ELLEVTE KAPITEL
Chancellorsville og Gettysburg
Unionens sejre i Mississippi Valley i første halvdel af 1863 var en forløber for kollapset i Konføderationens samlede stilling i Vesten. Unionen var imidlertid stadig truet i det, som begge regeringer og befolkninger betragtede som det væsentligste operationsområde, nemlig grænseområderne i Virginia, Maryland og Pennsylvania. Der var naturligvis også trusler andetsteds – og svagheder: I april mislykkedes det for en nordstatsflåde af panserskibe at erobre den første af de fæstninger, der forsvarede havnen i Charleston, og den blev alvorligt skadet under forsøget. Krigen i Tennessee, hvis unionstro kredse lå Lincoln sådan på sinde, kunne stadig gå galt, for Rosecrans’ hær var tæt på at være talmæssigt underlegen i forhold til Braggs og Buckners. Det var sågar muligt, at de tilbageværende sydstatshære i Louisiana kunne få held til at generobre New Orleans.
Den virkelige trussel mod Unionens skæbne lå imidlertid i den stadige tilstedeværelse af Army of Northern Virginia i Fredericksburg, som stod rede til et fremstød ind i Maryland eller Pennsylvania – noget, der ville have bragt indbyggerne i de store nordlige byer i panik og med sikkerhed ville ængste Lincoln og hans regering dybt. Lee, der var ekstremt selvsikker, havde også stor tiltro til sine soldater, som han mente med den rigtige ledelse og rigelige forsyninger ville kunne besejre en hvilken som helst nordstatsarmé, de måtte møde. Ironisk nok – i lyset af udfaldet af den tilstundende kampagne – mente den nyudnævnte leder for Army of the Potomac, general Joseph Hooker, også, at han kunne slå Lee og udviste alle tegn på ophøjet tillid til sin egen og sin hærs overlegenhed. Kendt som ”Fighting Joe” Hooker fra en tåbeligt affattet avisoverskrift, var han blevet udvalgt til at efterfølge Burnside på grund af de rystende tab ved Fredericksburg under denne generals kommando. Hooker var rent faktisk en tapper og sædvanligvis kompetent officer. Uheldigvis havde han besluttet at udfordre Lee til en strid på krigsmanøvrer – en kunst, som Lee allerede var mester i, måske den største ekspert i den vestlige verden. Den 12. april begyndte de vanlige manende forberedelser, der altid antydede, at et stort slag var på vej : Man ryddede hospitalerne, inspicerede våben, tjekkede ammunition, skoede heste, sørgede for proviant og foretog alle nødvendige forberedelser til en fremmarch.
Den første enhed, der bevægede sig, var hærens kavaleridivision, som Hooker havde planer om at sætte ind imod den jernbane, der bragte Lee forsyninger. Dette træk krævede imidlertid, at man krydsede Rappahannock, men fordi voldsomme regnskyl havde fået den til at gå over sine bredder, kunne kavaleriets anfører, George Stoneman, ikke komme over, hvilket tvang Hooker til at udsætte hærens fremmarch. Dette var den første i en række af forhindringer. Hooker håbede, at han ved at afskære jernbaneforbindelsen kunne sulte Lee ud af Fredericksburg og tvinge ham til at kæmpe i det åbne. Som forberedelse til kampagnen delte han sin hær og sendte tre korps over Rappahannock østpå og de resterende fire korps vestpå mod Chancellorsville, der markerede sig i landskabet med et stort herskabshus, Chancellor House. Hookers samlede styrke, kavaleriet medtalt, var på omkring 125.000 mand. Lees var på under 60.000 plus kavaleriet. Hooker var imidlertid i en svag position, eftersom han havde delt sin hær for at forsøge at beherske vadestederne, således at Lees hær lå imellem de to halvdele. I begyndelsen havde Hooker initiativet, eftersom hans stilling beherskede flere veje, der førte til Lees bagtropper, hvilket gav mulighed for at afskære Lees forbindelse med Richmond, hvis Army of the Potomac valgte at avancere i den retning. Midt på eftermiddagen den 1. maj kom der imidlertid ordrer fra Hooker til hans korpsofficerer om at trække sig tilbage til Chancellorsville. Hans undergivne protesterede, idet de indbyrdes var enige om, at det åbne land, de okkuperede, og højdedraget bag dem udgjorde en yderst favorabel stilling for et succesfuldt angreb. I mellemtiden var ildkampen startet, og Darius Couch hastede til Chancellor House for at overtale Hooker til at angribe de fremstormende sydstatstropper. Men noget uforklarligt var sket med Hooker. Al lyst til at forfølge hans indtil da succesfulde manøvre var forduftet. ”Det er alt sammen udmærket, Couch,” svarede han, ”men jeg har Lee lige, hvor jeg vil have ham. Han må kæmpe imod mig på min egen banehalvdel.” Couch tænkte ved sig selv: ”at udkæmpe et forsvarsslag i det vildnis var for meget.” Han gjorde sin exit, mens han for sig selv tænkte, at “min generalmajor var en slagen mand.”32
Begivenhederne skulle snart vise, at han havde ret. Hooker var blevet offer for sin manglende tro på sig selv – ikke et karaktertræk, han tidligere havde udvist, skønt hans opførsel ikke overraskede hans West Point-kammerater. Det skulle blive udnyttet af Lee og Jackson, som på ingen måde led af manglende selvtillid. Faktisk skulle Lee i løbet af de næste to dage – 2. og 3. maj – overtræde to ufravigelige regler for krigsførelse, nemlig ikke at dele en hær, når man stod over for fjenden, og ikke at marchere en hær lige frem i hovedet på en fjendtlig hær, der stod i kampstilling. Og han undgik konsekvenserne af det – i høj grad takket være Jacksons nerver af stål. De to generaler mødtes om aftenen den 1. maj i et skovområde halvanden kilometer sydøst fra Chancellor House. Jackson sad på en træstub, Lee på en tom kasse, hvori der havde været beskøjter, med et lille bål imellem sig, for at drøfte situationen og deres udsigter. Lee var blevet forbløffet over Hookers retræte og havde først tænkt, at den skyldtes fjendens erkendelse af en svaghed ved deres stilling. En personlig rekognoscering afslørede imidlertid, at nordstatsstyrkerne var deployeret i ”en stilling med stor naturlig styrke, omgivet på alle sider af uigennemtrængelige skovtykninger fyldt med sammenfiltret krat, midt i hvilket der var blevet opført brystværn af tømmerstokke.” Beskrivelsen dækkede en lokalitet, der var kendt som Vildnisset – forladt agerland, der var sprunget i skov igen og udgjorde en af de vanskeligst gennemtrængelige regioner i hele Virginia-operationsområdet, skønt der var modstykker andetsteds. Ved skæbnens ugunst kom hærene til at kæmpe ikke en, men to gange i disse skæbnesvangre lunde.
