TRETTENDE KAPITEL

Afskæring af
Chattanooga-Atlantaforbindelsen

Sommerens sejre ved Gettysburg og Vicksburg i 1863 ændrede Unionens krigslykke. I øst fik Meades frygt for at ødelægge sin store og uventede succes ved Gettysburg ham til at afholde sig fra at forfølge Lee så hårdt, som Lincoln ønskede. Meade og Lee kom til at stå over for hinanden på tværs af Rapidanfloden uden på noget tidspunkt at gå alvorligt i kamp i de næste seks måneder. I Vesten tillod Vicksburgs fald nordstatsstyrkerne at føre felttog mod Konføderationens Kentucky- og Tennesseegarnisoner, ligesom det åbnede for en fremrykningslinje ind i Georgia. Militært set var situationen i grænsestaterne meget forvirrende. Siden februar 1863 havde staterne på den anden side af Mississippi været organiseret af præsident Davis som Trans-Mississippi-området under general Edmund Kirby Smith, der drev dem som et stort set uafhængigt len – ”Kirby Smith-lenet”. Davis havde gjort det klart, at Kirby Smith måtte klare sig selv, hvilket han gjorde rigtig godt. Han brugte Trans-Mississippis enorme rigdom af kvæg, heste, muldyr og landbrugsprodukter sammen med bomulden, der ikke længere kunne transporteres mod øst efter tabet af Mississippifloden til at etablere et handelsimperium med markeder og handelspladser i Mexico, Vestindien og så langt borte som Europa. Han byggede også sit eget arsenal i Tyler i Texas og fandt måder at kompensere for de militærforsyninger, som han nu var afskåret fra. Trans-Mississippis evne til at forsyne sig selv kunne imidlertid ikke omsættes til militær succes, eftersom Kirby Smith manglede tropper og kamptalenter til at slå Unionens hære, som meget fornuftigt lod ham være i fred, indtil krigen var slut.

Sommeren 1863 befandt Unionens vigtigste hære i Vesten, bortset fra Grants og Shermans, sig i Tennessee og Kentucky. I Tennessee opretholdt Rosecrans den betydelige Army of the Cumberland, med hvilken han havde jaget Braggs Army of Tennessee væk fra Murfreesboro ved slaget om Stone's River i julen 1862. Efter denne succes havde han ikke været aktiv. I juni havde Rosecrans imidlertid overrasket Bragg ved et fremstød gennem passene i Cumberland Mountains, der tvang ham til at retirere via Duck River-dalen helt til Chattanooga. Samtidig stødte Burnside frem med sin Army of the Ohio fra Kentucky mod Knoxville, der var centrum for unionstilhængerne i Tennessee. Grundene til Braggs nederlag var mange. Han havde selv mistet tiltroen til Kentuckys konfødereredes erklærede sydstatspatriotisme. Han gentog ofte for sin øverste stabsofficer, at folkene i Kentucky trods alle deres erklæringer om kampberedthed ”havde for meget fedekvæg og sad for godt i det til at kæmpe.” Hans tilbagetrækning til Chattanooga markerede enden for Konføderationen i Kentucky. Jefferson Davis var ikke desto mindre fast besluttet på at holde fast i Bragg, trods hans åbenlyse uduelighed som general. Skønt Bragg stod på dårlig fod med sine underordnede officerer og var upopulær blandt sine soldater, forstærkede Davis ham med tropper fra Johnstons hær i Mississippi og forsøgte at overtale Lee til at slutte sig til ham med Army of Northern Virginia – et træk, som Lee modsatte sig – og organiserede overførslen af Longstreets korps fra det nordlige Virginia med tog til Georgia ved en kringlet rejse på næsten 1.500 kilometer med et dusin forskellige jernbanelinjer.

Disse forstærkninger styrkede Braggs armé nok til, at han kunne overveje at iværksætte et angreb. Det var tydeligt, at Unionens tropper i Tennessee havde til hensigt at invadere Georgia for at erobre den afgørende Chattanooga-Atlanta-jernbaneforbindelse. Deres rute fremad var vanskelig, for vejen ind i Georgia var blokeret af Tennessee flodlinjen og af Appalachernes sydlige udløbere, specielt Lookout Mountain og Missionary Ridge, som vendte ud mod Chattanooga. Braggs plan var at lokke Rosecrans ind i bjergene og så overfalde hans kolonner, når de kom ud af passene. Hans første forsøg slog fejl på grund af hans underordnedes forsigtighed, da fælden skulle smækkes i. Midt i september gav ankomsten af Longstreets forstærkninger imidlertid de Konfødererede en talmæssig fordel, der indgød de frygtsomme nyt mod. Fire af de tilstedeværende generaler havde tjent i samme enhed i Mexico. En af dem, George Thomas var sydstatsmand af fødsel, men tjente på Unionens side. Han skulle komme til at spille en central rolle i det slag, der nærmede sig. Da Bragg iværksatte en stærk troppekoncentration til venstre for nordstatshæren om morgenen den 19. september, var Thomas' korps netop ankommet til operationsområdet. Thomas selv måtte opstille, hvad han nu kunne skrabe sammen af kampduelige tropper, men heldigvis var fronten blevet forstærket med tømmerbarrikader om natten, der hvor Thomas valgte sin forsvarsstilling. En af de deployerede enheder, 39. Indiana Mounted Infantry, var bevæbnet med Spencer-repetérriffler, som påførte den svagere sydstatsmodstander store tab. Sydstatshæren havde taget opstilling på den vestlige bred af Chickamauga Creek, en lille biflod til Tennesseefloden, der løb syd for Chattanooga. Braggs plan var at foretage en omgående bevægelse omkring Rosecrans' venstre flanke og erobre dens forbindelseslinje med Chattanooga. Rosecrans forhindrede dette ved at udvide sin linje. Ved daggry var 60.000 nordstatstropper og 62.000 sydstatstropper opstillet og klar til kamp.

