Borgerkrigens kampe
Kampene var det definerende træk ved borgerkrigen. Visse autoriteter tæller så mange som 10.000 kampe udkæmpet mellem 1861 og 1865. Det er let at opregne mellem 200 og 300 navngivne slag, som den almene læser vil genkende. Et sådant antal, presset sammen på fire års krigsførelse, vidner om en bemærkelsesværdig intensitet sammenlignet med for eksempel erfaringerne med Wellingtons hær i Spanien og Portugal i 1808-14, hvor et enkelt større slag om året var tættere på normen. Borgerkrigshærene synes at have kæmpet uafladeligt med ganske korte intervaller, således at det ikke var usædvanligt, at den enkelte soldat havde deltaget i snesevis af slag. Det er dette, der gør Den Amerikanske Borgerkrig til noget særligt. Der var ingen gradvis intensivering. Amerikanerne bekæmpede hinanden, som om de fra starten var gennemtrængt af dødeligt, gensidigt had. Kampene under Første Slag ved Bull Run var lige så hårde som under Det Andet Slag ved Bull Run, som igen var lige så hårde som ved Gettysburg. Det er svært at sige, hvorfor det var sådan. Amerikanerne hadede ikke hinanden i 1860, sådan som de spanske arbejdere og den spanske middelklasse gjorde inden 1936. Selvom der eksisterede identificerbare grupperinger i De Forenede Stater inden 1860, refererede ”grupperinger” til geografiske dele af landet, hvoraf det bomuldsdyrkende Syden var en del og det industrialiserede Norden var en anden. Men disse grupperinger var ikke homogene. Der var væsentlige indre skel. I Syden gik det mest mærkbare skel mellem de store jordejere og de små, selvforsynende landbrug, hvorfra Konføderationens hær rekrutterede de fleste af sine soldater. Der gik særlige skel mellem lavlandet i North og South Carolina, hvor de første store koncentrationer af sorte slaver blev etableret, og som følgelig blev arnestedet for Konføderationens patriotisme, på den ene side – og på den anden side Virginias østkyst, som var hjemstedet for statens politiske klasse. Virginia skilte sig socialt set i særlig grad ud blandt kolonierne og senere staterne, fordi statens guvernør i midten af 1600-tallet, Sir William Berkeley, med fuldt overlæg havde organiseret den som en efterligning af den engelske godsejerstruktur. Berkeley rekrutterede de yngre og derfor jordløse sønner af de engelske godsejerfamilier, som lod alt gå i arv til den ældste, med løfter om, at de i den nye verden ville kunne slå sig ned som godsejere selv. Det lykkedes ham måske i endnu højere grad, end han havde håbet. Så tidligt som i 1660 var hvert eneste sæde i Virginias regerende råd besat med medlemmer af fem beslægtede familier, og så sent som i 1775 nedstammede samtlige rådsmedlemmer fra et af 1660-medlemmerne. Eftersom Berkeley havde udstyret mange af de kolonister, han tiltrak, med store jordområder, var familierne ikke blot politisk indflydelsesrige, men rige. De forblev begge dele, og deres navne skulle blive berømte i amerikansk historie: Madison, Washington, Lee. De forsynede den unge forbundsrepublik med mange af dens forfatningsfædre og Konføderationen med mange af dens ledere. Styrken og omfanget af Virginias oligarki forklarer til en vis grad, hvorfor Konføderationen så hurtigt blev en selvstændig realitet. De gamle familier, som også var store plantage- og slaveejere, følte sig i særlig grad truet af slaverimodstandernes nyvundne politiske indflydelse i Norden og i Washington i løbet af 1850erne, og i kraft af deres politisk og socialt dominerende stilling havde de let ved at trække størstedelen af befolkningen med sig i 1861.
