var åbenlyst rigere end Europa. Landbruget var udbytterigt, selvom det endnu ikke var en fødevareeksporterende økonomi, og industrien var stedse mere indbringende. Det var en avisnation med et stort avislæsende publikum og mange lokale aviser samt nogle få storbyaviser, der blev bredt distribueret. Lægestanden var stor og veluddannet, og befolkningens tekniske evner og opfindsomhed blev bemærket af alle besøgende. Det samme gjaldt landets lidenskabeligt levende, politiske miljø. Amerika var allerede en ideernes og bevægelsernes nation og i høj grad bevidst om sin fødsel i frihed og arven fra revolutionen. Antiimperialismen var nationens fundamentale princip. I årene forud for borgerkrigen oplevede Amerika et økonomisk opsving samt sin egen industrielle revolution. Englands industrielle revolution blev sat i bevægelse af dampmaskinens opfindelse, drevet frem af landets enorme kulforekomster, der gjorde det muligt at udnytte dets store malmforekomster. Amerika var tidligt i det 19. århundrede også begyndt at udvinde kul og malm, som også den amerikanske undergrund var rig på, men det var fra starten af to andre energikilder, der satte gang i den industrielle udvikling: vandkraft og træ. I New England, New York og Pennsylvania var man allerede i fuld gang med at udnytte flodernes vandkraft og de store skoves rige reserver af træ. I Europa var den tid, hvor man kunne udnytte skovene til brændsel, for længst forbi. Kontinentet var bortset fra Skandinavien og Rusland stort set afskovet. I Amerika var der stadig masser af træer, som skulle fældes for at give plads til landbrug, og som samtidig udgjorde råmaterialet til stort set alt byggeri og industri. Amerika havde brug for afskovning for at skaffe landbrugsjord, og i den proces gik industrialiseringen og skovrydningen hånd i hånd. Fra 1830erne og frem aftog New York City flere millioner læs tømmer hvert år fra Maine og New Jersey. Kun gradvist udvikledes minedriften – oprindeligt af immigranter fra de engelske kuldistrikter og fra Wales – men omkring 1860 var produktionen i Pennsylvanias kuldistrikter fyrredoblet på 30 år. På det tidspunkt kunne man ane konturerne af en ny økonomisk geografi i USA med voksende industriområder omkring New York og Philadelphia, kulminedrift i New Jersey, Pennsylvania og Allegheny-området i Appalacherne, et blomstrende industriområde omkring Pittsburgh samt en tekstil- og maskinindustri i rivende udvikling i det sydlige New England. I Nordstaterne var andelen af jordbrugere i arbejdsstyrken faldet til under 40 procent, mens andelen i Sydstaterne stadig var på over 80 procent. Et økonomisk landkort ville have afsløret, at der ikke var nogen industriområder syd for en linje trukket fra St. Louis til Louisville og videre til Baltimore. I Sydstaterne levede ni tiendedele af befolkningen på landet, i Nordstaterne kun en fjerdedel. Træ blev også anvendt som brænde om bord på de hjuldampere, som omkring 1850 var at finde på samtlige farbare vandveje, samt af jernbanelokomotiverne, der blev stadig mere almindelige på strækningerne mellem alle de større byer og havne. I 1850 var der 15.000 kilometer jernbanespor i USA, i 1860 var der 50.000. Floder og senere også kanaler havde udgjort transportvejene i opsvingets tidlige fase. Nu overtog jernbanen hastigt flodprammenes og dampskibenes betydning. I 1850 havde Amerika for længst overhalet England – jernbanerevolutionens hjemland – i antallet af skinnekilometer. Faktisk overgik amerikanerne hele resten af verden sammenlagt i så henseende.
USA aftog stadig industrivarer fra Europa, specielt fra England, hvorfra de fleste af industrivarerne kom, hvilket skyldtes Englands forspring i den industrielle revolution. Ved århundredets afslutning var Englands forspring en saga blot. Amerika havde forvandlet sig fra et landbrugssamfund til et bysamfund. Ved borgerkrigens udbrud var der i Amerika stadig flere, der boede på landet end i byerne – og mange flere i Sydstaterne – men udviklingen gik i retning af, at stadig flere søgte mod byerne. Byer blev grundlagt i et forrygende tempo og voksede eksponentielt. De gamle kolonibyer som Boston, New York, Philadelphia og Baltimore bevarede deres betydning, men nye byer skød op og voksede, især på den anden side af Appalacherne og selv hinsides Mississippi. En overgang så Cincinnati ud til at blive den mest betydningsfulde af disse nye metropoler, men den blev hurtigt overhalet af Chicago, som voksede fra en befolkning på 5.000 i 1840 til 109.000 i 1860. Man kan sige, at Chicago blot fulgte USA, hvis befolkning voksede fra 5.306.000 i 1800 til 23.192.000 i 1850. En del af tilvæksten skyldtes indvandring, skønt årtierne med masseindvandring endnu lå ude i fremtiden, men den største tilvækst kom fra de høje fødselsrater. USAs forbløffende produktivitet sikrede arbejde til alle i byerne, mens de store landområder i de nye stater hinsides Appalacherne og Mississippi tiltrak nye farmere eller etablerede farmere, der søgte bedre jorde, i stort antal. Overalt i USA så man beviserne på et land i vækst.
Amerika havde ikke tænkt sig at opgive landbruget. Tværtimod. I de to årtier op til 1860 blev enorme områder af subkontinentet lagt under ploven; men arbejdet blev udført af interne migranter, som forlod deres hjem på de magre, udpinte jorde i New England, Virginia og North og South Carolina for at rejse vestpå til nyt land i og hinsides dalområderne omkring Mississippi og Missouri. Den officielle jordpolitik opmuntrede migranterne. I 1800 gik landbrugsjord til fem dollar per hektar, hvoraf en fjerdedel skulle betales med det samme og resten henover fire år. I 1820 var priserne faldet yderligere. Jorden blev solgt i udstykninger af 260 hektar. I 1832 accepterede regeringen bud på arealer helt ned til en fjerdedel af en fjerdedel af 260 hektar, altså 16,25 hektar. I 1862 vedtog Kongressen en lov, der tillod nybyggere frit at tage 65 hektar jord i besiddelse mod at forpligte sig til at dyrke jorden i mindst fem år. Lovgivningen overførte lovformeligt ejerskabet af over 32 millioner hektar offentlig ejendom til private og skaffede en halv million mennesker et nyt hjem. Den amerikanske jordpolitik lagde grunden til stater som Ohio, Indiana og Illinois, hjertet af Midtvesten. Efterhånden som nybyggerne indtog fjernere områder på prærierne i Iowa, Kansas og Nebraska fik de først tilkomne de bedste priser. Prærierne blev befolket i en usædvanlig mild klimaperiode, der belønnede de hårdtarbejdende med en rundhåndet høst. I det 20. århundrede satte tørken ind, og mange af disse gårde blev ofre for The Dust Bowl, de voldsomme sandstorme, der hærgede landet i 1930erne.