De to generaler var først tvivlende over for muligheden for succesfuldt at besejre fjenden under disse betingelser. Så modtog de en rapport fra J.E.B. Stuart, der havde kommandoen over kavaleriet. Rapporten fortalte dem, at Hookers højre flanke lå uden for Vildnisset, ubeskyttet af naturskabte forhindringer, og var sårbar over for overraskelsesangreb. Lee beordrede Jackson – der entusiastisk indvilligede – til at tage sit korps og marchere det ad en skovsti knap tyve kilometer gennem skov og krat for at angribe Unionens bagtrop. Det var en farlig ting at kaste sig ud i såvel praktisk som teoretisk, eftersom fremstødet kun var dækket af bevoksningen. Jackson gik ikke desto mindre ufortrødent i gang næste morgen klokken 07.30. Hans bagtrop blev observeret og angrebet af to nordstatsdivisioner under general Daniel Sickles’ kommando, men Sickles forstod ikke grunden til Jacksons tilstedeværelse i området. Klokken fem om eftermiddagen, netop som mørket faldt på, var Jacksons mænd nået frem til Howards 11. korps’ regimentslejre. De fleste af soldaterne var tyske immigranter, som havde lagt våbnene og var i gang med at forberede aftensmaden. I årene forud for de store preussiske sejre i Europa i 1864-71 var der ingen, der opfattede tyskerne som et militærfolk, specielt ikke i De Forenede Stater, hvor de havde dårligt ry som soldater. Disse uheldige mænd skulle leve op til det ry. Deres rækker blev først forstyrret af en flok kaniner og egern. Inden de kunne nå at gætte grunden til dyrenes sauve qui peut, hørte de de nervepirrende oprørsråb og blev løbet over ende af Jacksons rækker. Oprørernes blod var i kog, og de kastede unionshæren ud i vanvittigt kaos, mens de drev dem ud på den nærliggende Plank Road, hvor de andre nordstatsenheder blev fanget i panikken. General Oliver Howard, hvis korps led mest, beskrev med bemærkelsesværdig ærlighed virkningen af oprørshærens angreb: ”Hurtigere end det lader sig beskrive, med et raseri som det vildeste haglvejr, måtte alting, enhver organisation, der kom i vejen for den vilde strøm af panikslagne mænd, give efter og blive slået i smadder.”33
Lige bag den fremstormende sydstatsfrontlinje kom Stonewall Jackson ridende. En af hans undergivne skreg, idet de opbrudte nordstatstropper forsvandt ind i skovene: ”De løber for hurtigt for os. Vi kan ikke følge med.” Jackson skreg tilbage: ”De løber aldrig for hurtigt for mig. Pres dem. Pres dem.” Nordstatstropperne over for begyndte at indtage deres stilling, og da deres linje var ved at tage form, red Jackson frem foran sine egne tropper for at rekognoscere. På vejen tilbage i det tiltagende mørke, blev han og hans mænd observeret af mændene fra A.P. Hills division, der fejlagtigt antog dem for fjenden. De åbnede ild på cirka 350 meters afstand. En sergent og en kaptajn, der red sammen med Stonewall blev dræbt. Så affyrede et regiment af North Carolina-tropper endnu en skudsalve og ramte general Jackson tre steder. En kugle ramte hans højre hånd, en anden gik igennem hans venstre håndled. Dernæst ramte en tredje hans venstre arm mellem albue og skulder og splintrede knoglen. Han faldt af hesten, og da han blev samlet op, blødte han heftigt. En stabsofficer, kaptajn James Power Smith, hjalp general Hill med at yde førstehjælp. Stonewalls ærme blev skåret op og et lommetørklæde bundet omkring såret for at standse blødningen. Et hjælpehold fra de nærliggende tropper blev hidkaldt med en båre, som den sårede mand blev placeret på, hvorefter han blev båret væk. Unionens tropper åbnede ild og sårede en af bårebærerne, så Stonewall næsten faldt af båren, men han blev reddet i sidste øjeblik. Bærerne var nødt til at søge dækning, og generalen blev lagt på vejen. Da beskydningen standsede, lagde kaptajn Smith armene om Stonewall og hjalp ham ind i skoven, hvor bårebærerne endnu engang fik båren op på skuldrene. Endnu en bærer blev ramt, og Jackson faldt til jorden med et skrig af smerte, men blev hjulpet på benene og atter lagt op på båren og omsider bragt til et felthospital i nærheden af Wilderness Tavern. Der amputerede kirurgerne omkring midnat hans venstre arm ved skulderen og fjernede en geværkugle fra hans højre hånd.
Hans læger og kammerater var optimistiske. Ingen vitale organer var blevet ramt, og han havde ikke lidt alvorligt blodtab. Han modtog en strøm af hilsener fra alle dele af hæren med ønsker om snarlig bedring. Han overlevede en uge, mens hans hustru plejede ham i selskab med deres nyfødte datter. Men lungebetændelse og måske også lungehindebetændelse havde ramt ham, og han døde om eftermiddagen søndag den 10. maj 1863. Hans sidste ord: ”Lad os krydse floden og hvile under træernes skygge,” blev senere brugt af Ernest Hemingway som titel på en af hans krigsromaner, Over floden – ind i skovene. Lee begræd tabet af Jackson lige siden, og ledelsen af Army of Northern Virginia blev aldrig den samme. Med Lees ord var ”denne store og gode mands mod, evner og energi” nu tabt for Konføderationen og kunne ikke erstattes.
I løbet af den 3. maj, mens Jackson gradvis bukkede under for sine sår, fornyede Lee angrebet på Hooker. Begge hære var nu opdelte, eftersom Hooker havde sendt et korps under general John Sedgwick af sted for at erobre Fredericksburg. Lee beordrede J.E.B. Stuart, som havde overtaget kommandoen over Jacksons korps, til at samle de to halvdele af Army of Northern Virginia. Eftersom Hookers hær var Lees talmæssigt overlegen, burde han have haft en fordel, imidlertid var hans mod blevet påvirket af Lees dristige angreb og hans egen fejlfortolkning af slaget. Hans eneste mål var nu at holde sin stilling, hvorfor han beordrede en vigtig stilling ved Hazel Grove opgivet for at forkorte sin linje. Efter at have indtaget Hazel Grove fortsatte sydstatshæren til en anden bakketop kaldet Fair View. Nordstatstropperne gjorde modstand mod deres fremrykning, og en bitter kamp brød ud i Vildnissets kratskov, som general Howard beskrev som “skravlede egetræer, lavstammede graner, cedertræer og enebærbuske filtret sammen med en tæt, næsten uigennemtrængelig underskov og overgroet med masser af vildvin.” Den virkede umulig at forcere, og patruljerne havde ekstremt vanskeligt ved at arbejde sig igennem den. Ikke desto mindre nåede kampen et niveau af morderisk intensitet, der varede en halv time og tvang nordstatstropperne til at opgive deres stilling på Fair View. Konføderationens artilleri haglede nu ned over slagmarken, og en del af det ramte Chancellor House, hvor Hooker havde hovedkvarter. Et skud ramte en af husets søjler, som Hooker netop stod og lænede sig op ad, og kastede Hooker bevidstløs til jorden, så han var omtåget længe efter. Den 5. maj gav han ordrer til sin hær om at krydse over til den nordlige side af Rappahannock. Det var en indrømmelse af nederlaget, og Hooker var rigtig nok også blevet slået eftertrykkeligt.
Alt havde ellers fra starten lovet en anden udgang. Hooker havde haft dobbelt så mange mænd som Lee. Lee havde flere gange svækket sig selv ved at dele sin hær foran fjenden. Hooker havde imidlertid ved at tabe hovedet og fejlfortolke Lees bevægelser forspildt enhver fordel. Selv til slut, da han erklærede sit nederlag ved at trække sin hær tilbage til den anden side af Rappahannock, forærede han Lee endnu en sejr, ved at tillade Sedgwick, som han havde sendt til Fredericksburg, at kæmpe uden opbakning ved Salem Church den 3.-4. maj. Sedgwick fulgte derefter resten af hæren på tilbagetoget over Rappahannock. Hookers bedømmelse af sin elendige indsats bestod i den uduelige svæklings selvretfærdiggørelse: ”Min hær blev ikke slået. Kun en del af den var blevet sat ind. Mit første korps … var friskt og parat og ivrig efter at blive sendt i kamp ligesom resten af min hær. Men jeg var blevet overbevist om det nyttesløse i at angribe befæstede stillinger, og jeg var fast besluttet på ikke at ofre mine mænd unødvendigt, om det så skulle koste mig mit ry som kamp-officer.”34 Dette var en uærlig påstand. Chancellorsville-stillingen var ikke befæstet, bortset fra ved Vildnissets naturlige forhindringer og hastigt opførte forskansninger og hindringer. Under alle omstændigheder ofrede Hooker sit ry ved at nægte at kæmpe på steder og tider, hvor han kunne have vundet. Som McClellan havde han kastet vrag på alle sine fordele uden anden grund end sin egen frygtsomhed.
