Improviserede hære
Amerika var ikke forberedt på krig, ikke på nogen form for krig, og da slet ikke en stor borgerkrig. Man havde ingen soldater. De Forenede Staters forfatningsfædre havde i deres afstandtagen fra alt, hvad der var galt i den gamle verden, håbet på helt at kunne undvære stående hære, præcis ligesom de parlamentarikere, der genindsatte Karl 2. af England efter borgerkrigen, også havde håbet det. Interne stridigheder – banale i begge tilfælde, men skræmmende, mens de stod på – tvang dem til at tænke om igen. Som en forsikring imod gentagelser opretholdt det engelske parlament nogle få af de eksisterende regimenter, cromwellske såvel som royalistiske; den amerikanske Kongres bevarede nogle enheder fra Washingtons hær. I 1802 etablerede man et militærakademi i West Point til at forsyne dem med officerer. West Points kandidater, der var uddannede ingeniører, forventedes også at føre tilsyn med den nye nations offentlige arbejder, at bygge broer og havne – den dag i dag er U.S. Army Corps of Engineers stadig ansvarlig for mange af disse konstruktioner og bygningsværker.
Men West Points klasser var så små, (indtil 1861 var det ikke ualmindeligt, at man kun udklækkede et dusin færdige officerer per år til hæren), og de andre kilder til rekruttering af officerer til tjeneste i en af nationens interne eller eksterne krige såsom krigen i 1812, Seminolekrigen, indianeropstanden Creek War – var så tilfældige, at der ikke var nogen reserve af erfarne, professionelle militærledere, man kunne trække på, da borgerkrigen brød ud i 1861. Situationen var anderledes end i Europa, hvor der var traditionsrige ”militærfamilier”, der som en selvfølge sendte deres sønner til specielle regimenter i nogle år, når de nåede skelsår og alder, og hvor de nationale hære indkaldte unge mænd til tidsbegrænset tjeneste som reserveofficerer. Det er sandt, at Amerika også besad flere familier med militærtraditioner som for eksempel familien Lee i Virginia; men de var for få og for spredte til at udgøre egentlige militærdynastier, som man kendte det fra andre steder i verden. Som substitut for manglen på en officersklasse, vendte Nord- og Sydstaterne sig mod middelklassen, mod jurister, lærere og forretningsfolk – som oftest dem med politisk erfaring. Den slags mænd havde en vis status i lokalsamfundene. Status i lokalsamfundet medførte imidlertid ikke automatisk militære lederevner, specielt ikke for militære novicer. Alt for ofte viste lokalsamfundets store mænd sig at mangle lederevner og endog ganske almindelig sund soldaterfornuft.
De Forenede Staters lille hær havde med stor succes forsvaret republikken imod de britiske angribere under krigen i 1812. I 1846 opnåede den fuldstændig sejr over Mexicos hær og høstede som en følge af den efterfølgende fred en enorm udvidelse af det nationale territorium i sydvest, som senere skulle blive til staterne Texas, Utah, New Mexico, Nevada, Arizona og Californien. Den Mexicansk-amerikanske Krig medførte også en udvidelse af hærstyrken. Senere svandt den atter ind, så den i 1861 kun talte 16.000 mand, der for størstepartens vedkommende var spredt i befæstede stillinger på indiansk territorium eller i de store nationale fæstninger, der bevogtede landets kyster fra Boston til San Francisco.
Den amerikanske militærfilosofi var, at hvis det blev påkrævet, skulle større troppeopbud rekrutteres fra militsen, som var et organ, der var blevet bemyndiget ved den anden forfatningsændring. I sin tiltrædelsestale i 1829 havde præsident Andrew Jackson nævnt ”en million bevæbnede, frie mænd, i besiddelse af midlerne til krigsførelse,” som republikkens hovedforsvarsvåben. Militsen var betydningsfuld i amerikansk historie. Dette militærsystem, som de tidlige kolonister medbragte fra England, krævede, at alle sunde og raske mænd skulle stå til tjeneste, hvis de blev beordret til det af de lokale autoriteter. Dette betød oprindeligt den individuelle koloni, og det var omkring koloniernes militser, at oprøret mod kronen var blevet organiseret i 1700-tallet. Under uafhængighedens efterdønninger var militserne imidlertid visnet væk. I nogle af de stater, der havde afløst kolonierne, fortsatte de med at fungere og træne, men i de fleste tilfælde blev de til rene papirorganisationer.
Muligvis ville de være forsvundet helt – som militserne i England gjorde det efter Napoleonskrigene, hvor de i bedste fald overlevede som rekrutteringsorganer for den egentlige hær – hvis Amerika ikke var blevet ramt af den samme modebølge med at ”melde sig frivilligt”, som i 1859 skyllede hen over England. En aldeles ubegrundet frygt for en fransk invasion drev i 1859 civile englændere til at danne ”frivillige skyttekorps”, opmuntret af publicister som Lord Alfred Tennyson. Hans digt ”Form, Riflemen, Form” (”Stil op, skytter, stil op”) var en gevaldig opmuntring for skyttekorpsbevægelsen. Den frivillige bevægelse bredte sig til USA og fik specielt godt tag i Syden, hvor skræmmebilledet af Nordstaternes aggression opildnede mange til at gribe til våben. I 1861 fandtes der allerede mange frivillige skyttekorps og også artillerienheder i Syden med navne som Palmetto Guard of South Carolina, Lexington Rifles of Kentucky (som sluttede sig til Syden med deres leder, general Simon Bolivar Buckner), North Carolina Sharpshooters, Washington Artillery of New Orleans og med flamboyante uniformer, der passede til regimentsnavnene. ”Kadet-grå” – som man bar på West Point – var den foretrukne farve i Syden, men mange sydstatsfrivillige bar nordstatsblå eller, hvilket var særlig populært, variationer over franske uniformer. I 1861 var Napoleon 3.’s hær, der for nyligt havde sejret over østrigerne, den førende militærmagt i verden. De korte, franske jakker og posede bukser var de fleste sydstatsenheders foretrukne uniform ved krigens udbrud.
Visse gik imidlertid endnu længere og anlagde for eksempel zouave-uniform, der var modelleret over den dragt, den franske hær var blevet inspireret til af deres indfødte fjender under erobringskrigen i Algeriet 1830-46. De røde, posede zouave-bukser og broderede veste gav en dramatisk fremtræden, som blev endnu mere populær i Nordstaterne end i Syden. Blandt Nordstaternes zouave-regimenter kan nævnes New York Fire Zouaves, der udgjordes af medlemmer af New York Fire Brigade under anførsel af Elmer Ellsworth, der var ven med Abraham Lincoln. En sydstatsækvivalent finder man i Louisiana Zouaves, der blev kendt som Wheat’s Tigers efter deres øverstbefalende officer. Andre lån fra tidens europæiske militærmode var de forskellige ”Garibaldi”-regimenters fjerhatte og overraskende nok også skødefrakker og tårnhøje bjørneskindshuer som enheder som 40. Massachusetts bar i en efterligning af uniformen fra City of Londons frivillige regiment, også kendt som The Honourable Artillery Company.
