Femte Kapitel

Borgerkrigens militærgeografi

Geografi, den mest betydningsfulde af samtlige faktorer, hvad angår krigsførelse, havde en afgørende betydning for krigsførelsen i Nordamerika, hvor de udstrakte landområder og deres varierede og dramatiske karakter tvinger soldater til at tilpasse sig deres krav i langt højere grad end i næsten en hvilken som helst anden del af verden. I 1861 havde der allerede været masser af europæisk krigsførelse i Nordamerika. Europæiske krige havde fået amerikanske navne for at betegne den del af kampene, der blev udkæmpet der: Dronning Annes Krig om Den Spanske Arvefølgekrig, Kong Georges Krig om Den Østrigske Arvefølgekrig, Den Fransk-indianske Krig om Syvårskrigen i 1754-1763. Syvårskrigen var oprindelig en amerikansk krig, der trak sine blodige spor tværs over Atlanten til Europa og så langt væk som til Det Indiske Ocean – en konsekvens af den kommercielle betydning det koloniale Amerika havde opnået i midten af 1700-tallet.

Geografi havde bestemt, hvordan hovedpersonerne i den koloniale krigsførelse, briterne og franskmændene, havde bekæmpet hinanden på amerikansk jord. I begyndelsen havde de kæmpet om kontrollen med nøglepositioner på østkysten. Efterhånden som de udbredte deres kontrol længere ind i landet, skiftede konflikten fokus til kontrollen med forbindelseslinjerne, det vil sige floderne. Da Den Fransk-indianske Krig brød ud i 1754, havde Frankrig udformet en strategisk politik for Nordamerika, baseret på at sikre besiddelsen af det, man kontrollerede – nemlig De Store Søer og Mississippis østlige bifloder – og på at forhindre Storbritannien i at få mulighed for at trænge ind på “New Frances” område. Politikken, der blev kaldt “udpostpolitikken” gik tilbage til 1680erne, hvor guvernør D'Iberville var begyndt at bygge fæstninger, der skulle blokere adgangsvejene fra kyststrækningerne over Appalacherne ind i Ohio ad den store Mississippis bifloder: Ohio-, Tennessee- og Cumberlandfloden. Franskmændene var også fast besluttede på at kontrollere de mindre, nordlige floder, Mohawk- og Richelieufloden, der førte fra New Englands kyst til “kontinentets store hovedvej” – floden St. Lawrence. Logikken i den franske politik var enkel: Eftersom befolkningsgrundlaget var sparsomt, mens de britiske kolonister var talrige, krævede besiddelsen af kontinentet, at briterne blev begrænset til kysten øst for Appalacherne og holdt tilbage der af den franske kolonimilits, der bestod af en lille, regulær fransk hær og dens indianske allierede. I 80 år var “udpostpolitikken” en succes for franskmændene. Men i sidste ende blev det et spørgsmål om, hvem der havde flest folk. I 1754 var der kun 55.000 franske kolonister, mens der var en million britiske, hvoraf mange på egen hånd søgte efter sprækkerne i det franske forsvar for at komme længere ind i landet. Cumberland Gap, som var den letteste adgangsvej gennem Appalacherne, var blevet opdaget i 1750 og udnyttet af eventyrere til at bringe handelsvarer til indianerne på den anden side i bytte for pelsværk, som var Amerikas mest værdifulde handelsvare på det tidspunkt. I 1759 trængte briterne ind i St. Lawrence-dalen og ødelagde de franske magtbaser i Montreal og Quebec. Da St. Lawrence først var i deres besiddelse, sikrede briterne sig hurtigt kontrollen med De Store Søer og nåede frem til Mississippi. Det var begyndelsen til enden for “New France", eftersom “udpostpolitikken” var afhængig af, at man beholdt kontrollen over to afspærringer, Appalacherne og Mississippi, for at kunne forhindre briterne i at trænge ind i det enorme område mellem de to: Ohio, det “Gamle Nordvest", og de udstrakte landområder, der senere skulle blive midten af De Forenede Stater. Den franske politik mislykkedes. Den lille nybyggerbefolkning, der var forstærket med assistance fra deres indianske allierede, blev overvældet af deres imperiums enorme størrelse, som for størsteparten var ubeboet. Franskmændene havde gjort meget for at fastlægge konturerne af det, der senere skulle blive til De Forenede Stater. De havde tilbagelagt Mississippifloden i hele dens længde, fra dens sammenløb med Missouri til Den Mexicanske Golf. De havde grundlagt byerne New Orleans og St. Louis. De var trængt så langt mod vest som til Black Hills i Dakota. De var imidlertid ikke nået frem til Stillehavet og havde heller ikke opdaget Rocky Mountains.