Hookers manglende mod ved Chancellorsville foruroligede Lincoln, som brugte de første to uger af maj 1863 på at forsøge at tale ham til fornuft, når han da ikke simpelthen bare forsøgte at forstå, hvad generalen foretog sig og agtede at foretage sig. Den 6. maj havde Lincoln i det mindste erfaret, at der havde fundet et stort slag sted, hvis resultat ”ikke [var] nogen sejr for os”, og at Army of the Potomac havde trukket sig tilbage til Rappahannocks nordlige bred. Med telegrammet om nyheden i hånden travede han frem og tilbage i Det Hvide Hus, grå i ansigtet af bekymring, mens han atter og atter gentog for sig selv: ”Min Gud, min Gud. Hvad vil landet ikke sige? Hvad vil landet ikke sige?” Den eftermiddag besluttede han i sin forvirring, at han måtte mødes med Hooker og udspørge ham og tog straks af sted. Da han ankom til Potomac-hærens hovedkvarter holdt han et møde med de ledende officerer, som han skuffede ved overhovedet ikke at referere til slaget ved Chancellorsville. Ej heller gav han dem nogen mulighed for at foreslå, at man fjernede Hooker, skønt flere i officerskorpset ønskede det. Ikke desto mindre diskuterede nogle af Hookers kritikere, om man skulle aflægge et besøg i Washington for at sige tingene ligeud til Lincoln uden deres overordnedes tilstedeværelse og for at foreslå, at han blev erstattet med George Meade fra officerskorpset. I sidste ende droppede de det, eftersom Meade ikke ønskede at blive udnævnt.
Lincoln talte også alene med Hooker og gav ham ved den lejlighed, som han havde for sædvane, et brev, hvori han forklarede sine synspunkter og stillede de spørgsmål, han ønskede svar på. Hvad han virkelig ønskede at vide, var, hvad Hookers næste skridt ville være, eftersom Sydstaterne tydeligvis indtog den dominerende stilling på krigsskuepladsen. Hooker skrev til Lincoln i Washington og svarede underligt svævende. Han sagde, at han havde en plan, som han kunne afsløre, hvis Lincoln ønskede det. En uge senere – den 13. maj – skrev han atter og erklærede, at han havde til hensigt at krydse Rappahannock straks, selvom han var talmæssigt underlegen – et ekko af McClellan. Og som McClellan bad han også om forstærkninger. Lincoln bad ham komme til Washington. Hooker droppede sin plan om at angribe Lee og rejste straks. Ved sin ankomst modtog han endnu et brev fra præsidenten og fik at vide, at det ville være alt tilstrækkeligt, hvis han holdt sine stillinger i Virginia og blot holdt Lee under observation. Hooker fik også besked om, at Lincoln havde modtaget meldinger om utilfredshed med hans operationsledelse fra hans undergivne, hvilket var sandt. Nogle af generalerne havde skrevet til præsidenten og besøgt ham i Washington. Hooker udbad sig dristigt navnene, hvilket blev ham nægtet, og udfordrede derefter præsidenten til at udspørge hver eneste general, der kom til Washington.
Hooker må have fornemmet, at nettet strammede til om ham. Han havde været involveret i en hviskekampagne mod sin forgænger, Burnside, og vidste, hvordan man underminerede tillid. Krisen forstærkedes ydermere af, at Lee i mellemtiden var begyndt at iværksætte sin plan om at føre krigen ind i Nordstaterne. Dette var begyndelsen til det, der skulle blive til Gettysburg-kampagnen. Lee havde været i Richmond for at overbevise Davis om, at kun et dramatisk initiativ kunne rette op på den militære udvikling, der efterlod det indre af Konføderationen under dødelig trussel fra Grants hær i Mississippi-dalen, hvor Vicksburg nu var truet af erobring, og som heller ikke – trods en række mindre sejre i det nordlige Virginia – bragte afgørende resultater imod Unionens vigtigste armé. Lee forklarede og overbeviste Davis og kabinettet samt krigsminister Seddon om, at den korrekte strategi var at slå til i Nordstaterne gennem Pennsylvania og at styrke Army of Northern Virginia, om nødvendigt ved at trække nogle af de defensive styrker i North og South Carolina tilbage. Han beskrev en række ønskværdige resultater af dette: Man ville kunne befri Virginia fra byrden af at skulle understøtte sine egne tropper og begrænse statens udsatte stilling, når det kom til nordstatstroppernes hærgen. Man ville kunne tvinge Potomacarméen ud af dens stærke position ved Rappahannock, ud på åbent land nordpå, hvor den kunne bringes til kamp under favorable omstændigheder. Man ville kunne sprede panik i Nordstaterne ved at true de store østkystbyer såsom Baltimore, Philadelphia og måske endog New York, såvel som naturligvis Washington. Og man ville – forudsat at manøvren gik godt – kunne genoplive muligheden for diplomatisk anerkendelse fra de europæiske monarkier.
Svaret var gunstigt, og den 3. juni brød Army of Northern Virginias 2. korps op fra Fredericksburg og begyndte at marchere ind i Pennsylvania. Det forblev uklart for nordstatsstyrkerne, hvor Lee var på vej hen, til dels fordi Army of Northern Virginias opstilling var ukendt for modstanderne på grund af en nylig reorganisering. Efter Jacksons død var hans 2. korps blevet overdraget til Richard Ewell, og resten af armeen var blevet reorganiseret i et 1. og et 3. korps med tre divisioner i hvert under generalerne James Longstreet og Ambrose P. Hill. Kavaleriet bestod af syv brigader under J.E.B. Stuart, og det var dem, der først kom i kamp. Lees plan var ikke at rykke direkte frontalt nordpå fra Fredericksburg. Den indebar en flankemarch ind i Shenandoah Valley og derefter et kursskifte nordpå mod Winchester, Harpers Ferry og Harrisburg. Blue Ridge Mountains maskerede hans bevægelser i første omgang, men den 8. juni stod det klart for Nordstaterne, at sydstatsarmeen brugte dalen som fremrykningsakse, og Unionens kavaleri rykkede vestpå for at afskære den. Den 9. juni mødte Unionens kavalerister Stuarts mænd i Brandy Station ved Rappahannock, og det kom til en kamp, der skulle vokse sig til at blive det største kavalerislag under borgerkrigen. Unionen tog initiativet, og til Stuarts utilfredshed kæmpede de generelt bedst. Han var vant til at være modstanderens kavaleri overlegen. Usædvanligt for borgerkrigen kæmpede kavaleriet her som kavaleri, det vil sige fra sadlen og med trukne sabler, snarere end som infanteri på jorden. Alfred Pleasanton, som kommanderede Nordstaternes kavalerikorps, afblæste kampen, da han var tilfreds med at have bevist sin overlegenhed, skønt Unionens tab var 866 mod Sydstaternes 523.