De velklædte blandt disse soldater in spe udgjorde i 1860-61 et mindretal. Forbløffende få frivillige enheder på nogen af siderne tillagde sig noget, der blot lignede uniformerne hos deres britiske skyttekorpsbrødre, der iklædte sig jagttøj i tweed ligesom tidens landlige gentlemen med stilfuldt resultat. Det altoverskyggende indtryk – når den første stads var slidt op – var på begge sider trist: kedelige farver, nordstatstropperne i blå, Sydstaterne i grå, men som oftest var uniformerne uformeligt tilskåret og af en ubestemmelig nuance som følge af hjemmegjort indfarvning. Borgerkrigens armeer var de dårligst klædte, nogen militærkonflikt har set, og indtrykket blev forstærket af den generelle mangel på barbering. Skæg var højeste mode, opstået i England som en imitation af de hjemvendte veteraner fra Krimkrigen, som havde været lovligt undskyldt på grund af den bitre kulde uden for Sebastopol i 1855-56. Den britiske skægmode bredte sig til Amerika, hvor den fik så godt fat, at der i 1861 stort set ikke var en eneste glatbarberet, moden mand tilbage. Alle krigens førende generaler – Ambrose Burnside, Nathan Bedford Forrest, U.S. Grant, A.P. Hill, John Bell Hood, Stonewall Jackson, E. Kirby Smith, Lee, Irvin McDowell, George Meade, John Pope, Wiliam Rosecrans, William Sherman og Jeb Stuart – anlagde kindskæg. Beauregard og McClellan bar yppige moustacher og små fipskæg; Burnside opfandt en slags bakkenbarter, der den dag i dag bærer hans navn på engelsk. Hvordan det end blev båret – og det blev normalt båret langt nok til at dække både kinder og mund – så gav alt dette ansigtshår selv den yngste borgerkrigssoldat et dystert, prædikantagtigt udseende, der måske passede sig for mænd, som kæmpede for et ideal.
Entusiasmen for at melde sig frivilligt og opfylde lovens krav om at opretholde en milits varierede fra stat til stat. Ved krigens udbrud var der kun en håndfuld stater, der havde effektive militser. Det var i Nordstaterne Massachusetts med 5.000 aktive militsfolk og New York med 19.000, og i Sydstaterne Georgia, som havde mange frivillige militskompagnier, og South Carolina – løsrivelsens arnested – med massevis af veltrænede og veludrustede frivillige kompagnier. Kentucky, der var en bitterligt opsplittet stat, havde 73 State Guard-kompagnier med sydstatssympatier og 66 Home Guard-kompagnier med nordstatssympatier. Ohio havde 30 kompagnier, Vermont 22, Wisconsin 1.993 militsfolk, Maine 35 kompagnier, der alle stod til forbundsregeringens disposition. Virginia havde 8 militsregimenter, der alle var rede til at erklære sig på Sydens side, og Mississippi havde 3.927 frivillige fordelt på 78 kompagnier, der også var på Sydstaternes side. Mange stater på begge sider var imidlertid helt uforberedte på krig, herunder Alabama og North Carolina (Syden) og Connecticut, Illinois, Indiana, New Hampshire og New Jersey (Norden). Kansas var fuld af bevæbnede mænd, der havde kæmpet i borgerkrigen, endnu inden den brød ud, men som var uorganiserede. Texas havde sin egen excentriske militærorganisation – Texas Rangers – der først og fremmest havde viet sig til at beskytte isolerede nybyggere.
Trods manglen på uddannede mænd, var der ingen mangel på mandskab på nogen af siderne ved krigens udbrud. Begejstringen for sagen – Unionen over for staternes suveræne rettigheder – var så stor, at der kunne oprettes regimenter i samme takt, som man kunne finde våben at udruste dem med eller officerer til at lede dem, ja selv uden i mange tilfælde. Amerika var et folkerigt land i 1861, og det voksede stadig, til dels takket være immigrationen og til dels på grund af den velnærede befolknings frugtbarhed. Folkerigdommen og befolkningstilvæks6ten var i Nordstaternes favør. Folketællingen i 1860 angiver en samlet befolkning på omkring 30 millioner: 20.275.000 hvide i Nordstaterne og 5.500.000 hvide i Sydstaterne. De sorte i Nordstaterne udgjorde yderligere 430.000 og i Sydstaterne 3.654.000. Stort set alle sorte i Sydstaterne var slaver, og det samme var nogle af de sorte i Nordstaterne, i District of Columbia og i grænsestaterne Tennessee, Delaware, Maryland og Missouri. De sorte deltog ikke i krigen (før i 1863, hvor Lincolns Emancipationsproklamation officielt autoriserede deres deltagelse, uofficielt havde de deltaget siden året før). Den hvide befolkningsgruppe i ”militæralderen”, hvilket vil sige mænd under tredive, skønt mange ældre mænd meldte sig, var på omkring 2.500.000 i Nordstaterne og 900.000 i Sydstaterne.
Den næsten ikke-eksisterende administrative maskine i Sydstaterne kunne ikke have mobiliseret en hær, der kunne matche Nordstaternes i 1861. Heldigvis for Sydstaternes sag meldte de nødvendige mænd sig uopfordret. Mange af dem var medlemmer af militsenheder, nye såvel som gamle, og mange meldte sig spontant som frivillige. Først i april 1862 blev Sydstaterne nødt til at lovgive om værnepligt. Noget tilsvarende gjorde sig gældende i Nordstaterne: indledningsvist bred frivillig tilstrømning, ofte centreret om eksisterende militser eller skyttekorps – i de egensindige tider i 1860-61 blev grænserne mellem disse to ofte udviskede. Lovgivningen forsøgte at regulere denne folkelige begejstring, om ikke andet for at kunne sørge for de nødvendige midler til at betale og udruste de entusiastiske patrioter. Den 6. marts 1861 godkendte Sydstaternes kongres oprettelsen af en hær på 100.000, som stort set allerede eksisterede. I maj udvidede man hæren til 400.000 mand, og krigsministeriet måtte snart efter afvise halvdelen af dem, der meldte sig, på grund af våbenmangel. Sydstaternes anstrengelser for at organisere sig blev vanskeliggjort af centralregeringens svaghed og enkeltstaternes hårdnakkede insisteren på egen suverænitet. Enkeltstaternes guvernører forsøgte som oftest at holde både våben og soldater tilbage inden for statens egne grænser. Sydstaterne fik faktisk aldrig en egentlig sydstatshær; deres kampstyrke var sammensat af enkeltstaternes styrker, der blev dirigeret af krigsministeriet. I Nordstaterne udvikledes et tilsvarende system. Den regulære hær blev stort set ikke udvidet, og dens regimenter blev altovervejende stående på deres forud etablerede poster langs den vestlige grænse. Borgerkrigshæren bestod af frivillige, der var organiseret af enkeltstaterne og bar statsbetegnelser. Således blev Ulysses S. Grant – som inden krigen var en forhenværende officer fra den regulære hær, der oprindeligt var blevet udnævnt som officer direkte fra West Point til infanteriet – pålagt kommandoen over 21. Illinois, et frivilligt regiment fra hans hjemstat, og vendte først tilbage til den regulære hær som generalmajor efter sin sejr ved Vicksburg i 1863.
