Syvende Kapitel
Planer
De store hære fra 1865 lå endnu fire år ude i fremtiden, da kanonerne drønede ved Fort Sumter i april 1861. Krigen var brudt ud. Politikere og almindelige mennesker på begge sider var ivrige efter at fortsætte og fuldføre den. Men hvordan skulle våbenmagten indsættes? Hvordan kunne man vinde krigen?
Næppe ved hjælp af de små armeer, der i al hast var blevet sat i felten. De var alt for små til at udrette større skade på hinanden. De var alt for små til at kunne beherske de enorme afstande, og det vidtstrakte areal, hvorpå krigen skulle udkæmpes. Krigsskuepladsen, der udgjordes af Syd- og Nordstaterne, var den største sammenhængende landmasse, nogen erobrer nogensinde havde forsøgt at underlægge sig – større end Napoleons Europa og næsten større end Djengis Khans Eurasien. Da krigen brød ud, var de armeer, de to sider havde været i stand til at mønstre, ikke meget mere end små knappenålshoveder på kortet: McDowells 35.000 mænd til forsvar af Washington, stod over for Beauregards 20.000 ved Manassas Junction 40 kilometer mod vest. Den alderdomssvækkede Robert Pattersons 15.000 ved Harpers Ferry over for Joseph E. Johnstons 11.000 sydstatssoldater i Shenandoah Valley. McClellans 20.000 i det vestlige Virginia var talmæssigt langt overlegne i et område, der snart efter skulle løsrive sig fra Sydstaterne som West Virginia. Ved Fortress Monroe – den store artillerifæstning, der bevogtede spidsen af Virginia-halvøen, stod general Ben Butler med 15.000 mand, overvåget af Sydstaternes Magruder og Huger i Yorktown og Norfolk, som var Unionens flådebaser, der var blevet erobret af Sydstaterne. Mindre sydstatsstyrker, nogle gange kun matchet af en lille håndfuld nordstatssoldater, okkuperede vestlige positioner, specielt langs floderne Mississippi og Missouri: Memphis Island No. 10 og New Madrid. Selv i de stort set ubeboede regioner i Arkansas og New Mexico greb små støttegrupper på begge sider til våben. En krig, der i første omgang kun syntes at angå de 13 gamle kolonier og området umiddelbart bag Appalacherne, der var blevet bosat i kølvandet på uafhængigheden, var ved at udvikle sig til en krig, der angik hele det ikke-britiske Nordamerika.
Det var selve den fragmenterede unions umådelige størrelse – 5.000 kilometer fra kyst til kyst og over 1.500 kilometer fra Washington til Den Mexicanske Golf – der komplicerede opgaven med at udkaste krigsplaner. For Sydstaterne syntes opgaven at være enkel: At opretholde forsvaret og slå angreb ned, hvor de måtte opstå, idet man kalkulerede med, at det enorme areal og fraværet af afgørende vigtige koncentrationer af velstand og produktion ville gøre det svært for Nordstaterne at ramme Syden for alvor. Præsident Jefferson Davis gjorde sig til fortaler for en sådan strategi i starten. Den kunne meget vel have virket, og i hvert fald have holdt Sydstaterne kørende meget længere end til 1865. Davis blev forhindret i at iværksætte den af to grunde: Den ene var de indsigelser, han mødte fra lokalpolitikere og stormænd, imod at tillade nordstatshærene at trænge ind på deres territorier, selv mod løftet om en sejr på længere sigt. Den anden var folkestemningen. Sydstatsfolk troede virkelig på, at de kunne slå de talmæssigt overlegne yankee'er, som de opfattede som en laverestående race. “Tanken om at afvente slagene fremfor selv at tildele dem er grundlæggende fremmed for vort folks ånd”, argumenterede Richmond Examiner i september 1861.12 Sydstatsfolkene ville invadere Nordstaterne og vinde sejre på deres grund, ikke blot bekæmpe Nordstaternes fremstød mod Sydstaterne. Set i bakspejlet kan Sydstaternes strategi opfattes som en blanding af begge strategier: At bekæmpe nordstatshærene omkring Sydstaternes grænser og forsøge at føre krigen ind på Nordstaternes territorium, når chancen bød sig. Sydstaternes fejl bestod i at undlade at udnytte de fordele, geografien tilbød dem. Sydstaternes grænseområde var stærkt og kun muligt at gennemtrænge ganske få steder: ned gennem Washington-Richmond-korridoren, op ad Mississippi fra New Orleans, ned ad Mississippi fra egnen omkring Memphis. Syden bevarede kontrollen med adgangsvejene til Richmond næsten helt til det sidste og bekæmpede standhaftigt indfald ned ad Mississippi indtil 1863. Men forsvarsstyrken var for svag, og det blev skæbnesvangert. Alt for let overgav man Mississippis munding, hvorved man forærede en af de centrale adgangsveje til Sydstaternes kerneområder væk. Havde Syden i stedet for at anbringe hovedparten af sine styrker i det nordlige Virginia, bevaret tilstrækkeligt med styrker til at etablere en mobil reserve i de sydlige stater, parat til at gribe ind over for Unionens trusler mod Mississippi, kunne man måske have beskyttet kernelandets integritet længere, end tilfældet nu blev.
I praksis formulerede sydstatslederne faktisk strategier i langt højere omfang, end de normalt krediteres for. Sydstaternes strategi misforstås eller overses, fordi den ikke blev forsynet med et underliggende tema fra starten, på samme måde som Unionens strategi blev det med Winfield Scotts Anakonda-plan. Ikke desto mindre eksisterede der en sydstatsplan eller flere forskellige varianter af en enkelt strategi, der især associeres med Jefferson Davis, Robert E. Lee og Joseph E. Johnston. Davis' strategi var grundlæggende politisk, som det sømmede sig for hans rolle som præsident for Sydstaterne. Den var udtænkt til at tage højde for det folkelige ønske om at beskytte hele den nye statslige enheds område ved at afskære Unionens invasionsstyrker hele vejen rundt om Sydstaternes enorme areal. Dens gennemførelse krævede stationering af militærstyrker ved grænserne og krigsførelse med store forsvarskampe overalt, hvor invasionen truede. Det første resultat af Davis' strategi var Det Første Slag ved Bull Run. Skønt sydstatshæren sejrede, viste strategiens svagheder sig i kølvandet af dette slag og de lignende slag, der fulgte. Til trods for at den løste et umiddelbart problem, forhindrede den ikke en gentagelse, ligesom den ikke uskadeliggjorde Norden eller åbnede for noget nyt strategisk initiativ. Tværtimod stod det i 1862 klart, at Nordstaterne til trods for Bull Run var i stand til at angribe Sydstaterne, hvor de måtte ønske det, hvilket tvang Sydstaterne til at udkæmpe en endeløs række af forsvarskampe. Derfor finpudsede Davis sin idé og forelagde, hvad der senere skulle blive kendt som “offensiv-defensiv-strategien”. Steder og områder af sekundær betydning i randområderne skulle ikke forsvares. Spredte styrker skulle samles og operere på Sydstaternes “indre linjer” og transporteres med tog, så de kunne konfrontere de fjendtlige armeer, hvor som helst de måtte dukke op. En virkning af denne reviderede strategi var, at man stort set opgav alt, hvad der lå vest for Mississippi. En anden virkning var imidlertid, at man etablerede større slagstyrker, der kunne bruges til at iværksætte offensive operationer, når muligheden bød sig.
Denne “offensiv-defensiv strategi” blev varmt modtaget af Robert E. Lee, da han indtrådte som Davis’ øverstkommanderende, og førte til hans bestræbelser på at føre krigen over på Nordstaternes territorium i 1863. Hans mål var at vinde en stor sejr eller en række sejre, der kunne tage modet fra hans modstandere og fra Nordstaternes bybefolkning. Lee kom efter nederlagene i Mississippis flodsystem i 1862 til den konklusion, at Syden var ved at tabe krigen og manglede de menneskelige og materielle ressourcer til at stoppe denne udvikling, medmindre der skete noget sensationelt. Det var imidlertid en del af hans genialitet, at hans optræden og udtalelser skjulte hans inderste bekymringer. Efter Sydens nederlag på Nordstaternes territorium og tabet af yderligere terræn i Mississippi Valley og i kystområderne, stod det i 1864 klart, at heller ikke Lees aggressive strategi virkede, og den øverstkommanderende for Sydstaternes eneste anden store armé, Joseph E. Johnston, der opererede i Georgia, havde grebet til en anden variant af den “offensive-defensive strategi”, nu med tryk på det defensive. Hans plan var at indtage en stærk position og afvente, at han blev angrebet. Hvis han blev omgået, trak han sig tilbage og startede forfra. Johnstons strategi var dømt til nederlag, eftersom der var grænser for, hvor meget terræn Syden kunne afgive, inden man blev løbet helt over ende, hvilket var så nogenlunde det resultat, han opnåede i den tid, hans kommando varede.
Men alt dette stod ikke tydeligt at læse i kortene i begyndelsen; og under alle omstændigheder var Sydens holdning aggressiv, ikke defensiv. Udsigten var heller ikke ganske klar på den anden side. De nordstatsfolk, der havde opgivet håbet om forsoning – og visse havde ønsket åben kamp allerede inden Fort Sumters fald – var målløse over, hvor stærk Syden var, og vidste ikke, hvor man skulle begynde. Richmond, Virginias hovedstad og efter afstemningen den 21. maj også Sydstaternes hovedstad, lå kun 180 kilometer fra Washington, men i juli 1861 stod sydstatshærens forposter imidlertid kun 40 kilometer uden for byen. Det nordlige Virginias floder var lige så stor en forhindring som sydstatshæren.
Shenandoah-bjergene udgør en del af Appalacherne, der løber diagonalt sydvest-nordøst fra Georgia til New England i en afstand af mellem 300 og 150 kilometer fra Atlanterhavskysten. I næsten 200 år udgjorde Appalacherne skillelinjen mellem engelsk, senere britisk Amerika, og de fransk kontrollerede egne inde i landet – en stor militærbarriere, der aldrig blev gennembrudt, kun omgået ved briternes erobring af området omkring De Store Søer efter erobringen af Quebec i 1759. Borgerkrigen vendte Appalachernes strategiske betydning på hovedet, eftersom bjergkæden beskyttede North og South Carolina og Georgia mod angreb fra Midtvesten, men også fordi den ikke gennemkrydsedes af hverken floder eller jernbaner – de to vigtigste forbindelseslinjer for borgerkrigens armeer.