I den tidlige fase af Lees invasion af Pennsylvania var Lincoln mere ophidset over Hookers manglende vilje til at tage beslutsomme og fyldestgørende skridt til at standse sydstatshærens fremrykning end af fjendens handlinger. I midten af juni 1863 var Hookers opførsel en fuldstændig livagtig parodi på McClellans, da han var på sit allermest vaklende. Han var nu nord for Rappahannock. Hans første forslag til Lincoln var, at han kunne krydse floden igen og angribe Lees bagtropper ved Fredericksburg. Præsidenten forbød ham det, skønt han benægtede, at han gav ordrer, og sagde, at han ønskede at lade sig vejlede af Hooker og Halleck, som øverstbefalende. Det var en skidt idé. Hooker havde udviklet en animositet imod Halleck, som han mente var hans fjende. Deres forskelligheder kunne have været udredt, hvis Hooker havde besøgt Washington i et forsøg på forsoning. Det gjorde han imidlertid ikke. Kort efter forslaget om at kæmpe ved Fredericksburg, forværrede han det hele yderligere ved af foreslå at opgive operationsområdet i det nordlige Virginia helt og aldeles og i stedet marchere imod Richmond og overlade Lee til en styrke samlet sammen af Washingtons garnison. Selv ikke hvis Hooker med fuldt overlæg havde forsøgt at pirke til alle Lincolns værste rædselsforestillinger, ville han have kunnet overtrumfe dette. Planen vakte atter billedet til live af McClellans ørkesløse gestikuleren mod Konføderationens hovedstad, mens han krævede forstærkninger, der kun kunne findes ved at ribbe Unionens hovedstad for dens forsvar. Lincoln svarede på Hookers forslag den 10. juni, under halvanden time efter at have modtaget det. Hans svar var kort og koncist, en af hans bedste strategiske bedømmelser under krigen: “Jeg mener, at Lees hær og ikke Richmond er Deres virkelige, objektive mål. Hvis han nærmer sig den øvre del af Potomac, så følg hans flanke, og afkort Deres linjer, mens han forlænger sine … Hvis han bliver, hvor han er, så pres ham og bliv ved at presse.”35
Lee blev ikke, hvor han var. Hans hær var nu i rivende fart i færd med at rykke op gennem Shenandoah Valley og true nordstatsgarnisonerne ved Winchester og Martinsburg nordvest for Washington, langt fra tæt nok på til at true hovedstaden – endnu. Lincoln pressede nu Hooker for at få ham til at angribe, hvilket han omsider var i stand til, da han endelig havde sat sin armé i bevægelse ad “det indre spor”, som Lincoln havde identificeret.
Hans vej førte ham imidlertid tættere på Washington og afkortede transmissionstiden for meldinger, der nu flød i en jævn strøm frem og tilbage. Hooker telegraferede uforsigtigt til Lincoln og beklagede sig over, at han ikke havde Hallecks fortrolighed. Han var i færd med at forberede sig på at skylde skylden for ethvert fejltrin over på sine overordnede. Lincoln overrumplede ham ved at udstede ordrer, der udtrykkeligt placerede ham under Hallecks kommando, mens han var i felten og det ikke blot af administrative grunde. ”For at udelukke enhver misforståelse,” skrev han, ”placerer jeg Dem nu i strikt militær relation til general Halleck, som anfører for en af armeerne under den øverstbefalende for samtlige armeer. Jeg har aldrig ment det anderledes; men eftersom det synes at være blevet anderledes opfattet, skal jeg pålægge ham at give Dem ordrer og Dem at adlyde dem.”36
Brevet forbedrede ikke situationen. Det var ikke Halleck, der var Unionens hovedstrateg, det var Lincoln. På den anden side kunne Lincoln ikke selv, uanset hvor skarp hans militære dømmekraft var blevet, gennemføre operationerne over for fjenden. Det var kun Hooker, der var i stand til det, skønt han i stadig ringere grad udviste evnen til det. I håb om at lette hans sind, som nu tydeligvis var martret af alle tænkelige farer, skrev Lincoln et personligt brev til Hooker, hvori han opfordrede ham til at slutte fred med Halleck og til at slå til mod Lees langstrakte forbindelseslinje, som han nu var i stand til at gøre sig til herre over. Situationen blev ikke bedre. Hooker tog til Washington, opsøgte Lincoln og Halleck og adlød Lincoln, hvad angik at flytte tropper til at beskytte Harpers Ferry, som nu var umiddelbart truet. Han fremturede imidlertid i sin modvillighed mod at konfrontere Lee og fulgte i stedet simpelthen sydstatstropperne parallelt et stykke øst for dem. Lincoln var ikke desto mindre opmuntret af sit møde med Hooker og bemærkede til flådeminister Gideon Welles, at “vi kan ikke undgå at vinde over dem, hvis vi har den rigtige mand. Hvor meget afhænger ikke i militære spørgsmål af, at man har den rigtige hjerne bag. Hooker begår muligvis samme fejl som McClellan og forspilder sin chance. Det vil vi snart få at se, men det synes mig, at han ikke kan undgå at vinde.”37 Dette var den sidste krampetrækning af Lincolns ønsketænkning omkring Hooker, som næsten umiddelbart efter genopførte McClellans opvisning i frygtsomhed under Peninsula-kampagnen. Han havde nu overbevist sig selv om, at han var talmæssigt underlegen og ikke kunne foretage sig noget, medmindre han modtog forstærkninger. Han gentog sin anmodning om tropper fra Washington-garnisonen, Lincolns svageste punkt. Da det blev ham nægtet, bad han om tilladelse til at opgive Harpers Ferry – et meget væsentligt sted rent strategisk – for at overføre forsvaret der til sin feltarmé. Da han modtog et afslag fra Halleck, bad han om at blive fritaget for sin kommando. Hans svar til Halleck anførte, at han var blevet pålagt for mange missioner: at forsvare både Washington og Harpers Ferry og at kæmpe imod en stærkere, fjendtlig hær. Han havde definitivt og fuldstændig mistet modet. Det fremgår klart af telegrammer af 26. og 27. juni. Den 27. juni meddelte Lincoln kabinettet, at han fratog Hooker kommandoen. I hans sted indsatte han George Meade, der havde kommandoen over Potomac-armeens 5. korps.
Meade var en respekteret karriereofficer med betragtelig officerserfaring som underordnet officer. Han havde aldrig stået i spidsen for en armé under et felttog. Han blev valgt efter udelukkelsesmetoden. Ingen af de andre mulige kandidater besad hans erfaring eller evner, skønt general John Reynolds, der havde kommandoen over 1. korps, blev betragtet som den oplagte kandidat og var Meades egen favorit til stillingen. Omstændighederne omkring Meades udnævnelse var ufrivilligt komiske. Major James Hardie fra generaladjudanturet, der hastede fra Washington for at overbringe nyheden, fandt Meade sovende i en feltseng og begyndte med at meddele ham, at han havde dårlige nyheder: Meade blev frataget kommandoen over sit korps. Meade svarede defensivt, at han havde ventet dette. Hardie informerede ham derefter om, at han skulle overtage kommandoen med hele hæren, hvilket Meade bedyrede, at han ikke var kvalificeret til. Hardie sagde, at regeringen ikke accepterede nogen form for vægring. Meade indvilligede derfor, skønt han gjorde gældende, at han ikke vidste, hvor hærens forskellige formationer stod opstillet. Hans holdning var helt igennem ægte. Skønt ilter af gemyt og tilbøjelig til vredesudbrud over for sine undergivne, var han rent personligt en beskeden mand med en beundringsværdig fast karakter, som det senere skulle vise sig.