SLAGET VED CHICKAMAUGA

Det, der fulgte, skulle udvikle sig til et af de blodigste og bitreste af samtlige de slag, der blev udkæmpet i det vestlige område. Lokale omstændigheder var medvirkende til dette, eftersom krat og træer, der dækkede flodens bredder, betød, at ingen af siderne kunne se hinanden ordentligt, selvom de var ganske tæt på hinanden. ”De to hære mødtes som to vilddyr,” erindrede et øjenvidne, ”og kæmpede begge så længe, de kunne stå på benene i et mej-dem-ned-og-tvær-dem-ud-sammenstød.” Midt på formiddagen var underskoven fuld af skyer af tæt, grå krudtrøg, og jorden var dækket af døde og sårede. Slagtningen fortsatte hele eftermiddagen ”som om al jordens og helvedes ild var blevet sluppet løs i en mægtig kraftanstrengelse for at tilintetgøre hinanden.” Da tusmørket faldt på, iværksatte Patrick Cleburnes sydstatsdivision, der bestod af tropper fra Texas, Tennessee, Alabama og Arkansas, et sidste angreb, som svækkede nordstatslinjen uden at bryde den. I løbet af natten byggede nordstatssoldaterne tømmerbarrikader og forberedte sig på at stå imod endnu et sydstatsangreb.

Slaget begyndte klokken 08.30 med et sydstatsangreb mod nordstatshærens midte. Bragg håbede stadig at kunne komme rundt om nordstatshærens venstre side og afskære dens forbindelseslinje til Chattanooga, men angrebene blev stoppet af nordstatshærens barrikader. Rosecrans ville have haft let ved at opretholde sin stilling, hvis han ikke havde begået et alvorligt og nærmest uforklarligt fejltrin. En af hans stabsofficerer tog fejl af kamplinjen og fortalte Rosecrans, at der var et hul, hvor der faktisk ikke var noget. Muligvis skyldtes det slagmarkens dårlige udsynsmuligheder. Rosecrans tog imidlertid – uden selv at se efter – en division ud af linjen for at fylde det formodede hul, hvorved han skabte et rigtigt hul, som Longstreets korps straks angreb, hvorved han trængte nordstatstropperne omkring halvanden kilometer tilbage.

Virkningen var altødelæggende. Panikken bredte sig og ramte skamfuldt nok ikke blot de menige, men også Rosecrans og flere af hans underordnede officerer, der flygtede i sikkerhed ved Chattanooga. Den eneste overordnede nordstatsofficer, der var tilbage på slagmarken, var general George Thomas, som var gammel ven med sin sydstatsmodstander, James Longstreet. Det lykkedes Thomas at samle nogle tropper fra sit korps ved Snodgrass Hill og oprette en forsvarslinje. Denne linje holdt stand resten af dagen og forhindrede sydstatstropperne i at nå frem til den opløste nordstatshærs bagtrop, hvorved han reddede situationen. Thomas, der var en stille mand, der talte langsomt, blev herefter kendt som ”The Rock of Chickamauga” (Chickamaugas klippe) og blev anerkendt af Ulysses S. Grant som en af de få uundværlige generaler i nordstatshæren. Han lod sine mænd slå de gentagne angreb tilbage hele eftermiddagen, indtil han ved aftenstid beordrede retræte til Rossville, der lå i nærheden af Chattanooga på Missionary Ridge, hvor Rosecrans forsøgte at omorganisere sine brudte geledder. General Emerson Opdycke, som iagttog Thomas' opførsel under slagets afsluttende etaper, skrev inspireret om hans måde at lede forsvaret hen over retrætelinjen. Opdycke så, at der kun var seks divisioner, der holdt linjen. ”Foran dem stod hele fjendens hær, ivrig efter at falde over os med den energi, der følger med stor succes og endnu større håb. Men lige bag vores linje red en general, hvis dømmekraft aldrig svigtede, hvis rolige, stålsatte vilje aldrig svækkedes; og rundt om ham befandt sig 30.000 soldater fast besluttet på at udtømme deres sidste ammunition og derefter holde stand med deres bajonetter. Soldater, der inspireres og kommanderes således, lader sig hellere dræbe end besejre.”42 Thomas holdt sig tæt på kamplinjen slaget igennem, mens han hele tiden talte til sine tropper og opmuntrede dem. Og der var brug for opmuntring, for tabene nåede rædselsvækkende højder: 2.312 dræbte sydstatssoldater, 14.674 sårede, 1.468 savnede og 1.657 dræbte nordstatssoldater, 9.756 sårede og 4.757 savnede. Slaget blev regnet for en sydstatssejr, skønt man ikke ville have råd til flere af den slags sejre. I kølvandet på kampen trak Rosecrans sig tilbage til Chattanoogas forsvarsværker, som Bragg derefter belejrede. Det lykedes for ham at lægge et jerngreb om byen og afskære alle forsyninger til de indespærrede nordstatssoldater bortset fra, hvad der kunne bringes ind ad en smal og besværlig vej mod nord, som ofte blev angrebet af Sydstaternes kavaleri med store omkostninger i form af ødelagte vogne og slagtede heste og muldyr. Braggs hær tog opstilling på Lookout Mountain og Missionary Ridge, hvorfra den beherskede Unionens retrætelinje.