Borgerkrigssystemet, hvis noget så komplekst og forvirret ellers kan kaldes et system, foregreb det, som Storbritannien etablerede ved Første Verdenskrigs udbrud. Der var en regulær hær, der forblev stort set uforandret i begyndelsen, mens udvidelserne blev organiseret gennem hjemmeværnet, som nedstammede fra skyttekorpsene fra 1859, suppleret med nye frivillige, der udgjorde de nye ”Kitchener-armeer”, som Pals and Chums-bataljonerne udødeliggjorde med deres selvopofrelse ved Somme, der var Storbritanniens Gettysburg. Reaktionen på militærkrisen under såvel Den Amerikanske Borgerkrig som Første Verdenskrig havde en fælles angelsaksisk rod, der nedstammede fra Alfred den Stores fyrd og de engelske grevskabers posse comitatus i England.
Præsident Lincolns umiddelbare reaktion på Sydstaternes oprør efter angrebet på Fort Sumter var den 15. april 1861 at indkalde 75.000 statslige militsfolk til tjeneste i ”90 dage”. Hans føderalisering af militsen – en fuldstændig konstitutionel handling efter en lov af 1795 – havde samme effekt på Nordstaterne i 1861, som feltmarskal Lord Kitcheners appel om 100.000 mand til at tjene i tre år havde på briterne i 1914. Kitcheners ”første 100.000” blev hurtigt efterfulgt af både en anden og tredje 100.000. Lincolns 75.000 blev snart overgået af de frivillige, der meldte sig. Han havde bedt Indiana om seks regimenter; guvernøren lovede 12. Ohios guvernør, der var blevet bedt om at organisere 13 regimenter, rapporterede tilbage, at ”uden en heftig undertrykkelse af folkets iver kan jeg næppe holde det under 20.”8 Stillet over for både en dødelig militær trussel mod Unionen og Nordstaternes overstrømmende folkelige reaktion på den, anmodede Lincoln den 3. maj om 42.000 frivillige til hæren på treårige hvervekontrakter og 18.000 til flåden, samtidig med at han gav ordre til at udvide den regulære styrke med 23.000. Kongressen godkendte ikke blot disse beslutninger i juli med tilbagevirkende kraft, men også indrulleringen af en million frivillige ekstra på treårige hvervekontrakter. Inden for et år efter angrebet på Fort Sumter havde Unionen 700.000 mænd under våben. Sydstaterne havde formentlig 400.000. Omstændighederne gjorde imidlertid en eksakt optælling problematisk. Nogle af Nordstaternes oprindelige ”90 dages”-mænd insisterede på deres hvervekontrakt og vendte tilbage til deres civile liv, da de 90 dage var gået, og det samme gjorde hele regimenter. Selv et antal af treårs-mændene og deres regimenter demobiliserede langt senere, mens krigen stadig stod på.
Standhaftighed i tjenesten blev også undergravet af fristelsen til at desertere. I de rigere Nordstater, hvor der blev udstedt dusører for at opmuntre indrulleringen, udnyttede mange frivillige muligheden for at snuppe dusøren, desertere og indrullere sig igen, ofte flere gange. Eftersom dusøren, da den var på sit højeste, var på helt op til 1.000 dollar, kunne denne trafik være en indbringende forretning. I Sydstaterne handlede deserteringerne efter det første dybtfølte år mere om ren og skær nødvendighed. Småfarmere og landarbejdere, der fik breve hjemmefra om familiens trængsler, forlod geledderne – ofte med en oprigtig hensigt om at vende tilbage – for at få høsten i hus eller hjælpe til med at skaffe føde derhjemme. Små slaveholdere kunne føle sig tilskyndet til at vende hjem af frygt for at lade deres kvinder være ubeskyttede, ladt alene tilbage på isolerede farme, hvor de mandlige slaver var de eneste mænd, der ikke var trukket i uniform. Hvad grundene end var, og hvad forskellene i motivationerne end var, kunne deserteringer på et hvilket som helst givet tidspunkt ribbe hærene for helt op til en tredjedel af deres styrke.
I 1861 var desertering imidlertid et problem, der stadig lå langt ude i fremtiden for regeringerne. Ved krigens udbrud var de spæde hæres største bekymring, hvordan man skaffede våben og ammunition til soldaterne samt tøj og mad og ikke mindst officerer til at anføre dem. At udruste hæren var specielt problematisk for Sydstaterne. Skønt Konføderationen i de første måneder efter løsrivelsen nød godt af beslaglæggelsen af forbundsstatens arsenaler, var de fleste af våbnene gammeldags, uriflede flintmusketter. Musketten kunne moderniseres ved at udbore løbene og ændre antændingsmekanismen og udstyre den med fænghætte. Den vigtigste rustningsleverandør befandt sig imidlertid i Europa. Et af hovedformålene med Sydstaternes blokadebrud og med deres oversøiske anskaffelsesprogram var at købe våben i udlandet. Det foretrukne våben var den britiske Enfield-riffel, der var nært beslægtet med Nordstaternes Springfield-riffel.
Sydstaterne blev ved overtagelsen af maskineriet på Harpers Ferry – suppleret med det, der allerede fandtes i de eksisterende arsenaler i Richmond og Fayetteville i North Carolina – i stand til selv at kunne fremstille våben i 1861. Udrustningen af artilleriet var imidlertid vanskelig. Erobringen af Fort Sumters kanoner og den føderale flådebase i Norfolk gav noget udstyr, men fæstningskanonerne var for store og tunge til at kunne bruges i større målestok i feltbatterierne. Manglerne blev forsøgt udbedret med lagrene hos de frivillige enheder, import fra udlandet og produktionen fra Tredegar Iron Works i Richmond, som skulle blive Sydstaternes arsenal. Sydstaterne viste sig også at være dygtige til at improvisere fremstilling af ammunition. To af ingredienserne i krudt, nemlig kul og svovl havde man allerede. Den tredje, salpeter eller kaliumnitrat, manglede man. Josiah Gorgas, der var blevet udnævnt til artillerichef i april 1861, gik i gang med at udbedre denne mangel ved at finde mulige forsyningskilder i Sydstaterne. En af hans underordnede fandt en sådan kilde i nogle kalkstensgrotter i den sydlige del af Appalacherne; andre blev fundet i indholdet i natpotter og på væggene i heste- og kostalde, der blev skrabet rene for aflejringer af heste- og kourin. Imod alle odds risikerede Sydstaterne ikke på noget tidspunkt at tabe på grund af mangel på krudt, som blev produceret i en til formålet opført fabrik i Augusta i Georgia.