Vest for Appalacherne blev kontinentets store floder af afgørende militær betydning. Mississippis betydning var indlysende. Så længe den kunne holdes, forsynede den Sydstaterne med en hurtig forbindelsesvej i nord-og sydgående retning fra Tennessee til Louisiana samt med et bolværk mod angreb fra vest. Dens østlige bifloder, specielt floderne Ohio, Tennessee og Cumberland, der flød gennem Kentucky og Tennessee, og som var enormt brede og vandrige, havde næsten lige så stor betydning. Deres barriere var en beskyttelse, og de både etablerede og afskar forbindelseslinjer. Det område, hvor floderne Mississippi, Tennessee, Cumberland og Ohio løb sammen, var specielt afgørende, og så længe Sydstaterne kunne holde det, udgjorde det et offensivt frontfremspring i Midtvesten; og hvis Nordstaterne kunne erobre det, åbnede det for angreb ned langs Mississippi mod Memphis, Vicksburg, Natchez og New Orleans.
Erobringen af Mississippi-linjen fra Memphis til New Orleans ville dele Sydstaterne i to og adskille de vestlige stater Arkansas og Texas fra resten, hvorved Sydstaterne ville være afskåret fra deres største bestand af kødkreaturer, trækdyr, heste og muldyr. En sådan indskrænkning af territoriet ville også være et alvorligt slag for den internationale prestige og den hjemlige selvbevidsthed.
Det sidste stærke element i Sydstaternes strategiske geografi var kystgrænsernes uigennemtrængelighed. Fra Chesapeake Bay i nord ned langs kysterne ved North og South Carolina samt Georgia, rundt om Florida og hen over Alabamas og Mississippis kyster til mundingen af den store flod selv syd for New Orleans var der næsten ingen steder, der garanterede et amfibieangreb succes. De eneste jernbanelinjer ind i landet løb fra Norfolk i Virginia, New Bern eller Wilmington i North Carolina, Charleston i South Carolina, Savannah i Georgia, Jacksonville og Pensacola i Florida, Mobile i Alabama og New Orleans. De var alle stærkt beskyttet og lå alle langt fra nordstatsflådens kraftcentre. Ydermere løb de jernbanelinjer, hvis endestationer de var, snart ud i ingenting inde i landet eller var ikke forbundne med nogen af de større langdistanceruter.
Mens Sydstaternes mangelfulde jernbanenet yderligere talte for, at man anlagde en defensiv strategi, komplicerede det også Nordstaternes problemer med at udtænke en offensiv plan. I 1861 var USA blevet jernbanevæsenets foregangsland. Jernbanerne erstattede vandvejene som landets førende forbindelsesveje. Ud af de eksisterende 50.000 kilometer var det imidlertid kun 15.000, der løb i Sydstaterne, og sydstatsbanerne fulgte irriterende ustrategiske ruter. Nordstaterne besad flere langdistancelinjer, der løb øst-vest parallelt med Sydstaternes nordlige grænse og dermed tjente som rokadelinjer for troppebevægelser mellem østkyststaterne og Mississippi Valley. Jernbaneruten fra Philadelphia til Pittsburgh og dens linje gennem Columbus, Ohio og Indianapolis til St. Louis i Missouri kunne lige så godt – som tilfældet var i Tyskland – have været bygget efter generalstabsdiktat, så strategisk var dens funktion. Nordens rokadelinjer var ydermere koblet sammen med nord- og sydgående forbindelseslinjer som den mellem Indianapolis og Louisville i Kentucky, der løb lige gennem operationszonen. Netværket, der var lagt for at tjene ekspansionen mod vest og for at indsamle og fragte Midtvestens landbrugsprodukter til byerne på østkysten, havde direkte, om end utilsigtet militær brugbarhed.
Sydstaternes jernbanelinjer var derimod blevet anlagt ud fra eksportørernes, og specielt bomuldseksportørernes behov, og derfor løb de ud mod kysten. Der var kun én gennemgående linje – den fra Richmond til Corinth i Mississippi. Ellers var linjerne stort set interne statslinjer, der sjældent var forbundne. North og South Carolinas og Georgias jernbaner for eksempel var næsten selvstændige banenet, der var anlagt for at fragte bomuld ud til Atlanterhavskysten. De havde kun ét forbindelsespunkt med Floridas to linjer og næsten ingen med Alabamas. Mississippi-linjerne var ligeledes anlagt for at fragte bomuld gennem landet til Mobile og New Orleans og havde kun en spinkel forbindelse med Tennessee og kun to færgeforbindelser til Arkansas. Og mest uhensigtsmæssigt af alt: Jernbanesystemerne i Virginia, Tennessee og Mississippi var kun forbundet med North og South Carolina og den sydlige del af Sydstaterne med en enkelt linje fra Chattanoogas omegn i Tennessee til Atlanta i Georgia. Begravet, som den var i hjertet af Sydstaterne, var Chattanooga-Atlanta-forbindelsen sikret, så længe Sydstaternes ydergrænser forblev intakte. Den skulle imidlertid, efterhånden som krigen udviklede sig, vise sig at have en nærmest magnetisk effekt på nordstatshæren, for hvis den blev afskåret, ville den dele Syden i to. Sydens strategiske geografi var således grundlæggende helt anderledes skrøbelig end Nordens. Nordstaterne havde nogle få ømme punkter – Washington først og fremmest – men ingen enkeltstående offensiv succes fra Sydens side kunne slå dem ud. Syden derimod måtte – trods de enorme landområder og stærke grænser, som havet, Mississippi og bjergene udgjorde – holdes samlet som en enhed for ikke at gå i opløsning.
Men i sommeren 1861 var det Sydens styrke mere end dets sårbarhed, der tyngede de nordstatsfolk, der forsøgte at udtænke en krigsplan. De kunne ikke se, hvorledes de skulle begynde. Lincoln, der fra starten fejlagtigt antog, at hans generaler ville inspirere ham, foreslog forsøgsvist den 25. april, at første skridt måtte være at beskytte Fortress Monroe ved mundingen af Chesapeake Bay, at sikre Washingtons sikkerhed, blokere Sydens havne og dernæst angribe Charleston i South Carolina. Denne strategiske skitse afslørede, at han i udgangspunktet tænkte sig en krig, der skulle udkæmpes ude østpå, og en sejr, der skulle vindes ved militære midler alene. Chefen for det amerikanske postvæsen, Montgomery Blair, foreslog snart efter en militærpolitisk tilgang. I lighed med andre i regeringen havde han en mistanke om, at Syden ikke enstemmigt gik ind for løsrivelse, og at Konføderationen kunne trevles op ved at undergrave oprøret. I et brev til Massachusetts’ guvernør den 11. maj, foreslog han at organisere en unionsarmé i Syden med egen øverstbefalende, stab og tropper, der skulle koncentreres i Hampton Roads – spidsen af Virginia-halvøen – for at “true Newport og Richmond”. En sådan, argumenterede han, ville fremprovokere en folkelig rejsning mod bannerførerne i Sydens revolte og bringe Virginia tilbage til Unionen – og, må man antage, i hans fantasi trække resten af Konføderationen med sig. Der var andre i Norden, heriblandt præsidenten selv, der anerkendte betydningen af unionstro følelser i Syden. Ingen af betydning delte imidlertid Blairs tro på muligheden af at bruge dette til at få Konføderationen til at bryde sammen indefra, og hans plan forblev et privat anliggende.
West Point-manden George McClellan, der var vendt tilbage til forbundstjenesten efter en kort periode som jernbanedirektør og som tidligt udmærkede sig i de indledende træfninger om kontrol af grænsen, foreslog en alternativ strategi i slutningen af april 1861. Hans plan tog ligesom Blairs udgangspunkt i de unionsloyale følelser i Syden, men på mere realistisk vis. Eftersom det vestlige Virginia grundlæggende var unionstro, foreslog han at transportere en armé på 80.000 tropper, der skulle rejses i Midtvesten, hen over Ohiofloden og marchere den op gennem dalen Great Kanawha for at erobre Richmond. Alternativt skulle en sådan armé transporteres over Ohio ved Cincinnati eller Louisville for at erobre Nashville i Tennessee. McClellans plan udviste geopolitisk forståelse. Kanawha er en af de store vandveje i Ohio-flodkomplekset og rygraden i den region, som folkestemningen fik til at løsrive sig fra Konføderationen for at etablere sig som staten West Virginia – en proces, der begyndte allerede i august 1861. Ikke desto mindre var hans plan for kompleks, og den tog ikke tilstrækkeligt højde for loyaliteterne i den nordlige del af Syden. Det er ikke sandsynligt, at en invaderende hær ville have kunnet marchere fra Great Kanawha Valley og overvinde modstanden fra overbeviste konføderalister, understøttet af feltarmeer, i hverken Tennessee eller i selve Virginia. Succesfulde operationer i Konføderationens hjerte måtte afvente sejre i yderområderne, som ikke blev opnået før senere hen i krigen.