Den hast, med hvilken Konføderationen blev en realitet, og den tillokkelse, som konføderationstanken havde på grænsestaterne, der ikke selv var bomuldsdyrkere eller slaveejere, skilte vandene i offentligheden i Norden. Det skulle også komme til at udgøre Unionens største militære problem, som var, hvordan man opnåede sejr i konflikten. Mange nordstatsfolk overbeviste sig selv om, at secessionen – altså løsrivelsen fra Unionen – i virkeligheden var mange sydstatsfolk imod, og at hvis de rigtige tilnærmelser blev foretaget over for folkene syd for Mason-Dixon-linjen, ville den vildledte befolkning kunne bringes tilbage i folden uden de kampe, som for mange i Norden var en løsning, der vakte afsky. Mens det var sandt, at der var væsentlige områder i Sydstaterne, specielt i det vestlige Virginia og det østlige Tennessee, som i udgangspunktet var fjendtligt indstillede over for Konføderationen og forblev fjendtlige, så var disse befolkningsgrupper på ingen måde i stand til at ændre indstillingen i resten af Syden eller til at påvirke oprørsregeringen i Richmond. Konføderationens ledere var lige så indstillet på at bruge tvang over for anti-secessionisterne, som Unionen var på at undertvinge oprøret. Således stod det fra begyndelsen klart, at konflikten mellem Norden og Syden var forudbestemt til at blive en kamp om sindene. Faktisk var sydstatsfolkenes sind det eneste ordentlige mål, der var at gå efter i Konføderationen, skønt denne sandhed først sent blev erkendt, og da kun af nogle få, professionelle nordstatskrigere med en brutal forestillingsevne. Ligesom alle Nordens rige, materielle mål – østkystbyerne og New Englands industri – lå for langt væk, til at Konføderationen kunne angribe dem, så var Syden ikke materielt sårbar for Norden, men af andre årsager. Der var ingen store industrier eller finanscentre, som nordstatsarmeerne kunne have marcheret imod. Sydens eneste rigdomskilde, bomuldsafgrøderne, havde Norden devalueret ved at iværksætte blokaden. Som et resultat heraf var der ikke noget tilbage, som Norden kunne ødelægge – bortset fra Sydens mænd. Denne kendsgerning forklarer det ubarmhjertigt tilbagevendende slag mellem de to hære og den beslutsomhed, som krigens store generaler udviste i kampen om sejren på slagmarken.
Ved krigens begyndelse var der i begge hære og i deres respektive regeringer en tro på, at krigen skulle vindes ved et enkelt, afgørende slag. Denne tro skyldtes den napoleonske arvs indflydelse. Napoleons opstigning til kejserlig dominans skyldtes hans evne til at vinde sine kampe, hvilket han gjorde med forstemmende hyppighed. Hans store sejre var en del af pensum på West Point, hvis undervisere priste fordelene ved at afgøre tingene ved enkelte knusende slag som Austerlitz og Marengo. Præsident Lincoln og Konføderationens nye præsident, Jefferson Davis, håbede begge på, at et amerikansk Austerlitz kunne gøre en ende på konflikten ved en enkelt dags voldeligheder. I krigens indledende stadier var dette håb urealistisk, for ingen af siderne besad endnu tilstrækkelige mængder trænede soldater og våben til at kunne tilføje den anden part et afgørende slag. Der var sejre, som ved Chancellorsville og Fredericksburg, men selvom de indimellem var spektakulære, formåede de ikke at uskadeliggøre fjenden. Grundene hertil syntes uforståelige på det tidspunkt og er det stadig. En af dem var, at Konføderationen var i besiddelse af officerer som for eksempel Stonewall Jackson, men også den øverstbefalende Robert E. Lee, som var gennemført dristige og angreb selv op mod tilsyneladende overvældende odds og herved opnåede en moralsk virkning, der igen og igen sikrede dem sejren. En anden grund var, at ingen af siderne havde kavaleri nok til at kunne spille den afgørende sejrsrolle på samme måde som i Europa. Kavaleriet i de store europæiske felttog brød de store infanteristillinger op og forfulgte derefter de flygtende tropper og tilintetgjorde dem. Amerika havde hverken en sådan kavaleritradition eller soldater, der kunne have skabt en sådan. Kampene under borgerkrigen var stort set rene infanterislag, hvor tabene blev påført med geværild på en afstand af 50 til 100 meter eller mere, men på grund af de effektive Spingfield- og Enfield-geværer var de umådeligt omkostningsfulde for de kæmpende.
