TOLVTE KAPITEL
Vicksburg
Nyheden om nederlaget ved Gettysburg blev efterfulgt af nyheden om overgivelsen af Vicksburg dagen efter, den 4. juli 1863. Vicksburg havde været nøglen til Konføderationens evne til at lukke af for trafikken ned ad Mississippifloden fra Midtvesten til flodens udløb i åbent hav syd for New Orleans. Åbningen var mere symbolsk end substantiel, eftersom massetransporten af varer fra det indre af landet til oceanet var overgået til jernbanenettet. Ikke desto mindre havde sikringen af Mississippi-linjen været hovedomdrejningspunktet i Winfield Scotts Anakondaplan, og den var et centralt mål i Unionens strategi samt for håbet om at kunne gennemføre krigen succesfuldt.
Sejren banede også vejen frem i vest, hvor Unionen ikke havde nogen sammenhængende strategi. Faktisk havde krigen i Vesten (det område, der i dag dækker den centrale, sydlige del af USA) ikke fulgt nogen organiseret plan. Den havde udviklet sig som et resultat af en række muligheder, der løbende havde vist sig i kølvandet på en række succeser. Den første af disse, hvoraf alle de følgende udsprang, var erobringen af Fort Henry og Fort Donelson i Tennessee i februar 1862. Grant havde besluttet at angribe disse to steder, fordi de befandt sig på Konføderationens grænse i Vesten, men også fordi de beherskede al bevægelse ad floderne Cumberland og Tennessee, der førte ind i territorier, Lincoln var ivrig efter at erobre, især det unionsloyale østlige Tennessee. Militært spillede floderne i Vesten en helt anden rolle end floderne i øst. De østlige floder i Virginia var specielt værdifulde som vandforhindringer – meget nyttige for en forsvarer. I Vesten var floderne transportveje, især Mississippi, men også Ohio, Tennessee og Cumberland, eftersom de udgjorde adgangsveje ind i Konføderationens territorium for Unionens massetransport af tropper, artilleri og forsyninger. Mississippi-Ohio-Tennessee-Cumberland-komplekset var af særlig strategisk betydning, eftersom flodernes sammenløb, med en jeffersonsk formulering, gav deres forbindelseslinjer store fordele for den, der beherskede dem. Hvor meget Grant var opmærksom på betydningen af disse floder er svært at afgøre. Grant var hæmmet af manglen på gode kort som alle andre generaler, der førte krig på den tid i Syden, men man må antage, at han anede mulighederne. Ydermere skyndte han sig, så snart han havde erobret Fort Henry og Fort Donelson, ned ad Tennessee for at slå til dybt inde på Sydstaternes territorium og udkæmpe det blodige slag ved Shiloh på flodbredden ved Pittsburg Landing. Denne sejr tillod Unionens øverste hærfører i Vesten, Henry Halleck, at åbne et fremstød mod jernbanecentret i Corinth, som den nyligt ankomne general Beauregard evakuerede, før man kunne nå at erobre det. En nydannet nordstatsarmé under general John Pope havde allerede erobret de befæstede stillinger ved New Madrid og Island No. 10. Slaget ved Shiloh på Tennesseefloden havde således indirekte åbnet den nedre del af Mississippi for et nordstatsfremstød. Efter Island No. 10’s fald stod kun Fort Pillow og Memphis imellem Unionens styrker i Tennessee og Vicksburg ved det nedre løb. Memphis faldt hurtigt efter evakueringen af Corinth, takket være en flåde af pansrede rambukskibe, konstrueret af designeren Charles Ellet fra Pennsylvania. I et hårdt slag den 6. juni angreb Ellet – som havde flere af sine nærmeste familiemedlemmer til at gøre tjeneste om bord på sine skibe – Konføderationens flotille ved Memphis og besejrede den ved beskydning og vædring. Angrebet kom helt uventet og chokerede både Unionen og Konføderationen ved dets overraskende og hurtige udfald. Inden dagen var ovre, vajede Unionens flag over Memphis’ postkontor. På lidt over fire måneder var vitale dele af Sydens største vandveje kommet under Unionens kontrol, og resten var truede.
Denne alvorlige situation var et resultat af Konføderationens strategi i det vestlige operationsområde. Revisionen af Konføderationens strategi i Vesten var George Randolphs, Konføderationens krigsministers, værk. Han var tilhænger af at koordinere samtlige armeers operationer fra Appalacherne til Arkansas, og det var en del. Han begyndte med at beordre general Theophilus Hunter Holmes fra Trans-Mississippi-området til at bringe sine hære over på den anden side af floden for at deltage i forsvaret af Vicksburg. Da Jefferson Davis modtog nyheden, nedlagde han straks veto. Han understregede, at områdechefer skulle blive inden for deres egne områder, samt at enhver troppebevægelse skulle have præsidentens godkendelse. Randolph indså korrekt, at denne instruks fratog krigsministeren enhver funktion, og trådte straks tilbage. Davis erstattede ham med James Seddon, en halvinvalid, men erfaren politiker fra Virginia. Seddon var mindre tilbøjelig til at blive fornærmet end Randolph, og han havde en evne til at plante sine ideer i præsidentens hoved på en måde, så denne troede, at det var hans egne. Seddons hovedtanke, da han overtog embedet, var, at Konføderationen måtte redde sine vestlige provinser fra at blive erobret af Unionen, og at det krævede en rekonstruktion af det vestlige område under en enkelt leder. Davis var overbevist om, at han ikke blot selv havde fundet på det, men at han også selv havde udvalgt Joseph E. Johnston til leder. Det var en bemærkelsesværdig præstation, eftersom Davis og Johnston havde en lang historie med indbyrdes skænderier bag sig. Johnston var imidlertid en general af indiskutabelt talent, men med radikalt anderledes synspunkter end nogen anden sydstatsleder.
