FJORTENDE KAPITEL

Landfelttoget og Richmonds fald

Josiah Gorgas følte måske nok, at Konføderationen var rystet efter Gettysburg, men ikke at den var på vej mod afgrunden. Som Adam Smith kunne have sagt det, finder man en vældig masse destruktion i et land. Amerika var stadig fuld af sydstatstropper, som var bevæbnede og udstyret med alt det fornødne til krigsførelse, og hvis moral på trods af tabet af Vicksburg og nederlaget ved Gettysburg stadig var høj. Lincoln, der var ivrig efter at se Gettysburg-sejren fulgt op, tilskyndede Meade til at presse Lees hær og tilintetgøre den, men Meade greb ikke sin chance. Hans forfølgelse af Army of Northern Virginia var sløv. Han skulle have presset Lee op imod Potomacfloden, da denne trak sig tilbage til Virginia-linjen, men skønt broerne ved Williamsport var blevet ødelagt, tøvede han med at angribe fjenden ved dennes befæstede brohoved, fordi han frygtede voldsom modstand, og gav dermed Lee tilstrækkeligt tid til at konstruere en interimistisk bro af tømmer fra et nedlagt varehus, så han kunne krydse floden og slippe væk i løbet af natten mellem den 13. og den 14. juli. Lee trak sig derefter tilbage til Rappahannock, hvor han blev stående, mens Meade så til. Der var spredte træfninger, men ingen egentlige kampe i de næste fem måneder.

”Kort efter midnat natten mellem den 3. og 4. maj [1864] rykkede Army of the Potomac ud af sin stilling nord for Rapidan for at påbegynde det mindeværdige felttog, der skulle resultere i erobringen af Konføderationens hovedstad og tilfangetagelsen af den armé, der forsvarede den,” skrev Grant i sine erindringer.⁴⁴ Selvom han nu var øverstkommanderende, havde han sit hovedkvarter hos Army of the Potomac, hvis kommandant, general George Meade, Grant havde besluttet at tilstå den størst mulige frihed. Det var imidlertid uundgåeligt, at Meades handlefrihed måtte udøves i samråd med hans overordnede, og sådan gik det da også. Fremgangsmåden for det kommende felttog blev fastlagt af Grant, ligesom de underordnede armeers operationer blev det: Butlers ved Jamesfloden, Sigels i Shenandoah Valley og Banks’ ved Den Mexicanske Golf. Sherman, der havde kommandoen over Unionens anden store armé, befandt sig under mindre detaljeret overvågning, men de store linjer i hans fremstød blev dirigeret, så det fremmede 1864-felttogets hovedmål. Sherman, der marcherede gennem Georgia og South og North Carolina, skulle gøre fremstød for at mødes med Grant, som ville kæmpe sig vej sydpå ind i det centrale Virginia.

Trods fraværet af umiddelbart katastrofale konsekvenser i kølvandet på Vicksburg og Gettysburg, var Grants vurdering korrekt. I juli 1863 tog krigen en fatal drejning for Syden. Set i bakspejlet er det klart og tydeligt, hvad der var sket. To områder af vital betydning for Sydens overlevelse var gået tabt eller havde fået deres forsvar svækket. Det første af disse områder var det nordlige Virginia, som Lees beslutning om at invadere Pennsylvania og Maryland havde gjort til en kritisk, fremskudt forsvarszone for Konføderationen. Områdets geografi gjorde det vanskeligt at udnytte det som offensiv kampagnegrund for Unionen. Dets snæverhed og overflod af korte floder, der mundede ud i Chesapeake Bay forsynede en forsvarer med en række fremragende forsvarslinjer. McClellan havde – skønt han ikke udtrykkeligt havde givet udtryk for det – helt korrekt fra starten set, at man ved at bruge Army of the Potomac til at støde sydpå fra den ene flodlinje til den næste ville spilde dens styrke og gøre sydstatshæren en tjeneste. Hans plan med helt at undgå regionen ved en amfibisk flankebevægelse til Virginia-halvøen var strategisk brillant, skønt han aldrig rigtig fik anerkendelse for den. Tilbagetrækningen fra Harrison’s Landing efter Syvdagesslaget var en tilsvarende eklatant fejltagelse. Hvis landgangspladserne var blevet holdt åbne, ville Richmond have været under permanent trussel med yderst fordelagtige konsekvenser. Tilbagetrækningen gav Lee mulighed for at iværksætte sine to invasioner af Norden og for at generobre den jord, der senere skulle blive så blodige og langstrakte kampe om i 1864.

Selv idet han drog ud på sit felttog ind i Virginia i maj 1864 opretholdt Grant en sund respekt for Lees hær. Selvom dens øverstbefalende havde mistet den mest talentfulde blandt sine officerer, betvivlede Grant, at det ville være muligt at fange Army of Northern Virginia med ryggen mod muren eller at berøve den en tilbagetogslinje. Lee var for dygtig og hans hær for afstemt efter hans metoder til at blive fanget på åben mark. Grant havde besluttet, at den eneste måde at overvinde fjenden på, var ved nådesløst at reducere hans kamptropper. Han havde altid været fuldstændig usentimental omkring krigens natur, skønt han afskyede den af et godt hjerte. Han havde hadet Den Mexicansk-amerikanske Krig, som han betragtede som en ubegrundet aggression. Han havde følt modvilje imod alt ved borgerkrigen hidtil, men havde lært at fortsætte ufortrødent, uanset de følelsesmæssige omkostninger det måtte have for ham. Det, der holdt ham oppe, var, at han nærede endnu større modvilje imod oprøret end mod blodsudgydelserne. Hvis blod var prisen at betale for Unionens genoprettelse, så ville han udgyde det. Det var med den indstilling, han satte ud mod syd fra Rapidan i maj 1864.

Det første sted, han mødtes med Lee, garanterede, at omkostningerne ved slaget ville blive høje. De to hære mødtes ved det tætte skovområde kaldet Vildnisset – forladt landbrugsjord, der var sprunget i skov igen – hvor Lee og Hooker havde mødt hinanden i slaget ved Chancellorsville i 1863. Lee fandt Grant først og angreb. Det var svært at manøvrere i den tætte bevoksning, selvom Longstreet leverede et raskt flankeangreb, og kampen opløste sig i skudsalver, hvor og når man kunne få øje på fjenden. Omstændighederne, der havde ført til, at Stonewall Jackson var blevet skudt af sine egne tropper ved Chancellorsville, førte nu til en tilsvarende dyrtkøbt fejltagelse. Longstreet blev skudt af sydstatstropper, også i armen, men selvom såret var alvorligt, var det ikke livstruende. Vildnisset var imidlertid skæbnesvangert for mange andre. Grant havde håbet at krydse det med en enkelt dagsmarch og skynde sig fremad for at møde Lee på åben mark. Meade var imidlertid tynget af Potomac-hærens store transporttræn, og ved sin uvilje mod at blive adskilt fra det gjorde han sig til mål for sydstatshærens angreb.

Gettysburg havde sat en stopper for sydstatshærens brug af det nordlige Virginia som en strategisk stødpudezone. Tabet af Vicksburg var endnu værre. Det var begyndelsen på udhulningen af Syden, af Unionens erobring af baser og forbindelseslinjer i Sydens indre, hvorfra felttog kunne iværksættes for at udvide hullet i Sydens hjerteland, og man kunne gå i gang med at ødelægge det indefra. Det var samtidig enden på Sydens håb om at organisere en strategisk trussel mod Norden, der kunne svare til den Grant skabte, da han indledte sit felttog for at erobre Mississippi-linjen og splitte Konføderationen i to. Chancerne for noget sådant var aldrig på højde med Nordens tvedeling af Konføderationen, Sydens forholdsvise underlegenhed i tropper og ressourcer taget i betragtning.