I sommeren 1861 stod Nordstaterne over for et udstyrs- og forsyningsproblem, der var nøjagtig lige så alvorligt som Sydstaternes, men med nogle få forskelle: For det første besad man en fabrikskapacitet, der ikke blot var væsentlig større end Sydstaternes, men som også, når den først var mobiliseret, kunne dække alle de militære behov. For det andet kunne produktionen suppleres med import, eftersom nordstatshavnene ikke var underlagt blokade, næsten hele den amerikanske handelsflåde var under Nordstaternes kontrol, og nok så væsentligt var Nordstaternes kreditværdighed stærk i udlandet. For det tredje var de hjemlige finanser også stærke, takket være en klog finanspolitik. Finansminister Salmon P. Chase indstiftede metoden med at sælge statsobligationer – i praksis en krigsgæld, der skulle betales tilbage i bedre tider – direkte til små investorer. Samtidig overtalte finansministeriet Kongressen til at legalisere brugen af papirpenge. Sydstaterne begyndte kort efter også at udstede papirdollar, men med katastrofale resultater: Ved krigens afslutning, hvor inflationen var vokset til 9.000 procent, var sydstatspengene værdiløse. Nordstatsdollaren beholdt sin værdi, fordi finansministeriet indførte et rigoristisk krigsskattesystem, som efterlignede det, Storbritannien havde indført under Napoleonskrigene. Det amerikanske militærsystem var et historisk derivat af det britiske. Og den amerikanske krigsskat efterlignede, bevidst eller ubevidst, de nødforanstaltninger, Storbritannien havde indført for at finansiere Nelsons flåde og Wellingtons hær. Og man gik videre endnu. Ikke blot blev luksusvarer og indkomster beskattet, men også serviceydelser, handelstransaktioner og arv. I 1865 havde De Forenede Stater verdens mest omfattende skattepolitik. Indtægterne dækkede krigsudgifterne – omkring tre milliarder dollar – uden problemer og holdt devalueringen under 90 procent. Krigsskatterne, herunder også indkomstskatten, blev alle hurtigt afskaffet igen efter 1865.
Denne krigsfinanspolitik kunne imidlertid ikke udruste nordstatshærene ved krigsudbruddet. Det nødvendige materiel var simpelthen endnu ikke fremstillet og kunne derfor ikke købes. Og der var meget andet, der manglede, blandt andet de titusindvis af heste og muldyr, der skulle bruges som trækdyr til artilleribatterier og transportvogne. Dyrene var der, men de var endnu ikke inddraget til regeringsbrug. Men det var først og fremmest alle de øvrige fornødenheder, der i 1861 var brug for at fremskaffe – ikke blot musketter og kanoner, men uniformer, bælter, patrontasker, rygsække, støvler, telte, sadler, seletøj og de 117 forskellige ting, som en velorganiseret hær har brug for for at kunne operere: medicindepoter, køkkenudstyr, tæpper, veterinære fornødenheder, telegrafkabler – en nærmest endeløs liste. Hærene vaklede dér midt i århundredet på kanten af moderniseringen, med en fod i den militære fortid, hvor militærstyrke og antal alene var det, der gjaldt, og med den anden fod i den militære fremtid, hvor teknologien spillede en altafgørende rolle. Det underudviklede Syden var forbundet med fortiden, mens Nordstaterne var på vej ind i fremtiden, godt hjulpet på vej af den industrielle revolution. Syden skulle komme til at udrette vidundere af improvisationer for at opretholde sin krigsindsats, og trods mangel på stort set alt, skyldtes nederlaget i sidste instans ikke manglen på det nødvendige; ikke desto mindre førte man i bedste fald en fra-hånden-til-munden-eksistens. Norden derimod blev hvirvlet ind i et økonomisk verdensherredømme af krigen. Et tilsyneladende uendeligt boom, skabt af efterspørgslen på krigsmateriel, herunder landbrugsvarer – uld til uniformer, læder til støvler og korn og kød til rationer – såvel som fabriksvarer, skulle drive De Forenede Staters økonomi frem til førstepladsen i verdensøkonomien i 1880. En stor del af denne produktionsmæssige ekspansion lå inden for de forventelige produktkategorier såsom skinner til militærjernbaner og panserplader til flodkanonbåde, men det gjaldt ikke alt. Som James McPherson understreger var to af de mest kreative fornyelser, krigen gav anledning til, opfindelsen af standardstørrelser i herreekvipering og Blake-McKay-maskinen til at sy såler på støvlerne i støvlefabrikkerne.9
Efter den indledende krise blev regimenternes udrustning langsomt mindre presserende. I 1862 havde både Nord- og Sydstaterne fået en musket per mand og et sæt uniformer. At finde officerer til at lede og anføre soldaterne forblev derimod et problem, eftersom Amerika ikke var i besiddelse af en egentlig officersklasse, som man havde det i Europas historiske kongedømmer. Tanken om en officersklasse var simpelthen i modstrid med den store republiks grundlæggende etik, der havde gjort alt for at udelukke adelstitler og rangforordninger i sine grundlæggende dokumenter. Tanken om valg, der var så stærk i det amerikanske liv fra revolutionen og fremefter, betragtedes gennemgående af både militserne og de frivillige af 1861 som vejen frem inden for militæret såvel som i det politiske liv. I de nye regimenter var det almindelig praksis, at man fandt sine officerer ved valg, men mange af de valgte viste sig – skønt store mænd i det civile liv – at være uduelige i krig. Hvad hverken militsfolkene eller de frivillige forstod, var, at kamp i tæt formation, som borgerkrigen kom til at bestå af helt til den bitre ende, hvor den tætte formation afgjorde udfaldet, var en yderst teknisk affære. Officererne skulle vide, hvordan man organiserede soldaterne i geledder, hvordan man manøvrerede geledderne under træfningerne med fjenden, samt nøjagtigt hvornår man skulle give ordre til at skyde. Hvis man gjorde det for tidligt, gik ammunitionen tabt; gjorde man det for sent, kunne fjenden måske nå at få sin skudsalve fyret af først. Det tog et halvt minut at genlade Springfield-riflen. Geledder, der havde fyret for tidligt og dermed ikke skadet fjenden, kunne blive tilintetgjort af bedre anførte tropper, mens de fumlede med deres patroner og ladestokke.
”Store mænd” – lokalt betydningsfulde personer, politiske problemknusere, der kunne overtale folk til at melde sig som frivillige – manglede som regel enhver forståelse for, hvordan de skulle manøvrere de regimenter, de havde skabt, når man stod over for fjenden. Deres soldater befandt sig som regel i en vanskeligere situation end de frivillige i 1914, der med deres magasingeværer kunne dække deres front med tilstrækkeligt ild til at holde fjenden fra livet. I 1914 blev geværskytterne ydermere instrueret i at lægge sig fladt ned på jorden, undtagen når de angreb. Geværskytterne af 1861, der var udstyret med enkeltskudsvåben, forventedes at stå op, skulder ved skulder, og koncentrere deres ild i omhyggeligt synkroniserede skudsalver, eftersom det var den eneste måde, de kunne gøre sig håb om at overvinde deres modstandere.
Den taktiske beherskelse af kamp i tæt formation kunne kun læres ved gentagelse. Det skal siges til deres ros, at nogle af de nye regimenter i 1861 havde lært sig selv det ved at eksercere i timevis lige fra begyndelsen. Nogle få havde etableret ”skoler” eller ”lejre”, hvor officerer og sergenter lærte håndværket, inden man indkaldte rekrutter. Men eksercits kunne imidlertid ikke lære de uerfarne tropper kunsten at beherske en slagmark. Disse færdigheder krævede års, ikke ugers, træning eller erfaring fra slagmarken – noget ingen havde i midten af 1861. De eneste soldater med tilstrækkelig forståelse for manøvrering og skydning var de regulære nordstatstropper, som var alt for få til at oplære de nye frivillige og militskorps og de nyuddannede fra Amerikas militærskoler.
