Ottende Kapitel
McClellan overtager kommandoen
Det er ikke helt hen i vejret at karakterisere George Brinton McClellan som borgerkrigens nordstats-Patton. Ligesom Patton var han en flot mand med et militaristisk udseende, der stod stejlt på den militære respekt, han mente tilkom ham. Som Patton nød han godt af den sociale sikkerhed, der følger med en opvækst i de højere samfundslag. McClellan-familien var ikke rig, sådan som Patton-familien var, men McClellans far var en fremtrædende læge i Philadelphia, og familien nød respekt i byen. Den yngre McClellan var blevet uddannet på en privatskole i Philadelphia, og havde læst to år på University of Pennsylvania, en fremtidig Ivy League-bastion, hvor han havde udmærket sig i klassisk filologi og sprog. Han havde imidlertid altid ønsket at blive soldat, en ambition, der bragte ham til West Point i 1842 for at blive optaget i, hvad der – indtil afgangsklassen af 1915 – skulle blive den mest berømte klasse i akademiets historie: afgangsklassen af 1846. Blandt hans klassekammerater var George Pickett (kendt fra Picketts angreb), Ambrose Hill og Stonewall Jackson. Ingen af disse udmærkede sig imidlertid på samme måde, som McClellan gjorde. Han blev nummer to i sin klasse, og blev fra starten betragtet som en vordende stjerne af sine samtidige. “Den dygtigste mand i klassen,” vurderede en klassekammerat. “Vi forventede, at han ville udrette store ting i hæren, og hvis han fik muligheden, forudså vi virkelig militær berømmelse for ham."19 Hans tidlige militære karriere indfriede dette. I 1846 under Den Mexicansk-amerikanske Krig blev han to gange midlertidigt forfremmet for sin indsats, og bagefter blev han udvalgt til at rejse til “krigsskuepladsen” i Europa, dvs. Krim, hvor Frankrig og Storbritannien kæmpede imod Rusland for at forhindre landet i at tilintetgøre Osmannerriget, for at rapportere om udviklingen i konflikten mellem de store militærmagter. Udpegelsen var en virkelig udmærkelse for McClellan, eftersom De Forenede Staters hær bestemt ikke var på forkant med moderniteten. Ydermere var det dengang sjældent, at amerikanere havde mulighed for at rejse udenlands. McClellan viste sig at være en skarp iagttager af Krimkrigen, og han indleverede en rapport, der imponerede hans overordnede. Så bekendtgjorde den lovende unge officer en afvigelse fra, hvad der ellers fremstod som en sikker om end møjsommelig karrierevej opad i graderne inden for militæret. Han indgav sin opsigelse og blev chefingeniør og vicepræsident for Illinois Central Railroad Company. Det burde ikke have været noget uventet træk for venner og familie. I 1850erne var jernbanerne den mest dynamiske sektor i Amerikas eksplosive, ekspanderende økonomi. Jernbanerne lovede at binde De Forenede Stater fysisk sammen, hvilket de da også snart skulle komme til. Enhver ung mand, der besad de nødvendige kvalifikationer til at drive arbejdet med jernbanerne fremad, kunne stille sine egne betingelser. McClellan var en sådan ung mand.
Han var ingeniøruddannet fra West Points ingeniørskole, som dengang var det fremmeste teknologiske uddannelsessted i De Forenede Stater og et af de eneste af sin art i hele verden. De øvrige eksisterende – Royal Military Academy i Woolwich i England, École Polytechnique i Paris – var militæretablissementer, eftersom teknologien kun lige netop var begyndt at undslippe rollen som et middel til krigsførelse. Heldigvis for McClellan drev West Points ingeniørprofessorer, ligesom deres europæiske kollegaer (professoren i Woolwich var Michael Faraday) grænserne for deres emne langt hinsides de traditionelle grænser for angreb og forsvar af fæstninger. McClellan havde – takket være sådanne West Point-professorer som William Bartlett, der var en af dem, der var længst fremme inden for sin disciplin – modtaget en fuldgyldig videnskabelig og teknisk uddannelse, der satte ham i stand til at bestride en hvilken som helst af de ledende positioner inden for ingeniørarbejde, som Amerikas industrielle revolution ved århundredets midte havde skabt. I 1861 var Illinois Central ikke den eneste jernbane, McClellan havde bidraget til med sin arbejdsindsats. Han var ved borgerkrigens udbrud en formidabel kandidat til at avancere til overkommandoen i den konflikt, hans land befandt sig i – en uddannet militæringeniør, en erfaren kriger og en virksomhedsleder med påviselig erfaring. Intet under, at McClellan allerede få uger inde i krigen blev udnævnt til generalmajor for nordstatshærens frivillige og fik kommandoen i det vestlige Virginia.
McClellan var en af de første West Point-kandidater, der opnåede rang af general. Skønt det amerikanske officerskorps i 1860 for otte tiendedeles vedkommende bestod af West Point-kandidater, var der endnu ingen, der var blevet udnævnt til mere end oberst. Den gamle garde – veteranerne fra Den Mexicansk-amerikanske Krig, Seminolekrigene, ja, selv fra krigen i 1812 – dominerede stadig overkommandoen og var utilbøjelige til at anerkende bogormene fra akademiet på lige fod. Kun krigens komme og det pludselige behov for brigadeførere, divisionschefer og stabsofficerer bragte blokeringen til ophør. Få blev forfremmet så højt og så hurtigt som McClellan. Han skyldte sin succes det faktum, at ingen anden nordstatsofficer endnu havde haft succes i felten, skønt det bør bemærkes, at han ikke var til stede ved nogle af de tre slag, som han så hurtigt blev berømt for. William Howard Russell, korrespondenten fra Times i London, der ankom frisk fra Krimkrigen og havde knyttet nære venskaber med erfarne feltofficerer, affærdigede McClellan i et tidligt telegram som “de uudkæmpede slagmarkers lille korporal."20 Spydigheden var unfair, men den udtrykte en værdifuld advarsel til amerikanske sværmere for hurtige sejre. Winfield Scott, den eneste amerikanske soldat der havde personlig erfaring med, hvordan sejre blev opnået, var særlig optaget af at dæmpe håbet om en hurtig triumf. I en note til godkendelse af McClellans første slagplan advarede han imod den “store fare, der truer os – vores patriotiske og loyale unionsvenners utålmodighed. De vil kræve omgående og energisk handling, uden hensyn til konsekvenserne, frygter jeg."21
Det var kravet om omgående handling – “Fremad mod Richmond” – der havde ført til fiaskoen ved Bull Run. Unionshærens nederlag havde vendt op og ned på krigens moralske klima. Inden Bull Run var det Syden, der efter egen opfattelse havde været under pres, skønt dens udfordrende optræden forhindrede den i at indrømme det. Efter Bull Run var det Washington, ikke Richmond, der var truet. En rationel strateg, der betragtede scenen, ville have opfattet det anderledes. Trods sydstatsarmeens nærhed, efter at den var rykket frem fra Bull Run til Centreville og nu stod og skuede ud over Potomacfloden, havde den ikke den nødvendige styrke på stedet til at gøre brug af den fordel, man havde opnået. Allerede på aftenen for slaget ved Bull Run affærdigede Winfield Scott alle panikrygter om, at sydstatshæren stod ved porten. Til en stabsofficer, der bragte en rapport om, at Arlington, Washingtons sydlige forstad, var blevet besat, og at sydstatshærens fortrop snart ville være i selve hovedstaden, udbrød han: “Vi er netop ved at høste krigens første frugter og lære, hvad panik er. Vi må være forberedt på alle mulige rygter. Hør her, Sir, snart vil man fortælle os, at Jefferson Davis har krydset Long Bridge i spidsen for en brigade elefanter."22 Bortset fra overdrivelsen, havde Scott en fornuftig og velovervejet pointe. Sydstatshæren havde endnu ikke den nødvendige styrke til at invadere Nordstaterne, og Unionens vigtigste opgave var at udrydde ubegrundet nervøsitet og lede efter måder, hvorpå man kunne føre krigen over på fjendens territorium.
McClellan, der som nyudnævnt favorit var ved at sprænges af entusiasme, ankom til Washington med en plan for at vinde krigen uden nølen. “Uden nølen” var et meget populært koncept i Norden i begyndelsen af konflikten. Ingen, heller ikke præsidenten, der ellers nærede realistiske bekymringer, ønskede at se en langvarig krig i øjnene. Der var også kun få i Norden, der brød sig om tanken om alvorlige kampe. General Scott havde fra starten overbevist sig selv om og forsøgte også at overbevise andre om, at hvis de blev underkastet det ubehagelige pres fra blokade og trusler, ville Sydstaternes unionstilhængere, hvis antal han overdrev, falde til føje, så Unionen kunne genoprettes uden alvorlige blodsudgydelser. McClellan, en krigsveteran fra krige på to kontinenter, var tilstrækkelig realistisk til at indse, at Scotts vision for forsoning uden konflikt ikke kunne gennemføres. Han accepterede, at kamp var et nødvendigt middel til at undertvinge oprøret. Den plan, han havde med sig til Washington, imødeså derfor storstilede operationer. Det var en dårlig plan – hvilket der er almindelig enighed om set i bakspejlet – for diffus og unødvendigt brutal. Ikke desto mindre havde den, som Sherlock Holmes ville have sagt, visse interessante aspekter. Det første var, at den inkluderede en maritim dimension. Det andet var, at den kastede et meget bredt, strategisk net ud, hvorved den afslørede en forståelse for den geografiske faktor i krigsførelsen på det nordamerikanske kontinent, der gør McClellan betragtelig intellektuel ære. McClellan foreslog et fremstød ad søvejen mod Charleston i South Carolina og ind i Georgia. Amfibieoperationen skulle kombineres med et fremstød fra Midtvesten, baseret på at etablere et fast greb om floderne Ohio og øvre Mississippi ned gennem Great Kanawha Valley og ind i Virginia. Great Kanawhafloden er en af de få floder, der krydser Appalacherne. Den starter i North Carolina og flyder ud i Ohiofloden. Ved dens bred ligger Charleston, hovedstad i det, der i dag er West Virginia, og også Pittsburgh, lige der hvor den møder Monongahela. Fysisk er Great Kanawha en stor vandvej, men i 1800-tallet var det område, den flød igennem, stadig uudviklet med få byer eller veje og ingen jernbaner. McClellans valg af Great Kanawha som akse er svært at forstå. McClellan ønskede at kombinere Great Kanawha-offensiven med en anden linje fra Kansas og Nebraska ned ad floderne Missouri og Mississippi mod Sydens indre og i sidste instans Texas. Strategisk var der intet at udsætte på denne plan. Men hvad McClellan ikke forklarede Scott eller Lincoln, var, hvor han ville etablere sin operative base eller, mere kritisk, hvordan han ville forsyne den med tropper, ammunition og forsyninger.
Lincoln og Scott, der ellers først bifaldt McClellans plan, gjorde intet for faktisk at gennemføre den eller sørge for at skaffe de ressourcer, der var nødvendige for at iværksætte den. Dermed stod man tilbage med Anakonda-planen, som Scott havde foreslået i starten af maj, om at spærre Konføderationen inde ved at blokere kysten og kontrollere Mississippifloden. Anakonda-planen var økonomisk korrekt tænkt og praktisk gennemførlig. Nordstaterne var i stand til at lukke alle Sydens åbninger til havet ret hurtigt, eftersom man kontrollerede hovedparten af U.S. Navys skibe og mandskaber og næsten alle de amerikanske skibsværfter. Og eftersom Nordstaterne også havde de fleste floddampere, stod de også stærkt med hensyn til at overtage kontrollen med de store vandveje. I det øjeblik, man gjorde det, ville Sydens store eksportkapacitet, som man forståeligt nok var stolt af, blive irrelevant. Fire millioner bomuldsballer, en enorm rigdom, ville miste sin værdi, hvis de ikke kunne sejles fra pakhusene. I begyndelsen af krigen var der folk i Syden, der overbeviste sig selv om, at det var til Konføderationens fordel, at tilførslen til verdensmarkedet blev afbrudt. Det deraf følgende fald i manufakturindustrien i det nordlige England og i Frankrig ville, troede de, tvinge moderate nordstatsfolk til at lægge pres på deres regering for at anerkende løsrivelsen, ligesom det ville tvinge Sydens magtfulde handelspartnere til at anerkende uafhængigheden. De gjorde regning uden vært. Manglen på bomuld affødte en krise i de europæiske fabrikker, men fabriksarbejderne var så indædt imod slavearbejde, at de økonomiske kvaler ikke blev omsat til politisk protest. Fabriksejerne og de besiddende klasser generelt havde større sympati for Syden. Der var stadig tilstrækkeligt meget nag over de 13 koloniers oprør, til at man kunne fryde sig over at se republikanere i vanskeligheder. Ikke desto mindre var den magtfulde slaverimodstand, som Storbritannien nærmest havde gjort til sin sag i århundredets første halvdel, samt stoltheden over Royal Navys succes sammen med almindelig sund fornuft omkring udenrigspolitiske spørgsmål afgørende faktorer i at bringe slavehandelen til ophør. Udenrigsministeriet holdt, trods ivrig lobbyvirksomhed fra Sydens repræsentanter, stand imod en anerkendelse af Konføderationens uafhængighed.