På et tidligt tidspunkt havde Albert Sidney Johnston og Jefferson Davis sammen besluttet sig for en forsvarslinje for den sydlige del af Konføderationen, der løb tæt på den vestlige side af Appalacherne og videre til Columbus ved Mississippi gennem Bowling Green i Kentucky og Fort Henry og Fort Donelson ved Tennesseefloden – alt i alt næsten 500 kilometer. Fordi hovedparten af sydstatstropperne var nødt til at blive i Virginia på Richmond-Washington-aksen, var der ikke nok styrker tilbage til at bevogte den lange grænse i vest, og de der var, var ikke de bedste, hvad angik ledelse, udstyr og kamptræning. De var også hæmmet af geografien, eftersom der ikke var mange højdedrag, hvorpå man kunne etablere forsvarslinjer, mens vandvejene flød i den stik forkerte retning i modsætning til dem i Virginia. Syden måtte ty til nøglestillinger ved jernbaner eller floder som det vigtigste middel til at standse Unionens fremstød. Det var i den sammenhæng, at det kom til at koste Syden så dyrt, at man opgav vigtige lokaliteter såsom Island No. 10. Endnu værre var overgivelsen af Mississippi-dalens såkaldte Gibraltar, nemlig Columbus i Kentucky, i februar 1862, fordi det blev starten på tilbagetoget. Sommeren 1863 var hele Mississippis løb sydpå fra Columbus under Unionens kontrol, bortset fra Vicksburg og Port Hudson. De mest spektakulære nordstatssucceser på floden havde været erobringen af New Orleans, Konføderationens største by, i april 1862. Erobringen af New Orleans var Unionens første bemærkelsesværdige flådebedrift i krigen indtil da. Sejrherren var flagofficer (admiral) David Glasgow Farragut, en sydstatsfødt flådeofficer fra den regulære hær, der havde tjent Unionen i 30 år og var urokkeligt loyal. Da han omkring løsrivelsen hørte de andre sydstatsfødte flådeofficerer diskutere den militære situation, og hvorvidt de skulle følge med deres stater, advarede han dem om, at de ville ”få en helvedes ballade, inden de var færdige med den historie.” Han havde kæmpet i krigen i 1812, men var stadig en original og skarp tænker og en modig og kamplysten sømand.
Farragut åbnede kampagnen på Mississippi i februar 1862, da han førte en flåde på otte dampskibe og 14 kanonbåde over det lave vand ved flodens munding sammen med 15.000 soldater under general Benjamin Butler. De første forhindringer for yderligere fremstød var de to fæstninger St. Philip og Jackson, som var faldet i Konføderationens hænder ved løsrivelsen. Farragut bombarderede begge voldsomt i seks dage. Da de begge nægtede at overgive sig, besluttede han sig for at tiltvinge sig vej gennem den afspærringskæde, de forsvarede, hvilket han den 25. april havde gennemført med det meste af sin flåde intakt. Derefter fortsatte han straks videre til New Orleans, idet han udvekslede ild med forsvarerne langs flodbredden, mens han avancerede. Da han nåede byen, mødtes han med Butlers tropper, der stod klar. Den 27. april var New Orleans på Unionens hænder. Erobringen af den største by i Syden var en enorm opmuntring for Norden og et fantastisk løft for dens anseelse og en tilsvarende nedtur for Syden. Butler viste sig som en barsk erobrer, der indførte en streng militæradministration, selvom byen aldrig havde været en af løsrivelsens bastioner. I juni var Farraguts flåde nået så langt nordpå som Vicksburg og havde undervejs taget Baton Rouge, Louisianas hovedstad, og Natchez, og havde opnået kontakt med nordstatsflåden længere oppe ad floden. Begge flåder var imidlertid blevet så voldsomt beskudt af kanonerne i Vicksburg og det omliggende flodforsvar, at de ikke havde kunne blive liggende i nærheden af byen eller gøre noget videre ved byens fæstningsværker eller garnisoner, som havde modtaget forstærkning af Van Dorns tropper. Det var blevet klart, at Vicksburg kun kunne indtages – og floden dermed åbnes – ved at operere med en stor hær på Mississippis østlige flodbred. Overvejelserne over, hvordan man skulle få bragt en sådan hær i stilling, skulle komme til at plage nordstatsofficererne hele det følgende år. Autoritetsspørgsmål bidrog yderligere til nordstatshærens problemer på Mississippi i begyndelsen. På grund af hans succeser ved Fort Henry og Fort Donelson og ved Shiloh blev Grant udpeget til chef for Army of the Tennessee den 25. oktober 1862. Uheldigvis kastede en potentiel rival, John McClernand, som nød betragtelig støtte i Washington, sig ud i et personligt felttog for at erobre Vicksburg nøjagtig samtidig med, at Grant iværksatte sin egen kampagne. McClernand, der var tidligere kongresmand, var Stephen Douglas’ protegé, og skønt hans mentor nu var død, havde McClernand stadig en betragtelig politisk status som den førende demokrat i Illinois. Hans talegaver havde skaffet et betydeligt antal rekrutter fra Midtvesten til militærtjeneste på Mississippi, hvortil han sendte færdige regimenter, og denne succes indbragte ham stillingen som brigadegeneral fra en taknemmelig Lincoln. McClernand havde sine egne ambitioner. Han indså, at der var politiske fordele at hente ved en succesfuld militærkarriere, og skønt hans militære erfaring indskrænkede sig til nogle få ugers tjeneste under Black Hawk-krigen, mente han ulykkeligvis, at han var et stort talent som feltofficer, mindst lige så god som Grant, og satte sig for at opnå en uafhængig, militær kommando i hæren og føre den frem til sejr. Ydermere havde McClernand sin egen private forbindelse til Halleck, der var øverstkommanderende for alle Unionens hære, og han nød Lincolns gunst. Han begyndte med at overtale Halleck i Washington til at udstede en ordre, der tilsyneladende udstyrede ham med en uafhængig mission i Vesten og indsatte ham som leder af Illinois-regimenterne, efterhånden som de blev hvervet og sendt sydpå. Regimenterne sluttede sig til Grants hær, men McClelland udnyttede uklarhederne i Hallecks kommunikationslinjer til at få det til at fremstå, som om de var oprettet med henblik på en uafhængig operation imod Vicksburg.