Tabstallene udgør måske krigens største mysterium: Hvorfor affandt den almindelige soldat på begge sider sig med at miste sine kammerater i så stort antal og med frygten for oplevelserne på slagmarken blot for igen og igen at vendte tilbage dertil og fortsætte kampen, som om ingenting var hændt? 1800-tallets hære oplevede en massereaktion på den ekstreme angst, som franskmændene kaldte panikangst. Panikangst synes ikke at have ramt amerikanerne under borgerkrigen. Måske skyldtes det, at eftersom det var en borgerkrig, overgav soldaterne sig til hinanden – deres engelsktalende medborgere på det samme kontinent – med nogenlunde lethed. Det var imidlertid ikke tilfældet for Unionens sorte soldater, som efter massakren ved Fort Pillow og Petersburg-krateret forståeligt nok ikke var parate til at overgive sig i hænderne på de hvide konføderatister, og som derfor kæmpede vildt for at undgå tilfangetagelse.
Terrænet på krigsskuepladserne udgør en del af forklaringen på, hvorfor der var så mange og så hyppige slag. I konfliktens to store korridorer – den ene i øst mellem Appalacherne og Østkysten; den anden i det, der løseligt kaldes ”Vesten” mellem Appalacherne og Mississippi – tvang barriererne til højre og venstre hærene til frontal konfrontation med hinanden, når de først var sat i bevægelse, så længe de kunne modtage forsyninger og forstærkninger, hvilket flodernes forbindelseslinjer og jernbanerne sikrede, at de kunne. Ingen af siderne manglede mænd. Geografien pressede hærene, og så længe der var en vilje til at kæmpe – og denne vilje var til stede under hele krigen – blev der kæmpet. Faktisk var en af de mest konsekvent overraskende faktorer ved krigen de to siders villighed til at udsætte sig selv for kampens farer og til at vende tilbage for at kæmpe videre, selv efter at man havde lidt store tab.
Hærenes kampberedskab er så meget mere usædvanligt, eftersom de absolut ingen krigserfaring havde. Begge sider måtte erhverve den, efterhånden som krigen skred frem, såvel officerer som menige. Erindringer fra Amerikas tidligere krige og nedskrevne krigsberetninger fra Europa, specielt fra Napoleonskrigene, udgjorde stort set de uerfarnes eneste forestillinger om, hvordan et slag skulle se ud. Der var ingen større viden om kampens natur – deraf troen, der sad fast længe efter de første træfninger, på, at et stort, afgørende slag ville afgøre sagen.
Det første, man skulle erfare, var nødvendigheden af at koncentrere ildkraften. I den forbindelse kunne tidligere, amerikansk krigserfaring ikke bruges til noget. Europæerne havde klassificeret en kampform, som de kaldte for den ”amerikanske” eller ”indianske” krigsførelse ud fra Kong Georges Krig og Den Fransk-indianske Krig, hvor hærene ikke udgjorde velordnede masser, som de gjorde på den gamle verdens åbne slagmarker, men i stedet kæmpede i spredt orden fra skjul bag træer og forsøgte at overrumple fjenden. ”Amerikansk” krigsførelse var individuel, ikke organiseret, og kampene tog under disse omstændigheder typisk form af baghold eller overraskelsesangreb, som i slaget ved Monongahela i 1755, hvor en lille fransk hær med utallige indianske allierede havde besejret rødfrakkerne i Edward Braddocks hær under de indledende kampe af det, der senere skulle blive kendt som Den Fransk-indianske Krig. Hærene i 1861 måtte – idet de indså, at den ”amerikanske” krigsførelse ikke ville kunne vinde denne konflikt – ved hjælp af de forhåndenværende eksercitshåndbøger lære sig, hvordan de organiserede sig til den gamle verdens krigsførelse. Det havde taget europæiske hære mange års prøven sig frem at lære, at ilden fra de krudtfyrede musketter kun var effektiv, hvis skytterne stod skulder ved skulder og fyrede samtidig. Selvom de vidste, at denne taktik var rigtig, måtte soldaterne i 1861 lære sig selv at gennemføre den, eftersom den går imod naturen. Instinktet driver mænd, der beskydes, til at søge dækning, enten ved at kaste sig til jorden eller ved at søge beskyttelse bag en naturlig forhindring, hvilket er stik imod den kampvindende procedure. Mange uerfarne borgerkrigsregimenter bukkede da også under for instinktet i de første slag og løb deres vej eller brød kampformationen, så snart beskydningerne begyndte.