Den årlige optagelse på West Point var begrænset. Optagelsen var på omkring hundrede eller derunder, og det var endnu færre, der kom ud efter fire år. I 1861 var der 239 kadetter på West Point, heraf kom de 80 fra Sydstaterne; 76 trak sig eller blev smidt ud, fordi de nægtede at aflægge troskabsed til Unionen. Sydstaterne var overrepræsenteret blandt hærens officerer, og 313 fratrådte deres officersstillinger for at ”følge deres stater”, hvilket kun efterlod 440 West Point-kandidater i Nordstaternes tjeneste. Andre sluttede sig til den ene eller den anden hær fra stillinger i det civile liv efter krigsudbruddet, men alt i alt var der under 3.000 kandidater i tjenesteduelig alder, så der var langt fra nok til at sikre professionel ledelse i den målestok, der var brug for. West Point-kandidater, der vendte tilbage til tjenesten fra deres otium, blev normalt udnævnt til befalingshavende officerer for de frivillige regimenter og militserne, sådan som for eksempel Ulysses S. Grant i Illinois. Mange steg hurtigt til generalsgrad – 300 i Nordstaternes hær og 150 i Sydstaternes. Borgerkrigen var på overkommandoniveau i høj grad en West Point-krig.
Antallet af uddannede officerer i Sydstaterne blev forøget med kandidater fra de private militærskoler, som var særlige sydstatsinstitutioner. De to mest velkendte er Virginia Military Institute (VMI), grundlagt i 1839 i Lexington, og South Carolina Military Academy i Charleston, der senere skulle blive kendt som Citadellet. I 1861 udgjorde antallet af Virginia Military Institute-kandidater 455. Hvis man imidlertid talte dem med, der havde gået der, uden at tage afgangseksamen, var der i alt 1.902. Ud af disse kæmpede 1.791 i borgerkrigen. I 1861 var en tredjedel af Virginias majorer og oberster Virginia Military Institute-officerer. Citadellet og Virginia Military Institute var dog ikke de eneste kilder til privatuddannede officerer i Sydstaterne. Der var også North Carolina Military Institute i Charlotte (1859), Arkansas Military Institute (1850) og West Florida Seminary (1851). Alabama havde tre små militærskoler: Southern Military Academy i Wetumpka (1860), La Grange College and Military Academy (1860) og Glenville Military Academy (1858). Der var tre i Mississippi: Mississippi Military Institute i Pass Christian, Brandon State Military Institute og Jefferson College i Natchez. Indstiftelsesdatoerne for militærskolerne i Alabama og Mississippi har ingen betydning. De var formentlig frugten af krigsfeberen i Syden i fredens sidste dage; formentlig var de ikke andet end militære kostskoler. University of Alabama oprettede et kadetkorps i 1860. Universiteter var imidlertid ikke karakteristiske sydstatsinstitutioner, til trods for eksistensen af gamle institutioner som University of Virginia og College of William and Mary i Williamsburg. De rige sydstatsdrenge tog til Princeton; nogle få tog til Harvard eller Yale.
De Forenede Staters flådeakademi, der lå i Annapolis i Maryland, hvor man skønnede, at det lå for udsat, blev flyttet til Atlantic House Hotel i Newport på Rhode Island den 9. maj 1861 for at beskytte det mod sydstatsangreb. Sydstaterne grundlagde deres eget flådeakademi den 623. marts 1863; først om bord på CSS Patrick Henry på Jamesfloden syd for Richmond, senere på land i nærheden af Fort Darling. At dømme efter fæstningsvoldene, der stadig kan iagttages, har det været et koldt og klamt sted.
Sydstaterne begyndte at etablere en flåde i det øjeblik, krigen brød ud, ved at beslaglægge krigsskibe fra den nationale flåde overalt i de sydlige farvande og opbringe eller chartre civile skibe, ligesom man satte en egenproduktion af skibe i gang. Det var imidlertid af større betydning at få stablet en hær på benene til at forsvare Sydstaterne mod Unionen. Denne opgave begyndte allerede inden angrebet på Fort Sumter, skønt ikke på særlig logisk vis. Som i Nordstaterne var der to magtniveauer – centralmagten og den enkeltstatslige magt – og ofte var de i konflikt. Yderligere var der tre principielt forskellige militærorganisationer: den regulære hær, statsmilitserne og de nye frivillige, præcis som i Storbritannien under Napoleonskrigene. Den 28. februar 1861 bemyndigede sydstatskongressen præsident Jefferson Davis til at engagere statstropper eller frivillige, der havde deres guvernørers tilladelse, til et års tjeneste. Dette var starten på, hvad professor Peter Parish har kaldt den ”provisoriske” sydstatshær. Den 6. marts vedtog sydstatskongressen etableringen af en regulær hær, men dens størrelse blev kun fastsat til 9.000 mand, og man hørte aldrig senere noget videre til den. Samme dag blev den ”provisoriske” hær udvidet betragteligt. Kongressen bemyndigede præsidenten til at indkalde 100.000 frivillige til 12 måneders tjeneste og til at godkende statsmilitsernes tjeneste i op til seks måneder. Den 6. maj blev han bemyndiget til – uden at afvente staternes accept – at optage enheder i sydstatstjeneste for tre år ad gangen, eller så længe borgerkrigen varede, såfremt denne varede kortere. I august, hvor han allerede havde 200.000 våbenføre mænd, fik han bemyndigelse til at indkalde yderligere 400.000 frivillige.
Herefter lå karakteren af denne ”provisoriske” hær fast. Højtstående officerer havde officersbestallinger fra Konføderationen, skønt de normalt også havde officersudnævnelser fra deres staters militser. De menige og deres regimentsofficerer op til oberstgraden tilhørte statsmilitserne eller de krigsfrivillige organisationer – en situation, der stort set svarede til situationen i Nordstaterne. Efter den 16. april 1862, hvor Konføderationens lov om værnepligt blev vedtaget, blev alle raske hvide mænd mellem 18 og 35 år imidlertid tvangsindrulleret. Aldersgrænserne blev senere udvidet til henholdsvis 17 og 50 år i februar 1864, skønt de yngre og ældre kun blev hvervet til staternes forsvar. Ulogisk nok blev soldaterne fortsat hvervet til statsregimenterne med statsnavne og -numre, skønt de tilsammen dannede en sammenhængende sydstatshær. Men de statslige guvernørers magt var intakt. Værnepligten var upopulær blandt de frivillige patrioter i Syden, fordi den devaluerede deres frivillige engagement i tjenesten, og ligeså blandt de modvillige, fordi den kastede dem ud i krigen, hvad enten de ville eller ej. De meget modvillige kunne sno sig udenom gennem deres statstilknytning ved at melde sig til statsmilitserne, der var reserveret til tjeneste i hjemstaten. De mere velhavende kunne købe sig substitutter, der ikke ellers var tjenestepligtige, til at tjene i stedet for sig, under påberåbelse af fritagelse på grund af ”uundværlighed” som for eksempel skolelærer. Der blev pludselig grundlagt en hel masse skoler i Syden umiddelbart efter loven om værnepligt. Specielt upopulær hos de fattige patrioter var loven om de ”20 negere”, der blev vedtaget i oktober 1862, og som fritog hvide mænd fra værnepligten på alle plantager med 20 slaver eller mere, for at beskytte kvinderne, der ellers blev ladt ene tilbage ved mændenes indrullering. Omkring 4.000-5.000 plantageejere eller forvaltere opnåede fritagelse under denne lov. De repræsenterede ganske vist kun 15 procent af plantagerne, men lovens klasseskel affødte mange spændinger og meget nag blandt almindelige hvide.