Diplomatisk virkede Anakonda-planen derfor efter hensigten, da den blev iværksat. Mississipi-felttoget, som den gav anledning til, skar gennem den successive erobring af Cairo, Memphis og New Orleans ved flodmundingen, Syden over i to og isolerede den vestlige halvdel fra Dixies hjerteland. Den 3. maj skrev Scott og forklarede Lincoln, at hans hensigt var: “at rydde denne store forbindelseslinje og holde den åben ... for at omringe oprørsstaterne og bringe dem til fornuft med mindre blodsudgydelse end med nogen anden plan."23 Denne bemærkning var yderst karakteristisk for Scott. Som en mand, der havde vundet en krig, havde han intet behov for at bevise sine egne krigeriske dyder. I hans øjne var McClellans plan problematisk, fordi den krævede, at der blev gennemført store offensiver i Syden, hvilket han med god grund tvivlede på ville virke, men hvilket han også helt korrekt forudså ville dræbe mange, som han foretrak at beholde i live. Desværre var Scotts plan, alle dens dyder ufortalt, også mangelfuld. Det var, som hvis Adam Smith havde kastet sig over strategi i stedet for økonomi. En usynlig hånd skulle opnå hærførerens ønskede resultat, uden indblanding af nogen af krigens ubehagelige hjælpemidler. Det bemærkelsesværdige i Scotts Anakonda-plan var, at den overhovedet ikke nævnte ordet kamp. Nøglepositioner skulle erobres, vandveje kontrolleres, uden at det tilsyneladende forventedes at fremprovokere nogen form for reaktion fra fjendens side. Sydens territorium skulle deles i to, uden at Sydstaterne protesterede. Scotts agtværdige ønske om at undgå blodsudgydelser mellem medborgere, forventedes at blive delt af fjenden, hvilket på ingen måde var tilfældet. Syden kogte og sydede af kamplyst, dels for at få krigen overstået, dels fordi man længtes efter at gennembanke de uduelige yankee-svæklinge. Ikke desto mindre var det Anakondaplanens fortjeneste, at Lincoln blev præsenteret for et alternativ til McClellans planer om operationer i Virginia, og at han yderligere blev opmærksom på Mississippis strategiske betydning.
Vesten og Midtvesten bekymrede Lincoln. Som skuepladser for Sydstaternes offensive operationer udgjorde de ikke nogen voldsom trussel for Nordens hjerteland, men risikoen for, at deres splittede befolkninger skulle tilslutte sig Sydstaternes lejr med det tab, det ville medføre for Nordstaternes prestige og moral, plagede ham. Ydermere vurderede han helt korrekt, at Kentucky-Missouri-Tennessee-blokken udgjorde en base, fra hvilken man kunne gennemføre succesfulde invasioner af Virginia og nabostaterne. Den republikanske præsidentkandidat fra 1856, John Frémont, der var den første hærfører i Vesten, måtte snart udskiftes. Til trods for at han var gammel officer og berømt som “stifinderen” for sine førkrigsmeritter som udforsker af de vestlige territorier, manglede han både erfaring og krigstalent. Han var en lidenskabelig modstander af slaveriet, og en af hans første handlinger som kommandant i Vesten var i august 1861 at frigive alle slaver, der tilhørte oprørerne i Missouri. Men umiddelbar frigivelse var ikke nordstatspolitik, eftersom mange, heriblandt Lincoln, mente, at man risikerede at støde de unionstro i grænsestaterne fra sig. Efter at Frémont havde fået frataget kommandoen, delte McClellan – der i mellemtiden var blevet udnævnt til øverstkommanderende for Unionshæren efter Scott, som var blevet svækket på grund af sygdom og McClellans ringeagt – det vestlige departement i to og udpegede Don Carlos Buell som kommandant for det østlige Kentucky samt Tennessee, og Henry Halleck som øverstkommanderende over resten. Buell havde en høj stjerne i førkrigshæren på grund af sin effektivitet. Halleck havde været McClellans nærmeste konkurrent til kommandoen over Army of the Potomac. Ingen af dem skulle komme til at udvise noget stort praktisk talent, hverken under det forestående felttog i Vesten eller senere.
Uheldigvis for begge var det netop på dette tidspunkt, i december 1861, at Lincoln og McClellan begyndte at presse på for handling. McClellan var selv under pres for at iværksætte en længe forhalet fremrykning i Virginia, hen over den gamle slagmark ved Manassas, mens Lincoln, som også ønskede handling fra McClellans side, var ivrig efter, at Buell og Halleck skulle koordinere deres bevægelser for at befri det østlige Tennessee og dets unionstro befolkning. Lincoln håbede, at man kunne indtage både Knoxville og Nashville. Han blev skuffet, da både Buell og Halleck indrømmede, at de ikke kunne hverken gennemføre eller koordinere nogen af operationerne. Det var ikke kun Lincoln, de vestlige generalers uduelighed gjorde modløs. McClellan havde sat sin lid til, at Buell ville gøre indfald i Kentucky, så hans egen fremmarch i Virginia ville blive lettere. Det var den operation, han havde lovet Lincoln gennem flere måneder nu. McClellans Virginia-aktion havde været under overvejelse og var blevet udskudt så længe, at tvivlen efterhånden voksede både i kabinettet og i aviserne (eftersom hemmeligheden, der ikke blev vogtet specielt nidkært, lækkede) om, hvorvidt McClellan mente det alvorligt. I mellemtiden voksede også McClellans egen usikkerhed omkring hans offensivs mulige succes. Dette var den første manifestation af det, der skulle vise sig at være hans invaliderende svaghed som øverstkommanderende: Hans beredvillighed til at søge råd og vejledning hos sin egen frygt. Det er meget muligt, at McClellan, hvis han havde mobiliseret sine styrker i august eller september, ja, selv så sent som i oktober, kunne have fejet sydstatstropperne, der forsvarede vejen til Richmond, til side og gennemført et betragteligt fremstød. Men da man nåede til november, havde hans frygt imidlertid efterhånden udstyret fjenden ved Manassas med en styrke, den på ingen måde besad. Han havde en dårlig efterretningschef – lederen af Pinkerton Detektivbureau – og han supplerede efterretningsfejlene med sin egen fantasi. Snart vurderede han sydstatshærens styrke til 100.000 mand og begyndte derfor at bede om forstærkninger, idet han påberåbte sig umuligheden af at gribe til handling over for en sådan overmagt.
Eftersom McClellan aldrig iværksatte Manassas-operationen, synes det plausibelt, at han heller ikke havde tænkt sig at gøre det. Men Virginia-offensiven fusede ikke bare ud. I stedet blev den erstattet med en anden, langt mere ambitiøs plan, der kom til verden ad en underlig omvej. Sidst i november nævnte McClellan for chefingeniøren for Potomac-armeen, at han havde en plan for, hvordan man kunne erobre Richmond. Han ville indskibe Potomac-armeen i Washington og føre den ned langs Chesapeake Bay til Rappahannockflodens munding og derefter marchere den over land til Richmond, som han regnede med at kunne erobre, inden sydstatshæren ved Manassas kunne nå frem til hovedstaden. Det var en typisk McClellan-plan for, hvordan man kunne opnå store resultater uden at løbe store risici, som at udkæmpe et stort slag langt fra en sikker nordstatsbase. Planen voksede og blev slutteligt godkendt med underlige resultater. Det mest underlige var imidlertid, hvordan han overhovedet var kommet på “Urbana-planen", som den oprindeligt blev kaldt efter det afskibningssted, som McClellan foreslog. Hverken Scott, Lincoln eller nogen andre nordstatskommandanter havde foreslået nogen amfibieelementer i operationer for at besejre Syden. Der var ikke nogen amfibietradition i amerikansk krigsførelse. Britisk sømagt var ikke blevet benyttet i nævneværdigt omfang i deployeringen af kongens hære mod oprørerne under Uafhængighedskrigen. De Forenede Stater havde dårligt nok brugt sin flåde under felttoget mod Mexico i 1846, som udelukkende var blevet udkæmpet på landjorden. Så hvorfra fik McClellan sin plan for et storstilet, vandbåret overfald på adgangsvejene til Konføderationens hovedstad? Hans forsigtige og yderst konventionelle militære anskuelser taget i betragtning var det et højst overraskende eventyr, han foreslog.
Svaret skal måske søges i hans erfaringer fra Europa. Da McClellan observerede organisationen under Krimkrigen, hvor England og Frankrig kæmpede for at forhindre Rusland i at tilintetgøre Osmannerriget, så han, at den største forhindring, englænderne og franskmændene stod over for, var tzarrigets utilgængelighed. Selvom Rusland kunne invaderes via Østeuropa, havde Frankrig og England ikke nogen baser eller allierede der. Det tvang dem til at se sig om andetsteds, hvilket betød at forsøge at finde adgangsveje langs Ruslands kystlinje. Og det er her, man kan se den lighed med Sydstaterne, der muligvis slog McClellan. Ruslands enorme størrelse mindede om Sydens. Faktisk er det en hyppig sammenligning. Men ligesom Syden var beskyttet af enorme havbarrierer og store bjergkæder med tørre områder og vældige, interne vandveje, var Rusland stort set afskåret fra omverdenen af tilfrosset hav. Rusland var af klimatiske grunde uden adgang til havet. De franske og engelske strategers overvejelser over, hvordan man kunne komme ind på livet af fjenden, faldt omsider over tre steder, hvorfra man kunne angribe. Det ene var fra Østersøen, som selv var vanskelig tilgængelig. Det andet var fra Stillehavskysten nord for Japan, hvor Rusland havde flådebaser på Kamtjatka-halvøen. Vanskeligheden med både Østersøen og Stillehavet som kamppladser var, at deres bagland var uegnet til konventionelle landoperationer, og for Stillehavsområdets vedkommende lå det også fjernt fra alle besiddelser af værdi for den russiske regering. Disse overvejelser fik de allierede til i sidste instans at vælge den eneste tilbageværende adgangsvej: Krimhalvøen i Sortehavet. Som angrebsmål havde det også svagheder, eftersom Krimhalvøen ikke hang særlig godt sammen med det russiske fastland og kun rummede en enkelt lokalitet af interesse: Sebastopols havn. Men det var muligt at angribe den, og eftersom der ikke var andre valgmuligheder, udvalgte de allierede sig den som deres mål. Efter at have etableret en base på Sortehavets vestkyst koncentrerede de deres flåder og ekspeditionsstyrker og påbegyndte invasionen. Udfaldet, der resulterede i, at englænderne og franskmændene blev trukket ind i en ulykkelig belejring af Sebastopol, burde – hvis det var Krimkrigen, der havde inspireret McClellan, og hvis han havde tænkt mere over, hvad invasionen indebar – have advaret ham imod at iværksætte Urbana-planen.
Men det tillokkende ved et amfibieangreb som løsning på hans problemer virker indlysende ud fra, hvad vi ved om McClellans erfaringer fra Krimtogtet. McClellan følte sig blokeret ved landruten til Richmond, måske på grund af hans egen overvurdering af fjendens styrke, måske på grund af den em af nederlag, der hang over området ved Manassas. Chesapeake Bay, som skulle blive Potomac-armeens fremstødsakse, var virkeligt et vandområde, der bød på righoldige muligheder for en opfindsom hærfører. På en kedsommelig kystlinje som den amerikanske Atlanterhavskyst, der er lavtliggende, generelt uden indhak og fuld af vadehavsøer og sumpe, er Chesapeake et fascinerende kompleks af forgreninger, halvøer og flodmundinger. Dens nærhed til Appalacherne, der opsamler nedbøren fra Atlanterhavet, betyder, at et stort antal floder og mindre vandveje flyder over sletterne i det nordlige Virginia og Maryland og ud i Chesapeake gennem utallige udløb. De fleste flyder parallelt med hinanden, hvilket er irriterende ud fra et militært synspunkt, eftersom landruten til Richmond fra Washington krydses af vandbarrierer hver tredivte kilometer eller så, som f.eks. den brede Potomac-flod, der løber ned fra Harpers Ferry øverst i Shenandoah Valley, men også Rappahannock, Mattapony, Chickahominy, Appomattox, James og York, mange med mindre bifloder, som, når hæren møder dem på sin fremmarch, udgør vældige forhindringer. Sammenlagt gør Chesapeake Bays mange vandtilløb den til en af de regioner på den nordlige halvkugle, der er lettest at forsvare og derfor militært set vanskelig for offensiver. Intet under, at den uerfarne og overforfremmede McClellan, der sad isoleret som øverstkommanderende i Washington, hvor han skulle stå på pinde for en præsident, han ikke forstod, uden venner eller egne støtter, begærligt greb den mulighed, der åbenbarede sig for ham – hvis det ellers var det, der skete – nemlig, at Konføderationens utilgængelighed kunne knækkes ved at se bort fra den nærliggende landrute, og at man i stedet skulle forsøge at dukke op ved Sydens bagdør gennem en amfibieoperation.