Halleck sørgede for, at Rosecrans ikke blev ladt i stikken. I starten af oktober ankom Hooker til Chattanooga fra Virginia med 20.000 tropper. Hooker blev sendt med toget og tilbagelagde næsten 2.000 kilometer på elleve dage – en logistisk bevægelse, der ikke skulle blive overgået før i det 20. århundrede – og midt i november ankom Sherman med 16.000 tropper fra Mississippi. Men vigtigst af alt fik Grant kommandoen over et nyt altomfattende Mississippi-militærområde fra floden til Georgias grænser med armeerne fra Tennessee og Cumberland underlagt. Rosecrans blev frataget kommandoen over Army of the Cumberland og erstattet med Thomas. Grant havde allerede udset sig ham som en soldat, der vandt i kamp, og hans beundring skulle yderligere vokse. Grants første handling var at åbne en forsyningslinje ind i byen, der blev kendt blandt soldaterne som ”Cracker Line”, fordi den bragte faste forsyninger af kiks såvel som kød og ”små rationer”, der omfattede kaffe, ris, sukker og tørrede grøntsager. Grant noterede sig den forvandling, det bragte med sig: Trætheden forsvandt, og energien og det gode humør vendte tilbage.

Cracker Line blev åbnet den 28. oktober, og den 23. november indledte Grant sin offensiv mod Lookout Mountain og Missionary Ridge, der endegyldigt skulle hæve belejringen. Mens forstærkningerne ankom, og Chattanooga blev forsynet med mad og krigsmateriel, havde Grant sat en masse reparationer og genopbygninger af regionens infrastruktur i gang. I deres anstrengelser for at forhindre, at nordstatshæren fik en chance for at erobre stillinger i staten Mississippi og iværksætte operationer med deres soldater, havde Konføderationens officerer set sig tvunget til at ødelægge en stor del af jernbanenettet samt forråd og veje. Grant var snart i gang med at overvåge en hel jernbaneindustri, der også fremstillede vogne og arbejdsværktøj. Heldigvis var han i stand til at finde tilstrækkeligt kyndige soldater, som vidste, hvordan man gjorde – et tegn på, i hvor høj grad boomet indenfor jernbaner havde grebet de arbejdende masser i De Forenede Stater i løbet af 1850erne. I Chattanoogas bagland måtte der genopbygges 182 broer, flere af dem med et spænd på over en kilometer. Arbejdsstyrken konstruerede også et stort antal pontoner, der blev anvendt både til brokonstruktioner og som færger.

Kampen for at erobre Missionary Ridge og Lookout Mountain begyndte med en hemmelig overfart over Chickamauga Creek på pontoner, der blev roet med årer, som var blevet fragtet op i læssevis og dumpet ved siden af dem. Unionens forkommando nåede over om morgenen den 23. november i ly af mørket uden at blive opdaget. Først på eftermiddagen havde de erobret en bakke, Orchard Knob, hvorpå de opstillede en artilleristilling. Angrebet på Lookout Mountain begyndte næste dag, og angrebet på Missionary Ridge den 25. november. Begge var formidable, naturlige fæstninger. Lookout Mountain ender i en højde af 335 meter på en brat klippeplatform, mens Missionary Ridge har stejle sider, der er 150 meter høje. Begge steder var blevet forstærket til forsvarsbrug og var gennemskårne af løbe- og skyttegrave. Der var også gravet en løbegrav, der forbandt de to højdedrag.

Grant påbegyndte sit angreb mod denne bjergfæstning den 25. november efter en indledende succes dagen før mod Missionary Ridge. Grant havde nu modtaget forstærkninger, bragt fra Mississippi af Sherman, og havde styrke nok til at presse Bragg hårdt. Braggs chancer for at holde stillingen var svækket af forværringen i hans forhold til sine underordnede, som aldrig havde været godt, men som nu var på grænsen til mytteri. Jefferson Davis havde været nødt til at komme fra Richmond for at mægle mellem dem, kun for at blive mødt med krav om, at Bragg skulle afskediges og erstattes af enten Johnston eller Longstreet. Johnston nød ikke Davis' tillid, mens Longstreet som officer fra Army of Northern Virginia følte, at han manglede autoriteten til at kommandere over vestlige soldater. Så Bragg havde beholdt sin post med konsekvenser, han selv, præsidenten og hæren skulle komme til at fortryde.

Konsekvenserne viste sig kort efter indledningen af Grants angreb mod Missionary Ridge og Lookout Mountain, anført af Hooker og Sherman. Den 24. november havde Hookers mænd været i heftig kamp med sydstatstropper på en smal strimmel land på skråningerne af Lookout Mountain. Dagen var tåget, og tågen blev tættere og tættere, hvilket gjorde det vanskeligt for de stridende parter at se hinanden. Som en følge heraf var kampen blevet afbrudt, skønt den herefter skulle blive kendt som ”kampen over skyerne”. I den følgende nat sneg sydstatsforsvarerne sig væk for at slutte sig til deres kammerater på Missionary Ridge. Grant havde en ny plan for den 25. november, som krævede, at Shermans korps angreb de Konfødereredes venstre side, mens Thomas fastholdt midten uden at angribe. Efter en formiddag og tidlig eftermiddag med voldsomme kampe, besluttede Grant, at hverken Sherman eller Hooker kunne udrette mere og sendte ordrer til Thomas om at rykke frem. Ordrerne omfattede et fremstød på 25.000 mand hen over halvanden kilometer åben grund fra Orchard Knob mod fjendens midte. Thomas' mænd var ivrige efter at få oprejsning efter Chickamauga og rykkede frem fulde af kampiver, alt imens de råbte ”Chickamauga! Chickamauga!” De erobrede snart den første linje af sydstatsbefæstningen ved foden af Missionary Ridge og begyndte derefter at bevæge sig op over skråningerne, idet de ignorerede deres officerers ordrer om at gøre holdt og formere igen. Forstærkningerne og reserverne sluttede sig til dem og snart styrtede alle 25.000 fremad for at storme tinden, mens de drev de demoraliserede sydstatstropper foran sig.