Den bevidstløse indøvelse af eksercitsbevægelserne, der blev undervist i efter bøger under ledelse af officerer eller sergenter, som selv kun var en side foran deres elever, var således den helt rigtige måde at forberede de uskyldige til kamp på i 1861. Eksercitsbøgerne (som næsten altid var oversættelser fra fransk eller omskrevne udgaver af franske originaler) forklarede, at et regiment på ti kompagnier skulle opstilles i en linje med to geledder. Tidligere havde det været tre, men denne praksis blev opgivet på grund af faren for, at forreste geled blev ramt af kugler affyret fra tredje geled. Alligevel blev forreste geled ofte svedet og døvet af andet geleds geværer. Øvelser med rigtige kugler var sjældne. Mange soldater havde aldrig prøvet at affyre deres våben, før de mødte fjenden. Der skulle imidlertid en hel del øvelse til for at beherske de 17 forskellige trin, der var nødvendige for at lade og klargøre geværet: trække papirspatronen ud af patrontasken, rive den åben med tænderne, hælde krudtet ned i løbet og kuglen efter, krølle papiret sammen til en kugle, stampe det hele ned med ladestokken, placere fænghætten på fænghættetappen og anbringe kolben mod skulderen. Hurtighed og dygtighed i ladeproceduren var imidlertid ikke det eneste, der krævedes. Det var også nødvendigt at optimere effekten af affyringen ved at træne soldaterne i at stå skulder ved skulder og udføre eksercitsbevægelserne samtidig, ellers blev virkningen af skudsalverne forringet, og der kunne ske ulykker, hvis ladningen og sigtet ikke var ordentligt koordineret.
Regimenterne marcherede frem mod træfningerne i kolonner, idet deres officerer håbede at kunne deployere succesfuldt fra kolonner til linjer ved den ideelle afstand fra fjenden, som var omkring 100 eller 200 meter. At ændre formering eller retning på slagmarken var en invitation til uorden, men det var nødvendigt, hvis regimentet skulle skade fjenden, og det kunne gennemføres selv af uerfarne tropper, hvis de var blevet tilstrækkeligt trænet i fodeksercits. Idealet var, at regimentet nærmede sig træfningen i kolonner for derefter at opmarchere på linje, hvorefter regimentets skyttekæde ville bevæge sig frem i front og ud på flankerne for at skyde individuelt mod fjendens front. Næste skridt var sjældent beskrevet i eksercitsbøgerne, som forventede at bataljonslinjen afleverede en række skudsalver, indtil fjenden trak sig tilbage, eller at man forsøgte sig med et angreb med eller uden bajonetter. I praksis skete der imidlertid det, at så snart et regiment havde affyret sin første salve, var der en tendens til, at skydningen blev individuel. Bajonetangrebet blev sjældent praktiseret. Iagttagere af borgerkrigen fandt beviser for dette i den omstændighed, at der kun var meget få sår efter bajonetter blandt de sårede, der blev bragt ind på hospitalerne. Den lave forekomst af den slags sår var blevet bemærket i mange konflikter på forskellige tidspunkter og steder, men det er ikke noget bevis for, at bajonetterne ikke blev brugt. Det kan også skyldes, at bajonetsårene som oftest var dødelige, og at ofrene døde på stedet og derfor ikke nåede til behandling. Ikke desto mindre synes det at være rigtigt, at bajonetten kun sjældent blev anvendt under borgerkrigens slag. 20. Maines angreb ved Little Round Top, efter at man havde opbrugt ammunitionen, var en undtagelse fra reglen om, at borgerkrigsslagene overvejende blev udkæmpet på geværild.