Lincolns problem var, at han ikke havde nogen stærke, klarhjernede hoveder omkring sig til at agere rådgivere, og at han – skønt selv aldeles klarhjernet – manglede den militære erfaring, der var nødvendig for at iværksætte sine krigsplaner. Lincoln ankom faktisk til præsidentembedet næsten uden følge. Han var en fuldstændig outsider i Washington, selvom han havde siddet som kongresmand for Illinois, hvor han kom fra, fra 1847 til 1849. Illinois var i midten af århundredet, skønt allerede en etableret stat med den voksende storby Chicago, en ren landbrugsstat med mange farme og få byer. Han var opvokset på en farm og manglede formel uddannelse. Skønt han bestod sin juraeksamen og praktiserede succesfuldt som advokat, var han selvlært, og sin viden om offentlige anliggender havde han tilegnet sig som medlem af den lovgivende forsamling i sin hjemstat (1834-42) og som militskaptajn under Black Hawk-krigen. Han havde ikke desto mindre stærke politiske holdninger, der grundede sig i hans overbevisning om betydningen af folkestyre, og som var blevet udviklet i de taler, han holdt over for den talentfulde Stephen Douglas under valgkampen til Senatet i 1858. Lincoln havde, selvom han manglede en god talerstemme, bemærkelsesværdige evner som taler, og hans side af Douglas-Lincoln-debatterne, som han i vid udstrækning viede til angreb på slaveinstitutionen, blev refereret vidt og bredt og vandt ham nationalt ry. Han begyndte som Whig i det amerikanske partisystem; men da det historiske parti blev splittet over slavespørgsmålet, sluttede han sig i 1854 til det nye republikanske parti, i hvilket han takket være sine glimrende evner som taler sikrede sig nomineringen til præsidentkandidat i 1860. Valgt med et rent nordstatsflertal ankom han til Washington uden noget reelt kendskab til regeringsadministration, for slet ikke at tale om krigsførelse. Ikke desto mindre forsynede hans sunde fornuft og gode forstand ham med et fundament af velovervejede, grundlæggende tanker, som han opsummerede kort efter Det Første Slag ved Bull Run, da han skrev til Halleck og sagde: “Jeg vil gerne slå fast, at min overordnede betragtning omkring denne krig er, at vi har den talmæssige fordel, mens fjenden til gengæld har fordel af lettere at kunne samle sine styrker på slagmarkerne. Vi vil lide nederlag, medmindre vi kan finde en måde at få vores fordel til at trumfe deres. Dette kan kun lade sig gøre ved at true ham med talmæssigt overlegne styrker flere forskellige steder samtidig. Hvis han ikke ændrer opstilling kan vi med sindsro angribe flere steder, og hvis han vælger at svække en stilling for at styrke en anden, undlader vi at angribe det forstærkede, men erobrer og fastholder det svækkede, så vi i det mindste har vundet så meget."13
At omsætte denne generelle betragtning til en praktisk handlingsplan krævede megen omtanke og planlægning og støtte i kabinettet og hos hærens øverstbefalende. Vanskeligheden var i den forbindelse, at de øverste lag i hæren kun indeholdt få, der havde nogen som helst forståelse for krigens nødvendigheder, for slet ikke at tale om erfaring. Hærens øverstkommanderende, Winfield Scott, var svækket af alder og fysiske svagheder. Blandt ministerrådets medlemmer var der nogle kompetente og energiske mænd, specielt Edwin Stanton, der var krigsminister fra januar 1862, og som var ekstremt effektiv og en stor støtte for Lincoln, selvom han nærmest var hyperaktiv. Finansministeren Salmon Chase, en offentlig finansmand af enestående dygtighed, der rejste penge til krigen uden at svække valutaen, var yderst kompetent og ubestikkelig, men at drive finansministeriet var et fuldtidsjob, skønt Lincoln overbebyrdede ham med mange andre opgaver oveni. Montgomery Blair, der var ud af en førende Washington-politikerfamilie, var bemærkelsesværdigt effektiv og udfyldte mange funktioner foruden at drive postvæsenet. Flådeminister Gideon Welles var glimrende til sit job; men flådestrategi var, skønt grundlæggende vigtig for Unionens krigsindsats, ikke nok til at vinde landkrigen. Udenrigsminister William Seward, som også havde rollen som fornuftens stemme i ministerrådet, var det nærmeste Lincoln kom en regeringsleder. Han var fornuftig og meget dygtig og havde en evne til at tale Lincoln fra uoverlagte foretagender. Men præsidenten kunne ikke for alvor vende sig til nogen af disse mænd for at få råd og vejledning. Mange af dem var besat af rivalisering, og flere kunne ikke afstå fra at regne på deres egne chancer for at vinde præsidentvalget i 1864. De skændtes og intrigerede og manipulerede for deres egne politiske positioner. Lincoln måtte ofte berolige og besnakke dem for at holde dem i godt humør, alt imens han skulle træffe sine egne beslutninger om, hvad der skulle gøres for at genoprette Unionen.
I mangel på pålidelig assistance fra kollegaer og militær søgte Lincoln råd og vejledning, hvor han kunne finde det. I starten kastede han sig over bøger om militærvidenskab, i hvilke der forudsigeligt nok ikke var megen hjælp at hente. Nu er det imidlertid sådan, at overordnet krigsstyring og overordnet politisk planlægning – som Lincoln allerede excellerede i – langt hen ad vejen følger de samme baner. Og det blev vejen frem for ham. Han forkastede ret hurtigt sin tro, som dengang var almindeligt udbredt, på, at krigen kunne afsluttes ved et enkelt, stort sejrrigt slag. I stedet kom han frem til, at Unionen ville blive nødt til at kæmpe og sejre ved en lang række spredte slag. Han var imidlertid visionær nok til at se, at sejren burde være koncentreret i tid, eftersom samtidige nederlag var demoraliserende for fjenden. McClellan var imidlertid ikke ivrig efter at vende tilbage til slagmarken efter hver sejr, men tillod lange pauser mellem de slag, han udkæmpede med fjenden. Grant derimod troede på at “vinde og fortsætte” til nye sejre. Erfaringerne med henholdsvis McClellans og Grants metoder lærte Lincoln den afgørende betydning af at vælge de rigtige underordnede – ikke bare dem, der kunne udkaste inspirerende planer, men dem der også kunne levere resultater. Han indså aldrig betydningen af at besøge hærene i felten, hvad han ellers kunne have lært en del af. Han besøgte aldrig armeerne i vesten, som det ellers lykkedes selv Jefferson Davis at gøre det. Han lærte – og forstod måske instinktivt – betydningen af krigsretorik. Derved påvirkede han en anden krigsleder, Winston Churchill, som utvivlsomt var inspireret af Lincoln, og som opnåede meget af sin berømmelse ved sin mobilisering af det engelske sprog, som han sendte i krig, som den store amerikanske radiomedarbejder Edward R. Murrow bemærkede det i 1940. Churchill havde ligesom Lincoln store problemer med at finde og værdsætte gode militære underordnede. Han blev imidlertid hæmmet af sine forudfattede meninger om krig (den slags havde Lincoln ikke). Og han nød krigen, mens Lincoln – og overraskende nok også Grant – afskyede den. Churchill, som var en hærdet kriger, der selv havde udgydt blod, svækkedes i sine evner som leder, efterhånden som hans krig skred frem. Den militært uerfarne Lincoln voksede derimod i format og kompetence, indtil han slutteligt dominerede krigen som ingen anden enkeltperson. Samtidig måtte han tage sig af sine generaler, hvilket under krigens første tre år i praksis betød at fortælle dem, hvad de skulle gøre, alt imens han måtte træffe sine egne beslutninger om, hvad der skulle gøres for at genoprette Unionen. Foruden at håndtere sine egne politiske cirkler måtte han ydermere håndtere krigspolitikkens bredere cirkler. Der blev både afholdt lokal-, stats- og præsidentvalg i perioden 1862-64, og fastholdelsen af republikanernes position krævede i denne forbindelse konstant og fuld opmærksomhed fra Lincolns side.
McClellans plan blev mødt med stor interesse, men uden at vinde støtte. Det var specielt Winfield Scott, der gjorde det af med den. Han var imod den af både politiske og praktiske grunde, idet han mente, at den risikerede at fremprovokere unionsfjendtlige reaktioner i Kentucky og det vestlige Virginia, og at omkostningerne sandsynligvis ville være enorme.
Scott havde allerede fremlagt sit eget forslag til nedkæmpningen af Sydens oprør, som senere – i begyndelsen nedsættende – skulle blive kendt som Anakonda-planen. “Anakonda” efter den store kvælerslange, fordi den grundlæggende tanke i planen var at slå Syden ved kvælning med så lidt vold som muligt, hvilket viste den gamle krigers enestående dybe forståelse af krig og af hans land. Scott var ikke noget “dejfjæs” – en nordstatsmand med sydstatssympatier. Han var en gammeldags patriot, personligt tilhænger af den nye præsident Lincoln og opsat på at undgå et brud med Syden, hvis det kunne lade sig gøre. Men hvis det skulle vise sig nødvendigt, var han fast besluttet på at genoprette Unionen ved trussel om eller anvendelse af magt, hvis det var det, der skulle til. Scotts plan foreslog at organisere en tæt og effektiv flådeblokade af Sydstaternes kyster og større havne for at fratage Sydstaternes eksportører og importører muligheden for at drive handel og udsulte oprørsregeringen for importerede midler til krigsførelse, hvis krisen skulle resultere i en krig. Anakonda ville også hæmme Sydens interne handel, for ved at vælge Mississippi som primær krigsskueplads og lukke den i top og bund – Cairo og New Orleans – ville den lukke for den nord- og sydgående varetransport samt den øst- og vestgående trafik ad den store flods bifloder. Han havde helt korrekt iagttaget, at Sydstaternes centrale del – Virginia, North og South Carolina, Louisiana, Tennessee, Georgia, Mississippi, Alabama og Floridas udhæng – dannede en territorialblok, der kunne omringes af Nordstaternes landbaserede styrker samt flåde- og flodstyrker og afskæres fra omverdenen, hvorefter man kunne angribe indadtil (han foreslog en slagstyrke, der opererede langs Ohiofloden) – ind i Sydens kerneland.
Et element i Scotts Anakonda-plan kom faktisk til at forsyne Nordstaterne med et af midlerne til at overvinde Sydstaterne. Planen blev imidlertid aldrig formelt vedtaget som Unionens principielle strategi og med god grund. Den var af for passiv og afventende karakter. Scott havde som så mange andre moderate unionstilhængere tiltro til, at hvis sydstatsfolkene fik tid til at tænke sig om, ville tilstrækkeligt mange af dem fortryde løsrivelsen, så Konføderationen kollapsede indefra, måske allerede så hurtigt som i 1862. Tiden skulle imidlertid hurtigt nok vise, at konføderationstanken var en hel del mere robust, end de nordlige optimister håbede på, og at indskrænkninger ikke alene kunne bringe Syden til at overgive sig. Kun hårde slag og sejre i felten kunne genoprette De Forenede Stater.
Det var ikke muligt at nå til enighed om en plan mellem dem, der håbede at kunne afslutte krigen ved at give sydstatsfolkene tid, og dem, der indså, at det var nødvendigt at handle. Blandt aktivisterne derimod var der et vist fælles fodslag. McClellan var enig med Scott i, at Sydstaternes floder udgjorde vitale strategiske tilgange. Scott var enig med Lincoln i, at en blokade ville være et afgørende middel til at svække Sydens krigsførende kapacitet. Det ville imidlertid tage tid at konstruere en sammenhængende og udførlig plan ud fra så sparsomme fælleselementer. I sidste instans blev det gennemførelsen af en effektiv blokade, kombineret med offensiver langs floderne ind i Sydens hjerteland, der kom til at lægge grunden til Nordstaternes sejr. Konsolideringen af den skulle imidlertid også føre en jernbanekrig med sig med det formål at ødelægge Sydens jernbaner, samt en langdistance-landkampagne på sydstatsterritorium.
Det, der til at begynde med var brug for, var at iværksætte en flådeblokade, begyndende med de steder, hvor Nordstaterne havde en fordel, og at udvælge sig adgangsveje ind i Sydens store, forbundne vandveje: Mississippi og dens bifloder, floderne Ohio, Cumberland og Tennessee.
