Hjemmefronterne
Norden var i modsætning til Syden en veletableret og fungerende stat i april 1861. En stat, hvis strukturer, ressourcer og regeringsmaskineri krigen skulle komme til at stille helt nye krav til, men som fortsat fungerede på stort set samme måde, som den havde gjort i fredstid. Syden derimod eksisterede ikke som stat før krigsudbruddet. Næsten alt, hvad der skulle til for at føre denne krig, skulle først etableres, om ikke ligefrem opfindes, samtidig med at de første skud blev affyret. Opgaven ville have været umulig, hvis det ikke havde været, fordi eksistensen af De Forenede Stater og de politiske og retslige systemer fra 80 års uafhængighed udgjorde en model, som secessionisterne kunne bruge til at udforme deres egen nye stat. Således antog Konføderationen ved det første møde mellem Sydstaternes repræsentanter, der blev holdt i Montgomery i Alabama den 4. februar 1861, stort set hele forfatningen, som den var udformet af forfatningens fædre, som deres egen provisoriske forfatning. De eneste ændringer var dem, der understregede staternes rettigheder og reducerede centralregeringens, samt dem der udtrykkeligt fastslog slaveejernes rettigheder og slaveriets lovlighed. Den provisoriske konføderationskongres forblev i Montgomery indtil maj 1861, hvor den blev overflyttet til Richmond. Det var ikke en valgt forsamling. Dens medlemmer var blevet delegeret af deres respektive hjemstater. Der skulle ikke blive afholdt valg før efteråret 1861, hvorefter den – trods lav valgdeltagelse – fik en mere demokratisk karakter. En praktisk vanskelighed ved at give Sydstaternes kongres en egentlig demokratisk karakter var fraværet af formelle partier i Syden. Der var i bedste fald reminiscenser af det gamle Whig-parti og Det Demokratiske Parti, og disse tidligere partietiketter gjorde det muligt at udpege kandidater. I 1861 havde de tidligere partitilhørsforhold imidlertid til en vis grad mistet deres betydning i Syden, fordi tilslutningen til løsrivelsen overskyggede alle andre holdninger. Eftersom Syden insisterede på staternes forrettigheder, var det ikke overraskende, at Kongressen og præsidenten oplevede en masse frustrationer på grund af de elleve staters lovgivende forsamlinger gennem hele krigen. Staterne mobiliserede tropper, producerede militærforsyninger og sørgede for foder, som det passede dem, snarere end som Richmond-regeringen ønskede.
Jefferson Davis var en meget talentfuld mand, som umiddelbart indgød respekt. Af alle de mulige kandidater til præsidentembedet i Sydstaterne var han sikkert lige så god som nogen anden. Men han var ikke en førsteklasses politiker. Hans vicepræsident, Alexander Stephens, var en dygtig mand, men han var en fanatisk tilhænger af staternes rettigheder, der brugte det meste af sin energi på at støtte sin egen stat, Georgia, imod centralregeringen hele vejen igennem. Davis var også plaget af manglen på gode ministre. Krigsministeriet skiftede hænder flere gange og fandt aldrig en rigtig tilfredsstillende leder. Finansministeriet, der var af så afgørende betydning, havde kun to ledere, hvoraf ingen rigtig levede op til de ekstraordinære vanskeligheder ved at få Konføderationens økonomi til at fungere. Den bedste minister, Stephen Mallory, var en kompetent flådeminister, men trods Konføderationens succeser til søs gav krigsskuepladsen ham ikke rigtig mulighed for at bruge sine talenter så godt, som han ville have kunne gjort i et andet ministerium.
Mandskab, ammunition og penge er enhver krigs hjerteblod. Mandskab var ikke et større problem for Sydstaterne før det sidste år af krigen. Frivillige og derefter værnepligtige fyldte rækkerne tilfredsstillende, indtil den begyndende håbløshed satte gang i deserteringer og ulovligt fravær i løbet af 1864. Ammunitionsforsyningerne var en rigtig succeshistorie. I 1861-62 indkøbte man med succes store mængder våben i udlandet, og derefter improviserede man sin egen fremstilling for at opretholde forsyningerne. Tredegar Iron Works i Richmond var et stort industrianlæg selv sammenlignet med, hvad Nordstaterne havde. Tredegar producerede 1.100 artilleripjecer under krigen, store mængder ammunition og pansringen til Sydstaternes panserskibe. Underligt nok producerede Tredegar hverken jernbaneskinner eller lokomotiver – to ting, som Konføderationen manglede voldsomt hele krigen igennem. Der blev etableret vigtige fabrikker i Selma i Alabama og en stor krudtmølle i Augusta i Georgia. Der var andre i Macon og Fayetteville. Undersøgelser viste, at der var flere vigtige råstoffer i Syden, end man havde været klar over inden krigens udbrud.