Overordnet er det svært at afgøre, om værnepligten tjente sit formål eller ej. Omkring 900.000 sydstatsmænd blev hvervet i 1861-62, heraf omkring 500.000 af dem som frivillige – et betragteligt antal, selv set med nutidens øjne – måske drevet af truslen om tvang. Igen er der paralleller til Storbritannien under Første Verdenskrig. Der bragte den frivillige bevægelse i 1914 næsten to millioner mænd ind i hæren i 1914-15; da bevægelsen tabte i styrke, måtte man i 1916 indføre værnepligt for at holde hæren intakt. Krigsmaskineriet i England under Første Verdenskrig var imidlertid langt mere effektivt end Konføderationens eller Unionens 50 år tidligere. Det var vanskeligt at opnå fritagelse, og flugt eller desertering var næsten umuligt. I kontrast hertil var desertering under borgerkrigen ganske almindelig, udbredt og let. I en ekspanderende og mobil befolkning (skønt krigen i nogen grad bremsede immigrationen) med en åben grænse i vest og for nordstatsfolkenes vedkommende en neutral nabo mod nord kunne mænd let forsvinde uden de store risici.
Det var muligvis lettere at desertere i Nordstaterne end i Sydstaterne med deres mindre befolkning, og naboer der kendte hinanden samt den vestlige grænse, der var lukket af store flodbarrierer. På den anden side var baglandet øde, og lovløse banders og stimænds væbnede modstand mod autoriteterne en fristelse. At opretholde kontrollen med en hær på næsten en million mand, for slet ikke at tale om at udruste og forsyne den, var et stort pres for både centralmagten og statsregeringerne i Sydstaterne, og at et kollaps blev undgået så længe, som det var tilfældet, viser, hvor magtfuldt et greb løsrivelsen havde over sydstatsfolkenes sind.
Lincolns første opgave, efterhånden som krigen begyndte at rulle ind over Unionen, var at udvide militærstyrkerne, dvs. den lille regulære hær, statsmilitserne og de frivillige, der tjente som statsstyrker. Det lille marineinfanteristkorps blev næsten ikke udvidet, selvom et af dets regimenter udkæmpede ved Det Første Slag ved Bull Run. Over halvdelen af dets underofficerer hoppede af til Syden. Antallet af generaler og stabsofficerer i den regulære hær blev forøget, omend kun langsomt. Mange brigadegeneraler og generalmajorer blev i starten sat ind sammen med de frivillige for først senere – om overhovedet – at modtage regulære officersbestallinger. Generalmajor var den højeste grad, man kunne opnå. Undtagelsen fra reglen var Ulysses S. Grant, der blev udnævnt til generalløjtnant i marts 1864, da han blev indsat som øverstkommanderende af Kongressen.
Lincolns første mobiliseringstiltag i april og maj 1861 bestod i at indkalde 117.000 frivillige, som de statslige guvernører skulle finde blandt deres militser, og som skulle tjene i tre måneder, hvilket senere blev forlænget til tre år. Staterne reagerede straks og sendte organiserede regimenter til Washington, der var frontposten i konfrontationen mellem Norden og Syden, og de lovede, at flere ville følge efter. Den 3. maj lovede Pennsylvania, der var en af de folkerigeste stater, 24 regimenter. Ohio, den væsentligste af staterne i Midtvesten, sendte 22 regimenter. New York havde 20.000 mand under våben. De mindre New England-stater tilbød fire regimenter med det samme og yderligere fire på et senere tidspunkt, Vermont, Connecticut og Rhode Island tilbød hver et; Maine et med det samme og tre, når de var parate; New Hampshire et, der var mønstret, og to eller fire senere. Fra Midtvesten rapporterede Wisconsin et regiment klart, et i træningslejr og to mere med dags varsel. Iowa havde to regimenter under optræning og Michigan seks i forskellige stadier af forberedelse.
Alle disse regimenter var stærkere på papiret end i realiteten. De manglede uddannelse og først og fremmest uddannede officerer. De manglede våben og udrustning, ja, de manglede sågar en sammenhængende organisering. I begyndelsen blev organisationsplaner ivrigt debatteret i Washington blandt de forskellige embedsmænd, som Lincoln havde arvet eller udpeget til at bestride militære embeder. Den gamle Winfield Scott, der var generalstabschef, var for gammel til at påtage sig detaljeret administration. Han indskrænkede sig til at udtænke en national strategi for at vinde krigen og overlod organisationen af en national hær til sine kollegaer. Krigsminister Simon Cameron var ikke i høj kurs hos Lincoln, der overlod organisationen af de frivillige til finansminister Salmon P. Chase. Chase var dygtig til at løse komplicerede problemer, og selvom han også var ryggesløst ambitiøs, havde han gjort indtryk på både Lincoln og Scott. Chase hvervede to mænd til at hjælpe sig: William B. Franklin, finansministeriets ledende arkitekt og endnu en West Point-kandidat, og brigadegeneral Irvin McDowell, der var viceadjudantgeneral.
McDowell, der senere skulle få overkommandoen, var en erfaren og kultiveret stabsofficer, som havde været udenlands. Han kendte de europæiske militærsystemer. Det amerikanske system var af engelsk oprindelse, baseret på små, uafhængige regimenter, der ikke var underlagt nogen overordnet organisering. Den kritiske situation i 1861 havde resulteret i massevis af frivillige, der ikke var underlagt noget system. McDowell og Franklin foreslog derfor at oprette en nationalhær efter europæisk forbillede: De frivillige skulle indrulleres i regimenter med nationale numre, med to aktive bataljoner og en tredje til at supplere dem, anført af føderalt udpegede officerer. Staterne skulle stadig spille en rolle, men den skulle indskrænkes til at sørge for rekruttering i forhold til deres repræsentation i Kongressen og til at udpege officerer, som præsidenten så skulle udnævne. Salmon Chase, en dreven politiker, der havde været guvernør for Ohio, afviste deres forslag som værende for meget i centralmagtens favør. Staternes frivillige og vælgerne ville forvente, at regimenterne havde statsnavne og -numre, og at deres officerer blev udnævnt af staternes guvernører. Han insisterede endog på at fastholde det gamle, velkendte militsregimentsystem. Som resultat heraf havde de fleste regimenter, til trods for, at bestemmelserne fra maj 1864 fastlagde, at de frivillige regimenter i forbundstjenesten skulle have to bataljoner, i praksis kun en, som næsten altid havde problemer med at holde antallet. Krigen igennem fandt staterne det enklere at oprette nye regimenter end at fylde de huller i geledderne i de eksisterende regimenter, der opstod som følge af tab, sygdomme og deserteringer. Arven fra de gamle britiske, royale mestre hvilede tungt på den store republiks redningsstyrker: Små regimenter fra de gamle kolonier og deres arvtagere, anført af efterkommere til de gamle koloniguvernører, skulle udkæmpe demokratiets kampe. Deres modstandere var ligesådan. Forbundstroppernes og den statslige nationalgardes verden lå stadig et halvt århundrede ude i fremtiden.