Grant, som iagttog aktionen sammen med Thomas fra toppen af Orchard Knob, begyndte prøvende at udspørge de omgivende mænd, idet han troede, at hans ordre ikke var blevet fulgt. ”Thomas, hvem beordrede de mænd op ad skråningen?” Thomas svarede, at han ikke vidste det, og at det ikke var ham. Så spurgte han general Gordon Granger, der havde kommandoen over 4. korps i Thomas' hær: ”Beordrede De dem op, Granger?” ”Nej, de stormede op uden ordrer. Når først de fyre er i gang, kan selv helvede ikke stoppe dem.” Grant advarede om, at hvis angrebet mislykkedes, ville nogen komme til at bøde for det. General Joseph Fullerton, en stabsofficer fra Thomas' hær, red derpå ud for at undersøge sagen, men også for at give ordrer til at presse på, hvis det var muligt. General Philip Sheridan sagde: ”Jeg beordrede dem ikke op, men det skal nok lykkes dem at indtage den bakke.” Han hævede sin feltflaske som en hilsen til en gruppe sydstatsofficerer, som så til fra en udkigspost, og blev beskudt af sydstatsartilleriet som svar.

I løbet af aftenen trak Braggs hær sig fuldstændig tilbage fra Chattanooga-stillingen og forsøgte ikke at komme ind i Tennessee igen. Hans fortrop var allerede næsten 50 kilometer inde i Georgia. Bragg skrev til Jefferson Davis for at indgive sin afskedsbegæring i erkendelse af det totale nederlag, han havde lidt, og blev erstattet med Johnston – et modstræbende valg fra Davis' side, men han havde udtømt sin reserve af generaler.

Når man tager intensiteten i kampene på de to bjerge i betragtning og mængden af affyret ammunition, var tabene på begge sider lavere, end man kunne have forventet: 753 dræbte på Unionens side, 4.722 sårede og 349 savnede; og 361 dræbte på Konføderationens side, 2.160 sårede og 4.146 savnede.

BELEJRINGEN AF KNOXVILLE

Knoxville var den største by i det østlige Tennessee – den bjergrige egn, som Lincoln følte en sådan omsorg for, eftersom den var centrum for den unionstro fraktion i Konføderationen. Fra krigens begyndelse var han ivrig efter at bringe den ind under Nordstaternes kontrol, og gennem hele 1862-63 tilskyndede han en række nordstatsofficerer til at rykke frem imod den. I marts 1863 blev general Ambrose Burnside, som var blevet så grundigt slået ved Fredericksburg i december året før, overflyttet til Vesten. Han fik ordre til at rykke frem imod Knoxville, så hurtigt som muligt, mens general William Rosecrans fik ordre til at rykke frem imod Braxton Bragg i det, der blev Tullahoma-kampagnen. Burnside havde kommandoen over Army of the Ohio, Rosecrans over Army of the Cumberland.

Burnside havde til hensigt at rykke frem fra Cincinnati med to korps, 9. og 23., men mistede sit 9., da det blev overført til Grant til kampagnen mod Vicksburg. Mens han ventede på, at 9. korps skulle vende tilbage, sendte Burnside en brigade og noget kavaleri frem imod Knoxville. I løbet af juni ødelagde denne styrke, under anførsel af general William Sanders, jernbaner rundt om byen, hvor general Simon Buckner havde kommandoen.

I august indledte Burnside sit fremstød mod Knoxville. Hans direkte rute gik gennem Cumberland Gap, der var stærkt befæstet af sydstatshæren. For at undgå den foretog Burnside en flankebevægelse mod syd med lange ilmarcher gennem det kuperede terræn. Da Chickamauga-kampagnen begyndte, fik Buckner ordre til at sende de fleste af sine tropper af sted for at slutte sig til Bragg ved Chattanooga, så han blev efterladt med kun to brigader – den ene i Cumberland Gap ved statens nordøstlige grænse og den anden øst for Knoxville. Under disse omstændigheder pressede Burnside på fremefter og var den 2. september i stand til at sende en kavaleribrigade ind i Knoxville. Den mødte ingen modstand og fandt byen tømt for oprørstropper. Han blev entusiastisk modtaget af den loyale befolkning. Burnside ankom med sin armé den næste dag.

Han gik straks i gang med at konfrontere sydstatshæren ved Cumberland Gap for at åbne en mere direkte rute til Kentucky. Han havde to styrker i stilling til at konfrontere den nye kommanderende sydstatsgeneral John Frazer. Skønt talmæssigt underlegen nægtede Frazer at overgive sig. Burnside førte så en brigade fra Knoxville til passet under en march på næsten 100 kilometer på 52 timer. Ved hans ankomst accepterede Frazer, at han var håbløst underlegen og overgav sig den 9. september. Burnside rekrutterede nye enheder af frivillige i Tennessee og gik i gang med at rydde veje og pas, der førte nordpå mod Virginia. I mellemtiden var Grant, som nu havde erobret Chattanooga, ved at forberede sig på kamp ved Chickamauga, hvortil Lincoln og Halleck beordrede Burnside at sende tropper for at støtte Rosecrans, som var i vanskeligheder. Men Burnside, der ikke var indstillet på at opgive Knoxville, trak tiden ud. Han havde vanskeligheder med at forsyne sine tropper i det øde land øst for Knoxville. I løbet af september og starten af oktober blev han tvunget til at udkæmpe to små slag ved Blountsville og Blue Springs – begge mindre sejre, der førte til genetableringen af Unionens autoritet i det østlige Tennessee.