Han blev udnævnt den 28. juni. Både nord- og sydstatstropper havde på det tidspunkt manøvreret rundt i Pennsylvania i det meste af en måned. Ifølge Unionens informationer befandt Longstreet, der havde kommandoen over Konføderationens 1. korps, sig ved Chambersburg. A.P. Hill, der havde kommandoen over 2. korps, var et sted mellem Chambersburg og Cashtown. Og Ewell truede statens hovedstad Harrisburg med 3. korps i Carlisle. Stuart var på vej rundt om Unionens stilling med sit kavaleri forbi Centreville og ind i Maryland. Nordstatshæren stod mellem Potomacfloden og Frederick øst for South Mountain. Meade besluttede straks at anbringe hæren, så den forhindrede Lee i at krydse Susquehannafloden, som deler Pennsylvania øst-vest. Hardie havde medbragt ordrer, udstedt af Halleck, men besluttet af Lincoln, om at han skulle dække både Washington og Baltimore, men samtidig involvere fjenden i kamp. Der var imidlertid ingen øvrige begrænsninger af hans handlefrihed. Meade, som var i besiddelse af betragtelig strategisk skarpsindighed, kom til følgende konklusioner om sine egne og Lees respektive instrukser: Lee var nødt til at angribe, eftersom han var den indtrængende på fjendtligt territorium. Hvis han blev nødt til at trække sig tilbage uden kamp, ville det være et alvorligt prestigetab. Lee stod spredt, Meade relativt samlet. Hvis Meade koncentrerede sine styrker yderligere, ville Lee blive tvunget til at angribe ham. Meade besluttede, at det bedste, han kunne gøre, var at indtage en stærk forsvarsstilling og afvente Lees angreb. En nøje undersøgelse af kortet tydede på, at Pipe Creek lige syd for Pennsylvanias statsgrænse var et godt sted for en sådan kamp.
Nyheden om Meades fremrykning alarmerede Lee, som hastigt begyndte at samle sine spredte styrker. Han koncentrerede dem først ved Cashtown mellem Chambersburg og Gettysburg, men da der indløb rapporter om, at nogle af nordstatstropperne stod ved Gettysburg, skiftede han mening og samlede dem der. En yderligere årsag til dette valg var, at hans spejdere rapporterede, at der ved Gettysburg var et depot med sko, en kronisk mangelvare i sydstatshæren. Den 30. juni blev en rekognosceringsenhed sendt ud, og de fandt nordstatshærens kavaleri myldrende rundt i byen og dens omegn. Endnu et rekognosceringstogt den 1. juli skulle udvikle sig til åbningen af et større slag.
Gettysburg var centrum i området og velegnet til defensive operationer. Byen, der var placeret i den nordlige ende af et åbent, bølgende landskab, der kun var sparsomt skovklædt, var et velstående, fremgangsrigt sted med mange murstenshuse samt store, solide bygninger som Gettysburg College og et lutheransk præsteseminarium, der begge var udstyret med kupler, som officererne fra de to hære skiftevist skulle komme til at bruge som observationspunkter. Syd for byen lå der to højdedrag, kendt som Seminary Ridge i vest og Cemetery Ridge mod øst. Den nordlige ende af Cemetery Ridge fortsatte videre i de to lave bakkedrag Cemetery Hill og Culp’s Hill. Mod syd kulminerede bakkedragene i bakketoppene Little Round Top og Round Top. Foran de to bakketoppe var jorden ujævn og stenet med enge og indhegninger, der skulle udvikle sig til dødsfælderne Djævlens Hule (Devil’s Den) og Hvedemarken (Wheatfield) samt Ferskenlunden (Peach Orchard).
Klokken otte om morgenen den 1. juli blev Unionens kavaleri, to brigader i alt, mødt af fremrykkende sydstatsinfanteri. Unionens kavaleri, der havde fordelen af at være udrustet med bagladekarabiner, forsvarede energisk byen. Omkring klokken ti begyndte nordstatsinfanteriet at komme dem til undsætning under general John Reynolds’ kommando. Kort efter sin ankomst sendte han Meade en rapport, der advarede om, at fjenden rykkede talstærkt frem, og at han frygtede, at de ville indtage bakkedragene, inden han selv kunne komme til det. “Jeg vil bekæmpe ham tomme for tomme,” lovede han, “og hvis jeg bliver drevet ind i byen, vil jeg barrikadere gaderne og holde ham tilbage så længe, som muligt.” Kort efter, at han havde overgivet denne besked til en kurér, blev han ramt af en kugle i hovedet og faldt død om.
Næsten samtidig ankom general Lee til slagmarken. Hans første bemærkning efter at have set sig om og erfaret, at der var kampe foran Gettysburg, hvor sydstatsenhederne myldrede rundt om McPherson’s Ridge over for Seminary Ridge, var, at han ikke ønskede en større konfrontation samme dag. Situationen var imidlertid ekstremt omskiftelig, og nærmest i samme øjeblik, han udtalte dette, gav Unionens linje, som strakte sig hen over Carlisle Road og Harrisburg Road ind mod byen, efter, og de flygtende tropper strømmede sydpå mod Cemetery Hill. Nordstatsstyrken på McPherson’s Ridge og Seminary Ridge blev kort efter drevet bort, og nu skiftede Lee mening. Han besluttede at kæmpe så hårdt som muligt og indtage så meget af det afgørende terræn, som han kunne i løbet af dagen. Der blev taget fanger, der kunne afsløre, at Meades ankomst med hovedparten af nordstatshæren var umiddelbart forestående. Lee gav derfor ordrer til “at presse” nordstatsenhederne sydpå med det formål at indtage Cemetery Hill, inden den kunne nå at blive forskanset. Han beordrede general Ewell, der havde kommandoen over sydstatshærens 2. korps, til at indtage Cemetery Hill. Ewells mænd, af hvilke 8.000 var blevet dræbt eller såret siden morgenen, var alt for desorganiserede til at gennemføre aktionen, og Ewell, der red frem for at beordre sit korps fremad, blev ramt på vejen. Kuglen ramte det ben, han havde mistet under det andet slag ved Manassas, hvilket fik ham til at bemærke til rytteren ved hans side: “Det gør slet ikke ondt at blive skudt i et træben.”
General Meade befandt sig i Taneytown, da Reynolds besked nåede ham. Han sendte sin bedste korpsofficer, Winfield S. Hancock, af sted til stedet. Hancock indledte mødet med Howard, Reynolds efterfølger, med at sige, at han var blevet sendt dertil for at overtage kommandoen over de tre korps ved Gettysburg. Howard indvendte, at han var højere rangerende. Hancock sagde, at han havde skriftlige ordrer i sin lomme og ville påtegne alle ordrer, Howard udstedte, men pointerede, at han også var blevet pålagt af Meade at befæste stedet. Idet han kastede et blik ud over terrænet fra Gettysburg by til Round Tops sydpå, konkluderede han: “Jeg tror, at dette fra naturens hånd er den stærkeste stilling, jeg nogensinde har set, og hvis De kan samtykke heri, vælger jeg dette som slagmark.”
Det havde været Lees hensigt, at Ewell skulle indtage Cemetery Ridge. Det gjorde han imidlertid ikke, idet han i stedet red rundt for at samle sine spredte enheder.