Med hensyn til at etablere en blokade havde Nordstaterne en fordel i og med, at de stadig var i besiddelse af flere af de store fæstninger fra republikkens tidlige år ved Atlanterhavskysten og Den Mexicanske Golf. Forfatningens fædre og deres efterfølgere havde bestræbt sig på ikke blot at gøre De Forenede Stater uafhængige, men også uangribelige for den gamle verden. Det krævede opførelse af fæstninger langs den amerikanske østkyst for at skræmme europæerne, især briterne, hvis flåde herskede over oceanet. Den unge republik havde ikke råd til en flåde, der kunne matche Storbritanniens. Fæstninger blev betragtet som et alternativt forsvarsmiddel. Det var formodentlig et finansielt uklogt træk. Fæstninger er dyre. Ved krigens udbrud var balancen i kystkontrollen nogenlunde ligeligt fordelt mellem Unionen og Konføderationen, skønt denne naturligvis ikke havde fodfæste i Nordstaterne. Syden kontrollerede kyster og havne i Virginia, North og South Carolina, Georgia, Florida samt Den Mexicanske Golf med styrker i Charleston, Savannah og ved Mississippis munding og nød godt af vandvejene inden for Sea Islands ved South Carolinas og Georgias kyst, der udgjorde en beskyttet rute for skibsfart langs kysten og baser for brud på blokaden. Norden kontrollerede i kraft af besiddelsen af Fortress Monroe Chesapeake Bay og dominerede Norfolk. Norden havde også vigtige flådeudposter ud for Florida samt ved Fort Pickens i Den Mexicanske Golf. Da først planen om at iværksætte en tæt blokade blev sat i værk som en militærkampagne i 1862-63, blev punkterne på kortet forbundet og yderligere vigtige punkter blev tilføjet. Kystkrigens geografi var simpel, og de nødvendige trin i den indlysende. Fremrykningen ad Sydens store flodsystemer blev derimod på ingen måde dikteret af geografien, der var yderst kompleks. De første skridt var søgende, og den rigtige vej fremad fandt man kun ved at prøve sig frem.
Et specifikt problem for nordstatssoldater, der skulle operere i sydstatsterræn, var deres manglende kendskab til terrænet og manglen på ordentlige kort, ofte på kort overhovedet. Nordamerika var stadig selv i midten af 1800-tallet dårligt kortlagt og var på ingen måde blevet kortlagt systematisk som for eksempel Storbritannien og dets indiske imperium var. Forbundsregeringen havde kystopmålere, flåden hydrografisk opmåling og hæren et korps af topografiske ingeniører til at kortlægge vigtige områder i De Forenede Stater. Det amerikanske postvæsen udarbejdede også rutekort, der viste byer med postkontorer og afstandene mellem dem, mens indenrigsministeriet drev Pacific Wagon Road Office, der optegnede jernbanelinjer, ligesom også jernbanekompagnierne gjorde.14 Resultaterne af deres arbejde var imidlertid spredte og usammenhængende, som tilfældet også var for de lokale landmålere, der afstak offentlige og private ejendomme og nybyggernes ejendomskrav. Deres kort var præcise, når det kom til det område, de dækkede. Det, der manglede, var et overordnet overblik, der indarbejdede alle disse observationer og opmålinger i ét enkelt system. Det ville have krævet en triangulering af hele kontinentet, baseret på en nøjagtig opmåling fra et sæt af indbyrdes synlige pejlemærker. Briterne havde gennemført en sådan triangulering af Indien, Great Survey of India, mellem 1800 og 1830, men det havde været et enormt arbejde, der kun var muligt, fordi hele Indien var koloniseret og underlagt en centraladministration. Disse forudsætninger var ikke til stede i USA, hvor store landområder stadig var uudforskede i 1861.
Man havde erkendt behovet for udførlig kortlægning allerede i 1785, hvor man vedtog jordforordningen, der krævede offentligt land udbudt til salg i lodder på 2,5 kvadratkilometer, udstykket langs en øst-vestlig linje og en nord-sydlig meridian. To faktorer talte imod, at dette førte til fremstillingen af nøjagtige kort. Den første var, at nybyggerne tog land først og afventede kortlægningen senere. Den anden var, at mens fastlæggelsen af breddegraden let kunne foretages ved hjælp af astronomiske observationer, så kunne længdegraden – som krævede trianguleringer – det ikke. Som et resultat heraf var de udførlige kort over De Forenede Stater, som der eksisterede flere af i 1861, et kludetæppe af kortlægninger, som ikke passede sammen.
Ydermere blev det ikke anset for nødvendigt at kortlægge ubrugeligt land – sump, bjerge, bakkeland og tørre områder, som der var en hel del af i De Forenede Stater. Det samme gjaldt udpinte jorde fra de første nybyggerbølger, der var blevet forladt igen, som der allerede var forbløffende mange af i 1861, specielt i vildmarken i det nordlige Virginia, der var skuepladsen for et af Grants mest besværlige felttog i 1864. De tilgængelige korts mangelfuldhed ophidsede og plagede borgerkrigens generaler. Selv sydstatsgeneraler, der opererede på eget territorium, gav udtryk for frustrationer over manglen på brugbare kort. Nordstatsgeneraler, der førte felttog på sydstatsterritorium, fandt fejl overalt. Ofte havde de simpelthen ingen kort, eller de måtte klare sig med forældede kort, som hverken angav højdekurver eller hældningsgrader – højdekort var et koncept, kun få amerikanske korttegnere endnu havde indført – eller som standsede ved sognegrænser, og derfor ikke gav noget billede af fortsættelsen af vigtige vejforbindelser på næste kort. Andre fejl var manglen på differentiering mellem stærke og svage broer, dybe og lavvandede vadesteder samt brolagte veje og jordveje. Alt sammen noget, der havde betydning for hærens bevægelser. Uforklarlige variationer over stednavne bidrog til forvirringen: “Cold Harbor i Virginia blev nogle gange kaldt Coal Harbor, og der var også et New Cold Harbor og et Burned Cold Harbor. Burned Cold Harbor var kendt blandt de lokale som Old Cold Harbor. Mange veje var kendt under flere forskellige navne: Market eller River Road, Williamsburg eller Seven Mile Road, Quaker eller Willis Church Road. For at gøre forvirringen komplet var der nu og da andre veje i nærheden med enslydende eller lignende navne, der førte i helt andre retninger.” Det ville næppe have været nogen trøst for Unionens generaler, der famlede sig frem over Konføderationens territorium, at vide, at deres modstandere ofte var lige så blinde. Brigadegeneral Richard Taylor, søn af tidligere præsident Zachary Taylor, beklagede således, at “Sydstaternes hærførere ikke kendte mere til landets topografi end de gjorde til Centralafrikas.” Og han fortsatte med henvisning til felttoget i det nordlige Virginia: “Det var et begrænset areal, hele området lå kun en dagsmarch fra Richmond, Virginias og Konføderationens hovedstad … og alligevel var vi fuldstændig uvidende om landskabet, uden kort, optegninger eller ordentlige guider, og næsten lige så hjælpeløse, som hvis vi var blevet forflyttet til bredden af Lualaba."15
Flodernes kurs, strømforhold, dybde og indbyrdes forbindelser skulle dog alligevel blive den mest efterspurgte information blandt Unionens hærførere under det vestlige felttog i 1862-63. Præsident Jefferson, som ydede økonomisk støtte til Lewis’ og Clarks transkontinentale ekspedition for at optegne en rute til Stillehavet i 1804, havde været ivrigt optaget af behovet for at forstå De Forenede Staters flodsystem. I 1809 havde han overvejet, om “en flod ved navn Oregon var forbundet med Missouri.” Han mente formodentlig de floder, som i dag kaldes Columbia og Snake, og som ikke er “forbundet” med Missouri, men flyder ud i Stillehavet. Missouri er imidlertid “forbundet” med et helt netværk af vandveje: Mississippi, Ohio, Cumberland og Tennessee og deres utallige bifloder, som selv i dag dominerer USAs økonomiske og humane geografi, og i 1861 – på grund af dampskibstransportens forrang og jernbanernes endestationer ved Mississippis østlige bred – udgjorde de vigtigste hovedårer for strategiske bevægelser på den amerikanske krigsskueplads.
Problemerne ved at føre krig vest for Mississippi udsprang imidlertid ikke først og fremmest af manglen på kartografisk information, men af misforholdet mellem rum og styrker. I Arkansas, New Mexico og de tilstødende territorier havde ingen af parterne tropper nok til at opstille garnisoner ved nøglepunkterne, for slet ikke at tale om at udkæmpe afgørende slag. Men begge parter havde ambitioner om at kontrollere det fjerne vesten. For Unionen var det nationalt territorium, der ikke måtte falde i oprørernes hænder. For Sydstaterne var det en potentiel tilvækst til deres nye lands udstrækning, der ville give prestige og åbne muligheden for en adgang til Stillehavskysten.
Forsyninger var det springende punkt ved et felttog vest for Mississippi. Unionen fik løst sit problem, Konføderationen gjorde ikke – heraf Unionens evne til at holde på de fjerne stater og Konføderationens fiasko. Hele felttoget i Vesten var imidlertid, lige fra erobringen af Fort Henry og Fort Donelson til Chattanooga-felttoget i 1863, en strategisk anomali, eftersom operationsområdet befandt sig så langt fra både Nord- og Sydstaternes magtcenter, at begge sider kunne have sat evnen til at opretholde deres krigsindsats over styr. Hvad befalingsmændene på begge sider havde lært på West Point, burde have afskrækket begge parter fra fristelsen til at gennemføre et så akavet felttog.