De officerer, der havde rejst eller besøgt hære i udlandet – Henry Halleck, McClellan, McDowell – var imidlertid bekendte med organisering over regimentsniveau, med brigader, divisioner, ja sågar særskilte armeer. Disse større formationer var ukendte i amerikansk militærhistorie. Selv under Den Mexicansk-amerikanske Krig i 1846 havde generalerne Taylor og Scott ikke organiseret noget større end brigader og divisioner. Krisen i 1861 repræsenterede imidlertid en større udfordring. Lincoln, Scott, Chase og McDowell indså fra starten af, at de for at imødegå den var nødt til at oprette adskilte armeer og egnede underopdelinger under generaler med ansvar i overensstemmelse hermed og underlagt et konventionelt hierarki. Ud af statsmilitsernes og de frivilliges spredte geledder var man nødt til at etablere en hær med napoleonsk formalisering. I Nordstaterne begyndte konturerne af en sådan næsten at aftegne sig, så snart oprøret blev manifest: Brigadegeneraler blev udnævnt til at lede brigader, generalmajorer til at kommandere over divisioner. Midt i juni – længe efter de første skudvekslinger ved Fort Sumter og mellem tropper andetsteds i felten – havde Nordstaterne imidlertid stadig kun fem operative armeer: en ved arsenalet i Harpers Ferry, der var opgivet, men tilintetgjort af førkrigsgarnisonen, under den aldrende general Robert Patterson; en under general Benjamin Butler ved Fortress Monroe, der var den store bastion i Virginia; general McDowells armé ved Washington; general George McClellans lille, men nyligt sejrrige styrke i det vestlige Virginia og general Nathaniel Lyons i Missouri.
Det var ikke manglen på mænd, der begrænsede styrkerne i felten. Tværtimod var der en overflod af mænd, som dette eksempel med staten og byen New York viser. I den første overvældende bølge af entusiasme bekendtgjorde statens regering, at man ville rejse 38 frivillige regimenter på toårige kontrakter. Samtidig tilbød byen 14, hvilket gav anledning til en diskussion med Washington om, hvorvidt de frivillige skulle tjene i to eller tre år. Byens militærkomité, som finansierede rekrutteringen og udrustningen med byens enorme rigdom, men ønskede at overføre udgifterne til den nationale regering, gik med til tre år, men begyndte så at skændes med statens regering om, hvorvidt byens 14 regimenter skulle tælle med som en del af eller et ekstra tillæg til de 38 frivillige. Diskussionen blev langt om længe lukket med Lincolns beslutning om, at de skulle være et ekstra tillæg. I løbet af 1861 mobiliserede New York stat og by 120.000 mand i 125 regimenter, bataljoner eller artilleribatterier.
Hvis manglen på mænd ikke var, eller hurtigt ophørte med at være, et problem for Unionen, så udgjorde manglen på udstyr, våben og andre forsyninger til gengæld et alvorligt problem. Vanskeligheden ved at forsyne armeer i felten var en gammel hindring under krigsførelse. Kun de mest avancerede stater lærte, hvordan man skulle erhverve sig forsyninger i store partier og distribuere dem til soldaterne. Krigsførende stater blev alt for ofte drevet til regelrette beslaglæggelser af forsyninger i operationsområdet. Syden, hvis soldater var opfostret på majsbrød og flæsk, og som stort set kun kæmpede på egen jord, var i begyndelsen i stand til at opretholde rimelige forsyninger. Efterhånden som krigen trak ud, blev man imidlertid nødt til at søge tilflugt i en lov om tvangsudskrivning, der pålagde farmere i operationsområdet eller i nærheden af jernbaner at sælge deres afgrøder til fastlagte priser under markedsværdien. Det forudsigelige resultat var hamstring og hemmeligholdelse af husdyrhold. Sydstatssoldaterne sultede som konsekvens heraf ofte eller måtte klare sig med et absolut minimum, og mindre endnu jo længere krigen stod på. I Norden derimod blev forsyningerne – efter en indledende periode med mangel på organisation – sat effektivt i system. Hjernen bag dette var Montgomery Meigs, kandidat fra både University of Pennsylvania og West Point, der som officer ved ingeniørkorpset konstruerede Capitols kuppel (under opførelse under krigen) og også Washingtons vandforsyning. Meigs var ekstremt kompetent og ubestikkelig.
Skønt ikke direkte ansvarlig for at sørge for forsyninger, som var forplejningsdepartementets og dets underordnede funktionærers ansvarsområde, indkøbte og organiserede Meigs de tog med heste, muldyr og vogne, der bragte føde til hærene. Hans ansættelse faldt sammen med starten på revolutionen i fødevareproduktionen i Amerika, da udnyttelsen af prærielandet som korndyrkende region og organiseringen af pakningen af såvel frisk som konserveret kød i Chicago stod på tærsklen til at gøre De Forenede Stater til verdens førende nation. Meigs arbejdede som generalintendant sammen med forplejningsdepartementet og var i stand til at sørge for, at alle nordstatssoldater hver dag modtog beskøjter og kødkonserves eller saltet kød, suppleret med tørrede grøntsager, kaffebønner, pickles og sirup. Nordstatsrationerne var sjældent overdådige, men de sikrede, at ingen sultede, og at nordstatssoldaterne var de bedst bespiste i krigshistorien indtil da.
Meigs klædte også hæren på, anstændigt om end ikke prangende, og han transporterede den ad floder, veje og jernbaner. Nordstaterne stod med deres ekstensive jernbanenetværk, der blev yderligere udvidet under krigen, aldrig i fare for at have utilstrækkelige strategiske forbindelseslinjer. Meigs’ mest imponerende bedrift var at sikre nordstatshærens taktiske transportsystems effektivitet ved hjælp af vogne og trækdyr. Både Syd- og Nordstaterne havde enorme reserver af heste og muldyr. Meigs indkøbte heste og sørgede for deres foder i stor målestok. I 1863 havde nordstatshæren halvt så mange heste som mænd, noget man aldrig før havde set i krigsførelse. Meigs indførte en standard på en hest eller et muldyr for hver totre mand og en vogn per fyrre mand, når man opererede i fjendtligt territorium. ”En krigsførende armé på 100.000 mand krævede derfor 2.500 forsyningsvogne samt mindst 35.000 dyr og konsumerede 600 tons mad hver dag.” Dyrene blev hurtigt udslidte; udmarvede og overanstrengte som de var, havde heste og muldyr i tjeneste kun en forventet levetid på nogle få måneder.