Grant havde været ivrig efter at undgå at kæmpe i Vildnisset, hvor nordstatshæren havde lidt så svære tab i maj året før. Lee, der mente, at hans mindre armé ville være knapt så ufordelagtigt stillet i den tætte kratskov, var derimod rede til at risikere et slag der. Han indså, at fjenden var faretruende tæt på Richmond og ved en heldig manøvre ville kunne nå igennem Vildnisset og ud i det åbne land, der førte direkte til hovedstadens omegn hen over de små floder ved Chesapeakes bred. I løbet af en dag med voldsomme og forvirrede kampe den 5. maj drev nordstatstropperne de talmæssigt underlegne sydstatstropper mod syd, og ved aftenstid havde de sikret sig en stilling, hvorfra de næste dag ville kunne overfalde Lees højre flanke.

Lee planlagde et angreb samtidig på samme sted. Men Potomachæren angreb først og drev Konføderationens fortrop gennem skoven, indtil begge sider konfronterede hinanden i en lille lysning, hvor Lee havde sit hovedkvarter. Omstændighederne på slagmarken var nu kaotiske, og kratskoven var brudt i brand og truede mange sårede på livet. Unionens succes skyldtes til dels fraværet af Longstreets sydstatskorps, idet Longstreet var på vej tilbage fra Tennessee. I sidste øjeblik ankom koprsets fortrop. Lee forsøgte selv at anføre den i kamp. Texanerne, der udgjorde den forreste enhed, drev Lee tilbage med bestyrtede råb, og efterhånden som flere af deres kammerater ankom vendte situationen. I løbet af to timers kamp havde Lees mænd drevet Meades enheder næsten tilbage til udgangspunktet. Sydstatstropperne havde fordel af deres kendskab til området. En af Lees brigadegeneraler kendte til eksistensen af en ufærdig jernbanelinje, som Longstreet dirigerede fire af sine brigader ned ad for at angribe Unionens flanke. Det lykkedes dem at gennemføre et succesfuldt overraskelsesangreb. I den efterfølgende tumult stødte sydstatsenhederne uventet sammen, og ligesom det var sket ved Chancellorsville i 1863, kom en sydstatsskytte ved en fejltagelse til at ramme en af sine egne. Longstreet blev ramt af en kugle i halsen og skulderen, og selvom den ikke dræbte ham, så sårede den ham alvorligt og satte ham ud af spillet i flere måneder.

Dette tog brodden af sydstatstroppernes angreb, indtil Lee reorganiserede sine kaotiske linjer. Sent på eftermiddagen opdagede en af hans brigadegeneraler, at Grants højre flanke var udækket, og fik på eget initiativ tilladelse til at iværksætte et angreb, under hvilket to nordstatsgeneraler blev taget til fange. Grant nægtede imidlertid at lade sig rokke af den generelle tumult. I stedet lagde han planer for et angreb den følgende dag.

I alle tidligere angreb i det nordlige Virginia havde Army of the Potomac været vant til at blive ført til den nordlige bred af en af de nærliggende floder for at oprette en forsvarsstilling, hvor man kunne hvile ud og komme til kræfter efter en voldsom kamp. I kølvandet på slaget i Vildnisset, der i alt havde kostet 17.500 sårede og dræbte (sydstatstabene var på 7.750), blev soldaterne overraskede over at blive passeret af Grant og hans stab, der red sydpå for – som det snart skulle vise sig – at genoptage offensiven. Hans mål var Spotsylvania Court House, der lå 15 kilometer syd for Vildnisset. Hvis det kunne erobres, ville han være tættere på Konføderationens hovedstad end Army of Northern Virginia og i besiddelse af en stilling, som Lee enten ville skulle angribe eller trække sig tilbage fra. I løbet af den 7. maj var der træfninger, men ingen alvorlige kampe mellem de to hære, mens Grant sendte sine forsyningskolonner og det tunge artilleri af sted til bagtroppen. Meade havde kort forinden forsøgt at reducere trænet, men under turen gennem Vildnisset bestod det stadig af 4.000 vogne. Denne overforsyning sikrede, at soldaterne var så velnærede, at de let kunne gå på små rationer i nogle dage uden at lide nød. I løbet af natten mellem den 7. og 8. maj blev kampdivisionerne også sendt af sted. Til soldaternes overraskelse opdagede de, at de var på fremmarch, ikke tilbagetog. Nogle begyndte at synge. Trods visheden om det forestående slag var de opstemte over det humørskift, som Grants overtagelse af kommandoen havde ført med sig.

Infanteriets fremrykning blev fulgt op af et kavalerifremstød. Sheridans 10.000 kavalerister drog sydpå for at presse Lees forbindelseslinje. De blev mødt af deres gamle fjender – J.E.B. Stuarts kavalerikorps, som udfordrede dem til kamp. De endte med at kaste sig ud i det den 11. maj ved Yellow Tavern, efter at Sheridan havde forårsaget en masse ødelæggelser på de lokale jernbanelinjer og forrådsdepoter. Unionens kavaleri var nu langt bedre bevæbnet end deres modstandere. Alle havde deres egen repetérkarabin. Mødet ved Yellow Tavern resulterede i en let sejr for Sheridans mænd, som spredte Stuarts kavaleri for alle vinde. Under skudvekslingen blev Stuart dødeligt såret. Hans død var et næsten lige så hårdt slag for Lee, som Jacksons var det året før.

I mellemtiden havde de to marcherende armeer mødt hinanden ved Spotsylvania den 9. maj. Grants plan var at omgå Lee i øst og dernæst gå mod Richmond, der nu kun var 70 kilometer væk, omend stadig beskyttet af flere af de korte floder, der havde forpestet kampagnen i det nordlige Virginia siden krigens første dag. Det var imidlertid ikke vand, der skulle komme til at udgøre den kritiske forhindring i Spotsylvania, men jord. Army of Northern Virginia havde – så snart man indså, at man ville komme i kamp – befæstet fronten med skyttegrave og tømrede forhindringer. I løbet af de foregående 12 måneder var forskansning blevet en fast del af forberedelserne til kamp i begge hære, men måske mest på Sydstaternes side, fordi de i mindre grad end Unionen havde råd til de voldsomme tab ved en nærkamp med skydevåben. Som noget helt usædvanligt synes skyttegravstaktikken ikke at være blevet dem pålagt ovenfra, men snarere at have været de meniges egen måde at beskytte sig på. Allerede eksisterende forhindringer havde spillet en indlysende rolle i Sydstaternes succes ved Frederickburg: Vejen med stengærdet for foden af Marye’s Heights havde holdt nordstatstropperne på afstand, mens de blev mejet ned i hundredvis. Men graveriet på slagmarken var imidlertid startet allerede forinden. Begge sider havde gravet sig igennem Peninsula-kampagnen. En del af graveriet havde til formål at konstruere formelle belejringsforsvar rundt om Richmond. Andre var imidlertid “hastigt” anlagte skyttegrave, der var gravet med det formål at forsvare en stilling forud for en ildkamp. Ved Beaver Dam Creek (Mechanicsville) havde Unionens tropper konstrueret tømmerbarrikader, såkaldte forhugninger, for at holde sydstatstropperne på afstand, og den næste dag blev der opført omfattende barrikadeværn langs Boatswain’s Creek. Det var en enorm fordel for den side, der forsvarede, at tømmer var så let tilgængeligt i 1800-tallets Amerika. Selv når slaget ikke fandt sted i skovområder som ved Shiloh, Chancellorsville og Vildnisset, var der stadig let adgang til tømmer. Markgærderne dengang var sædvanligvis tremmestakitter, som bare skulle splittes ad, så kunne man genbruge materialet til forhugninger, barrikader og spanske ryttere. Amerikanske farmere var ødsle i deres brug af tømmer, som alligevel skulle ryddes for at give plads til marker. Deres skovhugstarbejde tilvejebragte enorme mængder allerede forarbejdet træ, som var umiddelbart anvendeligt til militært ingeniørarbejde.