Det var ikke kun frie mænd, der foretog rejsen mod vest. I perioden 1830-50 trak udsigten til store fortjenester på bomuldsproduktion plantageejerne vestpå mod nyt land, særligt mod de mørke, fede jorde i det ”sorte bælte” i Alabama og Mississippi, men også så langt væk som flodområderne i Texas. Man regner med, at over 800.000 slaver blev flyttet fra Atlanterhavskysten til landets indre af deres ejere mellem 1800 og 1860.
Det var ikke kun befolkningstallet, der voksede, men også velstanden. Med undtagelse af bomuld var Amerika endnu ikke et eksportland. Landets enorme indre marked aftog alt, hvad der blev produceret. Hele Amerika var ved at være industrialiseret i 1850erne, men især de egne, der havde været beboet siden 1700-tallet: New England, Pennsylvania, New York og en del af Virginia. Industrialiseringens centrum var Connecticut, som både havde fremragende flod- og kanalforbindelser til de andre dele af regionen og masser af vandkraft til at drive fabrikkernes maskiner. Selvom den amerikanske økonomi endnu var præindustriel, blev produkterne fra New Englands værksteder og fabrikker, der arbejdede efter principper, der sidenhen skulle blive kopieret over hele verden, efterspurgt og afsat. Det var i Connecticut, at det, der senere er blevet kaldt ”det amerikanske produktionssystem”, først etableredes. Det amerikanske system blev også kendt som ”system of interchangeable parts” (standardelementsystemet), hvilket er meget præcist. En veluddannet og erfaren arbejdsstyrke lærte at fremstille træ- og metaldele, der var så ens, at slutproduktet kunne sammenstykkes af tilfældigt valgte enkeltdele. Den amerikanske hærs riffel, Springfield-geværet, var et sådant produkt. Det imponerede i den grad britiske besøgende på Springfield våbenfabrik, at den engelske regering købte de samme produktionsmaskiner til den britiske våbenfabrik i Enfield i forbindelse med Krimkrigen. Da den amerikanske regering i 1861 fik brug for store mængder rifler, leverede våbenfabrikken i Enfield en betragtelig del af dem. Eftersom våbene fra Springfield og Enfield blev fremstillet i næsten samme kaliber – Enfields var en anelse større – passede de amerikanske patroner tilfredsstillende til begge typer, så tilfredsstillende faktisk, at nordstatssoldaterne ikke skelnede mellem Springfieldere og Enfieldere. Mange gode republikanere gik således i kamp med et våben, der var påstemplet en krone med bogstaverne VR under. Det amerikanske produktionssystem banede også vejen for fremstillingen af ure, husholdnings- og landbrugsmaskiner og det stadigt voksende antal arbejdsbesparende apparater, som den amerikanske opfindsomhed affødte. Amerika manglede konstant arbejdskraft, både i byerne og på landet, så man tog rask væk enhver opfindelse, der kunne øge effektiviteten, i brug. Symaskinen, der gav husmødrene mulighed for at sy tøj til sig selv og familien derhjemme og gav den lokale syerske mulighed for at slå sig op som forretningskvinde, bredte sig med lynets hast over hele Amerika, lige så snart den kom på markedet. Amerikanske farmere købte høstmaskiner, selvbindere og såmaskiner, som kunne kompensere for den manglende arbejdsstyrke. Det mest betydningsfulde tilfælde af mekanisering stammede fra før 1800-tallet. Det var Eli Whitneys opfindelse af bomuldsegreneringsmaskinen i 1793 – en maskine, der adskilte bomuldsfibrene fra frøkapslen. Bomuldsegreneringsmaskinen revolutionerede bomuldsproduktionen. Hvad der før krævede en times hårdt arbejde af en slave, kunne nu udføres af maskinen i løbet af få minutter. Det var kun lidt, der blev forarbejdet i Sydstaterne, der – efter at have sendt den rå bomuld til spinderierne – måtte købe den tilbage som vævet klæde eller færdigsyet tøj.
Sydstaternes afhængighed af Nordstaternes industrielle ressourcer lagde fundamentet til et iøjnefaldende socialt skel. Sydstaterne forblev et landbrugssamfund, ligesom Nordstaterne havde været det i 1700-tallet, og de fleste af indbyggerne levede som selvforsynende farmere med produktion af majs, svin og rodfrugter, som de selv konsumerede eller afsatte på det lokale marked, mens nordstatsbefolkningen i løbet af 1800-tallet begyndte at migrere fra landet til byerne, hvor de fandt lønnet arbejde. Men begge siders vilje til at fraternisere, så snart der var våbenstilstand under borgerkrigen, hvad enten denne var formel eller uformel, og begge siders villighed til at lade sig tage som krigsfanger taler imod forestillingen om, at Nord og Syd var to markant forskellige samfund – krigen til trods var og forblev de først og fremmest amerikanere. Bortset fra accenten – mange nordstatsfolk klagede over, at de havde vanskelligt ved at forstå, hvad sydstatsfolkene sagde – så var forskellene på soldaterne på begge sider færre end lighederne. Det var altovervejende unge mænd fra landet, farmere, som havde forladt deres jord for at slutte sig til hæren. Der var ikke desto mindre forskelle, og disse viste sig i de to hæres karakterer.