Braxton Bragg, der frygtede, at Burnside ville forstærke Unionens tropper i Chattanooga, bad Jefferson Davis om at beordre Longstreet til at stille op over for ham. Longstreet gjorde indsigelser, fordi han vidste, at han ville være alvorligt talmæssigt underlegen, eftersom der var store nordstatsforstærkninger på vej til Chattanooga, der ville forøge ubalancen. Han gjorde også indvendinger mod opsplittelsen af den involverede styrke, som han hævdede ville udsætte begge de to sydstatshærførere for nederlag. Derfor genoptog han sine forberedelser til en fremrykning mod Knoxville. Det var meningen, at det skulle ske med tog, men rejsen viste sig at rumme vanskeligheder. Togene ankom ikke til tiden, så fremrykningen måtte påbegyndes til fods. Da togene omsider ankom, viste lokomotivet sig at være udstyret med en alt for svag motor, så tropperne måtte stå af og gå, når det gik op ad bakke. De måtte også ud for at indsamle brænde til maskinerne, og de løb tør for proviant. Longstreets fremrykning ansporede ikke desto mindre Lincoln, som efter tidligere at have sagt, at Burnside skulle forlade Knoxville, nu beordrede ham til at blive og forsvare byen. Grant forberedte sig på at sende forstærkninger fra Chattanooga, men nu overbeviste Burnside ham om, at han skulle sende tropper nok til at holde Longstreet på afstand. Grant indvilligede med glæde. Det næste, der skete, var, at de konfødererede forsøgte at omringe Knoxville med kavaleri, men nordstatshærens modstand ødelagde deres plan, og kavaleriet sluttede sig til Longstreet i nord. Burnside manøvrerede uden for byen og nåede succesfuldt frem til et afgørende vejkryds. Burnside vandt en hurtig, lille sejr her ved Campbell's Station, som tillod ham at trække sin styrke tilbage i sikkerhed i Knoxville. Den 17. november belejrede Longstreet byen. Hans angreb på forsvaret blev forsinket, og Longstreet udnyttede ventetiden til at forstærke sine fæstningsvolde. Omsider angreb Longstreet en uge efter, at belejringen var begyndt, på et sted, som han bedømte som svagt – Fort Sanders – men som var bedragerisk stærkt. Unionen havde omgivet fæstningsvoldene med et netværk af telegrafledninger spændt ud mellem træerne. Sydstatsangrebet blev iværksat den 29. november 1863, men blev effektivt modgået af forsvaret og Unionens dækningsild. Der var 813 tab på Sydstaternes side, kun 13 på Unionens.

Den slagne Longstreet overvejede sine muligheder. Han var blevet beordret til at slutte sig til Bragg, der netop var blevet slået ved Missionary Ridge den 25. november. Han følte, at det ikke var praktisk muligt, og fortalte Bragg, at han ville trække sig tilbage til Virginia med Army of Tennessee, men at han ville opretholde belejringen af Knoxville så længe, som det var muligt, for at forhindre Grant og Burnside i at koncentrere deres kræfter imod ham. Longstreets stædighed fik Grant til at sende Sherman af sted med 25.000 mand for at ophæve belejringen af Knoxville. Longstreet opgav derfor belejringen den 4. december og trak sig tilbage nordpå til Rogersville i Tennessee, hvor han gjorde klar til at gå i vinterkvarter. Sherman efterlod en del af sin styrke ved Knoxville og tog resten med sig tilbage til Chattanooga. General John Parke, Burnsides stabschef, forfulgte sydstatstroppernes tilbagetog med 8.000 infanterister og 4.000 kavalerister, skønt han ikke pressede på. Longstreets rute førte ham gennem Rutledge og Rogersville, efterfulgt af general John Shackelford med 4.000 infanterister og kavalerister. Den 9. december var han tæt på Bean's Station, da Longstreet besluttede sig for at gøre omkring og angribe. Sydstatshæren fangede Shackelford i en knibtangsbevægelse, men nordstatstropperne forsvarede sig så tappert, at de drev alle sydstatsangrebene tilbage, indtil der kom forstærkninger. Shackelford blev derefter tvunget til at trække sig tilbage til Blain's Crossroads. Longstreet fulgte efter, men undlod at angribe deres forskansning. Begge parter trak sig tilbage og forlod området for at gå i vinterkvarter. Longstreet, der bebrejdede sine underordnede sine fiaskoer i kampagnen, bad om at blive fritaget for kommando, men fik afslag. Hans tropper led under den bitre vinter, og han kunne ikke vende tilbage til Virginia før om foråret. Hans ry og selvtillid havde fået et knæk af kampagnen, mens Burnsides ry var blevet genoprettet. Knoxville-kampagnen bragte sammen med Grants sejr ved Chattanooga det østlige Tennessee tilbage under Unionens kontrol for resten af krigen.