Skønt tilskyndelsen til at forskanse sig af gode grunde – at redde livet – spredte sig helt af sig selv blandt de menige, var det også en del af den militære bevidsthed hos det regulære officerskorps. West Point var en ingeniørskole, og professoren i ingeniørvidenskab, Denis Hart Mahan – faderen til den væsentligste, amerikanske strateg i 1800-tallet, Alfred T. Mahan – var en ivrig fortaler for ingeniørarbejder på slagmarken. Som en ivrig forsker i samtidig europæisk krigsførelse uddrog han den lære af sine studier, at de voksende tab i kamp, der skyldtes den langtrækkende ild, kun kunne imødegås ved at grave sig ned. Nogle af hans elever bed mærke i dette. I 1864 gravede de og forstærkede deres udgravninger med tømmer uden nogen opmuntring oppefra. Ved Spotsylvania byggede Lees soldater de stærkeste skyttegrave, der hidtil var set under krigen. Grant forsøgte at omgå deres forsvar den 9. maj, men uden held. Den 10. maj sendte han en stærkere styrke ud for at foretage endnu et af sine dyrt købte angreb. Angrebet, der blev slået tilbage på fjendens venstre flanke, var mere succesfuldt i midten, hvor den unge general Emory Upton beordrede angrebsstyrken til at afprøve nye taktikker. Han formerede sine 12 regimenter i fire linjer med instruktioner om ikke at skyde, før de var oppe på fjendens skyttegrave, der skulle indtages med bajonetterne. De efterfølgende regimenter skulle passere gennem den første til den næste linje af fjendtlige skyttegrave og så fremdeles, indtil man havde fået lavet en breche og udhulet den ind til kernen i fjendens stilling. Upton foregreb her uden sit vidende en løsning på problemet med skyttegravsstillingerne, der skulle vise sig på Vestfronten 60 år senere under Første Verdenskrig. Uptons mænd tog 1.000 fanger og åbnede et stort hul i Lees front. Derefter slog angrebet fejl på grund af noget, der skulle komme til at gentage sig under Første Verdenskrig. Støttedivisionen, der skulle følge op på succesen, var for langsom i optrækket, og da den omsider satte sig i bevægelse, løb den ind i massiv artilleribeskydning og måtte trække sig tilbage med svære tab.

Den 11. maj besluttede Grant at sætte alle sejl til i et totalangreb på Konføderationens stilling, idet han som sit angrebsmål udvalgte sig et frontfremspring, der blandt forsvarerne var kendt som Mule Shoe på grund af sin form. Dets toppunkt skulle blive kendt som Bloody Angle. I løbet af dagene 12.-13. maj fulgte 18 grufulde timer med nærkamp, uden at nogen af parterne gav efter. Der blev affyret enorme mængder ammunition på klods hold, skyttegravene blev fyldt op med døde og sårede, og jorden var rød af blod. Sydstatstropperne trak sig ikke tilbage, før mørket faldt på. I løbet af den uge, der endte den 12. maj, havde Grants hær mistet 32.000 dræbte, sårede og savnede – mere end ved nogen tidligere enkeltstående uge med kampe under hele krigen. Sydstatshæren havde trods deres forsvarsstillinger bag skyttegravene mistet over 18.000. Grant blev beskyldt for at have anlagt en nedslidningsstrategi – ikke et ord, man brugte endnu – men det var ikke hans hensigt. Han bestræbte sig stadig på at finde en direkte rute til Richmond over åbent land, hvor han kunne tvinge Lee til at kæmpe under betingelser, hvor Unionens talmæssige overlegenhed kunne afgøre udfaldet. Fordi Lee så dygtigt havde formået at imødegå alle hans manøvrer med kontramanøvrer, var han blevet tvunget ud i voldsomme sammenstød på Sydstaternes betingelser. De grufulde tab i den anden uge i maj 1864 var den uundgåelige følge. Det var ikke kun de menige, der betalte prisen. Lee mistede 20 officerer af generalsklassen i løbet af de 20 dage, der kulminerede i Bloody Angle. James McPherson observerer, at episoden tydeligt prægede dem, der overlevede og forblev i geledderne. De så tynde og blege ud; mange af dem udviste symptomer på det, der senere skulle kaldes granatchok under Første Verdenskrig og krigsneuroser under Anden.

Spotsylvania var ikke enden på Landfelttogets prøvelser. Mere opsat end nogensinde på at nå Richmond sendte Grant sin armé fremad fra Spotsylvania til North Anna River – en biflod til Pamunkey, der løber rundt om Richmonds nordlige adgangsveje. Dens slyngninger gav en god støtte for Lees flanker. Da Grant efter Lees retræte fra Spotsylvania dukkede op den 23. maj, slog Lee med lethed hans angreb tilbage. Grants formål med at trække sig ud af Spotsylvania og marchere sydpå var at tvinge Lee til kamp ude i det åbne eller, hvis han nægtede at kæmpe, at finde en vej rundt om Lees højre flanke og fortsætte fremad mod Richmond gennem den smalle korridor mellem Chesapeake og Jamesfloden. Som indledning til denne del af Landfelttoget sendte han Hancocks 2. korps – det stærkeste og bedste i Army of the Potomac – fremad ad den landevej, der er kendt som Telegraph Road. Han regnede med, at når først Lee blev opmærksom på, at et enkelt nordstatskorps var ude på egen hånd, adskilt fra resten af hæren, ville han hente sine tropper ud fra deres skyttegrave, som sydstatshæren – som det nu var blevet almindeligt – var begyndt at grave langs North Annas fjerneste bred, og vove et sammenstød i det åbne. Så snart Lee fik nys om Grants bevægelse, beordrede han da også Army of the Norhern Virginia til at forlade Spotsylvania og marchere mod North Anna. Han var så sikker på, at han og hans armé var i stand til at overvinde fjenden. Han var for optimistisk. Hans hærstyrke var forminsket og talte nu efter de grufulde tab ved Spotsylvania kun 40.000, skønt han ventede forstærkninger på 13.700 mand fra Richmond. Han havde mistet sin betroede kavaleriofficer, J.E.B. Stuart, mens hans bedste officer, James Longstreet, stadig døjede med de sår, han var blevet tilføjet i Vildnisset. Og værre endnu var det, at Lee nu selv begyndte at vise tegn på stress og udmattelse – ikke overraskende i betragtning af byrden ved de mange slag i denne kampagne og bekymringen over forsyninger og tab.