Sydstatssoldaterne var stort set uden undtagelse sønner af småfarmere eller kom fra små provinsbyer. Kun en minoritet var slaveejere. Ud af Sydens hvide befolkning på fem millioner var kun 48.000 plantageejere med over 20 slaver. Kun 3.000 af disse ejede over hundrede slaver og kun 11 havde over 500 slaver – en virkelig svimlende rigdom på en tid, hvor en rask, ung markarbejder kostede 1.000 dollar. Herskabshuset med de hvide søjler, omgivet af skyggefulde træer og markarbejdernes hytter i baggrunden, eksisterede, men mere i udenforståendes fantasi end i virkeligheden. Ud af de fire millioner slaver i Sydstaterne tilhørte halvdelen mænd, der ejede færre end 20 slaver. De fleste ejede en eller to, som arbejdede i små selvforsynende landbrug med produktion af majs og svin. Men de allerfleste sydstatsfolk var farmere uden slaver – heraf den ofte benyttede vending (specielt i modgangstider under krigen) om ”den rige mands krig, men den fattige mands kamp”. De fleste sydstatssoldater var fattige mænd, der kom fra ringe kår, et forhold, der har givet anledning til det hyppigt stillede spørgsmål: ”Hvis det virkelig var tilfældet, hvorfor kæmpede sydstatshæren så så længe og så effektivt?” En del af svaret er, at de fleste gik ind for slaveri og håbede på en dag selv at blive slaveejere, hvilket var det ydre tegn på fremgang og rigdom i Sydstaterne. Slaveejerne dominerede Sydstaternes politik, og det var ved at anskaffe sig slaver, at man bevægede sig op i samfundshierakiet i Syden – gik fra at være en lille til en stor farmer og måske med tiden plantageejer. Slaveriet var det grundlæggende system, sydstatssamfundet hvilede på. Eftersom slaverne var de hvide talmæssigt overlegne mange steder i Syden – i South Carolina og Alabama og mange andre steder udgjorde de majoriteten af befolkningen – oplevedes slaveriet som en garanti for social kontrol.
Selvom plantageejerne som klasse ofte blev betragtet med misbilligelse af de lavere klasser, var de stadig genstand for misundelse og jalousi. Denne anskuelse var ikke urealistisk, eftersom mange sydstatsfolk faktisk klarede opstigningen fra småfarmere til plantageejere. Det er dog tvivlsomt, at der skulle gemme sig særlig mange succesfulde sociale opstigningshistorier i sydstatshærens geledder, som fortrinsvist var rekrutteret blandt indbyggerne i højlandet, de magre, bakkede dele af det indre Georgia, North og South Carolina samt Virginia. Sydstatssoldaternes legendariske barskhed var et resultat af en hård opvækst i områder, der ikke egnede sig til bomuldsdyrkning.
Den typiske nordstatssoldat kom også fra en farm, en farm, der var ejet og drevet af hans far, som han med tiden kunne se frem til selv at arve. I modsætning til sydstatssoldaten med hans uudtalte, men indtrængende håb om social opstigning til slaveejer, kunne nordstatssoldaten ikke nære samme håb om social opstigning, medmindre han forlod sin jord, flyttede til byen og fandt ansættelse som lønarbejder. Skæbner blev forvandlet, når bylivet erstattede livet på landet, og langt hurtigere i 1800-tallets Amerika end i Europa. Det var håbet om økonomisk uafhængighed, der tiltrak tusindvis af indvandrere fra den gamle verden. Borgerkrigens udbrud formindskede kun tilstrømningen, men stoppede den ikke. Nordstatssoldaten havde som regel gået i skole i adskillige år og var sandsynligvis medlem af en af de store protestantiske trosretninger og var enten metodist, presbyterianer eller baptist. Religiøs tro og praksis karakteriserede en minoritet i de fleste nordstatsregimenter. Det var imidlertid som oftest en indflydelsesrig minoritet. Kaptajn John Gould fra regimentet 10. Maine fortalte, at det var ”begrædeligt, hvor få dybt troende kristne der var i vores store regiment – antallet var under 50 – men regimentet var uden tvivl bedre på alle måder på grund af denne lille håndfulds tilstedeværelse. De udgjorde et godt eksempel for de andre, for de var gode soldater – en kristen soldat, der kæmper for det rette, er altid en forbilledlig soldat. I svære tider var regimentet stærkere på grund af disse få kristne mænd.”2 Også sydstatshæren rummede en kristen kerne, som var lige så betydningsfuld, men med den lille forskel, at Sydstaternes kristendom var påvirket af slaveriet, som havde ført til splittelse inden for metodist- og baptistkirkerne forud for krigen. Selv gudfrygtige sydstatssoldater kunne derfor nære voldsomt ukristne følelser og tiljuble drabene på sorte nordstatssoldater under Slaget ved Krateret i 1864 og drabene på sorte krigsfanger. Plantagesamfundets moral kompromitterede også Sydstaternes kristendom. I et Amerika, der tillagde familien og det hellige bånd mellem familiefaderen og hans hustru den højeste værdi, var plantageejerens og hans sønners seksuelle omgang med slavekvinderne og tilstedeværelsen af halvblodsslægtninge i plantagernes slaveboliger en konstant krænkelse af sydstatshustruen og døtrene. Den slags skete ikke i Nordstaterne, der efterlevede man, hvad man prædikede. Den kristne familie var en realitet i Nordstaterne, og dens styrke hjalp den kristne kvinde, som forfatteren Harriet Beecher Stowe fremstiller det i Onkel Toms hytte, til at blive den brave forkæmper for abolitionismen, som hun ofte var.
Da først nordstatssoldaten oplevede Syden med egne øjne, som han gjorde det fra 1863 og fremefter, blev han kun bekræftet i sine kritiske holdninger. Sydens folk var – med undtagelse af de virkelig fattige fra de usleste smålandbrug – rigere per indbygger, end man var i Nord. Det skyldtes, at værdien af slaver var høj, men fordelingen af slaver var imidlertid meget ulige. Derfor tog sydstatsfolkene sig alligevel fattige ud i nordstatsfolkenes øjne. Det hang blandt andet sammen med livsstilen i Syden. Her passede og plejede man ikke sin ejendom, som man gjorde i Nord. Man interesserede sig heller ikke for at holde have og omgivelser pæne og ryddelige. Fine sydstatskvinder tillod sig at vise sig offentligt fulgt af sorte tjenere i laser. Nordstatsfolkene havde også en tendens til at dømme sydstatsfolkene på deres slavers fremtræden. Hvis slaverne var uvidende og formulerede sig dårligt, konkluderede man, at det nok skyldtes deres herrers og fruers dårlige eksempel.
Trods de reelle forskelle mellem de to samfund havde soldaterne på begge sider dog meget tilfælles. Efterhånden som krigen trak ud, og dens prøvelser og råhed udmarvede mændene i geledderne, var det måske ikke så overraskende. De delte oplevelser og erfaringer, og soldaterne kom gradvist til en erkendelse af dette. Nordstatssoldaterne, der fik bedre mad og forsyninger end deres modstandere, begyndte at nære en vis beundring for Johnny Reb, som man kaldte Sydens oprørssoldat. Han havde ben i næsen. Han fortsatte ufortrødent under forhold, der satte udholdenheden på prøve hos selv de mest hårdføre mænd. Johnny Reb opfattede sig selv som mere mand end Nordens Billy Yank; en sejlivet opfattelse, der holdt ved langt ind i krigen. Resultatet af det første slag – Første Slag ved Manassas eller Det Første Slag ved Bull Run – syntes at bekræfte dette. Indtil den første skudveksling var forskellene mellem Nord og Syd ikke iøjnefaldende. Men efter blodsudgydelserne blev de iøjnefaldende. Det, der bekræftede forskellene, var selve krigen, der skulle vise sig at være en selvopfyldende profeti.