Hvad historien bag Urbana-planen end er, så blev den godkendt, måske oven i købet hurtigere, end McClellan havde forudset. Under hans lange, inaktive periode i oktober og november, hvor han over for Lincoln forhalede genoptagelsen af fremstødet mod Richmond gennem Manassas, bidrog han yderligere til sine egne problemer ved at blive syg af tyfus. Lincoln var frustreret. Den 10. januar 1862, flere uger efter, at det fornyede fremstød mod Richmond skulle have været iværksat, modtog han en besked fra general Halleck i de vestlige områder, der atter understregede sin manglende evne til at udføre præsidentens vilje i Kentucky. Lincoln synes at være blevet grebet af håbløshed, en forståelig, men ikke karakteristisk sindsstemning. Han opsøgte Montgomery Meigs, generalintendanten og en magtfuld mand i Washingtons krigstidsmiljø. Lincoln udøste sine problemer over for ham. Halleck og Buell var ikke i gang med at vinde krigen i Vesten. Der var økonomiske problemer i Washington. Vælgerne ville have sejre. Unionens øverste soldat lå syg. Meigs var enig i, at man måtte gøre noget, eftersom selveste Washington kunne blive truet, hvis Konføderationen angreb fra Manassas her og nu. Meigs foreslog et krigsråd – altid en tvivlsom udvej i farefulde tider. Ikke desto mindre indkaldte Lincoln de højeststående tilstedeværende officerer – heriblandt McDowell, der havde tabt ved Manassas – og politikere til at rådgive sig. Ved det første møde gav generalerne Lincoln blandede råd, skønt William B. Franklin tilrådede et fremstød mod Richmond ad vandvejen – han vidste, hvad McClellan planlagde. McDowell pressede atter på for, at man skulle marchere mod Manassas. Selvfølgelig nåede rygtet om dette møde McClellan på hans sygeleje, og selvfølgelig blev han rasende. Han følte med god grund, at hans politiske chef gik bagom ryggen på ham. Pludselig fik han det meget bedre og dukkede op i Det Hvide Hus om aftenen den 13. januar. Der var dårlig stemning på mødet, og udbyttet af det var diffust, men Lincoln erklærede sig slutteligt tilfreds med, at McClellan omsider ville gå i aktion.
Den lovede aktion var i vest, ikke i Virginia, men Lincoln var så desperat efter aktivitet af en hvilken som helst karakter og stadig så engageret i sin “unge Napoleon” – som McClellan var kendt som i aviserne ud fra en formodet lighed – at han ikke gjorde indsigelser. Og han fik snart nok aktivitet, skønt på en ejendommeligt indirekte måde. Halleck, der ellers evig og altid kom med udflugter, besluttede sig pludselig for at sende sin underordnede, Ulysses S. Grant, på et fremstød op ad Cumberlandfloden i Tennessee mod en af Sydstaternes fæstninger, Fort Henry, der spærrede floden. Vandvejenes løb i denne del af Tennessee er lige så komplekse som vest for Chesapeake Bay, med følgende forskel: Floderne – som er bifloder til Ohio og får deres vand fra det vand, der løber ned ad Appalachernes vestlige bjergskråninger, specielt Cumberland Mountains – er langt bredere og langt vandrigere end deres modstykker i Virginia. Topografien påvirker ydermere på ejendommelig vis disse vandveje med vidt spredte kilder, så de ender med at løbe tæt på og parallelt med hinanden som for eksempel floderne Tennessee og Cumberland. Cumberland har sit udspring ved Virginias grænse, Tennessee i Tennessee vest for Knoxville. Imidlertid løber de parallelt et kort stykke, lige inden de flyder ud i Ohio. Netop fordi Unionen beherskede Ohio, der hvor Cumberland og Tennessee flyder ud i den, og derfor havde alle muligheder for at bruge de to bifloder som adgangsveje ind i de vigtige grænselande Kentucky og Tennessee, hvorfra det var let at komme videre ind i Missouri og Alabama, havde Konføderationen truffet den fornuftige sikkerhedsforanstaltning at befæste Tennessee-Cumberland-flodsystemets sammenløb. Henry-og Donelson-fæstningerne støttede hinanden og blokerede for bevægelser op ad strømmen ind i det indre af Tennessee. Ydermere var fæstningerne stærkt garnisoneret med 21.000 mand under Gideon Pillows og Simon Bolivar Buckners kommando.
ULYSSES S. GRANT
Pillows og Buckners nordstatsmodstander, Ulysses S. Grant, kendte begge mænd fra tidligere. Han havde kommandoen over et tilsvarende antal mænd med base i Cairo ved Mississippis bred, lige syd for sammenløbet med Ohio. Han havde også støtte af en kanonbådsflåde under Andrew Footes kommando. Foote skulle senere vise sig som en af de mest talentfulde officerer i Nordstaternes ferskvandsflåde. Grant, for hvem Henry-Donelson-felttoget var begyndelsen på en kometkarriere, skulle udvikle sig til borgerkrigens mest imponerende militærgeni og udvise alle de kvaliteter, som Lincoln forgæves havde håbet at finde hos McClellan. Grant-familien var en gammel kolonifamilie, som på tidspunktet for U.S. Grants fødsel var bosat i Point Pleasant i Ohio. Som de fleste af de tidlige kolonister havde de arbejdet sig op ved deres hænders arbejde, suppleret af lønnet arbejde i statens tjeneste. Ulysses' far startede et garveri, og sønnen fik en beskeden, men komfortabel opvækst og en ordentlig skolegang. I 1839 blev han imidlertid til sin overraskelse og meget mod sin vilje indstillet til en ledig plads på West Point, og gennem familiens indflydelse blev han også optaget. Han rejste modvilligt af sted og ændrede aldrig sin indstilling. Han ville ikke være soldat, brød sig ikke om hæren og hadede krig. I sin vidunderlige selvbiografi beskriver han både borgerkrigen og Den Mexicansk-amerikanske Krig i 1846 som “rædselsfulde". Hvis West Point-systemet havde virket efter hensigten, ville Grant ikke have klaret sig igennem uddannelsen. Han var udisciplineret og tog ikke sit akademiske arbejde alvorligt. Underligt nok, for han var en alvorlig, om end egenrådig og stridbar, ung mand på et tidspunkt, hvor det amerikanske militærakademi var et af de få steder i den vestlige verden, der tilbød undervisning i matematik, videnskab og teknologi. Grant pralede af, at han aldrig repeterede, en brist, der let kunne have ført til hans bortvisning. Grant var imidlertid usædvanligt godt begavet. Han havde intet besvær med akademiets matematiske pensum, der var det vigtigste element i undervisningen – så lidt faktisk, at han efter afsluttende eksamen søgte og fik en stilling som underviser. I mellemtiden havde hæren imidlertid overtaget ham, og han var på vej til Den Mexicansk-amerikanske Krig. Trods hans misbilligelse af konflikten klarede Grant sig godt under krigen, modtog udmærkelse for sin fremragende indsats og burde have været sikret en succesrig om end lidt sløv karriere. Sådan skulle det ikke gå. Temperamentet var ikke til det. Udstationeret på en fredelig post i Californien, uden noget at tage sig til og uden sin elskede hustru, Julia Dent, begyndte han at drikke og lægge sig ud med folk. Efter et skænderi med sin overordnede trådte han ud af hæren og forsøgte sig i det civile liv, hvor han snart efter befandt sig på vej ned ad et skråplan. Han forsøgte sig med småhandel og senere landbrug på et sted med det nedslående tilnavn Hardscrabble ('Magerjord'), og i 1861 var han sunket til at arbejde som kontorassistent i sin fars garveri. På dette tidspunkt, hvor mørket kunne have opslugt ham endegyldigt, blev hans skæbne ændret af borgerkrigens udbrud. Pludselig kunne enhver med militærerfaring finde arbejde, løn og med lidt held også social anerkendelse og en chance for at genvinde selvrespekten. Ved krigens udbrud opholdt Grant sig i Galena i Illinois, og ved skæbnens tildragelse fandt han sig selv ansat af statsregeringen til at bistå med organiseringen af statens første frivillige regimenter. Ikke længe efter havde han overtaget kommandoen over et af dem, 21. Illinois. Kort efter fik Grant ordre til at finde og angribe et oprørsregiment i Florida i Missouri. Han påtog sig fremstødet gennem det øde landskab med voksende ængstelse, indtil han fandt sydstatsobersten Harris' lejr forladt og indså, at Harris “havde været lige så bange for mig, som jeg var for ham."
Denne utroligt værdifulde lektie huskede han resten af sin militærkarriere. Dristighed blev som en konsekvens heraf hans førerskabs adelsmærke, nu og da mere end godt var. Som James McPherson har bemærket, “førte Grants beslutsomhed ham sommetider til kun at se det, han havde sat sig i hovedet, ikke hvad fjenden egentlig havde for, med uheldige resultater. Men hans dristighed førte aldrig Grant ud i katastrofer."24 Kort efter Harris-episoden førte dristighed ham til at angribe en overlegen fjendtlig styrke ved Belmont over for Columbus på den anden side af Mississippi. Hans styrke blev omringet. Ubekymret proklamerede han, at hvis de havde kunnet kæmpe sig vej ind, kunne de også kæmpe sig vej ud. Han besad et andet karaktertræk, som hang sammen med hans stærke selvtillid: en modstand mod at gå samme vej tilbage. “Jeg vil ikke gå et skridt baglæns” var en af hans mest kendte bemærkninger, der almindeligvis fortolkes som en modvilje mod tilbagetog. Det er rigtigt, at Grant ikke brød sig om tilbagetog i krig, men disse ord betød nøjagtigt det, de sagde. Når han skulle finde vej gennem landet, foretrak han at fortsætte fremad i håb om at ende ved sit bestemmelsessted frem for at gå tilbage og begynde forfra. Han havde god stedsans. Ligesom Wellington samlede han på kort, og ved Den Mexicansk-amerikanske Krigs udbrud viste han sig at besidde et bedre kartografisk bibliotek end hæren selv. Grants terrænfornemmelse var ham til god nytte under krigen, som også blev udkæmpet på ukortlagte, tilgroede eller forladte jorde som i de tætte skovområder ved Shiloh i 1862 eller i 1864 i Vildmarken, der var ryddet land, der var sprunget i skov igen.
Hans situation på Tennesseefloden i januar 1862 var ikke topografisk ugunstig. Landskabet var åbent og kun sparsomt skovklædt. Konturerne af forsvaret kunne ses med det blotte øje. Problemet var militært: hvordan erobre fæstningerne stillet over for deres kraftige artilleriforsvar og mandstærke garnisoner? Da det kom til stykket forkludrede sydstatsfolkene selv deres chancer. Artilleristerne på Fort Henry, som Grant valgte som sit første angrebsmål, kunne ikke matche hans kanonbådes ildkraft. Da Grants infanteri, som flodbådene havde sat i land bag fortet, dukkede op den 6. februar, sendte Konføderationens kommandant hovedparten af sin garnison af sted til Fort Donelson og overgav sig. Kanonbådene fortsatte op ad strømmen, destruerede en vigtig jernbanebro og erobrede væsentlige byer langs flodbredden. Midt i februar havde Grant og Foote i fællesskab sikret sig Tennessee-linjen helt til Muscle Shoals i nærheden af Florence i Alabama og således åbnet en direkte flodrute fra Nordens bastion i Ohio til Sydens hjerte.