West Points alment anerkendte teorier stammede fra den schweiziske napoleonske teoretiker Henri de Jominis lære. Jomini belærte blandt andet om nødvendigheden af at overholde geometriske regler, især at en operationslinje skulle ligge vinkelret på den understøttende base. I den henseende var krigen i det nordlige Virginia udtrykkeligt jominiansk. Begge sider stillede sig i kampstilling over for hinanden hen over sletten ved Chesapeake-kanalen, og begge koncentrerede deres indsats ned langs den. Der var – bortset fra gentagne forsøg på at erobre Shenandoah Valley – ingen afvigelser fra denne snævre slagplads. I de vestlige områder derimod var det svært at definere, hvor operationsbasen lå, eller om der overhovedet var nogen. Angrebsaksen var for nordstatshærens vedkommende ned ad Mississippifloden, hvorved Sydens forsvarsindsats blev fastlagt til at foregå op ad og langs med bredderne af den. Ingen af parterne havde imidlertid en fast base i form af større byer eller økonomiske centre liggende vinkelret på operationslinjen. Faktisk ville ethvert forsøg på at nedfælde krigens geometri i vest på et kort resultere i et virvar af afvigelser og linjer og pile på kryds og tværs. For Sydens vedkommende pålagde statsgrænserne, specielt Tennessees, en vis symmetri. Men for Nordens vedkommende gik hele den vestlige krigs område stik imod Jomini på enhver måde. Det lå løsrevet fra hovedparten af Nordstaternes territorium, og forbindelseslinjerne kunne kun opretholdes ved at følge store flod- og jernbaneslyngninger. Faktisk må man sige, at da Nordstaternes felttog forlod Mississippi Valley, som det gjorde i 1863, og begyndte at bore sig østpå og derefter nordpå, ind i Sydstaternes hjerteland, forsvandt alle jominianske principper, og billedet af felttoget kunne kun overskues af en generals mentale forestillingsbillede, som det trofast blev det af først Grant og sidenhen Sherman. På en måde var Nordens evne til at føre krig i Vesten lige så meget en fantasiens triumf, som det var logistikkens.
Navnlig i løbet af 1863 lærte Grant ved tålmodigt at prøve sig frem, hvilke vandveje i Mississippi-dalen, det var muligt at følge, og hvilke der ikke duede til militære formål. Men i 1861 var problemet med at lære sig en fjern geografis hemmeligheder et mindre påtrængende problem end at organisere hæren til krigen. Det var ikke kun tropperne, der skulle trænes. Det var også officererne, stabsofficererne såvel som regimentsofficererne. Uden effektive stabsofficerer kunne planerne ikke omsættes til operationelle opstillinger. Men stabsofficerer var i 1861 den mest sjældne kategori blandt militærpersonellet. Nogle få veteraner fra Den Mexicansk-amerikanske Krig 15 år tidligere var stadig i eller havde atter sluttet sig til geledderne; ellers var det kun de officerer, der havde tjent i generalintendanturet eller i adjudantstaben, der kendte til militærprocedurer.
Det amerikanske stabssystem stammede i dets foreliggende form fra det britiske. Adjudantstaben og generalintendanturet tog sig af personale- og forsyningsspørgsmål. Det, vi i dag ville kalde operative spørgsmål, var generalernes og deres officerers ansvarsområde. I de europæiske hære var der procedurer og formalia, der regulerede kommunikationen mellem alle stabsgrene og hele vejen nedad til formationerne – korps, divisioner, brigader – og enhederne: regimenterne. Korps og divisioner eksisterede ikke i den amerikanske hær inden krigen. Brigader var kun netop ved at blive indført. Der var ingen generalstabsskoler til at undervise i rutiner eller formaliteter. Veteraner fra Den Mexicansk-amerikanske Krig og stampersonel, der havde tjent ved den vestlige grænse, kendte til det papirarbejde, der var forbundet med mindre felttog. Ingen, bortset fra McClellan og McDowell, som havde været udsendt for at se de europæiske hære, vidste, hvordan store styrker organiserede sig. Som resultat heraf blev krigen udkæmpet af officerer og stabsofficerer, der måtte prøve sig frem. Det gav naturtalenter som Sydstaternes Nathan Bedford Forrest, eller dem der lærte hurtigt, som Ulysses Simpson Grant, en fordel. Grant havde evnen til at skrive hurtigt og flydende, hvilket satte ham i stand til at skrive dusinvis af klare ordrer ud på en aftens arbejde i teltet, ligesom han evnede at visualisere terrænet for sit indre øje. Han forstod også de nye teknologier, specielt telegrafen, som han benyttede med tilsyneladende ubesværet lethed.
I juli 1861 mødtes improviserede hære og famlende planer i indledningen til krigens første forsøg på et afgørende slag ved Bull Run i det nordlige Virginia – i Sydstaterne kaldet Manassas efter det nærmeste jernbaneknudepunkt. Det var ikke krigens første træfning. Der havde været småfægtninger ved Fairfax Court House og Vienna, lige på den anden side af Potomacfloden over for Washington i juni, og mellem den 3. og den 13. juli vandt McClellan små, men bemærkelsesværdige sejre i det vestlige Virginia ved Philippi, Rich Mountain og Carrick's Ford.
Alle tre steder lå i den vestlige udkant af Allegheny Mountains, i områder beboet af folk, der var meget anderledes end dem fra Tidewater ved fjorden Chesapeake Bay. Få var rige, og der var stort set ingen slaveejere. De havde længe været fortørnede over, hvordan plantagearistokratiet dominerede statspolitikken, og forblev loyale over for Unionen under hele løsrivelseskrisen. Da McClellans tropper begyndte at ankomme fra Ohio i maj, fik de en varm velkomst, ikke mindst fra to unionstro Virginia-regimenter. Fortropperne erobrede hurtigt byen Grafton på Baltimore-Ohio-jernbanelinjen, hvorfra de avancerede til Philippi ved bredden af Monongahelafloden, som havde udgjort scenen for general Edward Braddocks katastrofale nederlag i Pennsylvanias vildmark umiddelbart inden Syvårskrigen et århundrede tidligere. Philippi var en triviel affære, hvor få nordstats- og ingen sydstatssoldater blev dræbt. Slaget havde imidlertid den effekt at tilskynde lederne af det unionstro flertal i det vestlige Virginia til at tage afstand fra sydstaternes løsrivelse og etablere en “genindsat” Virginia-regering i Wheeling den 11. juni. Forbundsregeringen anerkendte kort efter to senatorer og tre repræsentanter i Kongressen fra det vestlige Virginia. Legaliteten var tvivlsom, eftersom en ny stat ifølge forfatningen kun kunne dannes af landområder fra en allerede eksisterende stat ved afstemning i statens lovgivende forsamling – noget det løsrevne Virginia helt sikkert ikke ville gøre. I august mødtes den unionstro kongres, som havde “genindsat” regeringen, imidlertid for at enes om en sådan statsdannelse ved folkeafstemning. Den 24. oktober fandt folkeafstemningen sted, og trods ringe valgdeltagelse og udbredt undladelse af at stemme i de Konføderationsvenlige distrikter, gav den tilslutning til en “løsrivelse fra løsrivelsen”. Etableringen af den nye stat West Virginia – som også kunne have heddet Kanawha efter dens største flod – blev godkendt af Senatet i juli og af Repræsentanternes Hus i december, og den blev optaget i Unionen i juni 1863.
Konføderationen kæmpede hårdt for at beholde det vestlige Virginia inden for staten. Umiddelbart efter sydstatsstyrkernes knusende nederlag ved Philippi sendte Robert E. Lee, der optrådte som Virginias øverstbefalende, en lille armé under Robert S. Garnett af sted for at besætte passene gennem Allegheny-bjergene i nærheden af Philippi. McClellan, som havde rigelige mængder Ohio-frivillige, organiserede en modoffensiv med en af sine næsten jævnaldrende fra West Point, William S. Rosecrans, som sin nærmeste underordnede. Hans plan var at fange Garnett i en knibtangsmanøvre ved Rich Mountain, hvilket nordstatstropperne, der var talmæssigt overlegne i forholdet tre til en, havde gode muligheder for at gøre. Ved en tildragelse, der skulle blive hyppigt gentaget i hans senere karriere, undlod McClellan den 11. juli at underbygge Rosecrans’ indledende succes, idet han fejlagtigt tolkede sejrsjubelen som lyden af nederlag. “Der var,” skrev Jacob Cox senere, “den samme overvurdering af fjenden, den samme tendens til at tolke, det man så og hørte ved fronten, negativt, den samme tøven med at kaste hele sin styrke ind, når han vidste, at hans underordnede havde hænderne fulde."16 Det lykkedes for Garnett at frigøre sig og trække sig tilbage. Imidlertid var hans styrker bragt i vild forvirring, og den 13. juli indhentede McClellans forfølgelsesstyrke hans bagtrop ved Cheat River og slog den. Garnett blev dræbt under træfningen som den første general, der mistede livet i krigen. Et indirekte offer for felttoget i det vestlige Virginia var Robert E. Lee. Det tilbageslag, der førte til tabet af Sydens vigtigste blyforekomster, kostede ham foragt i aviserne og en overførsel til tilsynet med kystforsvaret i North og South Carolina.
I mellemtiden havde der været en anden militær tildragelse i grænselandet. St. Louis i Missouri var hjemsted for Nordstaternes arsenal – en udsat placering i en stat, der indeholdt en stor secessionistisk minoritet. Arsenalets 60.000 skydevåben var et eftertragtet mål for Konføderationens frivillige, som havde samlet sig og eksercerede i Camp Jackson, der var opkaldt efter den secessionistiske guvernør Claiborne Jackson. Det lykkedes den regulære officer, som havde ansvaret for den lille unionsstyrke, der bevogtede arsenalet, kaptajn Nathaniel Lyon, at smugle 21.000 musketter over Mississippi og ind i Illinois, hvorefter han drog ud for at opløse den secessionistiske milits. Omringet ved Camp Jackson overgav de sig uden modstand. Imidlertid gjorde civile secessionister i byen oprør, da Lyon marcherede sine fanger gennem byens gader. Der blev skyderier, og snart efter var der dusinvis af døde og sårede. Statens lovgivende forsamling i Jefferson City stemte for at forberede Missouri til krig, og det virkede sandsynligt, at der ville udbryde en intern borgerkrig. For at undgå dette mødtes Lyon med Jackson for at forhandle et forlig, men de betingelser, Jackson stillede,ophidsede Lyon: Jackson ville holde Konføderationens tropper ude af staten mod, at Lyon holdt Unionens tropper ude. Lyon truede for egen regning med krig, og den 16. juni besatte han Jefferson City, hvorefter den lovgivende forsamling flygtede til statens sydvestlige hjørne med Lyon i hælene. Denne begivenhedsrække efterlod i praksis Missouri uden regering. Hullet blev udfyldt ved, at Kongressen, der tidligere havde stemt for at blive inden for Unionen under løsrivelseskrisen, samledes igen. Den udpegede statsembedsmænd, der kunne overtage magten. Den sidste rest af den lovgivende forsamling svarede igen under Jacksons ledelse ved den 3. november alligevel at erklære løsrivelse, hvilket førte til, at regeringen i Richmond den 28. november anerkendte Missouri som den 12. stat i Konføderationen. Men løsrivelsen blev aldrig en realitet. Resterne af den lovgivende forsamling blev snart drevet ud af staten, som forblev repræsenteret i De Forenede Staters Kongres ved dens førkrigssenatorer og kongresmænd, mens tre ud af fire hvide Missouriborgere, der kæmpede i borgerkrigen, kæmpede i unionens blå uniform. Lyon-Jackson-striden efterlod et bittert hjemligt efterspil. Missouri blev hårdere ramt af nabostridigheder end mange andre stater, og der var guerillakrig mellem partisaner fra begge sider selv efter 1865. Blandt de mest berygtede stimænd var Jesse James og hans bror Frank, hvis bande senere skulle blive berømte i det sparsomt befolkede Vesten.