Penge er, som mange krigsførende stater i sidste ende dyrekøbt har erfaret, kun alt for lette at fremstille. Inden 1861 fungerede Amerika med mønter af guld eller sølv. Der var ingen officielle papirpenge. Faktisk havde amerikanerne en indædt mistillid til papirpenge og til bankinvesteringer samt banker i al almindelighed. Ved krigens begyndelse lå private borgere, banker og finanshuse i Sydstaterne kun inde med et sted mellem 25 og 30 millioner dollar i guld – alt for lidt til at finansiere krigens omkostninger. Hvordan skulle man betale for regeringsindkøb, felttog og soldaterlønninger? Finansminister Christopher Memminger var en intelligent mand med ortodokse økonomiske synspunkter. Han besluttede, at regeringen var nødt til at udskrive skatter, sælge obligationer og udstede papirpenge – i den rækkefølge. Skatterne kom aldrig til at fungere i Sydstaterne. Borgerne havde været vant til meget lave skatter før krigen og kun på klart definerede transaktioner. Told var den mest almindelige og bredt accepterede, eftersom importvarer ikke hørte til almindelige menneskers dagligdag. Memminger besluttede at udvide med en eksportskat på bomuld på et tidspunkt, hvor bomuldseksporten nærmest var gået i stå. Så forsøgte han at udskrive ejendomsskatter på en halv procent af ejendomsværdien. Staterne erklærede imidlertid, at deres registre var for utilstrækkelige som grundlag for en sådan skattetaksering, og de fleste gik i stedet ind på at betale et anslået beløb til regeringen, som de så senere forhåbentlig ville kunne inddrive, når registrene blev bedre. I sidste instans udgjorde resultatet kun 1,7 procent af Konføderationens indtægter.
Memminger satte herefter sine forhåbninger til statsobligationer, i virkeligheden et regeringsløfte om at betale en fast rente til den private køber. Statsobligationer er, hvis de håndteres rigtigt, en gammel og effektiv måde at rejse penge på, hvis der er goodwill på begge sider. Statsobligationer har imidlertid også en lang tradition for genforhandlinger på vilkår, der gør dem mindre og mindre fordelagtige for køberen. Sådan gik det også med Konføderationens obligationer. Konføderationens finansministerium begyndte at acceptere opkøb med sikkerhed i form af pant i fremtidige bomuldsafgrøder. Ikke-eksisterende penge blev brugt til at sikre et afkast af ikke-eksisterende penge, nemlig obligationernes pålydende værdi. Det, der begyndte med en emission på 15 millioner dollar, efterfulgtes af en endnu en emission på 50 millioner dollar og derefter 100 millioner dollar. Sidste trin i transaktionen var, at plantageejerne nægtede at sælge deres bomuld i håb om bedre indtægter ved eksport gennem hullerne i blokaden.63
Da det ikke var lykkedes at udskrive effektive skatter og statsobligationsmarkedet svækkedes, greb Konføderationens finansministerium til en nødstedt regerings sidste udvej: at trykke papirpenge. Det var startet i februar 1861, allerede inden krigens udbrud. I begyndelsen var der kun tale om mindre summer, en million dollar til en start. Da man nåede august 1861, havde Konføderationen imidlertid sat 100 millioner dollar i omløb, og beløbet voksede. Absurd nok var sedlerne ikke lovligt betalingsmiddel, hvilket betød, at man ikke behøvede at acceptere dem som indfrielse af gæld. Men pengesedlerne blev ikke desto mindre accepterede, og det gjaldt ikke kun finansministeriets. Private virksomheder begyndte også at udstede penge. Sandheden var, at i 1863 – om ikke før – var man simpelthen nødt til at bruge papirpengene, selvom de ikke kunne veksles til værdier. Folk brugte dem i bevidstheden om, at pengetransaktioner var et slags bondefangerkneb, der var nødvendiggjort som følge af manglen på andre muligheder. Ved udgangen af 1863 var der over 700 millioner dollar i cirkulation, skønt dollaren var faldet til en værdi af fire cent i guld.