Dixie, området syd for Mason-Dixon-linjen, var allerede ved at udvikle sig til et særskilt område før 1860. Det havde det ikke altid været. Selv under borgerkrigen var Dixie aldrig nogen fasttømret enhed. Dixies territorium og økonomi var for uensartet og befolkningen for sammensat til at udgøre en sammenhængende enhed. Ydermere var ”Syden” ligesom i dag et ikke helt klart defineret begreb. Syden overskred Mason-Dixon-linjen og fortsatte ind i det sydlige Illinois og i dele af New Jersey. Princeton blev for eksempel betragtet som et sydstatsuniversitet. Selvom størstedelen af Sydens folk var af engelsk oprindelse eller skotsk-irsk, som amerikanerne kalder nybyggere fra den nordirske provins Ulster, stammede væsentlige dele af befolkningen andre steder fra. Indbyggerne i Charleston og Savannah stammede i mange tilfælde fra Barbados, mens forfædrene til New Orleans’ indbyggere i mange tilfælde var kommet sejlende ned ad Mississippi fra New France i Canada med ophold i andre fransk prægede byer som St. Louis, Missouri og Louisville i Kentucky. Også Sydens velstand stammede fra forskellige kilder. Syden var velhavende. I gennemsnit var dens frie samfundsborgere dobbelt så velhavende som nordstatsfolkene. Men pengene stammede ikke kun fra bomuldsproduktion. Bomuld er en vanskellig afgrøde. Den klarede sig kun godt under særlige klimatiske betingelser. Den trivedes godt i det ”sorte bælte”, der var opkaldt efter jordens farve, i de sydlige områder og Sea Islands ud for Georgias kyst og i North og South Carolina, og visse sorter havde tillige vist sig at klare sig godt i de fugtigere områder i Texas. I Virginia, hvor hovedafgrøden fortsat var tobak, dyrkedes bomuld kun sparsomt. I Mississippi-deltaet var den dominerende afgrøde sukker; i North og South Carolina og Georgias lavland var det ris.
Slavebeholdningen hang sammen med de dyrkede afgrøder. De områder, hvor slavebeholdningen var størst, var i South Carolina og langs Mississippifloden, i Alabama og Mississippi og i den centrale del af det nordlige Virginia – slaver udgjorde majoriteten af befolkningen i South Carolina og ikke kun der. De udgjorde næsten halvdelen af befolkningen i hele Syden og endnu mere i det gamle Syden. At eje slaver var forbeholdt en minoritet i samfundet, og de, som ejede over 20 slaver, udgjorde Sydens herskende klasse og dominerede både økonomien og politikken. I Sydstaternes første Kongres tilhørte 20 procent af medlemmerne denne gruppe, og meget få blandt kongresmedlemmerne ejede slet ingen slaver. Slavebesiddelse var målet for alt, der var betydningsfuldt i Syden før borgerkrigen: Ikke kun rigdom – 20 sunde og raske slaver kunne indbringe 20.000 dollar – men social position, lokal autoritet og en afslappet, ubekymret og komfortabel tilværelse. Før borgerkrigen gik eventuelt økonomisk overskud næsten altid til at købe flere slaver eller mere jord, hvilket så igen krævede flere slaver til at dyrke jorden. Meget store jordbesiddere kunne eje hundrede slaver eller mere. De store landejendomme var organiseret som plantager med en hel koloni af slavehytter tæt ved herresædet, der normalt var bygget i nyklassicistisk stil med en søjlegang foran samt stalde og et hus i nærheden af slaveforvalteren. Et billede, som har vundet berømmelse med den enormt succesfulde roman Borte med blæsten og den efterfølgende Hollywood-filmatisering, et billede af livet på den store plantage, der har fascineret både amerikanere og europæere; et billede af et aristokrati uden titler, et priviligeret liv med bydende herremænd og stolte, myndige kvinder, der blev opvartet af priviligerede husslaver, som med den ret, der kommer af livslang familietilknytning, kunne tale frit og sige deres mening over for de mennesker, de havde passet, siden de var børn; et liv med store middage, masser af selskabelighed og rigdom. Verdenen fra Borte med blæsten eksisterede kun ganske få steder, men den eksisterede, og den var forbilledet for de mindre plantageejere, der stræbte efter den, ligesom de driftige farmere gjorde. Sydens velstand voksede i løbet af 1850erne, blandt andet fordi prisen på slaver steg. Markedsprisen for bomuld var fordoblet siden 1845, og de store producenter høstede enorme overskud, helt op til 20 procent, af deres formue blev brugt på det luksuriøse plantageliv, europæisk mode, raceheste og franske vine. Mange af de store plantageejere boede end ikke på deres jorde, men overlod driften til forvaltere og tilbragte tiden i hovedstæderne eller på deres landejendomme, særligt steder som Charleston i South Carolina, Natchez i Mississippi eller det nye Garden District i New Orleans.
Byerne i Syden var imidlertid allesammen små sammenlignet med Nordens. New Orleans var fire gange større end nogen anden by i sydstaterne. Montgomery i Alabama – Sydstaternes første hovedstad – var den hurtigst voksende, men havde kun 36.000 indbyggere ved løsrivelsen på et tidspunkt, hvor Chicago var vokset til 109.000 i løbet af 20 år, og både St. Louis og Cincinnati oversteg 160.000. Indbyggertallene i Richmond og Petersburg kom sammenlagt kun op på 56.000 ved løsrivelsen, og der var ingen større byer overhovedet mellem Mississippi og Atlanterhavskysten. Faktisk svandt Charleston indbyggermæssigt ind i årene op til borgerkrigen. Syden gjorde en dyd ud af sin landlighed og fremhævede den pastorale karakter af forfatningsfædrenes Amerika, men i realiteten var det et tegn på Sydens manglende konkurrencedygtighed over for Norden og på tilbageståenhed. Industrielt kunne man ikke konkurrere med Norden. I tiden omkring Uafhængighedskrigen boede halvdelen af den amerikanske befolkning syd for Mason-Dixon-linjen, i 1860 boede halvdelen af befolkningen vest for Appalacherne, langt de fleste i Mississippi-dalen.