Lyons sejr for Unionen i Missouri gjorde ham til nationalhelt i Norden, i det mindste kortvarigt. Han blev senere dræbt som brigadegeneral i en sidste kamp mod Konføderationens Missouri-milits ved Wilsons Creek i nærheden af Springfield (et af de 24 steder med navnet Springfield i USA) den 10. august. McClellans små sejre i det vestlige Virginia havde også gjort ham til en national figur. De placerede ham i både politikernes og befolkningens øjne som en vordende leder. Det var imidlertid en anden general, som Nordens øjne hvilede på i starten af juli 1861: Irvin McDowell, der havde kommandoen over tropperne omkring Washington. En del af dem havde til opgave at forsvare hovedstaden, men der var et tilstrækkeligt overskud til at danne en feltarmé, der kunne marcheres imod fjenden. Det lykkedes McDowell at samle omkring 35.000 tropper til en offensiv, der skulle konfrontere 20.000 under general Pierre Gustave Toutant Beauregard ved Manassas. Beauregard kom fra den gamle fransk-acadiske befolkning i Louisiana, havde tjent med udmærkelse i Den Mexicansk-amerikanske Krig og var ved starten af 1861 leder på West Point, indtil han blev fjernet fra posten på grund af sine sydstatssympatier. McDowell, der gik på West Point samtidig med ham (afgangsklassen 1838) havde også tjent i Den Mexicansk-amerikanske Krig og undervist på West Point. En stor mand, der, skønt afholdsmand, elskede bordets glæder, og som udelukkende havde erfaring som stabsofficer. Han havde aldrig kommanderet over tropper i felten og skulle snart få ry for at være en mand, alting gik skævt for. I juli 1861 var han imidlertid endnu uprøvet, og han gik til kampudfordringen med stor selvtillid.
I det mindste var hans base sikker. I ugerne siden træfningen ved Fort Sumter var der blevet etableret et tæt bælte af befæstede jordvolde rundt om Washington, på begge sider af Potomacfloden og på Marylandbredden af dens østlige arm, der omgav Georgetown og Alexandria sammen med Føderationens hovedstad. De fleste af disse fæstningsværker stod på jord, der i dag udgør byens moderne forstæder så langt ud som Falls Church. McDowell etablerede sit hovedkvarter i Robert E. Lees søjlepalæ oven for Arlington. Fæstningsværkerne blev garnisonerede og udrustet med artilleri. De overskydende tropper lå i lejr, parat til at marchere fremad og møde fjenden i kamp på den anden side af Potomacfloden i det nordlige Virginia.
McDowell indleverede sin kampplan til Lincoln og ministerrådet i Det Hvide Hus den 29. juni. Tre dage tidligere havde New York Times offentliggjort, hvad der skulle blive husket som en af de mest indflydelsesrige ledere under krigen, under overskriften: “Fremad mod Richmond”. Mange i Norden troede, at et enkelt voldsomt slag ville åbne vejen til Richmond og gøre en ende på krigen. McDowell var mindre sangvinsk. Han foreslog blot iværksættelsen af et angreb hen over den lille flod Bull Run, der var en biflod til Occoquan 40 kilometer vest for Washington, for at skabe en indgang til det nordlige Virginia.
Beauregards armé stod opstillet ved jernbaneknudepunktet Manassas Junction, hvor Manassas Gap Railroad mødte Orange & Alexandria Railroad. Nord for løb floden Bull Run, der krydsedes af Warrenton Turnpike, der førte til Alexandria over Stone Bridge, men som også havde seks andre vadesteder – fra venstre mod højre: Sudley Springs, Poplar Ford, Farm Ford, Lewis Ford, Ball's Ford og Mitchell's Ford. Terrænet var højere på den sydlige side, hvilket gav Beauregard en fordel. Til gengæld var han ringere stillet på grund af sine færre soldater og våben.
McDowell begyndte fremrykningen med 34.000 mand organiseret i 12 brigader den 16. juli. Hans troppers mangel på erfaring og den generelle mangel på organisation i hans forsyningskolonne sinkede ham. Først om morgenen den 21. juli ankom hans forreste kolonne til Centreville, en lille by med træhuse knap fem kilometer fra Bull Run. Beauregards hær stod opstillet på flodens sydlige bred i en front på knap 13 kilometer fra Sudley Springs til Mitchell's Ford, hvor der havde været en indledende træfning den 18. juli.
McDowells plan var at fastlåse Beauregards midterlinje ved at iværksætte en overbevisende skinmanøvre ved Stone Bridge, hvor Warrenton Turnpike krydsede Bull Run, mens han sendte størstedelen af sin hær på en lang march i en bue tværs gennem landskabet mod vadestedet ved Sudley Springs for at krydse floden og omringe Beauregards venstre flanke. Beauregard havde nu fået forstærkning af Joseph E. Johnston, der havde medbragt sine tropper fra Winchester i Shenandoah Valley. Her kom Johnston under Beauregards kommando, men foreløbig beholdt Johnston selv kontrollen. Det meste af hans styrke befandt sig til højre i nærheden af vadestedet Mitchell's Ford, hvor der havde været en indledende træfning den 18. juli. Hans plan, for så vidt han havde en, var at angribe McDowells venstre flanke – samtidig med, at McDowell ville angribe hans højre, hvilket han jo imidlertid ikke vidste noget om. Der var derfor en uheldig kombination af intentioner. Ydermere var Beauregard, selvom han stod i forsvarsstilling, talmæssigt underlegen. Den eneste kvalitative forskel på de to sider var, at på sydstatssiden var de tilstedeværende regulære officerer spredt mellem alle de frivillige regimenter, mens de på nordstatssiden, på grund af Winfield Scotts irrationelle fordomme imod at sprede dem, var koncentreret i McDowells fire regulære enheder, en infanteribataljon, en bataljon af marineinfanterister og to artilleribatterier under kaptajnerne Ricketts’ og Griffins kommando.
Borgerkrigens første store slag begyndte klokken ni om morgenen den 21. juli, da Beauregards forsvarsstyrke ved Stone Bridge, der bestod af en lille gruppe af infanteri-, kavaleri- og artillerienheder, kom under beskydning fra tropper under general Daniel Tylers kommando. General Nathan Evans, West Point-manden, der havde kommandoen ved broen, vurderede korrekt, at beskydningen snarere var beregnet på at tilbageholde dem end at slå dem, og foranlediget af et signal fra en af Beauregards stabsofficerer, kaptajn Edward Porter Alexander, som holdt øje med kamppladsen, besluttede han at dele sin styrke. Han efterlod fire kompagnier til at holde Stone Bridge og tog resten med sig nordpå for at møde nordstatsstyrkerne ved Sudley Springs. Hans to stærkeste enheder var bataljoner fra South Carolina og Louisiana.
Kort efter at sydstatsenhederne havde indtaget deres stillinger, dukkede McDowells fortrop op. Den bestod af regimenter fra New Hampshire og New York og to fra Rhode Island, støttet af hans to faste batterier, Ricketts’ og Griffins, og var under general Ambrose Burnsides kommando. Burnside havde vanskeligheder med at manøvrere sine uerfarne tropper ind i kampformation. Omsider lykkedes det imidlertid, og regimenterne begyndte, støttet af de faste batterier, at hamre løs på sydstatshæren. General Evans sendte en hasteanmodning om forstærkninger. En brigade bragt frem fra Harpers Ferry af Joseph E. Johnston, bestående af 6. North Carolina, 4. Alabama og 2. Mississippi, dukkede op under general Bernard Bees kommando. De blev sendt fremad og standsede angrebet, i det mindste for en stund.
McDowell, der bemærkede sydstatshærens hårdnakkede modstand, sendte ordrer til Tyler, der havde kommandoen ved Stone Bridge, om at øge presset. Tyler vurderede, at presset kunne sættes bedre ind andetsteds, og da en brigade under general William Tecumseh Sherman dukkede op, dirigerede han den til vadestedet Farm Ford, lige oven for Stone Bridge. Sherman (West Pointafgangsklassen 1840) var skæbnebestemt til at blive en af borgerkrigens mest hæderkronede officerer. Som et forvarsel om hans fremtidige berømmelse førte han nu sin brigade fremad over Bull Run på et sted, hvor det var muligt at vade over, og sendte den op på en bakke, hvorfra den kunne dominere slagmarken – en lille skråning med et hus på, der ejedes af Henry-familien.
Henry House Hill skulle blive fokus i slaget om Bull Runs klimaks. Johnston var den første til at indse skråningens betydning. Utålmodig med Beauregards fiksering på at omringe McDowells højre flanke, udbrød han pludselig midt om eftermiddagen: “Slaget er der – jeg vil derhen.” Så sprang han i sadlen og galoperede på sin hest bort til Henry House Hill. Da han ankom, fandt han sin underordnede, general Thomas J. Jackson, som havde kommandoen over en brigade af Virginia-tropper, der tidligere havde tjent i Shenandoah Valley, på toppen af højderyggen. Jackson (West Pointafgangsklassen 1846), var en overlegen taktiker. Han havde opstillet sin brigade, så den stod på bakkens “militære højdepunkt” og således først var fuldt synlig for sydstatstropperne, når de havde arbejdet sig op over den “falske bakketop”. Jacksons fem Virginiaregimenter fik støtte af Hamptons Legion – en sammensat enhed af infanteri og kavaleri fra South Carolina under general Bernard Bees kommando. Bee, der i øvrigt ikke var en mand, der skulle blive husket, sporede sin hest fremad, da sydstatstropperne dukkede op ved Henry House-fronten, idet han skreg til mændene fra South Carolina og andre mindre resolutte rester af Beauregards armé, der midlertidigt havde fundet kammerater på Henry House Hill: “Se! Der står Jackson som en stenmur. Slut op bag mændene fra Virginia!"17
Nogle gjorde det, nok til at drive Shermans og andre nordstatsformationer væk og derved skabe en myte, den om “Stonewall Jackson”. Stonewall (stenmur), som han derefter altid skulle blive kaldt, insisterede på, at tilnavnet tilfaldt hans brigade, som faktisk derefter blev døbt Stonewall Brigade af sydstatsregeringen. Kampen rasede omkring Henry House hele eftermiddagen. McDowell selv dukkede op for at trænge op til øverste etage i Henry House, hvor den 84-årige Mrs. Henry var blevet dræbt af nordstathærens artilleribeskydning kort forinden. Kort efter McDowells opdukken begyndte nordstatshæren, skønt den stadig var sydstatshæren talmæssigt overlegen, at falde tilbage. Sidst på eftermiddagen var tilbagetoget blevet til et knusende nederlag.