Grant stod nu tilbage med det uerobrede og nu forstærkede Fort Donelson knap 18 kilometer fra Fort Henry over flodsletten, som skulle erobres, fordi det kontrollerede adgangen til Nashville, der var Tennessees hovedstad og et af Sydens få industricentre. Grants erklærede hensigt om at erobre Donelson bragte Syden i en knibe. Sydstatsofficeren Albert Sidney Johnston var general i Vesten. Hans problem var, at hans styrke var splittet mellem Donelson og Bowling Green i nærheden af Nashville. Unionsstyrkerne var også delt med Grants 21.000 i nærheden af Donelson og Buells 50.000 i nærheden af Louisville. Disse dispositioner gav unionsstyrkerne flere muligheder end modstanderne: Grant og Buell kunne iværksætte koncentriske angreb ved Bowling Green eller vandbårne angreb på Columbus og Nashville. Johnston derimod kunne ikke koordinere sine to styrker på grund af tabet af Fort Henry og afskæringen af Louisville-Memphis-jernbanen. Da han og hans sydstatsgeneraler den 7. februar overvejede situationen i Bowling Green, foreslog den nytilkomne Pierre Beauregard fra Manassas-sejren selvbevidst at angribe Grant og Buell en efter en i tiltro til, at man ville kunne bekæmpe dem begge, hvilket Johnston ikke troede på. Uheldigvis fik han forkludret det hele, mens han overvejede, hvad man skulle gøre. Han besluttede sig for at tage hovedparten af sine styrker til Nashville, men efterlade nok på Fort Donelson til at give Grant kamp til stregen. Den 14. februar modtog Grant imidlertid kraftige forstærkninger af både tropper og kanonbåde. Han iværksatte et angreb med kanonbådene for at skræmme garnisonen, mens han i fred og ro deployerede sine friske tropper rundt om fortet. Kanonbådene fik en slem medfart i artilleriduellen, mens snefog natten igennem reducerede nordstatssoldaterne til skælvende inaktivitet. Den 15. februar iværksatte sydstatssoldaterne deres udbrud mod Nashville under kommando af John Floyd, der var en eftersøgt mand i Unionen, som han havde tjent som krigsminister under den forrige præsident, hvorfor han blev betragtet som en edsbryder, der havde brudt sin officielle loyalitetsed til forfatningen. Fremstødet sendte nordstatstropperne halvanden kilometer bagud og syntes at være lige ved at fremprovokere et kollaps, da Grant, som havde været optaget andetsteds, med ét dukkede op i galop og fik rettet op på tingene.
Det, der i virkeligheden reddede situationen, var imidlertid ikke hans indgriben, men et pludseligt sammenbrud i sydstatsfæstningens kommandant, general Pillows, viljestyrke. Modløs ved synet af de tab, hans mænd havde lidt i den tidlige morgentræfning, besluttede Pillow, at det ikke var forsvarligt at risikere de overlevendes liv ved en retræte gennem åbent terræn til Nashville, og beordrede dem til at trække sig tilbage til deres skyttegrave, selvom det rent faktisk var dem, der var sejrherrerne på det tidspunkt. Det var på dette tidspunkt, at Grant foretog sin vurdering af situationen. Da det gik op for ham, at fjendens tropper opgav det erobrede terræn, bemærkede han til sine stabsofficerer, at de næppe ville holde stand mod et modangreb, hvilket hans hastigt reorganiserede brigader succesfuldt gennemførte, dækket af nogle af kanonbådenes beskyttende ild.
Den følgende nat diskuterede Floyd, Pillow og andre divisionsofficerer, heriblandt den smukke, mørke Simon Bolivar Buckner, deres vanskelige situation. Floyd og Pillow frygtede med god grund tilfangetagelse. Begge flygtede ad vandvejen inden daggry, Pillow med 1.500 soldater. Buckner blev for at forhandle betingelserne for en overgivelse. Han gav imidlertid tilladelse til, at en underordnet, Nathan Bedford Forrest, forsøgte at slippe væk med sin kavaleribrigade. Forrest fandt et ubevogtet, forcerbart vandløb og førte sine mænd gennem vandet til den anden side. Hvis Grant havde vidst, hvilken skat han her kunne have fået tag i, ville han have bebrejdet sig selv, for Forrest, der var en selvhjulpen, selvlært mand, der var dukket op ud af den blå luft, udviklede sig til den mest fremragende kavaleriofficer i hele krigen. Det var muligvis kombinationen af hans egensindige karakter og hans fuldstændige uvidenhed om gængse regler og skikke for krigsførelse, der gjorde ham så effektiv.
Buckner, som havde gået på West Point med Grant og tjent sammen med ham i hæren, åbnede nu – eller det troede han i hvert fald – forhandlingerne om overgivelse med at fremsætte et forslag om at anerkende en våbenhvile som et indledende skridt. Det var fuldstændig i overensstemmelse med alle konventioner for almindelig krigsførelse. Grant betragtede imidlertid ikke det, han havde med at gøre, som en almindelig krig, men derimod som et ulovligt oprør. Følgelig havde hans fjender ikke krav på at blive behandlet efter konventionerne for lovlig krig. Buckners civiliserede forslag blev derfor mødt med et af krigshistoriens mest kategoriske afslag. Det lød: “Sir, Deres forslag af dags dato om våbenhvile og udnævnelse af kommissærer til at fastlægge vilkårene for overgivelse er netop modtaget. Ingen vilkår bortset fra betingelsesløs og øjeblikkelig overgivelse vil blive accepteret. Jeg agter straks at rykke frem mod Deres befæstninger. Jeg forbliver, Sir, med respekt, Deres hengivne tjener, U.S. Grant. Brigadegeneral."25
Buckner svarede ved at erklære sig tvunget til at acceptere de foreslåede “smålige og ugalante vilkår". Senere samme dag overgav han 11.500 mand, 40 kanoner og en hel del udrustning. Samtidig overgav han i praksis en af de mest strategiske færdselsårer i Konføderationen. Besiddelsen af Tennesseefloden ville, hvis udnyttet rigtigt af Norden, give adgang til det sydlige Tennessee, nordlige Alabama og øvre Mississippi, og give støtte til operationer ned ad selve Mississippifloden. Erobringen af Fort Henry og Fort Donelson markerede i praksis enden på borgerkrigens indledende fase i Vesten. Denne krig var i modsætning til konflikten i Washington-Richmond-korridoren forudbestemt til at have en lokal og lettere ureglementeret karakter hele vejen igennem. Skønt den var vigtig for begge sider, var den altid en distraktion fra den centrale kamp, som dominerede offentlighedens interesse. Ingen af de to regeringer havde i 1861 sat sig for at kæmpe i Vesten; begge håbede i bedste fald at undgå at tabe terræn der og at undgå nederlag, hvis det skulle komme til kamp. I begyndelsen gjorde manglen på tropper det også vanskeligt at organisere kampe, ligesom uvidenheden om terrænet gjorde det. Eftersom de ledende nordstatsgeneraler var optaget af geografien i det nordlige Virginia, som lå lige ved hovedstadens dørtrin, er det ikke overraskende, at det fjerne, sparsomt beboede og stort set ikke kortlagte land omkring Mississipi og Den Mexicanske Golf ikke var i fokus i den militære bevidsthed på nogen af siderne. Manglen på informationer stillede de regulære nordstatstropper ringere. De mest effektive krigere var de lokale, som kendte terrænet ud og ind og kunne udnytte deres intime kendskab til det. Uheldigvis for Konføderationen, som havde brug for at forsvare den nordlige del af Mississippi-Alabama-Georgia-statsrækken, hvis den ikke skulle kollapse, og som også havde en stærk interesse i at støtte de Konføderationsvenlige fraktioner i den næste række (Tennessee, Kentucky og Missouri) var der ikke nok organiserede, irregulære tropper til at tage kampen op mod Unionen, selvom de sagtens kunne gøre livet surt for de lokale nordstatsloyale beboere. Opstillingen af de regulære tropper, der naturligvis var orienteret imod at slå Unionen i det nordlige Virginia, efterlod staterne i Vest i en utilfredsstillende stilling. Tabet af Fort Henry og Fort Donelson gjorde det foruroligende tydeligt. Grants sejr efterlod Albert Sidney Johnstons styrker spredt med helt op til 280 kilometer mellem Murfreesboro og Memphis. Johnston havde overkommandoens øre, og den erkendte faren ved sydstatsstyrkernes spredning i hans kommandoområde. I løbet af marts måned blev der samlet styrker, som blev sendt fra kysten til Tennessee. Braxton Bragg's 10.000 mand blev hurtigt flyttet fra Mobile på Alabamas kyst til Corinth øst for Memphis, men tæt på Tennesseeflodens øvre forgreninger, som Grant nu brugte til at koncentrere en stor styrke nær ved landgangsstedet Pittsburg Landing, der lå i nærheden af et menighedshus kendt som Shiloh Church.
Det er svært at forklare, hvorfor der lige netop skulle udkæmpes et stort slag ved Pittsburg Landing. Grant ønskede kamp for at følge op på sin succes ved Fort Henry og Fort Donelson, det samme gjorde hans overordnede, Halleck, hvis langsigtede mål var jernbanebyen Corinth i nærheden. På grund af Unionens kontrol med de lokale strategiske forbindelseslinjer, Tennesseefloden og jernbanen, der gik til Corinth fra nord, må det formodes at både Grant og Halleck påtænkte at forvandle Memphis-Corinth-området til en stor base for offensive operationer både østover mod Chattanooga og sydpå ned ad Mississippi. I slutningen af marts og begyndelsen af april var Halleck mest optaget af at forstærke området, fortrinsvist ved at bringe Buells store styrke ned fra Nashville. I mellemtiden opfordrede han indtrængende Grant til ikke at indlade sig i kamp med Konføderationen før han var stærk nok til at være sikker på succes. Grant var imidlertid ivrig efter at komme i kamp. Han ville være blevet yderligere ansporet ved at vide, at fjenden var lige så ivrig. Den 5. april gav general A.S. Johnston ordre til et angreb den følgende dag. Det foreløbige mål skulle være Unionens lejr, som var blevet etableret inden for de seneste dage omkring Pittsburg Landing.
Målet var fristende. Nordstaternes divisioner havde under John McClernands, Lew Wallaces (den fremtidige forfatter til Ben-Hur), Stephen Hurlbuts, Benjamin M. Prentiss' og William T. Shermans kommando slået lejr på det lave terræn mellem Tennesseefloden og dens lille biflod, Owl Creek. Lejren var imidlertid ikke forskanset eller på anden måde beskyttet og var lige til at erobre ved et overraskelsesangreb. Omgivelserne omkring slagmarken, som området skulle gå hen og blive, talte for et overraskelsesangreb. Terrænet var dækket af lave buske og kratskov og gennemskåret af små bække og åer. Dette terræn var et let skjul for sydstatstroppernes fremmarch, da de startede omkring klokken seks om morgenen. Mange nordstatssoldater sov stadig i deres telte eller hytter, da sydstatshæren angreb fra de omgivende buskadser, og nogle blev stukket ihjel med bajonetter, mens de stadig lå under deres tæpper. Denne første begyndelse kunne have afgjort kampen, hvis Johnston ikke havde forkludret sydstatstroppernes deployering, og hvis Grant ikke var dukket op på scenen på et kritisk tidspunkt. Johnstons hensigt havde været at angribe i kolonner og at tilbageholde en reserve til at befæste sin succes. I stedet endte han med at angribe i linjer, som hurtigt blev rodede og mistede orienteringen. Uden en reserve til at give fremrykningen ny energi, mistede Konføderationens slagformation orienteringen og sammenhængskraften og blev ofre for forvirring i det uoverskuelige skovområde. Den værste forvirring og hårdeste kamp opstod i udkanten af lejrområdet langs det, der blandt nordstatssoldaterne skulle blive kendt som Hulvejen og blandt sydstatssoldaterne som Hvepsereden. Sydstatshæren begik den fejltagelse at angribe den igen og igen med stadig større omkostninger. Omsider accepterede nordstatstroppernes chef nederlaget og overgav sine overlevende, 2.500 mand i alt, til sydstatshæren, der omringede hans stilling på tre sider.
Slaget havde indtil da haft karakter af et “soldaterslag", hvis udvikling var blevet defineret af soldaternes reaktioner, efterhånden som de snublede over hinanden i det tætte skovområde, snarere end af deres chefers ønske om at gennemtvinge orden og målrettethed i deres famlende bevægelser. Ikke desto mindre var der faktisk chefer involveret. Johnston, som havde redet rundt på slagmarken og forsøgt at organisere flankebevægelser, der skulle drive unionstropperne væk fra Tennesseefloden mod Owl Creek, blev så involveret i kampen, at han fik et skudsår, der ødelagde en arterie i hans ben, så han blødte ihjel. Sherman, som ikke havde taget højde for muligheden af et sydstatsangreb, blev også såret to gange, men kun let, skønt han mistede tre heste. Han mistede imidlertid ikke fatningen, og ved hele tiden at ride rundt mellem sine mænd og opmuntre dem og bringe forstærkninger bevarede han sin integritet.