Devalueringen fulgtes op af en løbsk inflation. Mellem oktober 1861 og marts 1864 steg priserne i gennemsnit med 10 procent om måneden. I april 1865 var gennemsnitspriserne 92 gange højere end i 1861. I praksis var den slags regnestykker vanskelige at foretage, eftersom der var så mange kilder, herunder enkeltstaterne og mange større og mindre byer. Frimærker blev også ofte brugt som penge. Sydstatsborgerne var kun alt for bevidste om inflationen, eftersom prisen på standardvarer steg ubønhørligt. Forfatteren til den berømte Rebel War Clerk’s Diary, J.B. Jones, noterede de voksende priser på dagligdags fornødenheder. I marts 1864 betalte han 300 dollar for en tønde hvedemel og 50 dollar for en skæppe majsmel. I oktober var priserne steget til henholdsvis 425 og 72 dollar. Hans indkomst var steget til 600 dollar om måneden, men han følte sig fattig og blev presset af de stigende priser og pengemanglen. Jones tilhørte endda middelklassen. Soldaternes løn lå på 11 dollar om måneden, faglærte arbejderes på mellem to og fem dollar om dagen.
Inflationen virkede stærkt demoraliserende på alle i Konføderationen, specielt på forældre. Dens virkning blev forstærket af manglen på stort set alt. Mens der stadig var rigeligt med mad ude på landet, udløste distributionsvanskeligheder sult i byerne. Næsten alle andre nødvendigheder og specielt tøj blev vanskeligt at skaffe nogen som helst steder. Hjemmevævet klæde fik en renæssance, efterhånden som hustruer og mødre genlærte sig deres nybyggerformødres færdigheder for at erstatte luvslidte fabriksfremstillede kjoler og jakkesæt. Skoene blev slidt op. Luksusartikler forsvandt. Mangelsituationen blev en del af Sydstaternes dagligdag.
Manglen omfattede også arbejdskraft. Konføderationens rækker var fyldt med en overvældende mængde unge mænd fra landet, som efterlod farmene i de ældre mænds varetægt sammen med slaverne, hvis man var i besiddelse af den slags, og kvinderne. Kvindernes plads i sydstatssamfundet er blevet voldsomt mytologiseret. Men der var ikke megen romantik over det dengang. For hver brav skønhed, som overtog ledelsen af plantagen, mens mændene var i krig, var der hundredvis af bondekoner, som blot måtte lægge pløjning og høstarbejde til den allerede endeløse liste over arbejdsopgaver, de altid havde varetaget. Krigen bragte måske nok et uvant ansvar med sig, men den bragte også meget ekstraarbejde, der trak hårde veksler på kvinderne. Ikke desto mindre er sydstatskvinder den dag i dag en særlig race, der beundres for deres femininitet og udadvendte personlighed. Disse særtræk skal sikkert tilskrives krigen, måske ikke så meget på grund af det arbejde, de blev nødt til at påtage sig, som den rolle de var tvunget til at indtage i deres mænds liv. Europæiske kvinder føler sig som regel nærmere beslægtet med sydstatskvinder end med amerikanske kvinder generelt. De amerikanske kvinders ligestillingsånd er et af deres mest karakteristiske træk set med europæiske øjne. Man kan tænke sig, at sydstatskvindernes femininitet stammer fra den rolle, de spillede, efterhånden som det gik galt med krigen og nederlaget nærmede sig, og de måtte støtte og trøste deres mænd. “The American way” omfatter ikke nederlag. Amerikanske hære har en næsten ubrudt sejrsliste, som næsten aldrig er blevet slået. De amerikanske kvinder har normalt hilst deres mænd velkommen hjem som sejrherrer. Undtagelsen er Sydstaterne, hvis kvinder modtog Konføderationens slagne og besejrede armeer. At trøste slagne mænd og genopbygge deres selvværd var en stor del af sydstatskvindernes opgave efter april 1865. Denne oplevelse var med til at forme sydstatskvindernes særlige karakteristika.