Der var ikke nogen rationel grund til, at McDowells hær skulle kollapse, som den gjorde. Beauregard havde modtaget forstærkning i løbet af eftermiddagens kampe, blandt andet fra en brigade, der var ankommet med tog fra Shenandoah Valley, og som var marcheret direkte fra toget til slagmarken – et hidtil uhørt syn i en krig. Forstærkningerne havde leveret modangreb mod McDowells kolonner, der deployerede fra bagved Bull Run. De to ordinære batterier var blevet alvorligt rystede af et blåklædt sydstatsregiments geværild på nært hold, som artilleristerne havde forvekslet med deres egen side. Jeb Stuart havde leveret et effektivt kavaleriangreb, der havde drevet New York Fire Zouaves på flugt og fuldstændig splittet marineinfanteribataljonen ad – ikke overraskende, eftersom dens soldater var nybagte rekrutter.
Ikke desto mindre var der ikke nogen af disse episoder, der gjorde det ud for en afgørende handling, og der var faktisk heller ingen, der traf nogen beslutninger. Da skydningen brød løs rundt om Henry House, var Johnston redet derhen, men ved sin ankomst havde han ikke taget effektiv kontrol, lige så lidt som McDowell havde, da han – noget sent – ankom sammesteds. Beauregard anførte et modangreb op ad Henry House Hill, og det lykkedes ham at skræmme en nordstatskolonne væk, hvorefter nordstatsarméens retræte blev generel. Præcis hvorfor, var der ingen, der kunne sige. Tusindvis af soldater var i bevægelse og myldrede rundt. Omkring 12.000 nordstatstropper vurderede man, var blevet væk fra deres regimenter. Færre fra sydstatshæren var blevet grebet af forvirring. Det var formentlig grunden til sydstatshærens succes, så uorganiseret den i øvrigt var.
Sent på eftermiddagen vrimlede Warrenton Turnpike, der førte tilbage til Alexandria og Washington, med soldater, heste og militærtransporter, der kæmpede for at komme væk. Mange af flygtningene var besat af frygt for, at Stuarts kavaleri – eller et hvilket som helst kavaleri – var i hælene på dem. Midt imellem soldaterne var der en del civile, der var draget ud med vogne og skovturskurve samme morgen for at se på slaget i forventning om at komme til at opleve en slags festspil. Iblandt dem var i hvert fald ti kongresmænd og seks senatorer fra Unionen. Ved aftenstid var de bare ivrige efter at komme sikkert hjem til aftensmaden. Civile vogne og artilleriets kanonvogne og ammunitionsvogne pressede på for at komme i sikkerhed side om side.
Sydstatstropperne var ikke i væsentlig bedre stand. Mange af deres regimenter var faldet fra hinanden, og soldaterne flakkede omkring bagest på slagmarken i flokkevis uden officerer og uden at vide, hvad de skulle stille op. Jefferson Davis, som var kommet med tog fra Richmond, troede først, at han var ankommet til en nederlagsscene, og begyndte at forsøge at anråbe omstrejferne. Den første mand, han mødte fra hans egen side, der mente, at de havde vundet sejr, var Stonewall Jackson, der var ved at få et mindre sår forbundet på et felthospital. “Vi har tævet dem,” råbte han. “De løb som får. Giv mig 5.000 friske mænd, og jeg vil være i Washington i morgen!"18
Jackson, der var usædvanligt overstadig, overdrev. Beauregards hær havde ikke vundet nogen overbevisende sejr. Den havde bare undgået nederlag og det endda kun med nød og næppe. Den havde ikke kapacitet til at forfølge McDowells rystede styrker og da slet ikke til at indtage Washington. Potomac-linjen og broerne over floden var lige så sikre efter slaget ved Bull Run, som de havde været forud for slaget. Byens forsvarslinje lå faktisk endnu længere fremskudt. Centreville – et grandiost navn for en lille klynge træhuse – var garnisoneret med flere intakte brigader under oberst Theodore Runyon og blev snart efter forstærket med de intakte elementer af Bull Run-armeen, som bestod af Blenkers brigade og major George Sykes’ bataljon fra den regulære hær. Beauregard var ivrig efter at indtage Centreville. Det kom han imidlertid aldrig til.
Bull Run havde skadet begge hære alvorligt. Skønt en fjerdedel af McDowells armé og en tredjedel af Beauregards ikke havde været i kamp i løbet af dagen, var 460 nordstatssoldater blevet dræbt, 1100 var blevet såret, og yderligere var over 1.300 taget som fanger. Sydstatsarmeen havde mistet 400 mand, 1.500 var blevet såret, men næsten ingen var taget som fanger, hvilket var det virkelige tegn på deres succes. Bull Run var ikke blot krigens første større slag. Det var også første episode af en helt ny type krigsførelse, en kamp mellem overbevisninger, udkæmpet af befolkninger, der ikke var trænet til kamp. Det militært set ret tvetydige resultat tjente til at opflamme lidenskaberne på begge sider. I Richmond og over hele Syden blev nyheden om slaget ved Manassas, som Sydstaterne kaldte det, udlagt som en vældig sejr, som opmuntrede til at fortsætte og stå fast. Almindelige sydstatsfolk troede, at deres egen underlegne armé havde slået en vældig overlegen styrke, og tog det som et varsel om den endelige sejr. I Norden skuffede nyheden forventningerne, men stålsatte også beslutsomheden. Den indledningsvise modgang ville snart blive efterfulgt af triumf, mente patrioterne. Unionens retfærdige sag var i sig selv en garanti for, at oprørerne ville tabe.
I mellemtiden brugte Lincoln i Washington tiden efter slaget på at overveje, hvilke midler der ville kunne omsætte hans strategiske idealer til virkelighed. Han udkastede nogle konturløse ønskemål – at forbedre uddannelsen af tropperne på Fortress Monroe og styrke Nordstaternes besættelse af Baltimore – og han skitserede planer for en offensiv aktion imod Syden, der skulle sikre jernbanen ved Bull Run og åbne en front i det nordlige Mississippi. Mere væsentligt understregede han igen betydningen af at styrke blokaden; og han begyndte at overveje en udskiftning i toppen af kommandostrukturen. Skønt han hverken havde skændtes med eller bebrejdet McDowell noget, var han begyndt at have sine tvivl med hensyn til ham – han var for forsigtig og manglede beslutsomhed. Som erstatning kredsede hans tanker nu om den eneste nordstatsgeneral, der hidtil havde opnået nogen form for succes over for sydstatshæren, George McClellan, der havde sejret ved de små slag i West Virginia i starten af juli. Den 22. juli telegraferede han og bad McClellan om at melde sig i Washington.
Det var ikke noget tilfælde, at det første sammenstød i borgerkrigen fandt sted ved South Carolinas kystgrænse – et sted, hvor en fuldt ud secessionistisk stats væbnede styrker blev konfronteret med Unionens militærmagt ved Fort Sumter. Andre steder var konfrontationerne ikke nær så skarptskårne, og splittelsen mellem holdninger og befolkningsgrupper ikke nær så udpræget. Fronterne var mindst tydelige i grænsestaterne, hvor der var færrest slaver – hvis staten talte som en slavestat – og stemmerne for secession mindst koncentrerede og talrige. Visse grænsestater såsom Kansas, Missouris nabo i vest, var slet ikke secessionistiske, skønt immigranter fra Syden havde bragt slaver til staten i løbet af de urolige 1850'ere. Virginia, som rent geografisk nærmest var en Nordstat, var altovervejende secessionistisk, men den nordvestlige del af landet var kun beboet af få slaveejere og kunne ikke forventes at støtte statsregeringen i en afstemning om at forblive i eller forlade Unionen. Kentucky, Tennessee og Missouri var indlysende nok splittede, eftersom de havde en ret stor slavebefolkning, men kun få store slaveejere blandt vælgerne. Maryland antoges at være en Sydstat rent følelsesmæssigt, men var ikke en ren slavestat. Lille Delaware stod, skønt staten indeholdt slaver, alt for meget i skyggen af sine nordlige naboer til at turde risikere løsrivelse.
Kernen i grænsestatsdilemmaet – hvorvidt man skulle holde fast i Unionen eller følge de slaveejende kliker mod syd – var mest mærkbar i Tennessee, Kentucky og Missouri. Tennessee, hvis østlige halvdel grundlæggende var loyal mod Unionen, blev ført ind i løsrivelsen af sin guvernør den 8. juni. Ikke desto mindre forsynede staten Unionen med et stort antal frivillige, og den var en af de stater, der havde navngivne regimenter i begge hære. Lincoln var specielt blød over for Tennessee, og hans strategi i det vestlige område skulle vise sig kraftigt påvirket af hans ønske om at genindlemme staten i Unionen. Kentucky var måske den mest splittede af samtlige stater – så meget, at guvernøren Beriah Magoffin erklærede staten neutral, som om staten var en selvstændig enhed uden for De Forenede Stater (hvilket de ekstreme secessionister i landet naturligvis også påberåbte sig var tilfældet), og forhandlede med både Washington og Richmond, så længe han kunne. I sidste instans overspillede Richmond sine kort og invaderede Kentucky, hvilket straks fik den lovgivende forsamling til at bede om Unionens beskyttelse. Derfor forblev staten i Unionen, selvom en Richmond-sponsoreret statsregering, der bevarede en skrøbelig eksistens gennem hele krigen, tillod secessionisterne at tælle staten med til Konføderationen. Kentuckys befolkning meldte sig som frivillige til begge hære, skønt statens borgere efter krigens afslutning pludselig begyndte at udvise en besynderlig sympati for Sydens sag, der efterlod det indtryk, at Kentucky “løsrev sig efter krigens afslutning”.
Secessionismens krise kom værst til udtryk i Missouri, hvor den brød ud i en usædvanlig ondartet og blodig, åben krig. De nabostridigheder, der før krigens udbrud havde resulteret i så mange dræbte i Kansas, havde bredt sig til Missouri allerede inden 1861 og havde efterladt en arv af lokalt had, der blev viklet ind i lidenskabelige følelser henholdsvis for og imod slaveriet, eftersom Missouri var en bomuldsstat med en betydelig slavebefolkning. Drab og hærværk i værste Kansas-stil brød løs i Missouri ved nyheden om Fort Sumter. (Lincoln havde givet fortets kommandant, Robert Anderson, kommandoen over Unionens milits i Kentucky, da han vendte tilbage fra Charleston.)