Om eftermiddagen den 22. maj 1864 var hele Army of Northern Virginia posteret på den sydlige bred af North Anna. Det var ikke, hvad Grant havde håbet på. Nu måtte han drive sydstatstropperne ud fra deres stilling, hvis han ville fortsætte sit fremstød mod Richmond. I løbet af den 23. maj lykkedes det nordstatstropperne at krydse North Anna flere steder, skønt med betragtelige tab; men de efterlod store dele af den sydlige bred i Konføderationens hænder. Uheldigvis for Grant overbeviste Lees chefingeniør, general Martin Luther Smith, ham nu om, at en situation, der var ved at komme ud af kontrol, kunne reddes, hvis man i al hast gravede skyttegrave langs med floden og hen over Telegraph Road. Army of Northern Virginia var nu efterhånden eksperter med hensyn til forskansning, og i løbet af natten mellem den 23. og 24. maj gravede de sig ned, så Grant om morgenen den 24. maj blev mødt af en ny og vanskelig situation. Begge Lees flanker var nu lukkede – det vil sige, at de vendte væk fra hovedlinjen ved flodens front. Lee og Smith planlagde at slå nordstatstropperne, mens disse manøvrerede for at angribe sydstatsstillingens adskilte fokusområder – en manøvre hvorved nordstatstropperne mistede sammenhængskraft. De afsluttende etaper i slaget den 24. maj gik virkelig dårligt for Unionen. Enheder blev slået tilbage, og der var store tab. Fronten blev kaotisk. Om eftermiddagen den 24. maj viste der sig en chance for sydstatshæren for at iværksætte et koncentreret modangreb og standse Unionens fremstød på stedet. Desværre for hans hær gav Lee nu efter for kampagnens prøvelser og lagde sig syg. Fra sit sygeleje rasede han mod sine underordnede: “Vi må slå dem tilbage … Vi må slå dem tilbage.” Han var imidlertid helt ude af stand til at opbyde de kræfter som øverstbefalende, der kunne have gjort det muligt. Og ingen af hans underordnede var dygtige nok til det. Kampen begyndte at ebbe ud. Resten af den 24. og hele den 25. maj brugte sydstatshæren på at iværksætte spredte modangreb mod deres meget stærkere fjende, mens Grant organiserede forsøgsvise fremstød for at komme rundt om sydstatshærens fæstningsvolde i øst og genoptage sit fremstød ad Telegraph Road. Den 27. maj erkendte Lee, der stadig var svækket, at han havde forpasset chancen for at gøre alvorlig skade på Grants hær, og at han ikke længere kunne holde stillingen ved North Anna. Han beordrede hæren til at forlade skyttegravene og søge en ny stilling længere mod syd og faretruende tæt på Richmond, hvor han kunne standse Grants fremstød. Den valgte rute gik mod korsvejen Cold Harbor.

Slaget ved North Anna forvoldte – skønt det ikke var så bekosteligt som de fleste andre i Landfelttoget (2.100 nordstatsofre og 1.250 på Sydstaternes side) – afgørende skade på Syden. Ved hverken at formå at holde floden eller påføre fjenden et mærkbart nederlag havde Lee forspildt sin sidste chance for at holde Unionen væk fra Richmonds forsvarslinjer. Ved Cold Harbor skulle han atter komme til at kæmpe på terrænet fra Syvdagesslaget i 1862.

Grant brugte resten af maj på at forsøge at omgå Lee fra Tidewater-siden. Lee trak sig tilbage fra en sikker stilling ved Pamunkey til en anden ved Totopotomoy, selvom det tvang ham til at afgive terræn.

Disse to små vandveje skulle komme til at støtte Lees flanker i den næste, næsten afsluttende fase af Landfelttoget. Grant havde udvalgt sig en korsvej ved navn Cold Harbor til sin næste aktion. Den ligger tæt ved Mechanicsville i Richmonds nordøstlige udkant og havde udgjort scenen for det første af Syvdagesslagene i 1862. Lee var kommet ham i forkøbet, og det lykkedes ham at befæste en stilling hen over en front på 11 kilometer mellem Pamunkey og Totopotomoy trods heftige forpostfægtninger med Sheridans kavaleri. Han havde fået kompenseret sine tab, men det samme havde Grant, til dels ved at opstille nogle tunge artilleriregimenter som infanteri. Lee anmodede Richmond om fortærkninger, men trods Sigels forfejlede kampagne i Shenandoah Valley og Butlers indespærring i Bermuda Hundred, var der ikke noget at hente. Lee måtte forsvare Cold Harbor-stillingen med de tropper, han havde for hånden, og som nu – efter at han havde modtaget al tilgængelig forstærkning – talte cirka 60.000 mand. Grant havde over 100.000 tropper, men hans angreb var usammenhængende. Han veg tilbage fra at beordre et frontalt angreb på, hvad han indså var en meget stærk fjendtlig stilling, men han antog – fejlagtigt – at Army of Northern Virginia var ved at have udtømt sine kræfter, og han håbede på en uomtvistelig sejr, der kunne afgøre udkommet af det tilstundende præsidentvalg. Grant iværksatte sit angreb ved mørkets frembrud den 1. juni, og derefter blev det afblæst. Ved morgengry den 3. juni 1864 angreb tre korps fra Potomac-hæren. Resultatet var en katastrofe værre end Fredericksburg. Det, der forpurrede Grants håb om sejr, var de forberedelser, Lees mænd havde gjort for at gøre deres stilling uindtagelig. Kampene de første dage i juni havde været så intense, at begivenhederne på slagmarken havde skjult for både Grant og Meade, hvor dygtigt Army of Northern Virginia havde forberedt sin stilling. Voldsomme forpostfægtninger ved Haw’s Shop, langs Totopotomoy, ved Matadequin og Bethesda Church og ved Cold Harbor selv (forpostfægtninger, som i realiteten kunne regnes for selvstændige slag) havde ikke blot standset Grants fremstød mod Richmond, men havde cementeret sydstatshærens stilling på en grund, der var let at forsvare – et roderi af sumpe, krat og kløfter, der havde gjort det muligt for dem at grave sig ned langs en konkav front; en kurve der omfattede to mindre, konkave underafsnit, og alt sammen dækket af tusindvis af geværer og dusinvis af artillerikanoner. Fronten var godt 11 kilometer lang, og dens ender nåede ud til Totopotomoy og Chickahominy, så der var ingen grund til at tro, at de ville blive flyttet. Den kunne kun angribes frontalt, skønt Unionens officerer var i vildrede om, hvor man kunne slå til, mens de forsøgte at skimte, hvad der skjulte sig bag det dække af vegetation, deres tropper stod over for. I begyndelsen af slaget ved Cold Harbor en uge forinden havde en nordstatssoldat omtalt kamppladsen som “denne vildnisskueplads”. Den magre, udpinte landbrugsjord i Richmonds omegn lignede faktisk Vildnisset længere mod nord, og selvom linjen henover den var blevet gravet med bajonetter, tallerkerner og drikkekrus – spader var ikke noget, man havde, og fodfolksspader var endnu ikke opfundet – var soldaterne fra Army of Northern Virginia efterhånden blevet eksperter i at synke i jorden, når der var alvorlige kampe under optræk. Selvom Grant ikke kunne finde ud af frontens nøjagtige placering, var hans ordrer for den 3. juni, at 18. og 6. samt 2. korps skulle rykke frem klokken 04.30 om morgenen og angribe langs hele fronten.