Grant grublede over McClernand-problemet hele oktober og november i 1862 og diskuterede det flere gange med Sherman, men uden at nå frem til nogen konklusion. McClernand var udspekuleret og udfordrede aldrig åbent Grants autoritet, men appellerede i stedet til Halleck og til sine politiske støtter i Illinois og andre vestlige stater i et stædigt forsøg på at få udvidet sin handlefrihed. På papiret havde han en vis autorisation, der kunne retfærdiggøre hans uafhængige optræden, og han udnyttede det skamløst, men i sidste instans klyngede han sig til et halmstrå. Han fik aldrig den frihed, han ønskede sig, og han manglede fuldstændig de militære lederevner, han påberåbte sig. Grant fik lagt bånd på ham ved at reorganisere Army of the Tennessee i fire korps og give McClernand kommandoen over et femte (13. korps), således, at hans stilling var klart defineret. McClernand fortsatte ikke desto mindre med at opføre sig, som om han var en fuldbåren hærleder, og med at korrespondere med Halleck og Lincoln. Heldigvis holdt Halleck, som ellers ikke var nogen ven af Grant, strengt på den militære korrekthed, og til slut blev han træt af McClernands rænkespil. I juni 1863 gik McClernand simpelthen for vidt. I modstrid med en militær ordre, der forbød underordnede at skrive til aviserne uden forudgående tilladelse, offentliggjorde han en selvforherligende beskrivelse af sit angreb ved Champion Hill i en avis i Illinois. Grant fratog ham straks kommandoen og satte dermed en stopper for hans bemærkelsesværdige karriere som selvudnævnt leder. Han havde på ingen måde bidraget til at fremskynde erobringen af Vicksburg, som gennem hele den første del af sommeren 1863 forblev uden for Grants rækkevidde.
Problemet med Vicksburg var fundamentalt set et geografisk problem, skønt det blev forstærket af alle disse magtkampe. Sommeren 1863 var Vicksburg et mægtigt fæstningsværk, både på grund af det omgivende terræn og på grund af de fæstningsvolde, som sydstatsgarnisonen havde opført. Walnut Hills-bakkerne, som Vicksburg er bygget på, er stejle, og i 1863 var de gennemskåret af mange dybe, træklædte slugter. Bunden i slugterne var tætbevokset med krat og rørskov, og siderne, der nogle gange var helt op til 12-15 meter høje, var overgroet med gamle træer, hvoraf nogle var væltede og udgjorde naturlige forhindringer – sammenfiltrede hindringer med skarpe udvækster, der kunne skade og hæmme angribernes fremmarch på vejen igennem. Forsvarerne havde også selv fremstillet en masse forhindringer – træstammer med spidse spyd stukket i – der lå overalt omkring Vicksburgs forsvarsværker.
Et europæisk fort eller et amerikansk fort i den østlige del af landet ville have gjort noget ved omgivelserne for at skabe en ”død zone” med åbne arealer og fri skudlinjer ud over et jævnt forterræn, som man kunne bestryge med artilleribeskydning og geværild. Brinkens beskaffenhed og den overvældende vegetation ved Vicksburg gjorde konstruktionen af et sådant frit areal umulig. Til gengæld bidrog begge dele i stort omfang til at styrke fæstningsværkerne. Rundt omkring enceinten (den omgivende vold) var der et antal befæstede stillinger, artilleriplatforme, redouter, feltbefæstninger, redaner og lynetter – militære fagudtryk der stammer fra den internationale fæstningsterminologi, der hovedsageligt er af fransk oprindelse, og som der blev undervist indgående i på West Point. De spillede specielt en rolle i Grants belejring i 1863 med 2. Texas Lunette, 3. Louisiana Redan, Stockade Redan og Railroad Redoubt, der alle havde navn efter den enhed, der havde bygget eller bemandet dem, eller efter et nærliggende landskabstræk. Teorien om angreb på fæstningsværker foreskrev et infanterifremstød mod de ydre forsvarsværker og mure for at forsøge at storme dem, og – hvis det slog fejl – så en langsigtet belejring, hvor man gravede sig ned og bombarderede.
Fæstningsbyen Vicksburg, der var under kommando af general John C. Pemberton, øverstkommanderende for Department of the Mississippi, var derfor meget stærk, men det var i højere grad omgivelsernes natur end de befæstede stillinger og batterierne, der beskyttede den mod Unionens angreb. I december forsøgte Sherman sig med et angreb mod Vicksburg fra bagsiden ved Chickasaw Bluff. Stedet, der blev valgt til angrebet, var det eneste mulige og lå ved Chickasaw Bayou. Det var en snæver trekant, som Shermans mænd var nødt til at rykke ind i fra spidsen, og der var stort set ikke en tør plet jord i området. Mellem den 27. december 1862 og den 3. januar 1863 blev der foretaget flere stormangreb, men forsvarerne var talmæssigt overlegne og støttet af artilleri. Nordstaternes tab endte på 208 dræbte og 1.005 sårede mod Sydstaternes 63 dræbte og 134 sårede. Sherman var nødt til at trække sin styrke tilbage. Den var blevet slået af geografien til trods for alle ingeniørernes anstrengelser med at bygge broer og pontoner.