I mellemtiden gravede nordstatsstyrkerne i nattens løb for at forstærke deres stillinger. Om morgenen den 2. juli på slagets anden dag, indtog de to sider parallelle stillinger på henholdsvis Seminary og Cemetery bakkedragene, adskilt af en lav dal, der var omkring en kilometer bred. Alle styrker var på plads, sydstatstropperne talte 64.000 mand og nordstatstropperne 99.000 til trods for, at begge parter havde mistet flere tusinde døde og sårede dagen før. Lees planer for den 2. juli var at angribe nordstatstroppernes venstre side og så drive resten af hæren ned fra højdedraget. General James Longstreet, Lees mest erfarne undergivne, som han pålagde missionen, var ikke entusiastisk. Han foretrak, som han havde sagt til Lee om eftermiddagen dagen før, at forlade stedet og marchere hæren sydpå og udkæmpe et defensivt slag andetsteds i Pennsylvanias landskab. Nu gentog han sit forslag. Lee ville ikke høre tale om det, trods Longstreets fornuftige indvending om, at hvis nordstatshæren afventede et angreb, så var det, fordi de ønskede det sådan. Han henviste til den almindelige militærvisdom, at en general aldrig skulle gøre det, som fjenden ønskede.
Lee insisterede: “De er i stilling, og enten slår jeg dem, eller også slår de mig.”38 Longstreet tav, men udviste ingen hast med at udføre Lees ordrer. Hans enheder satte sig ikke i bevægelse før klokken fire om eftermiddagen. Da de omsider gjorde det, var det ydermere ikke mod nordøst, som Lee ønskede, op ad Emmitsburg Road for at oprulle Unionens linje fra syd, men derimod stik øst mod Round Tops og Djævlens Hule. Sydstatstropperne var snart i rasende aktivitet blandt de store klippeblokke ved Djævlens Hule og mellem kornet i Hvedemarken. John Bell Hood, en af divisionsofficererne i Longstreets korps, blev snart såret i armen, men hans ukampdygtighed formindskede ikke sydstatsangrebet.
Idet kampene i Djævlens Hule nåede deres klimaks, blev de kæmpende passeret mod syd af 15. Alabama Regiment, som var på vej til Little Round Top via den højere Round Top. Meades øverste ingeniør, general Gouverneur K. Warren havde indset faren lige i rette øjeblik. Little Round Top kunne, hvis den var blevet indtaget, have tilladt sydstatshæren at opstille artilleri til sidebestrygning, så de kunne have druknet hele Unionens flanke i ild. Det var et spørgsmål om minutter, så han sendte 20. Maine af sted for at slutte sig til Unionens signalafdeling på toppen for at standse sydstatstroppernes fremrykning. Det 20. Maine var under ledelse af en af nordstatshærens bemærkelsesværdige officerer, oberst Joshua Lawrence Chamberlain, som i fredstid underviste i retorik og fremmedsprog ved Bowdoin College. Da han blev nægtet tilladelse fra universitetets ledelse til at gå ind i hæren, havde han taget orlov og meldt sig alligevel. Ved Little Round Top traf han – under tilintetgørende fjendtlig ild – foranstaltninger med sine 386 mand, der reddede Unionens venstre flanke og formentlig hele Meades armé fra nederlag. Hans to brødre var officerer i regimentet. Han sendte den ene i forvejen for at udsøge sig et sted til at samle de sårede og den anden bagud for at holde samling på tropperne, og ankom selv til toppen af Little Round Top, lige idet 15. Alabama dukkede op. Han opmarcherede sit B-kompagni skråt på regimentslinjen for at beskytte flanken og beordrede derpå vedvarende ild. Hans regiment var også under heftig beskydning fra 15. Alabama. 20. Maine-regiment led hurtigt tab på 125 ud af dets samlede styrke på 386 og var ved at løbe tør for ammunition. Chamberlain beordrede dernæst de, der var tilbage til at sætte bajonetterne på, og anførte et angreb, der fejede fjenden ned fra bakken, og tog 300 fanger.
Succesen ved Little Round Top og den foregående succes i Djævlens Hule lagde en kraftig dæmper på hele sydstatsoffensiven, der skulle have fået Unionens linje til at kollapse. Meget af æren må tilskrives general Daniel Sickles, som i modstrid med sine ordrer havde bragt sit 3. korps ned fra Cemetery Ridge for at indtage fremspringet Hvedemarken-Ferskenlunden, hvorved han havde udbygget Unionens linje netop der, hvor Lee planlagde at bryde den – frugtbar ulydighed, eftersom det forpurrede et yderst farligt træk fra fjendens side. Et andet lille regiment, 1. Minnesota med kun 262 mand, var med til at vende udviklingen med et tab på 216 dræbte og sårede i dets modangreb på Konføderationens angreb. 1. Minnesota havde deltaget i hvert eneste større slag, der hidtil var blevet udkæmpet under krigen, hvilket måske forklarer dets effektivitet. Klokken 19.30 var det netop lykkedes for Unionens enheder at holde den nordlige ende af linjen på Cemetery Hill, men linjen var blevet så svækket af behovet for at flytte rundt på enhederne, at Meade begyndte at frygte, at man ikke ville kunne holde skansen den følgende dag, den 3. juli, hvor han forventede, at Lee ville angribe igen. Eftersom sydstatstropperne havde foretaget deres første indsats i den nordlige ende af Unionens front og den anden i den sydlige ende, forventede han, at farezonen næste dag ville blive i centrum. Han sagde til general John Gibbon, der havde kommandoen over den midterste division: “Gibbon, hvis Lee angriber i morgen, vil det blive imod din front.” Lee havde ikke andet valg end at angribe; hvis han gav op nu ville det være et nederlag, og han risikerede alvorlige tab under retræten derfra. Meade havde ikke desto mindre sine egne bekymringer med hensyn til at fortsætte aktionen og afholdt i løbet af aftenen et krigsråd for at høre sit korps’ og nogle af divisionsofficerernes mening.
18 år efter slaget blev der fundet et referat af denne diskussion blandt general Meades papirer. Der var blevet stillet tre spørgsmål: 1. Hvorvidt man skulle blive og kæmpe eller trække sig tilbage til en stilling nærmere hærens forsyningsbase? 2. Hvis man blev, hvorvidt man så skulle angribe eller afvente angreb? 3. Hvis man ventede, hvor længe skulle man så vente? Der var noteret ni svar. Der var generel enighed om at blive, skønt nogle af generalerne ønskede at “ændre” eller “korrigere” hærens deployering. Gibbon, som vidste, at hans stilling sandsynligvis ville blive målet for Konføderationens angreb, ønskede at “justere hærens stilling, men ikke trække sig tilbage,” og mente, at Unionen “ikke var i stand til at angribe”, men at man skulle vente, “til [Lee] rykker.” Slocum, der havde kommandoen over 12. korps, var den mest fyndige og resolutte. Han står citeret for blot at have svaret: “Bliv og slås om det.” Meade erklærede, at “det er så beslutningen.” Referatet angiver også Army of the Potomacs resterende styrke efter to dages kampe. Korpsene havde henholdsvis 9.000, 12.500, 9.000, 6.000, 8.500, 6.000 og 7.000 – i alt 58.000 mænd. Konføderationstropperne havde også lidt alvorlige tab, men bibeholdt deres sammenhængskraft og angrebsånd.