Planen var at hele den 11 kilometer lange front skulle angribes samtidig, men på grund af dens konkave form var Unionens linje ikke i stand til at presse lige hårdt på hele vejen. Angrebet varierede. Noget, der gjorde det endnu mindre koncentreret, var, at angriberne ikke kunne se de fjendtlige tropper klart, eftersom de var skjult af brystværn eller vegetation. Selv forsvarerne kunne ikke se ordentligt. Lee arbejdede ud fra hørelsen snarere end fra synet. Da angrebet tog til i styrke, bemærkede han til en underordnet, at geværilden, der knitrede overalt, var det, der virkelig dræbte fremfor artilleriet, hvis drønen stemte i. Konføderationens ild begyndte at frustrere Unionens anstrengelser for at nå frem til fjendens stilling. Indsatsen blev fornyet rundt omkring helt op til fjorten gange. De tungere og mere hyppigt gentagne angreb blev foretaget mod sydstatshærens yderste højre flanke af Hancocks 2. korps imod soldater fra Maryland og Alabama, der havde gravet sig ned langs Boatswain Creek. Forsvarernes ild var så voldsom, at fæstningsvoldene foran sydstatstropperne klokken seks var dækket med døde og sårede, og de overlevende kradsede i jorden med fingre og skeer for at forsøge at skaffe sig lidt beskyttelse. Visse steder lykkedes det for nordstatstropperne at komme ind gennem brystværnet og drive sydstatstropperne ud. Men Lee, der netop frygtede at blive svækket her, havde opstillet sin eneste reserve som bagtrop, og det tabte terræn blev generobret med endnu større tab til følge for nordstatshæren. Det var her, at general Evander Law udtalte sin senere så berømte bemærkning om, at slaget ikke var “krig, men mord”. De af Unionens soldater, der ikke var blevet dræbt eller invalideret, gemte sig bag ligene af deres døde kammerater og forsøgte at kravle baglæns, men bevægelserne tiltrak sig skarpskytternes beskydning. Meade udstedte ordrer med et kvarters interval om, at angrebene skulle fornys, men de kunne ikke adlydes, hvis de overhovedet nåede frem til mændene, der lå klinet til jorden under vægten af Konføderationens beskydning, og han havde ikke nogen friske tropper til at forstærke fronten med. Klokken 10 stod det klart, at angrebet var en grufuld fejltagelse – klart for de forpinte tropper ved fronten og efterhånden også for Meade og de andre officerer nede i bagtroppen. Meade blev ved med at beordre fremrykning, men uden virkning. I visse tilfælde blev han mødt med en lodret afvisning af at parere ordren. Et sted mellem 3.000 og 7.000 nordstatssoldater var blevet dræbt eller såret, herunder et uforholdsmæssigt højt antal officerer. De fleste af tabene kom allerede under den første time af Unionens angreb. Fire dage efter at slaget begyndte – dage tilbragt med forpostfægtninger og snigskydning – blev Grant og Lee omsider enige om betingelserne for en våbenhvile, så de kunne hente deres sårede og begrave de døde. De konfødererede havde trods deres bedre beskyttelse mistet 1.500 mand. I mellemtiden var mange af de sårede døde af chok, blodtab eller tørst.

Grant besluttede sig for at afslutte offensiven. Han skrev senere i sine erindringer, at han “altid fortrød det sidste angreb ved Cold Harbor”. Og hele slaget var i sandhed beklageligt. Det skadede Unionen mere end Konføderationen, og man var stadig lige langt fra Richmond.

Grant måtte nu genoverveje sin strategi for at kunne afslutte kampagnen, hvilket han fejlagtigt mente kunne lade sig gøre snarligt. Hvad han ikke havde råd til, i hvert fald ikke på dette tidspunkt af Landfelttoget, var endnu en skyttegravskamp, eftersom disse kampe bag fæstningsvolde var i sydstatshærens favør og ofte resulterede i tab i forholdstallene to til en eller mere. Derfor besluttede han efter Cold Harbor at opdele sin indsats, hvilket han, sin talmæssige overlegenhed taget i betragtning, kunne tillade sig. Han beordrede Sheridan til at føre sit kavaleri på et togt ind i den sydlige ende af Shenandoah Valley, der forsynede Army of Northern Virginia med mad, for at ødelægge jernbaneforbindelsen til Richmond. Sheridans togt var kun delvist succesfuldt, eftersom han blev afskåret af Lees kavaleri, der nu var under Wade Hamptons kommando, ved Trevilian Station, og fordi han derfor ikke kunne slutte sine styrker sammen med general David Hunters nordstatsstyrke i dalen. Hunter, der blev plaget af sydstatsguerillaer, opnåede ikke meget mere end at tilintetgøre Virginia Military Institute i Lexington, hvis bygninger han nedbrændte, inden han foretog et tilbagetog gennem bjergene ind i West Virginia. Hans tilbagetrækning blev foranlediget af ankomsten af Jacksons gamle armé, der nu var under kommando af Jubal Early, som udviste bemærkelsesværdigt initiativ ved at bruge dalen, som Stonewall havde gjort det i sin tid, som en fremrykningsvej til at true Washington. Efter et sammenstød med Hunter ved Lynchburg i juni vendte Early om og krydsede Potomacfloden i juli, nåede til Frederick i Maryland og fortsatte frem mod Washingtons forsvarslinjer, som var blevet ribbet for deres garnisonering for at styrke Grants styrker i Virginia. Et troppekontingent af nordstatssoldater blev i al hast kaldt tilbage og ankom netop i rette tid til at afskrække Early fra at iværksætte et angreb. Der opstod ikke desto mindre spredte fægtninger, som præsidenten blev vidne til – hans hidtil første møde med krigens realiteter. Da andre nordstatstropper marcherede til undsætning, fandt Early sig selv fanget mellem to fjendtlige beskydninger, så han besluttede sig klogeligt for at retirere ind i Virginia og slap helskindet derfra. Han var imidlertid nået så tæt på som otte kilometer fra Det Hvide Hus, havde vakt sensation og fremmanet Sydens militære genkomsts spøgelse.

En sådan reaktion på, hvad der blot var et dumdristigt indfald, var ganske uberettiget. Det var Konføderationen, der var i fare nu, dødelig fare, eftersom Grant ubønhørligt kantede sig fremad mod dens hovedstad. Lee havde holdt ham væk indtil nu med sin uovertrufne evne til at manøvrere sin forfølger ind på terræn, hvor han kunne grave sig ned og udkæmpe succesfulde defensive slag. Men han var ved at løbe tør for plads til at fortsætte sit spil med henholdende undvigemanøvrer, indespærret som han nu var mellem Chesapeake Bay, dens floders nedre løb og Richmonds fæstningsværker. Den 13. juni frigjorde Grant sin hær fra stillingen ved Cold Harbor og marcherede mod syd med Richmond vest for sig, indtil han nåede Jamesflodens munding, hvor han havde arrangeret, at han blev mødt af et pontonbro-træn. Det, der nu fulgte, var en næsten uhørt bedrift inden for militær ingeniørvirksomhed. Det var muligt, fordi Lee, der manglede kavaleri, midlertidigt havde mistet følingen med Grant og var ude af stand til at identificere hans tilholdssted. Mens han således var militært blind, konstruerede brobygningskolonnen en bro hen over Jamesfloden – 640 meter lang – og fik på den måde Army of the Potomac tørskoet over lige øst for City Point. Kampagnen var vendt tilbage til det terræn, hvor McClellan havde gjort sit første forsøg på at indtage Richmond i 1862, dog med den forskel, at operationerne nu var placeret i hænderne på en mand, som søgte grunde til at presse sig fremad, snarere end undskyldninger for at undgå kamp. Grant indledte krydsningen af Jamesfloden den 14. juni, og den 15. juni deployerede han de to af hans fem korps, der var længst fremme, lige over for fæstningsvoldene omkring Petersburg, der var Richmonds jernbaneby, gennem hvilken der løb fem jernbaner. Dens erobring ville afskære Richmond fra al forbindelse med resten af Syden og dermed sikre Konføderationens halshugning.