Egnen omkring Chickasaw Bayou var typisk for hele den nedre del af Mississippi-dalen, som Grant beskrev som ”en lav floddal, mange mile bred … der snoede og bugtede sig i alle retninger, ofte inden for ganske få mils afstand.” Der er skrænter som Vicksburgs klinter på den østlige bred, men bredderne ligger generelt lavt og er sumpede og gennemskårne af sumpede flodarme, som er en af flodens mest karakteristiske træk. Det er områder med lavt stillestående vand, der tørrer ud om sommeren, men oversvømmes om foråret. Det var svært at navigere, eftersom floden og dens bifloder og de årstidsbestemte sejlløb mange steder blev spærret af tæt vegetation, der voksede ud over vandet, så man måtte hugge sig vej frem. Den store flods og dens bifloders bugtninger var lige så snoede som alle store floder i verden, ofte var det de rene hårnålesving, der tvang skibene ud på lange omveje for at komme fremad i den ønskede retning. Yderligere forværredes problemerne for nordstatshærens Vicksburg-kampagne af det varme, fugtige sommerklima, hvis intense insektliv forårsagede mange sygdomme.
Grant havde forsøgt at marchere mod Vicksburg fra syd, ned langs Mississippis østlige bred i november-december 1862, idet han brugte Mississippi Central Railroad, der førte ind i Kentucky, som forsyningslinje. Konføderationens kavaleriangreb, der var anført af Forrest og Van Dorn, ødelagde imidlertid hans fremskudte base ved Holly Springs nordvest for Vicksburg og tvang ham til at opgive forsøget. Derefter vendte han tilbage til tanken om en vandbåren operation fra flere retninger, der skulle omfatte både Shermans og McClernands styrker. Han kaldte komponenterne i sin plan for ”eksperimenter”, hvilket var ganske dækkende, eftersom han ikke havde nogen garanti for, at de ikke slog fejl, da han stort set famlede sig frem i blinde under de højest usikre omstændigheder med ukortlagte sumpe, flodbugtninger og mudrede, oversvømmede områder med stillestående vand. Hans tanke var at komme fremad ved at grave kanaler, der skulle tillade hans flåde af kanonbåde og transportbåde at sejle nord for Vicksburg til Mississippis hovedløb syd for byen uden at blive beskudt af fæstningens batterier. Han havde forsøgt at skabe alternative vandveje i Mississippi-dalen allerede i sommeren 1862, men trods flere måneders graven havde han til slut måttet opgive forsøget, fordi arbejdet var endeløst. I løbet af vinteren gjorde han endnu fire forsøg.
Det første var et forsøg på at fuldende kanalen fra sommeren før, der skar sig gennem landtangen mellem bugtningerne syd for Milliken’s Bend – et af den store flods vigtige, sejlbare løb – nord for Vicksburg. Men forårets vandstigninger truede i sidste instans med at drukne graverne fra Shermans korps, og forsøget måtte indstilles. Det næste var et forsøg ved Lake Providence, 80 kilometer nord for Vicksburg, hvorfra kanalen ville tillade kanonbådene at nå frem til Mississippis hovedløb syd for byen og dernæst ad en omvej gennem sumpe og stillestående vandområder at nå frem til de afgørende, tørre egne bag byen. Tropperne kom fra et korps under general James McPhersons kommando. Han var en ingeniørofficer, som Grant havde spottet som en yderst effektiv leder under kamp. Lake Providence oversteg imidlertid hans evner som ingeniør. Ruten var fuld af store træer, hvis rødder var dybt begravet i vandvejens bund og måtte saves over. Måneders saven, graven og opmudring tog modet fra både McPherson og hans soldater i en sådan grad, at projektet måtte opgives ligesom Milliken’s Bend. Det tredje og fjerde forsøg gik ud på at grave og rydde sejlbare kanaler gennem det, der kaldtes Yazoo-deltaet (et uoverskueligt kompleks af vandveje, der forbandt Yazoofloden med Mississippi nord for Vicksburg) og ændre på vandstanden ved at blokere huller i Mississsippis bredder, så man kunne nå Tallahatchiefloden og de sydlige flodarme af Yazoofloden, som havde sin udmunding lige nord for Vicksburg. Den ansvarlige stabsofficer var så mentalt overvældet af vanskelighederne ved anlægsarbejdet, at han begyndte at udvise tegn på et sammenbrud. Hans problemer forværredes yderligere af, at de Konfødererede fældede træer for at spærre vejen hen over Yazoofloden, hvilket gjorde det umuligt for kanonbådene at komme igennem. På dette tidspunkt mindede kampagnen mindre om en flodkrig end om en ekspedition gennem den subtropiske skov, så tætte og sammenvævede var grenene på træerne langs ruten. Forsøget mislykkedes på grund af det tætte grenhang fra træerne langs flodbredden og vandvejenes komplicerede løb, og blev slutteligt drevet tilbage af beskydningen fra det hastigt opførte sydstatsfort Pemberton.