Vognene var lette at bygge, og forsyningerne af trækdyr slap aldrig op, trods det høje nedslidningstempo. Den mest presserende mangel ved krigsudbruddet var manglen på håndskydevåben og artilleri. Nordstaterne fremstillede våben i Springfield i Massachusetts og i Harpers Ferry og havde arsenaler flere andre steder. De enkelte staters regeringer havde også våbenlagre til at forsyne deres militser, skønt mange af våbnene var forældede modeller. I april 1861 var der omkring 600.000 håndskydevåben i landet, omkring 240.000 i Syden og resten i Nordstaterne. Springfield våbenfabrik havde en årlig produktion på 20.000. Den blev snart sat op til 200.000, men indtil da måtte Nordstaterne købe i udlandet, ligesom Sydstaterne gjorde, inden blokaden satte ind. Sydstaterne, der manglede penge, havde i august 1862 kun købt 50.000, mens Nordstaterne havde købt 726.000. Men mens Sydstaternes mangel på våbenfabrikker tvang dem til at fortsætte med at købe i Europa – alt i alt blev det til 580.000 rifler – opfyldte produktionen fra Springfield og 20 andre private leverandører Nordstaternes behov. Det var en stor fordel, at den britiske Enfield-riffel, som var den mest almindeligt importerede, var en 58-kaliber, så den kunne tage Springfield-projektilet, der var 57-kaliber. Det passede ikke blot nordstatshæren, men også sydstatshæren godt, eftersom den på slagmarken og ved beslaglæggelsen af nordstatsarsenaler skaffede sig 100.000 Springfield’ere ret tidligt og således kunne supplere de mange Enfield’ere, man indkøbte. Begge våbentyper brugte minié-kugler, et konisk projektil med furer, der udvidede sig ved affyring, så det passede med geværets kaliber og greb riffelgangen. De var præcise på op til 450 meters afstand og forårsagede frygtelige sår.
Der skulle imidlertid gå mindst et år, inden Springfield- og Enfield-geværerne blev standard i de to hære. Langt ind i 1862 var mange soldater, specielt i Sydstaterne, stadig udstyret med glatløbede flintelåsmusketter eller med musketter, som man havde boret riffelgange i og tilpasset til fænghætter. Ligegyldigt hvilken model man havde – Nordstaterne havde under krigen 226.000 østrigske, 57.000 belgiske og 59.000 preussiske rifler – var de alle forladegeværer. Nogle nordstatskavalerister og skarpskytteenheder blev udstyret med bagladegeværer, men det var et mindretal. Hovedparten af soldaterne måtte fortsat banke projektil og krudt ned gennem løbet med en ladestok og gøre klar til skud ved at placere en fænghætte under geværhanen. Erfarne soldater kunne måske affyre op til tre skud i minuttet.
Endnu mere end håndskydevåben manglede man artillerikanoner. I 1861 havde nordstatshæren kun fem kanoner. Det var den såkaldte Napoleon med en standardkugle på 12 pund. I løbet af krigen steg antallet til over 1.100. Sydstaterne havde cirka 600, en bemærkelsesværdig bedrift, når man tager manglen på støberier og ingeniørkapacitet i betragtning. Napoleonskanonen var en glatløbet kanon med en skudvidde på 1800 meter. Nordstatshærens feltartilleri anskaffede under krigen yderligere 587 10-punds Parrott-kanoner, en riflet kanon med fuld præcision inden for en skudvidde på 1800 meter, 925 3-tommers kanoner med riffelløb, 388 12-punds bjergkanoner og nogle 24- og 32-punds howitzere.
Feltartilleriet på begge sider bestod imidlertid mest af 12- og 10-punds kanoner, og der var forbløffende få af dem. Krigen var i langt højere grad en krig på geværer end på artilleri, men når der var artilleri til stede i større mængder, gjorde det ufattelig skade. Alligevel var det sjældent, at feltartilleriet blev erobret, selv hvis det var opstillet forrest på slagmarken. Måske skyldtes det, at det var så værdifuldt for begge parter, at man ville gå meget langt for at beskytte det. Belejringsartilleri som det, der var blevet brugt ved Fort Sumter, var der til gengæld overraskende meget af, formentlig fordi forbundsregeringens første- og tredje-systemfæstningsprogram havde krævet det. Det omfattede Rodman-kanoner med kalibre mellem 8 og 20 tommer og ældre 24- og 32-punds kanoner. Sydstaterne, som nød godt af erobringen af et stort antal af forbundshærens tunge kanoner ved Fort Sumter og Norfolk flådebase, deployerede adskillige 8-, 10- og 15-tommers Columbiads. Begge sider deployerede et stort antal kortrækkende morterer.
Alt artilleri under borgerkrigen var forladere. Det tungere artilleri var urokkeligt og kunne kun flyttes ved store og tidskrævende anstrengelser. Feltartilleriet, som bestod af Napoleon- og Parrottkanoner, var organiseret i batterier på fire eller seks kanoner og seks heste og en ammunitionsvogn til hver kanon. Den vigtige ammunitionskolonne var også hestetrukken. Kanon og ammunitionsvogn kunne manøvrere hurtigt gennem landskabet, og når den var i aktion, kunne et mandskab på seks eller syv artillerister affyre op til to skud i minuttet. Normalt var det imidlertid mindre, men fordi kanoneksercitsen var en serie metodiske trin, der hver udførtes af en enkelt mand, kunne selv amatørhold hurtigt lære at samarbejde. Borgerkrigens batterier var hurtigere i funktion end geværregimenterne, hvor hundredvis af individers ladning og affyring var vanskeligere at koordinere.
Ingeniører, signalmandskab og jernbanetropper var lette at rekruttere for Nordstaterne, som havde mere brug for dem end Sydstaterne. Man fandt dem blandt rækkerne af mænd, der var i gang med at opbygge det industrialiserede Amerika. Ingeniørkorpsene havde udgjort eliten i hæren forud for krigen og bestod næsten udelukkende af officerer. Krigens menige blev organiseret i arbejdshold, nogle gange kaldet ingeniørsoldater, minører eller pionersoldater efter europæisk forbillede. De blev nu og da udkommanderet som kampingeniører til at bygge broer i felten, men som regel arbejdede de med konstruktion af veje og fæstningsvolde. Sydstaterne begyndte med at etablere korps af officersingeniører, der overvågede et mindre kompagni af ingeniør- og pionersoldater, men efterhånden som krigen trak ud, oprettede man flere regimenter af menige ingeniører og pionersoldater. I 1862 oprettede man også et signalkorps, hvis opgaver omfattede opsnapning af Nordstaternes signaler samt andet efterretningsarbejde. Hverken Nord- eller Sydstaterne oprettede imidlertid en egentlig efterretningstjeneste, men Nordstaterne forsøgte sig med at hyre Pinkertons detektivbureau, dog med et utilfredsstillende resultat. På grund af nord-syd-grænsens gennemtrængelighed cirkulerede der mange efterretninger, så ingen af parterne syntes at have behov for at iværksætte organiseret spionage mod den anden.
I 1865 var forbundshæren, som var startet som en miniaturekopi af den britiske hær, og sydstatshæren, der slet ikke havde eksisteret før, vokset til at være de største og mest effektive hære i verden, opdelt og underopdelt i veludviklede operative formationer og enheder, der dækkede enhver militær specialfunktion. Skønt affærdiget af europæernes store militærfolk som amatører og uprofessionelle overgik de begge, men specielt nordstatshæren, både den franske, den preussiske og den russiske i opdateret erfaring, og havde det ikke været for det mellemliggende Atlanterhav, kunne de have truet dem alle med nederlag.