Briterne føjede ikke meget til de franske landvindinger i den korte tid, de regerede enevældigt over Nordamerika. Deres amerikanske imperium var primært et kystimperium. De videreførte endog franskmændenes forsøg på at holde nybyggerne øst for Appalacherne, skønt mere for at formilde og berolige indianerne end som en egentlig strategisk politik. Den krig, de udkæmpede for at undertrykke deres kolonisters oprør, blev udkæmpet på et begrænset, smalt område ned langs østkysten og langs grænsen til Canada. Ligesom franskmændene blev de forhindret i at angribe de 13 kolonier fra landsiden på grund af deres talmæssige underlegenhed. Men i modsætning til franskmændene kunne briterne kompensere for deres manglende evne til at manøvrere i det indre af landet ved deres kontrol over havet, skønt de ikke drog nogen synderlig fordel af det. Deres beslutning om at føre krigen ned i Syden i de sidste år af Revolutionskrigen hæmmede ikke kolonisternes krigsindsats, som man kunne have forventet. Hele vejen gennem krigen viste George Washington sig briterne overlegen i kraft af de evner, han udviste til at udnytte vandvejene til at sløre sin marchretning og kystskovene til at skjule sig. Imidlertid gik både den menneskelige og fysiske geografi briterne imod. Der var ingen langdistanceveje, og østkystfloderne, der var korte og løb vest-øst, var ikke brugbare som strategiske adgangsveje. Felttogene i 1776-82 foregreb i mange henseender de senere i 1861-62 under borgerkrigen, og af de samme grunde: dårlige eller ikke-eksisterende veje, vildledende kort eller ingen kort samt floder, der løb den forkerte vej.

Geografien hindrede det franske forsøg på at erobre Amerika og underminerede det britiske. Da borgerkrigen ramte Amerika i 1861, forøgede den politiske udstrækning af det, der dengang var De Forenede Stater, problemet alvorligt. Det var i høj grad til skade for Nordstaterne, at der stort set ikke eksisterede et geostrategisk overblik over De Forenede Staters territorium. Generalerne kunne sige, som Winfield Scott gjorde det ved krigens begyndelse, hvor hærene burde bringes hen, og hvilke steder, der burde sikres. Men de sagde det uden at vide noget som helst om, hvilke vanskeligheder man ville møde på vejen, eller hvorvidt de marcher, de foreslog, overhovedet var mulige. For det første manglede der kort. For det andet var der i hele USA en mangel på den form for viden om landet, som soldater i Europa, selv i et så stort land som Rusland, kunne tage for givet.

Europæiske hære havde militærakademier med undervisning i stabslære og militærgeografi, i hvilke geografisk kendskab blev studeret og sammenlignet. Noget tilsvarende fandtes ikke i Amerika. West Point var en skole for militærteknik i snæver forstand. Der var ikke andre eller højere uddannelsesanstalter for militærvidenskab i landet. Sydens militærakademier var, hvad enten det drejede sig om statslige eller private foretagender såsom Virginia Military Institute og Citadellet, efterligninger af West Point og med lavere akademisk status. Hvis De Forenede Stater havde været i besiddelse af et militærakademi, hvor man underviste i stabslære og krigsførelse, og hvis dette havde indsamlet den tilgængelige topografiske viden, så ville en kandidat derfra måske have kunnet sammenfatte de geostrategiske problemer, De Forenede Staters hær i 1861 stod overfor, på følgende vis:

Det principielle problem, Nordstaterne står overfor i deres bestræbelse på at genoprette Unionen, handler om afstand. Fra Virginias nordlige grænse til New Orleans er der 1.600 kilometer. Fra mundingen af Chesapeake Bay til Mississippi i Memphis er der over 1.400 kilometer. Fra Louisville i Kentucky til Mobile i Alabama er der over 800 kilometer. De 11 løsrivelsesstater dækker således et område, der stort set danner en firkant på cirka to og en halv million kvadratkilometer. Ingen gennemgående veje krydser dette enorme areal. Vejene i området er lokale og er ikke forbundne med andre i nabostaterne eller bare nabosognene, og ofte fortaber de sig i intet uden nogen påviselig grund. Jernbaner tilbyder en vis langdistanceforbindelse over en total afstand på 14.134 kilometer sammenlignet med 22.500 kilometers jernbaneskinner i nordstatsområdet. Sydstatsjernbaner er imidlertid af skrøbelig konstruktion, eftersom de fleste er blevet anlagt i al hast og så billigt som muligt. De har heller ikke standardmål. Der er flere forskellige sporvidder, og hvor de mødes, må man omlade. Som et resultat heraf er der kun to gennemgående ruter i Syden, en fra Richmond via Chattanooga til Corinth i Mississippi; og en anden, der stadig er under konstruktion, fra Montgomery i Alabama til Petersburg i Virginia via Atlanta, Augusta og Wilmington. De to systemer er stort set ikke indbyrdes forbundet. De eneste forbindelser mellem dem er fra Chattanooga til Atlanta og – mindre brugbart – Corinth via Mobile.

Adskillelsen af Sydens jernbanesystemer er dikteret af de store landformationer, specielt Appalacherne, som danner en diagonal skillelinje mellem det øvre og det nedre Syden. Chattanooga-Atlantajernbaneforbindelsen benytter Chattanooga-kløften som adgangsvej gennem bjergene. Skønt Appalacherne komplicerer Sydens forbindelseslinjer i det indre af landet, udgør de også en værdifuld forsvarsbarriere imod angreb fra Unionens territorier i Midtvesten, idet de beskytter Virginia og North og South Carolina mod invasion, selvom de samtidig giver nordstatshærene en beskyttet adgangskorridor ind i de centrale kyststater i Shenandoah Valley, ifald man skulle beslutte sig for en offensiv strategi.

Appalacherne er ikke den eneste større geografiske beskyttelse, oprørerne er i besiddelse af. Lige så væsentlig er de sydlige floder samt grænsefloderne. Ohio og dens store bifloder, Cumberland og Tennessee, danner en linje af voldgrave, der beskytter den centrale del af det øvre Syden, mens Mississippi, som de står i forbindelse med, berøver Unionen ethvert håb om at kunne trænge igennem, selv hvis der skulle kunne etableres kommunikationslinjer fra vest.

På den anden side byder de store topografiske træk også på nogle fordele for Unionen i samme omfang, som de repræsenterer forhindringer. Mississippi og Appalacherne udgør afgørende interne opdelingslinjer, specielt Mississippi. Kan den erobres, er Texas og Arkansas dermed afskåret fra resten af Sydstaterne. Det østlige Mississippi-bækken bliver dermed en selvstændig krigsskueplads, som det bør være Unionens mål at beherske. Adgang til flodbækkenet vil være mulig ved at benytte selve floden som en fremrykningsakse og dens bifloder, Ohio, Tennessee og Cumberland som adgangsveje.