At dette skulle have været tilfældet virker også sandsynligt, når man tager den tillid, soldaten nærede til sit skydevåben, i betragtning. Springfield- og Enfield-riflerne var et stort teknologisk fremskridt i forhold til den glatløbede musket. De var mere præcise, havde længere skudvidde, og på grund af fænghætten var det sjældent, at de ikke gik af. Affyringen var imidlertid stadig en kompliceret og tidskrævende affære, der kunne føre til uventede resultater, når en uerfaren geværskytte for eksempel bankede indholdet af flere patroner ned, men glemte at sætte fænghætten på. Med et sådant våben i hånden var soldaten naturligvis – når først skydningen begyndte – fristet til at blive stående og skyde løs, selvom han var for langt væk til at ramme, frem for at løbe risikoen ved at rykke længere frem uden mulighed for at lade igen i mellemtiden. Herfra stammer beskrivelserne af regimenter, der stod over for hinanden i lange perioder, mens de affyrede al ammunitionen i deres patrontasker. Men borgerkrigshærene blev snart vant til ildkampene og dygtige til at håndtere deres rifler. Lee havde for eksempel større agtelse for geværerne end for artilleriet, når det drejede sig om at vinde et slag. Og han anvendte så vidt vides ikke artilleriet i nogen afgørende funktion i nogen af sine slag. Det kan måske skyldes, at hans store talent som feltherre lå i den hurtige manøvrering af infanterienheder, når han stod lige over for eller befandt sig i træfninger med fjenden. Infanteriet var lettere at manøvrere med end artilleriet. Faktisk var der ingen bemærkelsesværdige artillerigeneraler på nogen af siderne.
Vedholdende beskydning kunne resultere i, at den ene side besejrede den anden og rykkede frem for at okkupere deres terræn. Et rystet eller slagent regiment skulle imidlertid ideelt set erstattes eller forstærkes med reserver fra bagtroppen og blev det også ofte. Udfaldet af borgerkrigens kampe blev ofte afgjort af forstærkninger eller af fremrykningen af reserver til fronten på et kritisk tidspunkt. Som det ofte er blevet bemærket, var det sjældent kavaleriets indgriben eller artilleriets indsats, der afgjorde udfaldet. Kavaleriet spillede simpelthen ikke nogen afgørende eller bare bemærkelsesværdig rolle mellem 1861 og 1865. Kavaleriet gennemførte mange modige og succesfulde indfald på fjentligt territorium og spredte skræk og rædsel, ødelagde materiel og erobrede værdifulde forsyninger. Men det angreb næsten aldrig infanteriet eller artilleriet på slagmarken. Under krigens store slag led det forsvindende små tab. Der er mange grunde til borgerkrigskavaleriets ineffektivitet. En af dem var, at terrænet ikke egnede sig til kavaleriet, som krævede udstrakte, åbne vidder for at kunne opstilles og udfolde sig. En anden var, at der ikke var nogen kavaleritradition i den amerikanske hær forud for krigen. Der var ingen kredse i ledelsen, der rigtig interesserede sig for det. Kavaleriet var dyrt i drift og svært at træne, og der var ikke nogen stor talentmasse af dygtige ryttere at hverve. Resultatet var, at ingen af siderne oprettede store kavalerienheder.
Artilleriets ubetydelige rolle er straks vanskeligere at forklare. Under Napoleonskrigene havde artilleriet domineret slagmarkerne og var almindeligvis blevet betragtet som det afgørende våben. Napoleons store batteri på 100 kanoner ved Waterloo havde forvoldt Wellington alvorlige bryderier. I 1861 led begge hære under en alvorlig mangel på feltartilleri, som kun gradvist udbedredes. Midt i krigen havde begge hære imidlertid erhvervet sig kanoner i europæiske proportioner – omkring fire kanoner per 1.000 mand – nok til at afgøre et slag, hvis de blev anvendt rigtigt. Men det var sjældent tilfældet. Ved Malvern Hill uden for Richmond forvoldte Unionens artilleri i 1861 store tab, ligesom Konføderationens artilleri gjorde det ved Frederickburg. Grunden synes i begge tilfælde at have været, at terrænet var gunstigt for artilleristerne. Ved Malvern Hill var der lange, åbne skudfelter. Ved Fredericksburg indtog Konføderationens kanoner dominerende stillinger med fri udsigt over åbent land. Kanonerne kunne gøre maksimal skade. Som oftest var skudfeltet imidlertid skjult af træer eller ujævnt terræn og ofte af mellemliggende rækker af egne tropper. Dette kunne have været undgået, hvis kanonerne var blevet skubbet frem i front og manøvreret som hestetrukket artilleri under omskiftelige faser af slaget. Der var imidlertid en vis modstand hos officererne på begge sider mod at risikere erobringen af deres værdifulde kanoner ved at placere dem i udsatte stillinger.