Den 5. april havde Grant, mens han rekreerede sig, efter at et fald fra hesten havde gjort det umuligt for ham at bevæge sig rundt uden krykker, skrevet til Halleck: “Jeg har ingen formodning om, at der skulle være et angreb på vej, men jeg er forberedt, skulle noget sådant finde sted.” Han var imidlertid næsten 13 kilometer væk, da lyden fra slaget nåede ham næste dag. Han vendte straks tilbage til Pittsburg Landing med flodbåd og fandt bredden myldrende af mænd, der flygtede fra slaget. På åbent land ville de have søgt tilflugt ved bagtroppen, men i det tætte Tennessee-skovområde var det ikke til at kende forskel på front og bagtrop. Floden udgjorde det eneste pejlemærke. Grant begyndte at drive de undvegne sammen. Heldigvis for ham flygtede sydstatssoldaterne også i tusindvis fra, hvad der i løbet af tre timer havde udviklet sig til at være det voldsomste slag i Borgerkrigen hidtil – ja, faktisk et af de voldsomste slag i krigshistorien overhovedet, indtil massekrigsførelsen ved Vestfronten 50 år senere. Vilkårene var ikke så forskellige. Et stort antal soldater var involveret: seks sydstats- og fem nordstatsdivisioner, omkring 30.000 mand på begge sider. Slagmarkens karakter og form – tæt skovområde, indhegnet af vandbarrierer og gennemtrukket af andre, mindre vandløb, som begrænsede bevægelsesfriheden – kastede mændene ud i pludselige og uventede konfrontationer, fra hvilke den eneste mulige udvej syntes at være ildkamp. Da kampen var på sit højeste, var der omkring 60.000 mand imod hinanden på et areal på kun 20 kvadratkilometer – vilkår, der medførte en frygtelig “dræb-eller-bliv-dræbt"-logik for de tilstedeværende. Det var de samme vilkår, der senere medførte det rystende antal dræbte og sårede ved Antietam, det værste endagsslag i amerikansk historie nogensinde.
Ved dagens afslutning blev Beauregard, der da havde kommandoen over sydstatshæren, af sine underordnede presset til at iværksætte et sidste angreb, som de mente ville kunne gøre det af med nordstatshærens modstandskraft. Beauregard gjorde indsigelser. Han følte, at hans mænd var ved at være udtømte for energi. Grant på sin side, var kommet til samme konklusion. Nogle af hans undergivne pressede på, for at de skulle trække sig tilbage i betragtning af de tab, de havde lidt. Grant nægtede. Der var forstærkninger på vej, heriblandt Lew Wallaces division, som var faret vild på vejen, og fortropperne af Buells 50.000 fra Nashville. Da han blev bedt om at erkende, at 6. april havde været et nederlag, kom Grant med et svævende svar og fortsatte: “Vi banker dem i morgen."
7. april skulle faktisk gå bedre for nordstatshæren, hvis den slags udtryk ellers giver mening i forbindelse med et slag så forfærdeligt som Shiloh. Tidligt den morgen genoptog Buells Army of the Ohio, som den officielt hed, kampen sammen med Grants Army of the Tennessee. I flere timer styrede nordstatssoldaterne slaget og genvandt gårsdagens tabte terræn. Derefter fik sydstatssoldaterne omsider modet tilbage og begyndte at gøre modstand. Men for begge siders vedkommende havde slaget tabt sin fremdrift. Sydstatssoldaterne var ikke i stand til at genvinde det tabte terræn, og begge sider blev syge ved synet af al den lidelse, der omgav dem, ligesom soldaterne i skyttegravene i 1916 senere skulle blive det. Det regnede i stride strømme; de sårede fra dagen før, der havde ligget alene og ubeskyttede i den bitterligt kolde nat, lå på den gennemblødte jord og råbte om hjælp, som hæren ikke kunne give dem. Mange af de efterladte var allerede døde, og deres sår var en advarsel til soldaterne på begge sider om, hvad der lå forude, hvis man fortsatte dette forfærdelige slag. Tidligt om eftermiddagen var kampens frontlinje atter bragt tilbage til der, hvor den havde stået, inden sydstatshæren havde åbnet angrebet. Man foreslog Beauregard, at han skulle overveje at forlade slagmarken. Han var enig og beordrede retræte. Nordstatstropperne var for udmattede til at forfølge sydstatshæren til Corinth. Beauregards mænd efterlod sig et forfærdeligt skue og en regelret tragedie. Ud af kampens 100.000 mand var over 24.000 blevet dræbt eller sårede. Mange af de sårede var døde af chok og af den isnende regn i løbet af den bitterligt kolde nat mellem den 6. og 7. april. Så voldsomt havde kampen raset, at der end ikke var blevet gjort forsøg på at hjælpe dem. Deres ynkelige tilstand var en rædselsvækkende påmindelse om det, der havde været det værste under de store slag i Napoleonskrigene (40.000 sårede var blevet efterladt på slagmarken ved Waterloo) og en foregribelse af katastroferne under Første Verdenskrig (der var så mange sårede den første dag ved Somme, at selv, hvis de kunne bringes til lazarettet, var det britiske felthospital nødt til at sortere de mest håbløse tilfælde fra og simpelthen bare lade dem ligge og dø under de bedst mulige forhold). Shiloh var på mange måder et uventet slag – både i tid og sted, men specielt i karakter. Det var en forfærdende demonstration af, hvad en beslutsom mand med et gevær kunne udrette over for en fjende. Veteraner fra 1846, der var vant til den lave hastighed ved musketternes kugleformede ammunition, var helt uforberedte på den koniske miniékugles fart. På grund af manglende faciliteter til blodtransfusioner eller traumakirurgi var det et heldigt offer for en minieékugle, der ikke døde straks eller blev invalideret for livstid. Shiloh var det første slag i krigen, der demonstrerede kuglens virkning i stor stil. Som et resultat heraf påvirkede det de overlevendes grundlæggende syn på tingene. Grant, der var en militær realist med en usædvanlig fin moralsk følsomhed, konkluderede bagefter, at ethvert håb om en hurtig afslutning på fjendtlighederne med en enkelt sejr var uden bund i virkeligheden. Ingen skudveksling kunne blive så ulige, at den ene side stod tilbage som den uanfægtelige vinder og den anden underkuet og passiv. Shiloh overbeviste Grant og andre lige så klare hjerner om, at de havde at gøre med en udmattelseskrig, i hvilken tabene ville blive ligeligt fordelt, og afgørelsen ville tilfalde den hær, der bedst var i stand til at bære dem.
Det var på en måde passende, at denne vigtige lektie fandt sted i et så typisk amerikansk landskab som landskabet omkring Shiloh. Skove og vand var langt mere typiske for krigens landskaber, end det ryddede, koloniserede land i det nordlige Virginia, Maryland og Pennsylvania. Der skulle blive mere Shiloh end Manassas i de sammenstød, der lå forude, og Grants oplevelse med skovkamp var en essentiel introduktion til hans år som øverstkommanderende, der nu åbnede sig for ham. Kampens afslutning gav anledning til genoptagelse af de gamle klager over Grant – at han i værste fald var fuld og i bedste fald ineffektiv. Lincoln lyttede ikke til dem. Bagefter kom han med et af sine mest mindeværdige fyndord under krigen som svar på en kritik af Grant, da han sagde: “Jeg kan ikke undvære denne mand, han kæmper."
Grant havde mere end kæmpet. Skønt stadig relativt underordnet og ikke involveret i Washingtons planer for krigsførelsen, havde han uforvarende hjulpet med at udstikke retningen. Ingen på nogen af siderne syntes at have bemærket, at vandvejene i Mississippi Valley udgjorde en militær fremrykningsvej ind i Det Dybe Syden helt ned til New Orleans i modsætning til den måde vandvejene i det nordlige Tennessee – herunder øvre Mississippi og Ohiofloden – som en samlet militær forhindring centreret omkring St. Louis og Louisville udgjorde en næsten uigennemtrængelig barriere for invasion af Indiana og Illinois fra syd. Det tog ikke Grant lang tid at indse dette. Syden havde i februar begået den fejltagelse at evakuere flodbyen Columbus, hvor sygdom florerede. Man havde ligeså uigennemtænkt forladt den strategiske Island No. 10 syd for Columbus. Bådførere og bådbyggere meldte sig til at assistere Sydens flodforsvar, og den 6. juni sejlede de ud for at møde en tilsvarende nordstatsflåde af rambukskibe og kanonbåde, som var ankommet for at vriste kontrollen fra dem. Denne træfning udviklede sig hurtigt til det mest forbitrede indenlandsslag på vandet, der endnu var udkæmpet i krigen. Vædring viste sig at være en særdeles effektiv teknik på de snævre floder, og flere af Konføderationens skibe blev sænket eller sat ud af spil på denne måde. Seks af Konføderationens krigsskibe blev sat ud af spillet, kun et overlevede. Da træfningen var forbi, havde Memphis – Konføderationens femtestørste by – overgivet sig, og Unionens flodflåde var parat til at fortsætte sydpå mod Vicksburg, den sidste af Konføderationens bastioner på Mississippifloden. Den sidste, fordi Unionens flagofficer (svarende til admiral), David Farragut, havde fuldendt sin sejrrige decimering af forsvaret ved New Orleans ved Mississippiflodens munding.
New Orleans var vigtig af mange grunde. Det var Sydens største by. Den havde også inden krigen været en af de vigtigste åbninger mod omverdenen og verdenshandlens hovedveje. Tabet af den skulle vise sig at være et alvorligt slag for Sydens prestige, foruden at det åbnede en direkte rute fra Den Mexicanske Golf til Mississippi Valley.
BEGYNDELSEN PÅ KRIGEN TIL SØS
Den 19. april 1861 havde præsident Lincoln udstedt sin proklamation om en blokade mod de sydlige havne:
Der er udbrudt oprør mod De Forenede Staters regering i staterne South Carolina, Georgia, Alabama, Florida, Mississippi, Louisiana og Texas, og De Forenede Staters love om opkrævning af skat kan ikke håndhæves der i overensstemmelse med de i forfatningen fastlagte vilkår, der kræver ensartethed i bidragene fra samtlige De Forenede Stater. En gruppe personer engageret i dette oprør har truet med at udstede såkaldte kaperbreve, der skal bemyndige ihændehaverne til at begå overgreb på landets gode borgeres liv, fartøjer og ejendom under disses lovlige færden på åbent hav og i De Forenede Staters farvande. Der er allerede udstedt en Eksekutiv Proklamation, der kræver, at de personer, der er engageret i disse ulovlige foretagender, skal ophøre hermed. Derudover indkalder proklamationen en militærstyrke til at forhindre dette, og Kongressen indkaldes til en ekstraordinær samling til vedtagelse heraf. Jeg, Abraham Lincoln, præsident for De Forenede Stater, har derfor med henblik på disse anliggender og for at beskytte den offentlige fred og fredelige, lovlydige borgeres liv og ejendom, mens de udøver deres lovlige beskæftigelse, anset det for tilrådeligt, indtil Kongressen har været forsamlet og rådslået om de førnævnte ulovlige forehavender, eller indtil disse er ophørt, at indføre en blokade af havnene i de førnævnte stater i henhold til De Forenede Staters love og folkerettens bestemmelser herom. Til dette formål vil en dertil bemyndiget styrke blive placeret, så den forhindrer fartøjers indsejling og udsejling fra de førnævnte havne.
Hvis et fartøj derfor nærmer sig for at bryde en sådan blokade eller forsøger at forlade nogen af de førnævnte havne, vil det modtage en behørig advarsel fra kaptajnen på et af de blokerende fartøjer, som vil påtegne sin logbog tildragelsen samt dato for en sådan advarsel, og såfremt det samme fartøj atter skulle forsøge at sejle ind i eller forlade den blokerede havn, vil det blive taget til fange og opbragt i den nærmeste, formålstjenlige havn med henblik på sådanne skridt mod det og dets last som prise, som måtte findes tilrådelige. Og jeg erklærer hermed, at hvis nogen person med de førnævnte staters prætenderede bemyndigelse eller under andet påskud skulle forulempe De Forenede Staters fartøjer, personel eller skibsladninger, vil en sådan person blive holdt ansvarlig efter De Forenede Staters love om forebyggelse og straf for sørøveri. Og til bekræftelse heraf har jeg herpå sat min underskrift og De Forenede Staters segl.