Morgenen den 3. juli var varm og fugtig. Der blev åbnet ild tidligt ved den nordlige ende af linjen. Unionens tropper angreb for at genvinde de skyttegrave, man havde mistet til fjenden den første dag. Ellers var der kun sporadisk ild rundt om på slagmarken, men megen uro, eftersom officererne på begge sider omgrupperede deres styrker. Lee tilbragte morgenen med at ride langs bakkekammen på Seminary Ridge og med at holde Unionens linje over for under observation. Han havde besluttet, at Picketts division af Longstreets 1. korps skulle anføre angrebet, begyndende i skjul af Seminary Ridge-skoven, og derpå bevæge sig hen over de åbne og ubeskyttede enge i dalen og op ad Cemetery Ridge-skråningen over for. De fleste af Picketts mænd var fra Virginia. Brigaderne, der skulle støtte hans division, indeholdt mænd fra Alabama og Texas. Picketts mænd var helt friske. De havde bevogtet hærens jernbanegodsvogn i dagene op til slaget. Longstreet fremturede i sin modvillighed mod at angribe. Mens han red sammen med Lee den sidste time før slaget, foreslog han atter at ændre angrebsfronten til nordstatshærens venstre side. “Nej,” svarede Lee, “jeg har tænkt mig at tage dem der, hvor de er, på Cemetery Hill. Jeg vil have dig til at tage Picketts division og foretage angrebet.” Han ville forstærke ham med seks brigader fra Heths og Penders divisioner (under henholdsvis Pettigrew og Trimble) fra 3. korps. Longstreet fastholdt, til hvad der på daværende tidspunkt må have været Lees irritation, sin modvillighed. “Det giver mig 15.000 mand. Jeg har selv været soldat, må jeg have lov at sige, fra rækkerne og op til den stilling jeg nu indtager. Jeg har deltaget i stort set enhver form for træfninger, fra dem med to til tre soldater op til dem med et armékorps, og jeg tror, at jeg med fuld sikkerhed kan sige, at der aldrig har eksisteret den enhed på 15.000 mand, som ville kunne gennemføre det angreb succesfuldt.” “Generalen,” observerede Longstreet, “virkede lidt utålmodig over mine bemærkninger, så jeg sagde ikke mere. Da han ikke viste nogen tegn på at ville ændre planer, gik jeg straks i gang med at gøre mine tropper klar til angrebet.”
Longstreet opstillede hærens artilleribatterier, så de kunne sætte Unionens artilleribatterier ud af spillet – der var omkring 40 batterier eller 160 kanoner på hver side til at dække infanteriets fremstød. Han gav også ordre til, at der ikke måtte skydes eller foretages nogen form for bevægelse, før der var blevet affyret et dobbelt signalskud. Han var anspændt og nervøs under hele ventetiden. Signalet blev affyret klokken 13.07, og bombardementet varede ved de næste to timer. Sydstatshæren beskød Unionens batteristillinger. Unionens artillerileder, general Henry Hunt, beordrede sine batterier til at slække på ilden hen mod afslutningen af bombardementet for at give indtryk af, at de var ved at løbe tør for ammunition. Bulderet og røgen var overvældende under artilleriudvekslingen, som gjorde mindre skade, end man fik indtryk af, eftersom mange af sydstatshærens skud gik for højt. Unionens salver gjorde heller ikke megen skade, så længe Konføderationens infanteri forblev under dække af trælinjen langs Seminary Ridges bakkekam. Omsider standsede Unionen beskydningen. Pickett red op til Longstreet for at bede om tilladelse til at avancere. Longstreet kunne ifølge sit eget senere udsagn ikke få et ord frem “af frygt for at afsløre min manglende tro på sagen.” Han nikkede blot.
Nikket indebar en ordre til at rykke frem hen over den halvanden kilometer lave dal mellem de to bakkekamme. Oberstløjtnant Edmund Rice fra 19. Massachusetts stod i nærheden af den klump træer på Cemetery Ridge, som Pickett havde valgt som målet for sit angreb. Da sydstatshærens lange infanterilinjer dukkede op, den ene bag den anden med en tredje gruppe af tropper i bataljonskolonne, hørte Rice mændene råbe: “Nu kommer de! Nu kommer de! Nu kommer infanteriet!”
De nærmede sig med “lette, fjedrende skridt” med en skyttekæde forrest.
De udvekslede ild med Unionens skytter, som hurtigt nåede gærdet ved Emmitsburg Road, der løb langs foden af Cemetery Ridge. Oberst Rice havde:
en enestående udsigt … og kunne se hele angrebskolonnen i dens fulde længde, Picketts separate brigadelinjer [hans division bestod af tre brigader] røg ud af formation, mens de rykkede frem over Emmitsburg Road med deres skyttekæde. De pressede på fremad mod bakkekammen og søgte sammen i en tætpakket stormlinje, der var mange rækker dyb. Idet de krydsede vejen indledte Webbs infanteri til højre for træerne en spredt, tøvende beskydning, der gradvist tiltog … mens granatsplinter og kardæsker fra batterierne rev huller i disse pragtfulde bataljoner fra Virginia.
Mændene i vores brigade lå og ventede med musketterne klar. Man kunne tydeligt høre ordrerne fra officererne, da de kommanderede: “Rolig, mænd, rolig! Skyd ikke!”, og der blev ikke affyret et skud mod den fremrykkende, fjendtlige linje, der nu kom tættere på for hvert minut. Konføderationens tætte linje forsvandt et øjeblik ud af syne på grund af en lavning i landskabet. Et øjeblik efter syntes de at genopstå af jorden, så tæt på, at man tydeligt kunne se deres ansigtsudtryk. Nu vidste vores mænd, at tiden var inde og kunne ikke vente længere. De sigtede lavt og åbnede en dødeligt koncentreret beskydning mod den bevægelige masse foran sig. Intet menneskeligt kunne modstå den. Rystet ved denne strøm af bly tøvede angrebslinjen … og så syntes hele den del af Picketts division, der kom inden for rækkevidde af denne forfærdende tætte geværild at smelte og forsvinde i krudtrøgen fra begge sider. På dette tidspunkt gav en eller anden bag mig den hastige, utålmodige ordre: “Fremad, mænd! Fremad! Nu har I jeres chance!”
Jeg vendte mig og så, at det var general Hancock, som passerede regimentets venstre side. Han standsede sin hest og pegede mod en klump træer foran os til højre. Jeg omsatte det til en ordre til begge regimenter om at løbe hen til træerne for at forhindre fjenden i at bryde igennem … Under jubelråb forlod de to regimenter deres stilling … og i vildt løb styrtede de skråt fremad mod træerne … Mange af Webbs mænd lå stadig på deres pladser i rækkerne og beskød dem, der fulgte efter Picketts fremstød, der i mellemtiden var passeret over dem.
Den ene fane efter den anden kom til syne langs trækanten, støttet af Picketts infanteri, indtil hele underskoven syntes fuldstændig tætpakket af mænd.
Rice beskriver et langt og forvirrende slag, med blå- og gråklædte i Mærkamp, overalt mænd der faldt og ingen overordnet styring.
Det var en af den slags kampe, der tælles i sekunder. Mændene omkring mig syntes at skyde uendeligt langsomt. Bagtroppen, der kom stormende frem, syntes at slæbe på fødderne. Mange fyrede ind gennem rækkerne foran sig af bare iver efter at ramme fjenden. Denne måde at skyde på … rammer nogle gange en ven i stedet for fjenden. En sergent ved min side fik en kugle i ryggen fra denne ild … Stedet var tætpakket med Picketts mænd overalt, knælende og liggende. Bagved stod der mange og skød hen over hovedet på dem foran. Ved siden af flere, der skød, liggende eller knælende, stod der andre med hænderne i vejret som tegn på overgivelse. Jeg husker specielt to mænd … den ene sigtede, så jeg kunne se ind i hans geværløb, den anden lå ned og var ved at lade. Lidt længere borte var der en på knæ, der viftede med noget hvidt i begge hænder.
Et sydstatsbatteri i nærheden af Ferskenlunden åbnede ild … Et kanonskud rev et frygteligt hul i den tætte skare af mænd i blåt uden for træerne.