For kvinderne var borgerkrigen et vigtigt kapitel i amerikansk historie. Kvinder blev normalt ikke anerkendt for deres evner uden for hjemmet, selvom de havde arbejdet på farmene og i familiebutikkerne igennem generationer, mens deres mænd drog ud som pionerer ude vestpå. Borgerkrigen fremtvang omsider en påskønnelse af kvinderne, der dyrkede jorden og holdt sammen på familierne, mens deres mænd kæmpede. Visse, som skuespillerinden Pauline Cushman fra New Orleans, risikerede endda deres liv som spioner.
Mindst 250 og måske så mange som 1.000 kvinder kæmpede i krigen på begge sider, enten i deres afdøde fædres, brødres, ægtemænds eller sønners uniformer, eller de indrullerede sig for at kæmpe ved deres mænds sider eller for at slippe væk fra det hårde fysiske arbejde på farmene og tjene flere penge. De blev ikke opdaget, fordi lægeundersøgelsen i de fleste tilfælde var så lemfældig, at de fleste kvinder ikke havde problemer med at passere, hvorefter de frit kunne lade sig indrullere. Soldaterne klædte sig normalt ikke af for at sove, der var langt mellem de sparsomme bade, og de grove uniformer skjulte den kvindelige anatomi. En kvinde, som lod sig indrullere i en af hærene, forklædte sig ved at klippe sit hår kort og iklæde sig mandetøj, binde brystet stramt ind og antage et mandenavn, og hun forsøgte at opføre sig maskulint for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Sarah Emma Edmonds, der optrådte under navnet Franklin Thomas, var indrulleret i et frivilligt infanterikompagni i Michigan og undgik at blive opdaget i et helt år. Hun deltog i slagene ved Blackburn Ford og Det Første Slag ved Bull Run, Peninsula-kampagnen, Antietam og Fredericksburg. Sarah Edmonds tjente også som spion, forklædt som irsk handelsmand og som sort, og skaffede værdifulde oplysninger om fjenden til Unionens hær.
Visse kvinder organiserede velgørenhedsballer og arrangementer for at rejse penge til troppernes forsyninger, og andre lavede mad til tropperne, når de passerede igennem de større og mindre byer. Mange kvinder hjalp til i hospitalerne og passede de syge og sårede soldater. Clara Barton, en lærerinde fra Massachusetts, oprettede en organisation, der indsamlede og leverede forsyninger til nordstatstropperne omkring Washington. Hun fik tilladelse af general William Hammond til at køre med hærens ambulancer for at pleje de sårede soldater og fik sågar tilladelse til at rejse bag linjerne, hvor hun gjorde tjeneste under nogle af de frygteligste slag og opnåede tilnavnet “Slagmarkens Engel”. I 1864 indvilligede hun i at tjene som “oversygeplejerske” i Army of the James. I 1865 placerede præsident Lincoln hende i spidsen for eftersøgningen af savnede mænd fra Unionens hær, og i denne egenskab opsporede hun 30.000 mænds skæbne. Ved krigens afslutning blev hun sendt til Andersonville Prison i Georgia for at etablere og afmærke nordstatssoldaternes grave. Denne erfaring satte hende i gang med en landsdækkende kampagne for at få identificeret alle de soldater, der var meldt savnede under borgerkrigen, og hun oprettede et arkiv. Efter krigen fortsatte hun sine humanitære aktiviteter inden for Internationalt Røde Kors. I 1881 grundlagde Barton Amerikansk Røde Kors og viede resten af sit liv til dette.