Udfærdiget i Washington den nittende april i det Herrens år atten hundrede og enogtres, det femogfirsindstyvende i De Forenede Staters Uafhængighed.26
Triumfen i Mississippi Valley var det indirekte resultat af en fjern og langt større kampagne ned langs Konføderationens østkyst og den første triumf i, hvad der måske var Lincolns tidligste og vigtigste bestræbelse på at udforme en omfattende strategi. I sit memorandum om en kampagne af 1. oktober 1861 havde han anbefalet, at flåden skulle erobre Port Royal ud for South Carolinas kyst. Det skulle blive et af elementerne i hans plan for en generel blokade – et program, han tillagde stadig større betydning i løbet af krigens første år. Det var indlysende nok som plan. Sydstaternes økonomi var en eksportøkonomi og Syden et importsamfund. De manglede de nødvendige midler til at fremstille mange af deres fornødenheder, specielt krigsfornødenheder, og uden frihed til at eksportere, manglede de midlerne til at betale for det, de købte. Syden var ydermere særdeles sårbar over for en blokade. Skønt dens kystlinje var næsten 8.000 kilometer lang, havde den kun få større havne eller let farbare flodmundinger. Derudover var dens kystlinje på Atlanterhavssiden afskåret fra oceanet af lange kæder af flade banker og øer, som – hvis de faldt i Unionens hænder – kunne forvandles til blokadebarrierer og samtidig fungere som beskyttede ankerpladser for en blokadeflåde. Lincoln var mere interesseret i de fordele, en blokade ville give, end hans generaler var. De tænkte stadig i en ren napoleonsk begrebsverden og ville besejre Syden ved at vinde store landslag. U.S. Navy var naturligvis interesseret i en blokade, men i modsætning til den britiske Royal Navy, var det ikke en overordnet tjeneste, og den havde relativt beskeden indflydelse på udformningen af en strategi. Ikke desto mindre havde flåden indflydelse nok til at overtale Lincoln og krigsministeren til at tillade den at finansiere og organisere en ekspeditionsstyrke i november 1861 for at erobre den vigtigste ankerplads bag Port Royals beskyttende banker.
Sydstaternes forsvar, der snart efter skulle komme under Robert E. Lees kommando, troede, at Port Royal var sikker, fordi adgangen dertil var stærkt befæstet. Unionens flådechef, flagofficer (admiral) Samuel du Pont, lod sig ikke afskrække. Han kendte måske til historien om briternes succes med at besejre fæstningsværkerne i Østersøen under Krimkrigen – fæstningen Bomarsund var et godt eksempel. Under alle omstændigheder nedkæmpede hans kanonbåde hurtigt ilden fra Port Royal-fæstningerne, så forsvarerne måtte flygte sammen med beboerne på de nærliggende Sea Islands – Sydens rigeste produktionscentrum for højkvalitetsbomuld. Port Royal-ankerpladsen etablerede sig hurtigt som et antiblokadecenter, hvorfra flere succesfulde ekspeditioner blev iværksat imod North Carolinas havne i sundene omkring Albemarle og Pamlico. I løbet af 1862 bevægede Nordstaternes flådeoffensiv sig sydpå langs østkysten og erobrede det ene sted efter det andet: Roanoke Island, Cape Hatteras, New Bern, Elizabeth City, Fort Macon og dernæst Fort Pulaski syd for Port Royal – , som et af de massive fæstningsværker fra Det Tredje System, der beskyttede Savannah, Brunswick, Fernandina og Jacksonville – og den 11. marts 1862 det ældste, beboede sted i Nordamerika, nemlig St. Augustine. Offensiven nåede også rundt om Golfens hjørne for inden midsommer 1862 at indtage Apalachicola, Pensacola, Biloxi og de befæstede stillinger ved indsejlingen til New Orleans: Fort St. Philip, Fort Jackson, Head of Passes og Pass Christian. General Burnside var meget involveret i den maritime offensiv i North Carolina. New Orleans' søforsvar var målet for David Farragut under hans offensiv i 1862.
Af alle disse erobringer af kystbefæstninger var Fort Pulaski ved Savannahflodens munding den mest bemærkelsesværdige. Fæstningen, der var blevet opført fra 1829 og fremefter, var et af Det Tredje Systems monstrummer, specielt forstærket på bagsiden med gigantiske tømmerstokke for at afhjælpe rystelserne fra skud mod den ydre facades umådeligt tykke mure. Denne enormt dyre konstruktionsmetode viste sig at være til ingen nytte over for Nordstaternes moderne riflede artilleri. På to dage brød ti batterier, opstillet på en nærliggende ø, panseret åbent, mens granater fra tunge morterer hærgede det indre. Batterierne var navngivet efter ledende nordstatsgeneraler som Grant, Sherman, Burnside, Halleck og McClellan og havde en skudvidde på over to og en halv kilometer. De lokale sydstatsstyrker manglede både artilleri til at skyde igen og landgangsbåde til at indsætte tropper imod Nordstaternes artillerister. Operationen var en perfekt demonstration af Nordstaternes amfibiske aktionsfrihed. Med denne offensiv fuldendte de deres erobring af en række kystfæstninger og beskyttede ankerpladser, der strakte sig fra Fortress Monroe ved mundingen af Chesapeake Bay til Mobile ved mundingen af Alabamafloden. Ved starten af denne amfibiekampagne havde De Forenede Staters flåde kun haft to baser i Sydstaterne, hvorfra man kunne iværksætte en blokade: Fortress Monroe og øen Key West ud for kysten. Ved slutningen var det Syden, der kun havde to havne ud til Atlanterhavet: Wilmington i North Carolina og Charleston i South Carolina – krumtapperne i Cornwallis' kampagne forud for Yorktown 80 år tidligere. Det var et skrækkeligt tilbageslag for Syden, så meget desto mere, som det var sket nærmest ved et tilfælde. Skønt Lincoln havde været ivrig efter en blokade, havde han ikke forestillet sig, at den kunne realiseres så billigt og konsekvent. Syden havde for sin del opgivet sit kystforsvar, næsten uden noget forsøg på at beskytte sine mest værdifulde havne og søværnenes adgangsveje over for fjenden.
Sydens ene seriøse forsøg på at opnå flådemæssig overlegenhed led nederlag på grund af uheld. Begge flåder, Unionens og Konføderationens, var allerede i 1861 opmærksomme på, at deres skibe tilhørte en anden tid, og at hvis den ene af parterne kunne bygge eller købe nye modeller som dem, der sejlede rundt i Europa, ville vedkommende vinde. Franskmændene og briterne havde begge bygget et sådant dampdrevet panserskib: La Gloire og HMS Warrior. Disraeli sagde om Warrior, da han så det ligge for anker i Portsmouth i 1861 mellem de gamle træskibe fra Channel Fleet, at det lignede en “slange mellem kaniner". De eneste skibe, U.S. Navy besad i 1861, var kaniner. Konføderationens flåde havde slet ingen skibe, undtagen dem, der blev fanget i Sydens havne ved krigsudbruddet, og de var også kaniner. Begge sider vidste, at de var nødt til hurtigst muligt at anskaffe sig nogle slanger, hvis de ville have magten til søs. Syden vandt kapløbet. Deres håb om at opnå flådemæssig overlegenhed, hvilede på en af den regulære flådes dampfregatter, Merrimack, der var blevet sænket ved løsrivelsen, men hævet og repareret. For at transformere fregatten, beslaglagde Konføderationens flådeministerium produktionen fra Tredegar Iron Works i Richmond for at dække skibet med jernplader nok til at beskytte dets 50 meter, men det ændrede naturligvis skibets dækshøjde. Det lå så lavt i vandet, at det lignede en tømmerflåde. På dets første sejlads den 8. marts 1862 kom skibet, hvis førkrigsmaskiner havde for lidt kraft til at bevæge det ret hurtigt, ud af Norfolks flådeværft, som Unionen havde mistet til Syden, for at angribe Unionens flåde af trækrigsskibe i Hampton Roads lige på den anden side af vandet. Unionens skud prellede af på Merrimack's panser, men skadede dets inventar og udrustning. Merrimack's riflede kanoner gjorde til gengæld ubodelig skade. To store trækrigsskibe blev sænket med det samme ved beskydning og vædring, og de overlevende skibe flygtede i sikkerhed ind på det lave vand, hvor Merrimack ikke kunne følge efter. Den enorme vægt af Merrimack's pansring fik nemlig skibet til at ligge dobbelt så dybt i vandet som før.
Næste dag skulle have gjort et endeligt på de overlevende fra 8. marts. Men ved et underligt skæbnetræf havde Brooklyns flådeværft, der havde arbejdet i døgndrift for at konstruere og bygge et panserskib, netop fået et søsat, som de havde sendt sydpå dagen før. Monitor var virkelig en tømmerflåde med et drejeligt kanontårn med 11-tommers kanoner anbragt på toppen. Det usødygtige fartøj overlevede kun med nød og næppe Atlanterhavet mellem Sandy Hook og Norfolk for at nå frem den 9. marts og placere sig ved siden af et af de overlevende skibe fra gårsdagens massakre. Merrimack's besætning troede, at Monitor var et værftsreparationsskib. Først da det åbnede ild, startede kampene igen; men ingen af fartøjerne kunne tilføje det andet et afgørende slag, skønt de forsøgte sig med både vædring og kanoner. Efter to timer med frugtesløse udfald og cirklen rundt besluttede de respektive besætninger sig for, at det kunne være nok, og trak sig tilbage.
Flådeeksperter over hele verden indså imidlertid betydningen af 9. marts 1862. Konstruktionen af trækrigsskibe standsede næsten omgående og blev erstattet af panserskibe, omend i et mere elegant design end de klodsede Monitor og Merrimack. Ingen af dem overlevede deres revolutionerende møde særlig længe. Monitor forliste på åbent hav, mens det blev sejlet sydpå for at styrke blokaden. Merrimack måtte efterlades, da Norfolk faldt til McClellans tropper senere i 1862. Merrimack's fiasko var en afgørende begivenhed. Det lukkede definitivt luften ud af Sydens håb om at besejre blokaden ved hjælp af teknik. Sydens få senere forsøg med panserskibe var flodbåde. Man forsøgte aldrig igen at udfordre Unionsflådens herredømme over havet, og dermed gav man i praksis efter for Nordstaternes blokade. Syden byggede og indkøbte adskillige hurtige blokadebrydere, som imidlertid var bedre egnede til at skaffe deres ejere hurtige formuer end til at bryde reelle huller i den barriere, Nordstaterne havde bygget op omkring Sydens kyster. Blokaden reducerede Sydens eksporthandel med to tredjedele. Det var ikke kun, fordi Nordens aktive blokade var så effektiv, som den var, men også fordi en ud af tre blokadebrydere blev fanget af Unionens afspærring i 1863. Selv hvis en blokadebryder slap igennem, var der efter 1863 kun få havne, hvor den kunne søge ind. I 1864 var Wilmington i North Carolina, Savannah i Georgia og Charleston i South Carolina de eneste havnebyer, der endnu ikke var overtaget af Unionen. Som et resultat heraf blev blokadebryderne nødt til at lægge kursen om til andre, fremmede havne som Nassau på Bahama og Bermuda og Havana, hvorfra varerne skulle omlades, hvilket ikke lettede problemet med leveringen. Der slap varer igennem – så mange som ni ud af ti skibe brød med succesblokaden i 1861, og i 1865 lykkedes det stadig for et ud af to skibe. Ikke desto mindre lammede blokaden Sydens muligheder for at tjene udenlandsk valuta og nedsatte således forbruget af udenlandske varer og ikke kun luksusvarer, men også fornødenheder som ammunition og skydevåben. Manglen stimulerede naturligvis en erstatningsøkonomi i Syden, men i begrænset omfang, eftersom man manglede grundlæggende, naturlige ressourcer samt de industrielle midler til at forarbejde dem – og naboen, Mexico, var for uudviklet og fattig til at organisere et marked. Blokaden var dræbende for Konføderationens ambitioner. Det var kun, fordi Syden var et tilbagestående samfund, hvis befolkning var vant til at klare sig med meget lidt, at man var i stand til at overleve mangelsituationen så længe, som man gjorde.