Efter at Nathaniel Lyon havde reddet arsenalet i St. Louis, var der et forsøg på at undgå borgerkrig i Missouri – et af mange forsøg rundt omkring ved grænserne og i selve Syden på det tidspunkt. Unionens kommandant, den sydstatsfødte brigadegeneral William S. Harney indgik en aftale, ifølge hvilken general Sterling Price indvilligede i at undlade at indsætte sine tropper på en måde, der kunne skærpe konflikten. Price, der var frivillig officer, havde tilbudt sin tjeneste til guvernør Jackson. Lyon og kongresmanden Francis Blair besluttede straks at betragte Price-Harney-aftalen som noget, der ville accelerere løsrivelsen fremfor at forhindre den, og med præsidentens bemyndigelse fratog Lyon hurtigt Price kommandoen, som han derefter selv overtog. Han og Blair mødtes med guvernør Jackson og general Price i St. Louis for at nå til enighed om betingelserne for statens styring. Lyon krævede ret til frit at føre unionstropper gennem Missouri. Guvernøren nægtede, og mødet opløstes i skænderier. Bagefter sendte Jackson bud efter sydstatstropper fra Arkansas, Louisiana og Texas. Deres ankomst ansporede de sammenstød mellem pro- og antisecessionister, der allerede var brudt ud rundt omkring i staten. I begyndelsen af juli var unionstilhængerne i den nordlige del af staten blevet drevet ud af deres hjem. Jayhawkers, aktivistiske slaverimodstandere fra Kansas, dukkede op i det vestlige Missouri og angreb secessionister. Lyon støttede nu et statskonvent, der erklærede guvernørens og andre statslige embedsmænds stillinger ledige, indsatte i stedet en urokkelig unionstro guvernør i embedet og flyttede statens hovedstad fra Jefferson City til St. Louis.
Dette bragte den simrende borgerkrig i Missouri til åbent udbrud. Begge sider begyndte at samle deres tropper. Lyon marcherede ud for at udfordre Price ved Wilson's Creek i nærheden af Springfield i Missouri i begyndelsen af august. Det, der fulgte var, selvom det var banalt som militær træfning og uden den store betydning for krigens udkomme, ikke desto mindre yderst betydningsfuldt, eftersom det afslørede træk, der skulle komme til at præge borgerkrigens kampe, ligegyldigt hvor eller hvornår de blev udkæmpet. Det var en bitter kamp med store tab og mange sårede på begge sider; men trods de enorme menneskelige omkostninger, var den resultatløs ud fra en rent militær betragtning, således at svaret på spørgsmålet om, hvorvidt det var Nord- eller Sydstaterne, der dominerede i Missouri, stadig lå uafklaret efter slaget. Wilson's Creek var både et typisk borgerkrigsslag og forløberen for mange efterfølgende.
Lyon, der havde kommandoen over unionstropperne, havde været på felttog rundt i Missouri og udkæmpet småfægtninger her og der, hvor han var stødt på fjenden. Han havde nu identificeret den vigtigste oprørsstyrke i nærheden af Springfield og besluttet sig for at angribe den i dens lejr i nærheden af Wilson's Creek. Hans tropper talte 6.200, af hvilke 500 var hjemmeværnsmænd, stort set uden træning og med mangelfuldt udstyr. Resten var bedre trænet og bedre bevæbnet. De var organiseret i tre brigader. Den første bestod af soldaterne fra den regulære hærs 1. Infantry og en bataljon fra 2. Missouri Infantry, og den anden af faste soldater fra 2. U.S. Infantry og nogle lokale rekrutter. Den tredje bestod af frivillige fra Missouri og var under oberst Franz Sigels kommando. Sigel var politisk udpeget, men havde erfaring med europæisk krigsførelse. Den lille armé indeholdt også flere af den regulære hærs kavalerieskadroner samt flere artilleribatterier, herunder Battery F fra 2. U.S. Artillery. Da de blev stillet op i slagformation på kampens første dag, den 10. august 1861, optalte Sigel sine mænd til 1.118 med seks artilleripjecer.
Fjenden var unionsstyrkerne talmæssigt langt overlegen med 10.175 mand og 15 artilleripjecer, organiseret i to divisioner med regimenter fra Missouri, Arkansas, Texas og Louisiana – mest infanteri, men også en del kavaleri – alt under brigadegeneral Ben McCullochs kommando, assisteret af generalmajor Sterling Price. Landskabet bestod af bløde bakker, her og der afbrudt af slugter med Wilson's Creek løbende mellem høje skråninger med spredt træbevoksning, der hist og her blev tættere.
I løbet af aftenen den 9. august rykkede Lyon sine tropper frem, indtil de var inden for synsvidde af fjendens lejr, mens Sigel i løbet af natten til den 10. førte sine mænd rundt i en omgående flankebevægelse, således at de ankom til fjendens bagtropper ved daggry. Vejret var mildt med støvregn. Lyons plan var at iværksætte et knibtangsangreb mod sydstatsarmeen. Han ville angribe deres lejr fra nord, Sigel fra syd. Skønt sydstatsarmeen var nordstatsarmeen talmæssigt overlegen, var soldaterne fuldstændig uerfarne og meget dårligt udrustede. De fleste havde kun haglbøsser eller gamle flintebøsser, mens de fleste nordstatssoldater havde perkussionsrifler.
Lyon ventede, indtil lyden af skyd sydfra og lysglimtene fra gevær- og artilleriild signalerede, at Sigel havde indledt sit angreb. Derefter rykkede han frem langs den vestlige side af Wilson's Creek og drev en af Sydstaternes kavaleristyrker på flugt. Kavaleristyrken trak sig tilbage til et bakkedrag, der skulle blive kendt som Bloody Hill. Da Lyons mænd nåede til toppen af bakken, kom de imidlertid under beskydning af Pulaski-artilleriet, der befandt sig på et højdedrag på den anden side af Wilson's Creek. Denne intervention tillod Price at få etableret en ildlinje på Bloody Hill.
Sigel, der hørte larmen fra træfningen, vendte imidlertid sit artilleri mod sydstatsarmeens lejr og drev dem på vild, panisk flugt. Derefter rykkede han nordpå for at slutte sig til slaget om Bloody Hill. Klokken var 06.30, og kampen på Bloody Hill var bitter og blev stadig mere intens. Nathaniel Lyon steg til hest, og midt i kampens hede beordrede han infanteriet under kaptajn Joseph Plummer øst for Wilson's Creek til at dække unionshærens venstre flanke. Plummer så, hvilken effekt Pulaski-batteriernes beskydning havde på hans kammerater, og rykkede frem for selv at sætte det under beskydning. McCulloch svarede ved at sende to infanteriregimenter som forstærkning til oprørerne midt på slagmarken. De mødtes med fjenden i en majsmark nord for Bloody Hill. Unionstropperne trak sig tilbage fra majsmarken og videre bagud over Wilson's Creek – en bevægelse, der tillod sydstatstropperne at koncentrere hele deres styrke mod Unionens linje på Bloody Hill. Sigel led derefter et katastrofalt tilbageslag, da han forvekslede det fremrykkende regiment af Louisiana-tropper med Unionens 1. Iowa Infantry, der – som det var almindeligt i krigens indledende faser – stadig var iført grå militsuniformer. Forvirret over angrebet fra, hvad de antog for venligtsindede styrker, brød unionstropperne op og flygtede. Sydstatstropperne samlede nu hele deres indsats om Lyon og hans mænd på Bloody Hill. I løbet af de næste to timer var der tre sydstatsangreb. Lyon, der udviste hensynsløst mod gennem hele slaget, blev lettere såret ret tidligt og steg af hesten, men sad op igen og fortsatte med at opmuntre sine mænd, svinge med hatten og udstede ordrer. Så blev han ramt i brystet af en miniékugle og dræbt. Snart efter organiserede Price, der kommanderede sydstatstropperne, sine enheder – omkring 6.000 mand i alt – i en enkelt linje, der var næsten en kilometer lang, og avancerede for at kæmpe mod de overlevende nordstatstropper. De blev støttet af artilleriet og nåede helt frem til seks meter fra fjenden, mens de satte dem under konstant beskydning.
Kamplinjen var på dette tidspunkt indhyllet i en tyk sky af røg – et almindeligt resultat af den tunge geværild på borgerkrigens slagmarker, hvilket forklarer, hvorfor infanteriet fortsatte med at skyde, selvom de var under kraftig beskydning selv: De kunne simpelthen ikke se fjenden og var på den måde beskyttet mod den psykologiske effekt af at have geværilden så tæt på. Nordstatstropperne kæmpede så standhaftigt imod, at de trods deres heroiske leders død og geværilden, der haglede ned over dem, trængte sydstatstropperne tilbage. Rystede og alvorligt decimerede i antal, som de var, var de imidlertid ikke i stand til at konsolidere deres linje, og da sydstatstropperne trak sig tilbage for at regruppere, begyndte de at trække sig tilbage nordpå. De standsede ikke, før de nåede til Springfield.
Fordi det var lykkedes dem at forsvare deres terræn, kunne sydstatstropperne hævde, at Wilson's Creek var en sejr. Lyons og Sigels frygtløshed havde imidlertid rystet deres position i Missouri, og Unionen kunne fastholde staten og dens regering, selvom Sydstaterne udnævnte en marionetregering og indlemmede en sidste rest af repræsentanter i Konføderationens Kongres.
Unionens tab var 223 dræbte, 721 sårede og 291 savnede – alt i alt 1.235 ved Wilson's Creek ud af 4.500, eller omkring 20 procent af styrken. Konføderationens tab var 265 dræbte, 800 sårede og 30 savnede – alt i alt 1.095 ud af 10.175 eller omkring 10 procent af styrken. Sammenlignet med blodbadene mod øst såsom Fredericksburg og Chancellorville, var Wilson's Creek ikke noget bekosteligt slag. Som menneskelig erfaring var det imidlertid skrækindjagende, og det fremviste træk, der skulle komme til at gå igen på mange andre slagmarker under borgerkrigen, herunder de store tab af højtstående officerer. Foruden Lyon, der var den første nordstatsgeneral (han var lige blevet udnævnt), der blev dræbt under krigen, blev også to nordstatsoberster såret. De tilsvarende sydstatstal var en dræbt oberst, en dødeligt såret, en brigadegeneral og tre sårede oberster.