Sydstaternes evne til at konkurrere med Nordstaterne økonomisk blev begrænset af det lave uddannelsesniveau. 20 procent af den hvide befolkning var analfabeter, mens 95 procent af indbyggerne i New England kunne læse og skrive, og kun en tredjedel af Sydens børn gik i skole imod tre fjerdedele i New England og næsten lige så mange i østkyststaterne og i Midtvesten.
Analfabetisme holder folk i fattigdom, og den brede sydstatsbefolkning var fattig. Halvdelen af USAs befolkning ejede tilsammen kun én procent af den nationale rigdom, men initiativrige og risikovillige nordstatsfolk forøgede deres velstand ved at flytte fra landet til byerne. Bomuld var ikke den væsentligste afgrøde i Sydstaterne, det var derimod majs, der blev malet til mel og brugt til majsbrød eller grød eller til at fodre grise med. Den faste menu i Syden – dog ikke på de store plantageejendomme – bestod af majsbrød, majsgrød og flæsk. Slaverne spiste det samme, blot mere majs og mindre flæsk.
Plantagelivet formede de fleste amerikaneres billede af slaveriet. Det var på plantagerne, man først og fremmest fandt de store slavekoncentrationer, og hvor slaveeksistensens klassiske på en gang undertrykkende og forførende træk kunne iagttages. At der også var formildende træk, var alle bortset fra de mest indædte modstandere af slavesystemet enige om. Plantageejerne og deres fruer bekymrede sig almindeligvis, ud fra egen interesse, men også ud af ægte medmenneskelig hengivenhed, om deres slavers liv og velbefindende. De arrangerede højtider og fester med gaver og fornøjelser, ligesom de fejrede betydningsfulde begivenheder såsom fødsler og ægteskaber. Ægteskaber mellem slaver blev ganske vist ikke officielt anerkendt i slavestaterne. Det kunne man ikke, eftersom en plantageejers solvens i sidste ende afhang af hans frihed til at kapitalisere sine ressourcer ved at sælge sine slaver på markedet. Gode og dårlige tider vekslede på selv de mest humant drevne plantager. Slaver blev regelmæssigt pisket for dårlig opførsel eller dovenskab af plantageejeren selv, hans forvalter eller sågar af husets frue. Livet på plantagen var grundlæggende et liv i undertrykkelse. Selv den gode plantageejer, der så ofte omtaltes af slaver og frigivne, udgjorde toppen af et disciplinært system, hvor forvalteren, hvis der var en, og det var der som oftest, gav ordrer, som om nødvendigt blev gennemtvunget med vold af arbejdsformænd eller ”indpiskere”, der rapporterede alle forseelser. Forvalterne var ofte sønner af plantageejere, der således lærte håndværket eller blot arbejdede for at tjene penge, så de selv kunne købe jord og slaver. Der var også en kaste af professionelle forvaltere, der arbejdede for at tjene til føden, men måske også i håb om at spare op; det var typisk en udsat gruppe, som med jævne mellemrum blev fyret, enten for ineffektivitet, eller blot fordi udskiftninger blev anset for hensigtsmæssige for at holde markarbejderne i godt humør.
Egeninteresse tilskyndede slaveejerne til at sørge godt for deres slaver, og de fleste fik rigeligt med mad. De boede imidlertid usselt. Slavehyttens ene rum var ofte koldt om vinteren, ildelugtende om sommeren og loppe- og lusebefængt året rundt. Sygdomme var udbredte i slavekvartererne; kun få slaver blev over 60 år gamle. Den virkelige trussel mod deres trivsel var imidlertid ikke sygdom, men social usikkerhed. Amerikansk lov anerkendte ikke ægteskab mellem slaver, selvom slaverne selv og også visse plantageejere gjorde. Under velvillige plantageejere blev ægteskaber formelt højtideligholdt og vielsen udført af en præst, sort eller hvid, dog i en forkortet form, eftersom de to parter ikke kunne eller ville sværge trofasthed ”til døden os skiller”. Mange slavefamiliers parforhold var livslange, men selv ikke de bedste plantageejere kunne garantere, at de ikke ville blive tvunget til at sælge slaver i knappe tider. Derfor svor slaverne sommetider forsigtigt ”til døden eller adskillelsen os skiller”. Af samme grund tillod visse plantageejere ikke religiøse formaliteter, men forestod i stedet det, der kaldtes kosteskaftbryllupper, hvor gommen og bruden bekræftede deres løfte ved sammen at hoppe over et kosteskaft.
Nogle slaveejere tilskyndede sorte ”ægteskaber”, fordi det gav tilfredshed og stabilitet på plantagerne og skabte sorte fællesskaber. De støttede det ved at hjælpe slaverne med at opføre deres hjem, plantagelitteraturens ”hytter”, og ved at afse jord til slavernes havebrug, hønsegårde og svinestier. På en succesfuld og veldrevet plantage kunne slaverne leve ganske godt: Plantageejeren uddelte på faste ugedage rationer af mel, flæsk og majsmel. Slaven tilføjede selv kartofler, bønner og majroer, som han selv dyrkede. Hvis plantageejeren tillod slaverne at jage, hvilket normalt var tilfældet, kunne slaven også føje pungrotte, vaskebjørn, kanin og egern til menuen.
Arbejdsdagen på plantagen var hård, typisk op til 12 timer. Slaverne anslog den dog sædvanligvis selv til 15 timer. Man sluttede som regel ved tusmørketid. Søndag var hviledag, ligesom lørdag eftermiddag også ofte var det. I høsttiden blev dagene længere, men det gjorde pauserne også. De forskellige afgrøder stillede forskellige krav. Sukkerplantagerne i det sydlige Louisiana krævede lange arbejdsdage under sukkerhøsten. Afskalning af majs, som var en regelmæssigt tilbagevendende opgave på de fleste plantager, krævede en intens og langvarig arbejdsindsats, men stod i høj kurs hos slaverne, fordi resultatet af arbejdet var deres egen mad, og arbejdet kunne lettes ved lege og konkurrencer. Stort set overalt, hvad enten det var under milde eller strenge plantageejere, skred arbejdet imidlertid frem under piskesmæld – 20, nogle gange helt op til 39, piskeslag tildelt af forvalteren eller indpiskeren, nu og da af plantageejeren selv eller, inde i huset, af husfruen. Pisken var en del af slavetilværelsen. Dens brug var reguleret af den offentlige mening. Grusomme plantageejere blev foragtet af naboerne, men piskningen fortsatte. Nogle plantageejere brystede sig af aldrig at bruge pisken, men det var et fåtal. Visse slaver, specielt særligt priviligerede husslaver, blev aldrig pisket, men det var også et fåtal. En forvalter på en plantage, som havde pisket en ”Mammy” – en højtstående husslave, ofte husfruens tidligere barnepige, der almindeligvis blev konsulteret i alle spørgsmål af familiemæssig betydning, blev afskediget og sendt bort fra plantagen med sin familie den selv samme dag. Men hans forseelse var lige så usædvanlig, som straffen var det.