Man havde naturligvis stadig brug for at distribuere de mest elementære livsfornødenheder inden for landet, men elementære livsfornødenheder betød ikke meget mere end majs og flæsk, som landområderne producerede i overflod. Den slags produkter blev som regel ikke fragtet langt. De fleste sydstatsfolk spiste det, som de selv eller deres nærmeste naboer dyrkede. Derimod var der behov for strategisk transport af krigsmateriel og tropper. Den slags transporter foregik ad jernbaner eller floder, specielt i Mississippi Valley. Efter Grants succes med at afskære jernbaneforbindelsen hen over Tennesseefloden og derved forbindelsen mellem Memphis og Chattanooga, havde Syden desperat brug for at holde forbindelsen ned ad Mississippifloden åben. Hvis linjen ned ad Mississippi, hvor så meget var kommet under Unionens kontrol efter erobringen af New Orleans, Island No. 10 og det nærliggende Fort Pillow, skulle glide Konføderationen af hænde, ville den blive delt i to, og Arkansas', Missouris og Texas' landbrugsrigdom, som indeholdt hovedparten af Sydens kreaturer, ville være tabt for Sydstaterne. Det var derfor af afgørende betydning at holde Konføderationens tilbageværende befæstede stillinger langs floden.
Det betød i virkeligheden Vicksburg, en smuk by, hvor en af flodens mange brede bugtninger følger en skrænt, der hæver sig 60 meter over floden. Det var en formidabel forsvarsposition med over 200 kanoner til at beskyde en hvilken som helst af Nordstaternes kanonbåde, der måtte forsøge at sejle forbi. Farragut, som havde undertvunget New Orleans og dens fæstningsværker med en styrke på næsten 30 krigsskibe og mente, at han kunne gøre det igen ved Vicksburg, kom op ad floden to gange og indtog på vejen byen Natchez, der var sommerresidens for mange lokale plantageejere, og Louisianas hovedstad, Baton Rouge. Den indenlandske flåde, der havde erobret Memphis kom ned ad floden for at møde ham. Det, der havde været let i deltaet, viste sig nu i juni 1862 at være meget sværere i flodens brede, centrale løb. Vicksburgs militærguvernør sendte Farragut et udfordrende afslag tilbage, da han blev opfordret til at overgive sig. Og hvad værre var, viste de styrker, der skulle forsvare Vicksburg under Earl Van Dorns kommando, sig at være vanskelige at bearbejde. Earl Van Dorn havde anført det hårdt udkæmpede slag om Pea Ridge på grænsen mellem Arkansas og Missouri i marts 1862. Pea Ridge var et af de mange bitre, men stort set ukendte slag i krigen, der kostede store tab på begge sider, men som huskedes af få, bortset fra de rystede overlevende. Trods deres tidligere oplevelser viste Van Dorns veteraner sig at være for stor en mundfuld for Farraguts mandskab. Farragut fik bragt infanteri op fra New Orleans, men Van Dorn var dem talmæssigt overlegne. Nordstatstropperne var i en klassisk knibe på floden. For at erobre Vicksburg havde man brug for at bringe en stor landstyrke til stedet for at kunne angribe fra landsiden. Imidlertid kunne man kun indsætte en sådan styrke fra vandet, noget Unionens flodflåde ikke var i stand til på grund af Konføderationens batterier på skrænten oven for den store flodbugtning. Det meste af 1862-63 brød Grant sin hjerne med, hvordan man kunne løse problemet. På ægte amerikansk vis prøvede han at løse det ad teknisk vej. Han forsøgte at komme bag om Vicksburg ved at grave kanaler tværs gennem landtangerne mellem flodens bugtninger ved Lake Providence, Pass Yazoo og Milliken's Bend. Der blev flyttet en hel masse jord uden resultat.
En del af Grants problem med at komme fremad i Mississippi Valley lå i afstanden til Washington, som gjorde, at den ikke rigtig havde overkommandoens opmærksomhed. Vesten var den anden front i en tofrontskrig, i hvilken den første front i det nordlige Virginia, hvad enten man ville det eller ej, tog al opmærksomheden. Det var ikke, fordi Grant manglede tropper eller ressourcer. Det gjorde han ikke. De unionstro vestlige stater mobiliserede et stort antal tropper, som kunne tjene i deres hjemlige område, og Washington var ikke karrig med hverken penge eller forsyninger. De revolutionerende rambukskibe og kanonbåde til flodsejlads, bygget af skibsbyggerne Eads og Ellet, blev finansieret fra centralt hold uden indvendinger. Det var ikke materiel, der manglede, men visioner. Lincoln vidste, hvad han ønskede i det vestlige område, nemlig at forpurre yderligere fjendtlige indfald fra Konføderationens side i de splittede befolkninger i grænsestaterne samt en total befæstelse af de unionstro befolkningers tilhørsforhold til Unionen, specielt i det østlige Tennessee. Hvad han ikke var i stand til, var at formulere en overordnet strategi, der kunne gøre hans ønsker til virkelighed. Hvis han havde kunnet aflægge besøg i området selv, kunne han måske have gennemtvunget sin vilje, men han kunne ikke forlade Washington. De tilstedeværende mænd syntes ikke i stand til at udtænke den rigtige plan. Grant ville, hvis han var blevet forfremmet til overkommandoen, utvivlsomt have været i stand til det, men han manglede endnu tilstrækkeligt ry til dette. De mænd, Lincoln havde været nødt til at udstyre med autoritet, nemlig Frémont, Halleck og Buell, var mindre ånder. Ingen ville rette sig efter Grant – forståeligt nok, eftersom han var deres underordnede. Men der var heller ikke nogen, der kunne hæve sig over de elementære problemer med at operere i den indviklede og forvirrede geografi omkring Mississippi og dens bifloder og udtænke en klar vinderstrategi. Det var ikke kun deres skyld. Ud fra en militær betragtning er området et af de mest komplekse, en stor hær nogensinde har kæmpet i, ikke fordi geografien blokerer den rette vej fremad – snarere tværtimod, eftersom alle de store floder løber stik syd – men fordi bugtninger, sumpe og slyngninger gjorde kommunikationen hen over land mellem de forskellige hære vanskelig og ofte kun gennemførlig ad vandvejen. Som så ofte i krigen blev vanskelighederne øget ved manglen på kort. Lincoln og hans rådgivere i Washington kunne næppe danne sig noget billede af, hvad nordstatshærene var oppe imod under manøvrerne omkring Vicksburg i 1862-63.
Det østlige felttog i 1862, som Lincoln var yderst velinformeret om og næsten fulgte for tæt, fandt sted i et helt anderledes terræn. Det nordlige Virginia var ryddet landbrugsland, som havde været dyrket siden 1600-tallet. Det var bedre kortlagt end de øvrige dele af USA og velforsynet med veje, og skønt få af disse veje kunne bruges under alle vejrforhold, kunne soldaterne ikke klage over det som krigsskueplads. Bortset fra én enkelt ting: Mens alle vandvejene i Mississippi Valley førte til vigtige mål – Cairo, Corinth, Vicksburg – så førte det nordlige Virginias floder, der løb fra Blue Ridge Mountains i Appalacherne og ud i Chesapeake Bay, direkte på tværs af Nordstaternes ønskede fremrykningslinje mod Richmond, skønt også på tværs af Sydstaternes imod Washington. Disse korte floder udgjorde naturlige forhindringer, men samtidig forsvarslinjer. Når Det Første Slag ved Bull Run var blevet udkæmpet, hvor det blev, skyldtes det jo netop, at Bull Run forsynede sydstatshærens forsvar af Richmond med en indlysende forsvarslinje og udgjorde frontlinjen mellem de to hære det meste af vinteren 1861-62. Cheaspeakefloderne stillede hære, der marcherede sydpå hen over landet, over for nødvendigheden af ofte at skulle bygge broer og formentlig også over for udsigten til at skulle forcere en flod under fjendtlig beskydning.
Den slags bryder soldater sig ikke om. Intet under, at McClellan i november havde fundet på at slippe uden om de korte Virginiafloder ved at krydse deres udmundinger i Chesapeake Bay for at arrivere majestætisk med skib ved Richmonds bagdør. Der var praktiske og politiske indvendinger mod planen. Rent praktisk krævede den, at man samlede en hel masse skibe. Politisk alarmerede den Lincoln, fordi den rykkede Washingtons forsvar langt bort uden nogen som helst garanti for, at det ville vende hurtigt tilbage, hvis sydstatshæren genoptog sin offensiv mod hovedstaden. Det praktiske problem viste sig at være let at løse. Politisk skulle det tage næsten syv måneder for Urbana-planen at blive til “Peninsula-kampagnen” med tropper, der faktisk befandt sig på stedet – måneder, der stort set blev spildt på snak og tøven. Urbana, hvorfra McClellan havde planlagt at iværksætte sin afrejse mod Richmond, måtte opgives som mål, fordi sydstatshæren i marts flyttede deres samlingspunkt bag Rappahannock netop hertil. McClellan avancerede derfor til den forladte position ved Manassas, som Washington-pressen i øvrigt nu opdagede, ikke havde været besat med nær så stor en hærstyrke, som McClellan havde påstået. Observationen gav næring til en mistanke, som efterhånden skulle vokse sig stærk, om at McClellan overdrev sine vanskeligheder. Hans forestillinger om at være talmæssigt underlegen begyndte at tage magten fra ham, da han omsider landsatte sin Potomac-hær på spidsen af Virginia-halvøen mellem floderne York og James under Fortress Monroes beskyttelse i begyndelsen af april. Vejen til Richmond lå åben og ubevogtet, bortset fra en styrke på omkring 11.000 sydstatssoldater under general John Magruder, der okkuperede de gamle fæstningsvolde, som briterne havde gravet for at forsvare Yorktown under Uafhængighedskrigen 80 år tidligere. Magruder kunne have været fejet til side. I stedet belejrede McClellan ham formelt og begyndte at plage Lincoln om forstærkninger. Hans belastende besættelse stødte nu sammen med Lincolns besættelse, som var hovedstadens sikkerhed.
Begge mænd var optaget af at forsøge at ændre styrkebalancen i området i det nordlige Virginia. McClellan rådede over store troppekoncentrationer på halvøen, men en del af hans hær, nemlig McDowells korps, var blevet holdt tilbage af Lincoln for at beskytte Washington. De andre større unionsstyrker inden for rækkevidde var Nathaniel Banks hær i Shenandoah Valley og Frémonts, der lå bag den i bjergene i det vestlige Virginia. Shenandoah Valley var ligesom Chesapeake en strategisk korridor af største betydning – en let adgangsvej op gennem Appalacherne, der førte ind til sletterne nord for Washington og i nærheden af Baltimore. Kontrollen over Shenandoah gav en stor strategisk fordel. I begyndelsen af 1862 blev den på papiret kontrolleret af Unionen på grund af Banks' okkupation af dens nordlige ende i nærheden af Harpers Ferry. Men der stod også en lille Konføderationshær i dalen på 15.000 mand under kommando af den tidligere professor ved Virginia Military Institute, Thomas Jackson – siden Det Første Slag ved Bull Run kendt som Stonewall. Jackson tilhørte West Point-afgangsklassen af 1846 og var således gammel klassekammerat med McClellan. Som de fleste West Point-elever fra sin generation kendte han også mange andre af de ledende figurer i de to borgerkrigshære. Det, der udmærkede Jackson, var hans dybt religiøse overbevisning, hans vanskelige karakter og hans militære geni – den eneste virkelig originale kriger, konflikten kunne fremvise, bortset fra Grant. Men Jacksons geni var af den slags, som kun vanskeligt lader sig forklare. Hans korte, berømte fyndord om egen operationsmetode: “Mystificér, vildled og overrask fjenden” krævede, skønt ubestridelige, hans særlige evner som officer for at kunne fungere i praksis. Skønt han retteligt forbliver en af de mest beundrede soldater nogensinde, er der således kun ganske få – måske kun Erwin Rommel – der har været i stand til at kopiere hans teknik, som virker bedst med en lille hær i omgivelser, der egner sig til hurtige bevægelser og uventede manøvrer.
Shenandoah Valley var netop et sådant område. Dalens østlige grænse udgøres af Blue Ridge Mountains og dens vestlige af Shenandoah Mountains, bag hvilke Appalacherne folder sig ud. Den er således en isoleret, selvstændig lomme, hvis geografi yderligere kompliceres af dens indre højland og floder. Shenandoah Valley deles i to af bjergryggen Massanutten Mountain, der på begge sider flankeres af Shenandoahflodens to flodarme. Bjergene er gennemskåret af utallige kløfter, som giver hurtige gennemfartsveje. Floderne krydsedes i 1862 mange steder af træbroer, der let kunne brænde. Der var én god vej, som kunne bruges under alle vejrforhold, nemlig Valley Turnpike, og der gik tre jernbaner gennem dalen, der havde forbindelse til større jernbanesystemer.