Tre måneder blev spildt på disse frugtesløse og slidsomme ingeniøranstrengelser. Grants kritikere i øst klagede over, at han spildte tiden uden at komme videre. Grant var immun over for kritik, eftersom han havde en bemærkelsesværdig tillid til sin egen dømmekraft. Han hævdede, at hans ”eksperimenter” bragte John Pemberton, sydstatskommandanten i Vicksburg, ud af balance. Han må imidlertid have været bekymret for den virkning, disse operationer havde på hans tropper, som levede i deprimerende, evigt våde omgivelser, samtidig med at de blev presset til at udføre en masse hårdt arbejde, som de ikke kunne se nogen resultater af.
I starten af april 1863 var Grant ved at opgive håbet. Alle hans anstrengelser for at få Tennessee-hæren op på tørt land på Mississippis østlige bred, hvorfra han kunne iværksætte et angreb på Vicksburg, havde vist sig frugtesløse. Så fik han en ny idé. Hvis heller ikke den virkede, ville det få fatale følger. Hvis det imidlertid lykkedes, kunne det vise sig at være enden på alle hans problemer og vejen til succes. Grant var ikke afskrækket af faren, og hans hidtige krigserfaringer havde kun givet ham større smag for dristighed. I modsætning til McClellan og Halleck var han ikke tynget af teori eller af højere militærkundskaber. Han var således ikke plaget af frygt for at afskære sig fra sin base, hvilket lige nøjagtig var, hvad han havde i sinde at gøre. Hans base og hans hær befandt sig nord for Vicksburg. Han foreslog nu at transportere sin styrke til et afgørende punkt syd for Vicksburg. Det, der forhindrede ham i at forene sine skibe og tropper, var de 22 kilometer med kanoner langs Mississippis bredder på begge sider af Vicksburg, som soldaterne ikke kunne udsættes for uden frygtelige tab. Skibene kunne imidlertid godt løbe risikoen, hvis de blev sat overraskende ind og sejlet frem for fuld fart og under dække af mørket. Det var essensen i Grants plan. Han ville marchere sin hær længere ned ad den vestlige bred til et sted, hvor floden kunne krydses med dampskib over til fast grund på den østlige bred i nærheden af Vicksburg selv – forudsat at flåden nåede igennem. Fitz-John Porters flåde ville i mellemtiden være beskyttet og i stand til at modstå tung beskydning. Derefter skulle den i ly af mørket snige sig forbi kanonerne og sejle batterierne fra nord til syd for at møde tropperne ved det aftalte overfartssted syd for Vicksburg. Han ville således placere sig bag fjendens linjer i dobbelt forstand: Dels ved at krydse over til fjendens territorium og dels ved at have fjendens styrker stående i befæstede stillinger, der spærrede hans forbindelses- og forsyningslinjer. Grant var fast besluttet på ikke at lade sig afskrække af faren eller af det kontroversielle ved sin plan. Når han først stod på Mississippis østbred, ville han leve af, hvad de måtte kunne finde der, idet han kun bragte ammunition med sig og regnede med at finde mad og føde undervejs.
Han havde heldet med sig. Natten mellem den 29. og 30. april, hvor hans tropper havde slået lejr syd for Vicksburg ved Grand Gulf, kom en lokal sort mand med besked om, at det var muligt at krydse floden lidt længere nede ved Bruinsburg i nærheden af Grand Gulf. Oplysningen viste sig at holde stik. Under en fem timer lang kamp havde kontreadmiral David Porter natten mellem den 16. og 17. april allerede krydset Vicksburgs batterier til et punkt knap 50 kilometer syd for byen med sine kanonbåde beskyttet af bomuldsballer på dækkene og en besætning af frivillige soldater. En kanonbåd blev sænket, men tre slap igennem, og den 22. april var i alt 16 transportskibe og pramme kommet igennem. Den 30. april begyndte flåden at transportere hæren over floden ved Bruinsburg. For at aflede Vicksburgs forsvarer, Pembertons, opmærksomhed, sendte Grant samtidig oberst Benjamin Grierson på et langdistance-kavaleriangreb med 1.700 kavalerister. Han lagde ud fra La Grange i Tennessee i nærheden af Memphis den 17. april og red mod syd mellem jernbanerne Mobile og Ohio og Mississippi Central, mens han saboterede sporene og afbrændte rullende materiel. Han beskadigede også Southern Railroad alvorligt, hvorefter han slog sine styrker sammen med Banks’ ved Baton Rouge den 2. maj. Grierson, der var musiklærer af profession, viste sig at have bemærkelsesværdige evner som bereden marodør. Under en march på seksten dage og på næsten 1.000 kilometer hærgede han hele det centrale Mississippi og ødelagde 80 kilometers jernbanestrækning, mens hans styrker levede af, hvad de kunne finde undervejs.
Pemberton havde nu til Jefferson Davis’ og general Johnstons store bekymring ført sin hær ud af Vicksburg for at udfordre Grant på åben mark. De beordrede ham tilbage ind i Vicksburg og advarede ham om, at han ville miste både sin hær og Vicksburg, hvis han kæmpede uden for forsvarsværkernes beskyttelse. Pemberton var uenig. Han havde 30.000 tropper imod Grants 10.000 og var sikker på, at han kunne vinde og måske drive Grant tilbage ind i Tennessee. Han fortsatte derfor til det centrale Mississippi, idet han manøvrerede mellem floden og statshovedstaden Jackson. Grant var rolig. Som han skrev i sine erindringer: ”Jeg befandt mig nu i fjendeland med en stor flod og Vicksburg-fæstningen mellem mig og min forsyningsbase. Men jeg stod omsider med fast grund under fødderne og på samme side af floden som fjenden. Alle de mange måneders kampagner, slid og udmarvende prøvelser, vi havde udsat os for lige siden december, var med dette ene mål for øje.”