Slagene ved Chattanooga, Knoxville, Lookout Mountain og Missionary Ridge havde nu i den grad forskudt balancen i Tennessee til Unionens fordel. Med Rosecrans, der stod stærkt ved Chattanooga, Burnside, der opererede i det nordøstlige Tennessee, og Grant, der var fri til at slå til i adskillige retninger fra Tennessee mod øst eller syd, kunne Lincolns længe nærede ambition om at befri de unionstro i Tennessee fra Konføderationen roligt betragtes som indfriet. Grant stod som øverstkommanderende for alle Unionens styrker i det vestlige område nu frit til at foreslå en bred strategi for Unionens krigsførelse i det vestlige område, hvis han ønskede det. Det gjorde han i foråret 1864. Grant foregav ikke at være en strategisk tænker på højt plan. Intet i hans manerer eller fremtræden antydede, at han var andet og mere end en snusfornuftig, jordnær kampsoldat. Almindelig sund fornuft og jordnærhed er imidlertid nogle af de allermest værdifulde egenskaber, en strateg kan besidde, og dem besad Grant til overflod. Det, der er interessant for dem, der interesserer sig for hans karriere, er, at han i sine personlige erindringer med tiltalende ærlighed beskriver, hvordan han tænkte. Grant foretrak at angribe, hvis det var muligt. Han var ikke en vent-og-se, men en ud-at-se-general, som hans opførsel efter Chattanooga også viste. Han besluttede sig dengang for at fremlægge Lincoln sine planer for den næste fase af kampagnen i Vesten. Han gjorde det måske, fordi han i sit hovedkvarter havde en ”særlig udsending” fra Washington, nemlig Charles Dana, der tidligere havde været ved New York Tribune. Dana var til dels blevet udsendt, fordi der sivede en stadig strøm af lidet smigrende rapporter om Grant til Washington om hans dårlige vaner, og Lincoln, som allerede da ønskede at forfremme Grant, ville have sin egen informationskilde. Grant brugte Dana som sendebud til at bringe sine tanker vedrørende Vesten til Washington. Han foreslog at efterlade en reduceret Army of the Tennessee til at overvåge Bragg og at føre den største del ned ad Mississippi til New Orleans og dernæst via Den Mexicanske Golf til Mobile i Alabama, hvorfra han ville slå til imod vigtige punkter i Alabama og Georgia. Han havde foreslået noget tilsvarende tidligere og troede fortsat på det. Det gjorde de, der havde magten i Washington, imidlertid ikke. Lincoln, Halleck og Stanton frygtede, at hvis Grants styrke blev rykket så langt væk, ville oprørerne genoplive krigen i det østlige Tennessee. Kommunikationen med Washington havde imidlertid det resultat, at Grant blev inddraget i den strategiske diskussion på højt plan. Halleck forklarede Grant, at præsidentens bekymring med hensyn til Vesten stadig vedrørte Tennessee og unionstilhængerne. Inden man foretog sig noget andetsteds, ønskede han, at de overlevende sydstatsstyrker i Tennessee blev opsporet og slået. Han ønskede også Konføderationens hær i det sydlige Georgia drevet så langt væk fra Tennessees grænse, at man var sikker på, at den ikke kunne gribe ind i staten. Først når disse mål var nået, ville han overveje at godkende videre operationer i Vesten.

Grants plan for en operation mod Mobile var – overraskende i forhold til hvor klart Grant tænkte – ikke særlig sund. Unionen manglede tropperne i Vesten til at gennemføre to store operationer samtidig. Man kunne ikke rykke frem imod Mobile og samtidig opretholde truslen mod de konfødererede i Georgia. At forsøge at finde de nødvendige tropper ville uværgerligt resultere i en svækkelse af stillingen omkring Chattanooga og dermed opmuntre Johnston til at slå til i Tennessee. Chattanooga var denne sjældne ting i strategi – et virkelig kritisk punkt. I hænderne på Unionen var det nøglen til at holde på Tennessee og samtidig true Georgia. Hvis den atter overgik til Konføderationens besiddelse, ville Tennessee være tabt, og det ville den fremtidige beherskelse af Georgia også. Halleck skrev til Grant og nedlagde veto mod planen med den begrundelse, at præsidenten ikke ville godkende den – en fuldstændig legitim ting for Halleck at sige – i en sådan grad forstod han, Lincolns måde at tænke på.

Senere i januar 1864 skrev Grant atter til Halleck med et udkast til den næste fase af operationerne i øst. Han foreslog, at man opgav en direkte fremrykning imod Richmond til fordel for et indirekte fremstød. Flåden skulle indskibe 60.000 tropper fra Army of the Potomac og landsætte dem på North Carolinas kyst. Derfra skulle de marchere frem for at afskære jernbaneforbindelsen mellem Konføderationens hovedstad og Det Dybe Syden for på den måde at tvinge Lee til at forlade Richmond. Halleck svarede Grant, som han havde gjort det tidligere i januar: Lincoln ville ikke bryde sig om det, fordi planen ville opmuntre Lee til at rykke talstærkt frem mod en hvilken som helst nordstatsarmé i North eller South Carolina. Ydermere ville det svække forsvaret af Washington. Han påpegede også over for Grant, at udkastet ikke indeholdt nogen planer om at bekæmpe Lees hær, som burde være det egentlige mål for en østlig strategi, og som også var præsidentens foretrukne mål. Den bedste måde at slå Lee på, mente han, var at bekæmpe ham på åben mark i nærheden af Washington. Han afsluttede imidlertid sit andet brev til Grant med at antyde, at denne snart ville blive inddraget i arbejdet med at udarbejde en strategi for det østlige område – et vink om, at Grant var på nippet til at blive udpeget til øverstbefalende.