Dagligdagens rutiner krævede, at slaverne tilpassede deres personlige gøremål efter det tidsskema, som markarbejdet dikterede, et krav der hvilede tungt på de kvindelige slaver, eftersom madlavningen kom oven i en hård arbejdsdag. Man har tit hørt om, hvordan plantageejerne om aftenen fandt deres tilfredse markarbejdere siddende småsludrende eller syngende omkring bålene ved hytterne. Slaverne havde i midlertid meget lidt fritid. Slaverne kunne dog som regel regne med at have fri om søndagen, eftersom sydstatsfolk var gudfrygtige kirkegængere, hvorfor hviledagen skulle holdes hellig. Amerikas sorte befolkning var i øvrigt også stort set alle kristne i starten af 1800-tallet. Der var stadig rudimenter af afrikansk religion, specielt i Gullah-regionerne på Georgias kyst, og den sorte kristendom havde indoptaget afrikanske elementer, blandt andet dans under kirkesangen og kirkegængernes høje jubelråb under gudstjenesten. De to kirker, som slaverne for det meste tilsluttede sig, var baptist -og metodistkirkerne, formentlig på grund af deres uformelle organisation og gudstjenesternes inspirerede natur. Indtil slutningen af 1700-tallet var sorte imidlertid ikke velkomne i de hvides kirker. Den sorte kristendom blev af hvide mænd, der på den ene eller anden måde var involveret i slavesystemet, med fuld ret mistænkt for at være samfundsomstyrtende med dens budskab om lighed mellem alle mennesker og dens fejring af fattigdom og besiddelsesløshed. I 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet fandt troende, hvide kristne billedet af slaveri uforeneligt med denne del af det kristne budskab, så både baptist- og metodistkirken var slaverimodstandere i den første tid efter, at de var kommet til Amerika, og kvækerne forblev standhaftige slaverimodstandere. Gradvist begyndte de kirker, der havde mange slaveejere i menigheden, for eksempel den anglikanske og presbyterianske kirke imidlertid at retfærdiggøre slaveriet ud fra trosgrundsætningerne. Som en følge heraf mistede den anglikanske kirke stort set alle sine sorte medlemmer. Samtidig dukkede der sorte prædikanter op, og slaverne begyndte at organisere deres kristendomsopfattelse i egne kirkelige organisationer, og derved opstod de sorte kirker. Skønt loven oprindeligt forbød det, optrådte slaver såvel som frigivne snart som prædikanter i adskillige kirker, særligt de baptististiske og metodistiske, selvom de ofte måtte optræde under dække af at være ”assistenter” for hvide præster. Den sorte frigørelsesbevægelse skulle senere bebrejde de sorte kirker for at have forsonet de sorte med deres undertrykkelse og ledt dem til at søge trøst i bøn og anden religiøs praksis i stedet for at søge reelle fremskridt igennem politiske aktiviteter. På et tidspunkt, hvor det politiske liv ikke var åbent for sorte, for slet ikke at tale om slaver, var religionen imidlertid den eneste mulighed for at søge trøst, samtidig med at den ubestrideligt i mange tilfælde bragte mening og tilmed lykke ind i de undertryktes tilværelse. Religionen bragte også andre indlysende fordele med sig, eftersom den søgte at fremme både læsning og skrivning. I mange stater – særlig i de sydligste stater – blev der i løbet af 1600-tallet og fremefter indført stadig strengere love, der forbød slaverne at lære at læse. Mange slaver lærte det ikke desto mindre alligevel: Ifølge den berømte sorte videnskabsmand W.E. Du Bois’ beregninger kunne helt op til fem procent af slaverne læse og skrive i 1860. Nogle fik undervisning af deres ejere, der nærede en aristokratisk foragt for smålige love, andre i barndommen af hvide legekammerater, og endelig lærte mange det af hvide kristne, der søgte at udbrede Biblens budskab. Læsende og skrivende slaver vakte ikke desto mindre bekymring blandt slaveejere. Og det af rent praktiske årsager. Slaverne havde kun lov til at færdes uden for plantagerne med et særligt pas. Passystemet blev opretholdt af ”patruljer”, som udgjordes af hvide slaveejere eller deres underordnede, der bogstavelig talt afpatruljerede vejene og standsede alle sorte for at kontrollere deres pas. Slaver, der ikke kunne fremvise den nødvendige legitimation, blev pryglet.
De rige slaveejere brød sig ikke om denne patruljeringspligt og overlod det almindeligvis til fattige hvide at agere i deres sted eller på egen hånd. Ikke desto mindre blev patruljeringen opretholdt, omend nu og da lemfældigt, drevet af de hvides frygt for et slaveoprør – en frygt alle delte så godt som hele tiden og med mere eller mindre god grund. Slaveoprør var en kendsgerning, skønt i større omfang mere almindeligt i Vestindien, Guyana og Brasilien end i Amerika. Der var slaveoprør i New York i 1600-tallet, i Florida og Louisiana i 1800-tallet, men mest bemærkelsesværdigt i Virginia i 1831, hvor Nat Turner stod i spidsen for en opstand, hvorunder næsten hundrede hvide blev dræbt. Nat Turners oprør forfærdede Syden og fik adskillige følgevirkninger af praktisk og lovgivningsmæssig art. Frygten for slaveoprør udgjorde en stor del af baggrunden for støtten til Sydstaternes løsrivelse i 1860. Frigivelseskampagnen, der først og fremmest var et moralsk spørgsmål for Nordstaternes tilhængere, der alle havde deres virke i stater med ganske små sorte befolkningsgrupper, var et spørgsmål om liv eller død for de hvide i stater, hvor sorte og hvide levede side om side, og hvor de sorte ofte var i overtal. Den evindelige snak om slaveoprør underminerede naturligvis det populære forsvar for slaveriet, nemlig at det var godt for de sorte, at det var naturligt for dem, at det sikrede dem velfærd og forsørgelse på deres gamle dage og så videre – argumenter, der uophørligt blev gentaget, og som var lige så naturlige for Sydstaternes hvide befolkning som fejringen af Amerikas grundlæggende frihedsrettigheder. Uberettiget eller ej så blev frygten for slaveoprør taget meget alvorligt af sydstatsbefolkningen og særligt af fortalerne for denne ”peculiar institution” (”specielle institution”), som slaveriet også kaldtes.