Den anden del af samfundet, som krigen ændrede, var det sorte samfund, som den omsider bragte frihed. Mange slaver tiltog sig friheden på egen hånd, idet de greb chancen, efterhånden som nordstatshæren nærmede sig og Sydstaternes territorium blev indtaget fra 1863 og fremefter. Mange sydstatsfolk frygtede, at invasionen ville føre til sorte optøjer. I praksis blev det imidlertid ikke tilfældet. Bortløbne slaver var først og fremmest ivrige efter at blive knyttet til nordstatshæren, hvor de forsøgte at tjene til dagen og vejen ved at arbejde eller udføre mindre opgaver. Visse abolitionistiske generaler beslaglagde slaver under felttog i Syden i et forsøg på at forarme oprørerne. Denne praksis var almindeligt udbredt under kampen om grænsestaterne i 1861-62. Det var imidlertid forbudt ifølge nordstatsregeringen. De bortløbne slavers ankomst til nordstatslinjerne affødte også et behov for mad og husly til dem. Der måtte bygges lejre, der skulle bevogtes, og hærens rationer blev omdirigeret til lejrkøkkenerne. Efter Emancipationsproklamationen i januar 1863 kunne de bortløbne indkaldes som soldater. Det løste imidlertid ikke problemet, eftersom mange af de bortløbne var for unge eller for gamle eller for svage til at kunne tjene i geledderne, og mange var kvinder. Den afvisende modtagelse, mange blev udsat for fra nordstatssoldaternes side, som ofte nærmede sig ren mishandling, afskrækkede ikke de sorte fra at søge friheden. De fortsatte med at flygte, når nordstatshæren nærmede sig, så de nordlige dele af sydstaternes territorium visse steder var helt tømt for deres sorte befolkning.
Af samtlige omvæltninger, som krigen og nederlaget påførte Syden, var afskaffelsen af slaveriet den mest gennemgribende. Syden kunne aldrig vende tilbage til tiden før krigen, nu hvor de sorte ikke længere var stavnsbundne, men i stedet frie til at bevæge sig, hvorhen de ville, til at vælge deres arbejdsgivere og til at arbejde så hårdt eller så lidt, som de ville. I praksis fortsatte de fleste sorte imidlertid med at blive boende i deres velkendte omgivelser sammen med de velkendte hvide, og de forblev simple agerbrugere. Alligevel var alt forandret. En million sorte havde forladt deres hjem for at følge Unionens armeer og senere rejse nordpå. Den herskende klasse var blevet stærkt reduceret af krigen. En fjerdedel af de raske og rørige hvide mænd var blevet dræbt eller var døde af sygdomme mellem 1861 og 1865. Syden ville aldrig blive den samme igen.
Nederlaget rejste, hvad mange sydstatsfolk betragtede som et uløseligt problem. Overgivelse var for bittert til, at man kunne overveje det straks eller overhovedet i den nærmeste fremtid. Sydstatsfolkene rasede ved tanken om, at kampen for løsrivelse skulle have været forgæves. En ny tanke greb sydstatsfolkenes fantasi: Den Tabte Sag. Sydstatsidentiteten skulle bevares ved at skabe et nyt Syden, der stadig var markant forskelligt fra det industrielle, forretningsorienterede Norden, men som gjorde det muligt at overleve og endog konkurrere ved i økonomisk henseende at overtage en række af Nordens stærke sider, herunder industrialiseringen og den økonomiske uafhængighed. Den bevidste kamp for det nye Syden skulle fortsætte århundredet ud. Det var et håbløst foretagende. Selv inden krigen var Sydstaternes økonomi for lille og underfinansieret til at kunne konkurrere succesfuldt med Nordstaterne. Efter 1865 var Syden for forarmet af udgifterne ved løsrivelsen og det militære nederlag til at kunne udfordre den sejrrige nabo. Væksten var ynkeligt svag, og en genoplivelse kunne kun ske ved tilførsel af nordstatskapital. En tilførsel, der skulle ske ud fra Nordstaternes behov for at finde nye investeringer. Det skulle tage et helt århundrede, før et virkeligt blomstrende, nyt Syden opstod af nederlagets ruiner.