Grants bemærkning om hans ”forsyningsbase” er bemærkelsesværdig. Han indledte sin egen redegørelse for Vicksburg med følgende iagttagelse: ”Det betragtes normalt som en grundlæggende krigsregel, at alle større hære, der bevæger sig i fjendeland, skal udgå fra en forsyningsbase, som skal befæstes og bevogtes.” Nu var Grant i gang med en stor og vidtspændende kampagne midt inde i Konføderationen, hvor naturen havde tvunget ham til at afvige fra denne geometri. I dag ville tekniske eksperter sige, at han ”opererede på de ydre linjer” ved at omgå Konføderationens kerneland for at finde et sted at trænge igennem. En mindre opfindsom mand end Grant ville nok have forsøgt at finde en mere geometrisk base og operationslinje. Hvad Grant gjorde, efter at han havde passeret Vicksburg, stred imod alle samtidens strategiske regler. Efter at have gennemført mødet mellem Porters flåde og hans Army of the Tennessee, havde han brugt kanonbådene og transportskibene til at færge sin hær over floden til østbredden.
Fra Grand Gulf havde han sendt to af sine korps – McPhersons og den besværlige McClernands – af sted på march ind i landet mod øst med retning mod Jackson, hvor Joseph E. Johnston forsøgte at organisere en ny sydstatshær. Johnston havde fået overdraget kommandoen over militærdistriktet Mississippi den 9. maj. Han havde omkring 20.000 tropper mod Unionens 29.000 og kunne måske have fået en god kamp ud af det, hvis Grant havde avanceret og deployeret mere ortodokst. Det gjorde Grant imidlertid ikke. Efter at have droppet alle regler for jominiansk krigsførelse, droppede han nu også reglerne for en organiseret kampagne. I stedet for at medføre forsyninger eller organisere en forsyningslinje fra bagtroppen besluttede han sig for ikke at bekymre sig om forsyninger, men i stedet forsøge at skaffe sig det fornødne på stedet, som Sherman havde gjort i Arkansas-kampagnen i 1862. Derfor kunne han overraske Johnston ved Raymond uden for Jackson den 12. maj. To dage efter slog de sejrrige nordstatstropper Johnston ved Jackson og drev Pemberton til at bringe sin lille hær til et sted ved navn Champion Hill – opkaldt efter en lokal plantageejerfamilie, hvis søn var officer i 15. Mississippi. Byen var let at forsvare på grund af dens beliggenhed på en højderyg, der hævede sig over 20 meter op over den omgivende slette. Den 16. maj blev Champion Hill-stillingen succesfuldt angrebet af nordstatshæren. McPhersons korps fik Konføderationens linje til at give efter. McClernands korps angreb mindre aggressivt. Dette forøgede Grants mistillid til ham, hvilket resulterede i McClernands afskedigelse den 19. juni.
Fra Champion Hill pressede Grant sig videre frem til Big Black River, der løb mellem ham og Vicksburg. Oprørernes stilling blev angrebet den 17. maj og gav straks efter, hvorefter Pembertons lasede og udsultede hær trak sig tilbage inden for Vicksburg-linjerne. Grant belejrede straks byen, og i løbet af dagene 19.-22. maj iværksatte han en række angreb på forsvaret, der kostede Unionen dyrt. Så dyrt, at en soldat fra 93. regiment beskrev angrebet som at ”marchere mænd til deres død i kampformation”. Efter det sidste og mest målbevidste angreb den 23. maj vendte Grant tilbage til taktikken med langsigtet belejring. I løbet af natten sneg Unionens soldater, hvis angreb havde ført dem helt frem til kanten af Konføderationens forskansninger, sig tilbage til sikrere stillinger. Belejrerne havde mistet over 3.000 mand under det store angreb den 22. maj, hvoraf mindst de 1.000 skyldtes McClernands groteske krav på forstærkninger til sit ineffektive angreb.
Johnston dukkede ikke op og skulle heller ikke gøre det under de følgende ugers belejring, skønt avisen i Vicksburg i et forsøg på at opretholde moralen konstant rapporterede om hans snarlige ankomst. Avisen blev nu trykt på bagsiden af tapetstumper. Men avispapir var ikke det eneste, man manglede, også brød, mel, kød og grøntsager savnedes. Garnisonen og byens borgere, som havde gravet beskyttelsesrum mod granatilden langs byens hulveje, overlevede på kødet fra deres muldyr og jordnødder – ”goober peas” – suppleret med flåede rotter. Grant forsøgte sig med sit første angreb den 19. maj. Det blev slået tilbage med store tab, men fornyet den 22. maj, stadig uden held trods et støttebombardement fra 300 kanoner, der skød fra landstillinger og kanonbåde. Den 25. maj erklærede Pemberton våbenhvile fra fæstningen for, at man kunne begrave de døde og samle de sårede sammen. Stanken af rådnende lig hang over forsvarsværkerne. Samme dag beordrede Grant imidlertid atter belejring af den del af fæstningsværket, der blev forsvaret af 3. Louisiana Redoubt eller Fort Hill, som nordstatssoldaterne kaldte den. Der var flere gentagne angreb de følgende uger; men mellem angrebene fraterniserede Johnny Reb og Billy Yank tværs over skyttegravene og udvekslede sladder, stiklerier, trusler og pral, men også fornødenheder som nordstatskaffe og sydstatstobak, så længe der var noget at udveksle.