Slaveøkonomien krævede fra tid til anden salg af enkelte individer for at opfylde behovet for arbejdskraft andre steder rundt om i bomuldsriget, og slavesalg betød uundgåeligt, at nogle slavefamilier blev splittet. Det menes, at helt op til en fjerdedel af alle salg medførte adskillelse af mand og kone, forældre og børn. Slaver, der blev solgt, blev sjældent genforenede, hvilket indebar funktionelle forældreløse og skilsmisser. Plantageejere, der ejede blot en lille smule anstændighed, gjorde normalt, hvad de kunne, for at holde familierne samlet, fordi adskillelse medførte hjertesorger, der gik ud over arbejdsevnen. Det forekom imidlertid alligevel, og nu og da med den intention at disciplinere genstridige slaver. Det var dette træk ved slaveriet, der først og fremmest var drivkraften bag slaverimodstanden, der var særligt stærk blandt de fromme kristne, eftersom de amerikanske sorte ofte var troende baptister eller metodister. Det tragiske i disse adskillelser forsynede Harriet Beecher Stowe med hendes mest kraftfulde tema i romanen Onkel Toms hytte. Tom græd over sine børn, der blev ladt alene tilbage i Kentucky, da han selv blev solgt, og millioner af Mrs. Stowes læsere græd med ham. Da hun blev præsenteret for præsident Lincoln, skulle han angiveligt have mødt hende med ordene: ”Så De er den lille dame, der skrev den store bog, der udløste denne vældige krig …”. Det kunne ikke have været mere sandt.
De tidlige 1830ere var et kritisk tidspunkt i det amerikanske slaveris historie. Det var det tidspunkt, hvor abolitionismen blev en national bevægelse, og mange ønskede slaveriet forbudt eller bragt til ophør. Indtil 1831 eller deromkring var det muligt at skjule sig bag det populære synspunkt, at slaveriet ville dø bort af sig selv – et synspunkt, der deltes bredt i både Syd og Nord. Baggrunden for dette synspunkt var blandt andet Kongressens ophævelse af slavehandelen, som blev håndhævet af det britiske parlament ved hjælp af den britiske flåde. Den internationale slavehandels ophør blev imidlertid opvejet af den kometagtige vækst i det internationale bomuldssalg, som omkring 1840-50 havde forvandlet Sydstaternes økonomi og gjort mange plantageejere til rige mænd. Væksten i Sydens formuer tilskyndede sydstatspolitikere og -skribenter til at forsvare slaveriet og nordstatsskribenter og -politikere til at formulere et intellektuelt modangreb. I 1831 grundlagde William Lloyd Garrison sin avis, The Liberator, der skulle blive hovedorganet for abolitionismen. I 1837 slog Garrison sig sammen med Tappan-brødrene i New York og grundlagde Anti-Slavery Society, som hurtigt fik opbakning fra kirker, skoler og universiteter, herunder især Oberlin College i Ohio. Det, der virkelig gav bevægelsen mod slaveriet vind i sejlene, var de mange sager om bortløbne slaver, der fyldte godt i avisernes spalter i årtiet op til borgerkrigens udbrud. I 1793 havde Kongressen vedtaget en lov om bortløbne slaver, der gav ejerne ret til at kræve deres bortløbne slaver tilbage og til at få assistance til dette, hvor disse end måtte befinde sig. I 1850 vedtog Kongressen en endnu strammere lovgivning vedrørende bortløbne slaver. Loven affødte et væld af sager om bortløbne slaver, der havde søgt tilflugt i Nordstaterne, og som blev forfulgt af deres ejere med assistance fra ordensmagten. Disse blev mødt af lokale abolitionister, der påberåbte sig loven om personlig frihed, som flere stater havde indført efter 1850.
I 1860 havde slaveriet opnået et virkelig dårligt ry i Nordstaterne. De fleste nordstatsfolk skammede sig, trods deres uomtvistelige negrofobi, over, at deres land som det eneste blandt de store konstitutionelle demokratier i den vestlige verden fortsat tillod slaveri, og ønskede at se slaveriet ophævet, uden dog at kunne nå til enighed om, hvordan det skulle gennemføres. Mange sydstatsfolk konkluderede med en vis oprigtighed – skønt de var fanget af slaveøkonomien, som deres verden og levebrød afhang af, at slaveriet var en byrde for dem, og at slaveejerne paradoksalt nok selv var slaver af systemet, som de var underlagt i kraft af en livsførelse, der krævede al deres tid og opmærksomhed. Selv nogle af dem, der kæmpede mest energisk for Sydstaternes løsrivelse eller støttede deres ægtemænd i denne kamp, beklagede sig ofte over det tab af frihed, det medførte at være slaveejere. De fandt, at denne ”specielle institution” var den hårdeste og mest krævende herre. Ikke desto mindre var størsteparten af sydstatsfolkene parate til at kæmpe for at forsvare den. Spørgsmålet var, hvor mange nordstatsfolk der var parate til at slås imod dem for at bekæmpe den?
I begyndelsen, efter de første slag i 1861, begyndte soldaterne, der skulle udkæmpe borgerkrigen, at dæmonisere hinanden. For sydstatssoldaterne var mændene i nordstatshæren naturligvis Yankee’er, men også ”lejesvende” eller ”lejetropper” – skældsord, der stammede fra Uafhængighedskrigen mod englænderne. For nordstatssoldaterne var sydstatssoldaterne ”separatister”, men også ”vildmænd” og ”udyr” såvel som ”forrædere” og ”rebeller”. ”Rebel” var naturligvis en ganske dækkende betegnelse, og hurtigt blev sydstatssoldaten til Johnny Reb for nordstatssoldaten, der til gengæld blev til Billy Yank. ”Yankee” havde en kvalitativ såvel som en geografisk mening for sydstatsfolkene. Det betød en kold, snæversynet puritaner – alt det, sydstatsmanden ikke var ifølge deres egen selvopfattelse. Veluddannede sydstatsfolk foretrak at se sig selv som kavalerer, figurer fra en roman af Walter Scott – den forfatter, Mark Twain kun halvt i spøg udpegede som manden, der var årsag til borgerkrigen.
Slaveoprørets spøgelse blev ustandselig påkaldt af ulykkesprofeterne og de sejlivede fortalere for slaveriet. Efter at kampene var brudt ud, forblev det ikke desto mindre – trods alle bestræbelserne på begge sider for at finde gode grunde – vanskeligt at forklare, hvorfor borgerkrigen var blevet til en krig i stedet for til en fortsættelse af den langstrakte diskussion om slaveriet, der havde optaget sindene i både nord og syd gennem de foregående 40 år. Yankee’erne begyndte at spørge Johnny Reb, hvorfor de sloges. En af dem, der blev taget til fange i Virginia i starten af krigen, svarede: ”Fordi I er her.” Det var og er stadig så godt et svar som noget andet.