Der har været megen diskussion om, hvorvidt infanteriet, der var bevæbnet med nye rifler og dermed i stand til at nå mål så langt væk som knap 300 meter, var i stand til at forsvare sig imod fjendtligt artilleri ved at beskyde batterierne med målrettet ild. Artilleriet beskød som oftest infanteriet fra afstande på op til knap en kilometer – mindre, hvis man brugte kardæsker, som var projektiler med tæt sammenpakkede musketkugler i, som var meget ødelæggende, når de blev brugt imod tætpakkede infanteriformationer. Eksperternes konklusion er, at infanteriild sjældent tvang artilleriet til at trække sig tilbage fra deres stillinger, og at artilleriet sjældent led alvorlige tab under geværbeskydning.
Virkningerne af ilden, hvad enten det var fra geværer eller kanoner, blev i høj grad reduceret af de gravede forskansninger, som man indførte allerede tidligt i krigen, og som blev almindelig praksis, efterhånden som krigen trak ud. Det var nyt i forhold til traditionerne fra de dynastiske hære fra 1700-tallet og Napoleonskrigene. I disse krige antoges beskyttelse imod tab, når først slaget var i gang, at bestå i at gengælde fjendens ild samt brug af artilleri og kavaleri for at drive fjenden væk. Soldaterne forskansede sig sjældent. Der var imidlertid undtagelser. Man kender til den slags gravede forskansninger helt tilbage fra Den Spanske Arvefølgekrig. Franskmændene forskansede delvist deres stillinger under slaget ved Ramillies i 1706. Almindeligvis gravede 1800-tallets hære sig imidlertid ikke ned, bortset fra under belejring.
Europæisk praksis var et stærkt forbillede for borgerkrigens hære. Så meget at de fleste borgerkrigsofficerer, trods West Points vægt på undervisning i ingeniørarbejde og befæstning, fra starten lagde ud uden tanke på at sætte deres soldater til at grave. De søgte at vinde ved manøvrer. Efterhånden som krigen skred frem og tabene voksede, indtil 30 procent døde og sårede blev det normale for infanteriregimenter under store slag, begyndte soldaterne imidlertid at grave på bedste beskub, hvad enten deres generaler opmuntrede dem til det eller ej. De gravede for at beskytte sig, hvis de blev beordret til at forsvare en stilling. De gravede, når fjendens beskydning begyndte at kunne mærkes under en fremrykning for at få kontakt. Efter 1863 var det et fast indslag på alle slagmarker, og hvor forsvareren modtog varsler om et forestående slag, blev forskansningerne meget udførlige. Nogle af de komplekse linjer, der skød op rundt omkring Petersburg i 1864, var startet som ”hastige” forskansninger imod Grants konstante forsøg på at omgå sydstatstropperne mod syd og vest.