Sydstaternes forsvar ved Vicksburg var så stærkt, at Unionen – ligesom ved Petersburg i 1864 – gik i gang med at underminere det for at opnå et gennembrud. Da man først havde fået etableret en forsyningslinje hen over floden til tørt land, var det forbløffende let at krydse over til udkanten af Vicksburg. At komme tæt på fæstningen var imidlertid stadig et problem. Det blev løst ved en klassisk, europæisk belejringsteknik, hvor man gravede sig stadig nærmere ved hjælp af løbegrave, men med en amerikansk variation. Belejrerne skubbede et skudsikkert skjold – en løbegravstromle – foran ingeniørsoldaterne for at beskytte dem, mens de forskansede deres jordvolde. Med jævne mellemrum gravede ingeniørsoldaterne en batteristilling, hvor artilleriet blev installeret for at holde de Konfødererede under beskydning fra stadig tættere hold. Den 7. juni var det forreste batteri kun knap 70 meter fra brystværnet på Fort Hill. Belejrerne opretholdt en nådesløs geværbeskydning. Ingeniørtropperne forfinede også deres løbegravstromleri ved at hente en jernbanevogn ladet med bomuldsballer til at opfange fjendtlig ild. Men oprørerne vendte imidlertid dette til deres fordel ved at affyre brandbomber mod jernbanevognen, så der gik ild i den, og den brændte ned til grunden. Men løbegravene blev stadig presset fremad, og den 22. juni stod ingeniørtropperne ved foden af Fort Hills brystværn. Oberst Andrew Hickenlooper, der havde kommandoen over fremstødet, fandt nu på en ny teknik. Han indkaldte frivillige med erfaring fra kulminerne og betalte dem for at grave sig ned under skansen. Den 25. juni var de færdige med at grave en 41 meter lang gang, der endte i et rum, pakket med et ton krudt. Klokken 15.30 den 25. juni eksploderede den store sprængladning, og det meste af Fort Hill blev sprængt i luften i en sky af støv og aske. Da røgen lagde sig, erfarede angriberne modløst, at forsvarerne, der havde forudset eksplosionen og kontramineret, havde gravet et nyt brystværn tværs over fæsningens indre, hvorfra de kunne skyde ned på nordstatssoldaterne, idet de stormede frem. Grant pressede angrebene frem hele aftenen, indtil jorden var smattet af blod, men forsvaret holdt stand. Omsider blev angrebet afblæst efter tabet af 34 dræbte og 209 sårede.
Nordstatshæren gik imidlertid næsten straks efter i gang med at grave igen, og den 1. juli havde de gravet en ny tunnel ned under fæstningens venstre fløj, som nu blev pakket med krudt. Sydstatshæren kontraminerede atter, idet man brugte seks slaver til gravearbejdet. Den 1. juli detonerede nordstatsminørerne knap et ton krudt, som ødelagde Konføderationens kontraminering og dræbte alle kontraminørerne, bortset fra en slave, der røg højt op i luften og landede midt i Unionens linjer. Eksplosionen, der stort set tilintetgjorde 3. Louisiana Redoubt, blev imidlertid ikke fulgt op af noget angreb. I stedet skyndte angriberne sig op og affyrede en regn af kugler mod hullet i skansen, som sydstatstropperne forsøgte at lukke med et nyt brystværn, hvilket også lykkedes dem til sidst. Belejringskrigsførelsen blev genoptaget hele vejen rundt om Vicksburg, hvor de to parter visse steder kun var adskilt af et enkelt brystværn. Der blev påbegyndt nye minegange flere steder, og skyttegravene blev udvidede for at gøre klar til yderligere landangreb, som Grant planlagde til den 6. juli. Hvad Unionen ikke vidste, skønt man havde begrundet mistanke om det, var, at forsvarerne var ved at give op. Ved Milliken’s Bend, 24 kilometer nordvest for Vicksburg, slog to regimenter med sorte tropper – der siden Emancipationsproklamationen havde kunnet bære våben – den 7. juni tappert et sydstatsangreb tilbage, skønt sejren blev dyrekøbt for dem selv.
I mellemtiden var Pemberton ved at få bygget både af træet fra nedrevne huse for at forberede en flugt. Mange i garnisonen var på oprørets rand på grund af sult. Det var åbenlyst, at Pemberton snart ville være nødt til at overgive sig. Rygtet om garnisonens demoralisering var nået Grants øre, og han var tøvende med hensyn til at iværksætte flere omkostningsfulde angreb. Johnston nærmede sig fra øst, men talmæssigt underlegen som han var, var det ikke sandsynligt, at han kunne ophæve belejringen. Den 1. juli spurgte Pemberton sine undergivne officerer for at finde ud af deres holdning til muligheden for et succesfuldt udbrud. To svarede, at de gik ind for overgivelse, de andre to var stort set enige. Garnisonens vilkår var desperate. Soldaterne og byens tilbageværende 3.000 borgere sultede. Mændene var alt for afkræftede til at opretholde et ordentligt forsvar. I dagene efter den 1. juli mistede garnisonen definitivt gejsten. Den 3. juli dukkede der hvide flag op flere steder på brystværnet, og man kunne høre 3. Louisiana Redoubt råbe på våbenhvile. En nordstatsgruppe gik fremad for at undersøge sagen og vendte tilbage med to sydstatsofficerer med bind for øjnene, som protokollen for krigsførelse ved belejring krævede. En af dem var Pembertons adjudant, der havde et brev med til Grant. Pemberton havde skrevet for at undgå yderligere ”blodsudgydelser” – de selvsamme ord, som Lee senere skulle bruge ved overgivelsen ved Appomattox to år efter. Han udbad sig også, at der blev udpeget kommissærer til at forhandle overgivelsesbetingelserne, som det var normalt ved afslutningen af en belejring. Grants syn på sagen var grundfæstet og almindeligt kendt. Det var stadig, som han havde givet udtryk for ved Fort Donelson i februar 1862, at: ”Ingen vilkår bortset fra betingelsesløs og øjeblikkelig overgivelse vil blive accepteret.”