Det bliver ofte påstået, at krigen var en konflikt mellem et ældre og et yngre Amerika – det agrare Syd og det nyere, industrielle Nord, der var ved at tage form. Der kan være noget om det, om end det ikke kan forklare alt.
I Syd var der færre steder, hvor man kunne finde beskæftigelse i industrien, og derfor var sydstatsbefolkningen i højere grad end nordstatsbefolkningen landboere og landarbejdere. Ikke desto mindre var begge hære fortrinsvist rekrutteret fra landbosamfund, og listerne over soldaternes erhverv og beskæftigelse lignede hinandens til forveksling. Bell Irvin Wiley fandt i sit studie af Johnny Reb ud af, at ud af 9.000 soldater i 28 sydstatsregimenter beskrev næsten halvdelen af dem sig selv som farmere. 474 angav, at de var studerende, måske dækkede det over såvel skoleelever som universitetsstuderende, eftersom det er velkendt, at i hvert fald én skolelærer lukkede skolen ved krigens udbrud og marcherede af sted med hele sin klasse ned til hvervekontoret. Der var også 472 arbejdere i Wileys materiale, 321 kontorister og 318 mekanikere, 222 tømrere, 138 handelsdrivende og 116 smede. Andre beskæftigelsesgrupper med over 50 var sømænd, læger (hvoraf de fleste må have tjent som kirurger), malere, lærere, skomagere og jurister.3 Nogle beskrev sig selv som gentlemen, hvilket uden tvivl dækkede over folk fra klassen af plantageejere, som officererne ofte fandt det vanskeligt at håndtere. Professor Wileys undersøgelse af lister over 12.000 soldater fra nordstatshæren viser en næsten identisk sammensætning af beskæftigelsesgrupper og forholdstal, med den ene forskel, at der var flere af nordstatssoldaterne, der var lærere og trykkere – et udtryk for den gennemgående bedre uddannelse i nordstatshærens rækker.4
En anden kategori, der var mere velrepræsenteret i nordstatshæren var indvandrere. I 1860 boede der en million tyskere i Nordstaterne, de fleste af dem var udvandret i kølvandet på revolutionen i 1848. De og deres amerikanskfødte børn, der i mange tilfælde stadig talte tysk, udgjorde 200.000 af nordstatshærens i alt to millioner soldater. Det næststørste kontingent af indvandrere var irerne med 150.000. Irerne var naturligvis engelsktalende, ligesom de 45.000 engelskfødte og hovedparten af de 50.000 canadiere. Sydstaternes indvandrergrupper blev ikke optalt separat, men man ved, at der sammenlagt var titusindvis af irere, tyskere, italienere og polakker i hæren. Men den typiske sydstatssoldat – hvis man kan tale om en sådan – var engelsktalende og af britisk afstamning, engelsk eller skotsk-irsk. Mange immigranter var lidenskabelige modstandere af værnepligten, da den blev indført i 1863. De fleste af de newyorkere, der hærgede og brændte og sloges i gaderne under de berygtede optøjer samme år, var irere, der satte lighedstegn mellem militærtjenesten og den britiske undertrykkelse.
Soldaterne på begge sider lignede hinanden nok til at omgås åbenlyst, så snart chancen bød sig, til deres officerers store misbilligelse. En almindelig anledning var byttehandler med Reb-tobak for Yankee-kaffe. En af Shermans soldater rapporterede fra Kennesaw Mountain i 1864: ”Vi indgik en aftale med dem om, at vi ikke ville skyde på dem, hvis de lod være med at skyde på os, og de holdt ord. Det virker helt urimeligt, at vi skal kæmpe mod mænd, vi godt kan lide. Disse sydstatssoldater ligner vores egne drenge. De snakker om deres mødre og fædre og deres kærester, præcis som vi selv gør. Vi fik snakket meget sammen på begge sider, men der var ingen skyderier, indtil min vagt sluttede om morgenen.” Det var ikke alle, der var så afslappede. Sergent Day Elmore skrev fra Atlantas omegn i juli 1864: ”Gutterne har mødtes gentagne gange … og byttet kaffe for tobak, men jeg bryder mig ikke om dem, så jeg kunne ikke give dem hånden, som flere af gutterne gjorde.”5
Bell Irvin Wiley, som læste mange tusinde soldaterbreve og hundredvis af dagbøger, da han udarbejdede sine vidunderlige profiler af de almindelige nord- og sydstatssoldater, tegner et billede af en gemyts- og temperamentsforskel mellem Yankee og Rebel, der afspejler forskellene i de to samfund. Johnny Reb var en mere munter og sorgløs brevskriver, der i højere grad end Billy Yank fortalte vittigheder og berettede om komiske tildragelser til dem derhjemme. Han var mere hjertelig i sine følelsesudbrud og mere billedrig i sine beskrivelser af slagene. Billy Yank var mere politisk og udtrykte sine holdninger til de forestående valg, noget sydstatssoldaten ikke havde samme anledning til, eftersom Sydstaterne kun afholdt et enkelt præsidentvalg i perioden 1861-65, og han var generelt mindre tilbøjelig til at give udtryk for sine synspunkter angående krigsførelsen og regeringen. Han var også mere forretningsmæssig og spurgte til nyheder om familiens økonomi, typisk om farmens drift. Men trods disse forskelle udviste soldater med papir og pen i hænderne ikke desto mindre flere ligheder end forskelle. Analyser af soldaternes breve understreger krigens tragedie og rejser spørgsmålet om, hvordan og hvorfor fjendtlighederne kunne opretholdes så længe.6
I årene inden 1860 var Nord og Syd, der ikke havde været så forskellige ved uafhængigheden, drevet fra hinanden. Det var ikke blot et spørgsmål om økonomi, industrialiseringen af Nordstaterne og deres udvidelse vestpå med de nye landbrugsområder hinsides Appalacherne, og Sydstaternes grundlæggende anderledeshed. Det var også den sociale forskel mellem en grundlæggende fri region og en delvist ufri. Det var Lincolns pointe i hans berømte bemærkning om ”et hus i splid med sig selv”. Et land, som i 1781 havde været forenet i kraft af sine rødder i britisk, fortrinsvis engelsk kultur, af dets fælles sprog og protestantismen, og af dets juridiske og politiske institutioner efter britisk forbillede, var i 1861 blevet splittet af den indflydelse, som slaveriet havde haft på dets sydlige del.