Det indså Grant. Det samme gjorde Lee, og han var fast besluttet på at forsvare Petersburg så indædt som muligt. Der var 32 kilometer mellem de to byer, men takket være Army of Northern Virginias enorme gravekapacitet, der var oparbejdet gennem skyttegravskampene under Landfelttoget, var det faktisk muligt at forbinde dem med sammenhængende jordvolde, der beskyttede jernbanelinjerne og udkanten af hovedstaden. Da unionstropperne, som havde krydset Jamesfloden ved hjælp af pontonbroen, midt i juni nåede frem til omegnen af Petersburg, så de, at der allerede var etableret fæstningsvolde over en strækning på 15 kilometer. Brystværnene var 6 meter brede og grøften foran 15 meter dyb. Jordarbejderne omfattede 55 artilleristillinger fulde af kanoner. Smith, der havde kommandoen over Unionens korps, vidste ikke, at Beauregard, som havde kommandoen over forsvaret, stort set ikke havde nogen tropper at garnisonere dem med. Af frygt for en gentagelse af de tidligere tab ved angreb på sydstatshærens forskansninger rykkede de ikke længere frem, hvilket gav Lee mulighed for at få forstærkninger bragt ind fra Richmond. I løbet af de næste tre dage forstærkedes begge sider, idet Grant fragtede større dele af Potomac-hæren over Jamesfloden, og Lee svækkede Richmonds forsvar for at forstærke Petersburgs. Den 18. juni mistede general Meade tålmodigheden med sine underordnede og kommanderede total fremrykning, men mændene, der også huskede Cold Harbor, var utilbøjelige til at løbe risikoen. Et af de tunge artilleriregimenter, som var blevet omformeret til infanteri, iværksatte et angreb mod brystværnet hen over åbent land, kun for at miste tre fjerdedele af tropperne. Meade afblæste aktionen, støttet af Grant, som beordrede hæren til at grave sig ned, indtil man kunne finde et svagt punkt.

Efter denne beslutning forvandlede slaget om Petersburg og Richmond sig til et dødvande, der foregreb skyttegravskrigen ved Vestfronten 60 år senere, og af de samme årsager: uholdbare tab. Siden begyndelsen af maj, hvor Landfelttoget var blevet åbnet med kampene i Vildnisset, havde nordstatshæren mistet 65.000 mand, dræbte, sårede eller savnede – en tabsrate, der svarede til tre femtedele af de samlede tab i løbet af de tre foregående år. På grund af Nordens overlegne mandskabsressourcer og dens effektive indrulleringsproces kunne tabene stadig udbedres, hvilket i stadig ringere grad var tilfældet for Sydens vedkommende. Ikke desto mindre kunne den slags tab ikke fortsætte uophørligt. Avisernes rapporter om tabstallene opmuntrede de regimenter, der i 1861 var blevet hvervet til tre års tjeneste, til at insistere på deres ret til hjemsendelse, samtidig med at de satte yderligere fart i deserteringerne, som da det var værst, var helt oppe på omkring 100 mand per dag. Ikke overraskende forvandlede slaget om Petersburg og Richmond sig efter midsommer 1864 til en belejringskrig, hvor Unionens styrker forsøgte at omringe Richmond fra vest, alt imens forsvarerne udvidede deres skyttegrave for at forhindre dem i det. Potomac-hæren forsøgte også at afskære jernbanelinjerne til byen, og dens kavaleri flåede mange kilometer skinner op på Weldon- og South Side-jernbanen. Kavaleriet var imidlertid ikke i stand til at blokere forbindelseslinjerne permanent, for sydstatstropperne reparerede sporene igen – en bemærkelsesværdig bedrift, når man tager manglen på stort set enhver form for jernbaneudstyr, specielt skinner og nagler, i betragtning. Syden kannibaliserede simpelthen de mindre afgørende jernbaner for at skaffe spor til de vitale linjer. Og der var andre nødudveje. På en jernbane i Texas, hvor man ikke havde flere duelige lokomotiver, blev trafikken opretholdt ved at sætte okser til at trække det rullende materiel. Under næsten et års belejring i 1864-65 blev jernbanerne til Richmond holdt åbne. Først da de blev afskåret, lykkedes belejringen. Mellem august og december 1864 flyttede linjerne sig stort set ikke.

Grant havde håbet, at han ved at gennemtvinge Landfelttoget ville kunne afslutte krigen, så snart han nåede Jamesfloden. Det var formentlig ikke noget realistisk håb; men tilintetgørelsen af det betød på den anden side heller ikke, at kampagnen var slået fejl. Ved kampagnens start havde Potomac-hæren stået på den samme linje som ved krigens begyndelse, adskilt fra Richmond af over halvanden hundrede kilometers forsvarsegnet terræn med vandbarrierer som floderne Rappahannock og Rapidan, Totopotomoy, Mattapony, Pamunkey North og South Anna og Chickahominy. Mellem den 4. maj og 15. juni 1864 havde Potomac-hæren genindtaget hele stykket mellem Rappahannock og Jamesfloden, sikret sig samtlige vandbarrierer og bygget broer og veje og repareret jernbaner. Territorialt havde det været en af krigens største succeser. Men omkostningerne havde været grufulde. Grant havde mistet omkring 1.300 mand per dag, alt i alt 52.600 på 40 dage – en grusom pris rent menneskeligt, skønt en pris som Unionen i modsætning til Konføderationen havde råd til. Lees 33.000 dræbte og sårede var et permanent tab. Den virkning, det havde på moralen i Grants lejr, stod tydeligt at læse i ansigterne på dem, der overlevede prøvelsen, ved ankomsten til Petersburg. Som James McPherson beskriver, var de, der havde kæmpet i kampagnen mellem maj og juni med kampe næsten hver dag, hårde marcher mellem kampene og næsten ingen hvile indimellem, blevet tynde og anspændte.⁴⁵ Iagttagere bemærkede, at mændene fra Potomac-hæren var blevet flere år ældre på få måneder. Efter rædslerne ved Mule Shoe og nederlaget ved Cold Harbor havde man også mistet lysten til at angribe jordvolde. Det var af denne grund mere end nogen anden, at Beauregard var i stand til at holde skansen ved Petersburg med så få mand under belejringens første dage, hvor de kunne have været overvundet ved et enkelt, resolut angreb. Den eneste nordstatsenhed, der kunne overtales til at angribe, var et af de tunge artilleriregimenter, Grant havde omformeret til infanteri. Det betalte en frygtelig pris for sit dristige angreb på jordvoldene og mistede 632 mand ud af 850.

Selvom misforholdet rent antalsmæssigt mellem forsvarerne og angriberne syntes at sikre, at Grant hurtigt ville kunne bringe belejringen af Petersburg til en succesfuld afslutning, var alle hans anstrengelser i sommeren 1864 resultatløse. Det vanskelige for Unionen var, at hver gang de udvidede deres linjer syd og vest for Konføderationens forsvarsværker, fandt Konføderationen altid den fornødne arbejdskraft til at forlænge deres linje yderligere og til at garnisonere de nye anlæg. I slutningen af juni forsøgte Grant sig med en ny metode. Et af de belejrende regimenter, 48. Pennsylvania, var rekrutteret blandt kulminearbejdere. En af dem foreslog sin oberst, Henry Pleasants, der selv var mineingeniør, at regimentet kunne grave en tunnel under linjerne og sprænge en sydstatsbefæstning, der dominerede et af frontafsnittene, i luften. Pleasants fik tilladelse til at forsøge, og i løbet af en måned havde man gravet en godt 150 meter lang tunnel og et kammer, der indeholdt fire ton krudt for enden af den. Derefter blev den omhyggelige planlægning overtaget af pedantiske skænderier om, hvordan man skulle fortsætte. En nordstatenhed var blevet specialtrænet til at udnytte ødelæggelsen, efter minen sprang i luften. Men eftersom enheden imidlertid udelukkende bestod af sorte soldater, blev det i sidste øjeblik besluttet at indsætte en hvid enhed i stedet for. I kølvandet på eksplosionen, som forårsagede et krater, der var godt 50 meter langt, 18 meter bredt og ni meter dybt, og begravede et helt sydstatsregiment og et artilleribatteri, tumlede den utrænede hvide division, hvis kommanderende officer var blevet tilbage, rundt i ruinerne og rykkede ned i selve krateret i stedet for at søge rundt langs kanten, hvorfor de blev ofre for en improviseret forsvarsild fra sydstatstroppernes side og dernæst for et velgennemført modangreb. Modangriberne fangede den sorte division, som alt for sent var blevet sat ind, i en stilling, der var umulig at forsvare, og myrdede mange af dens soldater i krateret. Da kampene langt om længe hørte op, var over 4.000 nordstatssoldater blevet dræbt eller såret, og Konføderationens linje forblev, bortset fra det enorme hul efter eksplosionen, intakt.