Den østlige grænse for Mississippi-bækkenet udgøres af Appalacherne. Denne grænse kan ikke erobres og sikres på samme måde, som den store flod kan. Ikke desto mindre afgrænser også den en potentiel krigsskueplads, nemlig Georgia og North og South Carolina, der mod øst afgrænses af Atlanterhavet. Kontrol over Georgia og North og South Carolina er et essentielt krigsmål på grund af områdets rigdom og befolkningsstørrelse. Regionen er imidlertid vanskeligt tilgængelig med dens lavtliggende og vandfyldte kystområde, bjergene udgør en naturlig fæstningsvold, og dens floder løber den forkerte vej i forhold til at udgøre adgangsveje. Man kan kun komme ind i regionen fra nord gennem Virginia, eller fra syd via Alabama, eller ved en flankemarch langs Appalacherne. Alle disse ruter frembyder fysiske så vel som militære vanskeligheder.

Enhver krigsplan fra Nordstaternes side kompliceres også af manglen på indlysende mål for en større offensiv operation. I modsætning til Nordstaterne, der har en række store byer, placeret inden for kort rækkevidde fra grænserne såsom Baltimore, Philadelphia, ja selv New York, mangler Syden store byer, og de, der er, nemlig Charleston, New Orleans og Atlanta, ligger stort set alle så langt inde i landet, at de er vanskelige at komme i nærheden af. Kun Richmond ligger inden for rækkevidde, og den er beskyttet af et kompliceret net af floder. Dens status som Sydstaternes hovedstad gør den yderligere til et indlysende mål, hvilket vil opildne Sydstaternes regering til at forsvare den med stærke, menneskeskabte forsvarsværker, som formentlig vil nødvendiggøre langvarig belejring, hvis man skal tvinge sig vej derind. Den landlige karakter af det indre Syden og fraværet af store befolkningscentre tvinger nordstatshæren til at gennemføre lange marcher ind i landet for at konfrontere fjenden, hvor man end kan finde ham. Hvis fjenden undviger direkte konfrontationer og vælger at kæmpe med forhalings- og undvigemanøvrer, vil krigen trække i langdrag. Selv hvis fjenden vælger at kæmpe, giver hans enorme landområder ham mulighed for at trække sig tilbage til landets mennesketomme egne, som – skønt sparsomt bebygget – er landbrugsmæssigt produktive nok til at forsyne sydstatshæren med rigelig proviant.

Nordstaterne står derfor over for udsigten til at skulle udkæmpe en langdistancekrig, der vil være fysisk udmarvende og karakteriseret ved vanskelighederne ved enten at tvinge fjenden til direkte konfrontationer eller – hvis han vælger at kæmpe – ved at skulle kæmpe hårdt og måske ofte på grund, som fjenden udvælger. De eneste regioner, hvor Nordstaterne har en åbenlys fordel er kystområderne, hvor den flådemæssige overlegenhed vil tillade nordstatshæren at landsætte tropper på fordelagtige steder, at true sydlige byer og afkorte marchafstandene. Den omstændighed, at Nordstaterne har bevaret kontrollen over nogle af de store kystfæstninger, taler yderligere til en sådan amfibiestrategis fordel. En vigtig og indlysende linje for en sådan fremrykning langs kysten er ned langs Chesapeake Bay, hvorfra der er flodtilgange til Richmond og en sikker base i Fortress Monroe.

Hvis en sådan geostrategisk vurdering var blevet foretaget ved krigens udbrud, ville begivenhederne have bevist dens præcision. Måske ville den mest forudseende af observationerne have vist sig at være den, der angik kampenes grusomhed og hyppighed. Under den næsten fire år lange konflikt blev der udkæmpet 237 navngivne slag foruden mange mindre kampe og træfninger. De største af dem var karakteriseret ved deres bitre intensitet og store tab på begge sider. Den Amerikanske Borgerkrig skulle blive en af de mest brutale krige nogensinde – igen en geografisk faktor, eftersom fjendens tropper i mangel på indlysende geografiske mål, fremstod som det eneste mål, der var at gå efter.