Nordstaternes indre liv var langt mindre berørt af krigen end Sydstaternes. Krigen bragte forøget velstand til Nordstaterne, men påvirkede i øvrigt dagligdagen i langt mindre grad. Paradoksalt nok tvang nødsituationen regeringen i Richmond til at intervenere på mange niveauer i sydstatsbefolkningens sociale og økonomiske liv, til trods for at Syden jo netop kæmpede for det modsatte. Sydstaterne fik virkelig det værste fra to verdener: en centraløkonomi med prisfastsættelse, tvangsudskrivninger og produktionsstyring, der samtidig var ineffektiv. I Nordstaterne blomstrede økonomien, som forbundsregeringen overlod til sig selv, og skabte fuld beskæftigelse og høje lønninger, samtidig med at den til overflod leverede de daglige fornødenheder og den krigsførende stats fornødenheder. Ydermere lykkedes det at undgå de sædvanlige fælder for en krigsøkonomi såsom inflation, brandbeskatning eller forkrøblende offentlig gældsættelse. Krigsudbruddet kom oven på flere års økonomisk nedtur, som krisen truede med at forværre. Specielt bekymrende var manglen på bomuld, der lukkede mange af New Englands tekstilfabrikker eller satte dem på nedsat arbejdstid. Krisen blev undgået på overraskende vis. Dårlige høstår i Europa skabte en voksende efterspørgsel efter amerikansk korn, som det takket være samtidige forbedringer i Nordstaternes dyrkningsmetoder var muligt at dække. Handelen med Europa bragte også store mængder betalinger i guld til de amerikanske banker. Samtidig skabte efterspørgslen efter uldne uniformer til forbundsstatens hære et boom i fåreavlen og for spinderier, væverier og tøjindustrien. Det, der i 1861 så ud til at være en vanskelig periode i Nordstaternes økonomiske liv, viste sig i 1862 at blive en fremgangsrig overgang.
Opbygningen af en krigsøkonomi krævede naturligvis, at man skabte finansielle arrangementer, der kunne betale for militærudgifterne. Inden krigen havde regeringen ikke brugt mange penge. Der var kun få embedsmænd, og der var ingen større udgiftskrævende programmer. Hæren var lille, de fleste af flådens skibe antikverede og forældede. Kystbefæstningen var bekostelig, men i 1861 stod den næsten færdig. Som et resultat heraf befandt forbundsregeringen sig inden krigen i den lykkelige og usædvanlige situation, at man havde større indtægter end udgifter. De fleste af pengene kom fra toldindtægter. Der var kun ganske få forbundsskatter og regeringen lånte sjældent. Netop derfor havde man ikke haft brug for særlig mange penge inden 1861. Regeringen savnede systemer og procedurer til hurtigt at udvide indtægterne, da krigen brød ud. Hvordan man skulle gribe situationen an, kostede meget hovedbrud og mange diskussioner. Salmon P. Chase, der var finansminister, var en energisk og dygtig mand, men ingen erfaren finansmand. Han var ydermere tilhænger af forældede doktriner omkring Amerikas offentlige finanser og brød sig ikke om gæld, ligesom han havde mistillid til banker. Han gik derfor indledningsvist i gang med at finansiere krigen ved hjælp af skatter. Selvom der blev indført nye skatteformer og skatteforhøjelser, der gav et beskedent udbytte, var det imidlertid kun nok til at betale for de normale omkostninger, ikke for de ekstraordinære omkostninger ved at betale soldaterne og skaffe krigsforsyninger.
Ved udgangen af 1861 var Unionens økonomiske situation ved at blive uholdbar. Chase holdt stædigt fast i, at guldcirkulationen skulle betale for alt. Der var imidlertid kun guld for 250 millioner dollar i Nordstaterne, og mens Chase udskød afregningen af regeringens gæld for at klare den begyndende krise, forsvandt guldet, fordi borgere og institutioner hamstrede det. Den umiddelbare løsning var at lancere et offentligt lån ved at udstede rentebærende statsobligationer, der blev solgt under den pålydende værdi for at kunne tilbyde en attraktiv rente. Statsobligationerne var en succes på længere sigt, men de løste ikke det øjeblikkelige, presserende likviditetsproblem. Efterhånden som guldet slap op, var der simpelthen ikke nok i omløb til, at borgerne og institutionerne kunne opfylde deres forpligtelser. I februar 1862 godkendte Kongressen derfor efter en ophedet debat udstedelsen af papirpenge, som blev kaldt “greenbacks” efter deres farve. Papirpenge blev betragtet med dyb mistillid i 1800-tallets Amerika, men nødvendigheden afgjorde sagen, og den første udstedelse var på 150 millioner dollar i sedler, som skulle fungere som lovligt betalingsmiddel. Sedlerne blev godt modtaget, og der blev udstedt flere ad to omgange i 1862-63. Ved krigens afslutning var den samlede værdi i omløb 431 millioner dollar.