Grant, som havde tjent sammen med Pemberton i Mexico, var ved denne lejlighed mindre kategorisk, skønt han gjorde sin holdning fuldstændig klar. Pemberton forsøgte at trække diskussionen ud ved at mødes med Grant uden for kamplinjen, men Unionens leder rokkede sig ikke en tomme. Pemberton gjorde ophævelser, og det så ud til, at kampene måske ville blive genoptaget, indtil Pembertons underordnede foreslog, at man kunne overlade det til nogle udvalgte, yngre officerer at diskutere sagen. Grant gik ind på det under forudsætning af, at han ikke var bundet af, hvad de måtte aftale. Hans repræsentant, general Bowen vendte tilbage til Grant med Pembertons forslag om, at garnisonen skulle tilstås ”fri afmarch”, hvilket betød, at den skulle have lov til at marchere bevæbnet ud for derefter at blive tilbageholdt. Grant affærdigede forslaget lodret, men sagde, at han ville komme med et endegyldigt tilbud inden midnat. Han holdt fast ved sit standpunkt – at fjenden var oprørere, der ikke kunne tilstedes samme privilegier som en legitim fjende. I mellemtiden afholdt han et krigsråd, selvom han vidste, det var uklogt, hvorunder general James McPherson, som Grant agtede højt, foreslog, at Grant løslod Pembertons tropper på æresord. For selv hvis Pemberton gik med til en betingelsesløs overgivelse, ville Grant stå med byrden ved at skulle fragte Pembertons tusinder i fangenskab. Grant gik ind på forslaget, som derefter blev sendt af sted til fæstningen. Pemberton, hvis sultende soldater var på oprørets rand, accepterede, og den 4. juli marcherede garnisonen ud for at blive frigivet på æresord. Pembertons officerer fik lov til at beholde deres sabler samt en hestevogn. De øvrige våben og regimentsfanerne skulle stables op i en pyramide uden for linjerne. Alle 31.600 fanger gav deres æresord skriftligt. Grant tillod dem at søge tilflugt i Vicksburg og lod dem så gå. Da han var sikker på, at de ville vende tilbage til deres hjem og ikke genoptage deres militærtjeneste, hvis de fik lov at gå, følte han, at dette var en sikker fremgangsmåde. Og det viste det sig også i det store og hele at være. De slagne sydstatstropper var blot lykkelige over at få lov til at forlade slagmarken på egen hånd – et alarmerende resultat af Mississippi Valley-kampagnen, der fik følger for hele Syden. Den efterfølgende besættelse af byen var bemærkelsesværdig fredelig. Nordstatstropperne delte deres rationer med de udmarvede overlevende. Værdien af deres sejr gjorde måske sejrherrerne tilbøjelige til at være generøse. Som Grant helt korrekt observerede: ”Konføderationens fald blev fastslået, da Vicksburg faldt.”40
Nyheden om Vicksburgs overgivelse fik general Frank Gardner, som havde kommandoen over garnisonen ved Port Hudson – den sidste sydstatsstilling ved Mississippifloden – til at overgive sig den 8. juli. Port Hudson, der var stærkt befæstet, kontrollerede en af flodens bugtninger med 21 tunge kanoner. Ved overgivelsen talte garnisonen 6.340 mand, men soldaterne var svækkede af sult. De havde også været udsat for angreb fra både landsiden og vandsiden i mange uger. Overgivelsen var en befrielse. Som ved Vicksburg delte nordstatssoldaterne deres rationer med de udsultede forsvarere.
Ikke blot placerede dette Mississippi-linjen under Unionens kontrol, så ”vandenes fader atter kan strømme frit imod havet” med Lincolns ord, det skar også Konføderationen over i to og afskar den vestlige halvdel, herunder hele Texas og territorierne Nebraska, New Mexico, Nevada, Utah, Colorado og det, der senere skulle blive til Oklahoma, fra materiel og anden assistance fra Det Gamle Syden. Store reserver af kvæg, heste og muldyr gik tabt for Konføderationen ved erobringen af Vicksburg, og Kirby Smith, som havde kommandoen over Western Department, fik af Jefferson Davis besked på, at han herefter måtte klare sig selv.
Efter erobringen af Vicksburg modtog Grant følgende brev fra Lincoln:
Min kære general
Jeg mindes ikke, at De og jeg nogensinde har mødt hinanden personligt. Jeg skriver hermed dette som en taknemmelig anerkendelse af den næsten uvurderlige tjeneste, De har gjort landet. Jeg har imidlertid mere på hjerte. Da De første gang nåede frem til omegnen af Vicksburg, mente jeg, at De skulle gøre det, som De endte med at gøre: at lade tropperne marchere over halvøen og lade transportskibene sejle forbi batterierne og således komme syd om, og jeg troede, bortset fra et generelt håb om, at De vidste bedre end jeg, aldrig på, at Yazoopassage-ekspeditionen og lignende kunne lykkes. Da De kom nedenfor Vicksburg og tog Port Gibson, Grand Gulf og omegn, troede jeg, at De ville tage ned ad floden og slutte dem til general Banks, og da De drejede nordpå øst for Big Black, frygtede jeg, at det var en fejltagelse. Jeg ønsker hermed personligt at anerkende, at De havde ret, og at jeg tog fejl.
Deres hengivne
A. Lincoln41