Der havde cirkuleret en masse rygter desangående, og Grant kunne ikke undgå at have hørt om det. I februar vedtog Kongressen en lov, der genindførte rangen af generalløjtnant. Konføderationen udpegede generaler til graderne brigadegeneral, generalmajor, generalløjtnant og fra 1864 også fuld general (den højeste grad). I Unionens hær var generalmajor imidlertid den højeste grad, og de fleste af Unionens generaler havde denne grad inden for de frivillige korps, som Grant havde haft det indtil sin sejr ved Vicksburg. Derefter blev han udnævnt til generalmajor inden for den regulære hær. Den nye titel som generalløjtnant var åben for almindelige generalmajorer, så Grant var kvalificeret til forfremmelsen. Loven tillod, at generalløjtnanten kunne udpeges til øverstkommanderende for hele nordstatshæren. I begyndelsen af marts modtog Grant, der stadig befandt sig i Tennessee, ordrer om at indfinde sig i Washington, hvortil han ankom den 8. marts. Han indlogerede sig på Willard's Hotel, hvor han modtog en invitation til at deltage i en reception i Det Hvide Hus samme aften. Da han ankom dertil, steg støjen af stemmer i lokalet. Grant kendte næsten ingen i hovedstaden, men efter Vicksburg var han kendt i vide kredse der. Præsidenten bemærkede signalet og nærmede sig Grant med ordene: ”Dette er general Grant, er det ikke?” Efter nogle få ord, blev Grant trukket væk af folkemængen, men senere på aftenen førte Lincoln og Stanton ham ind i Det Blå Værelse, hvor han fik at vide, at Lincoln ville overdrage ham udnævnelsen næste morgen. Præsidenten sagde også, at han forinden ville vise ham udkastet til en lille tale, han agtede at holde. Lincoln vidste måske, at Grant var en fåmælt mand og en håbløs taler. Men han foreslog ikke desto mindre, at Grant skulle sige noget for at imødegå jalousi blandt de øvrige officerer og gerne noget venligt om Potomac-hæren. Det var fuldstændig karakteristisk for Grant, at da øjeblikket var inde, gjorde han hverken det ene eller det andet. Da han senere blev nomineret til præsidentembedet i 1868, holdt han en takketale på fem ord. Ved denne lejlighed, hvor han blev udnævnt af Lincoln i kabinetslokalet i Det Hvide Hus, holdt præsidenten en kort, men formfuldendt tale: ”Med denne høje ære følger et tilsvarende ansvar. Som landet heri viser Dem sin tillid, således vil det også med Guds vilje støtte Dem. Jeg behøver næppe at tilføje, at til disse ord, som jeg udtaler på nationens vegne, føjer sig mit eget hjertelige, personlige bifald.”43 Grant havde skrevet et svar på et halvt ark papir, men oplæste det så ubehjælpsomt, at hans ord ikke blev registreret nogen steder.

Dagen efter udnævnelsen af Grant bekendtgjorde krigsministeriet Hallecks fratrædelse som øverstkommanderende og hans tiltrædelse af posten som hærens stabschef. Således indførtes det, der senere skulle blive modellen for den moderne kommandostruktur med Lincoln som absolut øverstbefalende, Grant som operativ øverstbefalende og Halleck som øverste militæradministrator. Over det næste århundrede skulle kommandostrukturen for alle større hære blive tilpasset dette mønster, begyndende med den preussiske hær, hvor Bismarck i 1870-71 fungerede som absolut øverstbefalende og Moltke som operativ øverstbefalende. Rationaliseringen af de føderale, eller som Grant kaldte dem, de nationale væbnede styrker, var essentiel, for under sig havde han, da han overtog ansvaret som øverstbefalende, 17 forskellige nordstatschefer med et samlet ansvar for i alt 533.000 mand. Den vigtigste enhed var Army of the Potomac, som stadig stod i det nordlige Virginia over for Lees hær, men som på dette tidspunkt ikke foretog aktive operationer. Ellers var den militære situation mest præget af sydstatshærenes deployering, hvilket først og fremmest ville sige Johnstons Army of Tennessee uden for Dalton i Georgia ved jernbanen Western & Atlantic Railroad, der løb mellem Chattanooga og Atlanta. Den anden store sydstatsstyrke i Vesten var kavalerikorpset under Nathan Bedford Forrest, der befandt sig i det østlige Tennessee. Forrest var en potentiel trussel, eftersom han i princippet kunne foretage udfald helt til Cincinnati, men så længe han var afskåret fra de andre store sydstatshære – Lees og Johnstons – forøgede han ikke reelt Sydstaternes styrke.

Grant kunne nu som øverstkommanderende overveje, hvilke større operationer, han ville iværksætte. Hans første handling i sit nye embede var at vende tilbage til Vesten for at konferere med Sherman, som på Grants foranledning var blevet udpeget til at efterfølge ham. Grant havde allerede udset sig Sherman som den mest kompetente af sine underordnede – en utrættelig soldat, der evnede at vinde sine slag. Han havde også sørget for, at Sheridan – en anden vestlig general, som han havde høje tanker om – blev forflyttet østpå og fik overdraget kommandoen over Army of the Potomacs kavaleri, idet han erstattede Pleasanton, som var dygtig, men manglede den pågåenhed, som Grant lagde så megen vægt på.