Stik imod alle forudsigelser ødelagde papirpengene ikke økonomien. De gav naturligvis anledning til inflation, men på ingen måde i samme målestok som i Sydstaterne. Hvis man sætter 1861-indekset til 100, nåede inflationen i Nordstaterne, da den var på sit højeste i 1864, op på 182. De fleste arbejdende nordstatsfolk oplevede større velstand. Der var mange penge i cirkulation, mange at bruge af og nogenlunde rigelige mængder varer at købe. Det var, som altid i inflationstider, dem med faste indkomster, der oplevede, at det strammede til. Den gennemsnitlige forbruger klarede sig og trivedes. Et bevis for det boom, papirpengene forårsagede, finder man i de fortsatte udvidelser af bosættelser på nyt landbrugsland, der blev udbudt på markedet fra regeringens jorde samt i den stadige tilstrømning af immigranter fra Europa. Homestead Act af 1862 gav farmere, som dyrkede en jordlod på 65 hektar over fem år, ejendomsret til jorden. I 1865 var der blevet oprettet 20.000 nye farme på denne måde. Få af dem, der benyttede tilbuddet, var immigranter, eftersom disse manglede kapitalen til at dyrke selv de gratis jordlodder. Immigrationen voksede imidlertid alligevel til trods for den fare for at blive indkaldt til hæren, som immigranterne stod over for ved ankomsten. Efter et fald ved krigsudbruddet voksede immigrationen under konflikten og oversteg i både 1863 og 1864 100.000 og nåede en kvart million i 1865.
Sydstaterne påstod, at forbundsregeringen fyldte hullerne i Unionens geledder ved at hverve immigranter med tvang. Det var ikke sandt. Næsten halvdelen af Unionens soldater var bondeknøse fra New England og Midtvesten. De store byer, hvor immigranterne søgte hen, var tværtimod arnesteder for modstanden mod værnepligten. Modstanden tog ikke form af oprør, som den gjorde i Sydstaterne, hvor store skarer af desertører i 1864 havde søgt tilflugt i tyndt befolkede egne på landet, hvorfra de bekæmpede statens militser, der blev sendt ud for at indfange dem. Mange nordstatsfolk satte sig imidlertid med magt imod værnepligten. I midten af juli 1863 var der et fire-dages oprør i New York City, der kostede 105 mennesker livet. Størsteparten blev dræbt af nordstatssoldater, der var sendt ud for at undertvinge oprørerne, og udbredte plyndringer og afbrændinger fandt sted.
Ikke desto mindre var det mest slående aspekt ved livet på hjemmefronten i både nord og syd, hvor vedholdende befolkningerne opretholdt deres støtte til krigen, modstanden mod værnepligten og deserteringerne til trods. Antikrigsbevægelsen i Nordstaterne truede aldrig med at underminere Lincolns autoritet, selvom den voksede i styrke under de dårlige tider i 1862, og efter krigstrætheden satte ind i 1864. De normale politiske procedurer blev opretholdt gennem krigsårene med lokalvalg og valg til Kongressen i 1862 og præsidentvalg i 1864. Skønt krigsmodstanderne og deres partier stillede op ved samtlige valg, og i 1862 fik betydelig tilslutning, opnåede de aldrig egentlig politisk indflydelse i Nordstaterne. Det skyldtes i høj grad Lincolns ekstraordinære politiske talenter, som gjorde det muligt for ham at opretholde personlig kontrol med enkeltpersoner og fraktioner i Kongressen og at appellere direkte og overbevisende til folkestemningen i landet. Han tog chancer, særligt ved at insistere på Emancipationsproklamationen; men han undgik altid at skabe en effektiv indre opposition til sin ledelse og krigspolitik.
Skønt krigstrætheden og håbløsheden blev næsten fysisk følelig fra 1864 og fremefter, voksede den aldrig til en egentlig defaitistisk bevægelse i Sydstaterne. Jefferson Davis’ største problem var i virkeligheden de usamarbejdsvillige statslige guvernører, hvoraf mange blev ved med at hævde staternes forrettigheder, selv efterhånden som krigserfaringerne tydeligt viste nødvendigheden af en magtcentralisering. Nordstaternes forestilling om den skrøbelige sydstatsstøtte til løsrivelsen, der var så udbredt i 1861-62, havde ikke hold i virkeligheden.