Efter at han var blevet drevet tilbage fra Washington i juli, trak Jubal Early sig tilbage til Shenandoah Valley, forfulgt af Sheridan, som Grant yderligere gav ordre til at hærge dalen for en gang for alle at standse de forsyninger af proviant, der nåede Army of Northern Virginia den vej. Sheridan indledte energisk sin hærgen og opdagede undervejs, at Early havde trukket sig tilbage til Winchester, hvor hans stilling syntes sårbar. Den 19. september angreb Sheridan, splittede Earlys styrker ad og tog tusindvis af krigsfanger. Da Early trak sig tilbage til Fisher’s Hill syd for Strasburg, angreb Sheridan atter den 22. september og drev ham næsten 100 kilometer ind i bjergene. Lee svarede igen ved at sende Early en infanteridivision og en kavaleribrigade. Trods nyheder om disse sydstatsforstærkninger, efterlod Sheridan armeen for at tage til Washington til et møde. Mens Sheridan var væk, samlede Early sine styrker og angreb ved daggry. Hans angreb var en fuldstændig overraskelse for Army of the Shenandoah, der blev drevet over seks kilometer tilbage. Sheridan var imidlertid vendt tilbage aftenen før, og da han vågnede til lyden af kamp, sprang han i sadlen og red efter lyden af skud. Skønt Early havde spredt en del af Unionens styrker, var 6. korps stadig intakt, og mens han råbte til mændene om at følge efter ham, samlede Sheridan omstrejferne sammen til en modangrebsstyrke og fandt Early, der stod og skuede ud over, hvad han anså for en afgjort sejr. Det lykkedes Sheridan at reorganisere sine tropper med noget, James McPherson kalder “det mest bemærkelsesværdige eksempel på personligt lederskab på en slagmark under krigen”⁴⁶, mens han rykkede fremad mod fjenden og iværksatte et modangreb, der spredte Earlys armé og sendte den på vild flugt mod syd. Således endte slaget ved Cedar Creek, der havde lignet en afgjort sydstatssejr, som en triumf for Unionen. Da dalen nu var pacificeret og ribbet for sine rigdomme, kunne Sheridan omsider trække sig tilbage med sin Army of Shenandoah og slutte sig til Grant i de afsluttende etaper af belejringen af Petersburg.

Til trods for de vedvarende gode nyheder fra Shermans hær i Georgia medførte fiaskoen ved Petersburg, at Nordens moral dalede kraftigt i løbet af sommeren 1864. Fredsfortalerne fik fornyet mod, mens republikanerne, heriblandt præsidenten selv, blev stadig mere pessimistiske med hensyn til mulighederne for at vinde præsidentvalget om efteråret. Jefferson Davis sendte fredsfølere ud, og Lincoln accepterede uklogt at mødes med Sydens repræsentanter for at diskutere vilkår. Trods Lincolns rædsel for dårlige krigsnyheder og den personlige smerte ved tabslisterne gjorde Sydens insisteren på at blive behandlet som en legitim kombattant med ret til selvstændighed, at Lincoln, der selv var ubøjelig i spørgsmålet, fik den nødvendige støtte til at holde ud og afvente den endelige sejr. Sydens fredsmission fejlede, ligesom forsøget på at ophidse til troskabsbrud i Midtvesten, mens Lincolns valgprognoser blev bedre, efterhånden som sommeren gik på hæld. Afgørende for præsidentens kampagne blev Shermans erobring af Atlanta i september oven på Farraguts sejr ved Mobile, der endegyldigt vendte den offentlige holdning. Ved afstemningen vandt Lincoln samtlige stater bortset fra tre i Unionen samt alle 233 stemmer i valgmandsforsamlingen med undtagelse af 21. Hans resultat var i høj grad en følge af Unionens nye krigslykke i Virginia, specielt i Shenandoah Valley.

I efteråret 1864 gav Sydens militære knibe sammen med Lincolns genvalg til præsidentembedet ny energi til de mange fredsbevægelser. Visse var forbundet med Sydens forsøg på at skabe splid i Midtvesten. Afsløringen af denne forbindelse ødelagde deres muligheder for at få succes. Ikke desto mindre fortsatte fredsbestræbelserne, og de voksede i styrke i Syden, hvor de forstemmende nyheder fra fronten fik skuffelsen til at vokse. Der var dog én sydstatsmand, nemlig Jefferson Davis, der forblev en lige glødende krigstilhænger. Fra starten af 1865 kom han imidlertid under stadig større pres for at indlede fredsforhandlinger, specielt efter Fort Fishers fald ved Wilmington i North Carolina. Også Lincoln, der ellers stod stærkt, blev lobbyeret af fredsbevægelser for at indgå i forhandlinger med Syden – et prekært anliggende, eftersom Washington med stor styrke havde afvist at have noget som helst at gøre med Richmond hele krigen igennem. I januar 1865 overtalte den politiske Washingtonveteran Francis Preston Blair Lincoln til at udstede et pas til ham, så han kunne besøge Richmond for at overtale Konføderationen til at slå sig sammen med Unionen om en ekspedition til Mexico for at uddrive ærkehertug Maximilian – en plan, som Blair argumenterede for ville resultere i, at borgerkrigen blev indstillet. Lincoln mente forståeligt nok, at det var nonsens, men gik med til det for at se, hvad der kom ud af det. Davis indvilligede i at modtage Blair i håb om, at hans forventede gentagelse af Unionens krav om overgivelse og ophævelse af slaveriet ville genvække Sydens vilje til at kæmpe for selvstændighed. Davis udnævnte tre kommissærer til at mødes med Unionens delegation: Konføderationens vicepræsident, formanden i Senatet og krigsministeren. Det blev besluttet, at de to parter skulle mødes om bord på Unionens dampskib River Queen i Chesapeake Bay. I sidste øjeblik besluttede Lincoln sig for selv at følge med delegationen. Han havde fra begyndelsen gjort det klart, at overgivelse, nedlæggelse af sydstatshæren og ophævelse af slaveriet var de eneste emner, der skulle diskuteres, og at de ikke stod til forhandling. De delegerede diskuterede detaljerne uden at nå til noget resultat, og forhandlingerne endte i hyggesnak om de gode, gamle, politiske dage i Washington, hvor de havde været kollegaer. Sydstatsfolkene vendte tilbage til Richmond uden at have noget med at tilbyde præsident Davis, som fordømte nordstatsfolkene i hånlige vendinger.