Under sit besøg hos Sherman skitserede Grant sin overordnede filosofi for, hvordan han så krigens afsluttende stadier. Den faldt sammen med og var muligvis inspireret af det, der nu var Lincolns etablerede strategiske koncept formet af forsøg og fejltagelser gennem tre års frustrationer. Lincoln havde i 1861 ikke vidst noget som helst om krig, men barsk erfaring havde efterhånden lært ham nogle grundlæggende ting, som han nu fastholdt med en urokkelig styrke. Han havde helt opgivet den konventionelle forestilling om, at erobringen af fjendens hovedstad ville bringe sejr. I stedet mente han helt korrekt, at det kun var tilintetgørelsen af Sydstaternes hovedarmé, der kunne besejre Konføderationen, og han havde udvidet denne overbevisning med en forestilling om, at dette skulle opnås ved at angribe fjenden flere steder samtidig.

Dette ville franskmændene kaldt for en ”rig løsning” på borgerkrigens problem – en mulighed, der kun er åben for den part, der er talmæssigt overlegen og har adskillige armeer, i modsætning til Sydens ”fattigmands”-strategi med dens talmæssige underlegenhed og i realiteten kun en eller i bedste fald halvanden armé. Halleck, der var en ekstremt ortodoks militær tænker, havde ment, at det rigtige svar på oprøret bestod i at samle Nordstaternes styrker på udvalgte steder: ”At operere på de ydre linjer imod en fjende, der indtager en central stilling, er dømt til at mislykkes, som det altid er mislykkedes i 99 tilfælde ud af 100. Det frarådes af samtlige militære autoriteter, jeg nogensinde har læst.” Lincoln havde stort set ikke læst nogen militære lærebøger, mens Grant havde benyttet sig af den notorisk mangelfulde West Point-læseplan til også at undgå de fleste af dem. Det var en af West Points styrker, at undervisningen – skønt til en vis grad støvet – var praktisk anlagt med hovedvægten på matematik og ingeniørvidenskab, hvilket faktisk viste sig brugbart, specielt under Grants anstrengelser for at ændre geografien i Mississippidalen i 1863. En doktrin, som Grant måske ikke havde fået tilegnet sig, skønt han burde, var doktrinen om en afgørende kamp, der med et enkelt slag løste en konflikt og afsluttede den. Doktrinen er blevet kaldt napoleonsk og med rette. Napoleon var mester i store slag, og hans navn var forbundet med flere slag, der havde formået at afslutte konflikter og dermed ændre historien. Lee ønskede at udkæmpe den form for slag og afslutte krigen med Unionen ved en enkelt, overvældende krigshandling, sådan som Napoleon havde afsluttet konflikten med Preussen i 1806 ved at vinde Jena-Auerstedt-slagene, og næsten havde vundet krigen mod Rusland med slaget ved Borodino i 1812. I sidste instans blev Napoleon imidlertid offer for sin egen metode – Waterloo blev det store, enestående og afgørende slag i Napoleonskrigene. Siden 1815 havde der i øvrigt kun været få, om nogen, af den type slag. De store, afgørende slags æra var ved at være forbi. Der skulle komme flere under krigene i forbindelse med Tysklands samling i årene 1866-71, specielt Königgrätz-Sadowa-sejren over Østrig, og sejren over Frankrig ved Sedan i 1870. Ved æraens afslutning havde staterne lært ikke at give fjenden chancen for et sådant afgørende slag ved at udvide deres hære så meget, at det blev vanskeligt for ikke at sige umuligt at gøre det af med dem ved et enkelt slag, og samtidig søgte de i højere grad tilflugt til uortodoks taktik som guerillakrigsførelse eller langtrukken krigsførelse i tilfælde af, at hovedfeltarmeen skulle blive slået. Frankrig snød således Preussen for en klar sejr i 1870-71 ved at ty til at føre krig i provinserne med irregulære styrker efter nederlaget ved Sedan.

Migrænsen. Grants skriftlige instrukser tildt i 1863 nærmede Unionen sig det punkt, hvor man blev nødt til at beslutte sig for med hvilke militære midler krigen skulle afsluttes: ved at forfølge målet om et afgørende, endegyldigt slag eller ved en mindre direkte metode. Ligeledes skulle Konføderationen – der hastigt mistede sin kampstyrke og dermed evnen til at udkæmpe store slag – beslutte sig for, hvorvidt man skulle gribe til langstrakt guerillakrig for at afværge nederlaget. De instrukser, Grant gav Sherman under sit besøg hos de vestlige armeer efter sin forfremmelse, skulle snart konfrontere Konføderationen med nødvendigheden af at kæmpe en krig på lavt niveau med små enheder på eget territorium, i modsætning til en konventionel hær-til-hær-krig ved grænsen. Grants skriftlige instrukser til Sherman var ”at foretage et fremstød mod Johnstons hær, bryde den op og rykke så langt ind i fjendens land, som De kan komme, og beskadige deres krigsressourcer mest muligt.” Sherman var rede til at udføre dette, eftersom han selv allerede var kommet til den konklusion, at den hurtigste måde at knække Konføderationen på var at lade dens civilbefolkning lide.

Til Meade, som havde kommandoen over Army of the Potomac, sendte Grant følgende ordre: ”Lees hær er Deres mål. Hvor Lee er, skal De også være.” Grant havde allerede med Lincolns godkendelse besluttet sig for, at slå sit hovedkvarter op hos Meade, alt imens han gav ham så stor handlefrihed som muligt. Det krævede en hel del finfølelse, og det lykkedes da heller ikke altid. Meade klagede jævnligt i sine breve til hustruen over, at ethvert fremskridt, Potomac-hæren gjorde, blev tilskrevet Grant, og ethvert nederlag ham selv. Ikke desto mindre var Grants hensigter reelle og ærlige, og de to mænd skulle komme til at opretholde et godt samarbejde under resten af kampagnen i øst.

Samtidig var Sherman ved at iværksætte det, der skulle blive krigens afgørende felttog i Vesten.