Rice indså, at hvis han kunne fange sine soldaters opmærksomhed, ville han hurtigt kunne føre dem til en stilling, hvor de ville være uden for såvel sydstatsartilleriets som sydstatsriflernes ildlinje, men idet han gik tilbage mod sine mænd, mærkede han “en skarp smerte, idet et skud ramte mig og så et til. Jeg hvirvlede rundt, og mit våben røg ud af hånden på mig … Idet jeg faldt, løb vores mænd forbi mig og erobrede faner og tog fanger.
Picketts division mistede næsten seks syvendedele af sine officerer og mænd. Gibbons [nordstats]division holdt bakkekammen, skønt lederen var såret, og den havde mistet halvdelen af sin styrke.”39
Lewis Armisteads brigade fra Picketts division havde nået bakketoppen med Armistead forrest, svingende med sin kasket øverst på sit våben for at anspore sine mænd fremad. Han nåede stengærdet, der løb langs bakketoppen, forcerede det og lagde hånden på et af fjendens geværløb som for at påberåbe sig dets erobring. Så blev han ramt og faldt om, dødeligt såret. Armistead havde sidst været sammen med Unionens tropper på fæstningen Presidio ved San Francisco i 1861, da han i forbindelse med løsrivelsen sagde farvel til nogle af sine West Point-kammerater for at følge sin stat. Tre hundrede mænd fulgte ham til Cemetery Ridge, og mange faldt i kampens sidste kaotiske stund. Deres mod skulle senere blive husket som ”Konføderationens højvandsmærke”. Sydstatshæren skulle aldrig komme længere ind på Unionens territorium.
Mens de overlevende fra Picketts angreb var på vej tilbage hen over dalen til Seminary Ridge, ankom Lee på hesteryg. Da han mødte de tilbagevendende overlevende, råbte han til dem: ”Det skal nok ende godt. Vi taler om det bagefter. Men i mellemtiden må alle gode mænd samle sig. Vi har brug for alle gode, tro mænd nu!” Han fik selskab af Pickett, som kom ridende med tårerne strømmende ned over ansigtet. Ordene snublede ud af ham: ”General Lee, jeg har ingen division længere.” ”Så, general Pickett,” svarede Lee. ”Deres mænd har gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt. Det er altsammen min skyld.”
Senere samme aften blev Lee mødt af general John Imboden, som havde kommandoen over en uafhængig kavaleribrigade. Han hjalp Lee af hesten og sagde så: ”General, det har været en hård dag for Dem.” Lee svarede: ”Ja, det har været en sørgelig, sørgelig dag for os. Jeg har aldrig set tropper opføre sig mere storslået, end Picketts division fra Virginia gjorde i dag … Og hvis de havde modtaget støtte … ville vi have indtaget stillingen, og dagen havde været vores.” Efter en lille pause råbte han forpint: ”En skam! En skam! ÅH! EN SKAM!”
Hvor stor en skam skulle blive afsløret, da hærene den følgende dag gjorde deres tab op. Army of Northern Virginia havde mistet 22.600 mænd, dræbte, sårede og savnede, og Army of the Potomac 22.800. Tabene i Hancocks 2. korps var størst i Gibbons division, der havde holdt Cemetery Ridge. Dens 1. brigade mistede 768 i alt, hvoraf 147 var dræbt, og 47 savnedes. Et af dens regimenter var 1. Minnesota, som startede slaget med 200 mand og dernæst blev næsten udslettet ved sin egen modoffensiv. Der var også store tab i general Reynolds’ 1. korps, som mistede i alt 6.000 mand, hvoraf de 2.000 blev taget til fange eller meldt savnet allerede efter slagets første dag. Der var høje tal for savnede under hele borgerkrigen, til dels fordi soldaterne ikke bar identitetsmærker, så identifikationen af ligene blev noget tilfældig. Andre savnede omfattede utvivlsomt dem, der gik tabt i hospitalssystemet eller dets mangel på system, som gav mulighed for, at de krigstrætte sårede kunne slippe tilbage til det civile liv. General John Sedwicks 6. korps mistede derimod kun ganske få mand, kun 11 sårede i en brigade, en dræbt og fire sårede i en anden og kun to sårede i en tredje.
Men selvom nogle af formationerne var blevet sparet for store tab, var Gettysburg et vendepunkt, om ikke ligefrem et afgørende slag. Det genskabte troen på en endelig sejr i Unionen og tog måske endegyldigt modet fra Sydstaterne. Det var krigens største slag indtil da og blev ikke senere overgået i størrelse. De, der havde deltaget enten som sejrherrer eller tabere, vidste, at de havde taget del i en historisk begivenhed, som de ville huske resten af deres liv.
Den 19. november 1863 ankom Lincoln til Gettysburg for at deltage i indvielsen af en ny, national begravelsesplads, der var blevet anlagt ved at udvide den eksisterende lokale kirkegård. Hovedtaleren skulle være Edward Everett, den tidligere guvernør for Massachusetts og en berømt taler. Lincoln havde blot bedt om at få lov at føje et par ord til hovedtalen.
Everett talte floromvundent og vidtløftigt i to timer fra et omhyggeligt udarbejdet manuskript. Han bragte det gamle Athens begravelsesovationer i erindring og udsatte sine tilhørere for et tungt skoleridt i klassisk dannelse. Da han omsider var færdig, rejste Lincoln sig og talte i to minutter. Hans ord er blevet fælleseje og er berømte på linje med indledningen til uafhængighedserklæringen og forfatningen. Han indledte:
For fire snese og syv år siden frembragte vore fædre et nyt land på dette kontinent, undfanget i frihed og viet til den tanke, at alle mænd er skabt lige.
Nu er vi optaget af en stor borgerkrig, som afprøver om denne nation, eller en hvilken som helst nation, således undfanget og således viet, kan bestå. Vi er mødtes på en stor slagmark i denne krig. Vi er kommet for at indvie en del af denne mark som et endeligt hvilested for dem, som her gav deres liv, for at denne nation kan leve. Det er helt igennem passende og rigtigt, at vi gør dette. Men i en større sammenhæng kan vi ikke tilegne, kan vi ikke indvie, kan vi ikke helliggøre denne jord. De tapre mænd, levende og døde, som kæmpede her, har indviet den, langt mere end vores beskedne styrke kan gøre til eller fra. Verden vil lidet lægge mærke til eller huske, hvad vi siger her, men den kan aldrig glemme, hvad de udrettede her.
Det er op til os, de levende, at vie os selv til det ufuldendte værk, som de, der kæmpede her, således ædelt fremmede. Det er op til os at vie os selv til den store opgave, som fortsat står foran os – at disse ærefuldt døde bringer os en større hengivenhed over for den sag, for hvilken de gav det sidste fulde mål af opofrelse – således at vi her højtideligt beslutter, at disse døde ikke skal være døde forgæves – at denne nation, under Gud, skal opleve en frihedens genfødsel, og således at regering af folket, ved folket og for folket ikke skal visne bort fra jorden.
Lincoln var ikke selv tilfreds med sine 270 ord. ”Det er en total fiasko,” sagde han. London Times’ korrespondent var enig. ”Hele ceremonien,” skrev han, ”blev latterliggjort af den stakkels præsident Lincolns latterlige bemærkninger.” Edward Everett skrev ikke desto mindre bagefter til Lincoln og sagde: “Jeg ville være glad, hvis jeg kunne smigre mig selv med, at jeg kom lige så nær på begivenhedens centrale tema på to timer, som De kom det på to minutter.” Måske ligger den virkelige storhed i Lincolns Gettysburg-tale mindre i hans smukke ord end i hans afvisning af at skelne mellem Nordens og Sydens ofre.