River Queen-episoden fandt sted under den fortsat fastlåste situation på Petersburg-fronten – en blandt flere lange perioder med stilstand i det østlige område. Den første periode mellem Det Første Slag ved Bull Run og åbningen af Peninsula-kampagnen varede ni måneder. Den anden mellem Gettysburg og Vildnisset varede ti måneder. Grant, som havde ry for at være – og også var – en energisk og angrebslysten mand, tillod sydstatstropperne at holde Petersburg-stillingen uden større angreb mellem kraterslaget i juli 1864 og marts 1865, dvs. hele otte måneder. Årsagerne til disse lange pauser varierede. Efter Det Første Slag ved Bull Run udskød McClellan kampen, fordi han var ved at organisere Army of the Potomac og lægge planer, skønt i et velbehageligt og adstadigt tempo. Efter Gettysburg afstod Meade fra at angribe Lee ved Rappahannock, fordi han frygtede at spille sig sin store sejr af hænde. Grunden til Grants accept af den manglende aktivitet uden for Petersburg efter Cold Harbor var tilstanden i hans hær. De næsten uafbrudte kampe fra maj til juli mellem floderne Rappahannock og North Anna havde ikke blot dræbt og såret mange af hans bedste soldater; de havde også efterladt de overlevende uden nogen form for angrebslyst – specielt hvad angik skyttegrave, som ved Petersburg tydeligvis var meget stærke. De gik også for langt ud mod vest til, at det var muligt at omgå dem. Derfor besluttede Grant sig for at hale Lees mænd ud af Petersburg-linjerne, hvor de kunne angribes og besejres i det åbne uden at tilstå dem nogen chancer for at manøvrere og slippe væk til Johnstons hær sydpå. For at få Lee til at rykke var det nødvendigt at fortsætte med at afskære Richmond-Petersburg-jernbanerne, som hans forsyninger afhang af. De mest betydningsfulde af disse jernbanelinjer var de sydligtgående, der fulgte Appomattoxfloden og Weldon-linjen, hvorfra der kom forsyninger fra syd. I august lykkedes det A.P. Hill, der havde kommandoen over et af Lees korps, at drive Grant væk fra Weldon-jernbanen, og igen den 25. august. I september afhjalp Wade Hampton Lees forsyningssituation noget ved at fange 2.500 stykker kvæg og drive dem inden for linjerne. Grant beordrede Meade til at iværksætte et større angreb i nærheden af Peebles’ Farm. Slaget varede tre dage indtil den 2. oktober og resulterede i, at Unionens linje blev udvidet yderligere næsten fem kilometer forbi Petersburg mod vest.

Vinteren satte til Grants frustration en stopper for aktiviteterne, men med det mildere vejrs tilbagevenden i marts udvidede han sine belejringslinjer igen og afskar Boydton Plank Road, som skaffede Lee forsyninger fra vest. Grants anstrengelser med at opretholde presset på Lees forbindelseslinjer blev forstærket i marts, da Sheridans kavaleri vendte tilbage fra Shenandoah Valley, der nu var lagt fuldstændig øde og tømt for sydstatstropper. Grant var sikker på, at Lee ville bryde ud fra Petersburg-linjen, så snart chancen bød sig, og rykke sydpå for at slutte sig til Joseph E. Johnstons armé, som stadig opererede i North Carolina. Inden han gjorde det, ønskede Grant at være sikker på, at han havde tilstrækkeligt med styrker klar på stedet til at tilintetgøre Lee. Det krævede en yderligere udvidelse af hans egen linje mod vest, så han var sikker på, at han kunne omgå Lees flanke, når han rykkede ud på åben mark.

Grants linjer var nu næsten 65 kilometer lange og gik fra øst for Petersburg til 50 kilometer vest for byen. En stor del af hans mandskab gik til at bemande linjerne, men ankomsten af Sheridans tropper gav ham en manøvredygtig masse, som han kunne bruge til sin fordel. Den 29. marts sendte Grant to korps vestpå mod Dinwiddie Court House. De blev efterfulgt af tre infanteridivisioner, mens Sheridans kavaleri blev sendt ud på et stort togt vestpå for en gang for alle at afskære Lees tilbageværende jernbaneforbindelser med Syden. Grant var sikker på, at Lee ville reagere ved at bringe sine tropper ud af skyttegravene. Hvis han vurderede, at Petersburglinjerne blev tilstrækkeligt svækkede, kunne han angribe dem. Så snart Lee var ude i det åbne ville han under alle omstændigheder angribe og sørge for en endeligt afgørende sejr.

Lee havde imidlertid sine egne planer og håbede at kunne samle en tilstrækkelig stor styrke til at kunne bryde igennem og slutte sig til Johnston. Hans plan var at angribe Grants forskansning og på den måde tvinge ham til at forkorte sin linje i vest for at forstærke det truede punkt. Lee angreb ved Fort Stedman den 25. marts, men skønt det lykkedes ham at erobre terræn og tage mange nordstatsfanger, blev han hurtigt slået tilbage, det tabte terræn blev generobret, og 2.300 sydstatstropper blev taget til fange. Ydermere afkortede Grant ikke sine linjer. I stedet for beordrede han dele af Potomac-hæren og Army of the James, der nu var under general Edward Ords kommando, samt Sheridans kavaleri til at marchere vestpå rundt om skyttegravene omkring Petersburg mod korsvejen Five Forks. Lee havde to troppeenheder i nærheden, et korps under general Richard Anderson og to divisioner under general George Pickett, der var berømt fra Gettysburg. Sheridan kæmpede imod dem og besejrede dem den 1. april.

Næste dag vurderede Grant, at Petersburgs forsvar var tilstrækkeligt svækket til at risikere et angreb på forskansningerne. Konføderationens forsvar blev fejet til side i løbet af en times kamp, hvilket tvang Lee til at indse, at han ikke havde andre valgmuligheder end at forlade sin stilling og trække sig tilbage mod vest. Han gav ordrer til at gøre dette natten mellem den 2. og 3. april, mens han samtidig sendte besked til Jefferson Davis om, at også Richmond måtte opgives. Det lykkedes for sydstatstropperne at frigøre sig fra deres forskansning i løbet af aftenen, og ved midnatstid var de på tilbagetog mod vest langs Appomattoxfloden. Lee havde delt sine tilbageværende 30.000 mand i to grupper, der marcherede parallelt. De blev forfulgt af Meade, der førte Potomac-hæren ad den nordlige rute, og af Ord i spidsen for Army of the James bag dem. Målet var jernbanelinjen mellem Richmond og Danville, som Lee havde udset sig som sin flugtvej sydpå, hvis han skulle slutte sig til Johnston. Sheridans kavaleri nåede imidlertid i ilmarch frem til jernbanen, inden sydstatstropperne ankom. Lee drejede derfor af mod vest og derefter mod syd igen ved Amelia Court House. Men til trods for alle sine anstrengelser med at ryste forfølgerne af sig, fandt han alle flugtveje blokerede. Der var en træfning ved Sayler’s Creek den 6. april, som resulterede i alvorlige tab for sydstatshæren. Lee håbede stadig at kunne krydse Appomattox og slippe væk til Lynchburg i Shenandoah-bjergene, men det lykkedes nordstatsforfølgerne at forhindre det ved at ødelægge broerne, og således forsvandt hans sidste chance for at udsætte det uundgåelige. Den 7. april sendte Grant Lee et brev, hvori han opfordrede ham til at acceptere, hvad han ikke længere kunne afværge.

Resultaterne den forgangne uge må overbevise Dem om det håbløse i al yderligere modstand. Jeg føler, at det er således, og betragter det som min pligt at fralægge mig ansvaret for yderligere blodsudgydelser ved at anmode Dem om at overgive den del af C.S. Army, der er kendt som Army of Northern Virginia.⁴⁷