De gravede forskansninger, som åbenbart mere var soldaternes egen opfindelse end noget, der kom højere oppe fra i hierarkiet – i hvert fald i begyndelsen – hjælper os med at besvare det mest nærliggende spørgsmål angående borgerkrigens slag, som er dette: Hvordan kunne de almindelig dødelige i de blå og grå uniformer udholde den gru og rædsel, som nærkampene vakte? Rædselsslagne mænd flygter, eller hvis de ikke kan det, gemmer de sig eller kaster sig ned. Borgerkrigens soldater på begge sider gjorde alle disse ting, ligesom de lod sig tage til fange – heraf det overraskende store antal krigsfanger på begge sider under krigen. Men borgerkrigens soldater undlod også at flygte eller søge dækning eller stivne eller råbe: ”Jeg overgiver mig”, men stod fast, skød, genladede og skød igen indtil de overvandt deres modstandere. Hvad holdt dem fast på deres soldaterpligt? Der er flere faktorer, der forklarer standhaftigheden under en krig. Herunder ledernes eksempel, den tvang, der udøves af de underordnede ledere, at man drikker sig mod til, samt de uønskede konsekvenser, fejhed fører med sig. Tvang synes ikke at have spillet nogen større rolle under borgerkrigen. Amerikanerne er ikke vant til at true deres kammerater eller til at blive truet. Det er uamerikansk. Skønt der er eksempler på, at borgerkrigssoldater vendte deres våben mod de af deres kammerater, som viste sig feje i mødet med fjenden, er de ikke almindelige i annalerne. Der er derimod mange eksempler på soldater, der fortæller om den beundring, de følte for deres officerers mod, som inspirerede dem. Andre gange skrev de også om det modsatte, som da en officer blev fundet i skjul bag et træ ved Shiloh, eller da en anden blev grebet i at anlægge kamuflage under et slag i sikker afstand fra fjenden. Det var almindeligt at drikke sig mod til. En feltflaske fuld af whisky var højt skattet og blev sjældent misbilliget. Generaler, der drak sig fulde under kamp, blev imidlertid som oftest frataget kommandoen. Det blev også ofte bemærket, at det normalt var alt for farligt at flygte, når fjenden var tæt på, og at det var sikrere at blive og forsøge at besvare ilden. Ydermere – og det går igen gennem hele borgerkrigens krigserfaring – flygtede mændene ikke, fordi de var motiverede af det, som James McPherson beskriver som ”sagen og kammeraterne”. Mændene på begge sider var gået i krig, fordi de lidenskabeligt troede på deres grunde til at gøre det: For at bevare eller genoprette Unionen, hvis de var nordstatssoldater. For at forsvare staternes suverænitet og Sydens livsstil, hvis de var sydstatssoldater. Og i begge tilfælde fordi deres anseelse i deres våbenbrødres øjne betød meget for dem – faktisk nok mere end noget andet i mange tilfælde. Begge hære havde meget maskuline identiteter, et ry for at være en rigtig mand var den altoverskyggende værdi, og at blive anset for en kujon den ultimative ydmygelse.
I 1800-tallets Amerika var religion en væsentlig motivation for mange, såvel i fredstid som under krigen. På mange måder var borgerkrigen lige så meget en religiøs krig som en politisk, eftersom abolitionisterne forsvarede deres overbevisning med religiøs lidenskab, mens Sydstatsrekrutterne, som måske ikke ville have været i stand til at formulere nogen sammenhængende politisk overbevisning, identificerede deres sydstatsidentitet med medlemskabet af deres baptistiske eller metodistiske menigheder og tog deres tro med sig til geledderne.
I sidste ende var borgerkrigens slag karakteriseret ved tæt geværild i mangel på afgørende artilleri samt ved den udbredte brug af gravede forskansninger. Ilden mellem linjerne kunne stå på i lange perioder uden nogen bevægelser på nogen af siderne i håb om, at den heftige beskydning i det lange løb ville overtale fjenden til at trække sig tilbage. Heraf fænomenet med storstilede skudvekslinger på mellemdistance uden mange døde eller sårede. Alvorlige tab var naturligvis også et karakteristisk træk ved borgerkrigens slag, men det skyldtes sædvanligvis, at tropperne var blevet fanget i et terræn, hvorfra det var vanskeligt at undslippe, og hvori det var svært at manøvrere. Det var tilfældet ved Antietam og for visse dele af slagmarken ved Gettysburg. Skovbevoksning, som der var så meget af, bidrog også til de alvorlige tab, eftersom tropperne stødte overraskende på hinanden, fordi det var svært at se længere fremad, hvorpå de fandt det vanskeligt at trække sig ud af kampen igen på grund af den tætte bevoksning.
Der har været megen debat om karakteren af borgerkrigens kampe, og historikerne har forskellige opfattelser. Man kan imidlertid ikke være uenig i, at borgerkrigen i høj grad var en krig på geværer, hvor kavaleriet ikke spillede nogen større rolle i de store hæres sammenstød, og hvor artilleriet kun spillede en underordnet rolle. Ildkraft var ikke den vigtigste dødsårsag. Unionens samlede dødsofre beløb sig til 110.000 døde i kamp mod Konføderationens 94.000. Dobbelt så mange døde på begge sider som følge af sygom, der stadig var den største dræber og skulle forblive det indtil Første Verdenskrig.