Havde Lincoln haft nogen anelse om, hvor kreativt Jackson ville udnytte den komplekse Shenandoah-geografi, ville han have haft grund til bekymring, om ikke for Washingtons sikkerhed, så helt sikkert for Jacksons evne til at spille på McClellans usikkerhed.
I starten var McClellan alt for travlt optaget på halvøen og Lincoln for optaget af generalens gennemførelse af ekspeditionen til, at nogen af dem følte nogen alvorlig bekymring omkring begivenhederne i dalen. Jackson tvang dem imidlertid hurtigt til at blive opmærksomme. Hans strategi havde et klart formål: at forhindre nordstatsstyrkerne i og i nærheden af dalen i at samle sig imod ham, samtidig med at han lod, som om han truede med at flytte sin hær hurtigt til Richmond for at forstærke Joseph E. Johnston imod McClellan. Jackson indledte felttoget i dalens top, hvor han havde tilbragt vinteren. Hans modstander var Nathaniel Banks, som var ham talmæssigt lettere overlegen. Derfor trak Jackson sig tilbage til Starsburg nord for Massanutten Mountain. I de følgende uger forsøgte han gennem manøvrer og ilmarch at opretholde kontakt med Banks, men at undvige et slag, som han risikerede at tabe, mens han foretog skinmanøvrer mod vest for at holde Frémont på afstand og samtidig opretholdt illusionen om, at han hurtigt kunne trække sig tilbage for at forstærke Johnston imod McClellan uden for Richmond. Jackson nåede alle sine mål, skønt ikke uden kamp. Han valgte, eller blev tvunget til, at kæmpe ved Front Royal og Winchester sidst i maj og Cross Keys og Port Republic i starten af juni. Mellem disse træfninger tilbagelagde hans kolonner lange distancer i hurtigt tempo til fods op og ned gennem dalen, altid lidt foran Banks, som han derved lokkede fremefter. Hæren i dalen blev virkelig sat på prøve af alt det, Jackson krævede af den. Uden mad og ordentlig beklædning, i dårligt vejr og uden fodtøj marcherede mange af soldaterne regelmæssigt snesevis af kilometer om dagen barfodede. De, der overlevede, opnåede en sejhed, der gjorde dem til formidable modstandere i kamp. De kaldte sig med stolthed for “fodkavaleriet". Dalhærens sidste march på 110 kilometer over tre dage bragte Jackson til Front Royal, hvor han vandt en rodet lille sejr over Banks, hvis tilbagetog han fulgte ned mod Harpers Ferry. Dette alarmerede Lincoln, så han beordrede både Frémont og McDowell til at forlade deres stillinger i henholdsvis Allegheny-området i Appalacherne og uden for Washington for at komme Banks til undsætning. Ordrerne blev givet den 24. marts og bidrog uforvarende til at gøre Jacksons aflednings- og forvirringskampagne til en succes, eftersom de udelukkede ethvert forsøg på at forstærke McClellan uden for Richmond. Hermed var samtlige mål med dalkampagnen nået. Jackson vidste imidlertid, hvad han havde med at gøre og drev sit frem- og tilbagemarcherende felttog til en succesfuld afslutning. Et af hans få tilbageslag var tabet af lederen af hans kavaleri, Turner Ashby, en fribytter af samme støbning som Nathan Bedford Forrest, der faldt i kamp ved Port Republic den 6. juni.
Per jernbane og til fods nåede dalhæren frem til Richmond for at deltage i de afgørende slag imod McClellans forsøg på at erobre Konføderationens hovedstad, hvorved den samtidig undveg den klodsede fælde, Lincoln havde sat op for Jackson med koordineringen af Frémonts, Banks' og McDowells bevægelser. Jacksons ankomst uden for Richmond faldt sammen med et vigtigt skift i Konføderationens kommando. Under slaget ved Seven Pines, en af forsvarskampene, der blev udkæmpet uden for Richmond under McClellans offensiv, blev Johnston såret af granatsplinter, og kommandoen over Army of Northern Virginia overgik til Robert E. Lee, som hidtil havde fungeret som præsident Jefferson Davis' stabschef. Lee havde ufortjent opnået et dårligt ry under de tidlige træfninger i de vestlige områder. Men han havde været den fremmeste kadet i sin afgangsklasse på West Point og udmærket sig i Den Mexicanskamerikanske Krig. Han kom fra en af de ældste og mest distingverede familier i Virginia og hans beslutning om at “følge sin stat” i 1861 blev betragtet som et hårdt slag i Norden, hvor han var blevet tilbudt kommandoen over hele USAs hær. Han skulle vise sig som en dygtig taktiker, og nu, hvor han overtog kommandoen midt i McClellans bestræbelser på at indtage Richmond, begyndte han straks at demonstrere sine evner.
McClellan havde indledt sin offensiv mod Richmond den 7. april ved at belejre Magruders forsvar uden for Yorktown, der lå 110 kilometer mod sydvest. En belejring var helt unødvendig. McClellan havde tropper nok til, at han med lethed kunne have besejret stillingen, men hans neurotiske forestilling om at være talmæssigt underlegen var taget til, og han brugte næsten en måned og indsatte en hel masse artilleri, inden han fik tvunget Magruder til at forlade stillingen. Dernæst forfulgte han usigeligt langsomt sydstatshærens retræte og indhentede dem omsider uden for Williamsburg, den første engelske by i Virginia og den oprindelige hovedstad. Det følgende slag var en succes for Unionen, men ikke gennemført nok til at forhindre, at Konføderationens hær trak sig tilbage til Richmond, som nu var tungt garnisoneret og gemte sig bag en solid linje af fæstningsvolde. Mens McClellan kantede sig fremad i kølvandet på den, besluttede Johnston at iværksætte et tilintetgørende angreb på McClellans fortrop, som var havnet på den forkerte side af Chickahominyfloden. McClellan havde tilladt dette fejlgreb, fordi det var lykkedes sydstatshæren at blokere den mest indlysende adgangsvej til Richmond fra sydøst ved at barrikadere Jamesfloden med sammenfiltrede træer og skibsvrag. Imidlertid blev McClellan sparet for konsekvenserne af uheldet, fordi James Longstreet, Johnstons underordnede, på sin side forkludrede det ødelæggende angreb. Ved Seven Pines, som slaget kom til at hedde, lykkedes det ham at sætte sine tropper ind stykkevis og delt i stedet for koncentreret, hvorfor han blev slået lige så stykkevist.
McClellan – der nu var helt overbevist om, at hans egne 105.000 tropper stod over for en overlegen styrke på 200.000 (det rigtige antal var imidlertid 90.000), og at Jackson var på vej fra dalen (skønt han stadig var travlt optaget i den) – besluttede helt ukarakteristisk at fremture i sin offensiv. Det, der nu fulgte, blev senere kendt som Syvdagesslaget: En række træfninger udkæmpet i Richmonds omegn, hvorunder unionsstyrkerne og sydstatstropperne valsede omkring hinanden i en bevægelse, der efterhånden førte dem så langt væk fra byen, at McClellan atter befandt sig ude på åbent land med Richmond mod nord og Jamesflodens munding bag sig. Slagmarkerne, der ligger tæt på hinanden, er kendt som Oak Grove (25. juni), Mechanicsville (26. juni), Gaines' Mill (27. juni), Savage's Station-White Oak Swamp (28.29. juni), Glensdale (også kendt som White Oak Swamp eller Frayser's Farm, 30. juni) og Malvern Hill (1. juli).
De er alle i dag smukt fredede af National Park Service, og det er vanskeligt at forestille sig dem som åsteder for blodsudgydelser. Med en undtagelse: Kampene ved Mechanicsville drev efterhånden væk fra den oprindelige kampplads, og brændpunktet blev i stedet Beaver Dam Creek, hvor Chickahominyfloden flyder usynligt gennem en lysning blandt de omgivende træer. Man kan vade over floden her, men jorden er fugtig og tilgroet med stargræs. Det var fuldstændig uegnet til en militæraktion. Ikke desto mindre bølgede kampene mellem syd- og nordstatshæren hen over stedet her den 26. juni 1862. Sydstatshæren angreb nordstatshæren, som i al hast havde opført træpalisader på deres side af floden. De havde også anbragt artilleriet, så det kunne skyde fra den højereliggende østlige bred. En sydstatsartillerist mente, at Unionens stilling var “absolut uindtagelig ved frontangreb". Og ud fra et rationelt synspunkt havde han ret. Selv i dag hviler der en dyster atmosfære over Beaver Dam Creek. I 1862, da de omgivende træer vrimlede med geværskytter, der var fast besluttede på at forsvare deres stillinger, må det have været et skrækindjagende sted. Det var den af Syvdagesslagets slagmarker, der lå tættest på byen, hvilket måske yderligere forstærkede sydstatshærens faste forsæt om at drive nordstatstropperne væk. Under kampene blev 1.475 sydstatssoldater dræbt eller såret. 1. North Carolina mistede deres oberst, oberstløjtnant, major og seks kaptajner. 22. Georgia mistede 335 mand eller 65 procent af sin styrke. Mechanicsville kunne være blevet en sejr for Nordstaterne, hvis McClellan havde været villig til at profitere af slaget. Som det blev stedse mere almindeligt, var han det ikke. Da Stonewall Jackson var dukket op i Mechanicsville, men ukarakteristisk havde undladt at handle, besluttede McClellan, at slaget havde været et nederlag, og at Jackson udgjorde en alvorlig trussel, så han beordrede den lokale korpsfører, Fitz-John Porter, til at trække sig tilbage til Gaines' Mill-stillingen.
Da sydstatstropperne indledte angrebet om morgenen den 27. juni 1862 ved Gaines' Mill, fandt de Porters korps i stilling på toppen af et stejlt plateau med skovklædte skråninger. Der var 27.000 mand, men de havde et overlegent artilleri med omkring 100 kanoner over for Sydens 50. Taktisk befandt sydstatshæren sig imidlertid i en stærkere position med seks divisioner over for Unionens to.
Den eneste fordel, Unionen havde, var den højereliggende stilling. Fitz-John Porter følte, at hans korps var sårbart over for en sydstatsoffensiv, og bad McClellan om forstærkning. Ironisk, eftersom det altid var McClellan, der bad Washington om forstærkninger. Han bad også om økser til at fælde tømmer til at barikadere sin front med. Økserne viste sig at være ubrugelige, men med andre lånt fra artilleriet, lykkedes det ham at dække sin front med et tremmeværk, udstoppet med rygsække. I løbet af eftermiddagen var Porters mænd i stand til at slå en række angreb fra Longstreets, A.P. Hills, D.H. Hills og Stonewall Jacksons tropper tilbage. Eftersom hans forsvar lykkedes, overvejede Porter at flytte styrker over på højre side for at angribe fjendens flanke, men erkendelsen af, at han var for talmæssigt underlegen til at flytte sig fra sin forsvarsposition, afholdt ham fra det.
Som eftermiddagen gik, voksede sydstatshærens angreb mod Porters venstre side i intensitet og skræmte artilleriets heste, der var deployeret der. 22 kanoner gik tabt i forvirringen. Efter mørkets frembrud blev Porter kaldt til McClellans hovedkvarter, hvor han fik ordre til at trække sig tilbage over Chickahominyfloden, der løb bag hans bagtrop, og derefter videre til Jamesfloden, hvor McClellan havde besluttet sig for at samle sin hær. Under slagets afsluttende etaper var Porter meget bekymret for nogle af de frivillige adjudanters sikkerhed – greven af Paris og hertugen af Chartres, medlemmer af den franske kongefamilie, som havde tilbudt deres tjeneste i hans stab. Eftersom greven af Paris var tronprætendent, fik Porter ansvaret for at bringe dem i sikkerhed. Denne fuldstændig irrelevante afbrydelse forstyrrede ham på et tidspunkt, hvor han skulle have viet kampen sin fulde opmærksomhed.
Under retræten fra Gaines' Mill forlod Jackson sit korps for at rekognoscere nordstatshærens linjer uden at bede om tilladelse fra sin overordnede eller underrette sine underordnede. Den mand, han overlod kommandoen til, mens han var væk, var ikke soldat, men en underviser fra et præsteseminarium, pastor R.L. Dabney. Det siger noget om den respekt, der omgærdede Jackson, at ingen af hans underordnede anfægtede teologens autoritet. En anden tildragelse fra retræten var en føderal kantinevogns “angreb". Føreren, der kom kørende med sin vogn fuld af delikatesser som ananas på dåse, løb ind i en sydstatskolonne på vejen, og i håb om at redde sit lager kørte han direkte ind mellem geledderne. Efter at have voldt nogen forvirring blev han og hans delikatesser til sydstatssoldaternes begejstring taget til fange.